Language of document : ECLI:EU:C:2024:527

DOMSTOLENS DOM (Første Afdeling)

20. juni 2024 (*)

»Præjudiciel forelæggelse – tilnærmelse af lovgivningerne – biocidholdige produkter – forordning (EU) nr. 528/2012 – artikel 72 – desinfektionsmiddel, der indeholder biocidholdige produkter – annonceringsbegrænsninger – begrebet »lignende [angivelser]« – formålet om at sikre et højt beskyttelsesniveau for menneskers og dyrs sundhed samt for miljøet«

I sag C-296/23,

angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Bundesgerichtshof (forbundsdomstol, Tyskland) ved afgørelse af 20. april 2023, indgået til Domstolen den 10. maj 2023, i sagen

Zentrale zur Bekämpfung unlauteren Wettbewerbs eV

mod

dm-drogerie markt GmbH & Co. KG,

har

DOMSTOLEN (Første Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden, A. Arabadjiev, og dommerne T. von Danwitz, P.G. Xuereb (refererende dommer), A. Kumin og I. Ziemele,

generaladvokat: N. Emiliou,

justitssekretær: A. Calot Escobar,

på grundlag af den skriftlige forhandling,

efter at der er afgivet indlæg af:

–        Zentrale zur Bekämpfung unlauteren Wettbewerbs eV ved Rechtsanwalt C. Rohnke,

–        dm-drogerie markt GmbH & Co. KG ved Rechtsanwälte O. Bludovsky og D. Braunwarth,

–        den estiske regering ved M. Kriisa, som befuldmægtiget,

–        den græske regering ved E. Leftheriotou og A.-E. Vasilopoulou, som befuldmægtigede,

–        den litauiske regering ved V. Kazlauskaitė-Švenčionienė, som befuldmægtiget,

–        Europa-Kommissionen ved R. Lindenthal og M. Noll-Ehlers, som befuldmægtigede,

og idet Domstolen efter at have hørt generaladvokaten har besluttet, at sagen skal pådømmes uden forslag til afgørelse,

afsagt følgende

Dom

1        Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 72, stk. 3, andet punktum, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 528/2012 af 22. maj 2012 om tilgængeliggørelse på markedet og anvendelse af biocidholdige produkter (EUT 2012, L 167, s. 1).

2        Denne anmodning er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem Zentrale zur Bekämpfung unlauteren Wettbewerbs eV (sammenslutning til bekæmpelse af illoyal konkurrence, Tyskland) (herefter »ZBUW«) og dm-drogerie markt GmbH & Co. KG (herefter »dm«), en kæde af materialistbutikker, der opererer i hele Tyskland, vedrørende beskrivelsen af et biocidholdigt produkt i annoncering for dette produkt.

 Retsforskrifter

 EU-retten

3        Følgende fremgår af 1., 3., 53. og 61. betragtning til forordning nr. 528/2012:

»(1)      Biocidholdige produkter er nødvendige for at bekæmpe organismer, som skader menneskers eller dyrs sundhed, eller som skader naturlige eller forarbejdede materialer. Biocidholdige produkter kan på grund af deres iboende egenskaber og hertil knyttede anvendelsesmønstre imidlertid indebære en risiko for mennesker, dyr og miljø.

[...]

(3)      Denne forordning har til formål at forbedre den frie bevægelighed for biocidholdige produkter i [Den Europæiske Union] og samtidig sikre et højt beskyttelsesniveau for menneskers og dyrs sundhed samt for miljøet. Der bør især tages hensyn til beskyttelsen af sårbare grupper, såsom gravide og børn. Denne forordning bør understøttes af forsigtighedsprincippet, så det sikres, at fremstilling og tilgængeliggørelse på markedet af aktivstoffer og biocidholdige produkter ikke har skadelige virkninger for menneskers eller dyrs sundhed eller en uacceptabel indvirkning på miljøet. Med henblik på i videst muligt omfang at fjerne eventuelle hindringer for handelen med biocidholdige produkter, bør der indføres bestemmelser om godkendelse af aktivstoffer samt om tilgængeliggørelse på markedet og anvendelse af biocidholdige produkter, herunder bestemmelser om gensidig anerkendelse af godkendelser og parallelhandel.

