Language of document : ECLI:EU:T:2022:833

RETTENS DOM (Anden Udvidede Afdeling)

21. december 2022 (*)

»Statsstøtte – rammeordning for indrømmelse af hjælp til dækning af faste omkostninger, der ikke er dækket, som led i covid-19-pandemien, i Tyskland – afgørelse om ikke at gøre indsigelse – midlertidige rammebestemmelser for statsstøtte – individuel undersøgelse af den anmeldte støtteordning – foranstaltning, der kan afhjælpe en alvorlig forstyrrelse i en medlemsstats økonomi – proportionalitet«

I sag T-260/21,

E. Breuninger GmbH & Co., Stuttgart (Tyskland), ved advokaterne R. Velte og W. Meilicke,

sagsøger,

mod

Europa-Kommissionen ved V. Bottka, G. Braga da Cruz og C. Kovács, som befuldmægtigede,

sagsøgt,

støttet af

Forbundsrepublikken Tyskland ved P.-L. Krüger og J. Möller, som befuldmægtigede,

intervenient,

har

RETTEN (Anden Udvidede Afdeling),

sammensat under rådslagningen af afdelingsformanden, V. Tomljenović, og dommerne F. Schalin, P. Škvařilová-Pelzl, I. Nõmm (refererende dommer) og D. Kukovec,

justitssekretær: fuldmægtig P. Cullen,

på grundlag af retsforhandlingernes skriftlige del,

efter retsmødet den 14. september 2022,

afsagt følgende

Dom

1        Med sit søgsmål, som er anlagt i henhold til artikel 263 TEUF, har sagsøgeren, E. Breuninger GmbH & Co, nedlagt påstand om annullation af Kommissionens afgørelse C(2020) 8318 final af 20. november 2020 vedrørende statsstøtte SA.59289 (2020/N) – Tyskland covid-19 – Hjælp til dækning af faste omkostninger, der ikke er dækket (EUT 2022, C 124, s. 1), som ændret ved Kommissionens afgørelse C(2021) 1066 final af 12. februar 2021 vedrørende statsstøtte SA.61744 (2021/N) – Kollektiv meddelelse om ændring med tilpasning af de godkendte støtteordninger i medfør de midlertidige rammebestemmelser, bl.a. efter den femte ændring af de midlertidige rammebestemmelser (EUT 2021, C 77, s. 18) (herefter »den anfægtede afgørelse«).

 Sagens baggrund

2        Sagsøgeren er driftsselskabet i koncernen E. Breuninger, som driver virksomhed inden for bl.a. sektoren for beklædning samt forhandling af tøj, parfume, kosmetiske produkter og kropsplejeprodukter, møbler, husholdningsprodukter og dekoration.

3        Den 19. marts 2020 vedtog Europa-Kommissionen en meddelelse med titlen »Midlertidige rammebestemmelser for statslige foranstaltninger til støtte for økonomien under det nuværende covid-19-udbrud« (EUT 2020, C 91 I, s. 1, herefter »de midlertidige rammebestemmelser«), som blev ændret første gang den 3. april 2020 (EUT 2020, C 112 I, s. 1), anden gang den 8. maj 2020 (EUT 2020, C 164, s. 3), tredje gang den 29. juni 2020 (EUT 2020, C 218, s. 3) og fjerde gang den 13. oktober 2020 (EUT 2020, C 340 I, s. 1).

