CURIA - Documents

Home > Search form > List of results > Documents

Start printing

Language of document : ECLI:EU:T:2000:36

RETTENS DOM (Tredje Afdeling)

10. februar 2000 (1)

»De oversøiske landes og territoriers associering med Fællesskabet - forordning(EF) nr. 2352/97 - forordning (EF) nr. 2494/97 - annullationssøgsmål -formaliteten - OLT-afgørelsen - beskyttelsesforanstaltning - årsagsforbindelse«

I de forenede sager T-32/98 og T-41/98,

De Nederlandske Antillers regering ved advokaterne M.M. Slotboom og P.V.F.Bos, Rotterdam, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokat M. Loesch, 11,rue Goethe,

sagsøger,

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved de juridiske konsulenter T.van Rijn og P.J. Kuijper, som befuldmægtigede, og med valgt adresse i Luxembourghos C. Gómez de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagnercentret,Kirchberg,

sagsøgt,

Kongeriget Spanien ved statens advokat, N. Díaz Abad, som befuldmægtiget, ogmed valgt adresse i Luxembourg på Spaniens Ambassade, 4-6, boulevardEmmanuel Servais,

intervenient,

har

DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABERS RET I FØRSTE INSTANS

(Tredje Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, M. Jaeger, og dommerne K. Lenaerts og J.Azizi,

justitssekretær: fuldmægtig A. Mair,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter mundtlig forhandling den 21.september 1999,

afsagt følgende

Dom

Relevante retsregler

1.

Nederlandene omfatter, ud over deres europæiske del, De Nederlandske Antillerog øen Aruba. De to sidstnævnte enheder hører til de oversøiske lande ogterritorier (OLT), der opregnes i EF-traktatens bilag IV (efter ændring nu bilag II),og hvis associering med Fællesskabet er omfattet af den nævnte traktats fjerde del.

De relevante bestemmelser i traktaten

2.

EF-traktatens artikel 131 (efter ændring nu artikel 182 EF) bestemmer i stk. 2, at»formålet med associeringen er at fremme den økonomiske og sociale udvikling i[OLT] og at oprette nære økonomiske forbindelser mellem disse og Fællesskabetsom helhed«.

3.

EF-traktatens artikel 132, nr. 1 (nu artikel 183, stk. 1, EF), bestemmer, at»medlemsstaterne anvender i deres samhandel med [OLT] samme regler, som dei henhold til denne traktat anvender indbyrdes«.

4.

EF-traktatens artikel 133, stk. 1 (efter nu ændring artikel 184, stk. 1, EF),bestemmer, at »varer med oprindelse i [OLT] nyder ved indførsel tilmedlemsstaterne godt af den fuldstændige afskaffelse af tolden mellemmedlemsstaterne, som gradvis finder sted i overensstemmelse med denne traktatsbestemmelser«.

5.

EF-traktatens artikel 134 (nu artikel 185 EF) bestemmer, at »såfremt toldsatsernesniveau for varer hidrørende fra tredjeland ved indførsel til et [OLT], nårbestemmelserne i artikel 133, stk. 1, finder anvendelse, vil kunne fremkaldeomlægninger af samhandelen til skade for en medlemsstat, kan denne begære, atKommissionen foreslår de øvrige medlemsstater nødvendige foranstaltninger for atafhjælpe denne situation«.

6.

Ifølge EF-traktatens artikel 136 (efter ændring nu artikel 187 EF) fastlægger Rådetde nærmere retningslinjer for OLT's associering med Fællesskabet.

OLT-afgørelsen, afgørelsen om midtvejsrevision og forskellige foranstaltninger truffeti 1997

7.

I henhold til traktatens artikel 136 udstedet Rådet den 25. juli 1991 afgørelse91/482/EØF om de oversøiske landes og territoriers associering med DetEuropæiske Økonomiske Fællesskab (EFT L 263, s. 1, herefter »OLT-afgørelsen«).

8.

OLT-afgørelsens artikel 101, stk. 1, og artikel 102 bestemte, indtil de blev ændretden 30. november 1997: »Varer med oprindelse i OLT fritages for told og afgiftermed tilsvarende virkning ved indførsel i Fællesskabet.

...

Fællesskabet anvender hverken kvantitative restriktioner eller foranstaltninger medtilsvarende virkning ved indførsel af varer med oprindelse i OLT.«

9.

OLT-afgørelsens artikel 109, stk. 1, bestemmer, at Kommissionen efter procedureni afgørelsens bilag IV kan træffe beskyttelsesforanstaltninger over for indførsler afvarer med oprindelse i OLT. OLT-afgørelsens artikel 109, stk. 2, og artikel 110behandler de betingelser, som disse foranstaltninger skal opfylde.

10.

Ifølge artikel 240 anvendes OLT-afgørelsen for en periode på ti år fra den 1. marts1990. I denne artikel bestemmes ligeledes i stk. 3, at Rådet inden udløbet af denførste periode på fem år ved enstemmig afgørelse på forslag af Kommissionen, udover de finansielle bidrag fra Fællesskabet for den anden periode på fem år, i givetfald fastlægger de eventuelle ændringer af OLT-afgørelsen, som OLT's kompetentemyndigheder ønsker, eller de ændringer, som Kommissionen eventuelt foreslår påbaggrund af egne erfaringer eller i forbindelse med de ændringer, der er tilforhandling mellem Fællesskabet og AVS-staterne (Afrika, Caribien og Stillehavet).De således fastlagte eventuelle ændringer tager form af en »afgørelse ommidtvejsrevision«.

11.

Den 24. november 1997 udstedte Rådet i henhold til artikel 240, stk. 3, afgørelse97/803/EF om midtvejsrevision af OLT-afgørelsen (EFT L 329, s. 50, herefter»afgørelsen om midtvejsrevision«). Denne afgørelse begrænser indførslerne af risog sukker fra OLT til Fællesskabet.

12.

Sagsøgeren har anlagt sag med påstand om annullation af afgørelsen ommidtvejsrevision ved Retten (sag T-310/97). I henhold til EF-traktatens artikel 177(nu artikel 234 EF) har præsidenten for Arrondissementsrechtbank, Haag(Nederlandene), anmodet Domstolen om at udtale sig om denne afgørelsesgyldighed (sag C-17/98). Ved kendelse af 16. november 1998 (sag T-310/97, DeNederlandske Antiller mod Rådet, Sml. II, s. 4131) udsatte Retten sag T-310/97indtil afsigelsen af Domstolens dom i sag C-17/98.

