Language of document : ECLI:EU:T:2022:426

RETTENS DOM (Ottende Udvidede Afdeling)

6. juli 2022 (*)

»Personalesag – tjenestemænd – udvælgelsesprøve EPSO/AD/363/18 med henblik på ansættelse af administratorer inden for beskatningsområdet – begrænsning af valget af det andet sprog, der anvendes ved aflæggelse af prøverne – ikke opført på reservelisten – ulovlighedsindsigelse – formaliteten – forskelsbehandling på grund af sprog – de ledige stillingers særlige karakter – begrundelse – tjenestens interesse – proportionalitet«

I sag T-631/20,

MZ ved advokat M. Velardo,

sagsøger,

mod

Europa-Kommissionen ved T. Lilamand, D. Milanowska og A.-C. Simon, som befuldmægtigede, bistået af advokat A. Dal Ferro,

sagsøgt,

har

RETTEN (Ottende Udvidede Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden, J. Svenningsen (refererende dommer), og dommerne R. Barents, C. Mac Eochaidh, T. Pynnä og J. Laitenberger,

justitssekretær: fuldmægtig P. Núñez Ruiz,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 1. marts 2022,

afsagt følgende

Dom

1        Ved sit søgsmål i henhold til artikel 270 TEUF har sagsøgeren, MZ, nedlagt påstand om annullation af den afgørelse af 10. december 2019, hvorved udvælgelseskomitéen for udvælgelsesprøve EPSO/AD/363/18 efter fornyet gennemgang afslog at opføre hendes navn på reservelisten for ansættelse af administratorer i lønklasse AD 7 inden for beskatningsområdet.

I.      Tvistens baggrund

2        Den 11. oktober 2018 offentliggjorde Det Europæiske Personaleudvælgelseskontor (EPSO) i Den Europæiske Unions Tidende meddelelsen om almindelig udvælgelsesprøve på grundlag af kvalifikationer og prøver EPSO/AD/363/18 med henblik på ansættelse af administratorer (AD 7) inden for områderne told og beskatning (EUT 2018, C 368 A, s. 1, herefter »meddelelsen om udvælgelsesprøven«) med det formål at oprette to reservelister, på grundlag af hvilke Europa-Kommissionen, primært Generaldirektoratet for Beskatning og Toldunion, kunne ansætte nye tjenestemænd som administratorer.

3        Ifølge meddelelsen om udvælgelsesprøven skulle ansøgerne som en betingelse for at få adgang til denne bl.a. have kendskab til mindst to officielle EU-sprog. Denne adgangsbetingelse var affattet på følgende måde:

»Ansøgerne skal have kendskab til mindst 2 officielle EU-sprog; et sprog på minimum C1-niveau (indgående kendskab) og et andet sprog på minimum B2-niveau (tilfredsstillende kendskab).

Bemærk venligst, at de krævede minimumsniveauer ovenfor gælder for alle sprogfærdigheder (tale, skrive, læse og lytte), som skal angives i ansøgningen. Disse kvalifikationer svarer til kvalifikationerne i den fælles europæiske referenceramme for sprog […]

I denne meddelelse om udvælgelsesprøve henvises til sprog som følger:

–        Sprog 1: det sprog, der anvendes til multiple choice-prøver på computer

–        Sprog 2: det sprog, der anvendes til udvælgelse på grundlag af kvalifikationer (Talent Screener), prøverne i forbindelse med assessmentcentret og kommunikationen mellem EPSO og de ansøgere, som har indsendt en gyldig ansøgning. Det må ikke være det samme som sprog 1.

Sprog 2 skal være engelsk eller fransk.«

4        I meddelelsen om udvælgelsesprøven var grunden til, at valget af det andet sprog var begrænset til engelsk eller fransk, angivet på følgende måde:

»De ansøgere, der ansættes på disse særlige områder, skal have et tilfredsstillende kendskab til engelsk eller fransk (mindst B2-niveau). Selv om det kan være en fordel at have kendskab til flere sprog, anvender de fleste af Kommissionens afdelinger i Generaldirektoratet for Beskatning og Toldunion engelsk eller fransk til analysearbejde, intern kommunikation og kommunikation med eksterne interessenter, publikationer og rapporter, lovgivning eller økonomiske dokumenter som nævnt under »Hvilke opgaver forventes udført?« og i bilag I. Tilfredsstillende kendskab til engelsk eller fransk er derfor afgørende. En ansøger, der ikke har et tilfredsstillende kendskab til engelsk eller fransk, vil ikke umiddelbart kunne udføre arbejdet.«

5        Under overskriften »Hvordan finder udvælgelsen sted?« angives det i punkt 5, at prøverne på assessmentcentret består i fire delprøver, nemlig et interview om generelle kompetencer, et områdespecifikt interview, en gruppeøvelse og et casestudy. For hver enkelt af de otte generelle kompetencer (»analyse og problemløsning«, »kommunikation«, »levering af kvalitet og resultater«, »læring og udvikling«, »prioritering og organisation«, »stresshåndtering«, »samarbejde«, »lederevner«) kunne der gives indtil 10 point og for de områdespecifikke kompetencer indtil 100 point. De mindstekarakterer, der krævedes, var for de generelle kompetencer 3/10 for hver kompetence og 40/80 for det samlede resultat og for de områdespecifikke kompetencer 50/100.

6        Den 10. november 2018 ansøgte sagsøgeren om deltagelse i den omhandlede udvælgelsesprøve inden for beskatningsområdet.

7        De opgaver, som de ansøgere, der har bestået udvælgelsesprøven inden for beskatningsområdet, vil kunne skulle varetage, beskrives på følgende måde i meddelelsen om udvælgelsesprøven:

»Som politisk medarbejder i et kontor i [Direktoratet for direkte eller indirekte skatter i Generaldirektoratet for Beskatning og Toldunion] eller i et af kontorerne for skattemæssig statsstøtte under [Generaldirektoratet for Konkurrence] forventes du at være i stand til at indgå i arbejdet med det samme og, med bistand fra dit hierarki, at udarbejde dokumenter om dit emneområde og deltage i møder med medlemsstaterne og andre interessenter med henblik på at gøre rede for/fremme Europa-Kommissionens holdning. Du forventes at repræsentere dit kontor på møder med andre af Europa-Kommissionens tjenestegrene og at besvare spørgsmål fra offentligheden og medlemmer af Europa-Parlamentet. Du forventes også at bidrage til briefinger til din kommissær, generaldirektør eller direktør, når det er nødvendigt. Afhængigt af, hvilket kontor du arbejder i, forventes du at udarbejde udkast til lovgivning, afgørelser, arbejdsdokumenter eller økonomiske dokumenter.«

8        Endvidere beskrives opgaverne i bilag I til meddelelsen om udvælgelsesprøven under overskriften »Arbejdsopgaver« på følgende måde:

»Administratorer (lønklasse AD 7) beskæftiget inden for skatteområdet har generelt til opgave at bistå beslutningstagerne med at gennemføre deres institutions mandat og at udarbejde juridiske, økonomiske og/eller statistiske analyser til brug ved iværksættelse, udvikling, forvaltning og/eller evaluering af EU’s politik for direkte og/eller indirekte beskatning, herunder transfer pricing eller skattemæssig statsstøtte.

