Appel iværksat den 14. februar 2007 af José António de Brito Sequeira Carvalho til prøvelse af dom afsagt den 13. december 2006 af Retten for EU-personalesager i sag F-17/05, Brito Sequeira Carvalho mod Kommissionen

(Sag T-40/07 P)

Processprog: fransk

Parter

Appellant: José António de Brito Sequeira Carvalho (Bruxelles, Belgien) (ved avocat O. Martins)

Den anden part i appelsagen: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

Appellantens påstande

Appellen fremmes til realitetsbehandling, og der gives appellanten medhold.

Kommissionen tilpligtes at fremlægge en aktmappe indeholdende samtlige dokumenter vedrørende sagsøgeren, som befinder sig i hans personlige aktmappe, i Kommissionens Undersøgelses- og Disciplinærkontor (IDOC), i lægetjenesten og alle andre steder, herunder aktstykker og dokumenter fra den indledende procedure af 2. februar 2001 vedrørende angivelige beviser på ærekrænkende handlinger, som skal tilskrives sagsøgeren.

Kommissionen tilpligtes at fremlægge retsgrundlaget for en tjenestemand ved Kommissionens iværksættelse af en lægelig procedure vedrørende appellantens mentale helbredstilstand, straks efter at ansættelsesmyndigheden udpegede appellanten i forbindelse med en administrativ undersøgelse vedrørende ærekrænkende handlinger, samt en fortegnelse over akterne vedrørende nævnte indledende procedure.

Ophævelse af den af Retten for EU-personalesager afsagte dom i sag F-17/05.

Det fastslås, at den lægelige procedure, der trådte i stedet for den administrative procedure, som har varet siden 2001, er ulovlig.

Det fastslås, at princippet om en rimelig frist er tilsidesat ved nævnte procedure, som endnu ikke er afsluttet.

Det fastslås, at retsakten af 18. juni 2004 fra en tjenestemand ved Kommissionen, er ugyldig på grund af manglende kompetence, manglende begrundelse samt den omstændighed, at den er ikke-eksisterende, og at den ikke kan tilregnes Kommissionen.

Det fastslås, at der retligt set ikke foreligger en retsakt fra ansættelsesmyndigheden af 28. juni 2004 og at denne ikke kan gøres gældende over for appellanten, over for hvilken den aldrig er blevet meddelt.

Det fastslås, at der i Kommissionen føres en parallel aktmappe, som indeholder forkerte personlige oplysninger til skade for sagsøgeren.

Det fastslås, at retsakten fra en læge af 13. juli 2004, hvorefter appellanten forbydes adgang til Kommissionens bygninger er ugyldig og ulovlig, idet der ikke er tale om en afgørelse fra ansættelsesmyndigheden, som er behørigt begrundet.

Det fastslås, at retsakten af 22. september 2004 fra en tjenestemand ved Kommissionen, hvorefter appellantens beordrede sygeorlov forlænges i seks måneder, og de efterfølgende retsakter, som henviser til tidligere dokumenter fra en tjenestemand ved ansættelsesmyndigheden af juni 2004, er ugyldige.

I øvrigt gives der appellanten medhold i dennes påstande for EU-Personaleretten.

Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Anbringender og væsentligste argumenter

Appellanten har i appelskriftet anført, at EU-Personaleretten har begået en fejl ved at basere sin afgørelse på et ukorrekt retsgrundlag, nemlig vedtægtens artikel 59 vedrørende beordret sygeorlov, mens Kommissionen ifølge appellanten har tilsidesat vedtægtens artikel 86 og bilag IX til vedtægten, samt de lovbestemmelser, som regulerer gennemførelsen af administrative undersøgelser og disciplinær forfølgning. Appellanten har desuden anført, at EU-Personaleretten har tilsidesat hans ret til kontradiktion og har tilsidesat artikel 6 i den europæiske menneskerettighedskonvention samt princippet om en retfærdig rettergang ved at træffe afgørelse på grundlag af en ufuldstændig aktmappe og uden at have taget stilling til den angivelige forelæggelse af en parallel aktmappe. Appellanten har ligeledes anført, at EU-Personaleretten har tilsidesat artikel 8 i den europæiske menneskerettighedskonvention ved at træffe afgørelse på grundlag af falske beviser. Appellanten har desuden foreholdt EU-Personaleretten, at denne ikke i den appellerede dom har taget stilling til hans begæring om genåbning af retsforhandlingerne. Appellanten har ligeledes anført, at EU-Personaleretten ulovligt undlod at drage retlige konsekvenser af den manglende kompetence hos den myndighed, som havde truffet afgørelsen om hans beordrede sygeorlov, en afgørelse, som EU-Personaleretten ifølge appellanten burde have fastslået var ikke-eksisterende på grund af manglende kompetence og manglende begrundelse.

____________