13.

I løbet af 1997 gav OLT-afgørelsen Kommissionen anledning til at træffe en rækkeforanstaltninger i henhold til artikel 109, navnlig i sektoren for indførsel af ris.

14.

Ved forordning (EF) nr. 304/97 af 17. februar 1997 om beskyttelsesforanstaltningermod indførsel af ris med oprindelse i OLT (EFT L 51, s. 1) traf Rådet de førstebeskyttelsesforanstaltninger, der begrænsede indførslerne til Fællesskabet af ris medoprindelse i OLT mellem den 1. januar 1997 og den 30. april 1997. KongerigetNederlandene og selskabet Antillean Rice Mills anlagde sag med påstand omannullation af denne forordning, henholdsvis ved Domstolen (sag C-110/97) og vedRetten (sag T-41/97). Ved kendelse af 16. november 1998 (sag T-41/97, AntilleanRice Mills mod Rådet, Sml. II, s. 4117) erklærede Retten sig inkompetent i sag T-41/97 til fordel for Domstolen, for at denne kunne træffe afgørelse omannullationspåstanden.

15.

Ved forordning (EF) nr. 1036/97 af 2. juni 1997 om beskyttelsesforanstaltningerover for indførsel af ris med oprindelse i OLT (EFT L 151, s. 8) fastsatte Rådetnye beskyttelsesforanstaltninger, som begrænsede indførslerne til Fællesskabet afris med oprindelse i OLT mellem den 1. maj 1997 og den 30. november 1997.Sagsøgeren og Kongeriget Nederlandene anlagde sag med påstand om annullationaf denne forordning, henholdsvis ved Retten (sag T-179/97) og ved Domstolen (sagC-301/97). Ved kendelse af 16. november 1998 (forenede sager T-163/97 og T-179/97, De Nederlandske Antiller mod Rådet og Kommissionen, Sml. II, s. 4123),erklærede Retten sig ligeledes inkompetent til fordel for Domstolen i sag T-179/97.

16.

Ved forordning (EF) nr. 2352/97 af 27. november 1997 om særlige foranstaltningerfor indførsel af ris med oprindelse i OLT (EFT L 326, s. 21) traf Kommissionen entredje række beskyttelsesforanstaltninger, hvorefter der skal udstedes importlicenserfor ris med oprindelse i OLT og stilles en bankgaranti svarende til 50% af den told,der normalt gælder for den mængde ris, for hvilken der ansøges om importlicenser.Denne forordning bestemte desuden, at hvis de mængder, der er indgivet ansøgningom, overstiger den månedlige mængde på 13 300 tons ris, og denne overskridelserisikerer at medføre alvorlige forstyrrelser på Fællesskabets marked, foretagerKommissionen visse foranstaltninger over for ansøgninger, der overskrider dennetærskel på 13 300 tons. Forordningen trådte i kraft den 1. december 1997.

17.

Den 12. december 1997 udstedte Kommissionen forordning (EF) nr. 2494/97 omudstedelse af importlicenser for ris henhørende under KN-kode 1006 medoprindelse i OLT som led i de særlige foranstaltninger, der blev indført vedKommissionens forordning (EF) nr. 2352/97 (EFT L 343, s. 17). Den udelukkedebl.a. udstedelse af importlicenser fra 3. december 1997 og suspenderede indgivelseaf nye ansøgninger om importlicenser indtil 31. december 1997.

18.

Forordning nr. 2352/97 blev ophævet ved artikel 14 i Kommissionens forordning(EF) nr. 2603/97 af 16. december 1997 om gennemførelsesbestemmelser forordningen for import af ris med oprindelse i AVS-staterne samt i OLT (EFT L 351,s. 22) i henhold til OLT-afgørelsens artikel 108a, som ændret. Sagsøgeren anlagdeligeledes ag med påstand om annullation af denne forordning ved Retten (sag T-52/98). Ved kendelse af 11. februar 1999 (sag T-52/98, De Nederlandske Antillermod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser) udsatte Retten sag T-52/98indtil afsigelsen af Domstolens dom i sag C-17/98.

Retsforhandlinger

19.

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 24. februar 1998 harsagsøgeren anlagt sag med påstand om annullation af forordning nr. 2352/97 (sagT-32/98).

20.

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 6. marts 1998 har sagsøgerenanlagt sag med påstand om annullation af forordning nr. 2494/97 (sag T-41/98).

21.

Ved processkrifter indleveret til Rettens Justitskontor den 28. maj og 11. juni 1998har Kongeriget Spanien i henhold til procesreglementets artikel 115 fremsatbegæring om at indtræde i sagerne T-32/98 og T-41/98 til støtte for Kommissionenspåstande. Ved kendelser afsagt af formanden for Rettens Fjerde Afdeling den 1.og 10. juli 1998 er disse begæringer blevet imødekommet. Den 31. juli og den 6.

august 1998 har Kongeriget Spanien i begge sager indgivet interventionsindlæg, somparterne har kunnet fremsætte deres bemærkninger til.

22.

På grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Tredje Afdeling)besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgående bevisoptagelse.Der er dog i form af foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse ihenhold til procesreglementets artikel 64 blevet stillet parterne en række skriftligespørgsmål, som er blevet besvaret inden for den fastsatte frist.

23.

Parterne har afgivet mundtlige indlæg og besvaret Rettens spørgsmål under detoffentligt retsmøde, som for begge sager blev afholdt den 21. september 1999.

24.

Efter at have hørt parterne på dette punkt har Retten besluttet at forene de tosager med henblik på domsafsigelsen.

Parternes påstande

25.

I sag T-32/98 har sagsøgeren nedlagt følgende påstande:

- Forordning nr. 2352/97 annulleres.

- Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

26.

I sag T-41/98 har sagsøgeren nedlagt følgende påstande:

- Forordning nr. 2494/97 annulleres.

- Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

27.

Kommissionen har i sagerne T-32/98 og T-41/98 nedlagt følgende påstande:

- Sagerne afvises, subsidiært frifindes Kommissionen.

- Sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

28.

Intervenienten har i sagerne T-32/98 og T-41/98 nedlagt følgende påstande:

- Sagerne afvises på grund af manglende søgsmålskompetence.

- Subsidiært frifindes Kommissionen.

- Sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Spørgsmålet om interventionen kan admitteres

29.