Egnede ansøgere vil få til opgave at analysere spørgsmål vedrørende direkte og/eller indirekte beskatning, foretage juridiske vurderinger i henhold til de gældende bestemmelser og ‑procedurer vedrørende beskatning og statsstøtte, analysere deres virkning og fremlægge udkast til retsakter eller forberede økonomiske analyser. De kan desuden blive bedt om at stå for udvikling af kommunikationsaktiviteter inden for deres arbejdsområde, deltage i konferencer og andre arrangementer, udføre koordinationsopgaver og stå for forhandlinger på internationalt plan vedrørende EU’s skattepolitik på [områderne økonomisk analyse og skattevurdering, direkte eller indirekte beskatning, moms og andre indirekte skatter (miljø-, transport-, energi- og punktafgifter)] […]«

9        Sagsøgeren, som er italiensk statsborger, valgte italiensk som sprog 1 og fransk som sprog 2 (herefter »det andet sprog«), som er det sprog, hvorpå hun affattede sin ansøgning. Hun oplyste heri, at hun beherskede fransk på samme niveau som italiensk, nemlig niveau »C2« ifølge den fælles europæiske referenceramme for sprog, undtagen hvad angår skriftligt udtryk, for hvilket hun oplyste, at hun beherskede fransk på niveau »C1«.

10      Den 4. april og den 4. juni 2019 deltog sagsøgeren i prøverne på assessmentcentret, der bestod i et casestudy, en gruppeøvelse og to individuelle interviews med udvælgelseskomitéen. Prøverne blev afholdt på det andet sprog.

11      Ved skrivelse af 17. juli 2019 underrettede formanden for udvælgelseskomitéen sagsøgeren om, at komitéen havde besluttet ikke at opføre sagsøgerens navn på reservelisten med den begrundelse, at hun ikke havde opnået den minimumskarakter, der krævedes for hver enkelt af prøverne (herefter »afgørelsen af 17. juli 2019«). Skrivelsen var ledsaget af et kompetencepas, hvoraf det bl.a. fremgår, at sagsøgeren dels havde opnået en eliminerende karakter på 37/80 ved bedømmelsen af de otte generelle kompetencer, dels en karakter på 80/100 ved bedømmelsen af de områdespecifikke kompetencer, som hun havde valgt.

12      Ved skrivelse af 27. juli 2019 rettede sagsøgeren til udvælgelseskomitéen en på fransk affattet anmodning om en fornyet gennemgang, som komitéen afslog ved afgørelse af 10. december samme år (herefter »afgørelsen af 10. december 2019«).

13      Ved skrivelse af 9. marts 2020 indgav sagsøgeren i henhold til artikel 90, stk. 2, i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union (herefter »vedtægten«) en på italiensk affattet klage til ansættelsesmyndigheden.

14      Ved skrivelse af 1. april 2020 meddelte EPSO sagsøgeren, at dennes klage ifølge punkt 4.3.1 i bilag III til meddelelsen om udvælgelsesprøven skulle have været indgivet på det andet sprog, dvs. fransk, og at klagen, som var affattet på italiensk, derfor ikke ville blive taget i betragtning, medmindre der inden den 1. maj samme år var blevet tilstillet ansættelsesmyndigheden en fransk oversættelse.

15      Ved skrivelse af 9. april 2020 tilstillede sagsøgeren ansættelsesmyndigheden en fransk oversættelse af klagen, som blev afslået ved ansættelsesmyndighedens afgørelse af 8. juli 2020 (herefter »afgørelsen om afslag på klagen«).

II.    Parternes påstande

16      Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

–        Afgørelserne af 17. juli og 10. december 2019 samt afgørelsen om afslag på klagen annulleres.

–        Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

17      Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

–        Frifindelse.

–        Sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

III. Retlige bemærkninger

A.      Tvistens genstand

18      Det bemærkes, at det fremgår af retspraksis, at når en ansøger til en udvælgelsesprøve anmoder om en fornyet vurdering af en afgørelse truffet af en udvælgelseskomité, er det den afgørelse, som udvælgelseskomitéen har truffet efter en fornyet vurdering af ansøgerens situation, som er den akt, der går ham imod, i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 2, eller i givet fald artikel 91, stk. 1. Den afgørelse, der er truffet efter en fornyet gennemgang, træder dermed i stedet for udvælgelseskomitéens oprindelige afgørelse (jf. dom af 5.9.2018, Villeneuve mod Kommissionen, T-671/16, EU:T:2018:519, præmis 24 og den deri nævnte retspraksis).

19      I det foreliggende tilfælde er den akt, der går sagsøgeren imod, afgørelsen af 10. december 2019, som blev truffet efter en fornyet gennemgang, om ikke at opføre sagsøgerens navn på reservelisten for udvælgelsesprøven (herefter »den anfægtede afgørelse«).

20      Med hensyn til de påstande, som formelt er rettet mod afgørelsen om afslag på klagen, bemærkes, at selv om søgsmålet formelt er rettet mod afvisningen af klagen, indebærer det, at Retten må prøve den akt, som går sagsøgeren imod, og som har været genstand for klagen (dom af 17.1.1989, Vainker mod Parlamentet, 293/87, EU:C:1989:8, præmis 8), undtagen hvis afvisningen af klagen har en anden rækkevidde end den akt, som har været genstand for klagen (jf. dom af 21.5.2014, Mocová mod Kommissionen, T-347/12 P, EU:T:2014:268, præmis 34 og den deri nævnte retspraksis).

21      Eftersom klagen i det foreliggende tilfælde afslås, og udvælgelseskomitéens afgørelse om ikke at opføre sagsøgerens navn på reservelisten bekræftes, i afgørelsen om afslag på klagen, har denne afgørelse ikke et selvstændigt indhold i forhold til den anfægtede afgørelse. I et sådant tilfælde skal lovligheden af den anfægtede afgørelse derfor prøves under hensyn til begrundelsen i afgørelsen om afslag på klagen, eftersom denne begrundelse må antages at være sammenfaldende med begrundelsen i den anfægtede afgørelse (jf. i denne retning dom af 24.3.2021, BK mod EASO, T-277/19, ikke trykt i Sml., EU:T:2021:161, præmis 43 og den deri nævnte retspraksis).

B.      Realiteten

22      Sagsøgeren har påberåbt sig fem anbringender til støtte for søgsmålet. Det første anbringende vedrører en ulovlighedsindsigelse mod den sprogordning, der fastsættes i meddelelsen om udvælgelsesprøven, det andet anbringende vedrører en tilsidesættelse af princippet om udvælgelseskomitéens stabilitet, det tredje anbringende vedrører en tilsidesættelse af meddelelsen om udvælgelsesprøven, det fjerde anbringende vedrører en tilsidesættelse af artikel 5, stk. 5, i bilag III til vedtægten, og det femte anbringende vedrører en tilsidesættelse af begrundelsespligten.

