FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

J. RICHARD DE LA TOUR

fremsat den 16. februar 2023 (1)

Sag C-663/21

Bundesamt für Fremdenwesen und Asyl

procesdeltager

AA

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Verwaltungsgerichtshof (forvaltningsdomstol, Østrig))

og

Sag C-8/22

XXX

mod

Commissaire général aux réfugiés et aux apatrides

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Conseil d’État (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Belgien))

»Præjudiciel forelæggelse – område med frihed, sikkerhed og retfærdighed – asylpolitik – direktiv 2011/95/EU – standarder for tildeling af flygtningestatus eller subsidiær beskyttelsesstatus – artikel 14, stk. 4, litra b) – fratagelse af flygtningestatus – tredjelandsstatsborger, der har begået en særlig grov forbrydelse – fare for samfundet – proportionalitetsprøvelse – bevisbyrde – direktiv 2008/115/EF – tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold – udsættelse af udsendelse – udsendelse, der betragtes som ulovlig som følge af princippet om non-refoulement – ingen mulighed for at vedtage en afgørelse om tilbagesendelse«

I.      Indledning

1.        Artikel 14, stk. 4 og 5, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/95/EU af 13. december 2011 om fastsættelse af standarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller statsløse som personer med international beskyttelse, for en ensartet status for flygtninge eller for personer, der er berettiget til subsidiær beskyttelse, og for indholdet af en sådan beskyttelse (2) bestemmer ud over ophørsgrundene (artikel 11) og udelukkelsesgrundene (artikel 12), at medlemsstaterne kan tilbagekalde flygtningestatus eller nægte at tildele denne status, hvis der foreligger en fare for deres sikkerhed eller for deres samfund.

2.        Denne mulighed, der er begrundet i medlemsstaternes ønske om at have en handlemulighed over for flygtninge, der truer deres sikkerhed eller deres samfund, men som ikke kan udsendes, har været genstand for kritik, med den begrundelse, at den ikke lever op til udelukkelses- og ophørsgrundene i artikel 1, afsnit C-F (3), i konventionen om flygtninges retsstilling som suppleret ved protokollen vedrørende flygtninges retsstilling (4) (herefter »Genèvekonventionen«).

3.        I dom af 14. maj 2019, M m.fl. (Tilbagekaldelse af flygtningestatus) (5), anførte Domstolen imidlertid intet, der kunne påvirke gyldigheden af artikel 14, stk. 4-6, i direktiv 2011/95, henset til artikel 78, stk. 1, TEUF og artikel 18 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«). Med henblik på at nå frem til denne afgørelse fastslog Domstolen navnlig, at dette direktivs artikel 14, stk. 4 og 5, skulle fortolkes således, at i den sammenhæng, hvori den ved dette direktiv indførte ordning indgår, medfører tilbagekaldelse af flygtningestatus eller afslag på at tildele en sådan status ikke, at den pågældende tredjelandsstatsborger eller statsløse, som opfylder betingelserne i dette direktivs artikel 2, litra d), sammenholdt med bestemmelserne i direktivets kapitel III, mister sin egenskab af flygtning som omhandlet i denne artikel 2, litra d), og Genèvekonventionens artikel 1, afsnit A (6).

4.        I forlængelse af dommen i sagen M m.fl. (Tilbagekaldelse af flygtningestatus) anmodes Domstolen med de foreliggende anmodninger om præjudiciel afgørelse nu om at præcisere betingelserne for, at medlemsstaterne kan beslutte at tilbagekalde flygtningestatus.

5.        Disse anmodninger om præjudiciel afgørelse vedrører nærmere bestemt fortolkningen af artikel 14, stk. 4, litra b), i direktiv 2011/95 og af artikel 5, 6, 8 og 9 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115/EF af 16. december 2008 om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold (7).

6.        Hvad angår sag C-663/21 er anmodningen om præjudiciel afgørelse blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem AA, der er tredjelandsstatsborger, og Bundesamt für Fremdenwesen und Asyl (forbundskontoret for immigration og asyl, Østrig, herefter »Bundesamt«) angående en afgørelse truffet af Bundesamt om at inddrage AA’s flygtningestatus, om at afslå subsidiær beskyttelse eller en opholdstilladelse af grunde, der kan anses for at skulle tages i betragtning, om at træffe en afgørelse om tilbagesendelse med et opholdsforbud, om at fastsætte en frist for frivillig udrejse og om konstatering af, at udsendelse af ham ikke er tilladt.

7.        Hvad angår sag C-8/22 er anmodningen om præjudiciel afgørelse blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem XXX, der er tredjelandsstatsborger, og Commissaire général aux réfugiés et aux apatrides (generalkommissær for flygtninge og statsløse, Belgien, herefter »generalkommissæren«) vedrørende sidstnævntes afgørelse om at inddrage XXX’ flygtningestatus.

8.        De af Verwaltungsgerichtshof (forvaltningsdomstol, Østrig) (sag C-663/21) og Conseil d’État (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Belgien) (sag C-8/22) forelagte spørgsmål supplerer hinanden og overlapper til dels hinanden, hvorfor jeg vil behandle dem samlet i dette forslag til afgørelse. Med disse spørgsmål anmodes Domstolen navnlig om at præcisere betingelserne for tilbagekaldelse af en flygtningestatus i henhold til artikel 14, stk. 4, litra b), i direktiv 2011/95.

9.        Denne bestemmelse fastsætter, at »[m]edlemsstaterne kan tilbagekalde, afslutte eller afslå at forlænge status, der er tildelt en flygtning af et regeringsorgan, et administrativt organ, et retsligt eller kvasiretsligt organ, når […] den pågældende efter en endelig dom for en særlig grov forbrydelse udgør en fare for samfundet i denne medlemsstat«.

10.      Denne grund til tilbagekaldelse af flygtningestatus tager direkte udgangspunkt i formuleringen i Genèvekonventionens artikel 33, stk. 2, hvoraf det fremgår, at en flygtning, »som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det […] land[, i hvilket han befinder sig]«, ikke kan påberåbe sig princippet om non-refoulement. Den samme undtagelse fra princippet om non-refoulement findes i artikel 21, stk. 2, i direktiv 2011/95 (8).

11.      I dette forslag til afgørelse vil jeg først forsvare den fortolkning, hvorefter artikel 14, stk. 4, litra b), i direktiv 2011/95 opstiller to kumulative betingelser for den mulighed, som en medlemsstat har for at tilbagekalde flygtningestatus. I denne henseende vil jeg forklare, hvorfor jeg mener, at eksistensen af en endelig dom for en særlig grov forbrydelse udgør en nødvendig, men ikke tilstrækkelig betingelse for, at en medlemsstat kan tilbagekalde denne status.

12.      Jeg vil dernæst anføre grundene til, at jeg er af den opfattelse, at den fare, som en dømt person udgør på det tidspunkt, hvor afgørelsen om at tilbagekalde flygtningestatus træffes, skal være reel, umiddelbar og tilstrækkeligt alvorlig for samfundet i den pågældende medlemsstat.

13.      Til slut vil jeg præcisere, at en afgørelse om at tilbagekalde flygtningestatus efter min opfattelse skal overholde proportionalitetsprincippet og i bredere forstand den berørte persons grundlæggende rettigheder, således som de er sikret ved chartret.

14.      Sag C-663/21 rejser en yderligere problematik vedrørende fortolkningen af direktiv 2008/115. Det ønskes nærmere bestemt oplyst, om der skal vedtages en afgørelse om tilbagesendelse, når den berørte tredjelandsstatsborger ikke kan tilbagesendes til sit oprindelsesland. Jeg vil støtte mig på Domstolens seneste praksis og foreslå denne, at dette spørgsmål besvares benægtende.

II.    De faktiske omstændigheder i tvisterne i hovedsagerne og de præjudicielle spørgsmål

A.      Sag C-663/21

15.      AA indrejste ulovligt i Østrig den 10. december 2014 og indgav samme dag en ansøgning om international beskyttelse. Ved Bundesamts afgørelse af 22. december 2015 blev han tildelt flygtningestatus.

16.      Den 22. marts 2018 blev AA idømt en frihedsstraf på et år og tre måneder samt 180 dagbøder for at have fremsat alvorlige trusler og begået hærværk samt for ulovlig omgang og handel med euforiserende stoffer. Den 14. januar 2019 blev AA idømt en frihedsstraf på tre måneder for legemsbeskadigelse og fremsættelse af alvorlige trusler. Den 11. marts 2019 blev AA idømt en frihedsstraf på seks måneder for forsøg på legemsbeskadigelse og fremsættelse af alvorlige trusler. Alle disse frihedsstraffe blev gjort betingede.

17.      Den 13. august 2019 blev AA pålagt en bøde for aggressiv adfærd over for en myndighedsperson.

18.      Ved afgørelse af 24. september 2019 inddrog Bundesamt AA’s flygtningestatus og besluttede ikke at tildele ham subsidiær beskyttelse eller en opholdstilladelse af grunde, der skal tages i betragtning. Bundesamt erklærede ligeledes, at der ville blive vedtaget en afgørelse om tilbagesendelse med indrejseforbud, og at der ville blive fastsat en frist for frivillig udrejse, idet det blev anført, at det ikke var tilladt at udsende ham til Syrien.

19.      AA indbragte Bundesamts afgørelse af 24. september 2019 for Bundesverwaltungsgericht (forbundsdomstol i forvaltningsretlige sager, Østrig). Han erklærede efterfølgende, at han frafaldt søgsmålet, for så vidt som det vedrørte den del af afgørelsens dispositive del, hvori det blev konstateret, at det var ulovligt at udvise ham.

20.      Den 16. juni og den 8. oktober 2020 blev AA idømt frihedsstraffe på henholdsvis fire og fem måneder, uden at de tidligere afsagte betingede domme blev gjort ubetingede.

21.      Ved dom af 28. maj 2021 ophævede Bundesverwaltungsgericht (forbundsdomstol i forvaltningsretlige sager) Bundesamts afgørelse af 24. september 2019. Denne domstol anførte, at fire betingelser skulle være opfyldt, for at flygtningestatus kan inddrages, nemlig den omstændighed, at flygtningen har begået en særlig grov forbrydelse, at den pågældende er blevet idømt en straf ved en endelig dom, at den pågældende udgør en fare for samfundet, og at den offentlige interesse i at bringe opholdet til ophør vejer tungere end flygtningens interesse i at opretholde asylstatens beskyttelse.

22.      Den nævnte domstol konstaterede, at AA opfyldte de tre første betingelser, men skønnede vedrørende den fjerde betingelse, at der skulle foretages en afvejning af Republikken Østrigs interesser og AA’s interesser under hensyntagen til rækkevidden og arten af de foranstaltninger, han ville blive underlagt, hvis den internationale beskyttelse blev tilbagekaldt. Eftersom AA, hvis han blev sendt tilbage til sit oprindelsesland, risikerede at blive udsat for tortur eller idømt dødsstraf, fandt Bundesverwaltungsgericht (forbundsdomstol i forvaltningsretlige sager), at hans interesser vejede tungere end Republikken Østrigs interesser, og at hans flygtningestatus ikke skulle inddrages.

23.      Bundesamt har iværksat revisionsappel til prøvelse af denne dom ved Verwaltungsgerichtshof (forvaltningsdomstol).

24.      Bundesamt har til støtte for sin appel gjort gældende, at Verwaltungsgerichtshofs (forvaltningsdomstol) praksis, hvori ovennævnte fjerde betingelse er fastsat, er blevet udarbejdet i en sammenhæng, der ikke er sammenlignelig med den aktuelle sammenhæng. En udvisning til oprindelseslandet er således ikke længere tilladt, hvis den berørte person udsættes for konsekvenser, der er i strid med artikel 2 eller 3 i konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder (9). Den interesseafvejning, som Bundesverwaltungsgericht (forbundsdomstol i forvaltningsretlige sager) har foretaget i den foreliggende sag, er derfor ikke nødvendig, eftersom denne person nyder godt af en beskyttelse mod udvisning, der følger af en afgørelse, hvorved det konstateres, at refoulement ikke er mulig. Ifølge Bundesamt kan en sådan interesseafvejning endvidere skade troværdigheden af det beskyttelsessystem, som Unionen har indført i overensstemmelse med Genèvekonventionen.

25.      Henset til de argumenter, som Bundesamt således har fremført, ønsker den forelæggende ret oplyst, om det med henblik på anvendelse af artikel 14, stk. 4, litra b), i direktiv 2011/95 er nødvendigt at foretage en afvejning af de foreliggende interesser, efter at det er blevet konstateret, at den berørte person er blevet idømt en endelig dom for at have begået en særlig grov forbrydelse og udgør en fare for samfundet. Den har navnlig på grundlag af Bundesamts argumentation (10) anført, at en sådan afvejning kan undlades med den begrundelse, at nævnte direktivs artikel 14, stk. 4, litra b), har til formål, at personer, der har vist sig uværdige til at bevare deres flygtningestatus, får inddraget denne status på grund af deres omfattende kriminalitet og den fare, de dermed udgør for samfundet.

26.      Denne ret har desuden påpeget, at tilbagekaldelse af flygtningestatus under alle omstændigheder ikke gør det muligt at tage hensyn til behovet for at forebygge en trussel fra en person, der har udøvet omfattende kriminalitet, når udvisning af denne viser sig at være ulovlig på grund af forbuddet mod refoulement.