[...]

(53)      For at give forbrugerne mulighed for at foretage et informeret valg, fremme gennemførelsen og give et overblik over anvendelsen af behandlede artikler bør disse forsynes med en passende mærkning.

[...]

(61)      Effektiv kommunikation af oplysninger om risici fra biocidholdige produkter og risikoforvaltningsforanstaltninger er en væsentlig del af det system, der etableres ved denne forordning. [...]«

4        Denne forordnings artikel 1 med overskriften »Formål og genstand« fastsætter i stk. 1:

»Formålet med denne forordning er at forbedre det indre markeds funktion gennem en harmonisering af bestemmelserne for tilgængeliggørelse på markedet og anvendelse af biocidholdige produkter og samtidig sikre et højt beskyttelsesniveau for både menneskers og dyrs sundhed og miljøet. Bestemmelserne i denne forordning understøttes af forsigtighedsprincippet, der skal garantere menneskers sundhed, dyrs sundhed og et sundt miljø. Der lægges særlig vægt på beskyttelsen af sårbare grupper.«

5        Følgende fremgår af den nævnte forordnings artikel 3 med overskriften »Definitioner«:

»1.      I denne forordning forstås ved:

a)      »biocidholdigt produkt«:

–        stoffer eller blandinger i den form, hvori de leveres til brugeren, som består af, indeholder eller genererer et eller flere aktivstoffer, som er bestemt til at kunne ødelægge, afskrække, uskadeliggøre, hindre virkningen af eller bekæmpe virkningen af skadegørere på anden vis end blot ved fysisk eller mekanisk påvirkning

–        stoffer eller blandinger genereret fra stoffer eller blandinger, der ikke i sig selv er produkter i den i første led omhandlede forstand, og som er bestemt til at kunne ødelægge, afskrække, uskadeliggøre, hindre virkningen af eller bekæmpe virkningen af skadegørere på anden vis end blot ved fysisk eller mekanisk påvirkning.

En behandlet artikel, der har en primær biocidfunktion, betragtes som et biocidholdigt produkt.

[...]

y)      »annoncering«: et middel til at fremme salg eller anvendelse af biocidholdige produkter ved hjælp af trykte, elektroniske eller andre medier

[...]«

6        Følgende fremgår af den samme forordnings artikel 17 med overskriften »Tilgængeliggørelse på markedet samt anvendelse af biocidholdige produkter«:

»1.      Biocidholdige produkter må ikke gøres tilgængelige på markedet eller anvendes, medmindre de er godkendt i henhold til denne forordning.

[...]

5.      Biocidholdige produkter skal anvendes i overensstemmelse med de vilkår og betingelser i godkendelsen, som er fastsat i henhold til artikel 22, stk. 1, og de i artikel 69 omhandlede mærknings- og emballeringskrav.

Anvendelse efter forskrifterne skal ske i en hensigtsmæssig kombination af fysiske, biologiske, kemiske eller andre metoder, alt efter omstændighederne, således at anvendelsen af biocidholdige produkter begrænses til det strengt nødvendige, og der træffes passende forsigtighedsforanstaltninger.

Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at stille relevante oplysninger til rådighed for offentligheden om fordele og risici ved biocidholdige produkter samt informere om mulighederne for at minimere anvendelsen af sådanne produkter.

[...]«

7        Kapitel XV i forordning nr. 528/2012 med overskriften »Information og kommunikation« indeholder i afsnit 2 med overskriften »Oplysninger om biocidholdige produkter« artikel 69-73.

8        Denne forordnings artikel 69 med overskriften »Klassificering, emballering og mærkning af biocidholdige produkter« bestemmer:

»1.      Godkendelsesindehavere skal sikre, at biocidholdige produkter klassificeres, emballeres og mærkes i overensstemmelse med det godkendte resumé af det biocidholdige produkts egenskaber, særlig de i artikel 22, stk. 2, litra i), omhandlede fare- og sikkerhedssætninger, og med [Europa-Parlamentets og Rådets] direktiv 1999/45/EF [af 31. maj 1999 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om klassificering, emballering og etikettering af farlige præparater (EFT 1999, L 200, s. 1)] og i givet fald [Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1272/2008 af 16. december 2008 om klassificering, mærkning og emballering af stoffer og blandinger og om ændring og ophævelse af direktiv 67/548/EØF og 1999/45/EF og om ændring af forordning (EF) nr. 1907/2006 (EUT 2008, L 353, s. 1)].

