DOMSTOLENS DOM (Første Afdeling)
20. juni 2024 (*)
»Præjudiciel forelæggelse – intellektuel ejendomsret – ophavsret og beslægtede rettigheder – direktiv 2001/29/EF – artikel 3, stk. 1 – overføring til almenheden – begreb – den blotte tilrådighedsstillelse af fysiske faciliteter – tilrådighedsstillelse i lejligheder af fjernsynsapparater med stueantenne, der gør det muligt at modtage signaler og foretage udsendelser – karakter af at ske med vinding for øje – princippet om teknologineutralitet«
I sag C-135/23,
angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Amtsgericht Potsdam (byretten i Potsdam, Tyskland) ved afgørelse af 1. februar 2023, indgået til Domstolen den 7. marts 2023, i sagen
Gesellschaft für musikalische Aufführungs- und mechanische Vervielfältigungsrechte eV (GEMA)
mod
GL,
har
DOMSTOLEN (Første Afdeling),
sammensat af afdelingsformanden, A. Arabadjiev, og dommerne T. von Danwitz, P.G. Xuereb, A. Kumin og I. Ziemele (refererende dommer),
generaladvokat: M. Szpunar,
justitssekretær: A. Calot Escobar,
på grundlag af den skriftlige forhandling,
efter at der er afgivet indlæg af:
– Gesellschaft für musikalische Aufführungs- und mechanische Vervielfältigungsrechte eV (GEMA) ved Rechtsanwalt F. Seifert,
– den franske regering ved R. Bénard og E. Timmermans, som befuldmægtigede,
– den østrigske regering ved G. Kunnert, A. Posch og J. Schmoll, som befuldmægtigede,
– Europa-Kommissionen ved J. Samnadda og G. von Rintelen, som befuldmægtigede,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 22. februar 2024,
afsagt følgende
Dom
1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 3, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/29/EF af 22. maj 2001 om harmonisering af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet (EFT 2001, L 167, s. 10).
2 Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem Gesellschaft für musikalische Aufführungs- und mechanische Vervielfältigungsrechte eV (GEMA), der er et kollektivt forvaltningsselskab for ophavsrettigheder, og GL, der er operatør af en beboelsesejendom, vedrørende GL’s hævdede krænkelser af ophavsretten som følge af tilrådighedsstillelse i de lejligheder, som han forvalter, af fjernsynsapparater med stueantenne, der gør det muligt at modtage signaler og foretage udsendelser, bl.a. af musik.
Retsforskrifter
Folkeretten
3 Verdensorganisationen for Intellektuel Ejendomsret (WIPO) vedtog den 20. december 1996 i Genève WIPO-traktaten om ophavsret (herefter »WCT-traktaten«), som er blevet godkendt på Det Europæiske Fællesskabs vegne ved Rådets afgørelse 2000/278/EF af 16. marts 2000 (EFT 2000, L 89, s. 6), og som trådte i kraft for Den Europæiske Union den 14. marts 2010 (EUT 2010, L 32, s. 1).
4 WCT-traktatens artikel 8 med overskriften »Retten til overføring til almenheden« bestemmer følgende:
»Ophavsmænd til litterære og kunstneriske værker har eneret til at tillade overføring af disse til almenheden på en hvilken som helst måde, det være sig ved trådoverføring eller trådløst, herunder også at værkerne gøres tilgængelige for almenheden på en sådan måde, at den enkelte kan få adgang til værkerne fra et sted og på et tidspunkt, som vedkommende selv kan vælge; dette indskrænker ikke anvendelsen af [...] artikel 11, stk. 1, nr. ii), artikel 11bis, stk. 1, nr. i) og ii), artikel 11ter, stk. 1, nr. ii), artikel 14, stk. 1, nr. ii), og artikel 14bis, stk. 1[, i konventionen til værn for litterære og kunstneriske værker, undertegnet i Bern den 9. september 1886 (Parisakten af 24.7.1971), i den affattelse, der følger af ændringen af 28. september 1979].«
