Language of document : ECLI:EU:C:2015:743

Sag C-422/14

Cristian Pujante Rivera

mod

Gestora Clubs Dir SL

og

Fondo de Garantía Salarial

(anmodning om præjudiciel afgørelse

indgivet af Juzgado de lo Social nº 33 de Barcelona)

»Præjudiciel forelæggelse – socialpolitik – kollektive afskedigelser – direktiv 98/59/EF – artikel 1, stk. 1, første afsnit, litra a) – begrebet »arbejdstagere, der normalt arbejder« i den pågældende virksomhed – artikel 1, stk. 1, andet afsnit – begrebet »afskedigelse« og »opsigelser, som sidestilles med en afskedigelse« – metode til beregning af antallet af afskedigede arbejdstagere«

Sammendrag – Domstolens dom (Første Afdeling) af 11. november 2015

1.        Præjudicielle spørgsmål – domstolens kompetence – grænser – den nationale rets kompetence – spørgsmålet, om en præjudiciel forelæggelse er nødvendig, samt de forelagte spørgsmåls relevans – den nationale rets vurdering

(Art. 267 TEUF)

2.        Socialpolitik – tilnærmelse af lovgivning – kollektive afskedigelser – direktiv 98/59 – anvendelsesområde – begrebet kollektive afskedigelser – begrebet arbejdstagere, der »normalt« arbejder i den pågældende virksomhed – arbejdstagere, der er omfattet af kontrakter, der er indgået for et bestemt tidsrum eller med henblik på en bestemt arbejdsopgave – omfattet

[Rådets direktiv 98/59, art. 1, stk. 1, første afsnit, litra a)]

3.        Socialpolitik – tilnærmelse af lovgivning – kollektive afskedigelser – direktiv 98/59 – anvendelsesområde – tærskelværdi på mindst fem afskedigelser – beregningsmåde – opsigelser, som sidestilles med en afskedigelse, tages i betragtning – ikke omfattet – alene afskedigelser i egentlig forstand

[Rådets direktiv 98/59, art. 1, stk. 1, første afsnit, litra a), og art. 2]

4.        Socialpolitik – tilnærmelse af lovgivning – kollektive afskedigelser – direktiv 98/59 – anvendelsesområde – begrebet afskedigelser – væsentlig ændring af væsentlige elementer i en ansættelseskontrakt af grunde, som ikke kan tilregnes arbejdstageren selv – omfattet

[Rådets direktiv 98/59, art. 1, stk. 1, første afsnit, litra a)]

1.        Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 20)

2.        Artikel 1, stk. 1, første afsnit, litra a), i direktiv 98/59 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger vedrørende kollektive afskedigelser skal fortolkes således, at arbejdstagere, der er omfattet af arbejdskontrakter, der er indgået for et bestemt tidsrum eller med henblik på en bestemt arbejdsopgave, skal betragtes som en del af de arbejdstagere, der »normalt« – i den betydning, hvori dette udtryk er anvendt i denne bestemmelse – arbejder i den pågældende virksomhed.

For det første skaber denne bestemmelse således ikke nogen sondring, der afhænger af varigheden af disse arbejdstageres ansættelsesperiode. En anden fortolkning kan berøve alle de arbejdstagere, der er beskæftiget i denne virksomhed, de rettigheder, som nævnte direktiv giver dem, og ville derfor fratage direktivet dets effektive virkning.

For det andet kan de personer, der er omfattet arbejdskontrakter, der er indgået for et bestemt tidsrum eller med henblik på en bestemt arbejdsopgave, og hvis kontrakter slutter med jævne mellemrum, idet de udløber, eller idet arbejdsopgaven er fuldført, nyde godt af den samme beskyttelse som den, der tilkommer de fastansatte arbejdstagere, såfremt de befinder sig i en sammenlignelig situation – dvs. hvis arbejdsforholdet bringes til ophør inden den udløbsdato, der er fastsat i kontrakten, eller inden fuldførelsen af den opgave, som vedkommende er blevet ansat til at udføre.