27.      Med udgangspunkt i retslæren og erklæringerne fra Det Europæiske Asylstøttekontor (EASO) har den forelæggende ret oplyst, at der findes divergerende opfattelser med hensyn til nødvendigheden af at foretage en interesseafvejning mellem den fare for samfundet, som den berørte tredjelandsstatsborger udgør, og de risici, som denne borger udsættes for ved en tilbagevenden til sit oprindelsesland. Denne ret har også fremhævet, at østrigsk retspraksis ser ud til at stå alene i EU på dette punkt, og at denne retspraksis kan gøre det umuligt at fratage nævnte statsborger dennes flygtningestatus.

28.      Derudover har den nævnte ret anført, at det i østrigsk ret bestemmes, at der, når den internationale beskyttelse er blevet inddraget, men en udvisning til oprindelseslandet er ulovlig, skal træffes en afgørelse om tilbagesendelse i givet fald med et indrejseforbud. Den berørte tredjelandsstatsborger er derefter på tålt ophold i Østrig, så længe udvisning er umulig, uden at denne dog har lovligt ophold.

29.      En sådan praksis kan betragtes som uforenelig med direktiv 2008/115, navnlig for så vidt som den indebærer vedtagelse af en afgørelse om tilbagesendelse, der er frataget enhver effektivitet i et ubestemt tidsrum, eftersom udvisning af den berørte tredjelandsstatsborger anses for at være ulovlig, indtil der eventuelt vedtages en afgørelse, hvormed udvisning erklæres lovlig. I denne forbindelse ønsker den forelæggende ret navnlig oplyst, hvilken rækkevidde dom af 3. juni 2021, Westerwaldkreis (11), har.

30.      Under disse omstændigheder har Verwaltungsgerichtshof (forvaltningsdomstol) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1)      Skal der ved vurderingen af, om den status som asylberettiget, som en flygtning tidligere er blevet tildelt af den kompetente myndighed, kan tilbagekaldes af den grund, der er fastsat i artikel 14, stk. 4, litra b), i [direktiv 2011/95], foretages en interesseafvejning som selvstændigt kriterium, hvorefter tilbagekaldelsen er betinget af, at offentlighedens interesser i tilbagesendelsen skal veje tungere end flygtningens interesse i opretholdelsen af tilflugtsstatens beskyttelse, idet forbrydelsens forkastelige karakter og den potentielle fare for samfundet skal opvejes mod udlændingens beskyttelsesinteresser – herunder omfanget og arten af de foranstaltninger, som den pågældende risikerer at blive genstand for?

2)      Er bestemmelserne i [direktiv 2008/115], navnlig artikel [5], 6, 8 og 9, til hinder for en national ordning, hvorefter der skal vedtages en afgørelse om tilbagesendelse over for en tredjelandsstatsborger, hvis hidtidige opholdstilladelse som flygtning inddrages ved tilbagekaldelse af statussen som asylberettiget, selv hvis det allerede på tidspunktet for vedtagelsen af afgørelsen om tilbagesendelse står klart, at en udsendelse vil være ulovlig på ubestemt tid som følge af forbuddet mod refoulement, og dette også fastslås ved en endelig afgørelse?«

31.      Den østrigske, den belgiske, den tjekkiske, den tyske og den nederlandske regering samt Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg.

B.      Sag C-8/22

32.      Ved generalkommissærens afgørelse af 23. februar 2007 blev XXX tildelt flygtningestatus.

33.      Ved dom af 20. december 2010 idømte Cour d’assises de Bruxelles (nævningeretten i Bruxelles, Belgien) XXX en fængselsstraf på 25 år (12).

34.      Ved afgørelse af 4. maj 2016 inddrog generalkommisæren hans flygtningestatus.

35.      XXX anlagde sag til prøvelse af denne afgørelse ved Conseil du contentieux des étrangers (domstol i udlændingeretlige sager, Belgien).

36.      Ved dom af 26. august 2019 frifandt denne ret sagsøgte, idet den fandt, at den fare, som XXX udgjorde for samfundet, fulgte af hans dom for en særlig grov forbrydelse. I denne sammenhæng påhvilede det ikke generalkommissæren at godtgøre, at XXX udgjorde en reel, umiddelbar og tilstrækkeligt alvorlig fare for samfundet. Det påhvilede snarere XXX at godtgøre, at han ikke længere udgjorde en fare for samfundet.

37.      Den 26. september 2019 har XXX iværksat kassationsanke af denne dom ved Conseil d’État (øverste domstol i forvaltningsretlige sager).

38.      Til støtte for anken har han hovedsageligt gjort gældende, at det tilkommer generalkommissæren at bevise, at der foreligger en reel, umiddelbar og tilstrækkeligt alvorlig fare for samfundet, og at det er nødvendigt at foretage en proportionalitetsprøvelse med henblik på at afgøre, om den trussel, som han udgør, begrunder en inddragelse af hans flygtningestatus.

39.      Under disse omstændigheder har Conseil d’État (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1)      Skal artikel 14, [stk. 4, litra b),] i [direktiv 2011/95] fortolkes således, at denne bestemmelse foreskriver, at det er godtgjort, at der foreligger en fare for samfundet, alene med den begrundelse, at den person, der har flygtningestatus, er idømt straf ved en endelig dom for [særlig grov forbrydelse], eller skal den fortolkes således, at den omstændighed, at denne person er idømt straf ved en endelig dom for en [særlig grov forbrydelse], ikke i sig selv er tilstrækkelig til at godtgøre, at der foreligger en fare for samfundet?

2)      Såfremt idømmelsen af en straf ved en endelig dom for en [særlig grov forbrydelse] ikke i sig selv er tilstrækkelig til at godtgøre, at der foreligger en fare for samfundet, skal artikel 14, [stk. 4, litra b), i direktiv 2011/95] da fortolkes således, at denne bestemmelse kræver, at medlemsstaten godtgør, at appellanten efter sin dom fortsat udgør en fare for samfundet? Skal medlemsstaten godtgøre, at denne fare er reel og umiddelbar, eller er det tilstrækkeligt, at der findes en potentiel fare? Skal [dette direktivs] artikel 14, [stk. 4, litra] b), […] alene eller sammenholdt med proportionalitetsprincippet, fortolkes således, at denne bestemmelse kun tillader [tilbagekaldelse] af en flygtningestatus, hvis denne [tilbagekaldelse] er forholdsmæssig, og den fare, som personen med flygtningestatus udgør, er tilstrækkeligt alvorlig til at begrunde denne [tilbagekaldelse?]

3)      Såfremt medlemsstaten ikke skal godtgøre, at appellanten efter dommen fortsat udgør en fare for samfundet, og at denne fare er reel, umiddelbar og tilstrækkeligt alvorlig til at begrunde [tilbagekaldelsen] af flygtningestatus, skal artikel 14, [stk. 4, litra] b), i [direktiv 2011/95] da fortolkes således, at denne bestemmelse indebærer, at truslen mod samfundet i princippet er godtgjort ved den omstændighed, at personen med flygtningestatus er blevet idømt straf ved en endelig dom for en [særlig grov forbrydelse], men at denne kan godtgøre, at han ikke eller ikke længere udgør en sådan trussel?«

40.      XXX, den belgiske og den nederlandske regering samt Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg.

41.      I retsmødet, der var fælles for de to sager og blev afholdt den 10. november 2022, afgav XXX, den belgiske og den nederlandske regering samt Kommissionen mundtlige indlæg og besvarede Domstolens spørgsmål til mundtlig besvarelse.

III. Bedømmelse

A.      Fortolkning af artikel 14, stk. 4, litra b), i direktiv 2011/95

42.      Hvad angår fortolkningen af artikel 14, stk. 4, litra b), i direktiv 2011/95 vedrører den juridiske debat i de foreliggende sager flere punkter.

43.      Er der for det første tale om, at denne bestemmelse skal anses for at opstille to kumulative betingelser for, at en medlemsstat kan tilbagekalde flygtningestatus, nemlig dels, at der foreligger en endelig dom for en særlig grov forbrydelse, dels at det er påvist, at den person, der er idømt denne dom, udgør en fare for samfundet i denne medlemsstat?

44.      For det andet, såfremt dette spørgsmål besvares bekræftende, hvilke kendetegn har denne fare for samfundet da? Skal en medlemsstat navnlig godtgøre, at den berørte tredjelandsstatsborger efter domfældelsen fortsat udgør en fare for samfundet? Skal der derudover og analogt med Domstolens praksis i forbindelse med andre EU-retlige bestemmelser være tale om en reel, umiddelbar og tilstrækkeligt alvorlig trussel?

45.      Skal en medlemsstats afgørelse om at tilbagekalde flygtningestatus i henhold til artikel 14, stk. 4, litra b), i direktiv 2011/95 for det tredje overholde proportionalitetsprincippet? Hvilke elementer skal i bekræftende fald indgå i afvejningen? Skal den kompetente myndighed navnlig foretage en afvejning mellem værtsmedlemsstatens interesse i at beskytte sit samfund og den berørte tredjelandsstatsborgers interesse i fortsat at nyde godt af en beskyttelse i denne medlemsstat?

46.      Inden jeg går over til at behandle disse forskellige punkter, vil jeg fremsætte nogle indledende bemærkninger om betingelsen om, at der skal være afsagt en endelig dom for en særlig grov forbrydelse.

1.      Indledende bemærkninger om betingelsen om, at der skal være afsagt en endelig dom for en særlig grov forbrydelse

47.      Det skal anføres, at ingen af de forelæggende retters spørgsmål vedrører spørgsmålet om, hvad det betyder, at den berørte tredjelandsstatsborger skal være blevet dømt ved »en endelig dom for en særlig grov forbrydelse«. Dette spørgsmål er derimod blevet stillet direkte i sagen Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid (sag C-402/22), der for tiden verserer for Domstolen på initiativ af Raad van State (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Nederlandene). For så vidt som denne sag danner en passende ramme, inden for hvilken denne betingelse kan afgrænses (13), vil jeg her blot fremsætte følgende bemærkninger, der er begrundet i forskellen mellem de respektive domme, der er afsagt i de foreliggende sager.

48.      Sag C-663/21 vedrører således en tredjelandsstatsborger, hvis flygtningestatus er blevet tilbagekaldt, efter at han er blevet idømt flere betingede fængselsdomme for forskellige lovovertrædelser. Sag C-8/22 vedrører for sit vedkommende en tredjelandsstatsborger, hvis flygtningestatus er blevet tilbagekaldt, efter at han er blevet idømt en straf på 25 års fængsel for forskellige lovovertrædelser, herunder manddrab.

49.      Rent intuitivt og med forbehold for en uddybning af definitionen af begrebet »dom for en særlig grov forbrydelse«, synes idømmelsen af en frihedsstraf af en varighed og for en overtrædelse som den, der er tale om i sag C-8/22, at falde ind under denne definition eller i det mindste ikke at falde åbenlyst uden for dens anvendelsesområde.

50.      Derimod kan der i forbindelse med sag C-663/21 sættes spørgsmålstegn ved, om flere betingede fængselsdomme for lovovertrædelser, hvoraf ingen af dem isoleret set kan betegnes som en »særlig grov forbrydelse«, opfylder betingelsen i artikel 14, stk. 4, litra b), i direktiv 2011/95. Dette giver navnlig anledning til spørgsmålet om, hvorvidt den kumulerede virkning af flere lovovertrædelser kan gøre det muligt at nå den særlige grad af grovhed, der kræves i denne bestemmelse.

51.      Jeg skal ikke her afgøre disse spørgsmål, der ikke har været drøftet i forbindelse med de foreliggende sager, og begrænser mig til at henlede de forelæggende retters opmærksomhed på den omstændighed, at de ikke, når de skal drage konsekvenserne af Domstolens svar på deres spørgsmål, kan se bort fra en forudgående prøvelse af, om der foreligger en dom for en »særlig grov forbrydelse« som omhandlet i artikel 14, stk. 4, litra b), i direktiv 2011/95. Der er således her tale om en uundgåelig betingelse for, at den mulighed for at tilbagekalde flygtningestatus, som denne bestemmelse åbner, kan anvendes.

52.      Er der alligevel tale om en tilstrækkelig betingelse for at benytte denne mulighed for tilbagekaldelse? En besvarelse af dette spørgsmål kræver, at den forbindelse, der med henblik på anvendelsen af artikel 14, stk. 4, litra b), i direktiv 2011/95 findes mellem en endelig dom for en særlig grov forbrydelse og eksistensen af en fare for samfundet, præciseres med henblik på heraf at udlede, om der er tale om to kumulative betingelser eller ej.

2.      Forbindelsen mellem en endelig dom for en særlig grov forbrydelse og eksistensen af en fare for samfundet

53.      Med det første og det tredje spørgsmål i sag C-8/22 ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 14, stk. 4, litra b), i direktiv 2011/95 skal fortolkes således, at grunden til tilbagekaldelse af en flygtningestatus i denne bestemmelse kan anvendes, når det er godtgjort, at den berørte person er blevet idømt straf ved en endelig dom for en særlig grov forbrydelse, uden at det er nødvendigt som en særskilt betingelse at efterprøve, om den pågældende person udgør en fare for samfundet i den medlemsstat, i hvilken denne opholder sig.

