Language of document : ECLI:EU:C:2018:820

FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

P. MENGOZZI

fremsat den 4. oktober 2018 (1)

Sag C-557/17

Y.Z.,

Z.Z.,

Y.Y.,

Staatssecretaris van Veiligheid en Justitie

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Raad van State (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Nederlandene))

»Præjudiciel forelæggelse – direktiv 2003/86/EF – ret til familiesammenføring – direktiv 2003/109/EF – tredjelandsstatsborgeres status som fastboende udlænding – inddragelse af opholdstilladelse eller fortabelse af status som fastboende udlænding på grund af svig – manglende kendskab«






I.      Indledning

1.        I nærværende sag ønsker Raad van State (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Nederlandene) med sit første præjudicielle spørgsmål oplyst, om en opholdstilladelse, der er opnået på grundlag af svigagtige oplysninger fremlagt af referencepersonen (2), og som er udstedt til en tredjelandsstatsborgers familiemedlem i overensstemmelse med Rådets direktiv 2003/86/EF af 22. september 2003 om ret til familiesammenføring (3), kan inddrages, når indehaveren af denne status ikke havde kendskab til, at de nævnte oplysninger var svigagtige. Tilsvarende ønsker den forelæggende ret med sit andet præjudicielle spørgsmål fastlagt, om det for at miste status som fastboende udlænding, som det følger af Rådets direktiv 2003/109/EF af 25. november 2003 om tredjelandsstatsborgeres status som fastboende udlænding (4), er nødvendigt, at den person, der er i besiddelse af den nævnte status, havde kendskab til svigen, og således at den nævnte status blev opnået ved svigagtige oplysninger.

2.        Som generaladvokat Elmer bemærkede i sit forslag til afgørelse Kol (C-285/95, EU:C:1997:107, punkt 19), ville det at tillade anvendelse af svig med henblik på at opnå en opholdstilladelse »[…] være at belønne en dadelværdig handling, hvilket ville opfordre, i stedet for at fraråde, andre til at afgive svigagtige erklæringer til medlemsstaternes udlændingemyndigheder«. I hovedsagen havde indehaverne af de i de præjudicielle spørgsmål omhandlede opholdstilladelser dog ikke kendskab til, at de oplysninger, der var vedlagt ansøgningerne indgivet med henblik på at opnå disse opholdstilladelser, var svigagtige. De rammes således af konsekvenserne af svig begået af andre.

3.        Domstolen har allerede udtalt sig om indvirkningen af en tyrkisk arbejdstagers svigagtige erhvervelse af opholdstilladelse på grundlag af de rettigheder, som denne arbejdstagers familiemedlemmer har ifølge artikel 7, stk. 1, i Associeringsrådet EØF-Tyrkiets afgørelse nr. 1/80 (5) af 19. september 1980 om udvikling af associeringen mellem Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Tyrkiet. Derimod har Domstolen aldrig været forelagt spørgsmålet om, hvorvidt tilladelser, der er opnået ved svigagtige dokumenter anvendt til støtte for ansøgninger om udstedelse af disse opholdstilladelser med henblik på dels familiesammenføring, dels længerevarende ophold, kan inddrages med tilbagevirkende kraft på grund af svig i tilfælde, hvor indehaverne af disse tilladelser ikke havde kendskab til dokumenternes svigagtige karakter. Den foreliggende sag giver således Domstolen lejlighed til at tydeliggøre dette punkt, hvilket kræver undersøgelse af samspillet mellem svig og svigagtig hensigt.

II.    Retsforskrifter

A.      EU-retten

4.        Artikel 16, stk. 2, litra a), i direktiv 2003/86 har følgende ordlyd:

»Medlemsstaterne kan ligeledes give afslag på en ansøgning om tilladelse til indrejse og ophold med henblik på familiesammenføring eller inddrage eller afslå at forny familiemedlemmernes opholdstilladelse, hvis det konstateres:

a)      at der er afgivet ukorrekte eller misvisende oplysninger, at der er anvendt falske eller forfalskede dokumenter, at der er begået svig, eller at der er anvendt andre ulovlige midler.«

5.        Det bestemmes i artikel 17 i direktiv 2003/86, at »[h]vis […] opholdstilladelsen inddrages eller ikke fornyes, […], tager medlemsstaterne behørigt hensyn til arten og holdbarheden af vedkommendes familiemæssige tilknytning og til, hvor længe vedkommende har opholdt sig i medlemsstaten, samt til, om der er familiemæssig, kulturel eller social tilknytning til hjemlandet«.

6.        Artikel 9, stk. 1, litra a), i direktiv 2003/109 med overskriften »Inddragelse eller fortabelse af status som fastboende udlænding« bestemmer:

»1.      Fastboende udlændinge har ikke længere ret til at beholde deres status som fastboende udlændinge i følgende tilfælde:

a)      hvis det fastslås, at status som fastboende udlænding er opnået ved svig.«

B.      Nederlandsk ret

7.        Artikel 18, stk. 1, litra c), i Vreemdelingenwet 2000 (udlændingeloven af 2000, herefter »udlændingeloven«), sammenholdt med artikel 19 i samme lov, gennemfører artikel 16, stk. 2, litra a), i direktiv 2003/86. Følgende foreskrives i udlændingelovens artikel 18, stk. 1, litra c):

»Der kan gives afslag på en ansøgning om forlængelse af gyldighedsperioden af en tidsbegrænset opholdstilladelse som omhandlet i artikel 14, når […] udlændingen har fremlagt urigtige oplysninger eller ikke har fremlagt oplysninger, og når disse oplysninger ville have medført afslag på den oprindelige ansøgning om meddelelse eller forlængelse af tilladelsen.«

8.        Udlændingelovens artikel 19 bestemmer:

»En tidsbegrænset opholdstilladelse kan inddrages af de grunde, som er omhandlet i artikel 18, stk. 1, med undtagelse af den i litra b) omhandlede grund […]«

9.        Udlændingelovens artikel 20, stk. 1 (6) fastsætter:

»Ministeren kan:

a)      imødekomme, afslå eller undlade at behandle en ansøgning om tilladelse til ophold af tidsubegrænset varighed

b)      inddrage en tilladelse til ophold af tidsubegrænset varighed […]«

10.      Udlændingelovens artikel 21, stk. 1 og 3, bestemmer:

»1.      Med henblik på gennemførelse af artikel 8, stk. 2, i [direktiv 2003/109] kan en ansøgning om at opnå eller ændre en tilladelse til ophold af tidsubegrænset varighed som omhandlet i artikel 20 kun afslås, når udlændingen:

a)      ikke har haft lovligt ophold i fem år uden afbrydelse og umiddelbart forud for ansøgningen som omhandlet i artikel 8

[…]

d)      ikke selvstændigt og varigt råder over tilstrækkelige midler til sit underhold enten alene eller sammen med de familiemedlemmer, som udlændingen bor sammen med

[…]

h)      har fremlagt urigtige oplysninger eller ikke har fremlagt oplysninger, når disse oplysninger ville have medført afslag på ansøgningen om meddelelse, ændring eller forlængelse

[…]«

III. Tvisten i hovedsagen, de præjudicielle spørgsmål og retsforhandlingerne for Domstolen

11.      Appellanten Y.Z. (herefter »faren«), der er tredjelandsstatsborger, fik udstedt flere opholdstilladelser i henhold til national ret i forbindelse med sine angivelige aktiviteter som leder i et selskab, som har vist sig at være fiktive (7). Det er ubestridt, at faren har opnået sine opholdstilladelser ved svig.