Sagsøgeren har anført, at Retten ikke kan tage hensyn til de bemærkninger, somKongeriget Spanien har fremsat i sit interventionsindlæg. Sagsøgeren har i denneforbindelse gjort gældende, at der ikke er nogen fællesskabsretlig forbindelsemellem De Nederlandske Antiller og denne medlemsstat. Kongeriget Nederlandenehar nemlig kun ratificeret traktaten om Kongeriget Spaniens tiltrædelse for siteuropæiske områdes vedkommende.

30.

Det bemærkes, at kendelserne af 1. og 10. juli 1998, hvorved Kongeriget Spanienfik tilladelse til at intervenere til støtte for Kommissionens påstande i sagerne T-32/98 og T-41/98, ganske vist ikke er til hinder for, at der i den endelige domforetages en fornyet undersøgelse af, om interventionen kan admitteres(Domstolens dom af 8.7.1999, sag C-234/92 P, Shell mod Kommissionen, endnuikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 25).

31.

I modsætning til hvad sagsøgeren har anført, kan Kongeriget Spaniens interventioni de to sager imidlertid admitteres. I henhold til artikel 37, stk. 1, i EF-statutten forDomstolen, som finder anvendelse på Retten i henhold til samme statuts artikel 46,stk. 1, kan medlemsstaterne nemlig indtræde i retstvister, der er indbragt forRetten. Den omstændighed, at Kongeriget Nederlandene kun har ratificerettraktaten om Kongeriget Spaniens tiltrædelse for sit europæiske område, kan ikkepåvirke sidstnævntes udøvelse af denne ret, som tilkommer det i kraft af detsegenskab af medlemsstat.

Formaliteten

Parternes argumentation

32.

Uden formelt at fremsætte formalitetsindsigelse i henhold til procesreglementetsartikel 114, stk. 1, har Kommissionen bestridt, at sagerne kan admitteres, og harhenvist til tre grunde.

33.

For det første gør Kommissionen gældende, at sagsøgeren ikke kan støtte sinesøgsmål på EF-traktatens artikel 173, stk. 2 (efter ændring nu artikel 230, stk. 2,EF). Den har henvist til Domstolens kendelse af 21. marts 1997 (sag C-95/97,Région wallonne mod Kommissionen, Sml. I, s. 1787, præmis 6) og har tilføjet, attraktatens fjerde del ikke tillægger De Nederlandske Antiller særlige rettighederog heller ikke pålægger dem særlige forpligtelser, som gør deres retsstillingsammenlignelig med medlemsstaternes retsstilling. Deres rolle ibeslutningsprocessen vedrørende de områder, der berøres af traktatens fjerde del,kan heller ikke sammenlignes med institutionernes.

34.

For det andet mener Kommissionen, at sagerne også må afvises, for så vidt destøttes på traktatens artikel 173, stk. 4. For det første er sagsøgeren ikkeumiddelbart berørt af forordningerne nr. 2352/97 og nr. 2494/97 (herefter »deanfægtede forordninger«). De Nederlandske Antiller driver nemlig ikke i sig selv

handel med ris med Fællesskabet, og deres regering kan derfor kun være berørtaf de anfægtede forordninger, i det omfang virksomhederne i rissektoren på deresområde er berørt. Dernæst er sagsøgeren heller ikke individuelt berørt af deanfægtede forordninger. Kommissionen har i denne forbindelse anført, at det ikkeer afgørende, at De Nederlandske Antiller er nævnt i traktatens bilag IV.Sagsøgeren hører heller ikke til en lukket kreds af retssubjekter som omhandlet iretspraksis (Domstolens dom af 15.7.1963, sag 25/62, Plaumann modKommissionen, Sml. 1954-1964, s. 411, org. ref.: Rec. s. 197), idet antallet ogidentiteten af de personer, som de anfægtede forordninger fandt anvendelse på,ikke var endeligt kendt på det tidspunkt, da de blev udstedt. De NederlandskeAntiller har ikke sådanne faktiske eller retlige særegenheder, at de må anses forforskellige fra andre OLT. Hvert OLT har altså, i hvert fald i teorien, mulighed forat forarbejde ris på samme måde som De Nederlandske Antiller. Situationen er enanden end i 1993, hvor kun De Nederlandske Antiller eksporterede ris tilFællesskabet, mens Montserrat i 1996 ligeledes begyndte at eksportere ris.Kommissionen har endvidere anført et uddrag af Rettens kendelse af 16. juni 1998(sag T-238/97, Comunidad Autónoma de Cantabria mod Rådet, Sml. II, s. 2771,præmis 49 og 50).

35.

Når De Nederlandske Antiller desuden nævnes udtrykkeligt i den syvendebetragtning til forordning nr. 2352/97, er det alene for at angive, at deres regeringsøkonomi- og finansministers beslutning om at indføre en minimumspris for eksportaf ris ikke overflødiggør indførelse af de anfægtede beskyttelsesforanstaltninger.Det kan ikke heraf udledes, at sagsøgeren er individuelt berørt af den nævnteforordning. Desuden pålægger OLT-afgørelsens artikel 109 Kommissionen at tagehensyn til de følger, som beskyttelsesforanstaltninger kan have for alle OLT'søkonomi, og ikke kun for De Nederlandske Antillers økonomi. Et kvantitativtkriterium udledt af den mængde ris, der eksporteres til Fællesskabet, opfylderheller ikke de formalitetsbetingelser, der er fastlagt i retspraksis.

36.

Kommissionen har for det tredje anført, at sagsøgeren først og fremmest ikke hargodtgjort at have tilstrækkelig søgsmålsinteresse til at anlægge nærværendeannullationssøgsmål i henhold til traktatens artikel 173, stk. 4. Den har henvist til,at De Nederlandske Antiller kun er en del af Kongeriget Nederlandene, som i sigselv har stemmeret i Rådet. Den er derfor af den opfattelse, at i betragtning af denplads, som sagsøgerens repræsentanter har i Nederlandenes regering, kan DeNederlandske Antiller ikke adskilles fra den medlemsstat, som de er enintegrerende del af, når denne udtaler sig om et spørgsmål vedrørende OLT.

37.

Dernæst har Kommissionen anført, at Kongeriget Nederlandene har en selvstændigsøgsmålsret i henhold til traktatens artikel 173, stk. 2, og at de anfægtedeforordninger, i modsætning til forordningerne nr. 304/97 og nr. 1036/97, ikke harværet genstand for et annullationssøgsmål anlagt af dette (jf. ovenfor, præmis 14og 15).

38.

Endelig har Kommissionen anført, at der for at forsvare OLT's interesser er indførten særlig procedure i Rådet for de medlemsstater, som disse OLT hører til (artikel1, stk. 5, i OLT-afgørelsens bilag IV). OLT-afgørelsen overdrager det således tildisse medlemsstater at forsvare OLT's interesser.

