Language of document : ECLI:EU:T:2013:119

Sag T-462/12 R

Pilkington Group Ltd

mod

Europa-Kommissionen

»Særlige rettergangsformer – konkurrence – offentliggørelse af en beslutning, hvori der fastslås en overtrædelse af artikel 81 EF – afslag på begæring om fortrolig behandling af oplysninger angiveligt dækket af forretningshemmeligheden – begæring om foreløbige forholdsregler – uopsættelighed – fumus boni juris – interesseafvejning«

Sammendrag – Kendelse afsagt af Rettens præsident af 11. marts 2013

1.      Retslig procedure – intervention – særlige rettergangsformer – betingelser for antagelse til realitetsbehandling – interesse i afgørelsen af sagen om særlige rettergangsformer – bedømmelse i forhold til følgerne for den økonomiske eller retlige situation for dem, der har fremsat begæring om intervention

(Statutten for Domstolen, art. 40)

2.      Særlige rettergangsformer – udsættelse af gennemførelse – foreløbige forholdsregler – betingelser for anordning – fumus boni juris – uopsættelighed – alvorlig og uoprettelig skade – kumulativ karakter – afvejning af samtlige interesser i sagen – skønsbeføjelse for dommeren i sager om særlige rettergangsformer

(Art. 256, stk. 1, TEUF, 278 TEUF og 279 TEUF; Rettens procesreglement, art. 104, stk. 2)

3.      Særlige rettergangsformer – udsættelse af gennemførelse – betingelser for anordning – afvejning af samtlige interesser i sagen – udsættelse af gennemførelsen af en beslutning fra Kommissionen vedrørende fortrolig behandling af oplysninger, der er indeholdt i en af dens beslutninger – hensynet om at opretholde den effektive virkning af Rettens afgørelse i hovedsagen

(Art. 278 TEUF)

4.      Særlige rettergangsformer – udsættelse af gennemførelse – betingelser for anordning – uopsættelighed – alvorlig og uoprettelig skade – bevisbyrde – alvorligt og uopretteligt tab for sagsøgeren – tilsidesættelse af sagsøgerens egen interesse – tilsidesættelse af det sagsøgende selskabs ansattes interesser – ikke omfattet

(Art. 278 TEUF; Rettens procesreglement, art. 104, stk. 2)

5.      Grundlæggende rettigheder – respekt for privatlivet – begrebet privatliv – anvendelse på virksomheder – rækkevidde

(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 7)

6.      Særlige rettergangsformer – udsættelse af gennemførelse – foreløbige forholdsregler – betingelser for anordning – uopsættelighed – alvorlig og uoprettelig skade – risiko for en alvorlig og uoprettelig tilsidesættelse af grundlæggende rettigheder

(Art. 6, stk. 1, første afsnit, TEU, art. 278 TEUF og 279 TEUF; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 7 og 47)

7.      Særlige rettergangsformer – udsættelse af gennemførelse – betingelser for anordning – alvorlig og uoprettelig skade – skade som følge af Kommissionens afvisning af en anmodning om beskyttelse af fortrolige dokumenter, som er blevet kopieret under en kontrolundersøgelse i henhold til artikel 14 i forordning nr. 17 – foreligger ikke

(Art. 278 TEUF; Rettens procesreglement, art. 104, stk. 2)

8.      Særlige rettergangsformer – udsættelse af gennemførelse – betingelser for anordning – fumus boni juris – umiddelbar undersøgelse af anbringender fremført til støtte for søgsmålet i hovedsagen – søgsmål til prøvelse af en beslutning fra Kommissionen om at afvise at undergive oplysninger, der er indeholdt i en af dens beslutninger, som fastslår en tilsidesættelse af artikel 81 EF, en fortrolig behandling – anbringender, der omhandler fortrolighed af oplysninger, som er omfattet af forretningshemmeligheden – anbringender, som ikke umiddelbart er ugrundede

(Art. 278 TEUF og 339 TEUF; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 7 og 47)

9.      Konkurrence – administrativ procedure – tavshedspligt – fastlæggelse af oplysninger, der er omfattet af tavshedspligten – afvejning mellem den almene interesse i åbenheden af en EU-handling og legitime interesser imod udbredelsen

(Art. 339 TEUF; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv nr. 1049/2001)

1.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis15-17 og 20)

2.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 24, 25 og 36)

3.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 28-33)

4.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 40)

5.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 44)

6.      Med hensyn til uopsættelighedsbetingelsen skal de ønskede foreløbige forholdsregler anordnes, med forbehold for undersøgelsen af betingelsen om fumus boni juris, når sagsøgerens grundlæggende rettigheder kan lide alvorlig og uoprettelig skade, såfremt begæringen om foreløbige forholdsregler ikke tages til følge.