Endelig har EU-lovgiver ved at undergive gennemførelsen af de rettigheder, der ved denne bestemmelse tillægges arbejdstagerne, kvantitative kriterier haft til hensigt at tage hensyn til de pågældende virksomheders samlede arbejdsstyrke med henblik på ikke at pålægge arbejdsgiver en uforholdsmæssig byrde i forhold til størrelsen af dennes virksomhed. Med henblik på beregningen af en virksomheds arbejdsstyrke er karakteren af retsforholdet mellem arbejdstager og arbejdsgiver imidlertid ikke afgørende for anvendelsen af direktiv 98/59.

(jf. præmis 32, 35 og 38-41 samt domskonkl. 1)

3.        Med henblik på at fastslå, om der er tale om »kollektive afskedigelser« som omhandlet i artikel 1, stk. 1, første afsnit, litra a), i direktiv 98/59 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger vedrørende kollektive afskedigelser, hvilket medfører, at direktivet finder anvendelse, skal den betingelse, der er indeholdt i bestemmelsens andet afsnit, om, at »antallet af afskedigelser udgør mindst fem«, fortolkes således, at den ikke omfatter opsigelser, som sidestilles med en afskedigelse, men udelukkende afskedigelser i egentlig forstand.

Eftersom artikel 1, stk. 1, andet afsnit, i direktiv 98/59 præciserer beregningsmetoden for de i samme stykkes, første afsnit, litra a), definerede »afskedigelser«, og idet samme bestemmelse fastlægger de tærskelværdier for »afskedigelser«, under hvilke direktivet ikke finder anvendelse, ville enhver anden fortolkning, der tilsigter at udvide eller indskrænke direktivets anvendelsesområde, nemlig bevirke, at den pågældende betingelse – dvs. »at antallet af afskedigelser udgør mindst fem« – ville blive frataget enhver effektiv virkning. Denne fortolkning understøttes endvidere af formålet med direktiv 98/59, Det er således disse »ægte« afskedigelser, som EU-lovgiver har haft til hensigt at tage sigte på ved vedtagelsen af bestemmelserne om kollektive afskedigelser.

(jf. præmis 44-46 og domskonkl. 2)

4.        Direktiv 98/59 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger vedrørende kollektive afskedigelser skal fortolkes således, at den omstændighed, at en arbejdsgiver ensidigt og til skade for arbejdstageren foretager en væsentlig ændring af væsentlige elementer i dennes ansættelseskontrakt af grunde, som ikke kan tilregnes arbejdstageren selv, falder ind under begrebet »afskedigelse« i direktivets artikel 1, stk. 1, første afsnit, litra a).

Dels kan de begreber, som definerer anvendelsesområdet for direktiv 98/59, herunder definitionen af begrebet »arbejdstager« i artikel 1, stk. 1, litra a), i samme direktiv, henset til formålet med dette direktiv, hvilket, som det fremgår af anden betragtning hertil, navnlig er at øge beskyttelsen af arbejdstagere i tilfælde af kollektive afskedigelser, nemlig ikke defineres snævert.

Dels har EU-lovgiver ved at harmonisere de regler, der gælder for kollektive afskedigelser, både villet sikre en sammenlignelig beskyttelse af arbejdstagernes rettigheder i de forskellige medlemsstater og en tilnærmelse af de byrder, disse beskyttelsesregler indebærer for virksomhederne i Unionen.

Det »afskedigelses«-begreb, der er indeholdt i artikel 1, stk. 1, første afsnit, litra a), i direktiv 98/59, er imidlertid en direkte forudsætning for gennemførelsen af den beskyttelse såvel som de rettigheder, som arbejdstagerne i medfør af dette direktiv nyder godt af. Begrebet har følgelig umiddelbar indvirkning på de byrder, som denne beskyttelse medfører. Derfor ville enhver national lovgivning eller fortolkning af det nævnte begreb, der var ensbetydende med at antage, at ophævelsen af ansættelseskontrakten ikke udgør en »afskedigelse« som omhandlet i direktiv 98/59, kunne ændre direktivets anvendelsesområde og dermed berøve det dets fulde virkning.

(jf. præmis 51 og 53-55 samt domskonkl. 3)