Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Bundesfinanzgericht (Østrig) den 3. november 2020 – XO mod Finanzamt Waldviertel
(Sag C-574/20)
Processprog: tysk
Den forelæggende ret
Bundesfinanzgericht
Parter i hovedsagen
Sagsøger: XO
Sagsøgt myndighed: Finanzamt Waldviertel
Præjudicielle spørgsmål
Det første spørgsmål, som vedrører gyldigheden af den afledte ret:
Er artikel 4 og 7 i forordning (EF) nr. 883/2004 1 , som ændret ved forordning (EU) nr. 465/2012 2 (herefter »forordning nr. 883/2004«) gyldige?
Det andet spørgsmål:
Skal artikel 7 i forordning nr. 883/2004, navnlig artiklens overskrift »Ophævelse af bopælsbestemmelser«, fortolkes således, at den har forhindret, at de generelle bestemmelser i § 8a i Familienlastenausgleichsgesetz ([lov om støtte til børnefamilier i form af tilskud, herefter ]»FLAG«) af 1967, § 33, stk. 3, nr. 2, Einkommensteuergesetz ([lov om indkomstskat, herefter ]»EStG«) af 1988 og Familienbeihilfe-Kinderabsetzbetrag-EU-Anpassungsverordnung [forordning om regulering af børnetilskud og børnefradrag vedrørende børn, som opholder sig fast i en anden EU-medlemsstat, en kontraherende part i EØS eller Schweiz], som regulerer indeksreguleringen af familieydelser på grundlag af købekraften i bopælsstaten, er blevet vedtaget retsgyldigt, for så vidt som disse indebærer en nedsættelse af børnetilskuddet i visse medlemsstater?
Det tredje spørgsmål:
Skal forbuddet mod nedsættelse af kontantydelser i artikel 7 i forordning nr. 883/2004, navnlig formuleringen »må kontantydelser [...] ikke nedsættes, ændres, stilles i bero, inddrages eller beslaglægges«, fortolkes således, at den nævnte bestemmelse ikke har forhindret, at bestemmelserne i § 8a i Familienlastenausgleichsgesetz (FLAG) af 1967 og § 33, stk. 3, nr. 2, i Einkommensteuergesetz (EStG) af 1988, som regulerer indeksreguleringen af familieydelser på grundlag af købekraften i bopælsstaten, er blevet vedtaget retsgyldigt, for så vidt som de omhandlede familieydelser skal forhøjes?
Det fjerde og det femte spørgsmål, der vedrører det responsum, som dannede grundlag for lovændringen:
Fjerde spørgsmål:
Skal artikel 7 og 67 i forordning nr. 883/2004 fortolkes således og afgrænses indbyrdes på en sådan måde, at artikel 7 vedrører medlemsstaternes parlamenters fastlæggelse af bopælsbestemmelsen som generel abstrakt lovforskrift, hvorimod artikel 67 i det konkrete tilfælde vedrører fastlæggelsen af den individuelle konkrete retsforskrift og er rettet direkte til den institution, som i første omgang har kompetencen ifølge afsnit II i forordning nr. 883/2004?
Det femte spørgsmål:
Skal artikel 67 og artikel 68, stk. 1 og 2, i forordning nr. 883/2004 og artikel 60, stk. 1, i forordning nr. 987/2009 fortolkes således, at de i lighed med deres forgængerbestemmelser artikel 73 og 76 i forordning nr. 1408/71 og artikel 10 i forordning nr. 574/72 skal anvendes sammen og derfor kun kan fortolkes i sammenhæng, og at de tilsammen under overholdelse af princippet om antikumulation forfølger det mål, at personen ikke mister rettigheder, hvilket sikres med den typificering og hierarkisering af de berørte medlemsstater, der er fastsat i artikel 68, stk. 1 og 2, og det udtrykkelige påbud om, at der eventuelt skal udredes et supplement af den medlemsstat, hvis lovgivning finder anvendelse, men ikke har prioritet, hvorfor en isoleret fortolkning af artikel 67 i forordning nr. 883/2004, således som den er foretaget i responsummet, ikke er tilladt?