4        De midlertidige rammebestemmelsers punkt 17-19 i afsnit 2 med overskriften »Anvendelsen af artikel 107, stk. 3, litra b), [TEUF]« har følgende ordlyd:

»17.      I henhold til artikel 107, stk. 3, litra b), […] TEUF kan Kommissionen erklære støtte forenelig med det indre marked, hvis den har til formål at »afhjælpe en alvorlig forstyrrelse i en medlemsstats økonomi«. I den forbindelse har Unionens retsinstanser afgjort, at forstyrrelsen skal påvirke hele eller en vigtig del af den pågældende medlemsstats økonomi og ikke blot en af dens regioner eller en del af dens territorium. Dette er endvidere i overensstemmelse med behovet for at foretage en streng fortolkning af enhver undtagelsesbestemmelse såsom artikel 107, stk. 3, litra b), TEUF […] Denne fortolkning er konsekvent blevet fulgt af Kommissionen i dennes beslutningspraksis […]

18.      I betragtning af, at udbruddet af [covid]-19 påvirker alle medlemsstater, og at de inddæmningstiltag, som medlemsstaterne har iværksat, påvirker virksomhederne, mener Kommissionen, at statsstøtte er berettiget og i en begrænset periode kan erklæres forenelig med det indre marked i henhold til artikel 107, stk. 3, litra b), […] TEUF med henblik på at afhjælpe den likviditetsmangel, som virksomhederne står over for, og på at sikre, at de forstyrrelser, der skyldes udbruddet af [covid]-19, ikke underminerer deres levedygtighed, navnlig for SMV’er.

19.      Kommissionen redegør i denne meddelelse for de betingelser for forenelighed, som den i princippet vil anvende på den støtte, som medlemsstaterne yder i henhold til artikel 107, stk. 3, litra b), […] TEUF. Medlemsstaterne skal derfor bevise, at de statsstøtteforanstaltninger, de anmelder til Kommissionen i henhold til denne meddelelse, er nødvendige med henblik på at afhjælpe en alvorlig forstyrrelse i den berørte medlemsstats økonomi og står i rimeligt forhold dertil, og at alle betingelserne i denne meddelelse er opfyldt.«

5        I punkt 11 i meddelelsen om den fjerde ændring af de midlertidige rammebestemmelser præciseres følgende:

»[M]ange virksomheder [står] på grund af covid-19-udbruddet over for en midlertidig nedsat efterspørgsel, som indebærer, at de har vanskeligt ved at dække alle deres faste omkostninger. For mange virksomheders tilfælde forventes efterspørgslen at genoptages i de kommende måneder, samtidig med at det måske ikke kan betale sig for dem at nedsætte deres aktivitet, hvis dette medfører betydelige omstruktureringsomkostninger. Ydelse af støtte til disse virksomheder ved midlertidigt at bidrage til en del af deres faste omkostninger kan være en effektiv måde at lukke hullet på og dermed forhindre en forringelse af virksomhedernes kapitalsituation, opretholde deres forretningsaktivitet og give dem et solidt grundlag at rejse sig fra.«

6        Meddelelsen om den fjerde ændring af de midlertidige rammebestemmelser indførte et afsnit 3.12 med overskriften »Støtte i form af hjælp til dækning af faste omkostninger, der ikke er dækket«, som indeholder punkt 86 og 87, der er affattet således:

»86.      Medlemsstaterne kan overveje at bidrage til dækningen af faste omkostninger i de virksomheder, som på grund af covid-19-udbruddet har været nød til at afbryde eller nedsætte deres forretningsaktivitet.

87.      Hvis disse foranstaltninger udgør støtte, vil Kommissionen anse dem som forenelige med det indre marked på grundlag af artikel 107, stk. 3, litra b), […] TEUF, forudsat at følgende betingelser er opfyldt:

a)      Støtten ydes senest den 30. juni 2021 og går til dækning af påløbne faste omkostninger, som ikke kan dækkes, i perioden 1. marts 2020 til 30. juni 2021, herunder omkostninger, som virksomheden har pådraget sig i en del af perioden (»den støtteberettigede periode«).