Den umiddelbare risiko for en alvorlig og uoprettelig tilsidesættelse af de grundlæggende rettigheder må i det mindste fra det tidspunkt, hvor Lissabontraktaten trådte i kraft, hvorved chartret om grundlæggende rettigheder fik status som primær EU-ret, og det blev fastsat, at chartret har samme juridiske værdi som traktaterne, anses for i sig selv at udgøre en skade, som kan begrunde vedtagelsen af de begærede foreløbige forholdsregler.

(jf. præmis 45 og 53)

7.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 56)

8.      Betingelsen om fumus boni juris er i en sag om foreløbige forholdsregler opfyldt, når mindst et af de anbringender, som den part, der har begæret de foreløbige forholdsregler, har gjort gældende til støtte for hovedsagen, umiddelbart forekommer relevant og under alle omstændigheder ikke er uden rimeligt grundlag, idet det rejser komplekse juridiske spørgsmål, hvis løsning ikke gør sig gældende uden videre og dermed fortjener en dybere undersøgelse, som ikke kan foretages af dommeren i sager om foreløbige forholdsregler, men skal være genstand for hovedsagen, eller når der er en væsentlig juridisk uenighed mellem parterne, hvis løsning ikke gør sig gældende uden videre.

I forbindelse med en begæring om udsættelse af gennemførelsen af en beslutning fra Kommissionen om afvisning af en anmodning fra sagsøgeren om, at Kommissionen afholder sig fra at offentliggøre fortrolige oplysninger, som er indeholdt i en af dens beslutninger, kan dommeren i sager om foreløbige forholdsregler for ikke at risikere at se bort fra den omstændighed, at en sag om foreløbige forholdsregler nødvendigvis er accessorisk og foreløbig, og fra den omstændighed, at der foreligger en betydelig risiko for, at de grundlæggende rettigheder, der påberåbes af den part, som har fremsat begæring om foreløbige forholdsregler for at beskytte disse rettigheder, bliver indholdsløse, i princippet kun fastslå, at der ikke foreligger fumus boni juris, i de situationer, hvor det er helt åbenbart, at de pågældende oplysninger ikke er fortrolige. Dette er f.eks. tilfældet, hvis de oplysninger, der udgør forretningshemmeligheder, og hvis fortrolighed ønskes beskyttet, fremgår af sagsøgerens offentlige årlige balance eller af en retsakt, der er offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende.

(jf. præmis 58 og 59)

9.      Dommeren i sager om foreløbige forholdsregler kan ikke umiddelbart udelukke, at udbredelsen af oplysninger om en virksomhed, som kun er tilgængelige for en begrænset personkreds, kan skade en sagsøger alvorligt, også selv om oplysningerne er fem år eller ældre. Den berørte har således mulighed for at godtgøre, at disse oplysninger uanset deres historiske karakter stadig udgør væsentlige oplysninger om den pågældende virksomheds forretningsmæssige stilling. Det kan heller ikke klart udelukkes, at artikel 4, stk. 7, i forordning nr. 1049/2001, hvorefter den fortrolige behandling af forretningsmæssige interesser og følsomme dokumenter undtagelsesvis kan beskyttes i en periode på 30 år og eventuelt ud over denne periode om nødvendigt, kan påvirke den vurdering, der skal foretages i det foreliggende tilfælde.

Såfremt det i denne henseende antages, at de omtvistede oplysninger kan anses for at udgøre sagsøgerens forretningshemmeligheder, kræver spørgsmålet om, hvorvidt disse oplysninger objektivt set nyder beskyttelse, at der foretages en afvejning mellem sagsøgerens interesser i, at oplysningerne ikke udbredes, og den almene interesse, som fordrer, at Unionens institutioners handlinger foretages så åbent som muligt. En sådan interesseafvejning indebærer imidlertid, at der skal foretages en vanskelig vurdering, som bør overlades til den ret, der skal træffe afgørelse vedrørende sagens realitet.

(jf. præmis 70-72)