(Sag T-171/13)

Benelli Q. J. Srl

mod

Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM)

»EF-varemærker – fortabelsessag – EF-figurmærket MOTOBI B PESARO – reel brug af varemærket – artikel 51, stk. 1, litra a), i forordning (EF) nr. 207/2009 – beviser indgivet mod begæringen om fortabelse efter udløbet af den fastsatte frist – ingen hensyntagen hertil – appelkammerets skønsbeføjelse – andet fastsat – omstændigheder, der er til hinder for en hensyntagen til yderligere eller supplerende beviser – artikel 76, stk. 2, i forordning nr. 207/2009 – regel 50, stk. 1, tredje afsnit, i forordning (EF) nr. 2868/95«

Sammendrag – Rettens dom (Anden Afdeling) af 2. februar 2016

1.      EF-varemærker – klagesag – søgsmål ved Unionens retsinstanser – Rettens kompetence – prøvelse af lovligheden af appelkamrenes afgørelser – fornyet undersøgelse af faktiske omstændigheder i lyset af beviser, der ikke tidligere har været forelagt Harmoniseringskontorets instanser – udelukkelse

(Rådets forordning nr. 207/2009, art. 65)

2.      EF-varemærker – klagesag – klage over en afgørelse fra Harmoniseringskontorets indsigelsesafdeling – appelkammerets prøvelse – rækkevidde – faktiske omstændigheder og beviser til støtte for indsigelsen, som ikke er fremlagt inden for den fastsatte frist – hensyntagen – appelkammerets skønsbeføjelse – yderligere eller supplerende beviser

[Rådets forordning nr. 207/2009, art. 76, stk. 2; Kommissionens forordning nr. 2868/95, art. 1 og regel 50, stk. 1, tredje afsnit)]

3.      EF-varemærker – afkald, fortabelse og ugyldighed – fortabelsesgrunde – manglende reel brug af varemærket – bevis for brug af det ældre varemærke – reel brug – bedømmelseskriterier

[Rådets forordning nr. 207/2009, art. 51, stk. 1, litra a)]

4.      EF-varemærker – afkald, fortabelse og ugyldighed – fortabelsesgrunde – manglende reel brug af varemærket – figurmærket MOTOBI B PESARO

[Rådets forordning nr. 207/2009, art. 51, stk. 1, litra a)]

1.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 26)

2.      Forordning nr. 2868/95 om gennemførelsesbestemmelser til forordning nr. 40/94 om EF-varemærker fastsætter, at appelkammeret under behandlingen af en klage, der er rettet mod en afgørelse fra en indsigelsesafdeling, har en skønsbeføjelse, som følger af regel 50, stk. 1, tredje afsnit, i forordning nr. 2868/95 og af artikel 76, stk. 2, i forordning nr. 207/2009 om EF-varemærker med hensyn til at afgøre, om der er anledning til at tage hensyn til yderligere eller supplerende kendsgerninger, der ikke er blevet fremlagt inden for de frister, der er fastsat i eller fastsættes af indsigelsesafdelingen.

De forskellige sprogversioner af tredje afsnit i den nævnte regel 50, stk. 1, er ikke helt overensstemmende. Desuden fremgår udtrykket »faits et preuves nouveaux« forstået således, at der inden for rammerne af proceduren for den lavere instans ikke er blevet indgivet nogen kendsgerning eller noget bevis, ikke af visse sprogversioner af denne bestemmelse. I denne henseende følger det af de forskellige sprogversioner, at de nye oplysninger som omhandlet i den franske version skal komplettere allerede indgivne oplysninger, således at andre beviser skal være fremlagt på et tidligere tidspunkt i sagen, for at beviser kan karakteriseres (som yderligere eller supplerende) på denne måde.

Denne fortolkning finder ligeledes anvendelse med hensyn til den skønsbeføjelse, som appelkammeret råder over, og som ikke kan udstrækkes til beviser, der indgives til det for første gang, når der ikke er blevet indgivet noget bevis for annullationsafdelingen.

(jf. præmis 51-55)

3.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 69-75)

4.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 81-89 og 102)