39.

I duplikken har Kommissionen anført, at det ikke er ønskeligt at anerkende ensøgsmålsinteresse for sagsøgeren, da det ville være ensbetydende med atanerkende, at denne for Fællesskabets retsinstanser kunne anfægte deninteresseafvejning, som er blevet foretaget af de kompetente organer i KongerigetNederlandene, og som på dette område kun skal foretages af disse. Retten harbekræftet denne opfattelse i den ovennævnte kendelse i sagen ComunidadAutónoma de Cantabria mod Rådet. Situationen var derimod en anden i den sag,der har givet anledning til Rettens dom af 30. april 1998 (sag T-214/95, VlaamsGewest mod Kommissionen, Sml. II, s. 717), idet den anfægtedekommissionsbeslutning vedrørte en støtte, som henhørte under en af KongerigetBelgiens føderale enheders enekompetence. I nærværende sag har Kommissionenfremhævet, at de forskellige enheder, som Nederlandene består af, ikke har nogenselvstændig kompetence af denne art med hensyn til handelsordningen for OLT.

40.

Kongeriget Spanien har ligeledes nedlagt påstand om sagernes afvisning og harherved bemærket, at sagsøgeren ikke har søgsmålskompetence. Det har bl.a. anført,at sagsøgeren ikke er umiddelbart berørt af de anfægtede forordninger, fordi derendnu skal træffes foranstaltninger til gennemførelse af disse forordninger.

41.

Sagsøgeren har bestridt samtlige Kommissionens argumenter og gjort gældende, atsagerne kan antages til realitetsbehandling i henhold til traktatens artikel 173, såvelstk. 2 som stk. 4.

Rettens bemærkninger

42.

Hvad først angår spørgsmålet, om sagerne kan admitteres, for så vidt de er anlagti henhold til traktatens artikel 173, stk. 2, bemærkes, at Retten i henhold til artikel3 i Rådets afgørelse 88/591/EKSF, EØF, Euratom af 24. oktober 1988 omoprettelse af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans (EFT L 319, s. 1,berigtiget i EFT L 241 af 17.8.1989), som ændret, har beføjelse til i første instansat påkende annullationssøgsmål, som anlægges i henhold til traktatens artikel 173,stk. 4. Derimod er det kun Domstolen, der har kompetence til at påkende sager,der anlægges i henhold til traktatens artikel 173, stk. 2, af en medlemsstat, Rådeteller Kommissionen. Hvis sagsøgeren derfor mente at kunne kræve de anfægtedeforordninger annulleret i henhold til sidstnævnte bestemmelse, skulle sagsøgerenhave anlagt sagerne ved Domstolen.

43.

Under alle omstændigheder fremgår det af den generelle måde, hvorpå traktaterneer opbygget, at begrebet medlemsstat i bestemmelserne vedrørende institutionerneog navnlig i bestemmelserne vedrørende domstolsprøvelse kun omfatter

regeringsmyndighederne i De Europæiske Fællesskabers medlemsstater, og det kanikke antages også at omfatte regionale regeringer og selvstændige fællesskabersregeringer, uanset hvilken kompetence de måtte være tillagt (dommen i sagenVlaams Gewest mod Kommissionen, præmis 28, kendelsen i sagen ComunidadAutónoma de Cantabria mod Rådet, præmis 42, og den dér nævnte retspraksis, ogRettens kendelse af 23.10.1998, sag T-609/97, Regione Puglia mod Kommissionenog Spanien, Sml. II, s. 4051, præmis 16). Sagsøgeren har følgelig ikkesøgsmålskompetence i henhold til traktatens artikel 173, stk. 2.

44.

Hvad dernæst angår spørgsmålet, om sagerne kan admitteres, for så vidt de eranlagt i henhold til traktatens artikel 173, stk. 4, bemærkes indledningsvis, attraktatens bestemmelser om privates søgsmålsret ikke kan fortolkes indskrænkende(jf. bl.a. dommen i sagen Plaumann mod Kommissionen, Sml. 1954-1964, på s. 413,org. ref.: Rec., på s. 222, og Rettens dom af 11.7.1996, forenede sager T-528/93, T-542/93, T-543/93 og T-546/93, Métropole télévision m.fl. mod Kommissionen, Sml.II, s. 649, præmis 60).

45.

Det står fast, at De Nederlandske Antiller er en selvstændig enhed, som er enjuridisk person i henhold til nederlandsk ret. En territorial bestanddel af enmedlemsstat, som er en juridisk person i henhold til national ret, kan imidlertidprincipielt anlægge et annullationssøgsmål i henhold til traktatens artikel 173, stk.4, hvorefter enhver fysisk eller juridisk person kan anlægge sag til anfægtelse afbeslutninger, der retter sig til ham, samt beslutninger, som skønt de er udfærdigeti form af en forordning eller en beslutning rettet til en anden person, dog berørerham umiddelbart og individuelt (kendelsen i sagen Comunidad Autónoma deCantabria mod Rådet, præmis 43).

46.

Da de anfægtede forordninger ikke er beslutninger rettet til sagsøgeren somomhandlet i traktatens artikel 173, stk. 4, må det undersøges, om de er generelleretsakter, eller om de må anses for beslutninger truffet i form af en forordning.Ved afgørelsen om, hvorvidt en retsakt er almengyldig, skal der tages stilling tildens beskaffenhed og de retsvirkninger, den er tænkt at skulle have eller faktiskhar (Domstolens dom af 6.10.1982, sag 307/81, Alusuisse mod Rådet ogKommissionen, Sml. s. 3463, præmis 8).

47.

I dette tilfælde fremgår det ganske vist af præamblen til forordning nr. 2352/97, atKommissionen, da denne retsakt blev udstedt, tog sagsøgerens holdning ibetragtning, og navnlig at denne havde fastsat af en minimumspris for eksport.Desuden har Kommissionen hverken i sine skriftlige indlæg eller under retsmødetbestridt, at den på det tidspunkt, da de anfægtede forordninger blev udstedt, havdekendskab til, at størstedelen af indførslerne af ris med oprindelse i OLT hidrørtefra De Nederlandske Antiller. Det må dog nødvendigvis fastslås, at Kommissionenikke har truffet beslutninger, som kun vedrører indførsler af ris med denneoprindelse. Kommissionen har nemlig truffet foranstaltninger af generelrækkevidde, som gælder uden forskel for indførsel af ris med oprindelse i alle OLT.