12.      Den 31. januar 2002 fik den i 1991 fødte appellant Z.Z. (herefter »sønnen«) og appellanten Y.Y. (herefter »moren«), der begge er tredjelandsstatsborgere, i forbindelse med retten til familiesammenføring udstedt en sædvanlig tidsbegrænset opholdstilladelse som omhandlet i artikel 2, litra d), i direktiv 2003/86 (8) (herefter »opholdstilladelse med henblik på familiesammenføring«). Ved afgørelser af 21. marts 2007 fik moren og sønnen i henhold til artikel 7 og 8 i direktiv 2003/109 fra den 18. oktober 2006 en sædvanlig tidsubegrænset opholdstilladelse med angivelsen »fastboende udlænding – EF« (herefter »opholdstilladelsen for fastboende udlændinge«).

13.      Ved afgørelser af 29. januar 2014 inddrog Staatssecretaris van Veiligheid en Justitie (statssekretæren for sikkerheds- og justitsspørgsmål, Nederlandene, herefter »statssekretæren«) med tilbagevirkende kraft dels opholdstilladelserne med henblik på familiesammenføring, der var udstedt til moren og sønnen, dels – i medfør af artikel 9, stk. 1, litra a), i direktiv 2003/109 – opholdstilladelserne for fastboende udlændinge, som var udstedt til disse personer (herefter »afgørelserne om inddragelse af 29. januar 2014«). Statssekretæren pålagde moren og sønnen straks at forlade Nederlandene, og de fik forbud mod at vende tilbage. Afgørelserne om inddragelse af 29. januar 2014 var begrundet med det forhold, at morens og sønnens opholdstilladelser med henblik på familiesammenføring var udstedt på grundlag af svigagtige erklæringer afgivet af farens påståede arbejdsgiver, hvilke erklæringer havde til hensigt at godtgøre, at faren rådede over faste, regelmæssige og tilstrækkelige indtægter, som det kræves ifølge artikel 7, stk. 1, litra c), i direktiv 2003/86. Tilsvarende var opholdstilladelserne for fastboende udlændinge, der var udstedt til moren og sønnen, ligeledes opnået ved svig, eftersom de dels var udstedt på grundlag af den urigtige forudsætning, at moren og sønnen havde lovligt ophold i forbindelse med deres ophold med henblik på familiesammenføring, dels var farens svigagtige ansættelsesattester ligeledes fremlagt for at godtgøre, at de rådede over faste, regelmæssige og tilstrækkelige indtægter i henhold til artikel 5, stk. 1, litra a), i direktiv 2003/109. Ifølge statssekretæren var spørgsmålet om, hvorvidt moren og sønnen var bekendt med, at faren havde begået svig, og om de havde kendskab til attesternes svigagtige karakter eller ej, uden relevans for besvarelsen af spørgsmålet om, hvorvidt deres opholdstilladelser var opnået ved svig. Det var ligeledes irrelevant, at sønnen, der var mindreårig på tidspunktet for indgivelse af ansøgningerne om dennes opholdstilladelser, ikke selv underskrev de nævnte ansøgninger.

14.      Ved afgørelse af 4. maj 2015 erklærede statssekretæren de klagepunkter, der var fremsat mod afgørelserne af 29. januar 2014, for ugrundede. Ved afgørelse af 31. maj 2016 delvist annullerede og delvist bekræftede rechtbank Den Haag zittingsplaats Amsterdam (retten i første instans i Haag, tingstedet Amsterdam, Nederlandene) disse afgørelser. Faren, moren, sønnen og statssekretæren iværksatte appel til prøvelse af denne afgørelse ved Raad van State (øverste domstol i forvaltningsretlige sager).

15.      Ifølge faren, moren og sønnen har rechtbank Den Haag zittingsplaats Amsterdam (retten i første instans i Haag, tingstedet Amsterdam) ikke taget hensyn til det forhold, at hverken moren eller sønnen på noget tidspunkt selv har begået svigagtige handlinger. Desuden er de af den opfattelse, at retssikkerhedsprincippet, som er sikret ved EU-retten, er til hinder for inddragelse af deres opholdstilladelse for fastboende udlændinge. De henviser i denne henseende til dom af 18. december 2008, Altun (C-337/07, EU:C:2008:744).

16.      Den forelæggende ret har bemærket, at i lyset af ordlyden af artikel 16, stk. 2, litra a), i direktiv 2003/86 og af artikel 9, stk. 1, litra a), i direktiv 2003/109 forekommer spørgsmålet om, hvem der har begået svig, at være uden relevans. Den forelæggende ret har imidlertid fremhævet dels, at udtrykkene »ukorrekte eller misvisende oplysninger« og »at der er begået svig«, som findes i artikel 16, stk. 2, litra a), i direktiv 2003/86, og udtrykket »ved svig« i artikel 9, stk. 1, litra a), i direktiv 2003/109, angiver, at der foreligger et vist krav om forsæt eller uagtsomhed. Dels har den forelæggende ret bemærket, at begrebet »svig« i meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet af 2. juli 2009 om retningslinjer for en bedre gennemførelse og anvendelse af direktiv 2004/38/EF om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område (herefter »retningslinjer for anvendelse af direktiv 2004/38«) (9) defineres som »forsætlig vildledning eller påfund for at opnå ret til fri bevægelighed i henhold til direktivet«. Domstolens praksis giver – ifølge den forelæggende ret – ikke tilstrækkelig vejledning til fortolkningen af begrebet »svig«.

17.      På denne baggrund har Raad van State (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1)      Skal artikel 16, stk. 2, litra a), i [direktiv 2003/86] fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for at inddrage en opholdstilladelse, der er meddelt i forbindelse med en familiesammenføring, såfremt opholdstilladelsen er opnået ved svigagtige oplysninger, men familiemedlemmet ikke vidste, at der var tale om svigagtige oplysninger?

2)      Skal artikel 9, stk. 1, litra a), i [direktiv 2003/109] fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for at inddrage en status som fastboende udlænding, såfremt denne status er opnået ved svigagtige oplysninger, men den fastboende udlænding ikke vidste, at der var tale om svigagtige oplysninger?«

IV.    Bedømmelse

A.      Fortolkningen af artikel 16, stk. 2, litra a), i direktiv 2003/86

18.      Med sit første præjudicielle spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om det for inddragelse af morens og sønnens opholdstilladelser med henblik på familiesammenføring i henhold til artikel 16, stk. 2, litra a), i direktiv 2003/86 er vigtigt at få klarlagt, om moren og sønnen vidste, at farens ansættelsesattester var svigagtige (10).

19.      Det følger af fast retspraksis, at borgerne ikke kan påberåbe sig EU-bestemmelser med henblik på at muliggøre svig eller misbrug (11). Dette princip, som gentagne gange er fastslået af Domstolen, uanset hvilken sektor der er tale om, udgør et generelt EU-retligt princip, som er bindende, uanset om det er gennemført i EU-retten eller i national ret (12). Ifølge Domstolens praksis er nægtelsen af en rettighed eller en fordel på grund af forhold, der har karakter af misbrug eller svig, blot en konsekvens af konstateringen af, at det fastslås, at de objektive betingelser for, at den tilstræbte fordel kan opnås, i tilfælde af misbrug eller svig, faktisk ikke er opfyldt, og at en sådan nægtelse således ikke kræver et specifikt retsgrundlag (13). Det forekommer, at Domstolen anvender denne retspraksis såvel i tilfælde af svig som i tilfælde af misbrug af rettigheder (14). Det er op til de nationale domstole i konkrete tilfælde på grundlag af objektive elementer at tage berørte personers misbrug eller svigagtige adfærd i betragtning som grundlag for – hvis dette er relevant – at afvise, at vedkommende kan drage fordel af de påberåbte EU-retlige forskrifter, idet domstolene dog ved vurderingen af en sådan adfærd også må tage hensyn til de formål, der forfølges af de pågældende forskrifter (15).

