RETTENS KENDELSE (Appelafdelingen)
11. december 2014 (*)
»Retspleje – fastsættelse af sagsomkostninger – advokatsalærer – repræsentation af et EU-organ ved en advokat – fast vederlag – en befuldmægtigets rejse- og opholdsudgifter – udgifter til oversættelse – udgifter, der kan kræves erstattet – sagsøgerens økonomiske situation«
I sag T-283/08 P-DEP,
angående en påstand om fastsættelse af sagsomkostninger efter dom af 7. juli 2011, Longinidis mod Cedefop (T-283/08 P, Sml. Pers., EU:T:2011:338),
Pavlos Longinidis, Thessaloníki (Grækenland), ved advokat P. Yatagantzidis,
sagsøger,
den anden part i appelsagen:
Det Europæiske Center for Udvikling af Erhvervsuddannelse (Cedefop), ved M. Fuchs, som befuldmægtiget,
sagsøgt i første instans,
har
RETTEN (Appelafdelingen)
sammensat af præsidenten, M. Jaeger, og dommerne M. Prek og G. Berardis (refererende dommer),
justitssekretær: E. Coulon,
afsagt følgende
Kendelse
De faktiske omstændigheder, retsforhandlinger og parternes påstande
1 Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 16. juli 2008 iværksatte Pavlos Longinidis appel i henhold til artikel 9 i bilag I til statutten for Den Europæiske Unions Domstol med påstand om ophævelse af dom af 24. april 2008, Longinidis mod Cedefop (F-74/06, Sml. Pers., EU:F:2008:48), hvorved Retten for EU-personalesager frifandt Det Europæiske Center for Udvikling af Erhvervsuddannelse (Cedefop) i det søgsmål, som appellanten havde anlagt med påstand om bl.a. annullation af Cedefops afgørelse af 30. november 2005 om at opsige appellantens tidsubegrænsede kontrakt som midlertidigt ansat.
2 Ved dom af 7. juli 2011, Longinidis mod Cedefop (T-283/08 P, Sml. Pers., EU:T:2011:338), forkastede Retten appellen i sin helhed, idet den fandt, at de seks anbringender, som Pavlos Longinidis i det væsentlige havde fremsat, skulle afvises eller forkastes som ugrundede eller irrelevante. Retten tilpligtede endvidere Pavlos Longinidis at bære sine egne omkostninger og at betale de omkostninger, som Cedefop havde afholdt i forbindelse med denne sag.
3 Ved skrivelse af 14. december 2011 anmodede Cedefop Pavlos Longinidis om at betale i alt 16 641,28 EUR for de omkostninger, der var afholdt i forbindelse med appelsagen, og som bestod i det beløb, der var betalt til den advokat, P. Anestis, som var antaget i forbindelse med den nævnte sag, de rejse- og opholdsudgifter, der var afholdt i forbindelse med, at Cedefops befuldmægtigede deltog i et retsmøde i Luxembourg (Luxembourg), og udgifter til oversættelse.
4 Selv om en privat kurervirksomhed flere gange forsøgte at give Pavlos Longinidis meddelelse om skrivelsen af 14. december 2011, modtog han først skrivelsen som bilag til en anden skrivelse, som Cedefop sendte til ham den 19. januar 2012, og som ligeledes vedrørte de omhandlede omkostninger. Cedefop opfordrede ved denne sidstnævnte skrivelse Pavlos Longinidis til at fremsætte sine bemærkninger senest den 10. februar 2012.
5 Pavlos Longinidis opnåede som følge af en udveksling af e-mails med Cedefop en forlængelse af fristen, hvorefter han besvarede skrivelsen af 19. januar 2012 ved e-mail af 2. marts 2012, som var den dato, hvor den forlængede frist udløb.
6 Pavlos Longinidis anførte for det første i den nævnte e-mail, at der bestod en interessekonflikt mellem ham og Cedefops fungerende direktør, der havde underskrevet skrivelserne af 14. december 2011 og af 19. januar 2012. Pavlos Longinidis anførte for det andet, at de nævnte skrivelser og deres bilag var meget uklare, idet disse skrivelser efter hans opfattelse ikke gjorde det muligt at forstå grundene til, at Cedefop havde valgt at lade sig repræsentere af både en befuldmægtiget og en advokat, hvis timesats og antal af arbejdstimer ikke var oplyst, og grundene til, at Cedefop havde afholdt oversættelsesudgifter. Pavlos Longinidis anmodede for det tredje om, at sagen vedrørende de omkostninger, som han skulle betale til Cedefop, blev udsat, indtil Cedefops nye direktør var blevet udpeget.
7 Ved e-mail af 23. marts 2012 svarede Cedefop Pavlos Longinidis, at beløbet på 16 641,28 EUR var korrekt, og at hans indsigelser ikke var begrundede. Pavlos Longinidis besvarede imidlertid ikke denne e-mail og foretog ikke nogen betaling.