23      Inden for rammerne af det første anbringende har sagsøgeren gjort gældende, at de bestemmelser i meddelelsen om udvælgelsesprøven, som dels begrænser valget af det andet sprog, hvorpå prøverne på assessmentcentret skal aflægges, til fransk og engelsk (herefter »den omtvistede begrænsning«), dels forpligter ansøgerne til at anvende dette sprog i deres kontakter med EPSO (herefter »den omtvistede forpligtelse«), er ulovlige.

24      Kommissionen har påstået denne ulovlighedsindsigelse afvist og gjort gældende, at den under alle omstændigheder er ugrundet.

1.      Formaliteten med hensyn til det første anbringende vedrørende en ulovlighedsindsigelse mod meddelelsen om udvælgelsesprøven

25      På grund af deres respektive indhold skal den del af ulovlighedsindsigelsen mod meddelelsen om udvælgelsesprøven, som vedrører den omtvistede begrænsning, og den del, som vedrører den omtvistede forpligtelse, behandles hver for sig.

a)      Formaliteten med hensyn til ulovlighedsindsigelsen mod meddelelsen om udvælgelsesprøven, for så vidt som denne fastsætter den omtvistede begrænsning

26      Kommissionen har under påberåbelse af den retspraksis, som følger af dom af 14. december 2017, PB mod Kommissionen (T-609/16, EU:T:2017:910), gjort gældende, at ulovlighedsindsigelsen mod den omtvistede begrænsning skal afvises.

27      Den har hævdet hvad dette angår, at da der ikke er en tæt forbindelse mellem begrundelsen for den anfægtede afgørelse og det første anbringende om, at meddelelsen om udvælgelsesprøven er ulovlig, må anbringendet afvises, fordi det er fremsat for sent. Ifølge Kommissionen skal en ansøger for at kunne anfægte bestemmelserne vedrørende sprogordningen for udvælgelsesprøven indgive en klage over meddelelsen om denne senest tre måneder efter, at den er blevet offentliggjort.

28      Efter Kommissionens opfattelse er den anfægtede afgørelse ikke baseret på faktorer, som er tæt forbundet med sprogordningen for prøverne, men kun på, at sagsøgeren opnåede en utilstrækkelig karakter ved bedømmelsen af hendes generelle kompetencer, og der er derfor ikke nogen tæt forbindelse mellem begrundelsen for den anfægtede afgørelse og anbringendet om, at meddelelsen om udvælgelsesprøven er ulovlig.

29      Kommissionen har tilføjet, at de væsentlige svagheder, der under prøverne blev konstateret i beherskelsen af visse generelle kompetencer, også ville være blevet observeret, hvis sagsøgeren havde aflagt prøverne på et andet sprog. Under alle omstændigheder har sagsøgeren ikke påvist ved hjælp af konkrete indicier, at anvendelsen af fransk under prøverne stillede hende ugunstigt, eller at hun kunne have opnået bedre resultater, hvis hun have aflagt prøverne på et andet sprog.

30      Sagsøgeren har bestridt denne argumentation.

31      Indledningsvis bemærkes, at artikel 277 TEUF er udtryk for et almindeligt princip, hvorefter enhver part, med henblik på at opnå annullation af en beslutning, som berører parten umiddelbart og individuelt, er berettiget til at anfægte gyldigheden af tidligere retsakter fra institutionerne, som er hjemmel for den anfægtede beslutning, selv om parten uden nogen tvivl ikke var beføjet til at anlægge direkte søgsmål til prøvelse af de pågældende retsakter, hvis virkninger parten således er omfattet af, uden at have været i stand til at anlægge sag om annullation af dem (jf. i denne retning dom af 10.7.2003, Kommissionen mod ECB, C-11/00, EU:C:2003:395, præmis 75, af 17.12.2020, BP mod FRA, C-601/19 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2020:1048, præmis 26, og af 22.4.2004, Schintgen mod Kommissionen, T-343/02, EU:T:2004:111, præmis 26).

32      I det foreliggende tilfælde skal det i betragtning af, at Kommissionens afvisningspåstand bygger på den forudsætning, at sagsøgeren ikke anfægtede meddelelsen om udvælgelsesprøven inden fristens udløb, dvs. senest tre måneder efter offentliggørelsen af den, først prøves, om sagsøgeren uden nogen tvivl havde mulighed herfor.

33      I denne sag kan det ikke anses for givet, at et af sagsøgeren anlagt annullationssøgsmål til prøvelse af meddelelsen om udvælgelsesprøven, for så vidt som den fastsætter den omtvistede begrænsning, vil kunne antages til realitetsbehandling. Det skal således bemærkes, at en meddelelse om udvælgelsesprøve kun undtagelsesvis kan være genstand for et annullationssøgsmål, nemlig når den udgør en beslutning, der går en part imod som omhandlet i vedtægtens artikel 90 og 91, fordi der i meddelelsen fastsættes betingelser, som udelukker, at parten kan ansøge (jf. i denne retning dom af 19.6.1975, Küster mod Parlamentet, 79/74, EU:C:1975:85, præmis 5-8, og kendelse af 24.6.2013, Mateo Pérez mod Kommissionen, F-144/11, EU:F:2013:86, præmis 46 og den deri nævnte retspraksis).

34      Den omtvistede begrænsning bevirker imidlertid ikke, at en ansøger, der som sagsøgeren mener at beherske mindst to af Unionens officielle sprog på det i meddelelsen om udvælgelsesprøven krævede niveau, udelukkes fra at ansøge. Da der ikke fastsættes betingelser i meddelelsen om udvælgelsesprøven, som udelukker, at sagsøgeren kan ansøge, udgør den ikke en beslutning, der går denne imod, og kan derfor ikke være genstand for et af sagsøgeren anlagt annullationssøgsmål.

35      Under hensyn til princippet om effektiv retsbeskyttelse af den berettigede forventning, som fastslås i artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, og som indebærer, at en retsakt, der ikke kan være genstand for et annullationssøgsmål i henhold til artikel 270 TEUF, skal kunne være genstand for en ulovlighedsindsigelse i henhold til artikel 277 TEUF, er adgangen til realitetsbehandling af en ulovlighedsindsigelse mod en almengyldig retsakt i et sådant tilfælde kun undergivet den dobbelte betingelse, at den anfægtede individuelle retsakt er vedtaget ved direkte anvendelse af den almengyldige retsakt, og at sagsøgeren har interesse i at anfægte den individuelle afgørelse, som er genstand for hovedsagen (jf. i denne retning dom af 11.7.2007, Wils mod Parlamentet, F-105/05, EU:F:2007:128, præmis 36 og den deri nævnte retspraksis).

