DOMSTOLENS DOM (Store Afdeling)
9. april 2024 (*)
»Annullationssøgsmål – afgørelse (EU) 2021/1117 – gennemførelsesprotokollen til fiskeripartnerskabsaftalen mellem Den Gabonesiske Republik og Det Europæiske Fællesskab (2021-2026) – undertegnelse på Unionens vegne – den institution, der har kompetence til at udpege den person, der er beføjet til at undertegne – artikel 13, stk. 2, TEU – hver EU-institutions overholdelse af grænserne for de beføjelser, den er tildelt – loyalt samarbejde mellem EU-institutionerne – artikel 16, stk. 1 og 6, TEU – Rådet for Den Europæiske Unions politikformulerende beføjelse og beføjelse til at fastlægge Unionens optræden udadtil – artikel 17, stk. 1, TEU – Europa-Kommissionens beføjelse til at varetage Unionens repræsentation udadtil – artikel 218 TEUF«
I sag C-551/21,
angående et annullationssøgsmål i henhold til artikel 263 TEUF, anlagt den 7. september 2021,
Europa-Kommissionen først ved A. Bouquet, B. Hofstötter, T. Ramopoulos og A. Stobiecka-Kuik, derefter ved A. Bouquet, M. Bruti Liberati, B. Hofstötter og A. Stobiecka-Kuik, som befuldmægtigede,
sagsøger,
støttet af:
Den Europæiske Unions højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik ved L. Havas, F. Hoffmeister og S. Marquardt, som befuldmægtigede,
intervenient
mod
Rådet for Den Europæiske Union ved A. Antoniadis, B. Driessen og F. Naert, som befuldmægtigede,
sagsøgt,
støttet af:
Den Tjekkiske Republik først ved K. Najmanová, M. Smolek, O. Šváb og J. Vláčil, derefter ved K. Najmanová, H. Pešková, M. Smolek, O. Šváb og J. Vláčil, som befuldmægtigede,
Den Franske Republik først ved J.-L. Carré, A.-L. Desjonquères og B. Herbaut, derefter ved A.-L. Desjonquères, B. Herbaut og B. Travard, som befuldmægtigede,
Ungarn ved M.Z. Fehér og K. Szíjjártó, som befuldmægtigede,
Kongeriget Nederlandene først ved M.K. Bulterman og J. Langer, derefter ved M.K. Bulterman, J.M. Hoogveld og J. Langer, som befuldmægtigede,
Den Portugisiske Republik ved P. Barros da Costa, A. Pimenta og J. Ramos, som befuldmægtigede,
intervenienter,
har
DOMSTOLEN (Store Afdeling),
sammensat af præsidenten, K. Lenaerts, vicepræsidenten, L. Bay Larsen, afdelingsformændene A. Arabadjiev, C. Lycourgos (refererende dommer), N. Piçarra og O. Spineanu-Matei samt dommerne M. Ilešič, P.G. Xuereb, A. Kumin, N. Jääskinen, N. Wahl, I. Ziemele og J. Passer,
generaladvokat: J. Kokott,
justitssekretær: fuldmægtig M. Longar,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 8. marts 2023,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 13. juli 2023,
afsagt følgende
Dom
1 Europa-Kommissionen har i stævningen nedlagt påstand om annullation af artikel 2 i Rådets afgørelse (EU) 2021/1117 af 28. juni 2021 om undertegnelse på Unionens vegne og om den midlertidige anvendelse af gennemførelsesprotokollen til fiskeripartnerskabsaftalen mellem Den Gabonesiske Republik og Det Europæiske Fællesskab (2021-2026) (EUT 2021, L 242, s. 3) og af Rådet for Den Europæiske Unions udpegelse via dets formand af den faste repræsentant for Den Portugisiske Republik ved Den Europæiske Union som den person, der er beføjet til at undertegne denne protokol.
Retsforskrifter
Folkeretten
2 Artikel 2, stk. 1, i Wienerkonventionen om traktatretten af 23. maj 1969 (United Nations Treaty Series, bind 1155, s. 331, herefter »Wienerkonventionen«) bestemmer:
»I denne konvention betyder
[...]
c) »fuldmagt«: et dokument, som hidrører fra den kompetente statsmyndighed, og som udpeger en eller flere personer til at repræsentere staten med henblik på at forhandle om, vedtage eller bekræfte en traktattekst, til at give udtryk for statens samtykke til at være bundet af en traktat eller til at udføre en hvilken som helst anden akt i forbindelse med en traktat;
[...]«
3 Denne konventions artikel 7, stk. 1, har følgende ordlyd:
»En person betragtes som repræsenterende en stat med henblik på at vedtage eller bekræfte en traktattekst eller med henblik på at tilkendegive statens samtykke til at være bundet af en traktat, såfremt:
a) han fremlægger behørig fuldmagt [...]
[...]«
4 Konventionens artikel 18 fastsætter:
»En stat er forpligtet til at afholde sig fra handlinger, der ville berøve traktaten dens formål og hensigt, når:
a) den har undertegnet traktaten eller udvekslet de instrumenter, der udgør traktaten under forbehold af ratifikation, accept eller godkendelse, så længe den ikke klart har tilkendegivet, at det er dens hensigt ikke at blive deltager i traktaten, eller
b) den har udtrykt sit samtykke til at være bundet af traktaten, så længe traktaten ikke er trådt i kraft, forudsat at denne ikrafttræden ikke utilbørligt forsinkes.«
EU-retten
EU-traktaten
5 Artikel 13, stk. 2, TEU har følgende ordlyd:
»Hver institution handler inden for rammerne af de beføjelser, der er tildelt den ved traktaterne, og i overensstemmelse med de procedurer, betingelser og mål, der er fastsat i disse. Institutionerne samarbejder loyalt med hinanden.«
6 Artikel 16 TEU er affattet således:
»1. Rådet udøver sammen med Europa-Parlamentet den lovgivende funktion og budgetfunktionen. Det udøver politikformulerende og koordinerende funktioner på de betingelser, der er fastsat i traktaterne.
[...]
6. Rådet samles i forskellige sammensætninger, [...]
Rådet for Almindelige Anliggender sikrer sammenhæng i de forskellige rådssammensætningers arbejde. [...]
Rådet for Udenrigsanliggender fastlægger Unionens optræden udadtil på grundlag af strategiske retningslinjer fastlagt af Det Europæiske Råd og sikrer sammenhæng i Unionens indsats.
7. En komité af faste repræsentanter for medlemsstaternes regeringer har til opgave at forberede Rådets arbejde.
[...]
