RETTENS KENDELSE (Appelafdelingen)
11. december 2014
Sag T-283/08 P-DEP
Pavlos Longinidis
mod
Det Europæiske Center for Udvikling af Erhvervsuddannelse (Cedefop)
»Retspleje – fastsættelse af sagsomkostninger – advokatsalærer – repræsentation af et EU-organ ved en advokat – fast vederlag – en befuldmægtigets rejse- og opholdsudgifter – udgifter til oversættelse – udgifter, der kan kræves erstattet – sagsøgerens økonomiske situation«
Angående: Anmodning om fastsættelse af sagsomkostninger, indgivet i henhold til artikel 9 i bilag I til statutten for Den Europæiske Unions Domstol af Pavlos Longinidis efter Rettens dom af 7. juli 2011, Longinidis mod Cedefop (T-283/08 P, Sml. Pers., EU:T:2011:338).
Udfald: De samlede udgifter, som Pavlos Longinidis skal erstatte Det Europæiske Center for Udvikling af Erhvervsuddannelse (Cedefop), fastsættes til 6 300 EUR.
Sammendrag
1. Retslig procedure – sagsomkostninger – tvist om, hvilke udgifter der kan kræves erstattet – begreb – intet krav om, at den part, der pålægges at betale sagsomkostninger, skal anfægte en begæring om godtgørelse af sagsomkostningerne
(Rettens procesreglement, art. 92, stk. 1)
2. Retslig procedure – sagsomkostninger – opgørelse – udgifter, der kan kræves erstattet – begreb – forhold, der indgår heri – den økonomiske situation for den part, der pålægges at betale sagsomkostningerne – ikke omfattet
[Rettens procesreglement, art. 91, litra b)]
3. Retslig procedure – sagsomkostninger – opgørelse – udgifter, der kan kræves erstattet – nødvendige udgifter, som parterne har afholdt – begreb – honorarer, som en EU-institution eller et EU-organ har betalt til sin advokat – omfattet – tilsidesættelse af princippet om ligebehandling af sagsøgere, ved at få bistand af en advokat i visse sager, men ikke i andre – foreligger ikke
[Statutten for Domstolen, art. 19, stk. 1, og art. 53, stk. 1; Rettens procesreglement, art. 91, litra b)]
4. Retslig procedure – sagsomkostninger – opgørelse – fastsættelse baseret på detaljerede oplysninger, som sagsøgeren har indgivet, eller, såfremt dette ikke er muligt, på grundlag af en billighedsvurdering foretaget af Unionens retsinstanser – advokataflønnings faste karakter – uden betydning for Unionens retsinstansers skønsbeføjelse
[Rettens procesreglement, art. 91, litra b)]
5. Retslig procedure – sagsomkostninger – opgørelse – udgifter, der kan kræves erstattet – begreb – medvirken af flere advokater – betingelse – eksistensen af særlige omstændigheder
[Rettens procesreglement, art. 91, litra b)]
6. Retslig procedure – sagsomkostninger – opgørelse – udgifter, der kan kræves erstattet – begreb – nødvendige udgifter, som parterne har afholdt – eksterne oversættelsesudgifter til oversættelse af processkrifter indleveret af EU’s institutioner – ikke omfattet
[Rådets forordning nr. 1, som ændret ved forordning nr. 517/2003, art. 1; Rettens procesreglement, art. 35, stk. 3, art. 43, stk. 2, og art. 91, litra b)]
1. I medfør af artikel 92, stk. 1, i Rettens procesreglement træffer Retten, såfremt der opstår tvist om, hvilke udgifter der kan kræves erstattet, efter begæring af en part og efter at have hørt den anden part ved kendelse endelig afgørelse herom.
For således at undgå at fratage proceduren i denne bestemmelse, der har til formål at sikre, at der træffes endelig afgørelse om sagsomkostninger, dens effektive virkning, kan det ikke godtages, at en anfægtelse i den nævnte artikels forstand kun opstår, når den part, som en begæring om betaling af sagsomkostninger – der er fremsat af den vindende part – er rettet til, udtrykkeligt har anfægtet en sådan begæring i sin helhed.
(jf. præmis 12 og 13)
Henvisning til:
Retten: kendelse af 25. marts 2014, Marcuccio mod Kommissionen, T-126/11 P-DEP, EU:T:2014:171, præmis 13
2. Det følger af artikel 91, litra b), i Rettens procesreglement, at de udgifter, der kan kræves erstattet, er begrænset dels til de udgifter, der er afholdt med henblik på sagens behandling ved Retten, dels til de udgifter, som var nødvendige i denne forbindelse. I denne forbindelse er Retten frit stillet ved sin vurdering af de foreliggende oplysninger, idet den dog skal tage hensyn til sagens genstand og karakter, dens betydning efter EU-retten og dens sværhedsgrad såvel som den arbejdsbyrde, som de pågældende advokater, befuldmægtigede og rådgivere har båret i forbindelse med sagen, samt til parternes økonomiske interesse i sagen. Ved fastsættelsen af de udgifter, der kan kræves erstattet, tager Retten hensyn til alle omstændigheder i sagen frem til det tidspunkt, hvor den afsiger kendelse om fastsættelse af sagsomkostninger, herunder de nødvendige omkostninger, der er forbundet med sagen om fastsættelse af sagsomkostninger.