54.      Disse spørgsmål kræver en bestemmelse af, om forbindelsen mellem de to elementer, der udgøres dels af den endelige dom for en særlig grov forbrydelse, dels eksistensen af en fare for samfundet i den pågældende medlemsstat, er en automatisk årsagsforbindelse, således at det første element nødvendigvis indebærer det andet, eller om der er tale om to elementer, der, selv om de er indbyrdes forbundne, hver skal gøres til genstand for en særskilt bestemmelse.

55.      Skal artikel 14, stk. 4, litra b), i direktiv 2011/95 med andre ord anses for at indeholde en enkelt betingelse for tilbagekaldelse af en flygtningestatus, nemlig at faren for samfundet følger alene af den omstændighed, at personen med flygtningestatus er blevet dømt ved en endelig dom for en særlig grov forbrydelse? Eller skal denne bestemmelse anses for at opstille to betingelser for denne tilbagekaldelse, således at en medlemsstat ud over en endelig dom for en særlig grov forbrydelse også skal godtgøre, at flygtningen udgør en fare for samfundet?

56.      Det ser ud til, at der hersker uenighed mellem medlemsstaterne på dette punkt. Nogle mener, at en dom for en særlig grov forbrydelse under alle omstændigheder er tilstrækkelig til, at den pågældende person udgør en fare for samfundet. Andre mener, at det også som en særskilt betingelse skal godtgøres, at der foreligger en fare (14).

57.      Ligesom Kommissionen er jeg af en opfattelse, at selv om en endelig dom for en særlig grov forbrydelse udgør en nødvendig betingelse for at kunne tilbagekalde flygtningestatus i medfør af artikel 14, stk. 4, litra b), i direktiv 2011/95, er der dog ikke tale om en tilstrækkelig betingelse (15). I dette lys skal det også undersøges og godtgøres, om den berørte person udgør en fare for samfundet i den medlemsstat, i hvilken denne opholder sig. Denne bestemmelse fastsætter således to betingelser, der, selv om de er konnekse, er separate og skal opfyldes kumulativt. En endelig dom for en særlig grov forbrydelse er således både en betingelse for, at der foreligger en fare for samfundet i henhold til nævnte bestemmelse, og et relevant element i evalueringen af denne fare. En sådan dom er imidlertid ikke det eneste element i en sådan evaluering, som jeg vil redegøre for i det følgende.

58.      Ordlyden af artikel 14, stk. 4, litra b), i direktiv 2011/95 taler efter min opfattelse for en sådan fortolkning.

59.      Det skal i denne henseende anføres, at selv om der findes forskelle mellem de sproglige versioner af denne bestemmelse (16), er den et udtryk for, at den pågældende person ikke blot skal være dømt for en særlig alvorlig forbrydelse, det skal også godtgøres, at der er en forbindelse mellem den forbrydelse, for hvilken personen er blevet dømt, og den fare, som personen udgør. Den pågældende person skal således udgøre en fare på grund af den forbrydelse, som vedkommende har begået (17).

60.      Den fare for samfundet, der kræves i artikel 14, stk. 4, litra b), i direktiv 2011/95, er således ikke godtgjort, hvis den er baseret på udsagn om de lovovertrædelser, som den pågældende person har begået, eller om vedkommendes almindelige adfærd, der ikke har givet anledning til en endelig dom for en særlig grov forbrydelse.

61.      I lighed med det, som Domstolen har anført vedrørende den tilsvarende grund i artikel 21, stk. 2, i direktiv 2004/83, der muliggør refoulement af en flygtning, må artikel 14, stk. 4, litra b), i direktiv 2011/95 anses for at underlægge muligheden for tilbagekaldelse af en flygtningestatus strenge betingelser, navnlig fordi en flygtning kun efter en endelig dom for en »særlig grov forbrydelse« kan anses for at udgøre en »fare for samfundet i denne medlemsstat« (18). Disse strenge betingelser modsvarer de alvorlige konsekvenser af tilbagekaldelse af flygtningestatus, nemlig at den berørte person ikke længere har alle de rettigheder og fordele, der er nævnt i dette direktivs kapitel VII, eftersom disse er knyttet til denne status (19).

62.      Eksistensen af en forbindelse mellem de to elementer, der er anført i det nævnte direktivs artikel 14, stk. 4, litra b), betyder således ikke efter min opfattelse, at eksistensen af en fare for samfundet i alle tilfælde skal anses for at følge automatisk af en dom for en særlig grov forbrydelse, hvorved påvisning af en sådan fare bliver overflødig.

63.      Uanset de sproglige versioner og den måde, hvorpå de udtrykker forbindelsen mellem en endelig dom for en særlig grov forbrydelse og eksistensen af en fare for samfundet, foranlediger den omstændighed, at der i denne bestemmelse nævnes disse to elementer, mig til at mene, at EU-lovgiver således har bestemt, at to kumulative betingelser skal være opfyldt, for at tilbagekaldelse af en flygtningestatus er mulig. Hvis faren for samfundet ikke udgjorde en selvstændig betingelse, ville EU-lovgiver rent logisk blot have muliggjort tilbagekaldelse af en flygtningestatus alene på grundlag af en dom for en særlig grov forbrydelse (20).

64.      Det er i øvrigt det, som EU-lovgiver har gjort ved f.eks. blandt grundene til udelukkelse fra flygtningestatus i artikel 12, stk. 2, litra b), i direktiv 2011/95 at fastsætte, at den pågældende har begået »en alvorlig ikke-politisk forbrydelse«, og blandt grundene til udelukkelse fra at være berettiget til subsidiær beskyttelse i dette direktivs artikel 17, stk. 1, litra b), at fastsætte, at den pågældende har begået en »grov forbrydelse«. Jeg vil også påpege, at blandt grundene til udelukkelse fra at være berettiget til subsidiær beskyttelse udgør alvorlige grunde til at formode, at den pågældende »udgør en fare for samfundet eller sikkerheden i den medlemsstat, vedkommende befinder sig i«, en separat og selvstændig grund til udelukkelse.

65.      Ved en sammenligning med disse bestemmelser udleder jeg af den specifikke formulering i artikel 14, stk. 4, litra b), i direktiv 2011/95, at eksistensen af en fare for samfundet ikke kan følge automatisk og i alle tilfælde af en dom for en særlig grov forbrydelse, da bestemmelsen om, at den berørte person skal udgøre en fare for samfundet, ellers ville være overflødig.

66.      I modsætning til, hvad den belgiske regering har gjort gældende, bevirker en fortolkning, der lægger vægt på eksistensen af to kumulative betingelser ikke, at den anden grund til tilbagekaldelse af flygtningestatus, der er nævnt i artikel 14, stk. 4, litra a), i direktiv 2011/95, fratages sin effektive virkning, når der findes rimelige grunde til at anse en flygtning for at udgøre »en fare for sikkerheden i den medlemsstat, vedkommende befinder sig i«. Efter min opfattelse har denne grund sit eget anvendelsesområde, idet den omfatter den indre sikkerhed i en medlemsstat såvel som den ydre sikkerhed. En trussel mod de grundlæggende offentlige institutioners og tjenesters funktionsmåde eller befolkningens overlevelse samt risikoen for en alvorlig forstyrrelse af de internationale relationer eller af nationernes fredelige sameksistens eller en trussel mod militære interesser kan dermed påvirke den offentlige sikkerhed (21). På denne måde adskiller faren for sikkerheden i en medlemsstat som omhandlet i artikel 14, stk. 4, litra a), i direktiv 2011/95 sig fra den fare for samfundet i en medlemsstat, der er omhandlet i dette direktivs artikel 14, stk. 4, litra b), og som snarere vedrører opretholdelse af den offentlige orden i den berørte medlemsstat (22).

67.      En fortolkning, der består i at kræve, at den kompetente myndighed ikke begrænser sig til at tage hensyn til en tidligere dom for at tilbagekalde en flygtningestatus i medfør af denne bestemmelse, understøttes efter min opfattelse af behovet for at sikre en streng fortolkning af den nævnte bestemmelse, henset til det mål, der forfølges med direktiv 2011/95.

68.      Som det fremgår af 12. betragtning til direktivet, er formålet med dette direktiv nemlig dels at sikre, at medlemsstaterne anvender fælles kriterier til identifikation af personer, som reelt har behov for international beskyttelse, dels at sikre, at der findes et minimum af ydelser til fordel for disse personer i alle medlemsstater.

69.      Flygtningestatus skal gives til en person, når denne opfylder de minimumsstandarder, der er fastsat i EU-retten. I henhold til artikel 13 i direktiv 2011/95 tildeler medlemsstaterne således tredjelandsstatsborgere og statsløse, der kan anerkendes som flygtninge i medfør af direktivets kapitel II og III, flygtningestatus.

70.      I artikel 14, stk. 4, litra b), i direktiv 2011/95 opstilles der imidlertid en grund til tilbagekaldelse af flygtningestatus, der udgør en udtagelse fra den generelle regel i direktivets artikel 13, og som bevirker, at de i nævnte direktivs kapitel VII opstillede rettigheder og fordele begrænses. Denne grund til tilbagekaldelse skal således efter min opfattelse fortolkes strengt, hvilket betyder, at den kun kan anvendes, når den kompetente myndighed har godtgjort dels, at den berørte tredjelandsstatsborger har modtaget en endelig dom for en særlig grov forbrydelse, dels at denne statsborger udgør en fare for samfundet i den medlemsstat, vedkommende befinder sig i.

71.      En sådan fortolkning synes ligeledes at være i overensstemmelse med fortolkningen af Genèvekonventionens artikel 33, stk. 2, hvoraf det bl.a. fremgår, at en flygtning, »som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det […] land[, i hvilket han befinder sig]«, ikke kan påberåbe sig princippet om non-refoulement. Jeg vil i denne henseende anføre, at selv om denne bestemmelse har et andet formål, eftersom den fastsætter undtagelser fra princippet om non-refoulement, er det ubestridt, at den har dannet grundlag for de grunde til tilbagekaldelse af flygtningestatus, som EU-lovgiver har fastsat i artikel 14, stk. 4, i direktiv 2011/95. Det forekommer mig således hensigtsmæssigt at tage hensyn til fortolkningen af denne konventions artikel 33, stk. 2, der, som det fremgår af 4., 23. og 24. betragtning til direktiv 2011/95, udgør hjørnestenen i det internationale retssystem til beskyttelse af flygtninge (23).

72.      Mere generelt er det min opfattelse, at eftersom de i artikel 14, stk. 4 og 5, i direktiv 2011/95 omhandlede tilfælde, hvor medlemsstaterne kan tilbagekalde eller afslå at tildele flygtningestatus, i det væsentlige svarer til de tilfælde, hvor medlemsstaterne kan udsende en flygtning i medfør af dette direktivs artikel 21, stk. 2, og Genèvekonventionens artikel 33, stk. 2, skal de grunde, der er nævnt i disse bestemmelser, fortolkes på samme måde.

73.      Da fortolkningen af Genèvekonventionens artikel 33, stk. 2, ser ud til at lægge vægt på eksistensen af de to betingelser, der udgøres af dels en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse, dels af en fare for samfundet i det land, den omhandlede flygtning befinder sig i (24), styrker dette min overbevisning om, at de tilsvarende grunde i artikel 14, stk. 4, litra b), i direktiv 2011/95 og i dette direktivs artikel 21, stk. 2, litra b), ligeledes kræver, at disse to kumulative bestemmelser begge er opfyldt.

74.      Det følger af det ovenstående, at jeg er af den opfattelse, at artikel 14, stk. 4, litra b), i direktiv 2011/95 skal fortolkes således, at den i denne bestemmelse nævnte grund til tilbagekaldelse af flygtningestatus kun kan anvendes af en medlemsstat, når den har godtgjort dels, at den berørte person er blevet dømt ved en endelig dom for en særlig grov forbrydelse, dels at vedkommende udgør en fare for samfundet i denne medlemsstat.

75.      Jeg vil nu redegøre for kendetegnene ved en sådan fare.

3.      Kendetegnene ved en fare for samfundet

76.      Med det andet spørgsmål i sag C-8/22 ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 14, stk. 4, litra b), i direktiv 2011/95 skal fortolkes således, at tilbagekaldelse af flygtningestatus på grundlag af denne bestemmelse er underlagt et krav om, at der skal foreligge en reel, umiddelbar og tilstrækkeligt alvorlig fare for samfundet i denne medlemsstat.

77.      Ved at forelægge Domstolen et spørgsmål om, hvorvidt den i dette direktivs artikel 14, stk. 4, litra b), omhandlede fare for samfundet skal være reel, umiddelbar og tilstrækkeligt alvorlig, ønsker denne ret oplyst, om den standard, som Domstolen har fastlagt i sin praksis om trusler mod den offentlige orden, skal overføres på denne bestemmelse.