8 Da Cedefop var af den opfattelse, at Pavlos Longinidis’ adfærd udgjorde en anfægtelse af, hvilke udgifter der kan kræves erstattet, som omhandlet i artikel 92, stk. 1, i Rettens procesreglement, fremsatte Cedefop ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 30. september 2013 den foreliggende begæring om fastsættelse af sagsomkostninger, hvorved Cedefop har nedlagt påstand om, at Retten fastsætter de sagsomkostninger, som Cedefop kan kræve erstattet som følge af dom Longinidis mod Cedefop (EU:T:2011:338), til 16 641,28 EUR, med tillæg af et beløb på 2 061,25 EUR, svarende til de udgifter, der var forbundet med at oversætte den foreliggende begæring fra engelsk til processproget.
9 Pavlos Longinidis har i de bemærkninger, der blev indleveret til Rettens Justitskontor den 13. december 2013, nedlagt påstand om, at Cedefops begæring afvises eller forkastes som ugrundet, og, subsidiært, at det beløb, der kan kræves erstattet, og som under alle omstændigheder ikke kan overstige [fortroligt] (1) EUR, nedsættes.
Retlige bemærkninger
Om formaliteten
10 Pavlos Longinidis har i sine bemærkninger til den foreliggende begæring om fastsættelse af sagsomkostninger bestridt, at begæringen kan antages til realitetsbehandling.
11 Pavlos Longinidis har for det første anført, at begæringen ikke kan antages til realitetsbehandling, da der ikke foreligger en tvist mellem parterne om, hvilke sagsomkostninger der kan kræves erstattet. Pavlos Longinidis har navnlig anført, at hans e-mail af 2. marts 2012 ikke kan anses for et bevis for, at han har anfægtet det beløb, som Cedefop har anmodet ham om at betale. Denne e-mail var i det væsentlige en anmodning om at udsætte den af Cedefop indledte administrative procedure om betaling af sagsomkostninger for at undgå, at denne procedure ville blive ledet af en direktør, der efter Pavlos Longinidis’ opfattelse ikke ville være upartisk i forhold til ham.
12 Det bemærkes, at det fremgår af procesreglementets artikel 92, stk. 1, at opstår der tvist om, hvilke udgifter der kan kræves erstattet, træffer Retten efter begæring af en part og efter at have hørt den anden part ved kendelse endelig afgørelse herom.
13 Det kan i denne henseende ikke godtages, at en anfægtelse i den nævnte artikels forstand kun opstår, når den part, som en begæring om betaling af sagsomkostninger – der er fremsat af den vindende part – er rettet til, udtrykkeligt har anfægtet en sådan begæring i sin helhed. Hvis dette var tilfældet, ville en part, der i en sag var blevet pålagt at betale de af modparten afholdte sagsomkostninger, nemlig kunne gøre det umuligt at fremsætte en begæring om fastsættelse sagsomkostninger i henhold til den nævnte artikel ved helt at afholde sig fra at reagere eller ved at indtage en henholdende holdning. Et sådant resultat ville fratage proceduren i procesreglementets artikel 92, der har til formål at sikre, at der træffes endelig afgørelse om sagsomkostninger, dens effektive virkning (jf. i denne retning kendelse af 25.3.2014, Marcuccio mod Kommissionen, T-126/11 P-DEP, EU:T:2014:171, præmis 13).
14 Pavlos Longinidis har for det andet anført, at den foreliggende begæring er meget uklar, idet Cedefop ikke har præciseret, hvorfor de udgifter, som centret havde afholdt, var nødvendige, eller hvor mange timer dets advokat havde arbejdet og til hvilken timesats.
15 Denne formalitetsindsigelse kan heller ikke tages til følge, idet spørgsmålet om, hvorvidt en begæring om fastsættelse af sagsomkostninger indeholder en tilstrækkelig præcis angivelse af udgifternes nødvendige karakter, vedrører begæringens realitet og ikke dens formalitet.
Om realiteten
16 Som det fremgår af præmis 3 og 8 ovenfor, har Cedefop nedlagt påstand om, at Pavlos Longinidis skal betale Cedefop i alt 18 702,53 EUR. Dette beløb består af følgende poster:
– 8 869,04 EUR, svarende til det beløb, som P. Anestis modtog i forbindelse med appelsagen, hvoraf 869,04 EUR udgør udlæg
– 923,49 EUR, svarende til de rejse- og opholdsudgifter, der blev afholdt i forbindelse med, at Cedefops befuldmægtigede deltog i et retsmøde i Luxembourg i den nævnte sag
– 6 848,75 EUR, svarende til de udgifter til oversættelse, der efter det oplyste var nødvendige i forbindelse med den nævnte sag
– 2 061,25 EUR, svarende til udgifter til oversættelse af den foreliggende begæring om fastsættelse af sagsomkostninger fra engelsk til processproget.