9. Formandskabet for rådssammensætningerne bortset fra Rådet for Udenrigsanliggender varetages af medlemsstaternes repræsentanter i Rådet på grundlag af en ordning med ligelig rotation [...]«
7 Artikel 17, stk. 1, TEU fastsætter:
»Kommissionen fremmer Unionens almene interesser og tager passende initiativer med henblik herpå. Den drager omsorg for gennemførelsen af traktaterne og af de foranstaltninger, der vedtages af institutionerne på grundlag heraf. Den fører tilsyn med gennemførelsen af EU-retten under Den Europæiske Unions Domstols kontrol. Den gennemfører budgettet og forvalter programmerne. Den udøver koordinerings-, gennemførelses- og forvaltningsfunktioner på de betingelser, der er fastsat i traktaterne. Bortset fra den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og de øvrige tilfælde, der er nævnt i traktaterne, varetager den Unionens repræsentation udadtil. Den er initiativtager til Unionens årlige og flerårige programmering med henblik på indgåelse af interinstitutionelle aftaler.«
8 Artikel 27, stk. 2, TEU bestemmer:
»[Unionens] højtstående repræsentant [for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik] repræsenterer Unionen i anliggender vedrørende den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. [...]«
EUF-traktaten
9 Artikel 218 TEUF bestemmer:
»1. Med forbehold af de særlige bestemmelser i artikel 207 forhandles og indgås aftaler mellem Unionen og tredjelande eller internationale organisationer efter nedenstående procedure.
2. Rådet godkender indledningen af forhandlinger, vedtager forhandlingsdirektiver, bemyndiger undertegnelse og indgår aftalerne.
3. Kommissionen eller Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, når aftalen udelukkende eller hovedsagelig vedrører den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, forelægger henstillinger for Rådet, som vedtager en afgørelse om bemyndigelse til at indlede forhandlinger og, afhængigt af emnet for den påtænkte aftale, om udpegelse af Unionens forhandler eller chefen for Unionens forhandlingsdelegation.
4. Rådet kan give forhandleren direktiver og udpege et særligt udvalg, som der skal føres samråd med under forhandlingerne.
5. Rådet vedtager på forslag af forhandleren en afgørelse om bemyndigelse til undertegnelse af aftalen samt eventuelt om midlertidig anvendelse heraf inden ikrafttrædelsen.
6. Rådet vedtager på forslag af forhandleren en afgørelse om indgåelse af aftalen.
[...]«
Sagens baggrund
10 Den 22. oktober 2015 vedtog Rådet på forslag af Kommissionen en afgørelse, der bemyndigede denne til på vegne af Den Europæiske Union at føre forhandlinger med Den Gabonesiske Republik med henblik på en fornyelse, for perioden 2021-2026, af gennemførelsesprotokollen til partnerskabsaftalen om bæredygtigt fiskeri mellem Den Europæiske Union og Den Gabonesiske Republik.
11 Efter disse forhandlinger paraferede forhandlerne den nye gennemførelsesprotokol til denne aftale (herefter »protokollen«).
12 Den 19. maj 2021 forelagde Kommissionen Rådet sit forslag til en afgørelse om undertegnelse af protokollen på Den Europæiske Unions vegne og den midlertidige anvendelse af gennemførelsesprotokollen (2021-2026) til fiskeripartnerskabsaftalen mellem Den Gabonesiske Republik og Det Europæiske Fællesskab (COM(2021) 246 final).
13 Afgørelsens artikel 2, således som i Kommissionens forslag hertil, havde følgende ordlyd:
»Rådets Generalsekretariat udarbejder fuldmagtsinstrumentet til undertegnelse af aftalen, med forbehold af senere indgåelse, til den person, der er udpeget af Kommissionen.«
14 Den 28. juni 2021 vedtog Rådet afgørelse (EU) 2021/1117. Denne afgørelse indeholder fire artikler affattet som følger:
»Artikel 1
Der gives herved bemyndigelse til undertegnelse på Unionens vegne af gennemførelsesprotokollen til fiskeripartnerskabsaftalen mellem Den Gabonesiske Republik og Den Europæiske Union (2021-2026) [...] med forbehold af senere indgåelse af protokollen [...].
Artikel 2
Formanden for Rådet bemyndiges herved til at udpege den eller de personer, der er beføjet til at undertegne aftalen på Unionens vegne.
Artikel 3
Protokollen anvendes midlertidigt fra datoen for dens undertegnelse […], indtil afslutningen af de procedurer, som er nødvendige for dens ikrafttræden.
Artikel 4
Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.«
15 Samme dag, den 28. juni 2021, gav formanden for Rådet den faste repræsentant for Den Portugisiske Republik ved Den Europæiske Union bemyndigelse til at undertegne protokollen på Unionens vegne. Den Portugisiske Republik var således den medlemsstat, der varetog det roterende formandskab for Rådet.
16 Den 29. juni 2021 underskrev denne faste repræsentant protokollen på Unionens vegne.
17 Den 30. juni 2021 blev Kommissionen og medlemsstaterne ved dokument ST 10307/21 fra Rådets Generalsekretariat (herefter »dokument ST 10307/21«) underrettet om denne undertegnelse og den midlertidige anvendelse af denne protokol fra den 29. juni 2021.
Parternes påstande og retsforhandlingerne for Domstolen
18 Kommissionen har nedlagt følgende påstande:
– Artikel 2 i afgørelse 2021/1117 annulleres.
– Rådets udpegelse via dets formand af den faste repræsentant for Den Portugisiske Republik ved Den Europæiske Union som den person, der er beføjet til at undertegne protokollen, annulleres.
– Rådet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
19 Rådet har nedlagt følgende påstande:
– Sagen afvises.
– Subsidiært frifindelse.
– Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
– Mere subsidiært, og såfremt Domstolen tager annullationspåstandene til følge, at den i henhold til artikel 264, stk. 2, TEUF angiver, at virkningerne af disse retsakter betragtes som bestående.
20 Ved afgørelse truffet af Domstolens præsident den 26. januar 2022 har Den Tjekkiske Republik, Den Franske Republik, Ungarn, Kongeriget Nederlandene og Den Portugisiske Republik fået tilladelse til at intervenere til støtte for Rådets påstande.
21 Domstolens præsident har ved kendelse afsagt den 3. marts 2022 tilladt Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik (herefter »den højtstående repræsentant«) at indtræde i sagen til støtte for Kommissionens påstande.