78.      Der tænkes navnlig på den praksis, hvormed Domstolen i forbindelse med unionsborgernes ret til fri bevægelighed har fastsat en standard, i henhold til hvilken en unionsborger, der har benyttet sig af sin ret til fri bevægelighed, kun kan anses for at udgøre en fare for den offentlige orden, hvis dennes individuelle adfærd udgør en reel, umiddelbar og tilstrækkeligt alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse (25), en standard, der efterfølgende er blevet kodificeret i den afledte ret (26). Denne standard er også blevet anvendt på tredjelandsstatsborgere, der ikke er familiemedlemmer til unionsborgere. Den er således gentagne gange blevet anvendt på indehavere af rettigheder, der er tildelt ved associeringsaftaler (27), derefter til en vis grad på fastboende udlændinge (28) samt som begrundelse for, at der ikke er fastsat en frist for frivillig udrejse i en tilbagesendelsesprocedure (29), at en opholdstilladelse, der er udstedt til en flygtning, kan tilbagekaldes (30), at en asylansøger er genstand for en administrativ frihedsberøvelse (31), at der er udstedt et indrejseforbud som supplement til en afgørelse om tilbagesendelse (32), eller med henblik på at begrunde en frihedsberøvelse i et fængsel med henblik på udsendelse (33).

79.      Derimod er der blevet set bort fra standarden vedrørende en reel, umiddelbar og tilstrækkeligt alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse i andre sammenhænge, bl.a. i forbindelse med afslag på visum til studerende (34).

80.      Det har således kunnet fastslås, at de af EU-lovgiver foretagne henvisninger til begrebet »trussel mod den offentlige orden« ikke alle nødvendigvis skal forstås således, at de udelukkende henviser til en individuel adfærd, som udgør en reel, umiddelbar og tilstrækkeligt alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse i den pågældende medlemsstat, og at det er nødvendigt at tage hensyn til de pågældende bestemmelsers ordlyd, til den sammenhæng, hvori bestemmelserne indgår, og til de mål, der forfølges med den lovgivning, som den udgør en del af (35).

81.      Det følger af denne kortfattede redegørelse for Domstolens praksis vedrørende truslen for den offentlige orden, at den kan tage forskellige retninger afhængigt af de EU-retlige standarder, den skal fortolke, idet der hver gang tages hensyn til de pågældende bestemmelsers ordlyd, til den sammenhæng, hvori bestemmelserne indgår, og til de mål, der forfølges med den lovgivning, som de udgør en del af. Kendetegnene ved den fare for samfundet, der er nævnt i artikel 14, stk. 4, litra b), i direktiv 2011/95, skal således efter min opfattelse fastsættes under hensyntagen til denne bestemmelses særlige formulering, den sammenhæng, hvori bestemmelsen indgår, og det mål, der forfølges med dette direktiv. Jeg gør opmærksom på, at selv om den ensartede karakter af de to former for farer, der udgøres dels af en trussel mod den offentlige orden i en medlemsstat, dels en fare for samfundet i denne medlemsstat, ganske vist tillader en sammenligning af de kriterier, der gør det muligt at kvalificere en sådan fare, erstatter dette ikke en specifik undersøgelse af det nævnte direktivs artikel 14, stk. 4, litra b), ved hjælp af en ordlydsfortolkning, en fortolkning ud fra sammenhængen og en formålsfortolkning.

82.      Det fremgår i denne henseende af ordlyden af artikel 14, stk. 4, litra b), i direktiv 2011/95, at den fare for samfundet, som der henvises til i denne bestemmelse, skal være reel. Det bestemmes således heri, at den berørte person »udgør« en fare for samfundet i den medlemsstat, hvori vedkommende befinder sig. Når dette er sagt, indebærer kravet om, at en fare skal være reel ikke, som Kommissionen med rette har anført, at der er vished for, at den vil blive en realitet i fremtiden.

83.      Desuden indebærer den sammenhæng, hvori artikel 14, stk. 4, litra b), i direktiv 2011/95 indgår, og den effektive virkning af betingelsen om, at den berørte person udgør en fare for samfundet, efter min opfattelse, at der skal være tale om en umiddelbar fare.

84.      Hvad angår den sammenhæng, hvori denne bestemmelse indgår, gør jeg opmærksom på, at Domstolen allerede har fastslået, at inden for systemet i direktiv 2004/83 bliver den umiddelbare fare, som en flygtning eventuelt udgør for den berørte medlemsstat, ikke taget i betragtning inden for rammerne af artikel 12, stk. 2, heri, men dels i artikel 14, stk. 4, litra a), hvorefter denne medlemsstat kan tilbagekalde den status, der er tildelt en flygtning, bl.a. når der er rimelig grund til at anse den pågældende for en person, der udgør en fare for den pågældende medlemsstats sikkerhed, dels i artikel 21, stk. 2, som bestemmer, at den medlemsstat, der er værtsland, kan udsende en flygtning, når der er rimelig grund til at antage, at den pågældende udgør en fare for sikkerheden eller samfundet i denne medlemsstat, hvilket ligeledes er tilladt for medlemsstaten i medfør af Genèvekonventionens artikel 33, stk. 2 (36).

85.      Efter min opfattelse er der imidlertid ingen grund til at anse artikel 14, stk. 4, litra b), i direktiv 2011/95 for inden for dette direktivs system at adskille sig fra direktivets artikel 14, stk. 4, litra a), og artikel 21, stk. 2, der, som jeg præciserer, er identiske med de tilsvarende bestemmelser i direktiv 2004/83 med hensyn til kravet om, at den berørte person udgør en umiddelbar fare for den medlemsstat, hvori vedkommende befinder sig. En anden fortolkning ville resultere i, at der blev skabt en manglende sammenhæng ved fortolkningen af disse forskellige bestemmelser.

86.      Jeg er endvidere af den opfattelse, at for så vidt som en dom for en særlig grov forbrydelse i sig selv vidner om, at flygtningen har forårsaget særligt alvorlige problemer for samfundet, der har gjort det nødvendigt strafferetligt at sanktionere den adfærd, der lå til grund for disse problemer, skal henvisningen i artikel 14, stk. 4, litra b), i direktiv 2011/95 til, at der skal foreligge en fare for samfundet, have sit eget indhold, da den ellers forekommer overflødig.

87.      Den effektive virkning af henvisningen til, at den berørte person udgør en fare for samfundet, består således i at det pålægges den kompetente myndighed at godtgøre, at en person, der tidligere er dømt for en særlig grov forbrydelse, på det tidspunkt, hvor myndigheden påtænker at tilbagekalde en flygtningestatus, fortsat efter idømmelsen af en straf udgør en fare for samfundet i den medlemsstat, hvori vedkommende befinder sig.

88.      Det følger af det ovenstående, at en person, der er berørt af en procedure for tilbagekaldelse af flygtningestatus, skal udgøre en umiddelbar fare for samfundet i den medlemsstat, hvori vedkommende befinder sig, på det tidspunkt, hvor den kompetente myndighed skal træffe sin afgørelse.

89.      Desuden har den særlig grove karakter, der i henhold til artikel 14, stk. 4, litra b), i direktiv 2011/95 kræves for så vidt angår idømmelse af en straf for en forbrydelse, efter min opfattelse den logiske konsekvens, at den fare for samfundet, der er knyttet til denne idømmelse af straf, også skal være tilstrækkeligt alvorlig på det tidspunkt, hvor afgørelsen om tilbagekaldelse af flygtningestatus vedtages, for at begrunde en sådan tilbagekaldelse.

90.      Anvendelsen af standarden vedrørende en reel, umiddelbar og tilstrækkeligt alvorlig fare inden for rammerne af artikel 14, stk. 4, litra b), i direktiv 2011/95 forekommer mig berettiget i lyset af den karakter af en undtagelse, som denne bestemmelse har i forhold til reglen om tildeling af flygtningestatus i dette direktivs artikel 13. Denne karakter af en undtagelse indebærer som tidligere anført en streng fortolkning af det nævnte direktivs artikel 14, stk. 4, litra b), der er så meget desto mere begrundet, som hovedformålet med direktivet ikke er at forebygge trusler mod medlemsstaternes sikkerhed, offentlige orden eller samfund, men det formål, der er anført i 12. betragtning til direktivet (37).

91.      Anvendelsen af denne standard forekommer mig også at kunne udledes af det, som Domstolen fastslog i T.-dommen vedrørende tilbagekaldelse af en opholdstilladelse, der er udstedt til personer med flygtningestatus, af tvingende hensyn til statens sikkerhed eller den offentlige orden. Domstolen har i denne sammenhæng i forbindelse med artikel 24, stk. 1, i direktiv 2004/83 direkte anvendt den standard, der fremgår af dens praksis om unionsborgeres ret til fri bevægelighed (38). Domstolen har i denne henseende fastslået, at selv om direktiv 2004/38 forfølger andre formål end de formål, som direktiv 2004/83 forfølger, og selv om medlemsstaterne har frihed til i overensstemmelse med deres nationale behov, der kan variere fra medlemsstat til medlemsstat og fra periode til periode, at bestemme, hvad hensynene til den offentlige orden og den offentlige sikkerhed kræver, må omfanget af den beskyttelse, som et samfund agter at give sine grundlæggende interesser, ikke variere afhængigt af, hvilken juridisk status den person, der krænker disse interesser, har (39).

92.      I denne dom inddelte Domstolen de foranstaltninger, som en flygtning kan blive omfattet af, efter deres større eller mindre konsekvenser for flygtningen. Refoulement af en flygtning, hvis konsekvenser kan være meget drastiske (40), udgør således den sidste udvej, som en medlemsstat kan anvende, hvis ingen andre foranstaltninger er mulige eller tilstrækkelige til at imødegå den fare, som denne flygtning udgør for denne medlemsstats sikkerhed eller offentlige orden (41). Konsekvenserne af en tilbagekaldelse af en opholdstilladelse på grund af en fare for statens sikkerhed eller den offentlige orden i henhold til artikel 24, stk. 1, i direktiv 2011/95 er for deres vedkommende mindre bebyrdende for en flygtning end tilbagekaldelse af flygtningestatus eller den sidste udvej, som refoulement udgør (42). Denne inddeling forklarer, at visse omstændigheder, der ikke udviser den grovhedsgrad, der giver medlemsstaterne ret til at træffe en afgørelse om refoulement i henhold til nævnte direktivs artikel 21, stk. 2, ifølge Domstolen ikke desto mindre kan gøre det muligt for denne medlemsstat på grundlag af det nævnte direktivs artikel 24, stk. 1, at tilbagekalde den omhandlede flygtnings opholdstilladelse (43).

93.      Selv om der er forskel på formuleringen af denne sidstnævnte bestemmelse og artikel 21, stk. 2, i direktiv 2011/95, der opstiller kriterier, som ligner dem, der er anvendt i dette direktivs artikel 14, stk. 4 (44), er det min opfattelse, at hvis der kræves en reel, umiddelbar og tilstrækkeligt alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse, for at der kan træffes en mindre bebyrdende foranstaltning, som udgøres af fratagelse af flygtningens opholdstilladelse i medfør af det nævnte direktivs artikel 24, stk. 1, bør de samme kendetegn ved truslen rent logisk a fortiori kræves med henblik på vedtagelse af afgørelser med konsekvenser, der er mere bebyrdende, og som består i at tilbagekalde flygtningestatus eller i at udsende den berørte person.

94.      Med henblik på at afgøre, om en person udgør en reel, umiddelbar og tilstrækkeligt alvorlig fare for samfundet i den pågældende medlemsstat, skal der tages hensyn til ethvert faktisk eller retligt forhold vedrørende flygtningens situation, der gør det muligt at godtgøre, hvorvidt dennes personlige adfærd udgør en sådan fare. I tilfælde, hvor en flygtning er blevet domfældt ved en straffedom, omfatter andre relevante forhold i denne henseende derfor arten af den strafbare handling og dens grovhed samt den tid, der er gået, siden handlingen blev begået (45). Jeg er derfor af den opfattelse, at der, ud over den vurdering, der er blevet foretaget af dommeren i straffesagen, som naturligvis udgør et afgørende element i bestemmelsen af, hvor farlig den berørte person er, bør tages hensyn til personens adfærd i perioden mellem afsigelsen af straffedommen og det tidspunkt, hvor eksistensen af en trussel mod samfundet vurderes. Der skal i denne henseende tages hensyn til det kortere eller længere tidsrum, der er gået siden domfældelsen, risikoen for gentagelse og indsatsen for genintegrere den pågældende person (46). Når flygtningens adfærd viser en tilbøjelighed hos denne til at begå andre handlinger, der vil kunne skade grundlæggende samfundsinteresser alvorligt, kan eksistensen af en reel, umiddelbar og tilstrækkeligt alvorlig fare mod samfundet efter min opfattelse konstateres.

95.      Det skal ligeledes præciseres, at det påhviler den kompetente myndighed, der påtænker at tilbagekalde en flygtningestatus, at godtgøre, at betingelserne i artikel 14, stk. 4, litra b), i direktiv 2011/95 er opfyldt. Selv om formuleringen af dette stykke i denne henseende er mindre klar end denne artikels stk. 2 og 3, der pålægger medlemsstatsstaterne henholdsvis at føre bevis for eller godtgøre, at betingelserne heri er opfyldt, ser jeg ikke nogen grund til at indtage en anden holdning (47). Det tilkommer således ikke flygtningen at føre bevis for, at dennes flygtningestatus ikke skal tilbagekaldes.

