Language of document : ECLI:EU:F:2007:231

PERSONALERETTENS DOM (Anden Afdeling)

13. december 2007

Sag F-108/06

Tamara Diomede Basili

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Personalesag – tjenestemænd – bedømmelse – karriereudviklingsrapport – bedømmelse for 2004 – annullationssøgsmål – personalerepræsentant – udtalelse fra ad hoc-gruppen«

Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 236 EF og 152 EA, hvorved Tamara Diomede Basili har nedlagt påstand om annullation af sin karriereudviklingsrapport for perioden fra den 1. januar til den 31. december 2004.

Udfald: Kommissionen frifindes. Hver part bærer sine egne omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – bedømmelse – karriereudviklingsrapport – udfærdigelse – tjenestemænd, der udøver arbejde som personalerepræsentant

(Tjenestemandsvedtægten, bilag II, art. 1, sjette afsnit)

2.      Tjenestemænd – bedømmelse – karriereudviklingsrapport – etablering

1.      Selv om bedømmerne og medbedømmerne i henhold til artikel 6, stk. 3, litra c), i de af Kommissionen vedtagne almindelige gennemførelsesbestemmelser til vedtægtens artikel 43 er forpligtet til at høre ad hoc-gruppen og til at tage hensyn til dennes udtalelse ved udfærdigelsen af karriereudviklingsrapporten for en tjenestemand, der udøver arbejde som personalerepræsentant, er de ikke forpligtet til at følge denne udtalelse. Hvis de ikke følger den, skal de redegøre for grundene til, at de har fraveget den.

Desuden fremgår det ikke af nogen bestemmelser i vedtægten eller i de almindelige gennemførelsesbestemmelser, at bedømmeren og medbedømmerens forpligtelse til at tage ad hoc-gruppens udtalelse i betragtning forpligter dem til at tildele tjenestemanden særlige point ud over dem, der vedrører bedømmelsen af de aktiviteter, tjenestemanden har udøvet i forbindelse med sit arbejde.

En sådan forpligtelse følger heller ikke af artikel 1, sidste afsnit, i bilag II til vedtægten, hvorefter tjenestemanden ikke må påføres nogen ulemper som følge af udførelsen af arbejdet som personalerepræsentant.

(jf. præmis 37, 38 og 47)

Henvisning til:

Retten, 25. oktober 2005, sag T-43/04, Fardoom og Reinard mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 329, og II, s. 1465, præmis 87; 17. maj 2006, sag T-95/04, Lavagnoli mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 84.

2.      De af Kommissionen vedtagne almindelige gennemførelsesbestemmelser til vedtægtens artikel 43 vedrørende fordelingen af beføjelsen til at udøve henholdsvis hvervet som bedømmer og medbedømmer samt appelbedømmer i proceduren for bedømmelsen af en tjenestemand udgør institutionens interne organisatoriske regler. En fravigelse heraf kan kun bevirke ugyldighed af en retsakt, når der er fare for, at en sådan fravigelse tilsidesætter de garantier, der er indrømmet tjenestemændene i henhold til vedtægten eller i henhold til princippet om god forvaltningsskik med hensyn til personaleadministration

(jf. præmis 61)

Henvisning til:

Domstolen, 30. maj 1973, sag 46/72, De Greef mod Kommissionen, Sml. s. 543, præmis 18; 30. maj 1973, sag 49/72, Drescig mod Kommissionen, Sml. s. 565, præmis 10.

Retten, 7. februar 2007, forenede sager T-118/04 og T-134/04, Caló mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A-2, s. 0000, og II-A-2, s. 0000, præmis 67 og 68.