5 På WIPO’s diplomatiske konference den 20. december 1996 blev der vedtaget fælleserklæringer om WCT-traktaten.
6 Fælleserklæringen vedrørende WCT-traktatens artikel 8 har følgende ordlyd:
»Den blotte tilvejebringelse af fysiske faciliteter, der muliggør eller anvendes til en overføring, udgør ikke i sig selv en overføring som omhandlet i denne traktat eller [konventionen til værn for litterære og kunstneriske værker i den affattelse, der følger af ændringen af 28. september 1979]. [...]«
EU-retten
7 4., 9., 10., 23. og 27. betragtning til direktiv 2001/29 har følgende ordlyd:
»(4) En harmoniseret retlig ramme for ophavsret og beslægtede rettigheder vil i kraft af den øgede retssikkerhed samtidig med overholdelsen af et højt beskyttelsesniveau for de intellektuelle ejendomsrettigheder medføre betydelige investeringer i kreativ og innovativ virksomhed [...] og føre til vækst og øget konkurrenceevne for den europæiske industri [...]
[...]
(9) Udgangspunktet for en harmonisering af ophavsret og beslægtede rettigheder bør være et højt beskyttelsesniveau, da sådanne rettigheder er af afgørende betydning for den intellektuelle skabelsesproces. En sådan beskyttelse bidrager til at bevare og udvikle kreativiteten til gavn for ophavsmænd, kunstnere, producenter, forbrugere, kulturen, industrien og almenheden generelt. Intellektuel ejendomsret er derfor blevet anerkendt som en integrerende del af ejendomsretten.
(10) Hvis ophavsmænd og kunstnere skal kunne fortsætte deres kreative og kunstneriske arbejde, er det nødvendigt, at de modtager et passende vederlag for anvendelsen af deres værker, og det samme gælder producenterne, der skal kunne finansiere dette arbejde. De investeringer, der er nødvendige for at fremstille varer som f.eks. fonogrammer, film eller multimedieprodukter og tjenesteydelser som f.eks. bestillingstjenester, er meget betydelige. En passende retlig beskyttelse af intellektuelle ejendomsrettigheder er nødvendig for at sikre et sådant vederlag og muliggøre et tilfredsstillende afkast af investeringerne.
[...]
(23) Dette direktiv bør medføre en yderligere harmonisering af ophavsmænds ret til overføring til almenheden. Denne ret skal opfattes bredt som omfattende enhver overføring til den del af almenheden, som ikke befinder sig på det sted, hvorfra overføringen finder sted. Denne ret omfatter enhver sådan form for trådbunden eller trådløs transmission eller retransmission af et værk til almenheden, herunder udsendelse i radio og fjernsyn. Denne ret bør dog ikke omfatte andre handlinger.
[...]
(27) Den blotte tilrådighedsstillelse af fysiske faciliteter, der muliggør eller bevirker overføring, udgør dog ikke i sig selv overføring i henhold til dette direktiv.«
8 Dette direktivs artikel 3, stk. 1, bestemmer følgende:
»Medlemsstaterne tillægger ophavsmænd eneret til at tillade eller forbyde trådbunden eller trådløs overføring til almenheden af deres værker, herunder tilrådighedsstillelse af deres værker på en sådan måde, at almenheden får adgang til dem på et individuelt valgt sted og tidspunkt.«
Tysk ret
9 § 15 i Gesetz über Urheberrecht und verwandte Schutzrechte – Urheberrechtsgesetz (lov om ophavsret og beslægtede rettigheder) af 9. september 1965 (BGBl. 1965 I, s. 1273) i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen, bestemmer følgende:
»[...]
(2) Ophavsmanden har endvidere eneret til at overføre sit værk til almenheden i en ikkefysisk form (ret til overføring til almenheden). Retten til overføring til almenheden omfatter navnlig:
1. fremførelse, opførelse og fremvisning (§ 19)
2. retten til tilrådighedsstillelse for offentligheden (§ 19a)
3. retten til radio- og TV-udsendelse (§ 20)
4. retten til overføring via billed- eller lydmedier (§ 21)
5. retten til at overføre radio- og TV-udsendelser og til at stille dem til rådighed for almenheden (§ 22).