17 Pavlos Longinidis har for det første anført, at det ikke var nødvendigt for Cedefop at få en ekstern advokat til at bistå dets befuldmægtigede, for det andet, at advokatens salær ikke er begrundet og ikke kan kontrolleres, for det tredje, at det ikke var nødvendigt, at den nævnte befuldmægtigede deltog i retsmødet for Retten, og for det fjerde, at de af Cedefop afholdte oversættelsesudgifter ikke kan kræves erstattet. Pavlos Longinidis har anført, at hans økonomiske situation under alle omstændigheder ikke gør det muligt for ham at betale Cedefop mere end højst 4 000 EUR.
Indledende bemærkninger
18 I henhold til procesreglementets artikel 91, litra b), kan nødvendige udgifter, som parterne har afholdt med henblik på sagens behandling, især rejse- og opholdsudgifter og vederlag til befuldmægtigede, rådgivere eller advokater, kræves erstattet.
19 Det følger af denne bestemmelse, at de udgifter, der kan kræves erstattet, er begrænset dels til de udgifter, der er afholdt med henblik på sagens behandling ved Retten, dels til de udgifter, som var nødvendige i denne forbindelse (kendelse af 31.3.2011, Tetra Laval mod Kommissionen, T-5/02 DEP og T-80/02 DEP, EU:T:2011:129, præmis 53, og af 23.3.2012, Kerstens mod Kommissionen, T-498/09 P-DEP, EU:T:2012:147, præmis 13).
20 Det følger af fast retspraksis, at Unionens retsinstanser, når der ikke findes EU-retlige bestemmelser om fastsættelse af sådanne udgifter, er frit stillet ved deres vurdering af de foreliggende oplysninger, idet de dog skal tage hensyn til sagens genstand og karakter, dens betydning efter EU-retten og dens sværhedsgrad såvel som den arbejdsbyrde, som de pågældende advokater, befuldmægtigede og rådgivere har båret i forbindelse med sagen, samt til parternes økonomiske interesse i sagen (kendelse af 28.6.2004, Airtours mod Kommissionen, T-342/99 DEP, Sml., EU:T:2004:192, præmis 18, og kendelse Kerstens mod Kommissionen, EU:T:2012:147, præmis 14).
21 Ved fastsættelsen af de udgifter, der kan kræves erstattet, tager Retten hensyn til alle omstændigheder i sagen frem til det tidspunkt, hvor den afsiger kendelse om fastsættelse af sagsomkostninger, herunder de nødvendige omkostninger, der er forbundet med sagen om fastsættelse af sagsomkostninger (kendelse Kerstens mod Kommissionen, EU:T:2012:147, præmis 15).
Om antagelse af en ekstern advokat
22 Cedefop har anført, at det i modsætning til, hvad Pavlos Longinidis hævdede i sin e-mail af 2. marts 2012, var nødvendigt, at Cedefop var repræsenteret ved en befuldmægtiget såvel som ved en advokat, og at dette valg ikke kan anfægtes af den part, som er blevet pålagt at betale sagsomkostningerne. Cedefop har videre anført, at der var tale om den samme advokat, som allerede havde repræsenteret Cedefop for Personaleretten, og som beherskede græsk, der var det sprog, som Pavlos Longinidis havde valgt som processprog, idet den befuldmægtigede i sagen ikke besad sådanne kundskaber.
23 Pavlos Longinidis har anført, at Cedefop ikke har godtgjort, at det var nødvendigt at få en ekstern advokat til at bistå den befuldmægtigede i sagen. Pavlos Longinidis er navnlig af den opfattelse, at valget af processprog ikke gør det muligt at anse den nævnte bistand for nødvendig.
24 Det fremgår i denne forbindelse af artikel 19, stk. 1, i statutten for Domstolen, der finder anvendelse på rettergangsmåden ved Retten i henhold til den nævnte statuts artikel 53, stk. 1, at Den Europæiske Unions institutioner med henblik på den måde, hvorpå de vil lade sig repræsentere eller bistå for Unionens retsinstanser, frit kan vælge at antage en advokat. Når institutionerne lader sig bistå af en advokat, som skal honoreres, er et sådant salær følgelig omfattet af begrebet nødvendige udgifter, som er afholdt med henblik på sagens behandling, uden at institutionen har pligt til at godtgøre, at antagelsen af den pågældende advokat eller person var objektivt begrundet. Ved anvendelsen af den nævnte bestemmelse i statutten skal EU-organer, såsom Cedefop, sidestilles med de nævnte institutioner (jf. i denne retning kendelse af 10.10.2013, OCVV mod Schräder, C-38/09 P-DEP, EU:C:2013:679, præmis 20-22 og den deri nævnte retspraksis).