20.      Dette generelle princip om forbud mod svig og misbrug af rettigheder finder ligeledes anvendelse på området for lovlig migration. Det følger af Kommissionens meddelelse til Rådet og Parlamentet om retningslinjer for anvendelse af direktiv 2003/86/EF om ret til familiesammenføring (herefter »retningslinjer for anvendelse af direktiv 2003/86«) (16), »at det er afgørende for medlemsstaterne at træffe foranstaltninger mod misbrug og svig vedrørende de rettigheder, der er tillagt ifølge direktiv 2003/86. Kommissionen tilskynder i samfundets og legitime ansøgeres interesse medlemsstaterne til at træffe faste foranstaltninger i henhold til bestemmelserne i artikel 16, stk. 2 og 4«.

21.      I dom af 6. februar 2018, Altun m.fl. (C-359/16, EU:C:2018:63, præmis 50-53), præciserede Domstolen, at »konstateringen af svig forudsætter nærmere bestemt, at der foreligger en samstemmende række af indicier, der godtgør tilstedeværelsen af et objektivt element og et subjektivt element« (17). Det objektive element består i, at de krævede betingelser med henblik på opnåelsen af den fordel, der er fastsat i EU-retten, ikke er opfyldt (18). Det subjektive element består i, at de pågældende parter har til hensigt at unddrage sig eller omgå betingelserne fastsat i den anvendelige lovgivning med henblik på opnå den omhandlede fordel (19). Svigagtig opnåelse kan således følge af en »forsætlig handling«, såsom en urigtig fremstilling af den reelle situation, eller af en »forsætlig undladelse«, såsom en fortielse af en relevant oplysning i den hensigt at omgå betingelserne for anvendelse af den omhandlede lovgivning (20).

22.      Det må i lyset af denne retspraksis efterprøves, om de elementer, der udgør svig, er til stede i omstændighederne i hovedsagen.

23.      Det fremgår af forelæggelseskendelsen, at falske eller svigagtige dokumenter blev anvendt på tidspunktet for indgivelse af ansøgningen om familiesammenføring (21) som dokumentation for, at betingelsen ifølge artikel 7, stk. 1, litra c), i direktiv 2003/86 vedrørende forpligtelsen til at råde over faste, regelmæssige og tilstrækkelige indtægter var opfyldt. Såfremt det under disse omstændigheder skulle vise sig, at den i denne artikel fastsatte betingelse – i mangel af de nævnte dokumenter – ikke er opfyldt, kan det objektive element, der er nødvendigt for at fastslå svig som defineret i dom af 6. februar 2018, Altun m.fl. (C-359/16, EU:C:2018:63), anses for godtgjort. I denne forbindelse bemærker jeg, at Domstolen i dom af 6. december 2012, O m.fl. (C-356/11 et C-357/11, EU:C:2012:776, præmis 72), præciserede, at det i princippet er referencepersonens indtægter, som er genstand for den individuelle undersøgelse af ansøgningen om familiesammenføring, som kræves ifølge direktiv 2003/86, og ikke indtægterne fra den tredjelandsstatsborger, for hvem der ansøges om ret til ophold på grundlag af familiesammenføring. Efter min opfattelse – som Europa-Kommissionen i dennes retningslinjer for anvendelse af direktiv 2003/86 – forudsætter Domstolen ved at anvende udtrykket »i princippet«, at undtagelser til reglen om, at der skal tages hensyn til referencepersonens indtægter, kan forekomme i hvert fald i konkrete tilfælde, når der foreligger særlige omstændigheder (22).

24.      For så vidt angår det subjektive element, der er nødvendigt for, at svig kan fastslås, svarer dette, ifølge den i dom af 6. februar 2018, Altun m.fl. (C-359/16, EU:C:2018:63, præmis 52), indeholdte, og på omstændighederne i hovedsagen anvendte, definition, til, at de pågældende parter har til hensigt at unddrage sig eller omgå betingelserne for udstedelse af opholdstilladelser med henblik på familiesammenføring for på at opnå den dertil knyttede fordel. Det fremgår af denne definition, at dette element skal vurderes på grundlag af den person, som ønsker at opnå den fordel, som følger af de EU-retlige bestemmelser. Under omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede skal denne vurdering således vedrøre den person, som har indgivet ansøgningen om familiesammenføring.

25.      I denne forbindelse bemærkes, at det forhold, at ordlyden af artikel 16, litra a), i direktiv 2003/86 er affattet i passiv (»der er anvendt falske eller forfalskede dokumenter«, og »der er begået svig«) ikke indebærer, at det er uden interesse at vide, hvem der har begået svig, således som den forelæggende ret, Europa-Kommissionen og den polske regering har anført. Grunden til denne affattelse er efter min opfattelse, at medlemsstaterne i henhold til artikel 5, stk. 1, i direktiv 2003/86 afgør, om ansøgningen om familiesammenføring skal indgives af referencepersonen eller de berørte familiemedlemmer.

26.      I hovedsagen synes ansøgningen om familiesammenføring imidlertid at være blevet indgivet af faren som referenceperson. Hvis dette faktisk er tilfældet, kan det subjektive element i forhold til svig ligeledes konstateres, eftersom faren havde kendskab til svigagtigheden af de dokumenter, som han vedlagde sin ansøgning om familiesammenføring.

27.      Jeg bemærker imidlertid, at selv når svig i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 16, stk. 2, litra a), i direktiv 2003/86, konstateres, er medlemsstaternes kompetente myndigheder forpligtede til, inden de træffer afgørelse om inddragelse af opholdstilladelsen eller vedtager en udsendelsesforanstaltning vedrørende referencepersonen eller dennes familiemedlemmer, at foretage en vurdering i henhold til dette direktivs artikel 17 (23). Ifølge denne artikel er medlemsstaterne navnlig forpligtede til at tage »behørigt hensyn til arten og holdbarheden af vedkommendes familiemæssige tilknytning og til, hvor længe vedkommende har opholdt sig i medlemsstaten, samt til, om der er familiemæssig, kulturel eller social tilknytning til hjemlandet« (24).

28.      Det bemærkes, at det af Domstolens praksis fremgår, at artikel 17 i direktiv 2003/86 fastsætter et krav om individuel vurdering af ansøgninger om familiesammenføring (25), og at de kompetente nationale myndigheder ved gennemførelsen af direktiv 2003/86 – og således ligeledes i forbindelse med, at en afgørelse om inddragelse af en opholdstilladelse med henblik på familiesammenføring træffes – skal foretage en afbalanceret og rimelig bedømmelse af alle de involverede interesser (26). En sådan inddragelse sker således ikke automatisk.

29.      Den forelæggende ret stiller ikke spørgsmål vedrørende vurderingen i henhold til artikel 17 i direktiv 2003/86 eller vedrørende lovligheden af udsendelsesforanstaltningen imod moren og sønnen. Jeg begrænser mig således til de følgende to bemærkninger.

