Language of document :

Sag anlagt den 21. december 2011 - Technion - Israel Institute of Technology og Technion Research & Development mod Kommissionen

(Sag T-657/11)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøgere: Technion - Israel Institute of Technology (Haifa, Israel) og Technion Research & Development Foundation Ltd (Haifa) (ved advokaterne D. Grisay og D. Piccininno)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgernes påstande

Stævningen med påstand om annullation i henhold til artikel 263 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde modtages.

Sagen antages til realitetsbehandling.

Principalt gives sagsøgeren medhold og afgørelsen vedtaget af Europa-Kommissionens Generaldirektorat for Informationssamfundet og Medier den 19. oktober 2011 annulleres.

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren gjort to anbringender gældende.

Det første anbringende vedrører et åbenbart urigtigt skøn og en utilstrækkelig begrundelse, for så vidt som tilbagesøgningsordren af 19. oktober 2011 udelukkende er baseret på to forhold, nemlig en revisionsrapport og en kommissionsafgørelse, hvorved fastslås, at visse omkostninger ikke er støtteberettigede i henhold til konklusionerne i nævnte revision om gennemførelse af bl.a. kontrakten MOSAICA, hvilke forhold anfægtes med hensyn til deres begrundelse og rigtighed i sag T-546/11, Technion - Israel Institute of Technology og Technion Research & Development mod Kommissionen .

Det andet anbringende vedrører Kommissionens tilsidesættelse af princippet om ugrundet berigelse. Sagsøgerne har gjort følgende gældende:

Kommissionen tilegner sig fordelene ved tjenesteydelserne vedrørende kontrakten og resultaterne fra den udførte forskning uden at have betalt for deres gennemførelse, såfremt den tilbagesøger det ønskede beløb, som dækker alle tjenesteydelser udført af den ansatte M. K. TECHNION i forbindelse med kontrakten MOSAICA.

Sagsøgerne har ret til at kræve tilbagebetaling af de omkostninger, der vedrører tjenesteydelser udført i forbindelse med kontrakten MOSAICA.

I tilfælde af tilbagebetaling fratages sagsøgerne ikke kun et beløb svarende til de tjenesteydelser, der faktisk er udført, men står endvidere over for et supplerende tab, eftersom de, ud over at skulle tilbagebetale, skal betale de omkostninger, der er afholdt i forbindelse med gennemførelsen af de udførte tjenesteydelser.

____________

1 - EUT C 355, s. 28.