36      Med hensyn til den første betingelse, der har til formål at fastslå, om den anfægtede afgørelse er blevet truffet ved direkte anvendelse af meddelelsen om udvælgelsesprøven, bemærkes, at Domstolen har fastslået, at bestemmelser i en generel retsakt, som udgør grundlaget for den individuelle afgørelse, eller som har direkte retlig sammenhæng med en sådan afgørelse, gyldigt kan være genstand for en ulovlighedsindsigelse (jf. dom af 8.9.2020, Kommissionen og Rådet mod Carreras Sequeros m.fl., C-119/19 P og C-126/19 P, EU:C:2020:676, præmis 69 og den deri nævnte retspraksis).

37      Hvad dette angår er det tilstrækkeligt at bemærke, at eftersom ordlyden af meddelelsen om udvælgelsesprøven udgør såvel den retlige ramme som rammen for udvælgelseskomitéens bedømmelse (jf. dom af 14.12.2018, UR mod Kommissionen, T-761/17, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:968, præmis 65 og den deri nævnte retspraksis), er meddelelsen, skønt den ikke i egentlig forstand er retsgrundlag for den anfægtede afgørelse, i det mindste en af de retsakter, som udgør den retlige ramme for vedtagelsen af denne.

38      Da den anfægtede afgørelse endvidere blev vedtaget i overensstemmelse med den fremgangsmåde, der er fastsat i meddelelsen om udvælgelsesprøven, har den omtvistede begrænsning ligeledes direkte retlig sammenhæng med denne afgørelse (jf. i denne retning dom af 14.7.2021, Carbajo Ferrero mod Parlamentet, T-670/19, ikke trykt i Sml., under appel, EU:T:2021:435, præmis 56).

39      Med hensyn til den anden betingelse om søgsmålsinteresse bemærkes – forudsat at Kommissionens argumentation kan forstås som en anfægtelse af, at sagsøgeren har interesse i at påstå den anfægtede afgørelse annulleret med den begrundelse, at den omtvistede begrænsning er ulovlig – at en sagsøger givet ikke har kompetence til at handle i lovens eller institutionernes interesse og ikke kan gøre andre end sine egne indsigelser gældende til støtte for et annullationssøgsmål (dom af 30.6.1983, Schloh mod Rådet, 85/82, EU:C:1983:179, præmis 14).

40      Denne betingelse indebærer imidlertid kun, at sagsøgerens klagepunkter skal kunne danne grundlag for en annullation, der kan komme sagsøgeren til gavn, hvilket i det foreliggende tilfælde vil sige, at ulovlighedsindsigelsen med sit resultat kan tilføre den part, som har rejst den, en fordel (dom af 29.11.2006, Campoli mod Kommissionen, T-135/05, EU:T:2006:366, præmis 132). Ifølge den af Kommissionen påberåbte retspraksis er det under alle omstændigheder kun, hvis der ikke består en tæt forbindelse mellem begrundelsen for den anfægtede afgørelse og det anbringende, som vedrører ulovlighedsindsigelsen mod meddelelsen om udvælgelsesprøven, at anbringendet skal afvises (jf. i denne retning dom af 14.12.2017, PB mod Kommissionen, T-609/16, EU:T:2017:910, præmis 29 og den deri nævnte retspraksis).

41      Hvad dette angår kan det på grund af risikoen for, at der pålægges sagsøgeren en bevisbyrde, som det er umuligt at løfte, ikke kræves, at sagsøgeren påviser, at hun i kraft af gennemførelsen af en annullationsdom i overensstemmelse med artikel 266 TEUF nødvendigvis ville opnå en bedre karakter for prøverne på assessmentcentret, men kun, at en sådan mulighed ikke er udelukket, idet det i øvrigt bemærkes, at det ikke tilkommer Retten at lade sin vurdering træde i stedet for udvælgelseskomitéens.

42      Det skal i denne forbindelse fremhæves, at ansøgerne i meddelelsen om udvælgelsesprøven ikke blev pålagt at vælge det sprog, som de beherskede bedst, som sprog 1. Således som sagsøgeren har gjort gældende, kan den fortrinsstilling, som blev givet engelsk eller fransk, og som udelukkede alle Unionens øvrige officielle sprog, følgelig have givet de ansøgere en fordel under prøverne, for hvem et af disse to sprog er det, som de behersker bedst, til ugunst for de øvrige ansøgere, for hvem dette ikke er tilfældet.

43      Det er således tidligere blevet fastslået, at det kendskab, som ansøgerne har til det andet sprog, uundgåeligt og nødvendigvis afspejles i de prøver, som har til formål at afprøve de generelle og specifikke kompetencer, der er fastsat i den omhandlede udvælgelsesprøve, og som afholdes på dette sprog (dom af 9.6.2021, Calhau Correia de Paiva mod Kommissionen, T-202/17, under appel, EU:T:2021:323, præmis 55).

44      Det kan i denne sammenhæng bl.a. bemærkes, at det fremgår af de protokoller, som blev anvendt ved bedømmelsen af de generelle kompetencer, og som Kommissionen har fremlagt foranlediget af en foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse, at beherskelse af et sprog kan påvirke det antal point, ansøgerne tildeles for deres generelle kompetencer.

45      Således skal udvælgelseskomitéen under interviewet om generelle kompetencer ved bedømmelsen af kompetencen »kommunikation« tage ansøgerens vanskelighed ved at udtrykke sig mundtligt på en forståelig eller tilstrækkeligt præcis måde i betragtning. Det samme gælder bedømmelsen af denne kompetence under casestudyet, idet det bestemmes, at udvælgelseskomitéen skal tildele ansøgerne en lavere karakter, hvis den finder, at »det anvendte sprog, ordforråd, stil og sprogregister er utilfredsstillende«.

46      Som bemærket i præmis 9 ovenfor oplyste sagsøgeren i øvrigt selv i sin ansøgning, at hun behersker skriftligt fransk mindre godt end skriftligt italiensk, som er det sprog, hun behersker bedst, og det kan derfor ikke udelukkes, at manglende kundskaber på dette andet sprog kan have påvirket det antal point, hun blev tildelt, under den skriftlige prøve.

47      På denne baggrund kan det ikke uden videre udelukkes, at sagsøgeren, som opnåede en samlet karakter for generelle kompetencer, nemlig 37/80, der var væsentligt lavere end den, hun opnåede for områdespecifikke kompetencer, nemlig 80/100, og som bl.a. opnåede karakteren 4,5/10 som bedømmelse for kompetencen »kommunikation«, der ligeledes var lavere end den karakter, hun opnåede som bedømmelse for områdespecifikke kompetencer, ville have kunnet opnå en bedre karakter, hvis hun kunne have aflagt prøverne på sit modersmål, nemlig italiensk. Således som det fremgår af præmis 44 og 45 ovenfor, er det nemlig meget sandsynligt, at beherskelse af et sprog, bortset fra fagterminologi på et specifikt område, vil påvirke antallet af point, som tildeles for ansøgernes generelle kompetencer. Den betydelige forskel mellem sagsøgerens karakter for generelle kompetencer og hendes karakter for områdespecifikke kompetencer udgør derfor en konkret indikation for, at dette kan have været tilfældet i den foreliggende sag.