(3) Overføringen er til almenheden, når den henvender sig til flere medlemmer af almenheden. Almenheden omfatter enhver person, der ikke har personlige relationer til den, der udnytter værket, eller til de øvrige personer, for hvem værket gøres synligt eller tilgængeligt i immateriel form.«
Tvisten i hovedsagen og det præjudicielle spørgsmål
10 GEMA, der er en organisation til kollektiv forvaltning af ophavsrettigheder på musikområdet, har ved Amtsgericht Potsdam (byretten i Potsdam, Tyskland), der er den forelæggende ret, fremsat et erstatningskrav på grundlag af ophavsretten mod GL, der er operatør af en ejendom med 18 lejligheder, med den begrundelse, at GL i strid med § 15 i lov om ophavsret og beslægtede rettigheder i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen, i disse lejligheder stiller fjernsynsapparater med stueantenne til rådighed, der gør det muligt at modtage signaler og foretage udsendelser, bl.a. af musik.
11 Den forelæggende ret er i tvivl om, hvorvidt en sådan tilrådighedsstillelse udgør en »overføring til almenheden« som omhandlet i artikel 3, stk. 1, i direktiv 2001/29, henset til navnlig den omstændighed, at den omhandlede ejendom ikke har en »fællesantenne«, der gør det muligt at udsende signaler til disse lejligheder.
12 Den forelæggende ret har i denne forbindelse anført, at Domstolen i dom af 7. december 2006, SGAE (C-306/05, EU:C:2006:764), har fastslået, at selv om den blotte tilrådighedsstillelse af fysiske faciliteter ikke i sig selv udgør en »overføring til almenheden« som omhandlet i dette direktivs artikel 3, stk. 1, udgør et hotels tilførelse af et signal ved hjælp af fjernsynsapparater til de gæster, der er indlogeret på hotellets værelser, uanset hvilken teknik der anvendes til transmissionen af signalet, en sådan overføring. Domstolen har i sin kendelse af 18. marts 2010, Organismos Sillogikis Diacheirisis Dimiourgon Theatrikon kai Optikoakoustikon Ergon (C-136/09, EU:C:2010:151), konkluderet, at et hotel foretager en »overføring til almenheden« som omhandlet i denne bestemmelse, når det installerer fjernsynsapparater i værelserne og forbinder apparaterne til en »fællesantenne« i hotellet, således at disse apparater bliver i stand til at modtage radio- og TV-udsendelserne. Derimod fremgår det af dom af 2. april 2020, Stim og SAMI (C-753/18, EU:C:2020:268), at tilrådighedsstillelse af radioapparater i udlejningsbiler ikke udgør en sådan overføring til almenheden.
13 Den forelæggende ret er af den opfattelse, at denne retspraksis ikke gør det muligt at give et sikkert svar på spørgsmålet om, hvorvidt den tilrådighedsstillelse, som foretages af operatøren af en beboelsesejendom, af fjernsynsapparater med stueantenne, der gør det muligt at modtage signaler og foretage udsendelser i ejendommens lejligheder uden brug af »fællesantenne«, udgør en »overføring til almenheden« som omhandlet i artikel 3, stk. 1, i direktiv 2001/29.
14 På denne baggrund har Amtsgericht Potsdam (byretten i Potsdam) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»Er der tale om overføring til almenheden som omhandlet i artikel 3 i direktiv [2001/29], når operatøren af en beboelsesejendom i beboelsesejendommen stiller fjernsynsapparater til rådighed, som hver især modtager udsendelser via en stueantenne uden en central modtagelse til videresendelse af signalerne?«
Om det præjudicielle spørgsmål
15 Den forelæggende ret ønsker med sit spørgsmål nærmere bestemt oplyst, om artikel 3, stk. 1, i direktiv 2001/29 skal fortolkes således, at begrebet »overføring til almenheden« som omhandlet i denne bestemmelse omfatter den tilrådighedsstillelse, som foretages af operatøren af en beboelsesejendom med udlejningslejligheder, af fjernsynsapparater med stueantenne, som uden anden indgriben modtager signaler og gør det muligt at foretage udsendelser.