30.      For det første må der efter min opfattelse i forbindelse med vurderingen på baggrund af artikel 17 i direktiv 2003/86 tages behørigt hensyn til den omstændighed, at moren og sønnen ikke er individuelt ansvarlige for svigen, men at de rammes af konsekvenserne af denne. Artikel 17 fastsætter et krav om, at det sikres, at de inddragelses- og udsendelsesforanstaltninger, som påtænkes af de kompetente nationale myndigheder, er af forholdsmæssig karakter, vurderet i lyset af alle omstændighederne – både faktiske og personlige – i den enkelte sag (27).

31.      For det andet fremgår det af anden betragtning til direktiv 2003/86, at direktivet anerkender de grundlæggende rettigheder og overholder de principper, som er stadfæstet i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Artikel 7 i chartret om grundlæggende rettigheder, der indeholder rettigheder, som svarer til de ved EMRK’s artikel 8, stk. 1, sikrede rettigheder, anerkender retten til respekt for privatliv og familieliv (28). Vurderingen i henhold til artikel 17 i direktiv 2003/86 skal imidlertid foretages i lyset af denne ret, idet der tages hensyn til dels »hvor længe vedkommende har opholdt sig« (29) i den medlemsstat, som vedrører indehaveren af retten til familiesammenføring, dels »om der er familiemæssig, kulturel eller social tilknytning til hjemlandet« (30).

32.      Opholdets varighed som element at tage hensyn til i forbindelse med afvejningen af de involverede interesser omfatter den forudsætning, at jo længere tid en person opholder sig i en bestemt stat, jo stærkere er personens tilknytning til denne stat, og jo svagere bliver tilknytningen til vedkommendes hjemland (31). Der må i denne forbindelse navnlig tages hensyn til den særlige situation for tredjelandsstatsborgere, som har tilbragt størstedelen af deres liv i den berørte medlemsstat, som er vokset op dér, og som har fået en uddannelse dér (32). Hvorvidt vedkommende har familiemæssig, kulturel eller social tilknytning til sit hjemland eller ej, vurderes derimod navnlig på grundlag af omstændigheder såsom, om der er familie til stede i dette land, om vedkommende foretager rejser til eller har perioder med ophold i landet, eller i hvilken grad vedkommende har kendskab til det nævnte lands sprog (33).

33.      I hovedsagen fremgår det imidlertid af forelæggelsesafgørelsen, at referencepersonen opholdt sig i Nederlandene i mere end 17 år, og at moren og sønnen, der blot var 11 år, da han ankom til Nederlandene, opholdt sig dér i mere end 16 år (34). Det kan således ikke udelukkes, at de i løbet af denne periode etablerede tæt tilknytning til Nederlandene, og at tilknytningen til deres hjemland herefter derimod er nærmest ikkeeksisterende eller i hvert fald meget svag. Under disse omstændigheder kan det ikke udelukkes, at konsekvenserne af inddragelsen af deres opholdstilladelse med henblik på familiesammenføring og af en eventuel udvisning er for hårde eller endda uforholdsmæssige.

34.      På grundlag af de foregående betragtninger må det første præjudicielle spørgsmål besvares med, at artikel 16, stk. 2, litra a), i direktiv 2003/86 skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for inddragelse af en opholdstilladelse, som er meddelt som en afledt ret i forbindelse med familiesammenføring, og som er opnået ved svigagtige oplysninger, når der hos den person, der har indgivet ansøgningen om familiesammenføring, konstateres hensigt til at unddrage sig eller omgå betingelserne for meddelelse af denne tilladelse, og dette selv i tilfælde, hvor indehaveren af denne opholdstilladelse ikke vidste, at de nævnte oplysninger var svigagtige. Det påhviler medlemsstaternes kompetente myndigheder – inden en sådan inddragelse sker – at vurdere alle de involverede interesser i overensstemmelse med artikel 17 i direktiv 2003/86 og at foretage denne vurdering i lyset af alle de relevante omstændigheder i den enkelte sag, herunder det forhold, at indehaveren af opholdstilladelsen hverken havde begået den svig, som førte til meddelelse af denne tilladelse, eller havde kendskab til denne.

B.      Fortolkningen af artikel 9, stk. 1, litra a), i direktiv 2003/109

35.      Med sit andet præjudicielle spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 9, stk. 1, litra a), i direktiv 2003/109 skal fortolkes således, at den under omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede er til hinder for, at morens og sønnens status som fastboende udlænding inddrages (35).

36.      Nærmere bestemt søger den forelæggende ret at få fastlagt, om der ved statssekretærens afgørelser om inddragelse af 29. januar 2014 burde have været taget hensyn til den omstændighed, at sønnen og moren ikke havde kendskab til den svigagtige karakter af farens arbejdsattester, der er fremlagt som dokumentation for at opnå den nævnte status.

37.      Som det anføres i anden betragtning til direktiv 2003/109, har dette direktiv til formål at gennemføre erklæringen fra Tammerfors den 15. og 16. oktober 1999, hvorefter Det Europæiske Råd proklamerede, at »tredjelandsstatsborgeres retsstilling bør tilnærmes EU-borgeres retsstilling, og at en person, der har opholdt sig lovligt i en medlemsstat i en nærmere fastlagt periode, og som er i besiddelse af en tilladelse til længerevarende ophold, […] i den pågældende medlemsstat [bør] indrømmes en række ensartede rettigheder, som ligger så tæt som muligt på EU-borgernes rettigheder«. Integration af tredjelandsstatsborgere, der er fastboende i medlemsstaterne, udgør hovedformålet for direktiv 2003/109, hvilket navnlig fremgår af fjerde, sjette og tolvte betragtning til direktivet (36). Med henblik på opfyldelsen af dette formål sikrer direktiv 2003/109 tredjelandsstatsborgere, der har opnået status som fastboende udlændinge, ligebehandling i forhold til den berørte medlemsstats nationale statsborgere på de områder, der er opregnet i det nævnte direktivs artikel 11, stk. 1, litra a)-h), men kun inden for værtsmedlemsstatens område.

38.      Som Domstolen i øvrigt bemærkede i præmis 66 og 67 i dom af 24. april 2012, Kamberaj (C-571/10, EU:C:2012:233), medfører den ordning, der er blevet indført ved direktiv 2003/109, at erhvervelse af status som fastboende udlænding i henhold til dette direktiv er underlagt en særlig procedure og desuden forpligtelsen til at opfylde præcise betingelser. Således bestemmer direktivets artikel 4, at medlemsstaterne forbeholder meddelelsen af status som fastboende udlænding til tredjelandsstatsborgere, der lovligt og uden afbrydelse har opholdt sig på deres område i fem år umiddelbart forud for indgivelsen af den relevante ansøgning (37), direktivets artikel 5 betinger erhvervelsen af denne status af bevis for, at den tredjelandsstatsborger, der ansøger om denne status, råder over tilstrækkelige indtægter og en sygeforsikring, og endelig præciserer direktivets artikel 7 de proceduremæssige krav, som skal overholdes.

39.      Artikel 9, stk. 1, litra a), i direktiv 2003/109, der har titlen »Inddragelse eller fortabelse af status som fastboende udlænding«, bestemmer, at det medfører fortabelse af retten til status som fastboende udlænding, hvis det fastslås, at denne status er opnået ved svig (38).

40.      Intet element i denne artikels ordlyd fastslår specifikt, at begrebet »opnået ved svig« kræver et element af forsæt.

41.      Som jeg imidlertid har bemærket i punkt 21-22 i dette forslag til afgørelse, indebærer den omstændighed, at det fastslås, at der foreligger svig, således som det fremgår af dom af 6. februar 2018, Altun m.fl. (C-359/16, EU:C:2018:63, præmis 50), at det skal kontrolleres, hvorvidt der forefindes en samstemmende række af indicier, der godtgør tilstedeværelsen af et objektivt element og et subjektivt element. Derfor kan kun svig begået materielt og forsætligt af den tredjelandsstatsborger, der har indgivet ansøgningen om længerevarende ophold, sanktioneres.