Desuden skal produkter, som kan forveksles med fødevarer, herunder drikkevarer eller foder, emballeres således, at sandsynligheden for forveksling mindskes mest muligt. Hvis de er tilgængelige for offentligheden, skal de indeholde bestanddele, der nedsætter risikoen for indtagelse, og de må navnlig ikke virke attraktive for børn.

2.      Ud over overholdelse af stk. 1 skal godkendelsesindehavere sikre, at mærkningen ikke er vildledende med hensyn til produktets risici for menneskers sundhed, dyrs sundhed eller miljøet eller med hensyn til dets effektivitet, og de må ikke i noget tilfælde indeholde angivelser som »biocidholdigt lavrisikoprodukt«, »ikke giftig«, »uskadelig«, »naturlig«, »miljøvenlig«, »dyrevenlig« eller lignende. [...]

[…]«

9        Artikel 72 i forordning nr. 528/2012 med overskriften »Annoncering« har følgende ordlyd:

»1.      Enhver annoncering for biocidholdige produkter skal, ud over at være i overensstemmelse med forordning [nr. 1272/2008], indeholde ordlyden: »Biocider skal anvendes på forsvarlig vis. Læs altid mærkningen og produktoplysningerne før anvendelse.« Sætningerne skal stå klart adskilt fra og være letlæselige i forhold til den øvrige del af annonceteksten.

2.      Annoncører kan erstatte ordet »biocider« i de anførte sætninger med en klar henvisning til den annoncerede produkttype.

3.      Annoncering for biocidholdige produkter må ikke henvise til produktet på en måde, som er vildledende med hensyn til produktets risici for menneskers sundhed, dyrs sundhed eller miljøet eller dets effektivitet. Annoncering for et biocidholdigt produkt må under ingen omstændigheder indeholde angivelser som »biocidholdigt lavrisikoprodukt«, »ikke giftig«, »uskadelig«, »naturlig«, »miljøvenlig«, »dyrevenlig« eller lignende.«

 Tysk ret

10      § 3 i Gesetz gegen den unlauteren Wettbewerb (lov om illoyal konkurrence) af 3. juli 2004 (BGBl. 2004 I, s. 1414) i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen, fastsætter et forbud mod urimelig handelspraksis.

11      Denne lovs § 3a med overskriften »Lovbrud« har følgende ordlyd:

»Illoyalt handler den, som handler i strid med en lovbestemmelse, der bl.a. har til formål at regulere adfærden på markedet i markedsaktørernes interesse, for så vidt som overtrædelsen mærkbart kan skade forbrugernes, øvrige markedsaktørers eller konkurrenters interesser.«

12      Den nævnte lovs § 8 med overskriften »Ophør og forbud« bestemmer følgende i stk. 1:

»Den, der gør sig skyldig i ulovlig handelspraksis som omhandlet i § 3 eller § 7, kan meddeles påbud om at ophøre med den retsstridige handling og kan, såfremt der er risiko for gentagelse, meddeles forbud mod denne. [...]«

 Tvisten i hovedsagen og det præjudicielle spørgsmål

13      Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at dm, herunder på internettet, udbød et desinfektionsmiddel med betegnelsen »BioLYTHE« (herefter »det pågældende produkt«). Etiketten på dette produkt bærer under produktbetegnelsen angivelserne »økologisk universalt-bredsprektret desinfektionsmiddel«, »hud-, hånd- og overfladedesinfektion«, »effektiv mod SARS-corona« samt »hudvenlig • økologisk • uden alkohol«.

