Language of document :

Sag anlagt den 25. august 2006 - RSA Security Ireland mod Kommissionen

(Sag T-227/06)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: RSA Security Ireland Ltd (Shannon, Irland) (ved barrister B. Conway og solicitor S. Daly)

Sagsøgt: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

Sagsøgerens påstande

Kommissionens forordning (EF) nr. 888/2006 af 16. juni 2006 annulleres, for så vidt som den ikke tariferer sagsøgerens produkt i den kombinerede nomenklatur under henvisning til dets objektive kendetegn og egenskaber.

Subsidiært annulleres Kommissionens forordning (EF) nr. 888/2006, for så vidt som den blev vedtaget af Kommissionen under udøvelse af magtmisbrug og/eller tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter.

-    Det fastslås, at tariferingen af produktet skal bestemmes ud fra dets væsentlige kendetegn, nemlig som en automatisk databehandlingsmaskine, og at det derfor skal tariferes i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i kapitel 8471 i den kombinerede nomenklatur.

-    Det fastslås subsidiært, at produktets væsentlige kendetegn er dets særlige egenskab til at udvikle og foretage matematiske beregninger, angivet af brugeren på købstidspunktet, og at det derfor skal tariferes som en regnemaskine i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i kapitel 8470 i den kombinerede nomenklatur.

-    Det fastslås i henhold til de fællesskabsretlige principper om tarifering af varer, at produktet ikke udviser de væsentlige kendetegn ved en sikkerhedsanordning, der giver adgang til data, uanset om disse er lagret på en automatisk databehandlingsmaskine eller ej.

-    Kommissionen tilpligtes at betale sagsøgeren den told, som sagsøgeren har betalt for indførslen af produktet til Fællesskabet, efter Kommissionens forordning (EF) nr. 888/2006 trådte i kraft, med renter.

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Sagsøgeren indfører og sælger produktet "RSA SecurID authenticator" i Fællesskabet. Selskabet har nedlagt påstand om annullation af Kommissionens forordning nr. 888/2006 1, der tariferede produktet i KN-pos. 8543 i den kombinerede nomenklatur.

Sagsøgeren gør gældende, at idet Kommissionen udstedte forordning nr. 888/2006, identificerede den ikke produktet væsentlige egenskaber, idet den fejlagtigt beskrev det som en "sikkerhedsanordning" og som en anordning, "[der] giver brugeren adgang til de lagrede data på en adb-maskine" i varebeskrivelsen i bilaget til forordning nr. 888/2006. Sagsøgeren gør gældende, at Kommissionen har foretaget en fejlagtig retsanvendelse, hvilket bør føre til annullation af forordningen.

____________

1 - Kommissionens forordning (EF) nr. 888/2006 af 16.6.2006 om tarifering af visse varer i den kombinerede nomenklatur.