16 Det bemærkes, at medlemsstaterne i henhold til artikel 3, stk. 1, i direktiv 2001/29 skal tillægge ophavsmænd eneret til at tillade eller forbyde trådbunden eller trådløs overføring til almenheden af deres værker, herunder tilrådighedsstillelse af deres værker på en sådan måde, at almenheden får adgang til dem på et individuelt valgt sted og tidspunkt.
17 Som Domstolen gentagne gange har fastslået, har ophavsmænd i henhold til denne bestemmelse en præventiv ret, som gør det muligt for dem at komme imellem eventuelle brugere af deres værk og den overføring til almenheden, som disse brugere kunne tænkes at foretage, og dette ved at forbyde denne overføring (dom af 31.5.2016, Reha Training, C-117/15, EU:C:2016:379, præmis 30, og af 20.4.2023, Blue Air Aviation, C-775/21 og C-826/21, EU:C:2023:307, præmis 44 og den deri nævnte retspraksis).
18 Da artikel 3, stk. 1, i direktiv 2001/29 ikke præciserer begrebet »overføring til almenheden«, skal betydningen og rækkevidden af dette begreb fastlægges under hensyntagen til de mål, der forfølges med dette direktiv, og den sammenhæng, som den fortolkede bestemmelse indgår i (dom af 20.4.2023, Blue Air Aviation, C-775/21 og C-826/21, EU:C:2023:307, præmis 45 og den deri nævnte retspraksis).
19 Hvad angår disse mål har Domstolen til stadighed fastholdt, at begrebet »overføring til almenheden« som omhandlet i artikel 3, stk. 1, i direktiv 2001/29, således som det er fremhævet i 23. betragtning til dette direktiv, skal opfattes bredt som omfattende enhver overføring til den del af almenheden, som ikke befinder sig på det sted, hvorfra overføringen finder sted, og således enhver sådan form for trådbunden eller trådløs transmission eller retransmission af et værk til almenheden, herunder udsendelse i radio og fjernsyn. Det fremgår nemlig af fjerde, niende og tiende betragtning til det nævnte direktiv, at det primære formål med direktivet er at indføre et højt beskyttelsesniveau for ophavsmænd, således at disse kan modtage et passende vederlag for anvendelsen af deres værker, bl.a. i tilfælde af en overføring til almenheden (dom af 20.4.2023, Blue Air Aviation, C-775/21 og C-826/21, EU:C:2023:307, præmis 46 og den deri nævnte retspraksis).
20 Med hensyn til den sammenhæng, hvori den omhandlede bestemmelse indgår, fremgår det af 27. betragtning til direktiv 2001/29, der i det væsentlige gengiver fælleserklæringen vedrørende WCT-traktatens artikel 8, at »den blotte tilrådighedsstillelse af fysiske faciliteter, der muliggør eller bevirker overføring, [...] ikke i sig selv [udgør] overføring i henhold til dette direktiv« (jf. i denne retning dom af 2.4.2020, Stim og SAMI, C-753/18, EU:C:2020:268, præmis 33).
21 I overensstemmelse med fast retspraksis omfatter begrebet »overføring til almenheden« som omhandlet i artikel 3, stk. 1, i direktiv 2001/29 to kumulative kriterier, nemlig en overføring af et værk og overføringen heraf til en almenhed, og indebærer en individualiseret vurdering (dom af 31.5.2016, Reha Training, C-117/15, EU:C:2016:379, præmis 37, og af 20.4.2023, Blue Air Aviation, C-775/21 og C-826/21, EU:C:2023:307, præmis 47 og den deri nævnte retspraksis).