42.      Det forhold, at meddelelse af status som fastboende udlænding har vigtige konsekvenser navnlig for ophold i andre medlemsstater (39), som fremhævet af Kommissionen, medfører ikke, at der må stilles spørgsmålstegn ved nødvendigheden af, at der hos den person, der ansøger om at opnå denne status, konstateres en hensigt til omgåelse af de anvendelige bestemmelser, for at fastslå, at der forligger svig. Jeg bemærker i øvrigt, at artikel 9, stk. 1, litra a), i direktiv 2003/109 – i modsætning til artikel 16, stk. 2, litra a), i direktiv 2003/86, som blandt grundene til inddragelse også omfatter anvendelse af »ukorrekte eller misvisende oplysninger« eller af »falske eller forfalskede dokumenter« – kun nævner tilfælde af status »opnået ved svig«. Med forbehold af den fortolkning, som artikel 16, stk. 2, i direktiv 2003/86 må underkastes, afspejler dette efter min opfattelse lovgivers hensigt til at begrænse fortabelse af status som fastboende udlænding, som omhandlet i den nævnte artikel 9, stk. 1, litra a), til tilfælde, hvor en svigagtig hensigt kan konstateres. Jeg fremhæver ligeledes, at meddelelse af status som fastboende udlænding forudsætter en høj grad af integration (40) og personligt engagement (41) fra den berørte i værtsmedlemsstaten, hvilket efter min opfattelse er til hinder for en for bred fortolkning af betingelserne for inddragelse af den nævnte status.

43.      Endelig bemærkes, at selv om familiemedlemmers ret til indrejse og ophold, der er meddelt i forbindelse med en familiesammenføring, er rettigheder, der er afledt af referencepersonenes rettigheder, er status som fastboende udlænding i henhold til direktiv 2003/109 en personlig rettighed, der er opnået efter en ansøgning indgivet af den berørte person i dennes eget navn. Denne sondring må – så meget desto mere for så vidt angår denne status – føre til, at det argument, som navnlig Kommissionen har fremført i retsmødet, og som er baseret på maksimen »fraus omnia corrumpit«, hvorefter svig begået af tredjemand tildeles afgørende indvirkning på inddragelse af den nævnte status, forkastes. Domstolens tradition for at beskytte individuelle rettigheder er kraftigt til hinder for et sådant argument.

44.      For så vidt angår det objektive element, der er nødvendigt for, at svig kan fastslås, fremgår det af forelæggelseskendelsen, at moren og sønnen i hovedsagen ikke selvstændigt rådede over faste, regelmæssige og tilstrækkelige indtægter i den forstand, hvori disse udtryk er anvendt i artikel 5, stk. 1, litra a), i direktiv 2003/109 (42). Desuden var betingelsen om lovligt ophold anført i artikel 4, stk. 1, i direktiv 2003/109, som fremhævet af den forelæggende ret, principielt ikke opfyldt på tidspunktet for indgivelse af ansøgningen om status som fastboende udlænding, eftersom morens og sønnens opholdstilladelser med henblik på familiesammenføring blev opnået på grundlag af svigagtige dokumenter. Heraf følger, at moren og sønnen ikke opfyldte de betingelser, som kræves ifølge dette direktiv, og at det objektive element, der er nødvendigt for at fastslå, at der foreligger svig, som defineret i dommen af 6. februar 2018, Altun m.fl. (C-359/16, EU:C:2018:63, præmis 51), derfor kan anses for at foreligge.

45.      Hvad angår det subjektive element, der er nødvendigt for at fastslå, at der foreligger svig, svarer dette i forhold til omstændighederne i hovedsagen ifølge den definition, der er anvendt i dom af 6. februar 2018, Altun m.fl. (C-359/16, EU:C:2018:63, præmis 52), til, at ansøgeren har til hensigt at unddrage sig eller omgå betingelserne for meddelelse af status som fastboende udlænding med henblik på at opnå den dertil knyttede fordel. Derfor ville kun morens og sønnens kendskab til den svig, som faren havde begået, og deres hensigt til at drage fordel heraf have givet anledning til en opnåelse ved svig i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 9, stk. 1, litra a), i direktiv 2003/109. Den forelæggende ret har præciseret, at moren og sønnen ikke havde kendskab til den svigagtige karakter af farens arbejdsgivers attester, som de fremlagde som dokumentation for, at de opfyldte betingelsen fastsat i artikel 5, stk. 1, litra a), i direktiv 2003/109. Følgelig forsøgte moren og sønnen i hovedsagen angiveligt ikke forsætligt at unddrage sig denne betingelse. Det er imidlertid op til den forelæggende ret at undersøge, om dette faktisk er tilfældet.

46.      Med forbehold af denne kontrol må manglen på et element af forsæt hos moren og sønnen til at unddrage sig betingelserne for meddelelse af status som fastboende udlænding udelukke, at der foreligger svig.

47.      Det er på dette stadium vigtigt at bemærke, at en efterfølgende konstatering af, at betingelserne for meddelelse af status som fastboende udlænding ikke var opfyldt, ikke er blandt de grunde, som udtømmende er opregnet i artikel 9 i direktiv 2003/109, til fortabelse eller inddragelse af den nævnte status. I henhold til artikel 8, stk. 1, i dette direktiv er »[s]tatus som fastboende udlænding […] permanent, jf. dog artikel 9«, hvilket indebærer, at bortset fra de tilfælde, der udtømmende er opregnet i den sidstnævnte artikel (43), kan den nævnte status ikke mistes eller inddrages (44). Som det fremgår af forarbejderne til direktiv 2003/109, sikrer status som fastboende udlænding indehaveren maksimal retssikkerhed (45).

48.      Domstolen har ganske vist i dom af 17. juli 2014, Tahir (C-469/13, EU:C:2014:2094, præmis 30 og 34), fastslået, at betingelsen om, at opholdet skal have været lovligt og uden afbrydelse på den pågældende medlemsstats område i fem år forud for indgivelsen af den relevante ansøgning, som fastsat i artikel 4, stk. 1, i direktiv 2003/109, er en forudsætning for at kunne opnå status som fastboende udlænding som fastsat i dette direktiv. Denne dom vedrører dog udelukkende afslag på en ansøgning om status som fastboende udlænding. Dommen præciserer ikke, at en manglende opfyldelse af betingelsen, som fastslås efterfølgende, medfører fortabelse af status som fastboende udlænding.

49.      Heraf følger, at hvis ikke svig kan fastslås, er der ikke hjemmel i direktiv 2003/109 til at inddrage morens og sønnens status som fastboende udlænding.

50.      Det fremgår af de foregående betragtninger, at artikel 9, stk. 1, litra a), i direktiv 2003/109 skal fortolkes således, at den er til hinder for inddragelse af en status som fastboende udlænding, når indehaveren af denne status ikke var bekendt med, at de oplysninger, som han har fremlagt til støtte for sin ansøgning, og på grundlag af hvilke den nævnte status blev meddelt, var svigagtige.