48      På baggrund af det ovenstående må der drages den konklusion, at ulovlighedsindsigelsen mod meddelelsen om udvælgelsesprøven, for så vidt som denne fastsætter den omtvistede begrænsning, kan antages til realitetsbehandling.

b)      Formaliteten med hensyn til ulovlighedsindsigelsen mod meddelelsen om udvælgelsesprøven, for så vidt som denne fastsætter den omtvistede forpligtelse

49      Kommissionen har hævdet, at ulovlighedsindsigelsen mod meddelelsen om udvælgelsesprøven, for så vidt som denne fastsætter den omtvistede forpligtelse, ikke kan antages til realitetsbehandling, fordi sagsøgeren ikke havde nogen interesse i påberåbe sig denne angivelige ulovlighed. Den har gjort gældende, at den anfægtede afgørelse hverken er baseret på, at sagsøgeren var nødsaget til at kommunikere med EPSO på det andet sprog, eller på, at hun måtte indgive sin klage på fransk.

50      Sagsøgeren har bestridt denne argumentation.

51      Det bemærkes, at rækkevidden af en ulovlighedsindsigelse skal begrænses til, hvad der er nødvendigt for løsningen af tvisten (dom af 10.6.2020, Oosterbosch mod Parlamentet, T-131/19, ikke trykt i Sml., EU:T:2020:250, præmis 54). Eftersom artikel 277 TEUF ikke har til formål at give en part mulighed for at bestride anvendeligheden af en eller anden generel retsakt under et vilkårligt søgsmål, må den retsakt, som hævdes at være ulovlig, direkte eller indirekte være anvendelig på det forhold, der er genstand for søgsmålet (jf. dom af 8.9.2020, Kommissionen og Rådet mod Carreras Sequeros m.fl., C-119/19 P og C-126/19 P, EU:C:2020:676, præmis 68 og den deri nævnte retspraksis).

52      Hvad dette angår er det, uafhængigt af den omstændighed, at artikel 20, stk. 2, litra d), TEUF og artikel 41, stk. 4, i chartret om grundlæggende rettigheder fastslår retten til at henvende sig til EU-institutionerne på et af traktaternes sprog og til at modtage et svar på det samme sprog, tilstrækkeligt at konstatere, at den omtvistede forpligtelse ikke havde nogen direkte eller indirekte indflydelse på indholdet af den anfægtede afgørelse. Udvælgelseskomitéens afgørelse om ikke at opføre sagsøgerens navn på reservelisten efter prøverne har nemlig hverken direkte eller indirekte forbindelse med forpligtelsen til at kommunikere med EPSO på udvælgelsesprøvens andet sprog.

53      Da der ikke er nogen sammenhæng, endsige en direkte retlig sammenhæng, mellem den anfægtede afgørelse og den omtvistede forpligtelse, kan den anfægtede afgørelse derfor ikke anses for at udgøre en foranstaltning til gennemførelse af meddelelsen om udvælgelsesprøven, for så vidt som afgørelsen fastsætter denne forpligtelse.

54      Ulovlighedsindsigelsen mod meddelelsen om udvælgelsesprøven, for så vidt som denne fastsætter den omtvistede forpligtelse, må følgelig afvises.

55      På baggrund af det ovenstående i det hele kan det første anbringende vedrørende en ulovlighedsindsigelse mod meddelelsen om udvælgelsesprøven, følgelig kun antages til realitetsbehandling, for så vidt som denne vedrører den omtvistede begrænsning.

2.      Spørgsmålet om, hvorvidt der er grundlag for ulovlighedsindsigelsen mod meddelelsen om udvælgelsesprøven, for så vidt som denne fastsætter den omtvistede begrænsning

56      Til støtte for ulovlighedsindsigelsen har sagsøgeren gjort gældende, at den omtvistede begrænsning udgør en forskelsbehandling på grund af sprog, som er forbudt i henhold til vedtægtens artikel 1d. Hvad dette angår skal det efterprøves indledningsvis, om den omtvistede begrænsning indebærer forskelsbehandling på grund af sprog, dernæst, i givet fald, om forskelsbehandlingen er begrundet i en legitim målsætning, og, endelig, om denne forskelsbehandling står i rimeligt forhold til gennemførelsen af den legitime målsætning, som eventuelt forfølges.

a)      Spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger en forskelsbehandling på grund af sprog

57      Sagsøgeren har i det væsentlige gjort gældende, at den omtvistede begrænsning stillede hende ugunstigt under prøverne i forhold til de ansøgere, hvis modersmål eller hovedsprog var engelsk eller fransk, dvs. det sprog, de beherskede bedst.

58      Kommissionen har bestridt denne argumentation, idet den i det væsentlige har gjort gældende, at kendskab til et sprog på et højere niveau end det minimumsniveau, der kræves i meddelelsen om udvælgelsesprøven, ikke indgik i de kundskaber og kompetencer, som blev bedømt gennem prøverne på assessmentcentret.

59      Indledningsvis bemærkes, at det fastsættes i vedtægtens artikel 1d, stk. 1, første afsnit, at enhver form for forskelsbehandling, herunder på grund af sprog, er forbudt ved anvendelsen af vedtægten.

60      I det foreliggende tilfælde udgør fastsættelsen af, at ansøgerne som det andet sprog under udvælgelsesprøven kun kunne vælge mellem engelsk og fransk, en forskelsbehandling på grund af sprog, som i princippet er forbudt i henhold til denne bestemmelse.

61      Det skal nemlig bemærkes, at det ifølge meddelelsen om udvælgelsesprøven ikke var forbudt for de ansøgere, for hvem engelsk eller fransk var det sprog, som de beherskede bedst, at vælge dette sprog som andet sprog. Heraf følger – således som det bemærkes i præmis 42 ovenfor – at den fortrinsstilling, som blev givet engelsk og fransk som det andet sprog, kan have givet de ansøgere, for hvem et af disse sprog var det, de beherskede bedst, en fordel under prøverne på assessmentcentret til ugunst for de øvrige ansøgere, som – selv om de besad et tilstrækkeligt kendskab til mindst to af Unionens officielle sprog – ikke desto mindre ikke havde adgang til at aflægge prøverne på det sprog, som de beherskede bedst.

62      Det fremgår imidlertid af vedtægtens artikel 1d, stk. 6, første punktum, at fravigelser af princippet om forbud mod forskelsbehandling er mulige på betingelse af, at de »begrundes objektivt og rimeligt« og tilgodeser legitime målsætninger af almen interesse inden for rammerne af personalepolitikken.