22 Endelig bemærkes, at Kommissionen i stævningen har gjort gældende, samtidig med at det fremhæves, at dette ikke genstand for et anbringende til støtte for søgsmålet, at Rådet har begået en retlig fejl, idet det uden yderligere præcisering baserede afgørelse 2021/1117 på artikel 43 TEUF. Ifølge Kommissionen skulle Rådet som retsgrundlag for denne afgørelse have angivet artikel 43, stk. 2, TEUF, for at den godkendelsesprocedure, som finder anvendelse, klart specificeres. Idet Rådet dog anmodede Europa-Parlamentet om godkendelse af indgåelsen af denne protokol, har den begåede fejl ikke haft nogen retlige konsekvenser. Under disse omstændigheder overlader Kommissionen det til Domstolen at afgøre, om denne fejl skal behandles i et obiter dictum.
Om søgsmålet
Om formaliteten
Parternes argumentation
23 Rådet har nedlagt påstand om sagens afvisning.
24 Hvad for det første angår påstanden om annullation af artikel 2 i afgørelse 2021/1117 har Rådet, støttet af den ungarske, den nederlandske og den portugisiske regering, anført, at en EU-retsakt kun kan annulleres delvist, såfremt det element, der kræves annulleret, kan udskilles fra den øvrige del af denne retsakt. Dette krav er ikke opfyldt, når den påståede delvise annullation kan ændre nævnte retsakt, hvilket skal bestemmes objektivt.
25 Artikel 2 i afgørelse 2021/1117 kan ifølge denne institution og disse regeringer imidlertid ikke udskilles fra den øvrige del af denne afgørelse, uden at det materielle indhold ændres. Idet enhver afgørelse fra Rådet om bemyndigelse til undertegnelse af en international aftale nødvendigvis indeholder en bestemmelse, som fastsætter den måde, hvorpå den person, der skal undertegne, vil blive udpeget, skaber fraværet af en sådan bestemmelse, som følger af en annullation af alene artikel 2 i afgørelse 2021/1117, et juridisk tomrum, som virker mod formålet eller hensigten med denne afgørelse, som består i undertegnelsen og den midlertidige anvendelse af protokollen.
26 Hvad for det andet angår påstanden om annullation af Rådets udpegelse – via dets formand – af den faste repræsentant for Den Portugisiske Republik ved Den Europæiske Union som bemyndiget til at undertegne protokollen har Rådet, støttet af den ungarske regering, gjort gældende, at stævningens indhold ikke gør det muligt nøjagtigt at identificere genstanden for denne påstand i strid med kravet om klarhed og præcision, som følger af artikel 21 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol og artikel 120, litra c), i Domstolens procesreglement. Kommissionen nævner således ikke den fuldmagt, der blev givet den 28. juni 2021 af Rådets formand til den faste repræsentant for Den Portugisiske Republik ved Den Europæiske Union, til at undertegne protokollen på vegne af Unionen. Rådet har tilføjet, at dokument ST 10307/21, som Kommissionen har henvist til i stævningen, er af rent oplysende karakter, således at det ingen retsvirkning har og derfor ikke kan være genstand for et annullationssøgsmål.
27 Endelig har Rådet bestridt, at søgsmålet kan antages til realitetsbehandling, for så vidt som dette indirekte anfægter det valgte materielle retsgrundlag for afgørelse 2021/1117. Kommissionen har fremhævet, at den ikke agter at fremføre et anbringende i denne henseende, eftersom denne fejl ikke har haft nogen retlige konsekvenser i den foreliggende sag, samtidig med at det overlades til Domstolen at bedømme, hvorvidt der skal ske afhjælpning herfor ved et obiter dictum. På grund af denne manglende klarhed er der for Rådet en usikkerhed om, hvorvidt der skal indgives et processkrift til imødegåelse heraf. En sådan udformning af stævningen er derfor uforenelig med kravene om retssikkerhed og god retspleje, hvoraf det følger, at stævningen skal være tilstrækkeligt klar og præcis til, at modparten kan tilrettelægge sit forsvar, og til, at Domstolen kan træffe afgørelse.
28 Kommissionen, støttet af den højtstående repræsentant, har nedlagt påstand om, at sagen antages til realitetsbehandling.
Domstolens bemærkninger
29 Det fremgår for det første af Domstolens faste praksis, at en EU-retsakt kun kan annulleres delvist, såfremt de elementer, der kræves annulleret, kan udskilles fra den øvrige retsakt. Dette krav er ikke opfyldt, når en delvis annullation af en retsakt bevirker, at det materielle indhold heraf ændres. Spørgsmålet om, hvorvidt de anfægtede bestemmelser kan udskilles, afhænger af en prøvelse af disse bestemmelsers rækkevidde med henblik på at kunne vurdere, om en annullation af disse vil ændre den anfægtede retsakts ånd eller materielle indhold (dom af 16.7.2015, Kommissionen mod Rådet, C-425/13, EU:C:2015:483, præmis 94, og af 22.11.2022, Kommissionen mod Rådet (Tiltrædelse af Genèveaftalen), C-24/20, EU:C:2022:911, præmis 47).
30 Spørgsmålet om, hvorvidt en delvis annullation ændrer indholdet af den anfægtede retsakt, udgør et objektivt og ikke et subjektivt kriterium, der har sammenhæng med den politiske vilje hos den institution, som har vedtaget denne retsakt (dom af 22.11.2022, Kommissionen mod Rådet (Tiltrædelse af Genèveaftalen), C-24/20, EU:C:2022:911, præmis 48 og den deri nævnte retspraksis).
31 Det må i den foreliggende sag konstateres, og således som det fremgår af selve ordlyden, at de tre første artikler i afgørelse 2021/1117 hver har en forskellig rækkevidde.
32 I denne afgørelses artikel 1 giver Rådet således bemyndigelse til undertegnelse af protokollen, og i afgørelsens artikel 3 bestemmes det, at protokollen anvendes midlertidigt. I nævnte afgørelses artikel 2, som er genstand for nærværende søgsmål, giver Rådet dets formand bemyndigelse til at udpege den eller de personer, der er beføjet til at undertegne aftalen på Unionens vegne.
