Language of document : ECLI:EU:T:2017:48

Sag T-479/14

Kendrion NV

mod

Den Europæiske Union, repræsenteret ved Den Europæiske Unions Domstol

»Ansvar uden for kontraktforhold – stævningens klarhed – formaliteten – artikel 47 i chartret om grundlæggende rettigheder – rimelig sagsbehandlingstid – økonomisk skade – renter på ubetalt bøde – bankgarantiomkostninger – ikke-økonomisk skade – årsagssammenhæng«

Sammendrag – Rettens dom (Tredje Udvidede Afdeling) af 1. februar 2017

1.      Retslig procedure – stævning – formkrav – fastlæggelse af søgsmålets genstand – kort fremstilling af søgsmålsgrundene – stævning med påstand om erstatning for skade, som angiveligt er forårsaget af en EU-institution

[Statutten for Domstolen, art. 21, stk. 1, og art. 53, stk. 1; Rettens procesreglement, art. 44, stk. 1, litra c)]

2.      Ansvar uden for kontraktforhold – betingelser – ulovlighed – skade – årsagssammenhæng – kumulative betingelser – den ene betingelse ikke opfyldt – erstatningssøgsmålet forkastet i det hele

(Art. 340, stk. 2, TEUF)

3.      Ansvar uden for kontraktforhold – betingelser – tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af en bestemmelse, som tillægger borgerne rettigheder – bestemmelse, som tillægger borgerne rettigheder – begreb – rimelig sagsbehandlingstid tilsidesat af Unionens retsinstanser – omfattet – bedømmelseskriterier

(Art. 340, stk. 2, TEUF; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 47, stk. 2)

4.      Ansvar uden for kontraktforhold – betingelser – ulovlighed – skade – årsagssammenhæng – bevisbyrde

(Art. 340, stk. 2, TEUF)

5.      Konkurrence – administrativ procedure – kommissionsbeslutning, hvorved der konstateres en overtrædelse og pålægges en bøde – eksigibilitet – anfægtelse af afgørelsen ved Unionens retsinstanser – ingen tvivl om eksigibiliteten

(Art. 101 TEUF, 263 TEUF, 278 TEUF og art. 299, stk. 1, TEUF)

6.      Ansvar uden for kontraktforhold – betingelser – årsagssammenhæng – brudt som følge af sagsøgerens eller andre personers fejlagtige adfærd

(Art. 340, stk. 2, TEUF)

7.      Ansvar uden for kontraktforhold – betingelser – årsagssammenhæng – begreb – bankgarantiomkostninger som følge af et selskabs valg om ikke at betale den af Kommissionen pålagte bøde – rimelig sagsbehandlingstid tilsidesat af Unionens retsinstanser i selskabets søgsmål – forekomst af årsagssammenhæng – betingelser

(Art. 340, stk. 2, TEUF)

8.      Erstatningssøgsmål – Unionens retsinstansers kompetence – grænser – forbud mod at træffe afgørelse ultra petita – forpligtelse til at overholde sagens rammer som fastlagt af parterne – mulighed for Unionens retsinstanser for ex officio at tilkende erstatning for tab lidt i en anden periode end den, der er angivet i stævningen – udelukket

(Art. 268 TEUF; statutten for Domstolen, art. 21; Rettens procesreglement, art. 44, stk. 1)

9.      Erstatningssøgsmål – sagens genstand – erstatning for tab, som hævdes lidt af medlemmerne af ledelsesorganerne og de ansatte i det sagsøgende selskab – selskabet ikke bemyndiget til at anlægge sag på vegne af medlemmerne af ledelsesorganerne og de ansatte – afvisning

(Art. 268 TEUF)

10.    Ansvar uden for kontraktforhold – betingelser – faktisk og reelt tab – bevisbyrde

(Art. 340, stk. 2, TEUF)

11.    Ansvar uden for kontraktforhold – skade – erstatningsberettiget tab – ikke-økonomisk skade forvoldt ved tilstand af langvarig usikkerhed, som sagsøgeren befandt sig i som følge af tilsidesættelsen af en rimelig sagsbehandlingstid – omfattet

(Art. 340, stk. 2, TEUF)

12.    Retslig procedure – sagsbehandlingstid ved Retten – rimelig frist – tvist vedrørende forekomsten af en overtrædelse af konkurrencereglerne – manglende iagttagelse af den rimelige frist – følger

(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 47, stk. 2)

13.    Ansvar uden for kontraktforhold – skade – erstatning – hensyntagen til pengeforringelsen – morarenter – bestemmelser om beregning

[Art. 340, stk. 2, TEUF; Kommissionens forordning nr. 1268/2012, art. 83, stk. 2, litra b), og art. 111, stk. 4, litra a)]

1.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 26)

2.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 35 og 36)

3.      Sagsbehandlingen i en konkurrencesag for Retten tilsidesætter artikel 47, stk. 2, i chartret om grundlæggende rettigheder, såfremt den har overskredet en rimelig sagsbehandlingstid med 20 måneder, hvilket udgør en tilstrækkelig karakteriseret tilsidesættelse af en EU-retsregel, der har til formål at tillægge borgerne rettigheder.