48.

Følgelig har de anfægtede forordninger efter deres art generel rækkevidde og erikke beslutninger som omhandlet i EF-traktatens artikel 189 (nu artikel 249 EF).

49.

Det må imidlertid undersøges, om sagsøgeren, på trods af de anfægtedeforordningers generelle rækkevidde, alligevel kan anses for at være umiddelbart ogindividuelt berørt af disse. At en retsakt har generel rækkevidde, udelukker nemligikke, at visse fysiske eller juridiske personer kan være umiddelbart og individueltberørt af den (jf. Domstolens dom af 18.5.1994, sag C-309/89, Codorniu mod Rådet,Sml. I, s. 1853, præmis 19, Rettens dom af 14.9.1995, forenede sager T-480/93 ogT-483/93, Antillean Rice Mills m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 2305, præmis66, og af 13.12.1995, forenede sager T-481/93 og T-484/93, Exporteurs in LevendeVarkens m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 2941, præmis 50).

50.

Hvad først angår spørgsmålet, om sagsøgeren er individuelt berørt af de anfægtedeforordninger, bemærkes, at for at en fysisk eller juridisk person kan anses for atvære individuelt berørt af en retsakt af generel rækkevidde udstedt af enfællesskabsinstitution, kræves det, at denne person berøres individuelt på grund afvisse egenskaber, som er særlige for den, eller på grund af en faktisk situation, deradskiller den fra alle andre (dommene i sagerne Plaumann mod Kommissionen,Sml. 1954-1964, på s. 414, org. ref.: Rec., på s. 223, og Codorniu mod Rådet,præmis 20; Rettens dom af 27.4.1995, sag T-12/93, CCE de Vittel m.fl. modKommissionen, Sml. II, s. 1247, præmis 36, og af 17.6.1998, sag T-135/96,UEAPME mod Rådet, Sml. II, s. 2335, præmis 69, og Rettens kendelse af30.9.1997, sag T-122/96, Federolio mod Kommissionen, Sml. II, s. 1559, præmis 59).

51.

I denne forbindelse bemærkes, at ifølge fast retspraksis kan den omstændighed, atKommissionen i medfør af særlige bestemmelser er forpligtet til at tage hensyn tilretsvirkningerne for visse borgeres situation af den retsakt, den agter at vedtage,individualisere disse borgere (Domstolens dom af 17.1.1985, sag 11/82, Piraiki-Patraiki m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 207, af 26.6.1990, sag C-152/88,Sofrimport mod Kommissionen, Sml. I, s. 2477, Rettens dom i sagen Antillean RiceMills m.fl. mod Kommissionen, præmis 67, og Domstolens dom af 11.2.1999, sagC-390/95 P, Antillean Rice Mills m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 769, præmis25-30).

52.

I det foreliggende tilfælde er forordning nr. 2352/97 og somgennemførelsesforanstaltning til denne forordning nr. 2494/97 blevet udstedt ihenhold til OLT-afgørelsens artikel 109, som i stk. 1 bestemmer, at Kommissionenpå visse betingelser kan træffe beskyttelsesforanstaltninger.

53.

Artikel 109 bestemmer i stk. 2, at »ved anvendelsen af stk. 1 skal der fortrinsvisvælges foranstaltninger, som bringer mindst mulig forstyrrelse i associeringens ogFællesskabets funktion. Disse foranstaltninger må ikke gå ud over, hvad der erabsolut nødvendigt for at afhjælpe de opståede vanskeligheder«.

54.

Det følger af denne bestemmelse, at når Kommissionen påtænker at træffebeskyttelsesforanstaltninger i henhold til OLT-afgørelsens artikel 109, stk. 1, er denforpligtet til at tage de skadelige virkninger i betragtning, som dens beslutning vilkunne have for vedkommende oversøiske lands eller territoriums økonomi samt forde berørte virksomheder (dom af 11.2.1999, Antillean Rice Mills m.fl. modKommissionen, præmis 28, og dom af 14.9.1995, Antillean Rice Mills m.fl. modKommissionen, præmis 70).

55.

Sagsøgeren figurerer blandt de OLT, som udtrykkeligt er nævnt i traktatens bilagIV, og som bestemmelserne i traktatens fjerde del om OLT's associering finderanvendelse på. I henhold til OLT-afgørelsens artikel 109, stk. 2, var Kommissionenfølgelig, da de anfægtede forordninger blev udstedt, forpligtet til at tagesagsøgerens særlige situation i betragtning, så meget desto mere, som det kunneforudses, at de negative følger af de trufne foranstaltninger først og fremmest villevære mærkbare på dennes område. På tidspunktet for udstedelsen af de anfægtedeforordninger var Kommissionen, som den i øvrigt har erkendt såvel i sine skriftligeindlæg som under retsmødet, bekendt med, at størstedelen af indførslerne tilFællesskabet af ris med oprindelse i OLT hidrørte fra De Nederlandske Antiller.

56.

Da sagsøgeren således nød en særlig beskyttelse i henhold til fællesskabsretten pådet tidspunkt, da Kommissionen udstedte de anfægtede forordninger, er sagsøgerenramt af disse på grund af en faktisk situation, der adskiller denne fra alle andre ogderfor individualiserer sagsøgeren i forhold til enhver anden person (dommene isagerne Plaumann mod Kommissionen, Sml. 1954-1964, på s. 414, org. ref.: Rec.,på s. 223, og Piraiki-Patraiki, præmis 28-31, og dom af 11.2.1999, Antillean RiceMills m.fl. mod Kommissionen, præmis 28). Følgelig er sagsøgeren individueltberørt af de anfægtede forordninger i traktatens artikel 173, stk. 4's forstand.

57.

Som Kommissionen har fremhævet, er det ganske vist ikke tilstrækkeligt til atanerkende, at en regional myndighed i en medlemsstat er individuelt berørt af enfællesskabsretsakt, at denne godtgør, at anvendelsen eller iværksættelsen afretsakten kan påvirke de socioøkonomiske forhold på dens område (jf. kendelsernei sagerne Comunidad Autónoma de Cantabria mod Rådet, præmis 49 og 50, ogRegione Puglia mod Kommissionen og Spanien, præmis 21 og 22). I detforeliggende tilfælde er sagsøgeren imidlertid individuelt berørt af de anfægtedeforordninger, eftersom Kommissionen, da den påtænkte at udstede dem, varforpligtet til specielt at tage hensyn til sagsøgerens situation i henhold til OLT-afgørelsens artikel 109, stk. 2.