22 Med henblik på en sådan vurdering skal der tages hensyn til flere supplerende kriterier, som ikke er selvstændige, men indbyrdes forbundne i forhold til hinanden. Eftersom disse kriterier i forskellige konkrete situationer kan være til stede i stærkt varierende omfang, skal de anvendes såvel individuelt som i forhold til deres samspil med hinanden (dom af 31.5.2016, Reha Training, C-117/15, EU:C:2016:379, præmis 35, og af 20.4.2023, Blue Air Aviation, C-775/21 og C-826/21, EU:C:2023:307, præmis 48 og den deri nævnte retspraksis).
23 Blandt disse kriterier har Domstolen fremhævet brugerens afgørende rolle og det forhold, at dennes handling er bevidst. Denne foretager nemlig en »overføring«, når den pågældende med fuldt kendskab til konsekvenserne af sine handlinger medvirker til at give sine kunder adgang til et beskyttet værk, og navnlig når disse kunder i princippet ikke ville have haft adgang til værket, hvis den pågældende ikke havde foretaget denne handling (dom af 31.5.2016, Reha Training, C-117/15, EU:C:2016:379, præmis 46, og af 20.4.2023, Blue Air Aviation, C-775/21 og C-826/21, EU:C:2023:307, præmis 49 og den deri nævnte retspraksis).
24 Desuden har Domstolen fastslået, at det forhold, at en overføring til almenheden som omhandlet i artikel 3, stk. 1, i direktiv 2001/29 sker med vinding for øje, ikke er uden relevans, selv om en sådan karakter af at ske med vinding for øje ikke nødvendigvis er en ufravigelig betingelse, som er afgørende for, om der foreligger en overføring til almenheden (jf. i denne retning dom af 20.4.2023, Blue Air Aviation, C-775/21 og C-826/21, EU:C:2023:307, præmis 50 og den deri nævnte retspraksis).
25 Domstolen har i denne forbindelse fastslået, at almenhedens »modtagelighed« kan være relevant i den forstand, at spredningen af beskyttede værker sker med vinding for øje, når brugeren kan drage en økonomisk fordel af denne spredning, som er knyttet til attraktiviteten og følgelig til den øgede besøgsfrekvens i det etablissement, hvori brugeren foretager denne spredning, mens der ikke er tale om vinding for øje, når den relevante almenhed ikke tillægger en sådan spredning nogen betydning (jf. i denne retning dom af 31.5.2016, Reha Training, C-117/15, EU:C:2016:379, præmis 50-52).
26 Det fremgår således af Domstolens praksis, at det navnlig er brugerens afgørende rolle i forhold til at give sine kunder adgang til beskyttede værker og det forhold, at brugerens handling er bevidst, navnlig hvis den foretages med vinding for øje, som, med henblik på anvendelsen af artikel 3, stk. 1, i direktiv 2001/29, gør det muligt at sondre mellem på den ene side »overføring til almenheden« som omhandlet i denne bestemmelse og på den anden side den »blotte tilrådighedsstillelse af fysiske faciliteter« som omhandlet i 27. betragtning til dette direktiv.
27 Henset til disse principper, der følger af fast retspraksis, har Domstolen fastslået, at hverken tilrådighedsstillelse af et radioapparat, der er integreret i en udlejningsbil, og som uden nogen yderligere indgriben fra udlejningsselskabet er i stand til at opfange den jordbaserede radiospredning, der er tilgængelig i det område, bilen befinder sig i, eller tilrådighedsstillelse af et højttaleranlæg og, efter omstændighederne, software, der muliggør udsendelse af baggrundsmusik, udgør en »overføring«. Sådanne handlinger udgør nemlig ifølge Domstolens praksis »tilrådighedsstillelse af fysiske faciliteter« som omhandlet i 27. betragtning til direktiv 2001/29 (jf. i denne retning dom af 2.4.2020, Stim og SAMI, C-753/18, EU:C:2020:268, præmis 34, og af 20.4.2023, Blue Air Aviation, C-775/21 og C-826/21, EU:C:2023:307, præmis 69).