14      Idet ZBUW var af den opfattelse, at annoncen var illoyal på grund af dm’s angivelige tilsidesættelse af reglerne for adfærd på det pågældende marked i forordning nr. 528/2012, og efter uden held at have fremsat en opfordring til undladelse over for dm anlagde ZBUW sag ved Landgericht Karlsruhe (den regionale ret i første instans i Karlsruhe, Tyskland) i det væsentlige med påstand om, at dm tilpligtes under varsel om visse tvangsbøder at undlade at betegne eller markedsføre det pågældende produkt som »økologisk universalt-bredsprektret desinfektionsmiddel« og/eller »hudvenlig« og/eller »økologisk« i annoncen eller på denne produktetikette.

15      Ved dom af 25. marts 2021 gav retten ZBUW medhold i søgsmålet.

16      dm iværksatte appel til prøvelse af denne dom ved Oberlandesgericht Karlsruhe (den regionale appeldomstol i Karlsruhe, Tyskland), som delvist ændrede dommen. Denne ret fastslog indledningsvis, at det pågældende produkt var et biocidholdigt produkt som omhandlet i artikel 3, stk. 1, litra a), i forordning nr. 528/2012, og at de omtvistede angivelser på denne produktetikette, bl.a. angivelsen »hudvenlig«, var omfattet af begrebet »annoncering« som defineret i artikel 3, stk. 1, litra y), i denne forordning nr. 528/2012 og reguleret ved den nævnte forordnings artikel 72.

17      Den nævnte ret var af den opfattelse, at de angivelser, der er nævnt i artikel 72, stk. 3, andet punktum, i forordning nr. 528/2012, har den omstændighed tilfælles, at de med generelle formuleringer nedtoner det biocidholdige produkts risici for menneskers sundhed, dyrs sundhed eller miljøet eller dets effektivitet. Angivelser vedrørende det biocidholdige produkts risici, der, for så vidt som de nedtoner risiciene ved det biocidholdige produkt generelt, kan sammenlignes med de angivelser, der anføres som eksempler i den nævnte bestemmelse, er således omfattet af begrebet »lignende [angivelser]« i denne bestemmelses forstand.

18      I denne sammenhæng konkluderede den samme ret, at angivelsen »hudvenlig«, der blev anvendt af dm for det pågældende produkt, ikke var en »lignende [angivelse]« som omhandlet i artikel 72, stk. 3, andet punktum, i forordning nr. 528/2012. Denne angivelse nedtoner nemlig ikke risikoen for det pågældende produkt, dets effekter eller disse virkningers risiko for skader (såsom angivelserne »biocidholdigt lavrisikoprodukt«, »ikke giftig«, »uskadelig«), hverken generelt eller i det mindste specifikt overordnet for så vidt angår menneskers sundhed, dyrs sundhed eller miljøet. Ifølge Oberlandesgericht Karlsruhe (den regionale appeldomstol i Karlsruhe) beskriver angivelsen »hudvenlig« – om end meget generelt – det pågældende produkts effekt på et specifikt organ, nemlig menneskets hud.

19      ZBUW har iværksat revisionsappel til prøvelse af denne dom fra Oberlandesgericht Karlsruhe (den regionale appeldomstol i Karlsruhe) ved Bundesgerichtshof (forbundsdomstol, Tyskland), der er den forelæggende ret.

20      Denne ret er indledningsvis af den opfattelse, at ordlyden af artikel 72, stk. 3, andet punktum, i forordning nr. 528/2012 ikke i sig selv gør det muligt at besvare spørgsmålet om, hvad der skal forstås ved »lignende [angivelser]« i denne bestemmelses forstand. Den finder imidlertid, at formålet med den nævnte bestemmelse og dens vekselvirkning med denne forordnings artikel 72, stk. 3, første punktum, taler for den tilgang, som Oberlandesgericht Karlsruhe (den regionale appeldomstol i Karlsruhe) har valgt.

21      Den forelæggende ret er af den opfattelse, at de angivelser, der er omhandlet i artikel 72, stk. 3, andet punktum, i forordning nr. 528/2012, er forbudt i annoncering for biocidholdige produkter, uanset om angivelserne kan være vildledende med hensyn til disse produkters risici for menneskers sundhed, dyrs sundhed eller miljøet eller deres effektivitet. Denne ret finder i lighed med Oberlandesgericht Karlsruhe (den regionale appeldomstol i Karlsruhe), at denne forordning ikke tilsigter generelt at forhindre angivelser i annoncering for biocidholdige produkter vedrørende eksistensen og eventuelt omfanget eller fraværet af visse af disse risici, uanset sandhedsværdien af disse angivelser, der skal vurderes i forhold til forbuddet mod vildledning som omhandlet i den nævnte forordnings artikel 72, stk. 3, første punktum.