25 Selv om den omstændighed, at Cedefop har fået bistand af en befuldmægtiget og en ekstern advokat, ikke er relevant for vurderingen af, om de omhandlede udgifter eventuelt kan kræves erstattet, idet der ikke principielt kan ses bort fra sådanne udgifter, kan denne omstændighed imidlertid påvirke fastsættelsen af størrelsen af de udgifter, der i sidste ende kan kræves erstattet i forbindelse med sagen. Der foreligger således ikke en tilsidesættelse af princippet om ligebehandling af sagsøgere, når et sagsøgt EU-organ beslutter at få bistand af en advokat i visse sager, mens den i andre sager repræsenteres ved sine egne tjenestemænd (jf. i denne retning kendelse af 28.5.2013, Marcuccio mod Kommissionen, T-278/07 P-DEP, Sml., EU:T:2013:269, præmis 14).
26 Enhver anden vurdering, der indebærer, at et EU-organs krav på at opnå fuld eller delvis erstatning for advokatsalærer er betinget af, at organet kan godtgøre, at advokatbistanden var »objektivt« begrundet, vil reelt udgøre en indirekte begrænsning af den ret, der er sikret ved artikel 19, stk. 1, i statutten for Domstolen, og medføre, at Unionens retsinstanser har pligt til at sætte sin egen vurdering i stedet for den vurdering, som er foretaget af de institutioner og organer, der har ansvaret for at organisere deres tjenestegrene. En sådan opgave er imidlertid hverken forenelig med artikel 19, stk. 1, i statutten for Domstolen eller med de beføjelser, som Unionens institutioner og organer har vedrørende håndteringen af deres sager ved Unionens retsinstanser (kendelse Marcuccio mod Kommissionen, EU:T:2013:269, præmis 15).
27 Det følger af denne retspraksis, at Pavlos Longinidis’ argument om, at det ikke var nødvendigt for Cedefop at få bistand af en ekstern advokat, ikke kan tiltrædes (jf. i denne retning kendelser OCVV mod Schräder, EU:C:2013:679, præmis 23, og Marcuccio mod Kommissionen, EU:T:2014:171, præmis 30).
Om salæret til Cedefops advokat
28 For på grundlag af de kriterier, der er nævnt i præmis 20 ovenfor, at kunne vurdere, om de udgifter, der er afholdt i forbindelse med sagen, faktisk var nødvendige, skal den begærende part give detaljerede oplysninger. Selv om det ikke er umuligt for Retten i mangel af sådanne oplysninger at fastsætte størrelsen af de udgifter, der kan kræves erstattet, på grundlag af en billighedsvurdering, må Retten imidlertid i et sådant tilfælde nødvendigvis anlægge en streng vurdering af den begærende parts krav (jf. kendelse Marcuccio mod Kommissionen, EU:T:2014:171, præmis 31 og den deri nævnte retspraksis).
29 Cedefop har i det foreliggende tilfælde krævet 8 000 EUR, hvilket svarer til det faste beløb, som var aftalt med centrets eksterne advokat. Cedefop har anført, at et sådant fast vederlag svarer til størrelsen af det salær, som advokater, der er specialiseret i EU-ret, normalt kræver, og at et vederlag beregnet ud fra en timesats formentlig ville have været meget større.
30 Pavlos Longinidis har for det første anført, at Cedefop hverken har angivet advokatens timesats eller det antal arbejdstimer, som den pågældende har udført i forbindelse med appelsagen. Pavlos Longinidis har endvidere anført, at det omhandlede faste beløb, som Cedefop og advokaten havde indgået aftale om, før advokaten udførte det arbejde, der var nødvendigt i forbindelse med appelsagen, ikke kan anses for at afspejle det udførte arbejdes reelle værdi. Pavlos Longinidis har endelig anført, at det i begæringen om fastsættelse af sagsomkostninger ikke er præciseret, hvorledes det arbejde, der var nødvendigt at udføre i forbindelse med tilrettelæggelsen af Cedefops forsvar, var fordelt mellem Cedefop og advokaten.
31 Det bemærkes indledningsvis, at Unionens retsinstanser ikke kan fastsætte de beløb, som parterne skal betale til deres egne advokater, men fastsætte det beløb, der kan kræves erstattet i form af advokathonorarer af den part, der tilpligtes at betale sagens omkostninger. På samme måde har vederlagets faste karakter ikke betydning for Rettens vurdering af størrelsen af de udgifter, der kan erstattes, idet Retten skal basere sig på veletablerede kriterier og de detaljerede oplysninger, som parterne har indgivet. Selv om det ikke er umuligt for Retten i mangel af sådanne oplysninger at fastsætte størrelsen af de udgifter, der kan kræves erstattet, på grundlag af en billighedsvurdering, må Retten imidlertid i et sådant tilfælde nødvendigvis anlægge en streng vurdering af den begærende parts krav, som nævnt i præmis 28 ovenfor (kendelser Marcuccio mod Kommissionen, EU:T:2013:269, præmis 20, og Marcuccio mod Kommissionen, EU:T:2014:171, præmis 38).
