Sag T-251/13
Gemeente Nijmegen
mod
Europa-Kommissionen
»Annullationssøgsmål – statsstøtte – støtte ydet af en nederlandsk kommune til en professionel fodboldklub – afgørelse om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure efter artikel 108, stk. 2, TEUF – støtteforanstaltning, der på datoen for afgørelsen er fuldstændig gennemført – formaliteten – anfægtelig retsakt«
Sammendrag – Rettens kendelse (Fjerde Afdeling) af 3. marts 2015
1. Annullationssøgsmål – akter, der kan være genstand for søgsmål – begreb – akter, der fremkalder bindende retsvirkninger – forberedende akter – ikke omfattet
(Art. 263 TEUF)
2. Annullationssøgsmål – akter, der kan være genstand for søgsmål – akter, der fremkalder bindende retsvirkninger – kommissionsafgørelse om at indlede en formel undersøgelsesprocedure vedrørende en statslig foranstaltning, der er under gennemførelse og midlertidigt kvalificeres som ny støtte – omfattet
(Art. 107, stk. 1, TEUF, art. 108, stk. 3, TEUF og art. 263 TEUF)
3. Annullationssøgsmål – akter, der kan være genstand for søgsmål – akter, der fremkalder bindende retsvirkninger – kommissionsafgørelse om at indlede en formel undersøgelsesprocedure vedrørende en statslig foranstaltning, der ikke længere er under gennemførelse – ikke omfattet
(Art. 107, stk. 1, TEUF, art. 108, stk. 2 og 3, TEUF og art. 263 TEUF; Rådets forordning nr. 659/1999, art. 11, stk. 2)
1. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 27 og 28)
2. En afgørelse fra Kommissionen om at indlede en formel undersøgelsesprocedure af en statsstøtte kan udgøre en anfægtelig retsakt, for så vidt som den kan få selvstændige retsvirkninger, dvs. når en sådan afgørelse har en bindende retsvirkning, der er tilstrækkelig umiddelbar og sikker for den medlemsstat, den er rettet til, og for modtageren eller modtagerne af den pågældende støtte.
Det er bl.a. tilfældet med den forpligtelse, der påhviler medlemsstaten, til at indstille en støtteforanstaltning, der gennemføres uden at være blevet meddelt, og som stadig er under gennemførelse på det tidspunkt, hvor beslutningen om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure vedtages. En beslutning om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure i forhold til en foranstaltning, der er under gennemførelse og af Kommissionen betegnes som ny støtte, vil nødvendigvis ændre retsvirkningerne af den omhandlede foranstaltning og retsstillingen for de virksomheder, der modtager støtten, navnlig for så vidt angår den fortsatte gennemførelse af foranstaltningen. Denne konklusion gælder ikke kun i det tilfælde, hvor den foranstaltning, der er under gennemførelse af myndighederne i den pågældende medlemsstat, anses for en eksisterende støtte, men ligeledes i det tilfælde, hvor disse myndigheder finder, at den pågældende foranstaltning ikke udgør statsstøtte.
(jf. præmis 29-31)
3. En afgørelse fra Kommissionen om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure vedrørende en støtteforanstaltning, der fuldt ud er gennemført, kan ikke kvalificeres som en anfægtelig retsakt som omhandlet i artikel 263 TEUF. I modsætning til en afgørelse om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure i forhold til en foranstaltning, der er under gennemførelse, medfører en afgørelse af denne karakter, som vedrører en støtteforanstaltning, der er fuldt ud gennemført, i princippet ikke selvstændige retsvirkninger, da den ikke har en tilstrækkelig umiddelbar og sikker bindende virkning for den medlemsstat, den er rettet til, og for den undersøgte støtteforanstaltnings modtager eller modtagere. For det første kan en sådan foranstaltning ikke indstilles, da den allerede var fuldt ud gennemført på det tidspunkt, hvor den anfægtede afgørelse blev vedtaget. For det andet kan en afgørelse om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure vedrørende en gennemført foranstaltning, henset til dens indhold og rækkevidde, ikke medføre, at den pågældende medlemsstat forpligtes til at tilbagesøge den støtte, der blev tildelt ved den pågældende foranstaltning. I øvrigt fremgår det af artikel 11, stk. 2, i forordning nr. 659/1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af artikel 93 i EF-traktaten, at Kommissionen er underlagt strenge betingelser, når den vil pålægge den pågældende medlemsstat en foreløbig tilbagesøgning af støtte.
Det gælder i den henseende, at selv om den nationale ret, der er forelagt en sag herom, vil kunne være forpligtet til at kræve tilbagesøgning af den pågældende støtte, uanset om foranstaltningen er under gennemførelse eller ej på tidspunktet for afgørelsen om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure, kan dette ikke bevirke, at den pågældende afgørelse får en tilstrækkelig umiddelbar og sikker bindende virkning. Den forpligtelse, der påhviler den nationale ret, til at vedtage retsbevarende foranstaltninger under en tvist vedrørende en eventuel støtteforanstaltning, kræver, at betingelserne for sådanne foranstaltninger er opfyldt, dvs. at der ikke er tvivl om kvalifikationen som statsstøtte, at støtten er ved at blive eller er blevet gennemført, og at der ikke er konstateret ekstraordinære omstændigheder, som gør en tilbagesøgning uhensigtsmæssig. Der er derfor ikke nogen absolut og ubetinget pligt for den nationale ret til automatisk at følge Kommissionens foreløbige vurdering.
I øvrigt kan den forretningsmæssige usikkerhed og de øvrige erhvervsdrivendes opfattelse vedrørende situationen for en støttemodtager ikke anses for at udgøre bindende retsvirkninger, da der kun er tale om en faktisk følge og ikke en retsvirkning, som afgørelsen om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure tilsigter at fremkalde.
(jf. præmis 37, 38, 40, 41, 44-46 og 51)