b)      Støtten ydes på grundlag af en ordning for virksomheder, der oplever et fald i deres omsætning i den støtteberettigede periode på mindst 30% sammenlignet med den samme periode året før […]

c)      Faste omkostninger, der ikke er dækket, er de faste omkostninger, som virksomhederne har skullet afholde i den støtteberettigede periode, og som ikke dækkes af dækningsbidraget (dvs. indtægter minus variable omkostninger) i samme periode, og som ikke dækkes af andre kilder såsom forsikringer, midlertidige støtteforanstaltninger under nærværende meddelelse eller støtte fra andre kilder. […] Støtteintensiteten må ikke overstige 70% af de faste omkostninger, der ikke er dækket, medmindre det drejer sig om mikrovirksomheder og små virksomheder (som defineret i bilag I til den generelle gruppefritagelsesforordning), for hvilke støtteintensiteten ikke må overstige 90% af de faste omkostninger, der ikke er dækket. Med henblik på dette punkt betragtes det tab, der er registreret i virksomhedernes resultatopgørelse for den støtteberettigede periode […], som faste omkostninger, der ikke er dækket. Der kan ydes støtte under denne foranstaltning på grundlag af forventede tab, hvorefter det endelige støttebeløb fastsættes ud fra det realiserede tab på grundlag af et revideret regnskab eller, forudsat at medlemsstaten forelægger Kommissionen en passende begrundelse herfor (f.eks. vedrørende særlige forhold eller størrelse for bestemte typer af virksomheder), på grundlag af skatteregnskaber. Enhver betaling, der overstiger det endelige støttebeløb, skal tilbagebetales.

d)      Den samlede støtte må under ingen omstændigheder overstige 3 mio. EUR pr. virksomhed. Støtten kan ydes i form af direkte tilskud, garantier og lån, forudsat at den samlede pålydende værdi af disse foranstaltninger forbliver under det samlede loft på 3 mio. EUR pr. virksomhed; der er tale om bruttobeløb, dvs. før fradrag af skatter og afgifter og lignende.

e)      Støtte under denne foranstaltning må ikke kumuleres med anden støtte til de samme støtteberettigede omkostninger.

f)      Støtten må ikke ydes til en virksomhed, som allerede var kriseramt (jf. gruppefritagelsesforordningen […]) pr. 31. december 2019. Som en undtagelse til ovenstående kan der ydes støtte til mikrovirksomheder eller små virksomheder (som defineret i bilag I til den generelle gruppefritagelsesforordning), der allerede var kriseramte pr. 31. december 2019, forudsat at de ikke er underlagt konkursbehandling efter de nationale regler, og at de ikke har modtaget redningsstøtte […] eller omstruktureringsstøtte […]«

7        Den 17. november 2020 anmeldte Forbundsrepublikken Tyskland i overensstemmelse med artikel 108, stk. 3, TEUF en støtteordning for indrømmelse af hjælp til dækning af faste omkostninger, der ikke er dækket, som led i covid-19-pandemien i dette land til Kommissionen.

8        Den 20. november 2020 vedtog Kommissionen afgørelse C(2020) 8318 final.

9        I afgørelse C(2020) 8318 final beskrev Kommissionen for det første de væsentlige kendetegn ved den anmeldte støtteordning, hvoraf bl.a. fremgår, at de individuelle støtteforanstaltninger kun kan ydes til virksomheder, der har oplevet et fald i deres omsætning på mindst 30% (17. betragtning). For det andet fremhævede den, at den anmeldte ordning henhørte under artikel 107, stk. 1, TEUF, for så vidt som den gav modtagerne en selektiv fordel og derved medførte en fordrejning af konkurrencevilkårene (31.-33. betragtning). For det tredje fandt den, at nævnte ordning var forenelig med det indre marked i medfør af artikel 107, stk. 3, litra b), TEUF, idet den henviste til de kriterier, der er fastsat i punkt 87 i de midlertidige rammebestemmelser (35.-41. betragtning). Kommissionen gjorde følgelig ikke indsigelse mod denne støtteordning.

10      Den støtteordning, der blev godkendt ved afgørelse C(2020) 8318 final, vedrørte støtte, hvis størrelse var maksimalt 3 mio. EUR pr. virksomhed (20. betragtning).