96.      Desuden går jeg ikke ind for den løsning, der er skitseret i det tredje præjudicielle spørgsmål i sag C-8/22, hvorefter der kan formodes at foreligge en fare for samfundet, når det er blevet godtgjort, at den berørte person har fået en endelig dom for en særlig grov forbrydelse. Selv om der, som jeg har redegjort for ovenfor, ifølge den logik, der er iboende i tilbagekaldelsesgrunden i artikel 14, stk. 4, litra b), i direktiv 2011/95, findes en forbindelse mellem en endelig dom for en særlig grov forbrydelse og eksistensen af en fare for samfundet, påhviler det den kompetente myndighed i hvert enkelt tilfælde at godtgøre, om den nævnte domfældelse afhængigt af de individuelle omstændigheder og navnlig den tid, der er gået siden denne domfældelse samt flygtningens adfærd i denne periode på det tidspunkt, hvor afgørelsen om tilbagekaldelse træffes, fortsat udgør et afgørende element i karakteriseringen af eksistensen af en sådan fare. I denne forbindelse skal procedurereglerne i artikel 45 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/32/EU af 26. juni 2013 om fælles procedurer for tildeling og tilbagekaldelse af international beskyttelse (48) overholdes, idet den berørte person navnlig skal have mulighed for at anfægte grundene til, at den kompetente myndighed mener, at der er grund til at fratage den pågældende sin flygtningestatus.

97.      Det følger af det ovenstående, at artikel 14, stk. 4, litra b), i direktiv 2011/95 efter min opfattelse skal fortolkes således, at den i denne bestemmelse nævnte grund til tilbagekaldelse af flygtningestatus kun kan anvendes af en medlemsstat, når den har godtgjort, at den berørte person udgør en reel, umiddelbar og tilstrækkeligt alvorlig fare for samfundet i denne medlemsstat.

4.      Anvendelsen af proportionalitetsprincippet

98.      Med det første spørgsmål i sag C-663/21 og det andet spørgsmål i sag C-8/22 ønskes det oplyst, om anvendelsen af grunden til tilbagekaldelse af flygtningestatus i medfør af artikel 14, stk. 4, litra b), i direktiv 2011/95 er underlagt proportionalitetsprincippet.

99.      Mere præcist ønsker den forelæggende ret i sag C-663/21 nærmere bestemt oplyst, om denne bestemmelse skal fortolkes således, at den kun gør det muligt at tilbagekalde flygtningestatus tildelt en statsborger fra et tredjeland, såfremt offentlighedens interesse i tilbagesendelsen af denne statsborger til oprindelseslandet vejer tungere end den nævnte statsborgers interesse i opretholdelsen af den internationale beskyttelse, idet der tages hensyn til omfanget og arten af de foranstaltninger, som denne udsættes for. Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at den forelæggende ret, idet den fokuserer på de foranstaltninger, som den berørte person udsættes for, navnlig ønsker at tage hensyn til de konsekvenser, som en eventuel tilbagesendelse til oprindelseslandet har for den berørte person.

100. Med henblik på at besvare disse spørgsmål vil jeg indlede med at påpege, at Domstolen i forbindelse med fremgangsmåden for den undersøgelse, der vil kunne foranledige den kompetente myndighed til at konstatere, at der foreligger en grund til give afslag på eller tilbagekalde international beskyttelse, for nylig angående artikel 14, stk. 4, litra a), og artikel 17, stk. 1, litra d), i direktiv 2011/95 fastslog, at anvendelsen af hver af disse bestemmelser forudsætter, at den kompetente myndighed i hvert enkelt tilfælde foretager en vurdering af de nøjagtige faktiske omstændigheder, som den har kendskab til, med henblik på at afgøre, om der er tungtvejende grunde til at antage, at den pågældendes situation, idet vedkommende i øvrigt opfylder kriterierne for at opnå eller bevare international beskyttelse, henhører under et af de tilfælde, der er omhandlet i de nævnte bestemmelser (49).

101. Ifølge Domstolen udgør denne vurdering en integrerende del af den procedure for international beskyttelse, som skal gennemføres i overensstemmelse med direktiv 2011/95 og 2013/32 (50). Det påhviler alene den besluttende myndighed (51) under domstolskontrol at foretage en vurdering af samtlige relevante kendsgerninger og omstændigheder, herunder dem, der vedrører anvendelsen af artikel 14 og 17 i direktiv 2011/95, hvorefter den træffer sin afgørelse (52).

102. Domstolen har således udelukket enhver automatik og enhver afhængighed af en anden myndighed, når den besluttende myndighed skal træffe afgørelse (53). Denne myndighed skal derimod råde over alle relevante oplysninger og under hensyn til disse oplysninger foretage sin egen vurdering af kendsgerningerne og omstændighederne med henblik på at fastlægge indholdet af sin afgørelse og give en fuldstændig begrundelse herfor (54).

103. I denne henseende har Domstolen lagt vægt på den omstændighed, at den besluttende myndighed, som det følger af ordlyden af artikel 14, stk. 4, litra a), i direktiv 2011/95, skal råde over en skønsmargen med henblik på at afgøre, om hensyn vedrørende den pågældende medlemsstats nationale sikkerhed skal give anledning til, at en flygtningestatus tilbagekaldes, hvilket udelukker, at konstateringen af, at der foreligger en trussel mod den nationale sikkerhed, automatisk indebærer en sådan tilbagekaldelse (55).

104. Efter min opfattelse kan ovenstående overvejelser overføres på dette direktivs artikel 14, stk. 4, litra b). Den kompetente myndighed skal således også råde over en skønsmargen, når den skal træffe afgørelse om, hvorvidt eksistensen af en fare for samfundet skal give anledning til en tilbagekaldelse af flygtningestatus eller ej.

105. Ligesom den besluttende myndighed i betragtning af sine egne opgaver skal råde over en skønsmargen med hensyn til, om der består en fare for samfundet, uden at den er forpligtet til at støtte sig på en udtalelse, der er afgivet uden begrundelse af organer, der varetager særlige opgaver i tilknytning til den nationale sikkerhed (56), skal den myndighed, der tilbagekalder flygtningestatus frit kunne vurdere, om en flygtning, der er dømt for en særlig grov forbrydelse, udgør en fare for samfundet i medfør af artikel 14, stk. 4, litra b), i direktiv 2011/95.

106. Det skal i denne henseende anføres, at det fremgår af denne bestemmelse, at medlemsstaterne blot har mulighed for at tilbagekalde flygtningestatus. Analogt med det, som Domstolen har fastslået vedrørende artikel 21, stk. 2, i direktiv 2004/83 om muligheden for at udsende en flygtning, skal det fastslås, at selv når betingelserne i artikel 14, stk. 4, litra b), i direktiv 2011/95 er opfyldt, er tilbagekaldelse af flygtningestatus kun en mulighed, som overlades til medlemsstaternes skøn, idet disse frit kan vælge at anvende andre mindre strenge løsninger (57). Denne bestemmelse adskiller sig således fra direktivets artikel 12, der fastsætter obligatoriske grunde til udelukkelse fra flygtningestatus.

107. Ved at gøre brug af den mulighed, som medlemsstaterne anerkendes i artikel 14, stk. 4, litra b), i direktiv 2011/95, gennemfører de EU-retten, hvilket indebærer, at de ikke kan anvende denne mulighed på en måde, der ville være i strid med formålet med dette direktiv og den effektive virkning heraf, og at anvendelsen af grunden til tilbagekaldelse af flygtningestatus i denne bestemmelse skal ske i overensstemmelse med de grundlæggende rettigheder, der er sikret ved chartret (58). I øvrigt fremgår det af 16. betragtning til dette direktiv, at det respekterer de grundlæggende rettigheder og overholder de principper, som anerkendes i chartret (59). Domstolen har i øvrigt fastslået, at anvendelsen af det nævnte direktivs artikel 14, stk. 4-6, ikke berører den pågældende medlemsstats forpligtelse til at overholde de relevante bestemmelser i chartret, såsom dem, der er indeholdt i artikel 7 om respekt for privatliv og familieliv, i artikel 15 om erhvervsfrihed og ret til at arbejde, i artikel 34 om social sikring og social bistand og i artikel 35 om sundhedsbeskyttelse (60).

108. Desuden skal anvendelsen af den grund til tilbagekaldelse af flygtningestatus, der er fastsat i artikel 14, stk. 4, litra b), i direktiv 2011/95, overholde proportionalitetsprincippet, hvilket navnlig indebærer, at den skal være egnet til at virkeliggøre det mål, der tilsigtes med denne bestemmelse, og at den ikke går videre end det, der er nødvendigt for at nå dette mål (61). I denne henseende skal det anføres, at proportionalitetsprincippet, der udgør et almindeligt princip i EU-retten, gælder for medlemsstaterne, når de gennemfører denne ret (62).

109. Proportionalitetsprincippet gennemsyrer i realiteten hele den procedure, der vil kunne foranledige en medlemsstat til at tilbagekalde en flygtningestatus i medfør af artikel 14, stk. 4, litra b), i direktiv 2011/95: først på tidspunktet for efterprøvelsen af den særligt grove karakter af den forbrydelse, der har været genstand for en straffedom, dernæst ved undersøgelsen af, om der foreligger en tilstrækkeligt alvorlig fare for samfundet, og endelig ved afgørelsen af, om en mindre streng foranstaltning end tilbagekaldelse af flygtningestatus bør foretrækkes, henset til denne foranstaltnings valgfrie karakter.

110. Hvad angår denne sidste fase af vurderingen bør der efter min opfattelse i forbindelse med tilbagekaldelse af flygtningestatus ses bort fra det, som Domstolen har fastslået vedrørende artikel 12, stk. 2, litra b) eller c), i direktiv 2004/83 i forbindelse med udelukkelse fra flygtningestatus, dvs. i det væsentlige, at den kompetente myndighed ikke skal foretage en yderligere konkret proportionalitetsprøvelse, når den fastslår, at betingelserne i disse bestemmelser er opfyldt (63). Som jeg tidligere har fremhævet, fastsættes der i nævnte bestemmelser nemlig udelukkelsesgrunde, der er obligatoriske, og hvorfra der ikke kan afviges (64), hvilket adskiller dem fra de fakultative grunde til tilbagekaldelse, der er fastsat i artikel 14, stk. 4, i direktiv 2011/95.

111. Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt en mindre streng foranstaltning end tilbagekaldelse af flygtningestatus ikke bør prioriteres, henset til sidstnævnte bestemmelses valgfrie karakter, indebærer den vurdering, der skal foretages, efter min opfattelse en afvejning af interesser, der skal defineres omhyggeligt.

112. Ud fra en medlemsstats synspunkt har muligheden for at tilbagekalde flygtningestatus til formål at beskytte dens samfund mod den fare, som en flygtning udgør for dette, ved at vedtage en foranstaltning, der kan tilføjes straffedommen for en særlig grov forbrydelse.

113. Når den person, hvis flygtningestatus tilbagekaldes, på grund af princippet om non-refoulement (65) ikke kan udsendes fra området for den medlemsstat, vedkommende befinder sig på, kan der med rette sættes spørgsmålstegn ved effektiviteten af en afgørelse om tilbagekaldelse af denne status med henblik på at fjerne den fare, som denne person udgør for samfundet i denne medlemsstat. Når dette er sagt, kan muligheden for at tilbagekalde flygtningestatus fungere både som afskrækkelse og som sanktion. Set i dette lys giver en medlemsstats mulighed for at tilbagekalde flygtningestatus denne mulighed for at drage konsekvenserne af en tilsidesættelse af den forpligtelse til at overholde love og regler samt de foranstaltninger, der er truffet til opretholdelse af den offentlige orden, der påhviler den berørte person. I overensstemmelse med det, der fremgår af Genèvekonventionens artikel 2 (66) og artikel 33, stk. 2, synes det efter min opfattelse legitimt på EU-plan at bestemme, at modydelsen til tildeling af flygtningestatus med de fordele og de rettigheder, der er knyttet hertil, er overholdelsen af sikkerheden og den offentlige orden i den medlemsstat, der har tildelt international beskyttelse.

114. Jeg minder om, at for den person, der er genstand for en procedure om tilbagekaldelse af flygtningestatus, har en sådan tilbagekaldelse som konsekvens, at selv om denne person ikke fratages sin egenskab af flygtning og således fortsat og i overensstemmelse med artikel 14, stk. 6, i direktiv 2011/95 nyder godt af en række rettigheder, der er fastsat i Genèvekonventionen (67), råder vedkommende ikke længere over samtlige de rettigheder og fordele, der er fastsat i dette direktivs kapitel VII (68). Den berørte person fratages navnlig den opholdstilladelse, som dette direktivs artikel 24 knytter til en flygtningestatus (69). Følgelig er det efter min opfattelse den interesse, som den berørte person, henset til dennes personlige og familiemæssige situation, har i at bevare disse rettigheder og fordele, der udgør den anden del af den afvejning, der skal foretages.

115. Når det er blevet fastslået, at den berørte person ikke kan udvises, og det, der står på spil ved anvendelsen af artikel 14, stk. 4, litra b), i direktiv 2011/95, således er bevarelse af de rettigheder og fordele, der er fastsat i direktivets kapitel VII, skal den kompetente myndighed efterprøve, om tilbagekaldelse af flygtningestatus er proportional i forhold til den fare for samfundet, som den berørte person udgør, og i forhold til dennes personlige og familiemæssige situation.