22      Ifølge den forelæggende ret udelukker artikel 72, stk. 3, andet punktum, i forordning nr. 528/2012 således ikke angivelser i annoncering for biocidholdige produkter, altså også underbyggede specifikke angivelser vedrørende fraværende eller lave risici eller endda gunstige virkninger af sådanne produkter i en bestemt henseende, fra de tilladte, navnlig ikke-vildledende, angivelser. Denne ret har i denne forbindelse præciseret, at generelle angivelser højst har en ringe eller slet ingen informationsværdi for forbrugeren. Derimod kan underbyggede specifikke angivelser give forbrugeren værdifulde og nyttige oplysninger. Denne oplysningsinteresse for forbrugeren skal således tages i betragtning i forbindelse med den med denne forordning tilstræbte balance mellem den frie bevægelighed for biocidholdige produkter og opnåelsen af et højt beskyttelsesniveau for menneskers og dyrs sundhed samt for miljøet.

23      Det er derfor den forelæggende rets opfattelse, at begrebet »lignende [angivelser]« som omhandlet i artikel 72, stk. 3, andet punktum, i forordning nr. 528/2012 skal fortolkes således, at samtlige egenskaber, som de som eksempler opregnede begreber i denne bestemmelse har til fælles, altså ikke kun det indhold, der nedtoner risiciene, men også deres generaliserende karakter, er relevante. En angivelse, der kun vedrører specifikke aspekter ved det biocidholdige produkt, uden at ignorere mulige skadelige bivirkninger, er altså ikke en »lignende [angivelse]« som omhandlet i den nævnte bestemmelse.

24      For så vidt angår et desinfektionsmiddel som det pågældende produkt har denne ret bemærket, at en almindelig oplyst og velunderrettet gennemsnitsforbruger kun fortolker angivelsen »hudvenlig« som en relativering af dette produkts skadelige bivirkninger. Denne angivelse gør således ikke forbrugerne mindre kritiske med hensyn til anvendelse af det pågældende produkt. Denne almindelige opfattelse støttes af den mærkningspligt, der fremgår af artikel 72, stk. 1, første punktum, i forordning (EU) nr. 528/2012.

25      Endelig er den forelæggende ret af den opfattelse, at idet ZBUW ikke kan støtte sit krav om undladelse som følge af annonceringen med betegnelsen af det pågældende produkt som »hudvenligt« på en tilsidesættelse af det forbud mod vildledning, der er fastsat i artikel 72, stk. 3, første punktum, i forordning (EU) nr. 528/2012, er fortolkningen af denne forordnings artikel 72, stk. 3, andet punktum, relevant i det foreliggende tilfælde.

26      På denne baggrund har Bundesgerichtshof (forbundsdomstol) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Skal der ved udtrykket »lignende [angivelser]« som omhandlet i artikel 72, stk. 3, andet punktum, i [forordning nr. 528/2012] kun forstås angivelser i en annoncering, der nøjagtig som de i denne bestemmelse udtrykkeligt opregnede begreber på generel vis nedtoner risiciene ved det biocidholdige produkts egenskaber for menneskers sundhed, dyrs sundhed eller miljøet eller dets effektivitet, eller omfatter udtrykket »lignende [angivelser]« alle begreber, der med hensyn til produktets risici for menneskers sundhed, dyrs sundhed eller miljøet eller dets effektivitet nedtoner disse risici på en måde, der kan sammenlignes med de konkret opregnede begreber, men ikke nødvendigvis også er af samme [generelle] karakter som disse begreber?«

 Det præjudicielle spørgsmål

27      Med spørgsmålet ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 72, stk. 3, andet punktum, i forordning nr. 528/2012 skal fortolkes således, at begrebet »lignende [angivelser]« som omhandlet i denne bestemmelse omfatter enhver angivelse i annonceringer for biocidholdige produkter, der ligesom de i den nævnte bestemmelse omhandlede angivelser nedtoner et biocidholdigt produkts risici for menneskers sundhed, dyrs sundhed eller miljøet eller dets effektivitet, uden dog at være af generel karakter.