32 Da Cedefop ikke har afgivet sådanne præciserende oplysninger, må Retten anvende de kriterier, der er nævnt i præmis 20 ovenfor, udelukkende på grundlag af de oplysninger, som den råder over.
33 Hvad for det første angår sagens karakter bemærkes, at den foreliggende begæring vedrører sagsomkostninger, der er afholdt i forbindelse med appelsagen for Retten, og at der er tale om en sag, der som følge af sin karakter er begrænset til retsspørgsmål og ikke har til formål at fastlægge de faktiske omstændigheder (jf. kendelse Marcuccio mod Kommissionen, EU:T:2014:171, præmis 32 og den deri nævnte retspraksis).
34 Det skal imidlertid tages i betragtning, at Pavlos Longinidis i appelsagen hævdede, at Personaleretten havde foretaget en urigtig gengivelse af visse beviser, som det fremgår af præmis 32 og 35 i dom Longinidis mod Cedefop (EU:T:2011:338). Cedefop var derfor tvunget til at tage stilling hertil i svarskriftet.
35 Hvad for det andet angår sagens genstand, dens sværhedsgrad og den arbejdsbyrde, som Cedefop har måttet bære i forbindelse med sagen, bemærkes, at Pavlos Longinidis i appelskriftet, der omfattede 20 sider og en lang række bilag, anfægtede flere dele af dom Longinidis mod Cedefop (EU:F:2008:48), der indeholder 185 præmisser. Pavlos Longinidis fremsatte seks anbringender i appelsagen, der i det væsentlige vedrørte for det første tilsidesættelse af bestemmelserne om bevisbyrde og en urigtig gengivelse af beviser, for det andet tilsidesættelse af den begrundelsespligt, der påhviler retten, for det tredje en urigtig fortolkning af den begrundelsespligt, der påhviler administrationen, for det fjerde, at det fejlagtigt var blevet fastslået, at der ikke forelå et åbenbart urigtigt skøn, for det femte en urigtig fortolkning af princippet om overholdelse af retten til forsvar og for det sjette tilsidesættelse af princippet om upartiskhed, som det fremgår af præmis 27 i dom Longinidis mod Cedefop (EU:T:2011:338).
36 I svarskriftet, der indeholder 21 sider, tog Cedefop stilling til samtlige de af Pavlos Longinidis fremsatte anbringender. Som Pavlos Longinidis med rette har anført, blev P. Anestis’ arbejde gjort lettere af den omstændighed, at han allerede havde et indgående kendskab til de spørgsmål, der var rejst i appelsagen, idet han allerede havde repræsenteret Cedefop i første instans.
37 Det bemærkes endvidere, at det sjette anbringende vedrørte spørgsmålet, om appelsagen kunne antages til realitetsbehandling, hvilket gav Retten anledning til at stille skriftlige spørgsmål til parterne, som Pavlos Longinidis og Cedefop besvarede i processkrifter på henholdsvis 20 sider og 10 sider.
38 Efter begæring fra Pavlos Longinidis besluttede Retten at holde mundtlige forhandlinger, hvilket indebar, at P. Anestis nødvendigvis måtte forberede sig før de nævnte forhandlinger.
39 Det følger heraf, at sagen har en vis kompleksitet, hvilket også bekræftes af længden af dom Longinidis mod Cedefop (EU:T:2011:338), der indeholder 133 præmisser.
40 Hvad for det tredje angår sagens økonomiske interesse bemærkes, at selv om sagen kun vedrørte en enkelt ansat hos Cedefop, som Pavlos Longinidis har hævdet, var der tale om stadfæstelse af en dom, hvorved Personaleretten havde forkastet en erstatningspåstand vedrørende en lidt ikke-økonomisk skade på 50 000 EUR og en lidt økonomisk skade svarende til den grundløn, de løntillæg og de pensionsrettigheder, som Pavlos Longinidis ville have modtaget, såfremt han ikke var blevet afskediget.
41 Det må således konstateres, at sagen i modsætning til, hvad Pavlos Longinidis har hævdet, har en vis økonomisk interesse ikke blot for Pavlos Longinidis, men også for Cedefop.