33 Artikel 1 og 3 i afgørelse 2021/1117 er således udtryk for Rådets beslutning om at godkende indholdet af den af Kommissionen forhandlede protokol og om fastsættelse af dens midlertidige anvendelse, mens afgørelsens artikel 2 fastlægger, hvilken myndighed der har kompetence til at udpege underskriveren af denne protokol. Som generaladvokaten har anført i punkt 34-37 i forslaget til afgørelse, er spørgsmålet om udpegelsen af underskriveren uden betydning for Rådets afgørelse om at godkende protokollens indhold og fastsætte den midlertidige anvendelse heraf. I øvrigt ville såvel udpegelsen af den person, der har fuldmagt til at udpege underskriveren, som denne persons efterfølgende udpegelse af underskriveren selv kunne ske i særskilte retsakter, uden at dette objektivt set bevirker, at indholdet eller ånden af artikel 1 eller artikel 3 i afgørelse 2021/1117 ændres.
34 Hvad angår denne afgørelses artikel 4 begrænser den sig til at fastsætte datoen for ikrafttrædelse heraf.
35 Heraf følger, at artikel 2 i afgørelse 2021/1117 kan udskilles fra den øvrige del af denne afgørelse og særskilt kan være genstand for et annullationssøgsmål.
36 For det andet udgør Rådets udpegelse af den faste repræsentant for Den Portugisiske Republik ved Den Europæiske Union som den person, der er beføjet til at undertegne protokollen, en retsakt vedtaget af Rådet som omhandlet i artikel 263, stk. 1, TEUF, og som derfor i henhold til denne artikels stk. 2 kan være genstand for et søgsmål indbragt af Kommissionen. Følgelig, og i modsætning til det af Rådet, på dette punkt støttet af den ungarske regering, anførte, kan påstanden om annullation af denne udpegelse antages til realitetsbehandling.
37 Denne betragtning ændres ikke af Rådets argument om, at Kommissionen ikke med den grad af klarhed og præcision, som kræves af artikel 21 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol og artikel 120, litra c), i Domstolens procesreglement, har angivet genstanden for denne påstand, idet den ikke i stævningen har henvist til den fuldmagt, der den 28. juni 2021 blev givet af Rådets formand til den faste repræsentant for Den Portugisiske Republik ved Den Europæiske Union. Det er nemlig ikke mellem parterne bestridt, at denne fuldmagt, som ikke er offentliggjort, blev fremsendt af Rådets Generalsekretariat til Den Gabonesiske Republik alene, mens Kommissionen kun, den 30. juni 2021, var adressat for dokument ST 10307/21 om underretning om, at protokollen var blevet undertegnet den foregående dag af den faste repræsentant for Den Portugisiske Republik ved Den Europæiske Union.
38 Selv om en kopi af fuldmagten endelig er blevet meddelt Kommissionen i forbindelse med nærværende sag som bilag til Rådets svarskrift, har Kommissionen i øvrigt i replikken præciseret, at påstanden om annullation af Rådets udpegelse via dets formand af den faste repræsentant for Den Portugisiske Republik ved Den Europæiske Union som den person, der er beføjet til at undertegne protokollen, omfattede denne fuldmagt.
39 Under disse omstændigheder har Kommissionen fuldt ud overholdt kravene om klarhed og præcision, der følger af artikel 21 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol og artikel 120, litra c), i Domstolens procesreglement, ved i stævningen at have angivet, at udpegelsen af den faste repræsentant for Den Portugisiske Republik ved Den Europæiske Union som den person, der er beføjet til at undertegne protokollen, er en integreret del af annullationssøgsmålets genstand, og ved i denne henseende at have henvist til det ene dokument, som var blevet fremsendt til Kommissionen vedrørende dette punkt, samtidig med at den i replikken, som følge af Rådets fremsendelse af fuldmagten, har foretaget den i foregående præcis omhandlede præcisering.
40 Hvad for det tredje angår formalitetsindsigelsen mod søgsmålet, for så vidt som dette søgsmål tager sigte på retsgrundlaget for afgørelse 2021/1117, må denne formalitetsindsigelse forkastes som uvirksom. Således som Kommissionen har fremhævet i stævningen, er dens forslag om, at der i Domstolens dom medtages et obiter dictum vedrørende dette retsgrundlag, ikke omfattet af anbringenderne til støtte for dens søgsmål, idet, således som denne institution i øvrigt har anført i stævningen, den fejl, som den har gjort gældende, ikke har haft nogen retlige konsekvenser i den foreliggende sag.
41 Det følger af det ovenstående, at sagen kan antages til realitetsbehandling.
Om realiteten
42 Til støtte for søgsmålet har Kommissionen fremført to anbringender, der hver især er opdelt i to led. Det første anbringende vedrører tilsidesættelse af artikel 17, stk. 1, TEU, sammenholdt med – under dets første led – artikel 13, stk. 1 og 2, TUE og – under dets andet led – med artikel 4, stk. 3, TEU. Det andet anbringende vedrører under dets første led tilsidesættelse af artikel 296 TEUF og 297 TEUF og under dets andet led tilsidesættelse af artikel 13, stk. 2, TEU.
43 Indledningsvis skal det første anbringendes første led, der vedrører tilsidesættelse af artikel 17, stk. 1, TEU, sammenholdt med artikel 13, stk. 1 og 2, TEU, behandles.
Parternes argumentation
44 Kommissionen har, støttet af den højtstående repræsentant, gjort gældende, at artikel 17, stk. 1, TEU giver den prærogativet til selv og alene at varetage Unionens repræsentation udadtil på de områder, der ikke er omfattet af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP). Dette prærogativ omfatter navnlig undertegnelse af internationale aftaler på Unionens vegne eller udpegelsen af underskriver af sådanne aftaler på dennes vegne. Det er derfor i strid med nævnte prærogativ, at Rådet med de retsakter, der er omhandlet i nærværende sag, har skadet den institutionelle ligevægt, der er fastlagt i traktaterne, og hvis overholdelse er påkrævet i henhold til artikel 13, stk. 1 og 2, TEU.
45 Der skal i denne henseende sondres mellem EU’s interne beslutningsproces – som indebærer, at Rådet bemyndiger undertegnelse af den internationale aftale, som Kommissionen har forhandlet – og selve undertegnelsen af denne aftale. Undertegnelsen henhører under Unionens repræsentation udadtil som omhandlet i artikel 17, stk. 1, sjette punktum, TEU i overensstemmelse med folkeretlig sædvaneret afspejlet i Wienerkonventionen. Det påhviler derfor Kommissionen at udpege den person, der er beføjet til at undertegne nævnte aftale.
46 Denne kompetencefordeling mellem Rådet og Kommissionen understøttes af artikel 218, stk. 5, TEUF, som giver Rådet beføjelse til at bemyndige undertegnelsen af aftalen, men ikke til at udpege underskriver.