28      Det skal i denne forbindelse bemærkes, at der ifølge Domstolens faste praksis ved fortolkningen af en EU-retlig bestemmelse skal tages hensyn til dennes ordlyd, den sammenhæng, hvori den indgår, og til de mål, der forfølges med den ordning, som den udgør en del af (dom af 5.3.2024, Défense Active des Amateurs d’Armes m.fl., C-234/21, EU:C:2024:200, præmis 34 og den deri nævnte retspraksis).

29      Hvad angår ordlyden af artikel 72, stk. 3, i forordning nr. 528/2012 fastsætter dette stykke i sit første punktum, at annoncering for biocidholdige produkter ikke må henvise til produktet på en måde, som er vildledende med hensyn til produktets risici for menneskers sundhed, dyrs sundhed eller miljøet eller dets effektivitet. Det præciseres i det nævnte stykkes andet punktum, at annoncering for et biocidholdigt produkt under ingen omstændigheder må indeholde angivelser som »biocidholdigt lavrisikoprodukt«, »ikke giftig«, »uskadelig«, »naturlig«, »miljøvenlig«, »dyrevenlig« eller lignende.

30      Hvad særligt angår begrebet »eller lignende [angivelser]« som omhandlet i denne forordnings artikel 72, stk. 3, andet punktum, skal det konstateres, at ordene »eller lignende [angivelser]« anvendes med henvisning til de angivelser, der er nævnt i dette punktum, dvs. »biocidholdigt lavrisikoprodukt«, »ikke giftig«, »uskadelig«, »naturlig«, »miljøvenlig« og »dyrevenlig«.

31      For det første følger det af ordlyden af disse angivelser, at de efter deres eget indhold imødegår de forskellige risici for mennesker, dyr og miljøet, der, således som det fremgår af den nævnte forordnings artikel 3, stk. 1, litra a), sammenholdt med første betragtning hertil, følger af biocidholdige produkter på grund af deres iboende egenskaber og hertil knyttede anvendelsesmønstre.

32      For det andet skal det konstateres, at ordlyden af artikel 72, stk. 3, andet punktum, i forordning nr. 528/2012 intet indeholder om, at forbuddet mod at anvende biocidholdige produkter i annoncering kun er begrænset til generelle angivelser.

33      Det følger derfor af ordlyden af artikel 72, stk. 3, andet punktum, i forordning nr. 528/2012, at det fælles træk ved de angivelser, der er nævnt i denne bestemmelse, består i, at disse angivelser nedtoner biocidholdige produkters risici for menneskers sundhed, dyrs sundhed eller miljøet eller deres effektivitet eller endda benægter, at disse risici foreligger, uden dog nødvendigvis at være af generel karakter.

34      Hvad angår den sammenhæng, hvori artikel 72, stk. 3, andet punktum, i forordning nr. 528/2012 indgår, skal det indledningsvis bemærkes, at en væsentlig del af det system, der etableres ved den nævnte forordning, som det fremgår af 61. betragtning til denne forordning, bl.a. består i effektiv kommunikation af oplysninger om risici fra biocidholdige produkter. Annoncering for biocidholdige produkter skal således give forbrugerne mulighed for at opnå et tilstrækkeligt informationsniveau for så vidt angår risiciene forbundet med anvendelsen af disse produkter med henblik på ikke at undervurdere disse risici og træffe et oplyst valg i forbindelse med køb af sådanne produkter.

35      Det skal dernæst fastslås, at artikel 72, stk. 3, i forordning nr. 528/2012 skal sammenholdes med de regler om mærkning af biocidholdige produkter, der er fastsat i denne forordnings artikel 69. Det fremgår nemlig af denne artikels stk. 1, sammenholdt med 53. betragtning til den nævnte forordning, at mærkning af sådanne produkter giver forbrugerne oplysninger om produkterne, hvilket giver dem mulighed for at foretage et informeret valg, og indeholder især de fare- og sikkerhedssætninger, der er omhandlet i direktiv 1999/45 og forordning nr. 1272/2008.

