RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS DOM

(Anden Afdeling)

16. december 2015

Sag F-135/14

DE

mod

Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA)

»Personalesag – ansatte ved EMA – placering som værende »ikke i aktiv tjeneste« – akt, der indeholder et klagepunkt – ret til kontradiktion – tilsidesættelse«

Angående:      Søgsmål anlagt i henhold til artikel 270 TEUF, hvorunder DE i det væsentlige har nedlagt påstand om annullation af afgørelse af 31. januar 2014, hvorved Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) har placeret denne som værende »ikke i aktiv tjeneste« regnet fra den 1. februar 2014 indtil udløbet af dennes kontrakt som midlertidigt ansat den 15. marts 2014, samt påstand om, at EMA tilpligtes at betale erstatning for det lidte tab.

Udfald:      Afgørelsen af 31. januar 2014, hvorved Det Europæiske Lægemiddelagentur placerede DE som værende »ikke i aktiv tjeneste«, annulleres. Det Europæiske Lægemiddelagentur betaler DE et beløb på 10 000 EUR. Det Europæiske Lægemiddelagentur bærer sine egne omkostninger og betaler de af DE afholdte omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemandssager – akt, der indeholder et klagepunkt – begreb – afgørelse om placering som værende »ikke i aktiv tjeneste« truffet på grund af en ukorrekt adfærd – omfattet

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90, stk. 2, og bilag IX, art. 23)

2.      Tjenestemænd – disciplinærordning – afgørelse om placering som værende »ikke i aktiv tjeneste« truffet som følge af en ukorrekt adfærd – manglende forudgående høring af den berørte ansatte – tilsidesættelse af retten til forsvar

[Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 41, stk. 2, litra a); tjenestemandsvedtægten, bilag IX, art. 23]

1.      Som omhandlet i vedtægtens artikel 90, stk. 2, er alene retsakter eller foranstaltninger med bindende retsvirkninger, som kan berøre en ansats interesser ved væsentligt at ændre sidstnævntes retsstilling, bebyrdende.

En ændring af arbejdsopgaverne kan, uanset om ændringen ikke påvirker de materielle interesser og/eller den pågældende ansattes indplacering, påvirke den pågældendes ideelle interesser og fremtidsudsigter derved, at betingelserne for udførelsen af opgaverne og opgavernes karakter ændres, hvorfor ændringen skader den pågældende.

I henhold til artikel 23 i bilag IX til vedtægten kan ansættelsesmyndigheden suspendere en ansat fra dennes funktioner i tilfælde af, at denne ansatte angiveligt har begået en alvorlig fejl. En sådan foranstaltning er, selv om den er midlertidig, efter sin art en bebyrdende foranstaltning for den pågældende, idet den hviler på en påstand om en alvorlig fejl og kan medføre væsentlige konsekvenser for den berørte både på det arbejdsmæssige og på det personlige plan, idet den berørte af denne grund fratages muligheden for effektivt at udføre sine opgaver. Desuden kan foranstaltninger, der fratager den berørte ansatte muligheden for at udføre sine opgaver uden at fratage eller nedsætte dennes vederlag, ligeledes betegnes som bebyrdende.

I den foreliggende sag, selv om det pågældende agentur har betegnet den omtvistede afgørelse som en foranstaltning om placering som værende »ikke i aktiv tjeneste«, svarer en sådan afgørelses virkninger til en afgørelse om suspension fra arbejdsopgaverne i henhold til artikel 23 i bilag IX til vedtægten, truffet som følge af en ukorrekt adfærd, som sagsøgeren foreholdes, hvilken afgørelse er bebyrdende for sagsøgeren både ved dens præmisser og ved dens konklusion.