47 Der er derfor ingen konflikt mellem artikel 17, stk. 1, TEU og artikel 218, stk. 5, TEUF, idet den anden af disse bestemmelser ikke er en fravigelse fra den første.
48 Ved at give den faste repræsentant for den medlemsstat, der har formandskabet for Rådet, bemyndigelse til at undertegne protokollen på Unionens vegne, har Rådet handlet, som om det selv, dets roterende formandskab og dets generalsekretariat stadig varetog Unionens repræsentation udadtil. Siden ikrafttrædelsen af EU-traktaten og EUF-traktaten som følge af Lissabontraktaten er dette imidlertid ikke længere tilfældet.
49 Ophøret af det roterende formandskab for Rådet i forbindelse med Unionens repræsentation udadtil er således en af de primære fornyelser i Lissabontraktaten på området for udenrigsanliggender. Formålet med denne ændring består i at styrke Unionens internationale synlighed og anerkendelse ved at sikre, at repræsentanter for tredjelande ikke længere udsættes for de ændringer i Unionens repræsentation udadtil, der følger af rotationen af formandskabet for Rådet mellem medlemsstaterne, og ikke er i kontakt med medlemsstaternes repræsentanter ved Unionen, men med Unionens repræsentanter, udpeget af den højtstående repræsentant på FUSP-området og af Kommissionen på alle andre områder inden for Unionens udenrigsanliggender.
50 De af Rådet vedtagne retsakter, der er omhandlet i nærværende sag, er udtryk for en praksis, som ignorerer denne ændring indført ved Lissabontraktaten. Denne praksis er følgelig ulovlig, uden at det i denne henseende har nogen betydning, at den altid er blevet gennemført af Rådets Generalsekretariat og kontoret for traktater og aftaler, som bistår det.
51 Artikel 2 i afgørelse 2021/1117 og udpegelsen af den faste repræsentant for Den Portugisiske Republik ved Den Europæiske Union som underskriver af protokollen på Unionens vegne skal derfor annulleres. Imidlertid skal virkningerne af denne protokol opretholdes.
52 Rådet har gjort gældende, at det første anbringendes første led må forkastes.
53 Denne institution, støttet af den tjekkiske, den franske, den ungarske, den nederlandske og den portugisiske regering, er af den opfattelse, at nærværende søgsmål udgør et forsøg på at gribe ind i dets prærogativer for så vidt angår undertegnelse og dermed indgåelse af internationale aftaler på Unionens vegne således som fastsat i EU-traktaten og EUF-traktaten, og således som Rådet har udøvet dem i flere årtier.
54 Rådet har i denne henseende anført, at det under udøvelsen af den beføjelse, det er tillagt til at bemyndige undertegnelsen og indgåelsen af sådanne aftaler, bistås af sit generalsekretariat og kontoret for traktater og aftaler, hvis opgaver bl.a. indebærer organiseringen af undertegnelsen af internationale aftaler.
55 Fuldmagten udarbejdet af dette kontor til Rådets formand er baseret på en vurdering af forskellige forhold, herunder det protokollære niveau af den repræsentant, der er udpeget af det pågældende tredjeland, aftalens politiske betydning og rammen, inden for eller i tilknytning til hvilken undertegnelsesceremonien organiseres.
56 Udpegelsen af den eller de personer, der er beføjet til at undertegne en international aftale på Unionens vegne, udgør en fortsættelse af eller et led i Rådets udøvelse af det prærogativ, som det er tildelt i medfør af artikel 218, stk. 5, TEUF til at »bemyndige[...] undertegnelse«. Henset til denne bestemmelse er artikel 17, stk. 1, sjette punktum, TEU uden betydning for så vidt angår internationale aftaler. En sådan undertegnelse har ikke blot til formål at meddele Unionens holdning, men skaber retsvirkninger i international ret, således at den ikke blot kan henhøre under »Unionens repræsentation udadtil«.
57 Alle stadier fra afgørelsen, der bemyndiger undertegnelsen, til undertegnelsen selv danner et juridisk og processuelt kontinuum, der falder ind under Rådets kompetence i medfør af artikel 16, stk. 1, TEU, som finder særligt udtryk i artikel 218, stk. 5, TEUF. Idet undertegnelsen af en international aftale afføder retsvirkninger, skal den anses for at være et grundlæggende element i udformningen af EU-politikker.
58 Rådet og de regeringer, der støtter det, har endvidere fremhævet, at beføjelserne vedrørende internationale aftaler, som traktaternes ophavsmænd har tillagt en institution, altid er tillagt udtrykkeligt. I fraværet af en udtrykkelig angivelse i artikel 218, stk. 5, TEUF, der begrænser Rådets beføjelser med hensyn til undertegnelse, har traktaternes ophavsmænd skabt en institutionel ligevægt, som ikke tillader Kommissionen på grundlag af artikel 17, stk. 1, TEU at gøre krav på en beføjelse til at udpege underskriveren.
59 Den omstændighed, at den ved fuldmagten udpegede person kvalificeres som »repræsentant« som omhandlet i folkeretlig sædvaneret kodificeret i Wienerkonventionen, kan ikke uden at udgøre en tilsidesættelse af rækkevidden af artikel 16, stk. 1, TEU og artikel 218, stk. 5, TEUF indebære, at den underskrift, der påføres af denne person, henhører under »Unionens repræsentation udadtil« som omhandlet i artikel 17, stk. 1, sjette punktum, TEU. Selv hvis det antages, at undertegnelsen af en international aftale teoretisk set kunne være en retsakt omfattet af repræsentation udadtil, forholder det sig ikke desto mindre således, at artikel 218, stk. 5, TEUF er en del af »de øvrige tilfælde, der er nævnt i traktaterne« som omhandlet i artikel 17, stk. 1, sjette punktum, TEU, og at denne bestemmelse derfor er en undtagelse til Kommissionens beføjelse til at varetage Unionens repræsentation udadtil, når det drejer sig om at organisere undertegnelsen af en international aftale.
