Language of document :

Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 22. oktober 2015 – Aannemingsbedrijf Aertssen NV og Aertssen Terrassements SA mod VSB Machineverhuur BV, Van Someren Bestrating BV og Jos van Someren (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Rechtbank Gelderland – Nederlandene)

(Sag C-523/14) 1

(Præjudiciel forelæggelse – område med frihed, sikkerhed og retfærdighed – retligt samarbejde i civile sager – forordning (EF) nr. 44/2001 – artikel 1 – anvendelsesområde – anmeldelse med civilretlig partsstilling – artikel 27 – litispendens – krav fremsat for en ret i en anden medlemsstat– igangværende retlig undersøgelse – artikel 30 – tidspunkt, hvorpå en sag anses for anlagt ved en ret)

Processprog: nederlandsk

Den forelæggende ret

Rechtbank Gelderland

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: Aannemingsbedrijf Aertssen NV og Aertssen Terrassements SA

Sagsøgte: VSB Machineverhuur BV, Van Someren Bestrating BV og Jos van Someren

Konklusion

Artikel 1 i Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område skal fortolkes således, at en anmeldelse med civilretlig partsstilling, der er indgivet til en forundersøgelsesret, er omfattet af denne forordnings anvendelsesområde, således at den navnlig har til formål at opnå, at sagsøgeren tilkendes økonomisk erstatning for det tab, han påstår at have lidt.

Artikel 27, stk. 1, i forordning nr. 44/2001 skal fortolkes således, at der er fremsat et krav i denne bestemmelses forstand, såfremt der er indgivet en anmeldelse med civilretlig partsstilling ved en forundersøgelsesret, selv om den retlige undersøgelse af den omhandlede sag endnu ikke er afsluttet.

Artikel 30 i forordning nr. 44/2001 skal fortolkes således, at når en person indgiver en anmeldelse med civilretlig partstilling ved en forundersøgelsesret ved indlevering af et processkrift, som i henhold til gældende national ret ikke skal forkyndes inden denne indlevering, er det tidspunkt, hvor en sag skal anses for at være blevet anlagt ved denne forundersøgelsesret, det tidspunkt, på hvilket denne anmeldelse er blevet indleveret.

____________

1 EUT C 34 af 2.2.2015.