(jf. præmis 36-38 og 40)

Henvisning til:

Domstolen: dom af 5. maj 1966, Gutmann mod Kommissionen, 18/65 og 35/65, EU:C:1966:24, Sml., s. 149 og 168

Retten i Første Instans: dom af 15. juni 2000, F mod Kommissionen, T-211/98, EU:T:2000:153, præmis 30 og 31, og af 16. december 2004, De Nicola mod EIB, T-120/01 og T-300/01, EU:T:2004:367, præmis 108 og 113

Personaleretten: dom af 8. maj 2008, Kerstens mod Kommissionen, F-119/06, EU:F:2008:54, præmis 45 og den deri nævnte retspraksis, og af 23. oktober 2013, Solberg mod EMCDDA, F-124/12, EU:F:2013:157, præmis 16 og den deri nævnte retspraksis

2.      Retten for enhver til at blive hørt, inden der træffes en individuel foranstaltning, som måtte berøre vedkommende negativt, indgår i overholdelsen af retten til forsvar.

En sådan ret fremgår af artikel 41, stk. 2, litra a), i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, der anerkender retten for enhver til at blive hørt, inden der træffes en individuel foranstaltning over for ham eller hende, som måtte berøre vedkommende negativt. For at sikre en effektiv beskyttelse af modtageren af en sådan foranstaltning har chartrets artikel 41, stk. 2, litra a), bl.a. til formål, at den pågældende kan rette en fejl eller gøre sådanne forhold med hensyn til sin personlige situation gældende, som taler for, at afgørelsen træffes, ikke træffes eller træffes med et nærmere bestemt indhold.

Overholdelsen af retten til at blive hørt indebærer, at den berørte person, inden der træffes en afgørelse, som berører ham negativt, skal gives lejlighed til at udtale sig om, hvorvidt de faktiske forhold og andre omstændigheder, som ligger til grund for denne afgørelse, faktisk foreligger.

Navnlig hvad angår en afgørelse om suspension, der er vedtaget på grundlag af artikel 23 i bilag IX til vedtægten, og som er truffet på grundlag af en påstand om, at der er begået en alvorlig fejl, og under hensyn til den hurtighed, hvormed en sådan afgørelse normalt skal vedtages, skal den dog vedtages under overholdelse af retten til forsvar, hvorunder hører retten til at blive hørt. En afgørelse om suspension kan derfor, medmindre der foreligger særlige omstændigheder, der er tilstrækkeligt godtgjort, først vedtages, efter at tjenestemanden eller den ansatte har haft mulighed for i rette tid at fremkomme med sine synspunkter vedrørende de forhold, der lægges vedkommende til last, og hvorpå den kompetente myndighed agter at støtte sin afgørelse.

I det foreliggende tilfælde skal afgørelsen om placering som værende »ikke i aktiv tjeneste«, der er vedtaget af et af Unionens agenturer som følge af en ukorrekt adfærd, hvorved den berørte blev frataget retten til at udføre sine opgaver, med dens virkninger, anses for at svare til en afgørelse om disciplinær suspension fra tjenesten, der kan berøre den pågældendes interesser negativt.

(jf. præmis 54-58)

Henvisning til:

Domstolen: dom af 21. december 2011, Frankrig mod People’s Mojahedin Organization of Iran, C-27/09 P, EU:C:2011:853, præmis 65 og den deri nævnte retspraksis

Retten i Første Instans: dom af 15. juni 2000, F mod Kommissionen, T-211/98, EU:T:2000:153, præmis 26 ff., og af 16. december 2004, De Nicola mod EIB, T-120/01 og T-300/01, EU:T:2004:367, præmis 123

Den Europæiske Union Ret: dom af 11. september 2013, L mod Parlamentet, T-317/10 P, EU:T:2013:413, præmis 81

Personaleretten: dom af 14. maj 2014, Delcroix mod EU-Udenrigstjenesten, F-11/13, EU:F:2014:91, præmis 35 og den deri nævnte retspraksis, af 19. juni 2014, BN mod Parlamentet, F-157/12, EU:F:2014:164, præmis 84, af 13. november 2014, De Loecker mod EU-Udenrigstjenesten, F-78/13, EU:F:2014:246, præmis 33, af 15. april 2015, Pipiliagkas mod Kommissionen, F-96/13, EU:F:2015:29, præmis 54, og af 9. september 2015, De Loecker mod EU-Udenrigstjenesten, F-28/14, EU:F:2015:101, præmis 128