Language of document :

Domstolens dom (Fjerde Afdeling) af 19. november 2009 - Don Bosco Onroerend Goed BV mod Staatssecretaris van Financiën (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Hoge Raad der Nederlanden, Nederlandene)

(Sag C-461/08) 1

(Sjette momsdirektiv - fortolkning af artikel 13, punkt B, litra g), og artikel 4, stk. 3, litra a) - levering af en grund med en delvist nedrevet bygning, som skal erstattes af en nyopført bygning - momsfritagelse)

Processprog: nederlandsk

Den forelæggende ret

Hoge Raad der Nederlanden

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Don Bosco Onroerend Goed BV

Sagsøgt: Staatssecretaris van Financiën

Sagens genstand

Anmodning om præjudiciel afgørelse - Hoge Raad der Nederlanden - fortolkning af artikel 4, stk. 3, litra a), sammenholdt med artikel 13, punkt B, litra g), i Rådets sjette direktiv 77/388/EØF af 17. maj 1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter - Det fælles merværdiafgiftssystem: ensartet beregningsgrundlag (EFT L 145, s. 1) - afgiftspligt for levering af en bygning eller en del af en bygning med tilhørende jord, som finder sted før første indflytning - levering af en bygning, der er delvist nedrevet med henblik på opførelse af en ny bygning

Konklusion

Artikel 13, punkt B, litra g), i Rådets sjette direktiv 77/388/EØF af 17. maj 1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter - Det fælles merværdiafgiftssystem: ensartet beregningsgrundlag, sammenholdt med dette direktivs artikel 4, stk. 3, litra a), skal fortolkes således, at levering af en grund, hvor der endnu står en gammel bygning, som skal rives ned, for at der i dens sted kan opføres en ny bebyggelse, og hvis nedrivning med henblik herpå, som sælgeren har påtaget sig at udføre, allerede er påbegyndt før nævnte levering, ikke er omfattet af fritagelsen for merværdiafgift i henhold til den førstnævnte af disse bestemmelser. I henseende til merværdiafgiften udgør en sådan levering og en sådan nedrivning én enkelt transaktion, der som helhed betragtet har levering af en ubebygget grund, og ikke af den eksisterende bygning med tilhørende jord som genstand, uafhængigt af, hvor langt arbejdet med nedrivningen af den gamle bygning er fremskredet på tidspunktet for den faktiske levering af grunden.

____________

1 - EUT C 69 af 21.3.2009.