58.

Hvad dernæst angår sagsøgerens interesse i at anlægge sag for at opnå annullationaf de anfægtede forordninger, kan en sådan interesse ikke udelukkes alene af dengrund, at Kongeriget Nederlandene har en selvstændig søgsmålsret i henhold tiltraktatens artikel 173, stk. 2. I denne forbindelse bemærkes, at den omstændighed,at en medlemsstat og en af dens myndigheder samtidig har interesse i at anlæggesag til prøvelse af samme retsakt, på andre områder ikke har foranlediget Rettentil at antage, at myndighedens søgsmålsinteresse ikke var tilstrækkelig til, at en sag

med påstand om annullation anlagt i henhold til traktatens artikel 173, stk. 4, kunneantages til realitetsbehandling (jf. Rettens dom i sagen Vlaams Gewest modKommissionen, præmis 30, og af 15.12.1999, forenede sager T-132/96 og T-143/96,Freistaat Sachsen og Volkswagen mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samlingaf Afgørelser, præmis 92). Den omstændighed, at Kongeriget Nederlandene ihenhold til artikel 1, stk. 5, i OLT-afgørelsens bilag IV kunne indlede den særligeprocedure ved Rådet mod de anfægtede forordninger, kan heller ikke påvirkesagsøgerens søgsmålsinteresse i det foreliggende tilfælde.

59.

Kommissionens argument om, at den interesseafvejning, som en medlemsstatforetager mellem de forskellige regioner, som den består af, før denne medlemsstatfastlægger sin stilling i Rådet, ikke kan anfægtes af en bestemt region forFællesskabets retsinstanser, må ligeledes forkastes. Hertil bemærkes blot, at deanfægtede forordninger er udstedt af Kommissionen og ikke af Rådet.Kommissionen udøver imidlertid sine funktioner i fuld uafhængighed afmedlemsstaterne i Fællesskabets almindelige interesse.

60.

Hvad endelig angår spørgsmålet, om sagsøgeren er umiddelbart berørt af deanfægtede forordninger, må det fastslås, at forordning nr. 2352/97 indeholder enfuldstændig ordning, som ikke giver plads for noget skøn fra medlemsstaternesmyndigheders side. For ris med oprindelse i OLT fastsætter den nemlig bindenderegler om ansøgning om og udstedelse af importlicenser og bemyndiger desudenKommissionen til at udsætte udstedelsen heraf, såfremt der sker en overskridelseaf en kvote, som den fastsætter, og indtræder mærkbare forstyrrelser på markedet.Sagsøgeren er følgelig umiddelbart berørt af forordning nr. 2352/97 (jf. Domstolensdom af 13.5.1971, forenede sager 41/70-44/70, International Fruit Company m.fl.mod Kommissionen, Sml. s. 83, org. ref.: Rec. s. 411, præmis 23-28, og af 23.4.1986,sag 294/83, Les Verts mod Parlamentet, Sml. s. 1339, præmis 31).

61.

Sagsøgeren er også umiddelbart berørt af forordning nr. 2494/97, da denneforordning udelukker udstedelse af importlicenser for ris henhørende under KN-kode 1006 med oprindelse i OLT for ansøgninger indgivet fra den 3. december1997 og suspenderer indgivelse af nye ansøgninger om eksportlicenser for ris medsådan oprindelse indtil den 31. december 1997.

62.

Det følger af det foregående i sin helhed, at sagerne kan antages tilrealitetsbehandling.

Realiteten

63.

Sagsøgeren har påberåbt sig ti anbringender til støtte for sit søgsmål i sag T-32/98.Det første er magtfordrejning. Det andet er fejlagtigt valg af hjemmel forforordning nr. 2352/97. Det tredje er tilsidesættelse af princippet om retssikkerhedog det fjerde tilsidesættelse af traktatens artikel 133, stk. 1. Det femte ertilsidesættelse af traktatens artikel 132, nr. 1, og artikel 134 samt af OLT-afgørelsens artikel 102 og af artikel 19 i OLT-afgørelsens bilag II. Det sjetteanbringende er tilsidesættelse af artikel 7, stk. 5, i aftalen ombeskyttelsesforanstaltninger og af artikel XIII:2c i GATT (den almindeligeoverenskomst om told og udenrigshandel) 1994 samt af EF-traktatens artikel 228,stk. 7 (efter ændring nu artikel 300, stk. 7, EF). Det syvende anbringende ertilsidesættelse af OLT-afgørelsens artikel 109, stk. 1. Det ottende anbringende ertilsidesættelse af OLT-afgørelsens artikel 109, stk. 2. Det niende anbringende ertilsidesættelse af EF-traktatens artikel 190 (nu artikel 253 EF) og det tiendetilsidesættelse af væsentlige formkrav.

64.

I sag T-41/98 har sagsøgeren nedlagt påstand om annullation af forordning nr.2494/97 og påberåbt sig, at forordning nr. 2352/97 er retsstridig, under henvisningtil de samme anbringender som dem, der påberåbes i sag T-32/98.

65.

Der skal først tages stilling til anbringendet om tilsidesættelse af OLT-afgørelsensartikel 109, stk. 1.

Parternes argumentation

66.

Sagsøgeren har for det første anført, at OLT-aftalens artikel 109, stk. 1, ikketillader Kommissionen at træffe beskyttelsesforanstaltninger på grund af omfangetaf indførsler med oprindelse i OLT. Sagsøgeren har herved henvist til traktatensartikel 132, nr. 1, og fremhævet, at medlemsstaterne ikke er bemyndiget til attræffe beskyttelsesforanstaltninger, der begrænser samhandelen mellem dem pågrund af omfanget af indførsler fra andre medlemsstater. For det andet harsagsøgeren anført, at selv hvis det antages, at Kommissionen har ret til at påberåbesig omfanget af indførsler fra OLT som begrundelse for at træffebeskyttelsesforanstaltninger i dette tilfælde, kan den ikke godtgøre, at der var risikofor, at den mængde ris, der indføres fra OLT, er så stor, at den forårsager enforstyrrelse på det fælles marked. For det tredje har sagsøgeren anført, at en sådanforstyrrelse ikke kunne følge af omfanget af indførsler af ris fra OLT på grund afden minimumseksportpris, som var blevet indført for ris med oprindelse i DeNederlandske Antiller.

67.