28 Domstolen har i denne forbindelse bl.a. anført, at såfremt den omstændighed alene, at anvendelsen af en facilitet er nødvendig for, at almenheden faktisk kan få adgang til værket, automatisk førte til, at den handling, der er udført af den, der har foretaget tilrådighedsstillelsen, skal kvalificeres som »overføring til almenheden«, ville enhver »tilrådighedsstillelse af fysiske faciliteter, der muliggør eller bevirker overføring«, udgøre en sådan handling, hvilket ifølge 27. betragtning til direktiv 2001/29, der i det væsentlige gengiver fælleserklæringen vedrørende WCT-traktatens artikel 8, imidlertid udtrykkeligt er udelukket (jf. i denne retning dom af 20.4.2023, Blue Air Aviation, C-775/21 og C-826/21, EU:C:2023:307, præmis 68 og den deri nævnte retspraksis).
29 Domstolen har derimod med hensyn til personer, der driver en restauration, et hotel, en kurbadeanstalt eller et rehabiliteringscenter, fastslået, at disse foretager en overføring, når de bevidst sender beskyttede værker til deres kunder ved frivilligt at sprede et signal til TV- eller radiomodtagere, som de har installeret i deres etablissement (jf. bl.a. dom af 7.12.2006, SGAE, C-306/05, EU:C:2006:764, præmis 46, af 4.10.2011, Football Association Premier League m.fl., C-403/08 og C-429/08, EU:C:2011:631, præmis 196, af 27.2.2014, OSA, C-351/12, EU:C:2014:110, præmis 26, og af 31.5.2016, Reha Training, C-117/15, EU:C:2016:379, præmis 55 og 56).
30 I denne praksis har Domstolen nemlig nærmere bestemt fastslået, at såfremt en person, der driver et etablissement, frivilligt giver sine kunder adgang til signaler og radio- eller fjernsynsapparater, der gør det muligt at foretage kodede udsendelser gennem disse signaler, og som er installeret flere steder i dette etablissement, er der tale om »overføring til almenheden« som omhandlet i artikel 3, stk. 1, i direktiv 2001/29, og det har ingen betydning, hvilken teknik der anvendes til transmissionen af signalet.
31 I det foreliggende tilfælde fremgår det af anmodningen om præjudiciel afgørelse, at operatøren af den beboelsesejendom, der er omhandlet i hovedsagen, stiller fjernsynsapparater med stueantenne til rådighed for lejerne af ejendommens lejligheder, og at det er godtgjort, at disse apparater modtager signaler og gør det muligt at foretage udsendelser, bl.a. af musik, i disse lejligheder.
32 Selv om det tilkommer den nationale ret, henset til de betragtninger, der er anført i denne doms præmis 19-30, at afgøre, om en operatør af en ejendom som den i hovedsagen omhandlede foretager en »overføring til almenheden« som omhandlet i artikel 3, stk. 1, i direktiv 2001/29 (jf. i denne retning dom af 15.3.2012, Phonographic Performance (Ireland), C-162/10, EU:C:2012:141, præmis 39), tilkommer det Domstolen at give denne ret nyttige oplysninger i denne henseende for at sætte den i stand til at afgøre den tvist, der er indbragt for den (jf. i denne retning dom af 5.5.2022, BV, C-570/20, EU:C:2022:348, præmis 44).
33 I denne henseende skal det for det første – i lighed med, hvad generaladvokaten har anført i punkt 40 og 50 i forslaget til afgørelse, og med forbehold for den forelæggende rets efterprøvelse – fastslås, at operatøren af en beboelsesejendom ved at udstyre denne ejendoms lejligheder med fjernsynsapparater og stueantenner, som uden anden indgriben modtager signaler og gør det muligt at foretage udsendelser, af bl.a. musik, i disse lejligheder, bevidst foretager en handling med det formål at give lejerne adgang til sådanne udsendelser i de lejede lejligheder og i lejeperioden, idet det ikke er afgørende, om lejerne udnytter denne mulighed (jf. i denne retning dom af 14.6.2017, Stichting Brein, C-610/15, EU:C:2017:456, præmis 31 og den deri nævnte retspraksis).