60 Idet det anerkendes, at EU-traktaten og EF-traktaten, der var i kraft inden Lissabontraktaten, ikke indeholdt nogen bestemmelse, der svarer til artikel 17, stk. 1, sjette punktum, TEU, har Rådet og de regeringer, der støtter det, anført, at disse tidligere traktater, som allerede tillagde Kommissionen visse beføjelser til repræsentation udadtil, imidlertid ikke gav nogen beføjelse til denne til at undertegne internationale aftaler. Dette er stadig tilfældet under EU-traktaten og EUF-traktaten. På samme måde har den omstændighed, at Lissabontraktaten har overført beføjelser til repræsentation udadtil fra det roterende formandskab for Rådet til den højtstående repræsentant, ikke ændret Rådets beføjelser, der nu følger af artikel 218, stk. 5, TEUF, til at udpege de personer, der undertegner internationale aftaler. Lissabontraktaten har derfor ikke medført de ændringer, der påberåbes af Kommissionen for så vidt angår undertegnelsen af sådanne aftaler, idet de bestående forskelle i ordlyden mellem de tidligere bestemmelser og artikel 218, stk. 5, TEUF er rent redaktionelle.
Domstolens bemærkninger
61 Indledningsvis bemærkes, at der ved traktaterne er tilvejebragt en kompetencefordeling mellem EU-institutionerne, hvorved hver enkelt institution er tillagt opgaver som led i Unionens institutionelle opbygning og gennemførelsen af de opgaver, der er overdraget Unionen (dom af 22.5.1990, Parlamentet mod Rådet, C-70/88, EU:C:1990:217, præmis 21, og af 25.10.2017, Kommissionen mod Rådet (CMR-15), C-687/15, EU:C:2017:803, præmis 40).
62 Artikel 13, stk. 2, TEU bestemmer således, at hver EU-institution handler inden for rammerne af de beføjelser, der er tildelt den ved traktaterne, og i overensstemmelse med de procedurer, betingelser og mål, der er fastsat i disse. Denne bestemmelse er udtryk for princippet om den institutionelle ligevægt, der er karakteristisk for Unionens institutionelle opbygning, hvilket forudsætter, at hver enkelt af institutionerne udøver sine beføjelser under hensyntagen til de øvrige institutioners beføjelser (dom af 14.4.2015, Rådet mod Kommissionen, C-409/13, EU:C:2015:217, præmis 64, og af 22.11.2022, Kommissionen mod Rådet (Tiltrædelse af Genèveaftalen), C-24/20, EU:C:2022:911, præmis 83).
63 Artikel 13, stk. 2, TEU bestemmer desuden, at institutionerne samarbejder loyalt med hinanden.
64 I den foreliggende sag omfatter de af Rådets beføjelser, der er relevante med henblik på behandlingen af det første anbringendes første led, navnlig den, der er omhandlet i artikel 16, stk. 1, andet punktum, TEU, som tildeler denne institution de »politikformulerende og koordinerende funktioner på de betingelser, der er fastsat i traktaterne«, og den, der er fastsat i artikel 16, stk. 6, tredje afsnit, TEU hvorefter Rådet for Udenrigsanliggender »fastlægger Unionens optræden udadtil på grundlag af strategiske retningslinjer fastlagt af Det Europæiske Råd og sikrer sammenhæng i Unionens indsats«.
65 De af Kommissionens beføjelser, der er relevante med henblik på denne samme behandling, er til gengæld fastsat i artikel 17, stk. 1, første, femte og sjette punktum, TEU. Disse punktummer fastsætter henholdsvis, at Kommissionen »fremmer Unionens almene interesser og tager passende initiativer med henblik herpå«, »udøver koordinerings-, gennemførelses- og forvaltningsfunktioner på de betingelser, der er fastsat i traktaterne«, og »varetager [...] Unionens repræsentation udadtil«, dog bortset fra, for så vidt angår denne sidstnævnte kompetence, FUSP og »de øvrige tilfælde, der er nævnt i traktaterne«.
66 I henhold til denne kompetencefordeling, og således som det i øvrigt bekræftes af artikel 218, stk. 2 og 5, TEUF, tilkommer det Rådet på forslag af forhandleren at bemyndige undertegnelsen af en international aftale på Unionens vegne. Afgørelsen om, hvorvidt en aftale forhandlet af Kommissionen med et tredjeland skal undertegnes, indebærer således, at der under overholdelse af de strategiske retningslinjer, der er fastlagt af Det Europæiske Råd og af målene for Unionens optræden udadtil, foretages en vurdering af Unionens interesser i tilknytning til forbindelserne med dette tredjeland, og at der foretages en afvejning af de modstående interesser hidrørende fra disse forbindelser. Denne afgørelse udgør følgelig en del af retsakterne til formulering af Unionens politik og til fastlæggelse af Unionens optræden udadtil som omhandlet i artikel 16, stk. 1, andet punktum, TEU og artikel 16, stk. 6, tredje afsnit, TEU (jf. i denne retning dom af 28.7.2016, Rådet mod Kommissionen, C-660/13, EU:C:2016:616, præmis 39 og 40).
67 En afgørelse om bemyndigelse til undertegnelse af en international aftale omfatter imidlertid ikke den senere retsakt, som består i selve undertegnelsen af denne aftale. Denne undertegnelse skal efter bemyndigelsen nemlig ske, efter at der er taget alle de nødvendige skridt med henblik herpå, bl.a. med hensyn til det pågældende tredjeland. Blandt disse skridt er udstedelse af fuldmagt til udpegelse af den eller de personer, der er beføjet til at undertegne aftalen på Unionens vegne.
68 For at afgøre, hvilken institution der i henhold til EU-retten har kompetence til at udpege underskriveren af en international aftale, skal der tages udgangspunkt i det væsentligste kendetegn ved nævnte udpegelse, som består i at bemyndige en eller flere personer til at handle på Unionens vegne i forhold til det pågældende tredjeland.
69 Det bemærkes i denne henseende for det første, at denne udpegelse ikke kræver en vurdering, som falder ind under at være »politikformulerende« for Unionen eller af »koordinerende« funktioner eller »fastlægge[lse af] Unionens optræden udadtil« som omhandlet i artikel 16, stk. 1 og 6, TEU. Den finder ganske vist sted efter Rådets afgørelse om bemyndigelse af aftalens undertegnelse, men den indgår ikke i den politiske vurdering, der ligger til grund for en sådan afgørelse, og efter hvis afslutning denne institution har givet samtykke til de retsvirkninger, der ifølge de relevante folkeretlige regler skabes ved undertegnelsen.
70 I sidstnævnte henseende bemærkes, at uanset hvilken person der er udpeget som underskriver i medfør af de EU-retlige regler, er retsvirkningerne af undertegnelsen, herunder forpligtelsen, som bl.a. er omhandlet i Wienerkonventionens artikel 18, til at afholde sig fra handlinger, der ville berøve aftalen dens formål og hensigt, de samme og forpligter Unionen i dens egenskab af retssubjekt i folkeretten.