11      Den 28. januar 2021 gennemførte Kommissionen den femte ændring af de midlertidige rammebestemmelser (EUT 2021, C 34, s. 6), hvorved den bl.a. ændrede punkt 87, litra d), heri og forhøjede støtteloftet til 10 mio. EUR pr. virksomhed. Den ændrede ligeledes punkt 87, litra a), idet den udvidede den periode, der oprindeligt var fastsat fra den 1. marts 2020 til den 30. juni 2021, til den 31. december 2021.

12      Den 2. februar 2021 anmeldte Forbundsrepublikken Tyskland en ændring af sin støtteordning til Kommissionen, hvilken ændring bestod i en forhøjelse af støtteloftet til 10 mio. EUR og en forlængelse af ordningen til den 31. december 2021.

13      Ved afgørelse C(2021) 1066 final godkendte Kommissionen forskellige ændringer, som Tyskland havde foretaget af de anmeldte støtteordninger, herunder den ordning, der var blevet godkendt ved afgørelse C(2020) 8318 final (herefter »den omtvistede støtteordning«).

14      I afgørelse C(2021) 1066 final gentog Kommissionen for det første analysen i de tidligere afgørelser med henblik på at fremhæve det forhold, at der forelå statsstøtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF, og at støtten var forenelig med det indre marked i medfør af artikel 107, stk. 3, litra b), TEUF (15. og 17. betragtning), og den fandt for det andet, at udvidelsen af varigheden af den anmeldte støtteordning, som var blevet godkendt i henhold til de midlertidige rammebestemmelser, og forhøjelsen af loftet var forenelig med artikel 107, stk. 3, litra b), TEUF (18. betragtning).

 Parternes påstande

15      Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

–        Den anfægtede afgørelse annulleres.

–        Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

16      Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

–        Afvisning eller, subsidiært, frifindelse.

–        Sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

17      I retsmødet har Kommissionen anført, at den frafaldt sin formalitetsindsigelse vedrørende søgsmålet, hvilket derfor er blevet tilført retsmøderapporten.

18      Forbundsrepublikken Tyskland har nedlagt følgende påstande:

–        Europa-Kommissionen frifindes.

–        Sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

 Retlige bemærkninger

19      Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat to anbringender om en tilsidesættelse af henholdsvis artikel 107 TEUF og artikel 108, stk. 2, TEUF.

 Det første anbringende vedrørende en tilsidesættelse af artikel 107 TEUF

20      Med det første anbringende har sagsøgeren i det væsentlige gjort gældende, at Kommissionen med urette fandt, at den omtvistede støtteordning kunne erklæres forenelig med det indre marked i medfør af artikel 107, stk. 3, litra b), TEUF. Dette anbringende består af to led.

21      Med dette anbringendes første led har sagsøgeren gjort gældende, at den anfægtede afgørelse er i strid med proportionalitetsprincippet, for så vidt som den godkendte en støtteordning, der var støttet på et kriterium for støtteberettigelse baseret på virksomhedens omsætning (herefter »det omhandlede kriterium for støtteberettigelse«). Med det andet led har sagsøgeren gjort gældende, at Kommissionen tilsidesatte sin pligt til at foretage en individuel undersøgelse af den anmeldte støtteordning og sin begrundelsespligt.

22      Kommissionen har, støttet af Forbundsrepublikken Tyskland, gjort gældende, at nærværende anbringende skal forkastes.

23      I henhold til artikel 107, stk. 3, litra b), TEUF kan »[s]om forenelige med det indre marked […] betragtes […] støtte, der kan […] afhjælpe en alvorlig forstyrrelse i en medlemsstats økonomi«.

24      I denne forbindelse følger det af traktatens almindelige opbygning, at proceduren i artikel 108 TEUF aldrig må føre til resultater, der er i strid med traktatens mere specifikke bestemmelser. Derfor kan Kommissionen ikke erklære statsstøtte, der ved visse af sine gennemførelsesforanstaltninger tilsidesætter andre traktatbestemmelser, forenelig med det indre marked. På samme måde kan Kommissionen ikke erklære en statsstøtte, som er i strid med EU-rettens almindelige principper, forenelig med det indre marked (jf. i denne retning dom af 15.4.2008, Nuova Agricast, C-390/06, EU:C:2008:224, præmis 50 og 51, og af 22.9.2020, Østrig mod Kommissionen, C-594/18 P, EU:C:2020:742, præmis 44).

