Language of document :

Sag anlagt den 7. juli 2011 - Stichting Greenpeace Nederland og PAN Europe mod Kommissionen

(Sag T-362/11)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøgere: Stichting Greenpeace Nederland (Amsterdam, Nederlandene) og Pesticide Action Network Europe (PAN Europe) (Bruxelles, Belgien) (ved advokat B. Kloostra)

Sagsøgte: Europa-Kommissionen

Sagsøgernes påstande

Det fastslås, at Kommissionens afgørelse af 6. maj 2011 er i strid med forordning (EF) nr. 1049/2001 1.

Det fastslås, at Kommissionens afgørelse af 6. maj 2011 er i strid med Århus-konventionen om adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser samt adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet, forordning (EF) nr. 1049/2001 og forordning (EF) nr. 1367/2006 2.

Kommissionens afgørelse af 6. maj 2011, annulleres, og

Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgerne gjort to anbringender gældende.

1.    Ved det første anbringende gøres det gældende, at den anfægtede afgørelse tilsidesætter artikel 8, stk. 1 og 2, i forordning (EF) nr. 1049/2001, idet der ikke inden for de fastsatte frister er afgivet svar på sagsøgernes genfremsatte begæring, og idet der ikke er givet en nærmere begrundelse herfor.

2.    Ved det andet anbringende gøres det gældende, at den anfægtede afgørelse tilsidesætter Århus-konventionens artikel 4, artikel 4, stk. 2 og 5, i forordning (EF) nr. 1049/2001, og artikel 6, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1367/2006, idet der ikke er blevet foretaget en vurdering, da:

-    begrundelsen for afslag ikke er i overensstemmelse med Århus-konventionen,

-    de oplysninger, der anmodes om, må betragtes som oplysninger om emissioner til miljøet, og

-    der foreligger en tungtvejende offentlig interesse i offentliggørelsen af de oplysninger, som sagsøgerne har anmodet om.

____________

1 - Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30.5.2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (EFT L 145, s. 43).

2 - Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1367/2006 af 6.9.2006 om anvendelse af Århus-konventionens bestemmelser om adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser samt adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet på Fællesskabets institutioner og organer (EUT L 264, s. 13).