71 Hvad for det andet angår spørgsmålet om, hvorvidt udpegelsen af underskriver er en retsakt, som »varetager [...] Unionens repræsentation udadtil« som omhandlet i artikel 17, stk. 1, sjette punktum, TEU, skal det bemærkes, at begrebet »repræsentation« i dets sædvanlige betydning indebærer en handling på vegne af et subjekt over for tredjemand, idet en sådan handling, således som generaladvokaten har anført i punkt 50 i forslaget til afgørelse, kan være en viljeserklæring herom i forhold til denne tredjemand.
72 Undertegnelsen foretaget af den person, som er udpeget hertil, af en international aftale på Unionens vegne er netop udtryk for Unionens viljeserklæring således som fastlagt af Rådet i forhold til det tredjeland, med hvilket denne aftale er blevet forhandlet.
73 Ordlyden af artikel 17, stk. 1, sjette punktum, TEU, hvorefter Kommissionen »varetager [...] Unionens repræsentation udadtil«, tager således sigte på at fastlægge, at denne bestemmelse giver Kommissionen beføjelse til uden for FUSP, og medmindre en anden kompetencefordeling er fastsat herom i traktaterne, at foretage enhver handling, som efter Rådets afgørelse om bemyndigelse af undertegnelse af en international aftale på Unionens vegne sikrer, at denne undertegnelse sker.
74 Denne ordlydsfortolkning af artikel 17, stk. 1, sjette punktum, TEU er på linje med folkeretlig sædvaneret.
75 Hvad i denne henseende angår undertegnelsen af internationale aftaler fremgår det af folkeretlig sædvaneret som kodificeret i navnlig Wienerkonventionens artikel 2, stk. 1, litra c), og artikel 7, stk. 1, litra a), at enhver person, der er udpeget i et dokument, som hidrører fra den kompetente statsmyndighed eller det kompetente organ i en international organisation, til at udføre selve undertegnelsen, skal i medfør af denne fuldmagt anses for at være denne stats eller denne organisations repræsentant.
76 Undertegnelsen foretaget af en sådan person af en international aftale på Unionens vegne er således i lyset af den folkeretlige sædvanerets regler omfattet af »repræsentation« af Unionen.
77 Henset til artikel 17, stk. 1, sjette punktum, TEU må det derfor fastslås, at de nødvendige skridt med henblik på undertegnelse af en international aftale, efter at denne undertegnelse er blevet bemyndiget af Rådet, herunder det skridt, der består i at udpege underskriver, uden for FUSP er omfattet af Kommissionens kompetence til at »varetage[...] Unionens repræsentation udadtil«, medmindre EU-traktaten eller EUF-traktaten tildeler kompetencen til at organisere denne undertegnelse til en anden EU-institution. Dette sidstnævnte forbehold, som er afspejlet i udtrykket »de øvrige tilfælde, der er nævnt i traktaterne«, udgør, således som generaladvokaten har anført i punkt 72 i forslaget til afgørelse, og som det følger af selve ordlyden af artikel 17, stk. 1, sjette punktum, TEU, en undtagelse til Kommissionens kompetence fastsat i denne bestemmelse.
78 Rådet og de regeringer, der støtter det, har anført, at artikel 218 TEUF, som fastsætter en ensartet og almengyldig procedure vedrørende forhandling, undertegnelse og indgåelse af internationale aftaler, som Unionen har beføjelse til at indgå (jf. i denne retning dom af 2.9.2021, Kommissionen mod Rådet (Aftale med Armenien), C-180/20, EU:C:2021:658, præmis 27 og den deri nævnte retspraksis), og hvis stk. 5 vedrører bemyndigelse af undertegnelsen af disse aftaler, med hensyn til denne undertegnelse henhører under »de øvrige tilfælde, der er nævnt i traktaterne« som omhandlet i artikel 17, stk. 1, sjette punktum, TEU.
79 Det bemærkes imidlertid, at artikel 218, stk. 5, TEUF – i modsætning til artikel 218, stk. 3, TEUF, som for så vidt angår forhandling af internationale aftaler ikke alene tillægger Rådet kompetencen til at godkende indledningen af forhandlinger, men ligeledes til at udpege Unionens forhandler eller chefen for Unionens forhandlingsdelegation – angiver Rådets kompetence til at bemyndige undertegnelsen og den midlertidige anvendelse af en international aftale, og ikke en kompetence til at udpege underskriveren heraf. Som generaladvokaten har anført i punkt 82-84 i forslaget til afgørelse, indebærer førstnævnte bestemmelse ikke en fravigelse af artikel 17, stk. 1, sjette punktum, TEU.
80 Selv om proceduren for forhandling, undertegnelse og indgåelse af internationale aftaler fastsat i artikel 218 TEUF i sin helhed kan anses for, således som Rådet og de regeringer, der støtter det, har anført, et »kontinuum«, forholder det sig ikke desto mindre således, at den enkelte institution under hvert trin af denne procedure, der er angivet i denne artikel, alene under forbehold af de udtrykkeligt fastsatte undtagelser skal udøve sine kompetencer, således som de er tildelt i henhold til traktaterne, og i overensstemmelse med princippet om institutionel ligevægt, som er nævnt i nærværende doms præmis 62. Med hensyn til udpegelsen af underskriveren af en international aftale fastsætter artikel 218, stk. 5, TEUF ikke til fordel for Rådet en undtagelse til den kompetence, som Kommissionen er tillagt i medfør af artikel 17, stk. 1, sjette punktum, TEU.
81 Heraf følger, at i det tilfælde, hvor Rådet bemyndiger undertegnelsen af en international aftale, som, således som i den foreliggende sag, ikke henhører under FUSP eller »de øvrige tilfælde, der er nævnt i traktaterne«, tilkommer det Kommissionen i medfør af artikel 17, stk. 1, sjette punktum, TEU at varetage selve undertegnelsen af denne aftale.
82 Denne konstatering afkræftes ikke af det forhold, at Rådet efter ikrafttrædelsen af EU-traktaten og EUF-traktaten fortsatte med at udpege underskrivere af internationale aftaler og regelmæssigt at vælge den faste repræsentant ved Unionen for den medlemsstat, der varetager det roterende formandskab for Rådet. En praksis, endog fast, kan nemlig ikke ændre reglerne i traktaterne, som institutionerne er forpligtede til at overholde (jf. i denne retning dom af 25.10.2017, Kommissionen mod Rådet (CMR-15), C-687/15, EU:C:2017:803, præmis 42 og den deri nævnte retspraksis).