 V. Forslag til afgørelse

51.      På baggrund af de foregående betragtninger foreslår jeg Domstolen at besvare spørgsmålene fra Raad van State (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Nederlandene) som følger:

»1)      Artikel 16, stk. 2, litra a), i Rådets direktiv 2003/86/EF af 22. september 2003 om ret til familiesammenføring skal fortolkes således, at bestemmelsen ikke er til hinder for at inddrage en opholdstilladelse, der er meddelt i forbindelse med en familiesammenføring, såfremt opholdstilladelsen er opnået ved svigagtige oplysninger, når den person, der har indgivet ansøgningen om familiesammenføring, har til hensigt at unddrage sig eller omgå betingelserne for meddelelse af denne tilladelse, hvilket ligeledes gør sig gældende i det tilfælde, hvor indehaveren af opholdstilladelsen ikke vidste, at de nævnte oplysninger var svigagtige. Det påhviler medlemsstaternes kompetente myndigheder at vurdere alle de involverede interesser i overensstemmelse med artikel 17 i direktiv 2003/86, inden en sådan inddragelse foretages, og at foretage denne vurdering i lyset af alle de relevante omstændigheder i den enkelte sag, herunder det forhold, at indehaveren af opholdstilladelsen hverken har begået den svig, som har ført til meddelelsen af tilladelsen, eller havde kendskab til denne.

2)      Artikel 9, stk. 1, litra a), i Rådets direktiv 2003/109/EF af 25. november 2003 om tredjelandsstatsborgeres status som fastboende udlændinge skal fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for at inddrage en status som fastboende udlænding, når indehaveren af denne status ikke var bekendt med, at de oplysninger, som han havde fremlagt til støtte for sin ansøgning, og på grundlag af hvilke den nævnte status blev meddelt, var svigagtige.«


1 –      Originalsprog: fransk.


2 –      Artikel 2, litra c), i direktiv 2003/86 definerer en »referenceperson« således: »en tredjelandsstatsborger, der har lovligt ophold i en medlemsstat, og som ansøger om eller hvis familiemedlemmer ansøger om familiesammenføring for at blive ført sammen med ham/hende«.


3 –      EUT 2003, L 251, s. 12.


4 –      EUT 2004, L 16, s. 44.


5 –      Jf. dom af 18.12.2008, Altun (C-337/07, EU:C:2008:744, præmis 51-64). I denne dom fandt Domstolen, at den pågældende tyrkiske arbejdstagers svigagtige adfærd kunne have retlige virkninger i forhold til hans familie. Domstolen præciserede, at disse virkninger dog skal vurderes i forhold til den dato, hvor de nationale myndigheder i værtsmedlemsstaten har truffet beslutningen om at trække arbejdstagerens arbejdstilladelse tilbage. Som det fremgår af præmis 59 i Altun-dommen, skal de kompetence myndigheder således kontrollere, om familiemedlemmerne pr. denne dato har erhvervet ret til at få adgang til arbejdsmarkedet i værtsmedlemsstaten og en heraf følgende opholdsret i denne stat. I den ovennævnte doms præmis 60 tilføjer Domstolen, at enhver anden løsning ville være i strid med retssikkerhedsprincippet.


6 –      Som fandt anvendelse den 21.3.2007 ved meddelelsen af tilladelserne til længerevarende ophold.


7 –      Selskabet eksisterede ganske vist i de administrative registre, men uden nogensinde faktisk at have udøvet aktiviteter.


8 –      I den forstand, hvori udtrykket er anvendt i udlændingelovens artikel 14.


9 –      KOM(2009) 313 endelig af 2.7.2009, punkt 4, »Misbrug og svig«, s. 15.


10 –      Som det fremgår af de af den forelæggende ret forelagte oplysninger, var sønnen, der er født i 1991, 11 år, da statssekretærens afgørelse af 31.1.2002 blev truffet. Uanset sønnens umyndighed har den forelæggende ret dog formuleret spørgsmålet generelt.


11 –      Jf. navnlig dom af 6.2.2018, Altun m.fl. (C-359/16, EU:C:2018:63, præmis 49, svig ved anvendelse af attest om tilknytning til den sociale sikring, der indeholdt en formodning for retmæssighed i EU-retten), af 22.11.2017, Cussens m.fl. (C-251/16, EU:C:2017:881, præmis 27), af 22.12.2010, Bozkurt (C-303/08, EU:C:2010:800, præmis 47, dokumentfalsk i forbindelse med opholdsbetingelserne for en tyrkisk vandrende arbejdstager), af 21.2.2006, Halifax m.fl. (C-255/02, EU:C:2006:121, præmis 68, momssvig), af 23.9.2003, Akrich (C-109/01, EU:C:2003:491, præmis 57, proformaægteskab med en borger fra en EU-medlemsstat), af 9.3.1999, Centros (C-212/97, EU:C:1999:126, præmis 24), fri udveksling af tjenesteydelser), af 7.7.1992, Singh (C-370/90, EU:C:1992:296, præmis 24, arbejdskraftens frie bevægelighed) og af 3.12.1974, van Binsbergen (33/74, EU:C:1974:131, præmis 13, fri udveksling af tjenesteydelser). Jf. også retningslinjer for anvendelse af direktiv 2004/35 (KOM(2009) 313 endelig af 2.7.2009, punkt 4 »Misbrug og svig«, s. 15).


12 –      Jf. i denne retning dom af 5.7. 2007, Kofoed (C-321/05, EU:C:2007:408, præmis 38-48) og af 22.11.2017, Cussens m.fl. (C-251/16, EU:C:2017:881, præmis 27, 28 og 30).


13 –      Jf. i denne retning dom af 22.11.2017, Cussens m.fl. (C-251/16, EU:C:2017:881, præmis 35), af 4.6.2009, Pometon (C-158/08, EU:C:2009:349, præmis 28), af 14.12.2000, Emsland-Stärke (C-110/99, EU:C:2000:695, præmis 56), og af 21.2.2006, Halifax m.fl. (C-255/02, EU:C:2006:121, præmis 93).


14 –      Jf. i denne retning dom af 22.11.2017, Cussens m.fl. (C-251/16, EU:C:2017:881, præmis 34).


15 –      Jf. i denne retning dom af 14.12.2000, Emsland-Stärke (C-110/99, EU:C:2000:695, præmis 52), og af 9.3.1999, Centros (C-212/97, EU:C:1999:126, Centros, præmis 25).


16 –      Jf. i denne retning retningslinjer for anvendelse af direktiv 2003/86 (COM(2014) 210 final af 3.4.2014, punkt 7.3 »Misbrug og svig«, s. 27).


17 –      Den sag, der gav anledning til denne dom, omhandlede en virksomheds svigagtige anvendelse af en attest, som skabte en formodning for, at udstationerede arbejdstagere lovligt var tilknyttet den sociale sikringsordning i den medlemsstat, hvor den virksomhed, som havde udstationeret disse arbejdstagere, havde hjemsted, og som er bindende for den kompetente institution i den medlemsstat, hvor arbejdstagerne var udstationerede, og som nødvendigvis indebærer, at ordningen i denne medlemsstat ikke kan finde anvendelse. Selv om virksomheden på datoen for udstedelse af attesterne opfyldte alle de administrative betingelser, dvs. virksomheden rent faktisk havde aktivitet i Bulgarien, var attesterne opnået svigagtigt på grundlag af en urigtig fremstilling af den faktiske situation, og dette med det formål at omgå de betingelser, som EU-retten opstiller for udstationering af arbejdstagere.


18 –      Jf. i denne retning dom af 6.2.2018, Altun m.fl. (C-359/16, EU:C:2018:63, præmis 51). Betingelserne for meddelelse af opholdstilladelse med henblik på familiesammenføring er opregnet i kapitel IV i direktiv 2003/86, der har overskriften »Betingelser for udøvelse af retten til familiesammenføring«.


