Language of document :

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Administratīvā apgabaltiesa (Letland) den 21. maj 2021 – SIA STOCKHOLM SCHOOL OF ECONOMICS IN RIGA mod Latvijas Zinātnes padome

(Sag C-318/21)

Processprog: lettisk

Den forelæggende ret

Administratīvā apgabaltiesa

Parter i hovedsagen

Sagsøger: SIA STOCKHOLM SCHOOL OF ECONOMICS IN RIGA

Sagsøgt: Latvijas Zinātnes padome

Præjudicielle spørgsmål

1)    Skal artikel 2, nr. 83), i Kommissionens forordning (EU) nr. 651/2014 af 17. juni 2014 om visse kategorier af støttes forenelighed med det indre marked i henhold til traktatens artikel 107 og 108 fortolkes således, at en enhed (f.eks. en højere læreanstalt eller et forskningsinstitut, et teknologioverførselsagentur, en innovationsformidler, en forskningsorienteret fysisk eller virtuel samarbejdsenhed), hvis operationelle mål bl.a. er uafhængigt af andre interesser at bedrive grundforskning, industriel forskning eller eksperimentel udvikling eller formidle resultaterne heraf til en bredere kreds gennem undervisning, udgivelsesaktivitet eller vidensoverførsel, men hvis egen finansiering hovedsageligt består af indtægter fra økonomiske aktiviteter, kan anses for en forsknings- og videnformidlingsorganisation?

2)    Er det berettiget at anvende betingelsen vedrørende andelen af finansieringen (indtægter og udgifter) af økonomiske og ikke-økonomiske aktiviteter med henblik på at afgøre, om enheden opfylder den betingelse, der er fastsat i artikel 2, nr. 83), i Kommissionens forordning (EU) nr. 651/2014 af 17. juni 2014 om visse kategorier af støttes forenelighed med det indre marked i henhold til traktatens artikel 107 og 108, hvorefter det primære mål med enhedens aktiviteter er uafhængigt af andre interesser at bedrive grundforskning, industriel forskning eller eksperimentel udviklingsaktivitet eller formidle resultaterne heraf til en bredere kreds gennem undervisning, udgivelsesaktivitet eller vidensoverførsel 1 ?

3)    Såfremt det andet præjudicielle spørgsmål besvares bekræftende, hvad skal da være finansieringssatsen for økonomiske og ikke-økonomiske aktiviteter for at afgøre, om enhedens primære mål er uafhængigt af andre interesser at bedrive grundforskning, industriel forskning eller eksperimentel udviklingsaktivitet eller formidle resultaterne heraf til en bredere kreds gennem undervisning, udgivelsesaktivitet eller vidensoverførsel?

4)    Skal reglen i artikel 2, nr. 83), i Kommissionens forordning (EU) nr. 651/2014 af 17. juni 2014 om visse kategorier af støttes forenelighed med det indre marked i henhold til traktatens artikel 107 og 108, hvorefter virksomheder, som kan øve afgørende indflydelse på en enhed, der foreslår projektet, i deres egenskab af f.eks. aktionærer eller medlemmer, ikke må have privilegeret adgang til de resultater, enheden opnår, fortolkes således, at enhedens medlemmer eller aktionærer kan være enten fysiske personer eller juridiske personer, som arbejder med gevinst for øje (herunder levering af uddannelsesmæssige tjenesteydelser mod vederlag), eller personer, der er etableret uden gevinst for øje (f.eks. en forening eller en fond)?

____________

1     EUT 2014, L 187, s. 1.