Language of document :

Sag anlagt den 4. november 2023 – Pilatus Bank mod ECB

(Sag T-1056/23)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Pilatus Bank plc (Ta’Xbiex, Malta) (ved advokat O. Behrends)

Sagsøgt: Den Europæiske Centralbank (ECB)

Sagsøgerens påstande

–    Det fastslås, at ECB er ansvarlig for det tab, som sagsøgeren har lidt som følge af, at ECB ikke efterkom sine forpligtelser med hensyn til sagsøgerens repræsentation og ret til forsvar samt som følge af tilbagekaldelsen af dennes licens ved ECB’s afgørelse af 2. november 2018, som blev offentliggjort og meddelt ved e-mail den 5. november 2018.

–    Det fastslås, at ECB har pligt til at erstatte skaden in natura.

–    Det fastslås, at ECB skal betale økonomisk kompensation.

–    Den økonomiske skade fastlægges, når sagsøgerens effektive repræsentation er blevet genoprettet, og efter at sagsøgeren har haft lejlighed til at indgive indlæg herom.

–    Sagsøgte tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat tre anbringender.

1.    Det første anbringende om, at sagsøgtes adfærd på tilstrækkeligt alvorlig vis tilsidesatte retsregler, som havde til formål at tillægge sagsøgeren rettigheder, og at sagsøgeren som en direkte følge af denne adfærd led et tab. ECB’s adfærd i denne henseende består i (1) manglende accept af sagsøgerens direktion og af den advokat, som direktionen udpegede, som sagsøgerens repræsentanter over for ECB, og undladelsen af at støtte en effektiv repræsentation (2) den ulovlige behandling af den såkaldte »Kompetente person« som sagsøgerens eneste repræsentant (3) ECB’s pålæggelse af et krav om, at enhver repræsentation skulle ske ved enten den kompetente person eller være ledsaget af den kompetente persons udtrykkelige godkendelse (4) den manglende iagttagelse af ECB’s eget angivelige synspunkt på sagsøgerens repræsentant ved inkonsekvente handlinger bag kulisserne (5) undladelse af at handle gennemsigtigt og dokumentere sin egen adfærd (6) undladelse af at indføre beskyttelsesforanstaltninger eller foranstaltninger med hensyn til at afbøde konsekvenserne af ECB’s adfærd (7) ECB’s adfærd i forbindelse med den de facto fjernelse af enhver potentiel tilbageblivende repræsentant for sagsøgerens umiddelbart inden licensen blev tilbagekaldt og inden den maltesiske appeldomstol forkastede ECB’s fejlagtige synspunkt vedrørende sagsøgerens repræsentation (8) at ECB, efter at have ændret synspunkt den 20. december 2018, undlod at afhjælpe eller afbøde konsekvenserne af dens tidligere fejlagtige adfærd og navnlig dens insisteren på en angivelig tavshedspligt, som forhindrede den kompetente person i at fremsende information til sagsøgerens retmæssige repræsentanter.

2.    Det andet anbringende om, at sagsøgeren har lidt et betydeligt tab som følge af ECB’s adfærd, men opgørelsen af dette tab er ikke mulig, før sagsøgerens effektive repræsentation er blevet genoprettet.

3.    Det tredje anbringende om, at ECB har forvoldt og fortsat forvolder betydelige tab, og at ECB er i stand til at kompensere herfor både økonomisk og in natura.

____________