25      Det skal bemærkes, at Kommissionen med hensyn til anvendelsen af artikel 107, stk. 3, TEUF har en vid skønsbeføjelse, hvis udøvelse indebærer komplicerede økonomiske og sociale vurderinger (jf. dom af 29.7.2019, Bayerische Motoren Werke og Freistaat Sachsen mod Kommissionen, C-654/17 P, EU:C:2019:634, præmis 80 og den deri nævnte retspraksis), hvorfor domstolskontrollen heraf skal begrænses til en prøvelse af, om procedurereglerne og begrundelsesforskrifterne er overholdt, om de omstændigheder, som er lagt til grund, er materielt korrekte, og om der er foretaget et åbenbart urigtigt skøn eller begået magtfordrejning (jf. dom af 22.12.2008, Régie Networks, C-333/07, EU:C:2008:764, præmis 78 og den deri nævnte retspraksis).

 Det første led vedrørende tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet

26      Sagsøgeren har i det væsentlige gjort gældende, at det omhandlede kriterium for støtteberettigelse er uforholdsmæssigt, og at det har givet grundlag for forskellig behandling til skade for virksomheder med flere aktiviteter, hvoraf kun enkelte påvirkes af covid-19-pandemien. For så vidt som dette kriterium fører til, at begunstigelsen af den omtvistede støtteordning udelukkes eller reduceres, forpligter kriteriet således til, at sådanne virksomheder i modsætning til deres konkurrenter, som alene driver virksomhed inden for den fysiske detailhandel, og som har kunnet drage fuld fordel af nævnte ordning, foretager krydsfinansiering af deres påvirkede aktiviteter.

27      Kommissionen og Forbundsrepublikken Tyskland har gjort gældende, at nærværende anbringendes første led er ugrundet. Kommissionen har ligeledes indledningsvis gjort gældende, at dette led i nærværende anbringende umiddelbart kan afvises, eftersom sagsøgeren ikke har fremsat en ulovlighedsindsigelse i henhold til artikel 277 TEUF i forhold til de midlertidige rammebestemmelser, som den anfægtede afgørelse udgør en anvendelse af.

–       Kommissionens formalitetsindsigelse om, at der ikke er fremsat en ulovlighedsindsigelse i forhold til de midlertidige rammebestemmelser

28      Kommissionen har for det første gjort gældende, at der i den anfægtede afgørelse blev foretaget en korrekt anvendelse af det omhandlede kriterium for støtteberettigelse, hvilket fremgår af punkt 87 i de midlertidige rammebestemmelser, for det andet at sagsøgeren ikke har fremsat en ulovlighedsindsigelse i forhold til nævnte rammebestemmelser, og Kommissionen har for det tredje heraf udledt, at det må antages, at rammebestemmelserne er gyldige og ikke kan drages i tvivl som led i argumentet om, at den anfægtede afgørelse er ugrundet.

29      Denne argumentationen kan ikke tiltrædes.

30      I første række skal det, såfremt det er korrekt, at stævningen ikke indeholder nogen udtrykkelig henvisning til en ulovlighedsindsigelse eller til artikel 277 TEUF, bemærkes, at der i EU-retten ikke findes et krav om en formel påberåbelse af en ulovlighedsindsigelse. I henhold til retspraksis kan en ulovlighedsindsigelse således anses for at være fremsat implicit, når det fremgår relativt klart af stævningen, at sagsøgeren rent faktisk har fremsat et sådant klagepunkt (jf. i denne retning dom af 27.11.2018, Mouvement pour une Europe des nations et des libertés mod Parlamentet, T-829/16, EU:T:2018:840, præmis 66 og den deri nævnte retspraksis).