36      Endelig fastsætter artikel 69, stk. 2, i forordning nr. 528/2012 i en enkelt sætning forbuddet, hvorefter mærkning af biocidholdige produkter ikke kan være vildledende med hensyn til disse produkters risici for menneskers sundhed, dyrs sundhed eller miljøet eller med hensyn til deres effektivitet, og bestemmer, at denne mærkning ikke i noget tilfælde må indeholde de angivelser, der er opregnet heri, og som er identiske med dem, der er fastsat i denne forordnings artikel 72, stk. 3, der er klart vildledende.

37      I denne sammenhæng skal det fastslås, at artikel 72, stk. 3, i forordning nr. 528/2012 indfører en generel lovgivning for annoncering for biocidholdige produkter, der er baseret på forbrugernes reaktion for så vidt angår deres opfattelse af disse produkters risici for menneskers sundhed, dyrs sundhed eller miljøet, og som finder anvendelse uafhængigt af de faktiske risici og egenskaber ved de nævnte produkter.

38      De angivelser, der er omhandlet i artikel 72, stk. 3, andet punktum, i forordning nr. 528/2012, herunder begrebet »eller lignende [angivelser]«, udgør eksempler på angivelser, der er klart vildledende for så vidt angår de nævnte risici og således er omfattet af et forbud mod anvendelse af biocidholdige produkter i annoncering, der er fastsat i denne forordnings artikel 72, stk. 3.

39      Det følger heraf, for så vidt angår relevansen af den angiveligt generelle karakter af de angivelser, der er omhandlet i denne forordnings artikel 72, stk. 3, andet punktum, at en angivelse, der er både generel og specifik, klart kan være vildledende med hensyn til risiciene forbundet med anvendelsen af biocidholdige produkter ved at nedtone disse produkters risici for menneskers sundhed, dyrs sundhed eller miljøet, eller deres effektivitet eller endda at benægte, at disse risici foreligger, således at en sådan generel karakter ikke kan være relevant med henblik på at afgøre, om en angivelse vedrørende et biocidholdigt produkt er omfattet af begrebet »eller lignende [angivelser]« som omhandlet i den samme forordnings artikel 72, stk. 3, andet punktum.

40      Hvad angår det formål, der forfølges med forordning nr. 528/2012, er formålet med denne forordning, som det fremgår af forordningens artikel 1, stk. 1, sammenholdt med tredje betragtning hertil, at forbedre det indre markeds funktion gennem en harmonisering af bestemmelserne for tilgængeliggørelse på markedet og anvendelse af biocidholdige produkter og samtidig sikre et højt beskyttelsesniveau for både menneskers og dyrs sundhed samt for miljøet, idet bestemmelserne i denne forordning understøttes af forsigtighedsprincippet, der skal garantere menneskers sundhed, dyrs sundhed og et sundt miljø (dom af 14.10.2021, Biofa, C-29/20, EU:C:2021:843, præmis 35 og den deri nævnte retspraksis).

41      Det skal i denne forbindelse bemærkes, at det fremgår af den nævnte forordnings artikel 17, stk. 5, tredje afsnit, at medlemsstaterne skal træffe de nødvendige foranstaltninger til at stille relevante oplysninger til rådighed for offentligheden om fordele og risici ved biocidholdige produkter samt informere om mulighederne for at minimere anvendelsen af sådanne produkter.

42      EU-lovgiver har således ønsket at finde en særlig balance mellem den frie bevægelighed for biocidholdige produkter og et højt beskyttelsesniveau for menneskers og dyrs sundhed samt for miljøet (dom af 19.1.2023, CIHEF m.fl., C-147/21, EU:C:2023:31, præmis 64).