Det sjette spørgsmål:
Skal begrebet om en forordnings »almengyldighed« og passagen »Den er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat« i artikel 288, stk. 2, TEUF fortolkes således, at de også har forhindret, at de kompetente institutioners individuelle bestemmelser, som er baseret på de bestemmelser, der regulerer indeksreguleringen, er blevet vedtaget retsgyldigt, og at den afgørelse, der er blevet påklaget i hovedsagen, ikke har fået formel retskraft (er blevet endelig)?
Det syvende spørgsmål:
Er FLAG’s § 53, stk. 1, i den oprindelige affattelse af Budgetbegleitgesetz [finansloven] af 29. december 2000, BGBl 1142/2000, FLAG’s § 53, stk. 4, i den oprindelige affattelse af Bundesgesetz, mit dem das Familienlastenausgleichsgesetz 1967, das Einkommensteuergesetz 1988 und das Entwicklungshelfergesetz geändert werden, af 4. december 2018 [forbundsloven af 4.12.2018, hvorved Familienlastenausgleichsgesetz af 1967, Einkommensteuergesetz af 1988 og Entwicklungshelfergesetz [lov om ulandsarbejdere] ændres, herefter »forbundsloven af 4. december 2018«], BGBl I 83/2018, i strid med forbuddet mod gennemførelse af forordninger som omhandlet i artikel 288, stk. 2, TEUF?
Det ottende til det tolvte spørgsmål, som skal behandles under ét:
Det ottende spørgsmål:
Skal kravet om ligestilling med en medlemsstats egne statsborgere i henhold til artikel 4 i forordning nr. 883/2004 henholdsvis det bagvedliggende forbud mod forskelsbehandling i artikel 45, stk. 2, TEUF fortolkes således, at dette krav kun opfyldes, når den vandrende arbejdstager ligestilles med en indenlandsk statsborger, der befinder sig i en tilsvarende national situation, og som derfor får forhåndsmeddelelse om børnetilskud i henhold til FLAG’s § 12, sammenholdt med §§ 2 og 8, og løbende får forudbetalt børnetilskuddet hver måned, eller er kravet om ligestilling med egne statsborgere opfyldt, når den vandrende arbejdstager ligestilles med en indenlandsk statsborger, der ligeledes befinder sig i en mellemstatslig situation i henhold til FLAG’s § 4, men i det andet tilfælde til forskel herfra først får udbetalt børnetilskuddet for det pågældende kalenderår årligt efter kalenderårets udløb i henhold til FLAG’s § 4, stk. 4?
Det niende spørgsmål:
Skal den suspension af retten til familieydelser, der skal udbetales i henhold til en eller flere andre modstridende lovgivninger, op til det beløb, der er fastsat i den prioriterede lovgivning, som er foreskrevet i artikel 68, stk. 2, andet punktum, i forordning nr. 883/2004, fortolkes således, at den er til hinder for en medlemsstats antikumulationsregel som FLAG’s § 4, stk. 1-3, som i en sag som den i hovedsagen foreliggende giver Østrig som primært kompetent medlemsstat ret til at nedsætte børnetilskuddet med rettigheder til »en tilsvarende udenlandsk ydelse« i den anden medlemsstat, fordi den EU-retlige bestemmelse fra starten har forhindret antikumulationen og antikumulationsreglen i FLAG’s § 4, stk. 1-3, følgelig er irrelevant?
Det tiende spørgsmål:
Skal den suspension af retten til familieydelser, der skal udbetales i henhold til en eller flere andre modstridende lovgivninger, op til det beløb, der er fastsat i den prioriterede lovgivning, som er foreskrevet i artikel 68, stk. 2, andet punktum, i forordning nr. 883/2004, fortolkes således, at den medlemsstat, hvis lovgivning finder anvendelse, men ikke har prioritet, og som på grundlag af den EU-retlige bestemmelse skal suspendere familieydelserne i henhold til sin egen lovgivning, er forpligtet til at give afslag på en ansøgning fra en vandrende arbejdstager eller et familiemedlem eller fra en anden person med rettigheder i henhold til medlemsstatens nationale lovgivning og ikke udbetale familieydelsen op til beløbet i henhold til den lovgivning, der finder prioriteret anvendelse, selv om en ren national betragtning – eventuelt på et andet retsgrundlag – ville tillade, at en sådan ydelse bevilges?
