Language of document :

Appel iværksat den 4. december 2020 af Hermann Albers eK til prøvelse af dom afsagt af Retten (Femte Afdeling) den 5. oktober 2020 i sag T-597/18, Hermann Albers mod Europa-Kommissionen

(Sag C-656/20 P)

Processprog: tysk

Parter

Appellant: Hermann Albers eK (ved Rechtsanwalt S. Roling)

De andre parter i appelsagen: Europa-Kommissionen, Bundesrepublik Deutschland og Land Niedersachsen

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Rettens dom af 5. oktober 2020, Hermann Albers mod Kommissionen (T-597/18, EU:T:2020:467), ophæves delvist for så vidt angår domskonklusionens punkt 1 og 2.

Der gives fuldt ud medhold i de i første instans nedlagte påstande om annullation af Europa-Kommissionens afgørelse af 12. juli 2018, C(2018) 4385 final 1 og om, at Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Anbringender og væsentligste argumenter

Appellanten har gjort gældende, at Retten har misforstået betydningen af artikel 107 TEUF og 108 TEUF med hensyn til § 7a i Niedersächsischen Nahverkehrsgesetzes (den niedersachsiske lov om lokal personbefordring, herefter »NNVG«). NNVG’s § 7a udgør i modsætning til Rettens opfattelse ny støtte, der skal anmeldes.

Hvad angår artikel 107 TEUF er der ikke blot tale om en national forskydning af finansielle midler, da den ansvarlige enhed i sin dobbeltrolle som ejer af offentlige transportvirksomheder drager direkte fordel af tildelingen af midler og anvender disse selektivt gennem direkte tildelinger til ugunst for den private sektor. Den ansvarlige enhed kontrollerer således de offentlige transportvirksomheder på samme måde »som egne tjenestegrene«. Tildelingen af midler til den ansvarlige enhed er uadskilleligt forbundet med en fordel, eftersom anvendelsen af midlerne til kommunale virksomheders økonomiske aktiviteter på dette tidspunkt ofte allerede ligger fast. Dette fordrejer konkurrencen og påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne.

Desuden foreligger der som følge af støttekarakteren af NNVG’s § 7a, men også uafhængigt heraf, en tilsidesættelse af artikel 108, stk. 3, TEUF, da Forbundsrepublikken Tyskland ikke har anmeldt NNVG’s § 7a til Europa-Kommissionen.

____________

1     Europa-Kommissionens afgørelse om ikke at gøre indsigelse med de af Land Niedersachsen i medfør af § 7a i Niedersächsischen Nahverkehrsgesetz iværksatte foranstaltninger (Sag SA.46538 [2017/NN]) (EUT 2018, C 292, s. 1).