19 –      Jf. i denne retning dom af 6.2.2018, Altun m.fl. (C-359/16, EU:C:2018:63, præmis 52). Nødvendigheden af et subjektivt element fremhæves af Kommissionen i dennes retningslinjer for anvendelse af direktiv 2004/38, som den forelæggende ret henviser til, hvor svig, der defineres i artikel 35 i direktiv 2004/38, betragtes som »forsætlig vildledning eller påfund for at opnå ret til fri bevægelighed i henhold til direktivet«. Ifølge disse retningslinjer kan personer, der har opnået en opholdstilladelse udelukkende på grund af svigagtig adfærd, som de er dømt for, få afslået, annulleret eller inddraget deres rettigheder ifølge direktivet. Jf. også dom af 27.9.2001, Gloszczuk (C-63/99, EU:C:2001:488), og af 5.6.1997, Kol (C-285/95, EU:C:1997:280), som vedrører svigagtig adfærd begået personligt, hvorefter de berørte personers opholdstilladelser er inddraget som konsekvens heraf.


20 –      Jf. i denne retning dom af 6.2.2018, Altun m.fl. (C-359/16, EU:C:2018:63, præmis 53 og 58).


21 –      Det fremgår af retningslinjerne for anvendelse af direktiv 2003/86, at for hver ansøgning vurderes den vedlagte dokumentation og »egnetheden« og »nødvendigheden« af samtaler og andre undersøgelser i det enkelte tilfælde i forbindelse med en individuel undersøgelse af hver ansøgning om familiesammenføring (jf. COM(2014) 210 final af 3.4.2014, s. 10).


22 –      Jf. i denne retning retningslinjer for anvendelse af direktiv 2003/86 (COM(2014) 210 final af 3.4.2014, s. 15).


23 –      Det fremgår af den forelæggende rets sagsakter, at denne ret fandt, at interesseafvejningen – inden for rammerne af artikel 8 i konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4.11.1950 (herefter »EMRK«) – faldt ufordelagtigt ud for sønnen, og at retten således bekræftede statssekretærens afgørelse. Faren burde have vidst, at sønnens privatliv ville udvikle sig under opholdet, som faren vidste var usikkert, og hvorfor retten til ophold derfor også var usikker. I denne forbindelse er der taget hensyn til det forhold, at sønnen havde boet i Kina, ind til han var 11 år gammel, at han havde gået i skole i Kina, at han talte kinesisk og kunne skrive lidt kinesisk, at han tog til Kina en gang om året, mens han boede i Nederlandene, og at han kunne have sit liv der sammen med sine forældre, som ligeledes skulle vende tilbage til Kina. Desuden var sønnens mulighed for at ansøge om en opholdstilladelse med henblik på fortsættelse af hans studier i Nederlandene blevet fremhævet. Statssekretæren havde med rette hverken anset sønnens længerevarende ophold i Nederlandene, og den deraf følgende rodfæstning, eller det forhold, at sønnen studerede i Nederlandene, for særlige omstændigheder, som gjorde det muligt at konkludere, at der i henhold til EMRK’s artikel 8 om privatlivets fred for børn var pligt til at lade sønnens liv fortsætte. Derimod er afvejningen af morens interesser vedrørende dennes opholdstilladelser ikke blevet undersøgt.


24 –      I sin rekommandation Rec(2002) 4 vedrørende retsstillingen for personer, der meddeles familiesammenføring (punkt 1, i afsnit IV, der har overskriften »Effektiv beskyttelse mod udsendelse af familiemedlemmer«), har Europarådets ministerkomité udtalt følgende: »Når medlemsstaterne overvejer at inddrage eller afslår at forny en opholdstilladelse eller at udvise et familiemedlem, bør de tage behørigt hensyn til kriterier som vedkommendes fødested, alder på tidspunktet for ankomsten til staten, varigheden af opholdet, vedkommendes familierelationer, hvorvidt der er familie i oprindelsesstaten, og styrken af sociale og familiemæssige bånd til oprindelsesstaten. Der skal navnlig tages hensyn til børns interesser og velfærd.«


25 –      Jf. i denne retning dom af 21.4.2016, Khachab (C-558/14, EU:C:2016:285, præmis 43), af 4.3.2010, Chakroun (C-578/08, EU:C:2010:117, præmis 48), og af 9.7.2015, K og A (C-153/14, EU:C:2015:453, præmis 60).


26 –      Jf. i denne retning dom af 21.4.2016, Khachab (C-558/14, EU:C:2016:285, præmis 43), af 6.12.2012, O m.fl. (C-356/11 et C-357/11, EU:C:2012:776, præmis 81), og mine forslag til afgørelse C og A (C-257/17, EU:C:2018:503, punkt 75) og K og B (C-380/17, EU:C:2018:504, punkt 70).


27 –      Jf. i denne retning retningslinjer for anvendelse af direktiv 2003/86 (COM(2014) 210 final, af 3.4.2014, s. 29), som anbefaler, at følgende principper overholdes: Alle individuelle omstændigheder i en sag skal indkredses, og den vægt, individuelle og offentlige interesser tillægges, skal være den samme i sammenlignelige sager. Desuden skal interesseafvejningen af de relevante individuelle offentlige interesser være rimelig og forholdsmæssig.


28 –      Jf. i denne retning dom af 6.12.2012, O m.fl. (C-356/11 og C-357/11, EU:C:2012:776, præmis 75 og 76), og af 4.3.2010, Chakroun (C-578/08, EU:C:2010:117, præmis 44).


29 –      Artikel 17 i direktiv 2003/86, min fremhævelse.


30 –      Artikel 17 i direktiv 2003/86, min fremhævelse.


31 –      Situationen er naturligvis ikke den samme i tilfælde, hvor den berørte person ankom til værtslandet som barn eller ung, som i de tilfælde, hvor personen først ankom til værtslandet som voksen. Jf. i denne retning vedrørende udsendelsesforanstaltninger Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 18.2.1991, Moustaquim mod Belgien (Store Afdeling) (CE:ECHR:1991:0218JUD001231386, § 45): I denne sag var A. Moustaquim mindre end to år gammel, da han ankom til Belgien. Siden da havde han tilbragt omkring 20 år hos sine nærmeste eller ikke langt fra dem i Belgien, og han var kun taget tilbage til Marokko på ferie ved to lejligheder, Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 9.12.2010, Gezginci mod Suisse (CE:ECHR:2010:1209JUD001632705, § 69): I denne sag var sagsøgeren i 1990 indrejst i Schweiz, hvor han på tidspunktet for sin udvisning havde tilbragt 18 på hinanden følgende år. Det er ifølge Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol klart, at der her var tale om en meget lang periode i en persons liv, og nærmere bestemt om mere end to tredjedele af livet for sagsøgeren, som var født i 1983.


32 –      Jf. navnlig Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom (Store Afdeling) af 18.10.2006, Üner mod Nederlandene (CE:ECHR:2006:1018JUD004641099, § 58), og af 23.6.2008, Maslov, (CE:ECHR:2008:0623JUD000163803, §§ 73, 74 og 86): Sagsøgeren var ankommet til Østrig som 6-årig i 1990 og havde tilbragt den resterende del af sin barndom og ungdom i dette land, Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 23.9.2010, Bousarra mod Frankrig (CE:ECHR:2010:0923JUD002567207, §§ 46 og 47); jf. også Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 19.2.1998, Dalia mod Frankrig (Reports1998-I, s. 88 og 89, §§ 42-45): Udvisning af fastboende udlændinge kan analyseres såvel under området »privatlivet« som under området »familielivet«, idet de berørtes grad af social integration i denne sammenhæng må tillægges en vis betydning, som også bemærket i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 9.10.2003, Slivenko mod Letland (CE:ECHR:2003:1009JUD004832199, § 96).