I perioden mellem afslutningen af den skriftlige forhandling med indlevering af duplikken og indledningen af den mundtlige forhandling blev der navnlig foretaget en sammenfatning af parternes argumenter, fremme af sagerne, en analyse af sagens faktiske og retlige omstændigheder samt tilrettelæggelse af den mundtlige forhandling. Længden af denne periode afhænger således navnlig af sagens kompleksitet, parternes adfærd og opståede procedurespørgsmål. Varigheden af denne periode skyldtes navnlig tvistens kompleksitet, parternes adfærd og opståede procedurespørgsmål.

Hvad angår sagens kompleksitet er sager vedrørende Kommissionens anvendelse af konkurrenceretten mere komplekse end andre typer sager, navnlig med hensyn til længden af den anfægtede afgørelse, sagsakternes omfang og nødvendigheden af at foretage en detaljeret vurdering af mange komplekse faktiske omstændigheder, som ofte strækker sig vidt i tidsmæssig og geografisk henseende. 15 måneder mellem afslutningen af den skriftlige forhandling og indledningen af den mundtlige forhandling er i princippet passende til at behandle sager, som vedrører anvendelsen af konkurrenceretten. Herefter er det i princippet nødvendigt at behandle sager, som er blevet anlagt til prøvelse af den samme afgørelse, som Kommissionen har truffet under anvendelse af EU-konkurrenceretten, herunder når sagerne ikke er forbundne, parallelt. Den parallelle behandling er bl.a. begrundet i sagernes sammenhæng og i nødvendigheden af at sikre en sammenhæng i analysen og besvarelsen af disse sager. Den parallelle behandling af konnekse sager kan derfor begrunde en forlængelse på en måned for hver yderligere konneks sag af perioden mellem den skriftlige forhandlings afslutning og indledningen af den mundtlige forhandling. Sagens faktuelle, juridiske og processuelle kompleksitet kan ikke begrunde en længere sagsbehandlingstid, da sagen i perioden mellem afslutningen på den skriftlige forhandling og indledningen af den mundtlige forhandling ikke blev afbrudt eller forsinket af, at Retten vedtog nogen form for foranstaltning med henblik på dennes tilrettelæggelse.

Hvad angår parternes adfærd og opståede procedurespørgsmål i den omhandlede sag blev varigheden af perioden fra afslutningen af den skriftlige forhandling til indledningen af den mundtlige forhandling på ingen måde påvirket af en sådan adfærd eller af sådanne spørgsmål.

De 46 måneder, der er gået mellem afslutningen af den skriftlige forhandling og indledningen af den mundtlige forhandling, udviser derfor en periode med ubegrundet passivitet på 20 måneder i denne sag.

(jf. præmis 48, 49, 51, 52, 54, 55, 59-61 og 63)

4.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 64 og 65)

5.      I overensstemmelse med artikel 299, stk. 1, TEUF kan en kommissionsafgørelse om en procedure efter artikel 101 TEUF tvangsfuldbyrdes, såfremt den indebærer en forpligtelse for modtagerne til at betale en pengeydelse Den omstændighed, at der er anlagt sag med påstand om annullation af denne beslutning i henhold til artikel 263 TEUF, rejser ikke tvivl om, at den nævnte beslutning kan tvangsfuldbyrdes, idet det følger af artikel 278 TEUF, at indbringelse af klager for Den Europæiske Unions Domstol ikke har opsættende virkning.

(jf. præmis 71)

6.      Betingelsen om årsagssammenhæng i artikel 340 TEUF forudsætter, at den kritiserede adfærd har været afgørende for skadens indtræden. Selv om institutionernes bidrag til det tab, der kræves erstattet, eventuelt foreligger, kan det med andre ord være for fjernt som følge af andre personers ansvar, herunder i givet fald sagsøgerens.

(jf. præmis 85)

7.      En skade, der består i omkostninger til en bankgaranti, der er afholdt af et selskab, som er blevet pålagt en bøde ved en kommissionsbeslutning, som Unionens retsinstanser senere har annulleret, er ikke direkte afledt af denne beslutnings retsstridighed, idet denne skade er opstået på grund af dette selskabs egen beslutning om at stille en bankgaranti for ikke at opfylde sin forpligtelse til at betale bøden inden for den i den omtvistede beslutning fastsatte frist. Det forholder sig imidlertid anderledes i tilfælde af, at proceduren for Unionens retsinstanser har overskredet en rimelig sagsbehandlingstid, for det første idet tilsidesættelsen af en rimelig sagsbehandlingstid ikke var mulig at forudse på det tidspunkt, hvor der blev stillet bankgaranti, og idet sagsøgeren med føje kunne forvente, at sagen ville blive behandlet inden for en rimelig frist. For det andet skete tilsidesættelsen af en rimelig sagsbehandlingstid efter sagsøgerens oprindelige beslutning om at stille en bankgaranti.