31      Dette er tilfældet i den foreliggende sag.

32      For det første rejser visse vendinger i stævningen direkte tvivl om gyldigheden af punkt 87 i de midlertidige rammebestemmelser. Det fremhæves således, at »kriteriet i [punkt] 87, litra b), i de midlertidige rammebestemmelser i den udgave, der fremgår af den fjerde ændring heraf, […] ikke er et kriterium, der er egnet til at reducere eller fjerne fordrejning af konkurrencevilkårene«. Det gøres heri endvidere gældende, at punkt 87, litra c), i de midlertidige rammebestemmelser danner grundlag for en »uberettiget forskellig behandling«.

33      Henset til omstændighederne i den foreliggende sag følger sagsøgerens stiltiende anfægtelse af gyldigheden af de midlertidige rammebestemmelser ligeledes, men nødvendigvis af dennes argumentation inden for rammerne af dette led i nærværende anbringende. Såvel den omtvistede støtteordning som den anfægtede afgørelse, der godkendte støtteordningen, gengav nemlig et kriterium for støtteberettigelse, der udspringer af punkt 87 i de midlertidige rammebestemmelser. Kommissionen kunne derfor ikke undlade at forstå, at sagsøgerens argumentation om nævnte afgørelses ulovlighed som følge af dette kriteriums uforholdsmæssige karakter ligeledes indebar, at gyldigheden af nævnte punkt blev draget i tvivl.

34      I anden række har Kommissionen, for så vidt som den har gjort gældende, at sagsøgeren uden en ulovlighedsindsigelse fremsat i forhold til det kriterium, der udspringer af punkt 87 i de midlertidige rammebestemmelser, ikke kan rejse tvivl om, hvorvidt kriteriet er velbegrundet, under alle omstændigheder misforstået den juridiske rækkevidde af de retsakter, såsom nævnte rammebestemmelser, som den vedtager for at begrænse sine skønsbeføjelser.

35      Det følger nemlig af fast retspraksis, at der er en formodning for, at EU-retsakter er lovlige og følgelig skaber retsvirkninger, så længe de ikke er blevet trukket tilbage, annulleret under et annullationssøgsmål eller erklæret ugyldige som følge af en præjudiciel forelæggelse eller en ulovlighedsindsigelse, eller gennemførelsen af disse er blevet udsat, eller Unionens retsinstanser har truffet andre foreløbige forholdsregler i medfør af artikel 278 TEUF og 279 TEUF (jf. i denne retning dom af 14.6.2012, CIVAD, C-533/10, EU:C:2012:347, præmis 39 og den deri nævnte retspraksis, og af 2.4.2020, Kommissionen mod Polen, Ungarn og Den Tjekkiske Republik (Midlertidig flytningsordning for personer, der ansøger om international beskyttelse), C-715/17, C-718/17 og C-719/17, EU:C:2020:257, præmis 140). Iagttagelsen af denne formodning for lovlighed kan hindre, at det undersøges, om der er grundlag for en afgørelse, som udgør den blotte anvendelse af almengyldig retsakt, hvis gyldighed ikke anfægtes (jf. i denne retning dom af 21.12.2021, P. Krücken Organic mod Kommissionen, C-586/20 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2021:1046, præmis 69, og af 2.2.2012, Grækenland mod Kommissionen, T-469/09, ikke trykt i Sml., EU:T:2012:50, præmis 57). Endelige retsakter, som er udstedt af EU’s institutioner, organer og kontorer, som skaber retsvirkninger i forhold til tredjeparter, og som kan gøres til genstand for et annullationssøgsmål, er ikke omfattet af nævnte formodning. Dette er ikke tilfældet med en retsakt, hvorved Kommissionen vedtager adfærdsregler med henblik på udøvelsen af sine skønsbeføjelser.