116. Ud fra dette perspektiv skal myndigheden tage hensyn til den omstændighed, at fjernelsen af de rettigheder og fordele, der er knyttet til en flygtningestatus, på grund af den usikre situation, som den vil kunne medføre for den berørte person, kan være af en sådan art, at den vil kunne tilskynde til ny kriminel adfærd, når straffen er afsonet, hvilket vil kunne bidrage til, at faren for samfundet opretholdes, snarere end at den fjernes. Denne konstatering taler for en anvendelse, der er begrænset til det strengt nødvendige, af den mulighed for at tilbagekalde flygtningestatus, der gives i artikel 14, stk. 4, litra b), i direktiv 2011/95, for ikke at gøre tingene værre.

117. Inden for rammerne af den skønsmargen, som denne bestemmelse giver en medlemsstat, kan denne følgelig ikke blot beslutte at tilbagekalde den berørte persons flygtningestatus eller ej, men skal ligeledes tildele en flygtning, hvis flygtningestatus den ønsker at tilbagekalde, et beskyttelsesniveau, som rækker ud over det minimumsniveau, der er fastsat i direktivets artikel 14, stk. 6 (70). Som jeg tidligere har anført, skal en medlemsstats anvendelse af den mulighed, der gives den med nævnte direktivs artikel 14, stk. 4, litra b), navnlig give anledning til en evaluering fra sag til sag af denne anvendelses forenelighed med visse grundlæggende rettigheder, der er sikret ved chartret (71).

118. For så vidt som princippet om non-refoulement finder anvendelse på den berørte person, er det efter min opfattelse derimod ikke relevant at tage hensyn til de risici, som denne person vil blive udsat for ved en tilbagevenden til sit oprindelsesland, når der skal træffes afgørelse om, hvorvidt flygtningestatus skal tilbagekaldes eller ej. Efter min mening kræver proportionalitetsprincippet således ikke, at den kompetente myndighed tager hensyn til disse risici i forbindelse med den afvejning, som den skal foretage.

119. På baggrund af det ovenstående foreslår jeg Domstolen, at den besvarer det første præjudicielle spørgsmål i sag C-663/21 og det andet præjudicielle spørgsmål i sag C-8/22 således, at artikel 14, stk. 4, litra b), i direktiv 2011/95 skal fortolkes således, at når en medlemsstat benytter sig af den mulighed for at tilbagekalde flygtningestatus, der er fastsat i denne bestemmelse, skal den respektere de grundlæggende rettigheder, der er sikret ved chartret, samt proportionalitetsprincippet. Inden der træffes afgørelse om at tilbagekalde flygtningestatus i henhold til den nævnte bestemmelse, skal denne medlemsstat følgelig foretage en afvejning mellem dels interessen i at beskytte sit samfund, dels den berørte persons interesse i at bevare sin flygtningestatus, henset til de konsekvenser, som tilbagekaldelsen kan få, navnlig for den pågældendes personlige og familiemæssige situation. Når refoulement af en flygtning er umulig, fordi den pågældende derved risikerer, at dennes grundlæggende rettigheder, der er sikret ved chartrets artikel 4 og artikel 19, stk. 2, krænkes, kræves det imidlertid ikke i artikel 14, stk. 4, litra b), i direktiv 2011/95, at tilbagekaldelse af flygtningestatus underlægges en afvejning mellem den berørte medlemsstats interesse i at beskytte sit samfund og de risici, som flygtningen vil blive udsat for ved en tilbagevenden til sit oprindelsesland.

B.      Muligheden for at vedtage en afgørelse om tilbagesendelse, når princippet om non-refoulement finder anvendelse

120. Med det andet spørgsmål i sag C-663/21 ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om direktiv 2008/115 skal fortolkes således, at det er til hinder for, at der vedtages en afgørelse om tilbagesendelse over for en tredjelandsstatsborger, hvis flygtningestatus er blevet tilbagekaldt, når det er blevet fastslået, at en udsendelse af denne statsborger er udelukket på ubestemt tid i henhold til princippet om non-refoulement.

121. Artikel 6, stk. 1, i direktiv 2008/115, bestemmer, at medlemsstaterne træffer afgørelse om tilbagesendelse vedrørende enhver tredjelandsstatsborger, som opholder sig ulovligt på deres område, jf. dog de undtagelser, der er fastsat i denne artikels stk. 2-5.

122. Dette direktivets artikel 8, stk. 1, bestemmer, at medlemsstaterne træffer alle nødvendige foranstaltninger til at fuldbyrde afgørelsen om tilbagesendelse, hvis der ikke er indrømmet en frist for frivillig udrejse, eller hvis forpligtelsen til at vende tilbage ikke er blevet opfyldt inden for den indrømmede frist.

123. Det nævnte direktivs artikel 9, stk. 1, litra a), bestemmer, at medlemsstaterne udsætter en udsendelse, hvis den vil krænke non-refoulement-princippet.

124. Mere generelt forpligtes medlemsstaterne i øvrigt ved artikel 5 i direktiv 2008/115 til at respektere princippet om non-refoulement, når de gennemfører dette direktiv. På det praktiske plan indføres der med nævnte direktivs artikel 14 en række garantier i perioden frem til tilbagesendelsen, som navnlig tredjelandsstatsborgere, hvis udsendelse er blevet udsat, nyder godt af, og som giver dem en form for minimumsstatus i den periode, hvor udsendelsen er udsat.

125. Som den forelæggende ret med rette har anført, er en afgørelse om tilbagesendelse af en tredjelandsstatsborger, der ikke kan udsendes på ubestemt tid, så at sige allerede ved vedtagelsen, og indtil der foreligger en ny situation, frataget enhver effektivitet, hvilket forklarer den tvivl, som denne ret har givet udtryk for med hensyn til muligheden for at træffe en sådan afgørelse.

126. Som forsvar for det synspunkt, at en afgørelse om tilbagesendelse trods alt bør træffes i denne situation, har deltagerne i sag C-663/21 påberåbt sig dom af 3. juni 2021, Westerwaldkreis (72), hvori Domstolen fastslog, at en medlemsstat, der beslutter ikke at udstede en opholdstilladelse til en tredjelandsstatsborger, som opholder sig ulovligt på dens område, skal vedtage en afgørelse om tilbagesendelse, også når denne tredjelandsstatsborger er omfattet af princippet om non-refoulement. Denne omstændighed begrunder kun udsættelsen af udsendelsen i henhold til artikel 9, stk. 1, i direktiv 2008/115, og en »mellemstatus« for tredjelandsstatsborgere, som befinder sig på en medlemsstats område uden hverken ret til ophold eller opholdstilladelse, og som i givet fald er genstand for et indrejseforbud, men over for hvem der ikke foreligger nogen gyldig afgørelse om tilbagesendelse, bør undgås (73). Det er imidlertid vigtigt at fremhæve, at denne dom vedrørte en særlig situation, i hvilken det vigtigste problem var, at en tredjelandsstatsborger var genstand for et indrejseforbud, mens afgørelsen om tilbagesendelse, der skulle suppleres af dette forbud, var blevet trukket tilbage. Domstolens ræsonnement var baseret på denne situation, der er forskellig fra den situation, der er tale om i sag C-663/21.

127. Selv om direktiv 2008/115 med fuld respekt for de grundlæggende rettigheder og de pågældende personers værdighed har til formål at indføre en effektiv udsendelses- og repatrieringspolitik for tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold (74), har Domstolen i øvrigt udelukket vedtagelse af en afgørelse om tilbagesendelse under visse omstændigheder.

128. Domstolen har således præciseret, at retten til familieliv i medfør af artikel 5 i direktiv 2008/115 kan være til hinder for selve vedtagelsen af en afgørelse om tilbagesendelse, snarere end for fuldbyrdelsen af den (75).

129. I det særlige tilfælde med uledsagede mindreårige børn har Domstolen desuden fastslået, at vedtagelse af en afgørelse om tilbagesendelse bør udelukkes på grund af omstændigheder, der kan udgøre en hindring for udsendelse af en mindreårig (76).

130. Når der er tale om tredjelandsstatsborgere, der er blevet indrømmet international beskyttelse i en anden medlemsstat, har Domstolen fastslået, at der ikke kan træffes en afgørelse om tilbagesendelse, når det er umuligt at identificere et tredjeland, hvortil udsendelsen kan ske (77).

131. Da dette nu er præciseret, vil jeg med henblik på en direkte besvarelse af den forelæggende rets andet spørgsmål i sag C-663/21 henvise til Domstolens seneste praksis.

132. I dom af 22. november 2022, Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid (Udsendelse – medicinsk cannabis) (78), har Domstolen efter min opfattelse afgjort den problemstilling, som den forelæggende ret har rejst.

133. Domstolen har således fastslået, at når en tredjelandsstatsborger er omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 2008/115, skal den pågældende principielt undergives de fælles standarder og procedurer, som er fastsat heri med henblik på vedkommendes tilbagesendelse, så længe vedkommendes ophold ikke eventuelt lovliggøres (79).

134. I lyset heraf fremgår det for det første af artikel 6, stk. 1, i direktiv 2008/115, at når det er fastslået, at der er tale om ulovligt ophold, skal enhver tredjelandsstatsborger, jf. dog de undtagelser, der er anført i nævnte artikels stk. 2-5, og under streng overholdelse af kravene i direktivets artikel 5, være genstand for en afgørelse om tilbagesendelse, som blandt de tredjelande, der er omhandlet i det nævnte direktivs artikel 3, nr. 3), skal identificere det tredjeland, hvortil den pågældende tredjelandsstatsborger skal udsendes (80). For det andet kan en medlemsstat ikke udsende en tredjelandsstatsborger med ulovligt ophold i medfør af artikel 8 i direktiv 2008/115, uden at en afgørelse om tilbagesendelse forinden er blevet truffet over for denne tredjelandsstatsborger med behørig respekt for de materielle og proceduremæssige garantier, der er indført ved dette direktiv (81).

135. Domstolen har imidlertid også præciseret, at artikel 5 i direktiv 2008/115 – der udgør en generel regel, som gælder for medlemsstaterne, så snart de gennemfører dette direktiv – forpligter den kompetente nationale myndighed til på alle trin af tilbagesendelsesproceduren at overholde princippet om non-refoulement, der som en grundlæggende rettighed er sikret ved chartrets artikel 18, sammenholdt med Genèvekonventionens artikel 33 og chartrets artikel 19, stk. 2. Dette gælder navnlig, når denne myndighed efter at have hørt den berørte person påtænker at vedtage en afgørelse om tilbagesendelse over for den pågældende (82).

136. Domstolen har heraf udledt, at artikel 5 i direktiv 2008/115 er til hinder for, at en tredjelandsstatsborger gøres til genstand for en afgørelse om tilbagesendelse, når det i afgørelsen angivne bestemmelsesland er et land, hvor der er alvorlige og godtgjorte grunde til at antage, at tredjelandsstatsborgeren i tilfælde af fuldbyrdelse af den nævnte afgørelse vil være udsat for en reel risiko for behandling, som er i strid med chartrets artikel 18 eller artikel 19, stk. 2 (83).

137. Domstolen har i denne forbindelse mindet om, at i henhold til sidstnævnte bestemmelse må ingen udsendes til en stat, hvor der er en alvorlig risiko for ikke alene at blive idømt dødsstraf, men også for at blive udsat for tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling som omhandlet i chartrets artikel 4. Det i nævnte artikel fastsatte forbud mod umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf er af absolut karakter, eftersom det er tæt knyttet til respekten for den menneskelige værdighed, som er omhandlet i chartrets artikel 1 (84).

138. Ifølge Domstolen følger det heraf, at når der er alvorlige og godtgjorte grunde til at antage, at en tredjelandsstatsborger, som opholder sig ulovligt på en medlemsstats område, i tilfælde af tilbagesendelse til et tredjeland vil være udsat for en reel risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som omhandlet i chartrets artikel 4, sammenholdt med chartrets artikel 1, og i chartrets artikel 19, stk. 2, kan denne tredjelandsstatsborger ikke gøres til genstand for en afgørelse om tilbagesendelse til dette land, så længe en sådan risiko foreligger (85). Tilsvarende kan den pågældende tredjelandsstatsborger ikke gøres til genstand for en udsendelsesforanstaltning i denne periode, således som det i øvrigt udtrykkeligt er fastsat i artikel 9, stk. 1, i direktiv 2008/115 (86).

139. Efter min opfattelse fremgår det således klart af dommen i sagen Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid (Udsendelse – medicinsk cannabis), at artikel 5 i direktiv 2008/115, sammenholdt med chartrets artikel 1 og 4 samt dets artikel 19, stk. 2, skal fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for, at der træffes afgørelse om tilbagesendelse over for en tredjelandsstatsborger, hvis flygtningestatus er blevet tilbagekaldt, når det er blevet fastslået, at en udsendelse af denne tredjelandsstatsborger er udelukket på ubestemt tid i henhold til princippet om non-refoulement.