34 Desuden skal denne operatørs medvirken til at give sine lejere adgang til radioudsendte værker betragtes som en supplerende tjenesteydelse, der udføres med det formål at opnå et vist udbytte heraf.
35 Tilbuddet om denne ydelse har nemlig en betydning for de i hovedsagen omhandlede lejligheders klasse og dermed for lejeprisen for disse lejligheder (jf. i denne retning dom af 15.3.2012, SCF, C-135/10, EU:C:2012:140, præmis 90 og den deri nævnte retspraksis) eller, således som det er blevet anført i denne doms præmis 25, for, hvor attraktive og dermed efterspurgte de er. Det skal således lægges til grund, at tilbuddet om en sådan ydelse gør det muligt at fastslå, at overføringen foretages med vinding for øje som omhandlet i den retspraksis, der er henvist til i denne doms præmis 24 og 25.
36 Ved den undersøgelse, som den forelæggende ret skal foretage, er den af denne ret fremhævede omstændighed, at de fjernsynsapparater, der er omhandlet i hovedsagen, er forbundet til en »stueantenne« og ikke en »fællesantenne« som den, der var omhandlet i den sag, der gav anledning til kendelse af 18. marts 2010, Organismos Sillogikis Diacheirisis Dimiourgon Theatrikon kai Optikoakoustikon Ergon (C-136/09, EU:C:2010:151), uden betydning.
37 En sådan sondring mellem fællesantenner og stueantenner vil nemlig ikke være i overensstemmelse med princippet om teknologineutralitet, hvorefter lovgivningen skal fastsætte rettigheder og forpligtelser for personer i generiske vendinger for ikke at tilgodese brugen af en teknologi frem for en anden (jf. i denne retning dom af 24.3.2022, Austro-Mechana, C-433/20, EU:C:2022:217, præmis 27 og den deri nævnte retspraksis).
38 For det andet skal de beskyttede værker, for at en handling falder ind under begrebet »overføring til almenheden« som omhandlet i artikel 3, stk. 1, i direktiv 2001/29, faktisk overføres til en almenhed. I denne henseende har Domstolen præciseret, at begrebet »almenheden« angiver et ubestemt antal potentielle modtagere og desuden indebærer et betydeligt antal personer (dom af 20.4.2023, Blue Air Aviation, C-775/21 og C-826/21, EU:C:2023:307, præmis 51 og 52 og den deri nævnte retspraksis).
39 Begrebet »almenhed« indebærer således en vis minimumsgrænse, hvilket udelukker et for lille eller endog ubetydeligt antal personer fra dette begreb. Ved fastlæggelsen af dette antal skal der bl.a. tages hensyn til antallet af personer, som sideløbende kan få adgang til det samme værk, men også til, hvor mange af disse der kan få adgang til værket efter hinanden (jf. i denne retning dom af 31.5.2016, Reha Training, C-117/15, EU:C:2016:379, præmis 43 og 44, og af 19.12.2019, Nederlands Uitgeversverbond og Groep Algemene Uitgevers, C-263/18, EU:C:2019:1111, præmis 68 og den deri nævnte retspraksis).
40 I det foreliggende tilfælde har den forelæggende ret ikke givet oplysninger om antallet af personer, der kan få adgang til værkerne sideløbende eller efter hinanden, bortset fra, at der er 18 lejligheder i den ejendom, der er omhandlet i hovedsagen. Den forelæggende ret har navnlig ikke anført, om disse lejligheder bruges til korttidsudlejning, bl.a. til indkvartering for turister, hvilket kan have en betydning for antallet af personer, der kan få adgang til de omhandlede værker efter hinanden.