Derimod er den økonomiske situation for den part, der pålægges at betale sagsomkostninger, ikke omfattet af de kriterier, som Unionens retsinstanser anvender, når de fastsætter størrelsen af de udgifter, der kan kræves erstattet inden for rammerne af en sag om fastsættelse af sagsomkostninger.
(jf. præmis 19-21 og 67)
Henvisning til:
Retten: kendelse af 28. juni 2004, Airtours mod Kommissionen, T-342/99 DEP, Sml., EU:T:2004:192, præmis 18; af 31. marts 2011, Tetra Laval mod Kommissionen, T-5/02 DEP og T-80/02 DEP, EU:T:2011:129, præmis 53, og af 23. marts 2012, Kerstens mod Kommissionen, T-498/09 P-DEP, EU:T:2012:147, præmis 13-15
3. Det fremgår af artikel 19, stk. 1, i statutten for Domstolen, der finder anvendelse på rettergangsmåden ved Retten i henhold til den nævnte statuts artikel 53, stk. 1, at Unionens institutioner med henblik på den måde, hvorpå de vil lade sig repræsentere eller bistå for Unionens retsinstanser, frit kan vælge at antage en advokat. Ved anvendelsen af den nævnte bestemmelse i statutten skal EU-organer sidestilles med de nævnte institutioner.
Selv om den omstændighed, at et EU-organ har fået bistand af en befuldmægtiget og en ekstern advokat, således ikke er relevant for vurderingen af, om de omhandlede udgifter eventuelt kan kræves erstattet, idet der ikke principielt kan ses bort fra sådanne udgifter, kan denne omstændighed imidlertid påvirke fastsættelsen af størrelsen af de udgifter, der i sidste ende kan kræves erstattet i forbindelse med sagen. I denne henseende foreligger der således ikke en tilsidesættelse af princippet om ligebehandling af sagsøgere, når et sagsøgt EU-organ beslutter at få bistand af en advokat i visse sager, mens det i andre sager repræsenteres ved sine egne tjenestemænd.
Enhver anden vurdering, der indebærer, at et EU-organs krav på at opnå fuld eller delvis erstatning for advokatsalærer er betinget af, at organet kan godtgøre, at advokatbistanden var objektivt begrundet, vil nemlig reelt udgøre en indirekte begrænsning af den ret, der er sikret ved artikel 19, stk. 1, i statutten for Domstolen, og medføre, at Unionens retsinstanser har pligt til at sætte deres egen vurdering i stedet for den vurdering, som er foretaget af de institutioner og organer, der har ansvaret for at organisere deres tjenestegrene. En sådan opgave er imidlertid hverken forenelig med artikel 19, stk. 1, i statutten for Domstolen eller med de beføjelser, som Unionens institutioner og organer har vedrørende håndteringen af deres sager ved Unionens retsinstanser.
(jf. præmis 24-26)
Henvisning til:
Domstolen: kendelse af 10. oktober 2013, OCVV mod Schräder, C-38/09 P-DEP, EU:C:2013:679, præmis 20-22 og den deri nævnte retspraksis
Retten: kendelse af 28. maj 2013, Marcuccio mod Kommissionen, T-278/07 P-DEP, Sml., EU:T:2013:269, præmis 14 og 15
4. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 28 og 31)
Henvisning til:
Retten: kendelser Marcuccio mod Kommissionen, præmis 25 ovenfor, EU:T:2013:269, præmis 20, og Marcuccio mod Kommissionen, EU:T:2014:171, præmis 13 ovenfor, præmis 31 og 38 og den deri nævnte retspraksis
5. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 50)
Henvisning til:
Retten: kendelse af 20. januar 2014, Schönberger mod Parlamentet, T-186/11 DEP, EU:T:2014:40, præmis 29 og den deri nævnte retspraksis
6. Udgifterne til de oversættelser, som EU-institutionerne og EU-organerne er forpligtet til at fremlægge for Retten i henhold til procesreglementets artikel 43, stk. 2, kan ikke anses for udgifter, der kan kræves erstattet. Det er i øvrigt kun i forhold til intervenienter, at Retten under visse omstændigheder anser oversættelsesudgifter for nødvendige udgifter.
Hvad i denne forbindelse angår et søgsmål anlagt på græsk mod et EU-organ, hvis repræsentanter ikke behersker dette sprog og har fået bistand af en ekstern græsktalende advokat, skal antagelsen af denne sidstnævnte anses for at have været tilstrækkelig til, at nævnte organ inden for rammerne af den retslige procedure kunne arbejde på græsk i overensstemmelse med de forpligtelser, der er nævnt i artikel 35, stk. 3, i Rettens procesreglement og artikel 1 i forordning nr. 1 om den ordning, der skal gælde for Det Europæiske Økonomiske Fællesskab på det sproglige område, som ændret ved forordning nr. 517/2013. Såfremt det medgives, at oversættelsesudgifter udgør udgifter, der kan kræves erstattet, vil dette imidlertid føre til en forskelsbehandling på grund af sprog, idet sådanne udgifter ikke ville være blevet afholdt af EU-organet, hvis sagsøgeren havde valgt et andet processprog, som det nævnte organ beherskede.
(jf. præmis 61, 62 og 64)
Henvisning til:
Domstolen: kendelse af 26. november 2004, EIB mod De Nicola, sag C-198/02 P(R)-DEP, EU:C:2004:754, præmis 21 og 22
Retten: kendelse af 18. april 2006, Euroalliages m.fl. mod Kommissionen, sag T-132/01 DEP, EU:T:2006:112, præmis 46