63      Den vide skønsbeføjelse, som EU-institutionerne råder over for så vidt angår tilrettelæggelsen af deres tjenestegrene, herunder ved fastlæggelsen af kriterierne for de kompetencer, som de ledige stillinger kræver, og, i henhold til disse kriterier og i tjenestens interesse, ved fastlæggelsen af betingelserne og de nærmere bestemmelser for afholdelsen af en udvælgelsesprøve, er derfor nødvendigvis reguleret ved vedtægtens artikel 1d, således at forskelsbehandling på grund af sprog, der følger af en begrænsning af sprogordningen for en udvælgelsesprøve til et begrænset antal officielle sprog, kun kan tillades, hvis en sådan begrænsning er objektivt begrundet og står i et rimeligt forhold til tjenestens reelle behov (jf. dom af 26.3.2019, Kommissionen mod Italien, C-621/16 P, EU:C:2019:251, præmis 90 og den deri nævnte retspraksis).

64      Det skal derfor prøves, om den forskelsbehandling på grund af sprog, som følger af den omtvistede begrænsning, er begrundet i en legitim målsætning og i givet fald står i rimeligt forhold til tjenestens reelle behov som beskrevet i meddelelsen om udvælgelsesprøven.

b)      Begrundelsen for forskelsbehandlingen på grund af sprog

65      Sagsøgeren har gjort gældende, at det påhviler ansættelsesmyndigheden at bevise, at den omtvistede begrænsning er begrundet og står i rimeligt forhold til tjenestens reelle behov, ved at henvise til omstændigheder, der har forbindelse med de krav, som de ledige stillinger rejser, og som dels kan efterprøves af retsinstansen, dels forstås af ansøgerne.

66      Sagsøgeren har hævdet i denne henseende, at den begrundelse, ansættelsesmyndigheden giver i meddelelsen om udvælgelsesprøven, og hvorefter formålet består i at muliggøre ansættelse af tjenestemænd, som vil kunne udføre arbejdet umiddelbart, ikke indeholder en forklaring på, hvilken sammenhæng der er mellem den omtvistede begrænsning og karakteren af de opgaver, der skal varetages, således som den beskrives i bilag I til meddelelsen om udvælgelsesprøven. Det er ikke udelukket, at nogle opgaver kan løses på bl.a. italiensk. Endvidere kan den omtvistede begrænsning i betragtning af dens generelle formulering heller ikke begrundes i karakteren af prøverne på assessmentcentret.

67      Efter sagsøgerens opfattelse er de oplysninger, som Kommissionen har fremlagt under retsforhandlingerne, ikke relevante, og under alle omstændigheder er det ikke påvist, at engelsk og fransk er de mest anvendte sprog ved udførelsen af de opgaver, som skal løses i de ledige stillinger, frem for alle øvrige unionssprog.

68      Kommissionen har bestridt denne argumentation og i det væsentlige gjort gældende, at den omtvistede begrænsning er begrundet i to legitime målsætninger, som underbygges af beviserne, der består i en tabel over, hvilke sprog der tales af medarbejderne i Generaldirektoratet for Beskatning og Toldunion og Generaldirektoratet for Konkurrence, tabeller over, hvilke sprog der anvendes ved udførelsen af de opgaver, som skal løses af disse generaldirektoraters personale, og de meddelelser om ledige stillinger, de nævnte generaldirektorater har offentliggjort i perioden fra den 1. januar 2016 til den 9. januar 2020.

69      Det bemærkes indledningsvis, at skønt det fastsættes i vedtægtens artikel 28, litra f), at der til tjenestemand kun kan udnævnes en person, der beviser, at han har indgående kundskaber i et af Unionens sprog og tilfredsstillende kundskaber i et andet af Unionens sprog »i det omfang, dette er nødvendigt for hans hverv«, angives det ikke i denne artikel, hvilke kriterier der kan tages i betragtning med henblik på at begrænse valget af dette sprog blandt de officielle sprog, hvortil der henvises i artikel 1 i Rådets forordning nr. 1 af 15. april 1958 om den ordning, der skal gælde for Det Europæiske Økonomiske Fællesskab på det sproglige område (EFT 1958, 17, s. 385), som ændret (jf. dom af 15.9.2016, Italien mod Kommissionen, T-353/14 og T-17/15, EU:T:2016:495, præmis 85 (ikke trykt i Sml.) og den deri nævnte retspraksis, og kendelse af 5.9.2019, Italien mod Kommissionen, T-313/15 og T-317/15, ikke trykt i Sml., EU:T:2019:582, præmis 55 og den deri nævnte retspraksis).

70      Sådanne kriterier fremgår heller ikke af vedtægtens artikel 27, hvis stk. 1 bestemmer, uden at henvise til sprogkundskaber, at det »ved ansættelse [skal] tilstræbes, at institutionen råder over de bedst kvalificerede tjenestemænd, både med hensyn til kompetence, arbejdsindsats og integritet, og at disse udvælges på et så bredt geografisk grundlag som muligt blandt statsborgerne i Unionens medlemsstater«, og at »[i]ngen stillinger kan forbeholdes statsborgere fra en bestemt medlemsstat«. Det samme gælder den nævnte artikels stk. 2, hvori det kun bestemmes, at »[m]ed henvisning til princippet om, at Unionens statsborgere er lige, har institutionerne mulighed for at træffe hensigtsmæssige foranstaltninger, hvis der er blevet konstateret en væsentlig skævhed i tjenestemændenes fordeling på nationalitet, som ikke er objektivt begrundet«, idet det bl.a. præciseres, at »[s]ådanne hensigtsmæssige foranstaltninger skal være velbegrundede og [aldrig må] føre til, at der anvendes ansættelseskriterier, som ikke er meritbaserede«.

71      Skønt det fremgår af artikel 1, stk. 1, litra f), i bilag III til vedtægten, at det i meddelelsen om en udvælgelsesprøve eventuelt kan specificeres, hvilke sprogkundskaber der er nødvendige »på grund af den ledige stillings særlige karakter«, udgør denne bestemmelse ikke en generel tilladelse til at indskrænke valget af det andet sprog til et begrænset antal officielle sprog blandt dem, som er angivet i artikel 1 i forordning nr. 1 (jf. i denne retning dom af 15.9.2016, Italien mod Kommissionen, T-353/14 og T-17/15, EU:T:2016:495, præmis 86 (ikke trykt i Sml.) og den deri nævnte retspraksis; jf. ligeledes kendelse af 5.9.2019, Italien mod Kommissionen, T-313/15 og T-317/15, ikke trykt i Sml., EU:T:2019:582, præmis 56 og den deri nævnte retspraksis).

72      I det foreliggende tilfælde har Kommissionen angivet, at den omtvistede begrænsning er begrundet dels i karakteren af prøverne på assessmentcentret, således som det fremgår af Kollegiet af Administrationschefers generelle retningslinjer om brugen af sprog i EPSO-udvælgelsesprøver, der findes i bilag II til de generelle regler for almindelige udvælgelsesprøver (EUT 2015, C 70 A, s. 1, herefter »bilag II«), dels i det formål at råde over tjenestemænd, som vil kunne udføre arbejdet umiddelbart, således som det fremgår af meddelelsen om udvælgelsesprøven, der gengives i præmis 4 ovenfor.