IV.    Forslag til afgørelse

140. På baggrund af samtlige ovenfor anførte betragtninger foreslår jeg Domstolen, at den besvarer de af Verwaltungsgerichtshof (forvaltningsdomstol, Østrig) i sag C-663/21 og af Conseil d’État (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Belgien) i sag C-8/22 forelagte præjudicielle spørgsmål som følger:

»1)      Artikel 14, stk. 4, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/95/EU af 13. december 2011 om fastsættelse af standarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller statsløse som personer med international beskyttelse, for en ensartet status for flygtninge eller for personer, der er berettiget til subsidiær beskyttelse, og for indholdet af en sådan beskyttelse

skal fortolkes således, at

–        den grund til tilbagekaldelse af flygtningestatus, der er omhandlet i denne bestemmelse, kun kan anvendes af en medlemsstat, når den har godtgjort dels, at den berørte person er blevet dømt ved en endelig dom for en særlig grov forbrydelse, dels at denne person udgør en fare for samfundet i denne medlemsstat

–        den grund til tilbagekaldelse af flygtningestatus, der er omhandlet i denne bestemmelse, kun kan anvendes af en medlemsstat, når den har godtgjort, at den berørte person udgør en reel, umiddelbar og tilstrækkeligt alvorlig fare for samfundet i denne medlemsstat, og

–        når en medlemsstat benytter sig af den mulighed for at tilbagekalde flygtningestatus, der er fastsat i artikel 14, stk. 4, litra b), i direktiv 2011/95, skal den respektere de grundlæggende rettigheder, der er sikret ved Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, samt proportionalitetsprincippet. Inden der træffes afgørelse om at tilbagekalde flygtningestatus i henhold til den nævnte bestemmelse, skal denne medlemsstat følgelig foretage en afvejning mellem dels interessen i at beskytte sit samfund, dels den berørte persons interesse i at bevare sin flygtningestatus, henset til de konsekvenser, som tilbagekaldelsen kan få, navnlig for den pågældendes personlige og familiemæssige situation. Når refoulement af en flygtning er umulig, fordi den pågældende derved risikerer, at dennes grundlæggende rettigheder, der er sikret ved artikel 4 og artikel 19, stk. 2, i chartret om grundlæggende rettigheder, krænkes, kræves det imidlertid ikke i artikel 14, stk. 4, litra b), i direktiv 2011/95, at tilbagekaldelse af flygtningestatus underlægges en afvejning mellem den berørte medlemsstats interesse i at beskytte sit samfund og de risici, som flygtningen vil blive udsat for ved en tilbagevenden til sit oprindelsesland.

2)      Artikel 5 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115/EF af 16. december 2008 om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold, sammenholdt med artikel 1 og 4 samt artikel 19, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

skal fortolkes således, at

denne bestemmelse er til hinder for, at der træffes afgørelse om tilbagesendelse over for en tredjelandsstatsborger, hvis flygtningestatus er blevet tilbagekaldt, når det er blevet fastslået, at en udsendelse af denne tredjelandsstatsborger er udelukket på ubestemt tid i henhold til princippet om non-refoulement.«

1 –      Originalsprog: fransk.

2 –      EUT 2011, L 337, s. 9. Dette direktiv er en omarbejdning af Rådets direktiv 2004/83/EF af 29.4.2004 om fastsættelse af minimumsstandarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller statsløse som flygtninge eller som personer, der af anden grund behøver international beskyttelse, og indholdet af en sådan beskyttelse (EUT 2004, L 304, s. 12).

3 –      Undertegnet i Genève den 28.7.1951 (United Nation Treaty Series, bind 189, s. 150, nr. 2545 (1954)) med ikrafttræden den 22.4.1954.

4 –      Indgået i New York den 31.1.1967 med ikrafttræden den 4.10.1967. Jf. L. Janku, »(In)Compatibility of Article 14 (4) and (6) of the Qualification Directive with the 1951 Refugee Convention«, tale holdt på Nordic Asylum Law Seminar den 29. og den 30.5.2017, tilgængelig på internetadressen: http://mhi.hi.is/sites/mhi.hi.is/files/nalsfiles/4/nals_paper_janku.pdf

5 –      C-391/16, C-77/17 og C-78/17, herefter »dommen i sagen M m.fl. (Tilbagekaldelse af flygtningestatus)«, EU:C:2019:403.

6 –      Jf. dommen i sagen M m.fl. (Tilbagekaldelse af flygtningestatus) (præmis 97).

7 –      EUT 2008, L 348, s. 98.

8 –      Jf. dommen i sagen M m.fl. (Tilbagekaldelse af flygtningestatus) (præmis 93).

9 –      Undertegnet i Rom den 4.11.1950.

10 –      Bundesamt har navnlig henvist til dom af 9.11.2010, B og D (C-57/09 og C-101/09, EU:C:2010:661). I denne dom fastslog Domstolen dels, at udelukkelse fra at blive anerkendt som flygtning i medfør af artikel 12, stk. 2, litra b) eller c), i direktiv 2004/83 ikke er betinget af, at den pågældende person udgør en umiddelbar fare for den medlemsstat, der er værtsland (præmis 105), dels at en sådan udelukkelse ikke er betinget af en konkret proportionalitetsvurdering (præmis 111).

11 –      C-546/19, EU:C:2021:432.

12 –      Mens forelæggelsesafgørelsen kun indeholder meget få oplysninger om de faktiske omstændigheder i hovedsagen, har den belgiske regering oplyst, at XXX i det væsentlige er blevet dømt for røveri og manddrab.

13 –      Det drejer sig navnlig om at afgøre, om de krav og parametre, der skal tages i betragtning med henblik på at fastslå, at en person har begået en »grov forbrydelse« som omhandlet i artikel 17, stk. 1, litra b), i direktiv 2011/95, også er relevante, når det skal afgøres, om en person har begået en »særlig grov forbrydelse« som omhandlet i dette direktivs artikel 14, stk. 4, litra b). Jf. vedrørende fortolkningen af artikel 17, stk. 1, litra b), i direktiv 2011/95 dom af 13.9.2018, Ahmed (C-369/17, EU:C:2018:713).

14 –      Jf. navnlig Kommissionens rapport »Evaluation of the application of the recast Qualification Directive (2011/95/EU)«, 2019, s. 135, der findes på internetadressen: https://www.statewatch.org/media/documents/news/2019/feb/eu-ceas-qualification-directive-application-evaluation-1-19.pdf

15 –      Jf. i denne retning I. Kraft, »Article 14, Revocation of, ending of or refusal to renew refugee status«, i K Hailbronner og D. Thym, EU Immigration and Asylum Law: A Commentary, 2. udg., C.H. Beck, München, 2016, s. 1225-1233, særlig s. 1231.

16 –      Jf. f.eks. den tyske, den nederlandske og den finske version, hvoraf det fremgår, at den pågældende flygtning udgør en fare for samfundet i den berørte medlemsstat, »fordi« vedkommende er dømt ved en endelig dom for en særlig grov forbrydelse.

17 –      Jf. navnlig BEAA, Analyse juridique, Fin de la protection internationale: articles 11, 14, 16 et 19 de la Directive Qualification (2011/95/UE), 2018, s. 53, der findes på internetadressen: https://euaa.europa.eu/sites/default/files/ending-international-protection_fr.pdf

18 –      Jf. dom af 24.6.2015, T. (C-373/13, herefter »T.-dommen«, EU:C:2015:413, præmis 72).

19 –      Jf. dommen i sagen M m.fl. (Tilbagekaldelse af flygtningestatus) (præmis 99). Anvendelsen af artikel 14, stk. 4 eller 5, i direktiv 2011/95 medfører navnlig, at den pågældende person fratages den opholdstilladelse, som dette direktivs artikel 24 knytter til en flygtningestatus som omhandlet i nævnte direktiv (præmis 103). En flygtning, der er omfattet af en foranstaltning truffet på grundlag af artikel 14, stk. 4 eller 5, i direktiv 2011/95, kan således ikke anses for eller ikke længere anses for at have lovligt ophold på den omhandlede medlemsstats område (præmis 104). Som det imidlertid udtrykkeligt fremgår af dette direktivs artikel 14, stk. 6, har denne person dog fortsat en række af de rettigheder, der er fastsat i Genèvekonventionen, hvilket bekræfter, at den pågældende person har eller fortsat har egenskaben af flygtning som omhandlet i navnlig Genèvekonventionens artikel 1, afsnit A, på trods af tilbagekaldelsen af flygtningestatussen eller afslaget på at give denne status (præmis 99).

20 –      Som Kommissionen med rette har anført, bør den udtrykkelige henvisning til en fare for samfundet i den pågældende medlemsstat i artikel 14, stk. 4, litra b), i direktiv 2011/95 ikke opfattes som en simpel overflødig angivelse, men som en betingelse, der også skal være opfyldt.

21 –      Jf. analogt vedrørende artikel 24, stk. 1, i direktiv 2004/83 T.-dommen (præmis 78 og den deri nævnte retspraksis). Det er også relevant at tage hensyn til fortolkningen af begrebet »fare for sikkerheden i det land«, i hvilket en flygtning befinder sig som omhandlet i Genèvekonventionens artikel 33, stk. 2. Denne bestemmelse har således ligget til grund for affattelsen af artikel 14, stk. 4, litra a), i direktiv 2011/95 såvel som af dette direktivs artikel 21, stk. 2, litra a). I henhold til kommentaren til denne konvention, der blev offentliggjort i 1997 af Department of International Protection of the United Nations High Commissioner for Refugees (Afdelingen for international beskyttelse under FN’s flygtningehøjkommissariat (UNHCR)), der findes på følgende internetadresse: https://www.unhcr.org/3d4ab5fb9.pdf, »anvendes begrebet »national sikkerhed« eller »landets sikkerhed« i forbindelse med handlinger af en vis alvor, der direkte eller indirekte bringer det pågældende lands forfatning (regering), territoriale integritet, uafhængighed eller eksterne fred i fare« (fri oversættelse) (s. 140).

22 –      Også her kan fortolkningen af Genèvekonventionen bidrage til en bedre afgrænsning af begrebet »fare for samfundet« i en medlemsstat som omhandlet i artikel 14, stk. 4, litra b), i direktiv 2011/95. Det skal i denne henseende anføres, at det fremgår af den i den foregående fodnote nævnte kommentar vedrørende det tilsvarende begreb »fare for samfundet« i det land, i hvilket en flygtning befinder sig som omhandlet i nævnte konventions artikel 33, stk. 2, at dette begreb defineres på følgende måde: »en fare for befolkningens fredelige eksistens i dens mange aspekter. I denne henseende anses en person for at udgøre en fare for samfundet, hvis denne ødelægger kommunikationsmidler, sprænger boliger eller andre bygninger i luften eller sætter ild til dem, overfalder eller slår fredelige borgere, begår indbrud, røveri eller kidnapninger osv., kort sagt hvis personen forstyrrer eller omvælter det civile liv, og særligt hvis det sker i stort omfang, i hvilket tilfælde personen i realiteten bliver en trussel mod offentligheden« (fri oversættelse) (s. 143).

23 –      Jf. navnlig dommen i sagen M m.fl. (Tilbagekaldelse af flygtningestatus) (præmis 81 og den deri nævnte retspraksis). Jf. også vedrørende behovet for at fortolke bestemmelserne i direktiv 2011/95 i overensstemmelse med Genèvekonventionen dom af 13.9.2018, Ahmed (C-369/17, EU:C:2018:713, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis).

24 –      Jf. »The refugee Convention, 1951: the Travaux préparatoires analysed with a Commentary by Dr Paul Weis«, s. 246, der findes på følgende internetadresse: https://www.unhcr.org/protection/travaux/4ca34be29/refugee-convention-1951-travaux-preparatoires-analysed-commentary-dr-paul.htm

25 –      Jf. navnlig dom af 27.10.1977, Bouchereau (30/77, EU:C:1977:172, præmis 28 og 35), og af 19.1.1999, Calfa (C-348/96, EU:C:1999:6, præmis 24 og 25).

26 –      Artikel 27, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af 29.4.2004 om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område, om ændring af forordning (EF) nr. 1612/68 og om ophævelse af direktiv 64/221/EØF, 68/360/EØF, 72/194/EØF, 73/148/EØF, 75/34/EØF, 75/35/EØF, 90/364/EØF, 90/365/EØF og 93/96/EØF (EUT 2004, L 158, s. 77).

27 –      Jf. bl.a. dom af 10.2.2000, Nazli (C-340/97, EU:C:2000:77, præmis 57 og 58), af 20.11.2001, Jany m.fl. (C-268/99, EU:C:2001:616, præmis 59), og af 8.12.2011, Ziebell (C-371/08, EU:C:2011:809, præmis 82).

28 –      Jf. dom af 7.12.2017, López Pastuzano (C-636/16, EU:C:2017:949, præmis 25-28).

29 –      Jf. dom af 11.6.2015, Zh. og O. (C-554/13, EU:C:2015:377, præmis 60).

30 –      Jf. T.-dommen (præmis 79).

31 –      Jf. dom af 15.2.2016, N. (C-601/15 PPU, EU:C:2016:84, præmis 67).

32 –      Jf. dom af 16.1.2018, E (C-240/17, EU:C:2018:8, præmis 49).

33 –      Jf. dom af 2.7.2020, Stadt Frankfurt am Main (C-18/19, EU:C:2020:511, præmis 45).

34 –      Jf. dom af 4.4.2017, Fahimian (C-544/15, EU:C:2017:255, præmis 40).