Det ellevte spørgsmål:
Såfremt det tiende spørgsmål besvares bekræftende, er spørgsmålet, om den medlemsstat, hvis lovgivning finder anvendelse, men ikke har prioritet, og som på grundlag af den EU-retlige bestemmelse skal suspendere familieydelserne i henhold til sin egen lovgivning, men ikke er forpligtet til at udrede et forskelsbetinget supplement for den del af ydelserne, der overstiger dette beløb, da en sådan forskel ikke foreligger, skal afvise en ansøgning med den begrundelse, at suspensionen i henhold til artikel 68, stk. 2, andet punktum, i forordning nr. 88[3]/2004 er til hinder for at imødekomme krav om børnetilskud?
Det tolvte spørgsmål:
Skal artikel 68, stk. 1 og 2, i forordning nr. 883/2004 fortolkes således, at punkt 6 og 7 på blanket E411 fra Den Administrative Kommission for Vandrende Arbejdstageres Sociale Sikring, hvilke punkter skal udfyldes af den medlemsstat, hvis lovgivning finder anvendelse, men ikke har prioritet, i en situation som den i hovedsagen foreliggende ikke længere opfylder informationsbehovet hos den medlemsstat, hvis lovgivning finder prioriteret anvendelse, eftersom den primært kompetente medlemsstat har brug for de i det tiende og det ellevte spørgsmål omhandlede oplysninger fra den anden medlemsstat om, at sidstnævnte foretager suspensionen i henhold til artikel 68, stk. 2, andet punktum, i forordning nr. 883/2004, hvorved det bliver ufornødent at tage stilling til retsstillingen i medlemsstaten, herunder indkomstgrænser?
Det trettende spørgsmål:
Skal pligten til at revidere lovgivning, som er udviklet af EU-Domstolen i dens faste praksis på grundlag af loyalitetsprincippet i artikel 4, skt. 3, første afsnit, TEU, fortolkes således, at den også kan varetages af Verfassungsgerichtshof [forfatningsdomstol] efter en anmodning fra den forelæggende ret?
Det fjortende spørgsmål:
Skal artikel 267, stk. 1, litra b), TEUF vedrørende spørgsmålet om den afledte rets gyldighed, som det også er obligatorisk for en forelæggende ret, som ikke er sidste instans, at forelægge, og den forelæggende rets forpligtelse i forbindelse med gyldighedsspørgsmålet til at sikre, at den gældende EU-ret finder anvendelse, ved at træffe en foreløbig afgørelse i form af en kendelse, hvorved der ikke er givet tilladelse til revisionsanke på grund af EU-rettens forrang, fortolkes således, at [EU-retten] er til hinder for en medlemsstats nationale bestemmelser såsom artikel 133, stk. 4 og 9, i [Bundes-Verfassungsgesetz (forbundsforfatningsloven, B-VG)] sammenholdt med § 25a, stk. 1-3, og § 30a, stk. 7, i [Verwaltungsgerichtsgesetz (lov om forvaltningsdomstolen, VwGG)], som giver parterne i den tilgrundliggende administrative procedure ret til en national domstolsprøvelse af kendelsen ved Verwaltungsgerichtshof [appeldomstol i forvaltningsretlige sager, Østrig] i form af en ekstraordinær revisionsanke?
____________
1 Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 af 29.4.2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger (EUT 2004, L 166, s. 1, berigtiget i EUT 2004, L 200, s. 1).
2 Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 465/2012 af 22. maj 2012 om ændring af forordning (EF) nr. 883/2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger og forordning (EF) nr. 987/2009 om de nærmere regler til gennemførelse af forordning (EF) nr. 883/2004 (EUT 2012, L 149, s. 4).