1)      Den begrundelse, som vedrører karakteren af prøverne på assessmentcentret

73      Ifølge de generelle retningslinjer fra Kollegiet af Administrationschefer om brugen af sprog i EPSO-udvælgelsesprøver, som findes i bilag II, og hvortil Kommissionen har henvist, er den omtvistede begrænsning begrundet i karakteren af prøverne på assessmentcentret, eftersom det »[f]or at sikre, at ansøgerne kan blive evalueret på en fair måde, og at de kan kommunikere direkte med bedømmerne og de andre ansøgere, der deltager i en øvelse, [er nødvendigt] at [prøven på] assessmentcentret foregår på et lingua franca eller i særlige tilfælde på et af hovedsprogene i udvælgelsesprøven«.

74      Denne begrundelse kan imidlertid ikke godtages, da den på grund af sin generelle formulering kan anvendes på hvilken som helst fremgangsmåde for en udvælgelsesprøve uanset den særlige karakter af de stillinger, der skal besættes, når den pågældende udvælgelsesprocedure er afsluttet.

75      Endvidere fremgår det af det nævnte bilag II, at den udvælgelsesprocedure, som har været anvendt siden 2010, herunder navnlig prøverne på assessmentcentret, har til formål bedre at kunne bedømme, om ansøgerne vil kunne varetage deres opgaver. Heraf følger, at dette argument om udvælgelsesprocedurens karakter er tæt forbundet med begrundelsen om, at nyansatte skal kunne udføre deres opgaver umiddelbart. Hvis denne begrundelse ikke forelå, ville argumentet om udvælgelsesprocedurens karakter nemlig ikke i sig selv kunne begrunde begrænsningen af antallet af sprog, der kan vælges som andet sprog i udvælgelsesprøven (jf. i denne retning dom af 9.6.2021, Calhau Correia de Paiva mod Kommissionen, T-202/17, under appel, EU:T:2021:323, præmis 98 (ikke trykt i Sml.)).

76      På denne baggrund skal det prøves, om nødvendigheden af at råde over tjenestemænd, der kan udføre deres opgaver umiddelbart, udgør en lovlig begrundelse for den omtvistede begrænsning i betragtning af karakteren af de ledige stillinger, som beskrives i præmis 7 og 8 ovenfor.

2)      Den begrundelse, som vedrører nødvendigheden af at råde over tjenestemænd, der kan udføre deres opgaver umiddelbart

77      Ifølge retspraksis anerkendes det ganske vist, at det er i tjenestens interesse, at de personer, som EU-institutionerne ansætter efter afslutningen af en udvælgelsesprocedure, såsom den omhandlede udvælgelsesprocedure, kan påbegynde deres arbejde umiddelbart og dermed er i stand til hurtigt at varetage de opgaver, som institutionerne agter at betro dem (jf. dom af 8.9.2021, Spanien mod Kommissionen, T-554/19, ikke trykt i Sml., EU:T:2021:554, præmis 65 og den deri nævnte retspraksis).

78      I denne henseende er det legitimt, selv hvis det antages, at der nødvendigvis altid må påregnes en periode med tilpasning til nye opgaver og nye arbejdsvaner samt den nødvendige tid til at blive integreret i en ny tjeneste, at en institution søger at ansætte personer, der, så snart de tiltræder den pågældende stilling, er i stand til i det mindste dels at kommunikere med deres hierarki og deres kolleger og dermed så hurtigt og fuldstændigt som muligt forstå rækkevidden af de funktioner, som betros dem, og indholdet af de opgaver, som de vil skulle løse, dels at kommunikere med de pågældende tjenesters eksterne medarbejdere og kontaktpersoner. Således som det er blevet fastslået, udgør tjenestemændenes sprogkundskaber nemlig et væsentligt element i deres karriere. Det må følgelig anses for legitimt, at en institution søger at ansætte personer, der kan anvende det eller de sprog, som benyttes i den arbejdsmæssige sammenhæng, hvori de pågældende skal integreres, effektivt og forstå det eller dem så godt som muligt (jf. dom af 8.9.2021, Spanien mod Kommissionen, T-554/19, ikke trykt i Sml., EU:T:2021:554, præmis 66 og den deri nævnte retspraksis).

79      Det tilkommer imidlertid Unionens retsinstanser at foretage en konkret undersøgelse af de regler, som udgør sprogordningen for udvælgelsesprøver som den, der er omhandlet i den omtvistede meddelelse om udvælgelsesprøve, da det nemlig kun er en sådan undersøgelse, der vil kunne gøre det muligt at fastslå, hvilke sprogkundskaber institutionerne objektivt kan kræve i tjenestens interesse i forbindelse med særlige stillinger, og dermed, hvorvidt begrænsningen af valget af de sprog, der ville kunne anvendes til at deltage i disse udvælgelsesprøver, er objektivt begrundet og står i rimeligt forhold til tjenestens reelle behov (dom af 26.3.2019, Kommissionen mod Italien, C-621/16 P, EU:C:2019:251, præmis 94).

80      Mere specifikt skal Unionens retsinstanser ikke kun tage stilling til de påberåbte bevisers materielle nøjagtighed, troværdighed og sammenhæng, men ligeledes kontrollere, om disse oplysninger udgør alle de relevante oplysninger, som skal tages i betragtning i forbindelse med en vurdering af en kompleks situation, og om disse oplysninger taler til støtte for de heraf dragne konklusioner (jf. dom af 26.3.2019, Kommissionen mod Italien, C-621/16 P, EU:C:2019:251, præmis 104 og den deri nævnte retspraksis).

81      I det foreliggende tilfælde må det indledningsvis konstateres, at det ikke er muligt at fastslå alene ud fra den beskrivelse af opgavernes art, der findes i meddelelsen om udvælgelsesprøven og i bilag I til denne meddelelse, at kun de to sprog, hvortil valget af andet sprog for den omhandlede udvælgelsesprøve er begrænset, gør det muligt for de ansøgere, som består udvælgelsesprøven, at udføre arbejdet umiddelbart. Der fremgår nemlig ikke af noget i meddelelsen om udvælgelsesprøven, at de pågældende to sprog faktisk anvendes ved udførelsen af de opgaver, som opregnes i meddelelsen om udvælgelsesprøven og i bilag I hertil.

82      Det er derimod tilstrækkeligt at konstatere, at der i bilag I til meddelelsen om udvælgelsesprøven, hvori det specificeres, hvilke opgaver der typisk skal udføres, henvises til flere forskellige sådanne, bl.a. »[o]vervågning af skattepolitikken i medlemsstaterne og […] af medlemsstaternes skattelovgivning og deres gennemførelse af EU-bestemmelserne«, »[v]urdering af nationale direkte skatter fra et statsstøtteperspektiv«, »[o]vervågning af momslovgivningen i medlemsstaterne« og »[v]urdering af nationale indirekte skatter fra et statsstøtteperspektiv«. Uden at udelukke, at det kan vise sig nødvendigt at beherske et bestemt sprog, tyder denne mangfoldighed af arbejdsopgaver snarere på, at det ville være fordelagtigt for tjenestens funktion at ansætte tjenestemænd med varierede sprogprofiler, eftersom disse ville kunne undersøge medlemsstaternes skattepolitik og ‑lovgivning på disse officielle sprog.