42 Hvad for det fjerde angår sagens betydning efter EU-retten skal det bemærkes, at Retten forkastede flere af Pavlos Longinidis’ appelanbringender ved blot at anvende den retspraksis, der følger af dom af 8. september 2009, ETF mod Landgren (T-404/06 P, Sml. EU:T:2009:313), og som bl.a. vedrører de forpligtelser, der påhviler administrationen i forbindelse med afskedigelsen af en midlertidigt ansat, og veletablerede principper om appelrettens kompetence. Dom Longinidis mod Cedefop (EU:T:2011:338) indeholder imidlertid en række væsentlige præciseringer om bl.a. rækkevidden af formodningen om EU-retsakters gyldighed (præmis 39), om muligheden for, at en afgørelse om afslag på en klage kan supplere begrundelsen i den bebyrdende retsakt (præmis 72), og om upartiskheden hos et paritetisk organs – såsom Cedefops – klageudvalg (præmis 115). Det må derfor fastslås, at sagen har en vis betydning efter EU-retten.
43 På baggrund af samtlige ovenstående betragtninger forekommer det beløb på 8 000 EUR, som Cedefop har krævet, at være for højt, når der henses til, at Cedefop ikke har fremlagt yderligere oplysninger til støtte for sin påstand. Det er således en rimelig bedømmelse af sagens omstændigheder, at salæret til P. Anestis, der udgør en del af de udgifter, der kan kræves erstattet, fastsættes til 6 000 EUR.
Om de af Cedefops advokat afholdte udlæg
44 Cedefop har nedlagt påstand om, at Pavlos Longinidis skal erstatte ikke blot salæret til dets advokat, men også advokatens udlæg, som det fremgår af de fakturaer, der er vedlagt den foreliggende begæring om fastsættelse af sagsomkostninger.
45 Pavlos Longinidis har heroverfor anført, at der ikke er blevet fremlagt noget skriftligt bevis, der kan dokumentere de af P. Anestis afholdte udlæg.
46 Det bemærkes i denne henseende, at der i de fakturaer, som Cedefop har fremlagt som bilag til begæringen om fastsættelse af sagsomkostninger, kun er anført to beløb på henholdsvis 355,54 EUR og 513,50 EUR vedrørende de af P. Anestis afholdte udlæg, uden at det er præciseret, hvorledes disse udlæg er anvendt.
47 Da Cedefop ikke har fremlagt andre præciserende oplysninger, forekommer summen af disse beløb, der udgør 869,04 EUR, at være for højt. De af Cedefops advokat afholdte udlæg, der udgør en del af de udgifter, der kan kræves erstattet, skal således fastsættes til 300 EUR (jf. i denne retning kendelser af 1.10.2013, Elf Aquitaine mod Kommissionen, C-521/09 P-DEP, Sml., EU:C:2013:644, præmis 26, og OCVV mod Schräder, EU:C:2013:679, præmis 41).
Om rejseudgifter afholdt til Cedefops befuldmægtigede
48 Cedefop har anført, at de rejse- og opholdsudgifter, som blev afholdt i forbindelse med, at centrets befuldmægtigede deltog i retsmødet den 13. december 2010 i Luxembourg, udgør udgifter, der kan kræves erstattet. En enkelt befuldmægtiget eller advokat udgør nemlig det mindst mulige antal repræsentanter.
49 Pavlos Longinidis har heroverfor anført, at det ville have været tilstrækkeligt, at P. Anestis havde deltaget i det nævnte retsmøde. De udgifter, som Cedefop har afholdt i forbindelse med centrets befuldmægtigedes rejse til og ophold i Luxembourg, udgør derfor ikke udgifter, der kan kræves erstattet.
50 Det bemærkes i denne henseende, at hver parts udgifter til en enkelt advokat eller befuldmægtiget i princippet må anses for nødvendige i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i procesreglementets artikel 91, litra b). De udgifter, der er forbundet med antagelsen af en yderligere advokat eller befuldmægtiget, kan derfor kun kræves erstattet, såfremt der foreligger særlige omstændigheder, navnlig vedrørende den pågældende sags karakter (jf. kendelse af 20.1.2014, Schönberger mod Parlamentet, T-186/11 DEP, EU:T:2014:40, præmis 29 og den deri nævnte retspraksis).
51 Det må imidlertid konstateres, at der ikke foreligger sådanne særlige omstændigheder i det foreliggende tilfælde. Cedefop har nemlig selv oplyst, at centret også i forbindelse med den appelsag, som Pavlos Longinidis anlagde, antog en ekstern advokat med den begrundelse, at denne advokat havde et indgående kendskab til sagen, idet han allerede havde repræsenteret Cedefop i første instans (jf. i denne retning og analogt kendelse OCVV mod Schräder, EU:C:2013:679, præmis 40) og var specialiseret i tjenestemandsret, samt at centrets befuldmægtigede ikke havde et tilstrækkeligt kendskab til processproget.
