Language of document :

Sag anlagt den 21. april 2022 – Prigozhina mod Rådet

(Sag T-212/22)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Violetta Prigozhina (Sankt Petersborg, Rusland) (ved advokat M. Cessieux)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union

Sagsøgerens påstande

Det af Violetta Prigozhina anlagte søgsmål antages til realitetsbehandling.

For så vidt som de vedrører sagsøgeren:

Rådets afgørelse (FUSP) 2022/265 af 23. februar 2022 om ændring af afgørelse 2014/145/FUSP 1 annulleres.

Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2022/260 af 23. februar 2022 om gennemførelse af forordning (EU) 269/2014 1 annulleres.

Det fastslås, at Violetta Prigozhinas navn under alle omstændigheder og uden opsættelse skal fjernes fra de anfægtede retsakter.

Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at betale sagsomkostningerne i henhold til artikel 87 og 91 i Rettens procesreglement.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat fem anbringender.

Første anbringende om tilsidesættelse af begrundelsespligten. Sagsøgeren har anført, at Rådet ikke har overholdt pligten til at begrunde de anfægtede retsakter, idet det ikke har anført noget præcist forhold, der kan begrunde opførelsen af sagsøgerens navn i de anfægtede afgørelser, og det heller ikke er muligt at forstå logikken bag denne opførelse.

Andet anbringende om manglende materiel lovlighed. Sagsøgeren har gjort gældende, at begrundelsen af behæftet med faktuelle fejl, der fratager den sit tiltrækkelige grundlag, og at den indeholder et åbenbart urigtigt skøn. Sagsøgeren bestrider på nuværende tidspunkt at være tilknyttet selskabet Concord Management and Consulting Llc. Hun bestrider ligeledes, at hendes søn skulle være tilknyttet Groupe Wagner, og at det under alle omstændigheder ikke gyldigt kan udledes af hendes tilknytning til hendes søn, at hun har deltaget i nogen form for angreb på Ukraines territoriale integritet.

Tredje anbringende om, at der foreligger magtfordrejning. Ifølge sagsøgeren er det sande formål med at opføre hendes navn i retsakterne i virkeligheden at ramme hendes søn Yevgeniy Prigozhin indirekte.

Fjerde anbringende om tilsidesætte af grundlæggende rettigheder. Sagsøgeren har anført, at de upræcise begrundelser for hendes opførelse i retsakterne gør det umuligt for hende at føre en brugbar diskussion herom.

Femte anbringende om tilsidesættelse af grundlæggende rettigheder. Sagsøgeren har anført, at de restriktive foranstaltninger, der er anvendt mod hende, er uforholdsmæssige, for så vidt som de ikke gør det muligt at opnå det af Rådet forfulgte formål.

____________

1     Rådets afgørelse (FUSP) 2022/265 af 23.2.2022 om ændring af afgørelse 2014/145/FUSP om restriktive foranstaltninger over for tiltag, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed (EUT 2022, L 42 I, s. 98).

1     Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2022/260 af 23.2.2022 om gennemførelse af forordning (EU) 269/2014 (EUT 2022, L 42 I, s. 3).