83      Uanset denne konstatering skal det efterprøves, om det ud fra de tre dokumenter, som Kommissionen har fremlagt under retsforhandlingerne som bilag til svarskriftet, kan fastslås, hvilke sprogkundskaber Kommissionen under hensyn til de ledige stillingers særlige karakter objektivt kunne kræve ved ansættelsen af »politiske medarbejdere« i Direktoratet for direkte eller indirekte skatter under Generaldirektoratet for Beskatning og Toldunion eller »sagsbehandlere« i en af enhederne med ansvar for skattemæssig statsstøtte i Generaldirektoratet for Konkurrence, som kunne udføre arbejdet umiddelbart.

84      Hvad dette angår kan de af Kommissionen fremlagte dokumenter ud fra en samlet betragtning anses for at vise, at engelsk og fransk formentlig er de to sprog, hvortil der er det mest udbredte kendskab i de generaldirektorater, hvori de ansøgere, som godkendes inden for rammerne af udvælgelsesprøven, vil kunne ansættes.

85      Denne konstatering er imidlertid ikke i sig selv tilstrækkelig til at fastslå, hvilke sprogkundskaber der objektivt kunne kræves med henblik på de særlige opgaver, som de ansatte personer ville skulle varetage. Det skal nemlig prøves, om kendskab til kun et af de nævnte to sprog som andet sprog under hensyn til de ledige stillingers særlige karakter faktisk gør det muligt for en nyansat tjenestemand at »udføre arbejdet umiddelbart«, og i givet fald efterprøves, om forpligtelsen til at aflægge alle prøverne på assessmentcentret på det andet sprog kunne opfylde et sådant behov.

86      Hvad de ledige stillingers særlige karakter angår fremgår det af en detaljeret gennemgang af de af Kommissionen fremlagte dokumenter, at det med hensyn til den daglige varetagelse af de opgaver, som de ansøgere, der har bestået udvælgelsesprøven, vil skulle løse, kun kan anses for nødvendigt for, at en bestået ansøger kan »udføre arbejdet umiddelbart«, at vedkommende har et tilfredsstillende kendskab til et af de to sprog, nærmere bestemt engelsk.

87      Det fremgår nemlig af stillingsbeskrivelsen i de 34 meddelelser om ledige stillinger, som blev offentliggjort i de berørte generaldirektorater i perioden fra den 1. januar 2016 til den 9. januar 2020, og som findes i bilag B.3 til svarskriftet, at skønt kendskab til engelsk er uomgængeligt nødvendigt, angives det samme krav ikke med et lignende ordvalg for så vidt angår fransk, i modsætning til hvad Kommissionen har hævdet.

88      Det kan således bemærkes, at det angives i stillingsbeskrivelsen i flere meddelelser om ledige stillinger, at »enhedens arbejdssprog (hovedsagelig) er engelsk og (i mindre udstrækning) fransk«. På samme måde angives det i en meddelelse om ledige stillinger, at »beherskelse af engelsk er nødvendig«, og at et »grundlæggende kendskab til fransk« kun er »ønskeligt«. Desuden fremgår det af mange andre meddelelser om ledige stillinger, at teamets arbejdssprog ganske vist er engelsk, men at et tilfredsstillende kendskab til andre sprog, såsom tysk, spansk, italiensk, polsk eller andre officielle sprog udgør en fordel.

89      Selv om det forhold, at kendskab til fransk er udbredt i de berørte generaldirektorater, ikke udelukker, at en bestået ansøger, som kun har et tilfredsstillende kendskab til fransk, vil kunne udføre arbejdet på sigt, kan en sådan bestået ansøger under hensyn til de ledige stillingers særlige karakter dog ikke anses for at »kunne udføre arbejdet umiddelbart«, således som det kræves i meddelelsen om udvælgelsesprøven.

90      Forelagt et spørgsmål vedrørende dette punkt i retsmødet kunne Kommissionen ikke angive en stilling, hvortil en bestået ansøger med kun tilfredsstillende kendskab til fransk som andet sprog kunne være blevet udnævnt og anset for at »kunne udføre arbejdet umiddelbart«.

91      Under alle omstændigheder skal det fremhæves, at den omtvistede begrænsning ifølge ordlyden af meddelelsen om udvælgelsesprøven er af afgørende betydning, eftersom »de fleste af Kommissionens afdelinger i Generaldirektoratet for Beskatning og Toldunion [anvender] engelsk eller fransk til analysearbejde, intern kommunikation og kommunikation med eksterne interessenter, publikationer og rapporter, lovgivning eller økonomiske dokumenter som nævnt under »Hvilke opgaver forventes udført?« og i bilag I«. Det er på grundlag af dette ordvalg, at det konkluderes i meddelelsen om udvælgelsesprøven, at en bestået ansøger, som ikke har tilfredsstillende kendskab til engelsk eller fransk, ikke vil kunne udføre arbejdet umiddelbart.

92      Heraf følger, at det formål at ansætte tjenestemænd, som vil »kunne udføre arbejdet umiddelbart«, i det væsentlige skal forstås i relation til de områdespecifikke kompetencer snarere end i relation til de generelle kompetencer.

93      Det skal bemærkes, at de fire prøver på assessmentcentret skulle aflægges på det andet sprog, skønt dette ikke forekommer strengt nødvendigt for at opfylde det formål at ansætte tjenestemænd, som vil »kunne udføre arbejdet umiddelbart«, og at de tre prøver, der kun havde til formål at teste de generelle kompetencer, ligeledes skulle aflægges på det nævnte andet sprog.

94      På baggrund af det ovenstående skal det første anbringende vedrørende en ulovlighedsindsigelse mod meddelelsen om udvælgelsesprøven, for så vidt som denne fastsætter den omtvistede begrænsning, tages til følge. Den anfægtede afgørelse må derfor annulleres, idet det er ufornødent at prøve de øvrige anbringender.

 Sagsomkostninger

95      Ifølge artikel 134, stk. 1, i Rettens procesreglement pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. Da Kommissionen har tabt sagen, bør det pålægges den at betale sagsomkostningerne i overensstemmelse med sagsøgerens påstand.

På grundlag af disse præmisser,

udtaler og bestemmer

RETTEN (Ottende Udvidede Afdeling):

1)      Afgørelsen af 10. december 2019, hvorved udvælgelseskomitéen for udvælgelsesprøve EPSO/AD/363/18 efter fornyet vurdering afslog at opføre MZ’ navn på reservelisten med henblik på ansættelse af administratorer i lønklasse AD 7 inden for beskatningsområdet, annulleres.

2)      Europa-Kommissionen betaler sagsomkostningerne.

Svenningsen

Barents

Mac Eochaidh

Pynnä

 

      Laitenberger

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 6. juli 2022.

Underskrifter


*      Processprog: italiensk.