36      Kommissionens egen begrænsning af sine skønsbeføjelser indebærer ganske vist, at den principielt ikke kan fravige de regler, som den har fastsat, idet den i så fald eventuelt kan blive pålagt en sanktion for en tilsidesættelse af almindelige retsgrundsætninger, såsom ligebehandlingsprincippet (jf. dom af 29.7.2019, Bayerische Motoren Werke og Freistaat Sachsen mod Kommissionen, C-654/17 P, EU:C:2019:634, præmis 82 og den deri nævnte retspraksis). Vedtagelsen af sådanne regler fritager dog ikke Kommissionen fra at foretage en individuel undersøgelse af omstændighederne i den foreliggende sag, hvilken undersøgelse kan føre til, at de nævnte regler ikke anvendes, hvis de særlige forhold i sagen kræver dette (jf. i denne retning dom af 19.7.2016, Kotnik m.fl., C‑526/14, EU:C:2016:570, præmis 41). Det følger heraf, at i modsætning til de retsakter, der er nævnt i præmis 35 ovenfor, skaber de retsakter, hvorved Kommissionen alene vedtager adfærdsregler, ikke i sig selv bindende retsvirkninger.

37      Dette fravær af iboende bindende retsvirkninger er særligt vigtigt, henset til arten af de beføjelser, som Kommissionen er tillagt på området for kontrol med statsstøtte. Hvis det anerkendes, at de midlertidige rammebestemmelser i sig selv skaber bindende retsvirkninger, og at der er en formodning for, at de er lovlige, ville det svare til at give dem en retlig karakter, som svarer til den, der gælder for en forordning, som er en retsakt, som Kommissionen ikke har kompetence til at vedtage i henhold til afdelingen i EUF-traktaten vedrørende »Statsstøtte« uden for de tilfælde, der er nævnt i artikel 108, stk. 4, TEUF.

38      Det følger heraf, at selv om det kriterium for støtteberettigelse, som Kommissionen anvendte, udspringer af punkt 87 i de midlertidige rammebestemmelser, og der ikke er fremsat en ulovlighedsindsigelse i forhold til nævnte punkt, kan sagsøgeren fortsat anfægte den måde, hvorpå Kommissionen i den anfægtede afgørelse anvendte den skønsbeføjelse, som den er tillagt ved artikel 107, stk. 3, litra b), TEUF, da den erklærede den omtvistede støtteordning forenelig med det indre marked, og i denne forbindelse grundlaget for det kriterium for støtteberettigelse, som Kommissionen anvendte.

–       Rækkevidden af sagsøgerens argumentation

39      Med nærværende anbringendes første led har sagsøgeren gjort gældende, at det kriterium for støtteberettigelse, som fremgår af punkt 87, litra b) og c), i de midlertidige rammebestemmelser, og som Kommissionen anvendte på den omtvistede støtteordning og godkendte i den anfægtede afgørelse, er uforholdsmæssigt. Virksomheden har i denne henseende fremsat flere klagepunkter og har ligeledes henvist til en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet.

40      Sagsøgeren har nærmere bestemt anfægtet, at der i punkt 87, litra b) og c), i de midlertidige rammebestemmelser som kriterium for støtteberettigelse til de faste omkostninger, der ikke er dækket, anvendtes tabet af omsætning på virksomhedsniveau i stedet for alene med hensyn til de aktiviteter, der var påvirket af covid-19-pandemien.

41      Det skal i denne henseende bemærkes, at hensyntagen til tab af omsætningen på virksomhedsniveau følger af punkt 87, litra b), i de midlertidige rammebestemmelser, hvori det præciseres, at støtten ydes på grundlag af en ordning for »virksomheder, der oplever et fald i deres omsætning i [perioden fra den 1. marts 2020 til den 30. juni 2021] på mindst 30%«. Det følger ligeledes af nævnte rammebestemmelsers punkt 87, litra c), at »faste omkostninger, der ikke er dækket«, er de omkostninger, som ikke dækkes af dækningsbidraget eller af andre kilder.

