Sag T-489/10
Islamic Republic of Iran Shipping Lines m.fl.
mod
Rådet for Den Europæiske Union
»Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – restriktive foranstaltninger over for Iran med det formål at forhindre nuklear spredning – indefrysning af midler – begrundelsespligt – urigtigt skøn«
Sammendrag – Rettens dom (Fjerde Afdeling) af 16. september 2013
1. Institutionernes retsakter – begrundelse – forpligtelse – rækkevidde – restriktive foranstaltninger over for Iran – indefrysning af midler, der tilhører personer, enheder eller organer, som medvirker til eller støtter den nukleare spredning – grænser – Unionens og medlemsstaternes sikkerhed eller opfyldelsen af deres internationale forpligtelser – forpligtelse til at meddele den berørte part begrundelsen samtidigt med den bebyrdende retsakt – afhjælpning af begrundelsesmangel under retssagen – ikke tilladt
(Art. 296, stk. 2, TEUF; Rådets afgørelse 2010/413/FUSP, art. 24, stk. 3; Rådets forordning nr. 423/2007, art. 15, stk. 3, nr. 961/2010, art. 36, stk. 3, og nr. 267/2012, art. 46, stk. 3)
2. Institutionernes retsakter – begrundelse – forpligtelse – rækkevidde – restriktive foranstaltninger over for Iran – indefrysning af midler, der tilhører personer, enheder eller organer, som medvirker til eller støtter den nukleare spredning – restriktive foranstaltninger baseret på alternative kriterier – afgørelse, der indgår i en sammenhæng, som er den pågældende bekendt, og som gør det muligt for vedkommende at forstå, hvilke konsekvenser den trufne foranstaltning har for denne – tilladt at meddele en begrundelse, der er baseret på oplysninger, som andre organer eller institutioner har afgivet
(Art. 296, stk. 2, TEUF; Rådets afgørelse 2010/413/FUSP, art. 24, stk. 3; Rådets forordning nr. 423/2007, art. 15, stk. 3, nr. 961/2010, art. 36, stk. 3, og nr. 267/2012, art. 46, stk. 3)
3. Den Europæiske Union – domstolskontrol med lovligheden af institutionernes retsakter – restriktive foranstaltninger over for Iran – foranstaltninger, der træffes inden for rammerne af bekæmpelsen af nuklear spredning – kontrollens rækkevidde
4. Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – restriktive foranstaltninger over for Iran – indefrysning af midler, der tilhører personer, enheder eller organer, som medvirker til eller støtter den nukleare spredning – adfærd, der svarer til en støtte til en sådan spredning – foreligger ikke – risiko for en støtte til den nukleare spredning i fremtiden – ikke tilstrækkelig til at begrunde en foranstaltning om indefrysning af midler
[Rådets afgørelse 2010/413/FUSP, art. 20, stk. 1, litra b); Rådets forordning nr. 423/2007, art. 7, stk. 2, nr. 961/2010, art. 16, stk. 2, litra a), og nr. 267/2012, art. 23, stk. 2, litra a)]
5. Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – restriktive foranstaltninger over for Iran – indefrysning af midler, der tilhører personer, enheder eller organer, som medvirker til eller støtter den nukleare spredning – forpligtelse til at udstrække denne foranstaltning til de enheder, der ejes eller kontrolleres af en sådan enhed
6. Annullationssøgsmål – dom om annullation – virkninger – Domstolens begrænsning heraf – restriktive foranstaltninger over for Iran – delvis annullation på to forskellige tidspunkter af to retsakter, som indeholder identiske restriktive foranstaltninger – risiko for alvorlig skade for retssikkerheden – opretholdelse af den første af disse retsakters virkninger, indtil annullationen af den anden retsakt får virkning
(Art. 264, stk. 2, TEUF og art. 280 TEUF; statutten for Domstolen, art. 60, stk. 2; Rådets afgørelse 2010/413/FUSP; Rådets forordning nr. 267/2012)
7. Annullationssøgsmål – dom om annullation – virkninger – delvis annullation af en forordning og en afgørelse om vedtagelse af restriktive foranstaltninger over for Iran – annullationen af forordningen får virkning fra udløbet af appelfristen eller fra forkastelsen eller afvisningen af appellen – anvendelse af denne frist med henblik på fastlæggelse af det tidspunkt, hvor annullationen af afgørelsen får virkning
(Art. 264, stk. 2, TEUF og art. 280 TEUF; statutten for Domstolen, art. 60, stk. 2; Rådets afgørelse 2010/413/FUSP; Rådets forordning nr. 267/2012)
1. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 28, 29 og 31)
2. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 30, 33, 35, 37 og 39)
3. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 42)
4. Den formulering, som EU-lovgiver har anvendt i artikel 20, stk. 1, litra b), i afgørelse 2010/413 om restriktive foranstaltninger over for Iran og om ophævelse af fælles holdning 2007/140, artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 423/2007 om restriktive foranstaltninger over for Iran, artikel 16, stk. 2, litra a), i forordning nr. 961/2010 om restriktive foranstaltninger over for Iran og om ophævelse af forordning nr. 423/2007 og artikel 23, stk. 2, litra a), i forordning nr. 267/2012 om restriktive foranstaltninger over for Iran og om ophævelse af forordning nr. 961/2010, indebærer, at vedtagelse af restriktive foranstaltninger over for en person eller en enhed under henvisning til den støtte, som den pågældende har ydet til nuklear spredning, forudsætter, at denne faktisk har udvist en adfærd, der opfylder dette kriterium. Derimod er den blotte risiko for, at den omhandlede person eller enhed i fremtiden vil yde støtte til nuklear spredning, ikke tilstrækkelig. I øvrigt kan vedtagelse og opretholdelse af restriktive foranstaltninger ikke gyldigt støttes på en formodning, som ikke er fastsat i den gældende lovgivning, og som ikke er i overensstemmelse med denne lovgivnings formål. Såfremt Rådet finder, at den gældende lovgivning ikke tillader det at gribe tilstrækkeligt effektivt ind med henblik på at bekæmpe nuklear spredning, er det i den anledning Rådet tilladt i dets rolle som lovgiver at tilpasse denne lovgivning med forbehold af den legalitetskontrol, der udøves af Unionens retsinstanser, for at udvide de tilfælde, hvor restriktive foranstaltninger kan vedtages.
Derimod kan ønsket om at sikre den størst mulige forebyggende virkning af de restriktive foranstaltninger ikke føre til en fortolkning af den gældende lovgivning, som er i modstrid med dennes klare ordlyd. Om end det forekommer begrundet at antage, at det forhold, at en enhed har været involveret i tilfælde vedrørende transport af militært materiel under overtrædelse af det forbud, der er fastsat i en resolution fra De Forenede Nationers Sikkerhedsråd, forøger risikoen for, at selskabet ligeledes er involveret i tilfælde vedrørende transport af materiel, der er knyttet til nuklear spredning, kan denne omstændighed som følge heraf ikke på den gældende lovgivnings nuværende udviklingstrin begrunde vedtagelsen og opretholdelsen af restriktive foranstaltninger over for selskabet.
(jf. præmis 48, 57, 59, 62 og 64-66)
5. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 75)
6. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 81 og 83)
7. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 82)