35 –      Jf. vedrørende betingelserne for tredjelandsstatsborgeres indrejse i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/399 af 9.3.2016 om en EU-kodeks for personers grænsepassage (Schengengrænsekodeks) (EUT 2016, L 77, s. 1) dom af 12.12.2019, E.P. (Trussel mod den offentlige orden) (C-380/18, EU:C:2019:1071, præmis 31-33), samt vedrørende familiesammenføring dom af 12.12.2019, G.S. og V.G. (Trussel mod den offentlige orden) (C-381/18 og C-382/18, EU:C:2019:1072, præmis 54 og 55). I sidstnævnte dom fastslog Domstolen, at artikel 6, stk. 1 og 2, i Rådets direktiv 2003/86/EF af 22.9.2003 om ret til familiesammenføring (EUT 2003, L 251, s. 12) ikke er til hinder for, at de kompetente myndigheder af hensyn til den offentlige orden dels kan give afslag på en ansøgning om indrejse og ophold støttet på dette direktiv på grundlag af en straffedom, der er blevet idømt i forbindelse med et tidligere ophold på den pågældende medlemsstats område, dels kan inddrage en opholdstilladelse støttet på det nævnte direktiv eller afslå at forny den, når ansøgeren er blevet idømt en straf, som er tilstrækkeligt høj i forhold til opholdets varighed, forudsat at denne praksis kun finder anvendelse, såfremt den strafbare handling, der lå til grund for den pågældende straffedom, er tilstrækkeligt alvorlig til at godtgøre, at det er nødvendigt at udelukke denne ansøgers ophold, og såfremt disse myndigheder foretager den i direktivets artikel 17 fastsatte individuelle vurdering (præmis 70). Domstolen præciserede med henblik herpå, at de nævnte myndigheder ikke skulle godtgøre, at den nævnte ansøgers individuelle adfærd udgjorde en reel, umiddelbar og tilstrækkeligt alvorlig trussel, der berører et grundlæggende samfundshensyn i den pågældende medlemsstat (præmis 63).

36 –      Jf. dom af 9.11.2010, B og D (C-57/09 og C-101/09, EU:C:2010:661, præmis 101).

37 –      Jf. punkt 68 i dette forslag til afgørelse.

38 –      Jf. T.-dommen (præmis 78 og 79).

39 –      Jf. T.-dommen (præmis 77).

40 –      Jf. T.-dommen (præmis 72).

41 –      Jf. T.-dommen (præmis 71).

42 –      Jf. vedrørende direktiv 2004/83 T.-dommen (præmis 74).

43 –      Jf. vedrørende direktiv 2004/83 T.-dommen (præmis 75).

44 –      Især henvises der såvel i artikel 14, stk. 4, litra b), som i artikel 21, stk. 2, litra b), i direktiv 2011/95 til en »fare for samfundet« i den berørte medlemsstat, mens der i artikel 24, stk. 1, i dette direktiv nævnes tvingende hensyn, der bl.a. er knyttet til »den offentlige orden« i denne medlemsstat. Selv om disse to begreber ikke bør betragtes som identiske, er de nuancer, der vil kunne gøre det muligt at sondre mellem dem, ikke tilstrækkeligt store til i forbindelse med en bedømmelse at udelukke en sammenligning af de kriterier, gælder for anvendelsen af disse bestemmelser.

45 –      Jf. dom af 11.6.2015, Zh. og O. (C-554/13, EU:C:2015:377, præmis 61 og 62).

46 –      Det er indlysende, at såfremt den kompetente myndighed træffer afgørelse umiddelbart efter, at tredjelandsstatsborgeren er blevet dømt for en særlig grov forbrydelse, vil denne domfældelse være afgørende for godtgørelsen af, at denne statsborger udgør en fare for samfundet. Jo længere det tidspunkt, hvor afgørelsen om at tilbagekalde en flygtningestatus træffes, ligger fra det tidspunkt, hvor den nævnte statsborger er blevet domfældt, desto større vægt lægges der derimod på personens adfærd efter domfældelsen ved vurderingen af eksistensen af en fare for samfundet.

47 –      Som Kommissionen har anført, mener UNHCR også, at bevisbyrden i forbindelse godtgørelse af, at betingelserne i artikel 14, stk. 4, i direktiv 2011/95 er opfyldt, påhviler den medlemsstat, der gør denne bestemmelse gældende. Jf. »Commentaires annotés du HCR sur la [directive 2004/83]«, s. 31 og 32, der findes på internetadressen: https://www.unhcr.org/fr/protection/operations/4b151d86e/commentaires-annotes-hcr-directive-200483ce-conseil-29-avril-2004-concernant.html

48 –      EUT 2013, L 180, s. 60.

49 –      Jf. dom af 22.9.2022, Országos Idegenrendészeti Főigazgatóság m.fl. (C-159/21, herefter »dommen i sagen Országos Idegenrendészeti Főigazgatóság m.fl.«, EU:C:2022:708, præmis 72 og den deri nævnte retspraksis).

50 –      Jf. dommen i sagen Országos Idegenrendészeti Főigazgatóság m.fl. (præmis 73).

51 –      Den besluttende myndighed er i artikel 2, litra f), i direktiv 2013/32 defineret som »enhver domstolslignende eller administrativ instans i en medlemsstat, der er ansvarlig for behandlingen af ansøgninger om international beskyttelse, og som er kompetent til at træffe afgørelse i første instans i sådanne sager«.

52 –      Jf. dommen i sagen Országos Idegenrendészeti Főigazgatóság m.fl. (præmis 75 og den deri nævnte retspraksis).

53 –      Jf. dommen i sagen Országos Idegenrendészeti Főigazgatóság m.fl. (præmis 79).

54 –      Jf. dommen i sagen Országos Idegenrendészeti Főigazgatóság m.fl. (præmis 80).

55 –      Jf. dommen i sagen Országos Idegenrendészeti Főigazgatóság m.fl. (præmis 81). Domstolen har derimod i samme dom valgt en anden tilgang vedrørende artikel 17, stk. 1, litra b), i direktiv 2011/95, der bestemmer, at en tredjelandsstatsborger er udelukket fra at være berettiget til subsidiær beskyttelse, hvis der er alvorlig grund til at formode, at den pågældende har begået en grov forbrydelse. Ifølge Domstolen indebærer brugen af udtrykket »er udelukket« i denne bestemmelse, at den besluttende myndighed ikke råder over en skønsmargen, når den har konstateret, at den pågældende person har begået en grov forbrydelse (præmis 90).

56 –      Jf. dommen i sagen Országos Idegenrendészeti Főigazgatóság m.fl. (præmis 83).

57 –      Jf. T.-dommen (præmis 72).

58 –      Jf. analogt dom af 12.12.2019, Bevándorlási és Menekültügyi Hivatal (Familiesammenføring – flygtnings søster) (C-519/18, EU:C:2019:1070, præmis 61-64).

59 –      Det er endvidere anført i denne betragtning, at det nævnte direktiv ikke blot tilsigter, at asylansøgeres og deres ledsagende familiemedlemmers menneskelige værdighed og ret til asyl respekteres fuldt ud, men også, at fremme anvendelsen af chartrets artikel 1, 7, 11, 14, 15, 16, 18, 21, 24, 34 og 35, og at det derfor bør gennemføres i overensstemmelse hermed.

60 –      Jf. dommen i sagen M m.fl. (Tilbagekaldelse af flygtningestatus) (præmis 109).

61 –      Jf. analogt dom af 12.12.2019, Bevándorlási és Menekültügyi Hivatal (Familiesammenføring – flygtnings søster) (C-519/18, EU:C:2019:1070, præmis 66 og 67).

62 –      Jf. bl.a. dom af 8.3.2022, Bezirkshauptmannschaft Hartberg-Fürstenfeld (Direkte virkning) (C-205/20, EU:C:2022:168, præmis 31).

63 –      Jf. dom af 9.11.2010, B og D (C-57/09 og C-101/09, EU:C:2010:661, præmis 109 og 111).

64 –      Jf. dom af 9.11.2010, B og D (C-57/09 og C-101/09, EU:C:2010:661, præmis 115). I denne dom fastslog Domstolen bl.a., at de aktuelle udelukkelsesgrunde blev indført med det formål at udelukke personer fra at blive anerkendt som flygtninge, som ikke anses for værdige til den beskyttelse, der er knyttet hertil, og at undgå, at tildelingen af denne status gør det muligt for gerningsmændene bag visse alvorlige forbrydelser at undslippe straf (præmis 104).

65 –      Jf. dommen i sagen M m.fl. (Tilbagekaldelse af flygtningestatus) (præmis 95), hvoraf det fremgår, at udvisning af en flygtning, som er omfattet af et af de tilfælde, der er omhandlet i artikel 14, stk. 4 og 5, og artikel 21, stk. 2, i direktiv 2011/95, er forbudt, når det medfører en risiko for tilsidesættelse af denne flygtnings grundlæggende rettigheder som fastsat i chartrets artikel 4 og artikel 19, stk. 2.

66 –      Denne artikel bestemmer, at »[d]er påhviler enhver flygtning forpligtelser [over for] det land, i hvilket han befinder sig, herunder navnlig at han retter sig efter dets love og bestemmelser såvel som efter foranstaltninger, truffet til opretholdelse af den offentlige orden«.

67 –      Jf. dommen i sagen M m.fl. (Tilbagekaldelse af flygtningestatus) (præmis 107).

68 –      Jf. dommen i sagen M m.fl. (Tilbagekaldelse af flygtningestatus) (præmis 99).

69 –      Jf. dommen i sagen M m.fl. (Tilbagekaldelse af flygtningestatus) (præmis 103).

70 –      Jf. generaladvokat Wathelets forslag til afgørelse M m.fl. (Tilbagekaldelse af flygtningestatus) (C-391/16, C-77/17 og C-78/17, EU:C:2018:486, punkt 129). Det skal i denne henseende anføres, at medlemsstaterne i henhold til artikel 3 i direktiv 2011/95 kan fastsætte gunstigere standarder for bl.a. indholdet af international beskyttelse, for så vidt som disse standarder er forenelige med dette direktiv.

71 –      Generaladvokat Wathelet anførte i sit forslag til afgørelse M m.fl. (Tilbagekaldelse af flygtningestatus) (C-391/16, C-77/17 og C-78/17, EU:C:2018:486), at »i den situation, hvor en medlemsstat som følge udnyttelsen af [mulighederne i artikel 14, stk. 4 og 5, i direktiv 2011/95] fratager en flygtning adgangen til visse former for lægehjælp, [kan der] være tale om en tilsidesættelse af chartrets artikel 35 (om sundhedsbeskyttelse)«. Desuden skal denne medlemsstat tage hensyn til den omstændighed, at »[det] bl.a. ikke [kan] udelukkes, at afslag på tilladelse til en flygtning til at komme i arbejde efter løsladelse fra fængslet, selv om vedkommende ikke kan udsendes til et tredjeland og derfor er tvunget til at forblive i asylmedlemsstaten på ubestemt tid, alt efter omstændighederne kan udgøre en overtrædelse af chartrets artikel 7« (punkt 134).

72 –      C-546/19, EU:C:2021:432.

73 –      Jf. dom af 3.6.2021, Westerwaldkreis (C-546/19, EU:C:2021:432, præmis 57-59).

74 –      Jf. navnlig dom af 20.10.2022, Centre public d’action sociale de Liège (Tilbagekaldelse eller suspension af en afgørelse om tilbagesendelse) (C-825/21, EU:C:2022:810, præmis 49 og den deri nævnte retspraksis).

75 –      Jf. dom af 8.5.2018, K.A. m.fl. (Familiesammenføring i Belgien) (C-82/16, EU:C:2018:308, præmis 104).

76 –      Jf. dom af 14.1.2021, Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid (Tilbagesendelse af en uledsaget mindreårig) (C-441/19, EU:C:2021:9, præmis 51-56). Domstolen fastslog bl.a., at den pågældende medlemsstat, »inden denne træffer en afgørelse om tilbagesendelse, skal foretage en undersøgelse med henblik på konkret at kontrollere, at der i tilbagesendelseslandet findes passende modtagelsesforhold for den pågældende uledsagede mindreårige«, og at »[s]åfremt sådanne modtagelsesforhold ikke findes, kan den nævnte mindreårige ikke være genstand for en afgørelse om tilbagesendelse i henhold til artikel 6, stk. 1, [i direktiv 2008/115]« (præmis 55 og 56).

77 –      Jf. dom af 24.2.2021, M m.fl. (Overførsel til en medlemsstat) (C-673/19, EU:C:2021:127, præmis 42 og 45).

78 –      C-69/21, herefter »dommen i sagen Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid (Udsendelse – medicinsk cannabis)«, EU:C:2022:913.

79 –      Jf. navnlig dommen i sagen Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid (Udsendelse – medicinsk cannabis) (præmis 52 og den deri nævnte retspraksis).

80 –      Jf. navnlig dommen i sagen Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid (Udsendelse – medicinsk cannabis) (præmis 53 og den deri nævnte retspraksis).

81 –      Jf. navnlig dommen i sagen Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid (Udsendelse – medicinsk cannabis) (præmis 54 og den deri nævnte retspraksis).

82 –      Jf. navnlig dommen i sagen Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid (Udsendelse – medicinsk cannabis) (præmis 55 og den deri nævnte retspraksis).

83 –      Jf. dommen i sagen Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid (Udsendelse – medicinsk cannabis) (præmis 56).

84 –      Jf. navnlig dommen i sagen Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid (Udsendelse – medicinsk cannabis) (præmis 57).

85 –      Jf. dommen i sagen Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid (Udsendelse – medicinsk cannabis) (præmis 58).

86 –      Jf. dommen i sagen Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid (Udsendelse – medicinsk cannabis) (præmis 59).