Det følger heraf, at der foreligger en tilstrækkelig direkte årsagssammenhæng mellem Unionens retsinstansers tilsidesættelse af en rimelig sagsbehandlingstid, på den ene side, og den skade, som sagsøgeren har lidt inden afsigelsen af dommen, og som består i betaling af omkostninger til bankgarantien i den periode, der svarer til overskridelsen af den nævnte sagsbehandlingstid, på den anden side. Dermed er der ikke en tilstrækkelig direkte årsagssammenhæng mellem den omstændighed, at omkostningerne til bankgarantien blev betalt efter afsigelsen af den dom, som bragte tilsidesættelsen af en rimelig sagsbehandlingstid i den pågældende sag til ophør, og denne tilsidesættelse, idet betalingen af disse omkostninger var resultatet af sagsøgerens egen selvstændige beslutning, som selskabet traf efter den nævnte tilsidesættelse, om ikke at betale bøden, om ikke at anmode om udsættelse af gennemførelsen af den omtvistede beslutning og om at iværksætte appel til prøvelse af nævnte dom.

(jf. præmis 86-88, 98 og 99)

8.      Det følger af de regler, der regulerer rettergangsmåden ved Unionens retsinstanser, navnlig af artikel 21 i statutten for Domstolen og artikel 44, stk. 1, i Rettens procesreglement, at tvisten fastlægges og afgrænses af parterne, og at Unionens retsinstanser ikke kan træffe afgørelse, ud over hvad der er gjort gældende. Unionens retsinstanser kan ikke se bort fra en sagsøgers påstand og af egen drift beslutte at tildele erstatning for skade, der er lidt i en periode, der tidsmæssigt adskiller sig fra den periode, hvori sagsøgeren har hævdet at have lidt skade.

(jf. præmis 103 og 104)

9.      En påstand om erstatning for en ikke-økonomiske skade, som en sagsøgers ledende personale og ansatte hævdes at have lidt, kan ikke antages til realitetsbehandling, såfremt det ikke af sagsakterne fremgår, at det nævnte ledende personale og de ansatte havde bemyndiget sagsøgeren til at anlægge et erstatningssøgsmål på deres vegne.

(jf. præmis 118)

10.    I det omfang en sagsøger i et erstatningssøgsmål ikke har fremført nogen omstændighed, der gør det muligt at bevise, at selskabet har lidt en økonomisk eller ikke-økonomisk skade, og at fastslå skadens omfang, påhviler det i det mindste sagsøgeren at bevise, at den anfægtede adfærd var så alvorlig, at den har påført sagsøgeren en sådan skade.

(jf. præmis 121)

11.    Den omstændighed, at en sagsøger blev placeret i en usikker situation med hensyn til, om selskabet ville få medhold i sit søgsmål, er uløseligt forbundet med enhver retssag. Tilsidesættelsen af en rimelig sagsbehandlingstid skaber imidlertid en for en sagsøger mere usikker situation end det, der normalt er forbundet med en retssag. Denne langvarige periode med usikkerhed påvirker nødvendigvis planlægningen af de beslutninger, der skulle træffes, og driften af disse selskaber og har derfor udgjort en ikke-økonomisk skade.

(jf. præmis 126 og 128)

12.    Henset til behovet for at sikre de EU-retlige konkurrencereglers iagttagelse kan Unionens retsinstanser ikke udelukkende på grund af en tilsidesættelse af en rimelig sagsbehandlingstid give en sagsøger medhold i, at der kan rejses tvivl om den materielle rigtighed eller størrelsen af en bøde, når samtlige de anbringender, der er blevet gjort gældende til anfægtelse af konstateringerne vedrørende størrelsen af denne bøde og de former for adfærd, som pålægges en sanktion ved denne bøde, er blevet forkastet.

Det følger heraf, at en manglende iagttagelse af en rimelig sagsbehandlingstid ikke i forbindelse med behandlingen af et søgsmål, der er anlagt til prøvelse af en kommissionsbeslutning, som pålægger en virksomhed en bøde for overtrædelse af de EU-retlige konkurrenceregler, kan føre til en hel eller delvis ophævelse af den ved denne beslutning pålagte bøde.

(jf. præmis 131 og 132)

13.    Unionens forpligtelse til at betale morarenter opstår i princippet den dag, hvor den dom, hvorved der fastslås en pligt til erstatning af skaden, afsiges. Ved fastsættelsen af morarentesatsen er det passende at tage hensyn til artikel 83, stk. 2, litra b), og artikel 111, stk. 4, litra a), i forordning nr. 1268/2012 om gennemførelsesbestemmelser til forordning nr. 966/2012 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget. Det fremgår af disse bestemmelser, at rentesatsen for fordringer, som ikke er indfriet inden for den fastsatte frist, er den sats, som Den Europæiske Centralbank anvender på sine vigtigste refinansieringstransaktioner den første kalenderdag i den måned, hvor fristen udløber, og som offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende, C-udgaven, forhøjet med tre og et halvt procentpoint.

(jf. præmis 137 og 138)