Language of document :

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Rechtbank Gelderland (Nederlandene) den 20. november 2014 – Aannemingsbedrijf Aertssen NV og Aertssen Terrassements SA mod VSB Machineverhuur BV m.fl.

(Sag C-523/14)

Processprog: nederlandsk

Den forelæggende ret

Rechtbank Gelderland

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: Aannemingsbedrijf Aertssen NV og Aertssen Terrassements SA

Sagsøgte: VSB Machineverhuur BV, Van Someren Bestrating BV og Jos van Someren

Præjudicielle spørgsmål

Er den af Aertssen indgivne anmeldelse med civilretlig partsstilling som omhandlet i artikel 63 ff. i Belgische wetboek van strafvordering [den belgiske lovbog om forundersøgelse i straffesager] omfattet af fyldbyrdelsesforordningens 1 materielle anvendelsesområde, når henses til den måde, hvorpå denne indgives, og det stadium, på hvilket proceduren befinder sig?

Hvis ja:

Skal artikel 27, stk. 1, i fuldbyrdelsesforordningen fortolkes således, at der også er fremsat et krav ved en udenlandsk [belgisk] ret i denne bestemmelses forstand, såfremt der er indgivet en anmeldelse med civilretlig partsstilling til den belgiske undersøgelsesdommer, og den judicielle forundersøgelse endnu ikke er afsluttet?

Hvis ja, på hvilket tidspunkt må den sag, der er indledt ved indgivelse af en anmeldelse med civilretlig partstilling, anses for at være indbragt og/eller anlagt i henhold til fuldbyrdelsesforordningens artikel 27, stk. 1, og artikel 30?

Hvis nej, skal fuldbyrdelsesforordningens artikel 27, stk. 1, fortolkes således, at indgivelse af en anmeldelse med civilretlig partsstilling kan føre til, at der senere kan fremsættes et krav for en belgisk ret i denne bestemmelses forstand?

Hvis ja, på hvilket tidspunkt må sagen da anses for at være indbragt og/eller anlagt i henhold til fuldbyrdelsesforordningens artikel 27, stk. 1, og artikel 30?

Såfremt der er indgivet en anmeldelse med civilretlig partstilling, men der hermed på tidspunktet for indgivelsen endnu ikke er fremsat et krav som omhandlet i fuldbyrdelsesforordningens artikel 27, stk. 1, og kravet under behandlingen af den indgivne anmeldelse stadig kan fremsættes på et senere tidspunkt med tilbagevirkende kraft gældende fra det tidspunkt, hvor anmeldelsen blev indgivet, følger det da af fuldbyrdelsesforordningens artikel 27, stk. 1, at den ret, hvor et krav er fremsat, efter at anmeldelsen med civilretlig partstilling er indgivet til den belgiske ret, skal udsætte sin afgørelse, indtil det er fastslået, om der er fremsat et krav som omhandlet i artikel 27, stk. 1, ved den belgiske ret?

____________

____________

1     Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22.12.2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EFT L 12, s. 1).