83 Det skal endelig bemærkes, at i henhold til artikel 17, stk. 1, første punktum, TEU skal Kommissionen udøve sin kompetence vedrørende undertegnelse af internationale aftaler under fremme af Unionens almene interesser. Den har endvidere pligt til at overholde den forpligtelse til loyalt samarbejde, der er fastsat i artikel 13, stk. 2, TEU. Det påhviler navnlig denne institution at sikre, når først Rådets afgørelse til bemyndigelse af undertegnelse af denne aftale er vedtaget, at denne undertegnelse finder sted hurtigst muligt, og dette på betingelser, der på passende vis afspejler betydningen af denne aftale. I tilfælde af grundlæggende ændrede omstændigheder, der indtræffer efter vedtagelsen af afgørelsen om bemyndigelse af undertegnelse, påhviler det i øvrigt Kommissionen at høre Rådet, for at denne i forbindelse med udøvelsen af sine kompetencer fastsat i artikel 16, stk. 1 og 6, TEU og artikel 218 TEUF kan drage konsekvenserne af disse grundlæggende ændrede omstændigheder, inden undertegnelsen finder sted.
84 Henset til samtlige ovenstående forhold skal det første anbringendes første led til støtte for søgsmålet tiltrædes.
85 Følgelig annulleres artikel 2 i afgørelse 2021/1117 og udpegelsen på grundlag af denne bestemmelse af den faste repræsentant for Den Portugisiske Republik ved Den Europæiske Union som den person, der er beføjet til at undertegne protokollen, uden at det er nødvendigt at behandle søgsmålets første anbringendes andet led eller det andet anbringende.
Om opretholdelse af virkningerne af de annullerede retsakter
86 Ifølge artikel 264, stk. 2, TEUF kan Domstolen, dersom den skønner det nødvendigt, angive, hvilke af den annullerede retsakts virkninger der skal betragtes som bestående.
87 Der kan af hensyn til retssikkerheden gøres brug af denne beføjelse, bl.a. når annullationen af en EU-retsakt vedtaget under en procedure for forhandling, undertegnelse eller indgåelse af en international aftale vil kunne rejse tvivl om Unionens deltagelse i denne aftale eller gennemførelsen heraf, selv om der ikke hersker tvivl om Unionens kompetence i denne henseende (jf. i denne retning dom af 25.10.2017, Kommissionen mod Rådet (Revideret Lissabonaftale), C-389/15, EU:C:2017:798, præmis 81 og den deri nævnte retspraksis).
88 En annullation af artikel 2 i afgørelse 2021/1117 og af udpegelsen på grundlag af denne bestemmelse af den person, der er beføjet til at undertegne protokollen, uden at virkningerne heraf opretholdes, ville have til følge, at der blev stillet spørgsmålstegn ved undertegnelsen af protokollen på Unionens vegne, som fandt sted den 29. juni 2021, selv om Unionens kompetence til ved undertegnelse på dennes vegne at give samtykke til de retsvirkninger, der bl.a. er omhandlet i Wienerkonventionens artikel 18, og til den midlertidige anvendelse af protokollen ikke giver anledning til tvivl, og at Unionens vilje til at udtrykke dette samtykke er sikker, idet Rådet i artikel 1 i afgørelse 2021/1117 har bemyndiget undertegnelsen af protokollen. Selv om denne bemyndigelse ganske vist var blevet givet under forbehold af protokollens indgåelse, må det imidlertid fastslås, at denne indgåelse efterfølgende fandt sted, således som vedtagelsen af Rådets afgørelse (EU) 2022/2066 af 21. februar 2022 om indgåelse på Den Europæiske Unions vegne af gennemførelsesprotokollen til fiskeripartnerskabsaftalen mellem Den Gabonesiske Republik og Det Europæiske Fællesskab (2021-2026) (EUT 2022, L 277, s. 103), som udtrykker Unionens godkendelse af protokollen, vidner om.
89 For at bevare retssikkerheden bestemmes det følgelig, at virkningerne af artikel 2 i afgørelse 2021/1117 og af udpegelsen på grundlag af denne bestemmelse af den faste repræsentant for Den Portugisiske Republik ved Den Europæiske Union som den person, der er beføjet til at undertegne protokollen, opretholdes.
Sagsomkostninger
90 I medfør af procesreglementets artikel 138, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. Da Kommissionen har nedlagt påstand om, at Rådet tilpligtes at betale sagsomkostningerne, og Rådet har tabt sagen, bør det pålægges denne sidstnævnte at bære sine egne omkostninger og betale de af Kommissionen afholdte omkostninger.
91 I overensstemmelse med dette reglements artikel 140, stk. 1, bærer Den Tjekkiske Republik, Den Franske Republik, Ungarn, Kongeriget Nederlandene og Den Portugisiske Republik hver deres egne omkostninger.
92 I henhold til procesreglementets artikel 140, stk. 3, bærer den højtstående repræsentant sine egne omkostninger.
På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Store Afdeling):
1) Artikel 2 i Rådets afgørelse (EU) 2021/1117 af 28. juni 2021 om undertegnelse på Unionens vegne og om den midlertidige anvendelse af gennemførelsesprotokollen til fiskeripartnerskabsaftalen mellem Den Gabonesiske Republik og Det Europæiske Fællesskab (2021-2026) annulleres.
2) Udpegelsen på grundlag af artikel 2 i afgørelse 2021/1117 af den faste repræsentant for Den Portugisiske Republik ved Den Europæiske Union som den person, der er beføjet til at undertegne gennemførelsesprotokollen til fiskeripartnerskabsaftalen mellem Den Gabonesiske Republik og Det Europæiske Fællesskab (2021-2026), annulleres.
3) Virkningerne af artikel 2 i afgørelse 2021/1117 og af udpegelsen på grundlag af denne bestemmelse af den faste repræsentant for Den Portugisiske Republik ved Den Europæiske Union som den person, der er beføjet til at undertegne gennemførelsesprotokollen til fiskeripartnerskabsaftalen mellem Den Gabonesiske Republik og Det Europæiske Fællesskab (2021-2026), opretholdes.
4) Rådet for Den Europæiske Union bærer sine egne omkostninger og betaler de af Europa-Kommissionen afholdte omkostninger.
5) Den Tjekkiske Republik, Den Franske Republik, Ungarn, Kongeriget Nederlandene, Den Portugisiske Republik og Den Europæiske Unions højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik bærer hver deres egne omkostninger.
Underskrifter