Language of document : ECLI:EU:T:2012:579

SAMMENDRAG – SAG T-63/12

Sag T-63/12

Oil Turbo Compressor Co. (Private Joint Stock)

mod

Rådet for Den Europæiske Union

»Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – restriktive foranstaltninger over for Iran med henblik på at forhindre nuklear spredning – indefrysning af midler – annullationssøgsmål – begrundelsespligt«

Sammendrag – Rettens dom (Fjerde Afdeling) af 26. oktober 2012

1.      Den Europæiske Union – domstolskontrol med lovligheden af institutionernes retsakter – restriktive foranstaltninger over for Iran – kontrollens rækkevidde – udelukkelse af de omstændigheder, som institutionen er blevet bekendt med efter vedtagelsen af den anfægtede afgørelse

(Rådets afgørelse 2010/413, som ændret ved afgørelse 2011/783)

2.      Den Europæiske Union – fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – restriktive foranstaltninger over for Iran – indefrysning af midler, der tilhører personer, enheder eller organer, som er involveret i eller støtter nuklear spredning – selskab, der i afgørelsen om indefrysning af dets midler er blevet klassificeret som en filial af en af disse enheder – selskab, som har solgt sine kapitalandele inden vedtagelsen af denne afgørelse – annullation af afgørelsen i forhold til selskabet

(Rådets afgørelse 2010/413, som ændret ved afgørelse 2011/783)

1.      Domstolskontrollen med lovligheden af en retsakt, hvorved der er vedtaget restriktive foranstaltninger over for en enhed, udstrækker sig til også at omfatte en bedømmelse af de forhold og omstændigheder, der er påberåbt som begrundelse herfor, og en efterprøvelse vedrørende de beviser og oplysninger, som bedømmelsen er baseret på.

Denne lovlighed kan kun bedømmes ud fra de faktiske og retlige omstændigheder, på grundlag af hvilke afgørelsen er blevet vedtaget, og ikke ud fra omstændigheder, som institutionen er blevet bekendt med efter vedtagelsen af den pågældende afgørelse, endog selv om institutionen måtte være af den opfattelse, at de pågældende omstændigheder med rette kunne begrunde den pågældende afgørelse. Unionens retsinstanser kan således ikke ændre de grunde, som denne afgørelse er baseret på.

(jf. præmis 18 og 29)

2.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 20-27)