52 Følgelig må det fastslås, at beløbet på 923,49 EUR, svarende til de rejse- og opholdsudgifter, som Cedefop afholdt i forbindelse med, at centrets befuldmægtigede deltog i retsmødet i Luxembourg, ikke udgør udgifter, der kan kræves erstattet.
Om udgifterne til oversættelse
53 Cedefop har anført, at da Pavlos Longinidis valgte græsk som processprog, hvilket hverken Cedefops befuldmægtigede eller direktør har et tilstrækkeligt kendskab til, bør de udgifter, der kan kræves erstattet i det foreliggende tilfælde, omfatte dels de udgifter, der er afholdt til at oversætte flere processkrifter i appelsagen til engelsk, dels de udgifter, der er afholdt til at oversætte den foreliggende begæring om fastsættelse af sagsomkostninger, som den nævnte befuldmægtigede havde udfærdiget på engelsk, til græsk. Cedefop har anført, at de omhandlede oversættelser blev udfærdiget af Oversættelsescentret for Den Europæiske Unions Organer, hvis fakturaer er vedlagt den nævnte begæring.
54 Pavlos Longinidis har anført, at oversættelsesudgifterne ikke kan anses for udgifter, der kan kræves erstattet, navnlig når der henses til den omstændighed, at Cedefop valgte at få bistand af en ekstern græsktalende advokat, og at centret måtte have haft mulighed for at få dokumenterne oversat internt.
55 Det bemærkes i denne henseende for det første, at det fremgår af procesreglementets artikel 35, stk. 1 og 2, der finder anvendelse på Personaleretten i medfør af henvisningen i artikel 29 i Personalerettens procesreglement, at sagsøgeren vælger sagens processprog blandt Unionens officielle sprog, medmindre andet følger af en undtagelsesbestemmelse, hvilket ikke er relevant i det foreliggende tilfælde.
56 Det følger heraf, at Pavlos Longinidis med rette kunne vælge græsk som processprog ved Personaleretten.
57 Det følger for det andet af procesreglementets artikel 136a, at processproget i den af Pavlos Longinidis iværksatte appelsag skal være græsk, der var processproget i den sag, hvorved Personaleretten traf den afgørelse, som han har appelleret.
58 For det tredje var Cedefop i medfør af procesreglementets artikel 35, stk. 3, forpligtet til at anvende det af Pavlos Longinidis valgte processprog.
59 For det fjerde fremgår det af artikel 1 i Rådets forordning nr. 1 af 15. april 1958 om den ordning, der skal gælde for Det Europæiske Økonomiske Fællesskab på det sproglige område (EFT 1952-1958, s. 59, org.ref.: EFT 1958, nr. 17, s. 385), som ændret ved Rådets forordning (EU) nr. 517/2013 af 13. maj 2013 om tilpasning af visse forordninger, beslutninger og afgørelser vedrørende frie varebevægelser, frie personbevægelser, selskabsret, konkurrencepolitik, landbrug, fødevaresikkerhed og veterinær- og plantesundhedspolitik, transportpolitik, energi, beskatning, statistikker, transeuropæiske net, retsvæsen og grundlæggende rettigheder, retfærdighed, frihed og sikkerhed, miljø, toldunionen, eksterne forbindelser, udenrigspolitik og sikkerheds- og forsvarspolitik samt institutioner på grund af Republikken Kroatiens tiltrædelse (EUT L 158, s. 1), at bulgarsk, dansk, engelsk, estisk, finsk, fransk, græsk, irsk, italiensk, kroatisk, lettisk, litauisk, maltesisk, nederlandsk, polsk, portugisisk, rumænsk, slovakisk, slovensk, spansk, svensk, tjekkisk, tysk og ungarsk anses for både officielle sprog og arbejdssprog for Unionens institutioner (dom af 16.10.2013, Italien mod Kommissionen, T-248/10, EU:T:2013:534, præmis 29). Selv om det fremgår af artikel 6 i forordning nr. 1, at institutionerne i deres forretningsorden kan fastsætte de nærmere regler for sprogordningen, har Cedefop ikke anført, at sådanne regler finder anvendelse, og at de i det foreliggende tilfælde kan begrunde, at oversættelsesudgifterne skal erstattes (jf. i denne retning og analogt dom Italien mod Kommissionen, EU:T:2013:534, præmis 38).
60 For det femte fremgår det af artikel 1d, stk. 1, i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union, at enhver form for forskelsbehandling på grund af bl.a. sprog er forbudt ved anvendelsen af vedtægten. Ifølge denne bestemmelses stk. 6, første punktum, skal enhver fravigelse af princippet om ligebehandling og princippet om proportionalitet begrundes objektivt og under henvisning til legitime målsætninger af almen interesse inden for rammerne af personalepolitikken (dom Italien mod Kommissionen, EU:T:2013:534, præmis 30).