41 I overensstemmelse med den retspraksis, der er henvist til i denne doms præmis 31, påhviler det henholdsvis den nationale ret at afgøre, om de beskyttede værker faktisk overføres til en »almenhed« som omhandlet i den retspraksis, der er henvist til i denne doms præmis 38 og 39, og Domstolen at give den nyttige oplysninger i denne henseende.
42 Som generaladvokaten har anført i punkt 36 i forslaget til afgørelse, skal lejerne, såfremt den forelæggende ret fastslår, at lejlighederne i den i hovedsagen omhandlede ejendom bruges til korttidsudlejning, bl.a. til indkvartering for turister, kvalificeres som en »almenhed«, eftersom de sammen, ligesom gæsterne på et hotel, udgør et ubestemt antal potentielle modtagere (jf. i denne retning dom af 15.3.2012, Phonographic Performance (Irland), C-162/10, EU:C:2012:141, præmis 41 og 42).
43 For det tredje følger det af fast retspraksis, at for at kunne kvalificeres som »overføring til almenheden« som omhandlet i artikel 3, stk. 1, i direktiv 2001/29 skal et beskyttet værk overføres ved anvendelse af en særlig teknisk fremgangsmåde, der adskiller sig fra den, der hidtil har været anvendt, eller være rettet mod et »nyt publikum«, dvs. mod et publikum, som indehaverne af ophavsrettigheden ikke havde taget i betragtning, da de tillod den første overføring til almenheden af deres værk (dom af 22.6.2021, YouTube og Cyando, C-682/18 og C-683/18, EU:C:2021:503, præmis 70 og den deri nævnte retspraksis).
44 Som generaladvokaten har fremhævet i punkt 59 i forslaget til afgørelse, kan lejerne af lejligheder i en ejendom, der bruges til korttidsudlejning, bl.a. til indkvartering for turister, udgøre et sådant »nyt« publikum, eftersom disse personer, skønt de befinder sig i udsendelsens dækningsområde, ikke ville kunne få adgang til det udsendte værk uden den indgriben, som er foretaget af operatøren af denne ejendom, og hvorved denne har installeret fjernsynsapparater med stueantenne i lejlighederne (jf. i denne retning dom af 31.5.2016, Reha Training, C-117/15, EU:C:2016:379, præmis 46 og 47).
45 Derimod kan lejerne, således som generaladvokaten har anført i punkt 60 i forslaget til afgørelse, såfremt den forelæggende ret fastslår, at de lejligheder, der er omhandlet i hovedsagen, udlejes til beboelse for lejerne, ikke anses for at være et »nyt publikum« som omhandlet i den retspraksis, der er henvist til i denne doms præmis 43.
46 Henset til ovenstående betragtninger skal det forelagte spørgsmål besvares med, at artikel 3, stk. 1, i direktiv 2001/29 skal fortolkes således, at begrebet »overføring til almenheden« som omhandlet i denne bestemmelse omfatter den tilrådighedsstillelse, som bevidst foretages af operatøren af en beboelsesejendom med udlejningslejligheder, af fjernsynsapparater med stueantenne, som uden anden indgriben modtager signaler og gør det muligt at foretage udsendelser, for så vidt som lejerne af disse lejligheder kan anses for at være et »nyt publikum«.
Sagsomkostninger
47 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Første Afdeling) for ret:
Artikel 3, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/29/EF af 22. maj 2001 om harmonisering af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet
skal fortolkes således, at
begrebet »overføring til almenheden« som omhandlet i denne bestemmelse omfatter den tilrådighedsstillelse, som bevidst foretages af operatøren af en beboelsesejendom med udlejningslejligheder, af fjernsynsapparater med stueantenne, som uden anden indgriben modtager signaler og gør det muligt at foretage udsendelser, for så vidt som lejerne af disse lejligheder kan anses for at være et »nyt publikum«.
Underskrifter