Kommissionen har heroverfor for det første anført, at sagsøgerens første argumenter baseret på en urigtig fortolkning af traktatens artikel 132, nr. 1. Dennebestemmelse indeholder ikke en ubetinget retsregel, men nævner blot et afformålene med samarbejdet mellem OLT og Fællesskabet. Sagsøgeren kan følgeligikke gyldigt påberåbe sig denne artikel som begrundelse for, at Kommissionen ikkeskulle have ret til at indføre foranstaltninger i henhold til OLT-afgørelsens artikel109 på grund af omfanget af indførslerne af varer med oprindelse i OLT.

68.

For det andet har Kommissionen fremhævet, at forøgelsen af de mængder ris, derer indført fra OLT fra høståret 1995/1996, har været stærkere end forøgelsen afden samlede mængde indførsler af ris til Fællesskabet. Andelen af indførsler fra

OLT er steget siden høståret 1994/1995, indtil de første beskyttelsesforanstaltningerblev truffet i begyndelsen af 1997.

69.

Kommissionen har erklæret, at Fællesskabets statistikker viser, at den samledemængde indførsler af ris med oprindelse i OLT androg 162 541 tons poleret ris forhøståret 1996/1997, og ikke 65 000 tons, som sagsøgeren hævder. Forøgelsen afindførslerne af ris fra OLT udsatte således prisen for paddy-ris fra EF for et megethårdt pres, som nødvendiggjorde interventionsopkøb og endog udførsler medrestitutioner af indica-ris fra EF på et marked, som imidlertid havde struktureltunderskud. Beskyttelsesforanstaltningerne har faktisk kunnet standse og ændre denfaldende tendens, der var konstateret på Fællesskabets marked.

70.

Kommissionen har endvidere fremhævet, at den ikke skulle godtgøre, at der varårsagsforbindelse mellem truslen om forstyrrelse af Fællesskabets marked for risog indførslen af ris med oprindelse i OLT. Det er tilstrækkeligt, at der er en visforbindelse mellem de to fænomener. Det kan herved ikke nægtes, at indførslernefra tredjelande har indflydelse på dette marked.

71.

For det tredje har Kommissionen anført, at selv om den ris med oprindelse i OLT,som eksporteres til Fællesskabet, i det væsentlige har oprindelse på Antillerne, stårdet dog fast, at den ikke udelukkende stammer fra De Nederlandske Antiller.Kommissionen har anført, at den var nødsaget til at fastsætte en grænse for alleOLT, og at den følgelig ikke kunne træffe en særskilt foranstaltning alene for DeNederlandske Antiller.

72.

Intervenienten har anført, at da forordning nr. 2352/97 blev udstedt, fremkaldteindførslerne af ris med oprindelse i OLT alvorlige forstyrrelser på det fællesmarked. Intervenienten har bl.a. nævnt udtalelser i Europa-Parlamentet fraparlamentsmedlemmer og medlemmer af Kommissionen, som viser, at disseindførsler blev forøget betydeligt fra 1995. Intervenienten har ligeledes fremlagtoplysninger om prisen på tilsvarende afskallet indica-ris produceret på dennesområde, som viser et fald i denne pris mellem januar 1997 og februar 1998.Intervenienten har også henvist til det vide skøn, som Kommissionen har på detteområde.

Rettens bemærkninger

73.

Det bemærkes først, at forordning nr. 2352/97 er blevet udstedt i henhold til OLT-afgørelsens artikel 109.

74.

I henhold til OLT-afgørelsens artikel 109, stk. 1, kan Kommissionen træffe ellertillade de »nødvendige beskyttelsesforanstaltninger«, enten »såfremt anvendelsenaf [OLT-afgørelsen, som i princippet giver varer med oprindelse i OLT fri adgangtil Fællesskabet], medfører alvorlige forstyrrelser i en erhvervssektor i Fællesskabeteller i en eller flere medlemsstater eller bringer disses finansielle stabilitet udadtil

i fare«, eller »såfremt der opstår vanskeligheder, der vil kunne medføre enforringelse af situationen i en erhvervssektor inden for Fællesskabet eller i en afdettes regioner«.

75.

Under retsmødet erklærede Kommissionen, at ordlyden af første punktum i denanden betragtning til forordning nr. 2352/97 giver indtryk af, at denne falder indunder det første tilfælde, der nævnes i OLT-afgørelsens artikel 109, stk. 1.

76.

Det må fastslås, at det faktisk fremgår af denne passus i forordning nr. 2352/97, atKommissionen har truffet den omtvistede foranstaltning på denne baggrund. Førstepunktum i den anden betragtning til forordning nr. 2352/97 lyder nemlig således:»En ubegrænset import af ris med oprindelse i OLT risikerer at medføre alvorligeforstyrrelser på Fællesskabets rismarked«.

77.

Domstolen har imidlertid præciseret i dommen af 11. februar 1999, Antillean RiceMills m.fl. mod Kommissionen, at »i det første tilfælde, der nævnes i [OLT-afgørelsens artikel 109, stk. 1], nemlig såfremt anvendelsen af OLT-afgørelsenmedfører alvorlige forstyrrelser i en erhvervssektor i Fællesskabet, eller i en ellerflere medlemsstater eller bringer disses finansielle stabilitet udadtil i fare, skal det... godtgøres, at der er en årsagsforbindelse, fordi beskyttelsesforanstaltningerne skalhave til formål at fjerne eller formindske de vanskeligheder, der er opstået i denpågældende sektor« (præmis 47).

78.

Selv om Kommissionen således har et vidt skøn, ikke blot med hensyn til, om debetingelser, der kan begrunde vedtagelsen af en beskyttelsesforanstaltning, eropfyldt, men også med hensyn til det principielle spørgsmål, om der skal vedtagessådanne foranstaltninger (dom af 14.9.1995, Antillean Rice Mills m.fl. modKommissionen, præmis 122, og af 11.2.1999, Antillean Rice Mills m.fl. modKommissionen, præmis 48), står det dog fast, at for at den i den omhandledesituation kunne indføre de foranstaltninger, der er truffet i forordning nr. 2352/97,måtte den godtgøre, at der var årsagsforbindelse mellem anvendelsen af OLT-afgørelsen og de indtrådte forstyrrelser på Fællesskabets marked.

79.

Det må imidlertid fastslås, at det ikke fremgår af forordning nr. 2352/97, atKommissionen har godtgjort, at der er en sådan forbindelse. I præamblen forklaresdet således ikke, hvordan og i hvilket omfang anvendelsen af OLT-afgørelsen, somgaranterer »en ubegrænset import af ris med oprindelse i OLT« (jf. ovenfor ipræmis 76), fremkaldte alvorlige forstyrrelser af Fællesskabets marked for ris,således at det var nødvendigt at udstede forordning nr. 2352/97 for at fjerne ellerformindske de konstaterede vanskeligheder.