43      Med henblik på dette formål har EU-lovgiver med artikel 72, stk. 3, andet punktum, i forordning nr. 528/2012 haft til hensigt at foretage en detaljeret og fuldstændig afgrænsning af formuleringen af angivelserne vedrørende de risici, der er forbundet med anvendelsen af biocidholdige produkter, som kan forekomme i annoncer vedrørende disse produkter, for så vidt som denne artikel foreskriver, at der skal foreligge en obligatorisk angivelse, at den udtrykkeligt forbyder visse angivelser, og at den mere generelt har til formål at forbyde enhver annoncering, der kan være vildledende med hensyn til de risici, som sådanne produkter kan frembyde (dom af 19.1.2023, CIHEF m.fl., C-147/21, EU:C:2023:31, præmis 63).

44      Det skal under disse omstændigheder fastslås, således som det følger af nærværende doms præmis 33, at angivelser, der hverken nedtoner eller udelukker disse biocidholdige produkters risici for menneskers sundhed, dyrs sundhed eller miljøet eller deres effektivitet, principielt ikke er omfattet af det forbud mod anvendelse af biocidholdige produkter i annoncering, der er fastsat i denne forordnings artikel 72, stk. 3.

45      Det kan derimod ikke tillades at anvende reklameangivelser for biocidholdige produkter vedrørende fraværende eller lave risici eller endda gunstige virkninger af disse produkter for at nedtone disse risici eller endda benægte, at disse risici foreligger. Sådanne angivelser kan, således som Europa-Kommissionen i det væsentlige har anført i sit skriftlige indlæg, fremme en overdreven, forsømmelig eller ukorrekt anvendelse af de nævnte produkter, hvilket er i strid med formålet om at minimere anvendelsen heraf mest muligt.

46      I nærværende sag er det med hensyn til anvendelsen af betegnelsen »hudvenlig«, der anvendes i annonceringen for det pågældende biocidholdige produkt, tilstrækkeligt at bemærke, at en sådan angivelse, der umiddelbart har en positiv konnotation, som undgår, at der henvises til nogen som helst risiko, kan relativisere dette produkts bivirkninger eller endog, som den græske regering og Kommissionen i det væsentlige har gjort gældende i deres skriftlige indlæg, give grund til at antage, at det nævnte produkt endda kan være godt for huden. En sådan angivelse har således en vildledende karakter, som berettiger forbuddet mod dens brug i annonceringen for det samme produkt som omhandlet i artikel 72, stk. 3, i forordning nr. 528/2012.

47      Denne fortolkning ændres ikke af den omstændighed, at annonceringen i henhold til den obligatoriske angivelse, der er fastsat i artikel 72, stk. 1, første punktum, i forordning nr. 528/2012, klart og letlæseligt skal angive, at biocidholdige produkter skal anvendes på forsvarlig vis, og at mærkningen og produktoplysningerne skal læses før anvendelse. Som Kommissionen har anført i sit skriftlige indlæg, kan læsningen af etiketten endda bortlede forbrugernes opmærksomhed fra andre oplysninger på etiketten.

48      Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det forelagte spørgsmål besvares med, at artikel 72, stk. 3, andet punktum, i forordning nr. 528/2012 skal fortolkes således, at begrebet »lignende [angivelser]« som omhandlet i denne bestemmelse omfatter enhver angivelse i annonceringer for biocidholdige produkter, der ligesom de i den nævnte bestemmelse omhandlede angivelser henviser til disse produkter på en måde, som er vildledende med hensyn til produktets risici for menneskers sundhed, dyrs sundhed eller miljøet eller deres effektivitet, ved at nedtone disse risici eller endda benægte, at disse risici foreligger, uden dog nødvendigvis at være af generel karakter.

 Sagsomkostninger

49      Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Første Afdeling) for ret:

Artikel 72, stk. 3, andet punktum, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 528/2012 af 22. maj 2012 om tilgængeliggørelse på markedet og anvendelse af biocidholdige produkter

skal fortolkes således, at

begrebet »lignende [angivelser]« som omhandlet i denne bestemmelse omfatter enhver angivelse i annonceringer for biocidholdige produkter, der ligesom de i den nævnte bestemmelse omhandlede angivelser henviser til disse produkter på en måde, som er vildledende med hensyn til produktets risici for menneskers sundhed, dyrs sundhed eller miljøet eller deres effektivitet, ved at nedtone disse risici eller endda benægte, at disse risici foreligger, uden dog nødvendigvis at være af generel karakter.

Underskrifter


*      Processprog: tysk.