Domstolens dom (Fjerde Afdeling) af 2. april 2020 – AU mod Reliantco Investments LTD, Reliantco Investments LTD Limassol Sucursala Bucureşti (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Tribunalul Specializat Cluj – Rumænien)
(Sag C-500/18) 1
(Præjudiciel forelæggelse – etableringsfrihed – fri udveksling af tjenesteydelser – markeder for finansielle instrumenter – direktiv 2004/39/EF – begreberne »detailkunde« og »forbruger« – betingelser for at påberåbe sig en status som forbruger – fastlæggelse af kompetencen til at behandle anmodningen)
Processprog: rumænsk
Den forelæggende ret
Tribunalul Specializat Cluj
Parter i hovedsagen
Sagsøger: AU
Sagsøgte: Reliantco Investments LTD og Reliantco Investments LTD Limassol Sucursala Bucureşti
Konklusion
Artikel 17, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område skal fortolkes således, at en fysisk person, der i medfør af en kontrakt, såsom en finansiel differencekontrakt indgået med et finansieringsselskab, foretager en række finansielle transaktioner gennem dette selskab, kan kvalificeres som »forbruger« i denne bestemmelses betydning, såfremt indgåelsen af denne kontrakt ikke falder ind under denne persons erhvervsmæssige virksomhed, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve. Med henblik på denne kvalificering gælder det dels, at faktorer såsom det forhold, at den pågældende person har gennemført et stort antal transaktioner over en relativt kort periode, eller at vedkommende har investeret store beløb i disse transaktioner, som sådanne i princippet er uden relevans, dels at det forhold, at denne person er en »detailkunde« som omhandlet i artikel 4, stk. 1, nr. 12), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/39/EF af 21. april 2004 om markeder for finansielle instrumenter, om ændring af Rådets direktiv 85/611/EØF, og 93/6/EØF samt Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/12/EF og om ophævelse af Rådets direktiv 93/22/EØF, som sådant i princippet er uden relevans.
Forordning nr. 1215/2012 skal fortolkes således, at et civilretligt erstatningssøgsmål for en ulovlig handlemåde anlagt af en forbruger er omfattet af denne forordnings kapitel II, afdeling 4, i henseende til fastlæggelsen af den kompetente ret, såfremt dette søgsmål er uadskilleligt forbundet med en kontrakt, der rent faktisk er blevet indgået mellem denne forbruger og den erhvervsdrivende, hvilket det tilkommer den nationale ret at efterprøve.
____________
1 EUT C 381 af 22.10.2018.