80.

På det tidspunkt, da forordning nr. 2352/97 blev udstedt, nemlig den 27. november1997, var forordning nr. 1036/97, som begrænsede indførslerne af ris fra OLT (jf.ovenfor præmis 15), ganske vist næsten udløbet, og afgørelsen om midtvejsrevision,som har de samme retsvirkninger (jf. ovenfor præmis 11), var endnu ikke trådt ikraft. Med udstedelsen af de anfægtede forordninger har Kommissionen altså villet

kontrollere og begrænse indførslerne af ris med oprindelse i OLT mellem udløbetaf forordning nr. 1036/97 og ikrafttrædelsen af afgørelsen om midtvejsrevision.

81.

I stedet for at undersøge konkret, hvilke virkninger anvendelsen af OLT-afgørelsenkunne have på Fællesskabets marked for ris, har Kommissionen imidlertid blotantaget, at denne anvendelse i mangel af beskyttelsesforanstaltninger tilbegrænsning af indførslerne af ris fra OLT nødvendigvis ville forstyrre dette markedalvorligt.

82.

Det står således fast, at Kommissionen ikke har undersøgt, om prisen på ris indførtfra OLT var lavere end prisen på fællesskabsris. Kommissionen erkender nemligi sit svar på et skriftligt spørgsmål fra Retten af 14. juni 1999, at den aldrig har»foretaget en sammenligning mellem prisen på ris indført fra OLT og prisen påfællesskabsris«. Den har forklaret, at dens opfattelse, hvorefter det var nødvendigtat træffe den anfægtede foranstaltning, »ikke var baseret på den eventuelt lavereeksportpris for ris [...], men på truslen om en indførsel af ubegrænsede mængder(jf. den anden betragtning til forordning nr. 2352/97)«. Hvis det imidlertid, somsagsøgeren hævder, havde vist sig, at ris indført fra OLT blev forhandlet til enhøjere pris end prisen på fællesskabsris, kunne den ikke i Fællesskabet væregenstand for en så stor efterspørgsel, at de indførte mængder kunne have medførtalvorlige forstyrrelser på det fælles marked efter udløbet af forordning nr. 1036/97.

83.

Truslen om indførsel af ubegrænsede mængder varer med oprindelse i OLT erimidlertid en direkte følge af anvendelsen af bestemmelserne i traktatens fjerde delog af OLT-afgørelsen, som bestemmer, at samhandelen med OLT i princippetfinder sted på samme vilkår som samhandelen mellem medlemsstaterne (jf. ovenforpræmis 2-8). Hvis en sådan trussel, som altid er overhængende i mangel afbeskyttelsesforanstaltninger, var tilstrækkelig til at godtgøre, at der består enårsagsforbindelse mellem anvendelsen af OLT-afgørelsen og eventuelle forstyrrelseri en erhvervssektor i Fællesskabet, og altså til at berettige indførelse afbeskyttelsesforanstaltninger i henhold til OLT-afgørelsens artikel 109, stk. 1, villedet være fuldstændig umuligt at virkeliggøre formålene med bestemmelserne itraktatens fjerde del og OLT-afgørelsen.

84.

Det må derfor konkluderes, at Kommissionen i strid med kravene i OLT-afgørelsens artikel 109, stk. 1, ikke har godtgjort, at der er en årsagsforbindelsemellem omfanget af indførslerne fra OLT som følge af anvendelsen af OLT-afgørelsen og eventuelle alvorlige forstyrrelser, som er konstateret på Fællesskabetsmarked for ris. Denne undladelse følger af en retsvildfarelse, da Kommissionenydermere i sit svarskrift i begge sager har fremhævet, at den ikke var forpligtet tilat godtgøre, at der var en sådan forbindelse.

85.

Der må følgelig gives sagsøgeren medhold i anbringendet om en tilsidesættelse afOLT-afgørelsens artikel 109, stk. 1.

86.

Det tilkommer ikke Retten i forbindelse med et annullationssøgsmål at sætte sinegen vurdering i stedet for Kommissionens og på grundlag af sagens akter atvurdere, om der faktisk, da forordning nr. 2352/97 blev udstedt, var enårsagsforbindelse mellem anvendelsen af OLT-afgørelsen og de forstyrrelser, somangiveligt var indtrådt på Fællesskabets marked for ris på dette tidspunkt (jf.Rettens dom af 22.10.1996, forenede sager T-79/95 og T-80/95, SNCF og BritishRailways mod Kommissionen, Sml. II, s. 1491, præmis 64).

87.

Uden at det er nødvendigt at tage stilling til, om de øvrige anbringender, somsagsøgeren har påberåbt sig, er begrundede, vil forordning nr. 2352/97 følgelig væreat annullere. Som en konsekvens heraf er forordning nr. 2494/97, som er baseretpå forordning nr. 2352/97, også retsstridig og må følgelig også annulleres.

Sagsomkostningerne

88.

I henhold til artikel 87, stk. 2, i Rettens procesreglement pålægges det den tabendepart at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. DaKommissionen har tabt sagen, bør den dømmes til at betale de af sagsøgerenafholdte omkostninger i overensstemmelse med dennes påstand.

89.

I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 4, bærer Kongeriget Spanien, derer indtrådt i sagen til støtte for Kommissionens påstande, sine egne omkostninger.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Tredje Afdeling)

1) Sagerne T-32/98 og T-41/98 forenes med henblik på domsafsigelsen.

2) Kommissionens forordning (EF) nr. 2352/97 af 27. november 1997 omsærlige foranstaltninger for indførsel af ris med oprindelse i de oversøiskelande og territorier annulleres.

3) Kommissionens forordning (EF) nr. 2494/97 af 12. december 1997 omudstedelse af importlicenser for ris henhørende under KN-kode 1006 medoprindelse i de oversøiske lande og territorier som led i de særligeforanstaltninger, der blev indført ved Kommissionens forordning (EF) nr.2352/97, annulleres.

4) Kommissionen bærer sine egne omkostninger samt de omkostninger, derer afholdt af De Nederlandske Antillers regering i begge sager.

5) Intervenienten bærer sine egne omkostninger i begge sager.

JaegerLenaerts

Azizi

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 10. februar 2000.

H. Jung

K. Lenaerts

Justitssekretær

Afdelingsformand

1: Processprog: nederlandsk.