33 –      Jf. f.eks. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom (Store Afdeling) af 23.6.2008, Maslov (CE:ECHR:2008:0623JUD000163803, §§ 96 og 97), hvor det blev fastslået, at sagsøgerens tilknytning til hjemlandet, Bulgarien, var svag, eftersom han på tidspunktet for sin udvisning ikke talte bulgarsk, hans famille tilhørte det tyrkiske samfund i Bulgarien, og han hverken læste eller skrev kyrillisk, idet han aldrig havde gået i skole i Bulgarien, og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 30.11.1999, Baghli mod Frankrig (CE:ECHR:1999:1130JUD003437497, § 48), hvor Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol derimod – efter at have fastslået, at sagsøgeren ikke havde bevist, at han havde bevaret tætte forbindelser med hverken sine forældre eller sine søskende, der var bosiddende i Frankrig, at han havde beholdt sit algeriske statsborgerskab, at han havde kendskab til arabisk, at han havde aftjent sin værnepligt i sit hjemland, at han ved flere lejligheder var taget på ferie i hjemlandet, og at han aldrig havde vist vilje til at blive fransk – konkluderede, at selv om sagsøgerens familiemæssige og sociale tilknytning i det væsentlige fandtes i Frankrig, havde sagsøgeren bevaret en tilknytning ud over blot statsborgerskab til sit fødeland.


34 –      I denne forbindelse er det – stadig vedrørende udsendelsesforanstaltninger – interessant at bemærke, at ministerkomitéen i sin rekommandation (2000)15 til medlemsstaterne vedrørende fastboende udlændinges opholdssikkerhed i punkt 4, der har overskriften »Vedrørende beskyttelsen mod udvisning«, i litra b) har anført: »Ved anvendelsen af proportionalitetsprincippet, som er fastsat i punkt 4, litra a), skal medlemsstaterne tage behørigt hensyn til varigheden og karakteren af opholdet samt hvor grov den af den fastboende udlænding begåede forbrydelse er. Medlemsstaterne kan bl.a. fastsætte, at en fastboende udlænding ikke skal udvises: efter fem års ophold, medmindre vedkommende er idømt en straf på mere end to års fængsel for en strafbar handling; efter ti års ophold, medmindre vedkommende er idømt en straf på mere end fem års fængsel for en strafbar handling.«


35 –      Som det fremgår af de af den forelæggende ret fremsendte oplysninger, var sønnen, der er født i 1991, 16 år, da statssekretærens afgørelse af 21.3.2007 blev truffet. Den forelæggende rets spørgsmål er ikke desto mindre stillet generelt.


36 –      Jf. i denne retning dom af 17.7.2014, Tahir (C-469/13, EU:C:2014:2094, præmis 32), af 4.6.2015, P og S (C-579/13, EU:C:2015:369, præmis 46 og den deri nævnte retspraksis), og af 2.9.2015, CGIL og INCA (C-309/14, EU:C:2015:523, præmis 21).


37 –      Som det fremgår af dom af 17.7.2014, Tahir (C-469/13, EU:C:2014:2094, præmis 34), kan en tredjelandsstatsborger udelukkende indgive en ansøgning i medfør af artikel 7, stk. 1, i direktiv 2003/109 for at opnå denne status, såfremt vedkommende selv, personligt opfylder betingelsen om lovligt ophold uden afbrydelse på den omhandlede medlemsstats område i fem år umiddelbart forud for indgivelsen af den relevante ansøgning.


38 –      Jeg henviser til, at selv om overskriften til artikel 9 i direktiv 2003/109 sigter til tilfælde af inddragelse eller fortabelse af status som fastboende udlænding, nævner ordlyden af denne artikel kun tilfælde af fortabelse. Såfremt artiklen i øvrigt er til hinder for opretholdelsen af retten til den nævnte status, forekommer »fortabelsen« i sig selv kun at medføre konsekvenser for fremtiden, som Y.Z., Z.Z. og Y.Y. har gjort gældende. Denne fortolkning bekræftes af den engelske version (»no longer be entitled to maintain«), den tyske version (»ist nicht mehr berechtigt, die Rechtsstellung eines langfristig Aufenthaltsberechtigten zu behalten«) og den italienske version (»I soggiornanti di lungo periodo non hanno più diritto allo status di soggiornante di lungo periodo nei casi seguenti«) af artikel 9, stk. 1, i direktiv 2003/109. Da Domstolen ikke er forelagt spørgsmålet om, hvorvidt morens og sønnens opholdstilladelser for fastboende udlændinge kunne inddrages med tilbagevirkende kraft, behandler jeg ikke dette spørgsmål.


39 –      Jf. kapitel III i direktiv 2003/109.


40 –      Således er manglende kontinuerlig tilstedeværelse af den fastboende udlænding på medlemsstatens område en grund til fortabelse af status som fastboende udlænding, jf. artikel 9, stk. 1, litra c), i direktiv 2003/109.


41 –      I denne forbindelse bemærker jeg navnlig, at medlemsstaterne i henhold til artikel 5, stk. 2, i direktiv 2003/109 kan kræve, at tredjelandsstatsborgere opfylder integrationsbetingelser i overensstemmelse med national ret. Jf. i denne retning dom af 4.6.2015, P og S (C-579/13, EU:C:2015:369, præmis 47): Det kan ikke bestrides, at erhvervelse af kendskab til både værtsmedlemsstatens sprog og samfund i høj grad letter kommunikationen mellem tredjelandsstatsborgerne og værtsmedlemsstatens egne borgere og desuden fremmer interaktionen og udviklingen af sociale relationer mellem dem. Det kan heller ikke bestrides, at erhvervelse af kendskab til værtsmedlemsstatens sprog letter tredjelandsstatsborgeres adgang til arbejdsmarkedet og til erhvervsuddannelse.


42 –      Betingelsen om faste, regelmæssige og tilstrækkelige indtægter (artikel 5, stk. 1, i direktiv 2003/109) må konstateres ved erhvervelsen af status som fastboende udlænding. På dette tidspunkt fremlægger ansøgeren bevis for, at han råder over og vil fortsætte med at råde over regelmæssige indtægter af en vis størrelse.


43 –      Den udtømmende karakter af opregningen i artikel 9 i direktiv 2003/109 fremgår klart af forarbejderne, jf. i denne retning kommentar til artikel 10 i forslag til Rådets direktiv om tredjelandsstatsborgeres status som fastboende udlændinge (KOM(2001) 127 endelig (EFT 2001, C 240 E, s. 79)).


44 –      Derimod kan man sætte spørgsmålstegn ved, om medlemsstaternes kompetente myndigheder kan inddrage en opholdstilladelse med henblik på familiesammenføring i tilfælde, hvor det efterfølgende fastslås, at betingelserne i direktiv 2003/86 ikke er til stede, eftersom dette direktivs artikel 16, stk. 1, litra a), bestemmer, at denne tilladelse kan inddrages, »hvis de betingelser, der er fastsat i dette direktiv, ikke eller ikke længere er opfyldt«.


45 –      Jf. kommentaren til artikel 10 i forslag til Rådets direktiv om tredjelandsstatsborgeres status som fastboende udlændinge (KOM(2001) 127 endelig (EFT 2001, C 240 E, s. 79)).