61 Såfremt det i det foreliggende tilfælde medgives, at de oversættelsesudgifter, som Cedefop har krævet erstattet, udgør udgifter, der kan kræves erstattet, vil Pavlos Longinidis blive udsat for forskelsbehandling på grund af sprog, idet Cedefop ikke ville have afholdt sådanne udgifter, hvis Pavlos Longinidis havde valgt et andet processprog, som f.eks. engelsk, der var det sprog, som Cedefop lod foretage oversættelser til og fra.
62 Hvad angår oversættelsen af de dokumenter, der vedrører appelsagen, bemærkes, at en sådan forskelsbehandling ikke på nogen måde kan begrundes under omstændighederne i den foreliggende sag, idet Cedefop fik bistand af en ekstern advokat, som beherskede processproget, hvilket Cedefop var berettiget til i henhold til den i præmis 24-26 ovenfor nævnte retspraksis. Antagelsen af den nævnte advokat må anses for at have været tilstrækkelig til, at Cedefop inden for rammerne af den retssag, som Pavlos Longinidis havde anlagt ved Retten, kunne arbejde på græsk i overensstemmelse med de forpligtelser, der er nævnt i de i præmis 58 og 59 ovenfor nævnte bestemmelser.
63 Hvad angår oversættelsen af den foreliggende begæring om fastsættelse af sagsomkostninger skal det bemærkes, at en sådan sag kræver regnskabsmæssige snarere end juridiske kvalifikationer (kendelse af 26.9.2013, Schräder mod OCVV, T-187/09 DEP, EU:T:2013:522, præmis 68), hvilket indebærer, at den befuldmægtigede, der repræsenterede Cedefop, burde have kunnet udfærdige begæringen på processproget eventuelt med bistand fra andre ansatte hos Cedefop, som ikke havde særlige juridiske kvalifikationer, men som beherskede græsk.
64 Den retspraksis, hvorefter udgifter til de oversættelser, som EU-institutionerne er forpligtet til at fremlægge for Retten i henhold til procesreglementet artikel 43, stk. 2, ikke kan anses for udgifter, der kan kræves erstattet, skal endvidere anvendes analogt (jf. i denne retning og analogt kendelse af 26.11.2004, EIB mod De Nicola, C-198/02 P(R)-DEP, EU:C:2004:754, præmis 21 og 22). Det er i øvrigt kun i forhold til intervenienter, at Retten under visse omstændigheder har anset oversættelsesudgifter for nødvendige udgifter (jf. i denne retning kendelse af 18.4.2006, Euroalliages m.fl. mod Kommissionen, T-132/01 DEP, EU:T:2006:112, præmis 46).
65 På baggrund af disse omstændigheder må det fastslås, at de af Cedefop afholdte oversættelsesudgifter ikke kan anses for udgifter, der kan kræves erstattet.
Om Pavlos Longinidis’ økonomiske situation
66 Pavlos Longinidis har anført, at hans økonomiske situation under alle omstændigheder er af en sådan karakter, at han højst kan betale Cedefop et beløb på [fortroligt] EUR, idet han ellers ikke vil have midler til at forsørge sin familie. Pavlos Longinidis har i denne henseende anført, at det fremgår af hans selvangivelse for 2012, der er vedlagt hans bemærkninger til den foreliggende begæring om fastsættelse af sagsomkostninger, at hans indtægter, som udelukkende hidrører fra hans advokatvirksomhed, kun udgør [fortroligt] EUR.
67 Det må i denne henseende fastslås, at den økonomiske situation for den part, der pålægges at betale sagsomkostninger, ikke er omfattet af de kriterier, som Unionens retsinstanser anvender, når de fastsætter størrelsen af de udgifter, der kan kræves erstattet inden for rammerne af en sag om fastsættelse af sagsomkostninger. Det argument, som Pavlos Longinidis har fremsat i denne henseende, er derfor ikke relevant.
68 Det bemærkes i øvrigt, at den af Pavlos Longinidis påberåbte selvangivelse kun vedrører hans indtægter for 2012 og derfor under alle omstændigheder ikke gør det muligt at få et samlet overblik over hans økonomiske situation.
69 På baggrund af det ovenstående fastsættes det beløb, der kan kræves erstattet i det foreliggende tilfælde, herunder de udgifter, der vedrører den foreliggende sag om fastsættelse af sagsomkostninger, til 6 300 EUR.
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Appelafdelingen):
De udgifter, som Det Europæiske Center for Udvikling af Erhvervsuddannelse (Cedefop) kan kræve erstattet af Pavlos Longinidis, fastsættes til 6 300 EUR.
Således bestemt i Luxembourg den 11. december 2014.
Justitssekretær | | Præsident |