42      Det skal for det første bemærkes, at proportionalitetsprincippet, som er fastsat i artikel 5, stk. 4, TEU, indebærer, at EU-institutionernes retsakter ikke må gå videre end nødvendigt og passende for gennemførelsen af de lovligt tilsigtede formål, der forfølges med den omhandlede lovgivning (dom af 17.5.1984, Denkavit Nederland, 15/83, EU:C:1984:183, præmis 25), hvorved det forudsættes, at såfremt det er muligt at vælge mellem flere egnede foranstaltninger, skal den mindst bebyrdende foranstaltning vælges, og byrderne må herved ikke være uforholdsmæssige i forhold til de tilsigtede mål (dom af 30.4.2019, Italien mod Rådet (Kvote for sværdfisk i Middelhavet), C-611/17, EU:C:2019:332, præmis 55).

43      En foranstaltnings overensstemmelse med proportionalitetsprincippet indeholder således tre komponenter. Den første komponent består i foranstaltningens egnede karakter, dvs. dens egnethed til at nå det lovligt tilsigtede formål, der forfølges. Den anden komponent vedrører behovet for foranstaltningen og indebærer, at nævnte lovlige formål ikke kan nås med mindre indgribende, men lige så egnede midler (jf. i denne retning dom af 26.9.2013, Dansk Jurist- og Økonomforbund, C-546/11, EU:C:2013:603, præmis 69). Endelig vedrører den tredje komponent, som af og til kvalificeres som »forholdsmæssigheden i snæver forstand«, foranstaltningens forholdsmæssige karakter, dvs. at indgrebet ikke er uforholdsmæssigt i forhold til de tilsigtede mål (jf. i denne retning dom af 7.3.2013, Polen mod Kommissionen, T-370/11, EU:T:2013:113, præmis 89, og af 26.9.2014, Romonta mod Kommissionen, T-614/13, EU:T:2014:835, præmis 74).

44      For det andet synes sagsøgeren ligeledes at have fremført et klagepunkt om tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet. Virksomheden har nemlig gjort gældende, at det omhandlede kriterium for støtteberettigelse dannede grundlag for forskellig behandling til skade for virksomheder, hos hvilke visse aktiviteter ikke blev påvirket af covid-19-pandemien, hvorved de var forpligtede til at foretage krydsfinansiering af de aktiviteter, der blev påvirket, fordi de ikke, eller kun i mindre omfang, kunne være begunstiget af den omtvistede støtteordning, som Kommissionen havde godkendt.

45      Det følger af fast retspraksis, at ligebehandlingsprincippet kræver, at ensartede forhold ikke må behandles forskelligt, og at forskellige forhold ikke må behandles ensartet, medmindre en sådan forskellig behandling er objektivt begrundet (dom af 15.4.2008, Nuova Agricast, C-390/06, EU:C:2008:224, præmis 66; jf. ligeledes i denne retning dom af 5.6.2018, Montero Mateos, C-677/16, EU:C:2018:393, præmis 49).

46      De omstændigheder, som kendetegner forskellige situationer og dermed deres ensartede karakter, skal bl.a. fastlægges og vurderes på grundlag af indholdet af og formålet med den EU-retsakt, der indfører en forskellig behandling. Endvidere skal der tages hensyn til de principper, der gælder inden for det område, som den pågældende retsakt henhører under, og de formål, der forfølges på det pågældende område (dom af 16.12.2008, Arcelor Atlantique Lorraine m.fl., C-127/07, EU:C:2008:728, præmis 26).

47      Det skal fastslås, at en sådan argumentation, der er fremsat i forhold til en afgørelse om anvendelse af artikel 107, stk. 3, litra b), TEUF, er sammenfaldende med sagsøgerens klagepunkter om en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippets forskellige komponenter.

48      Artikel 107, stk. 3, litra b), TEUF gør det nemlig muligt at fravige det almindelige princip om, at statsstøtte er uforenelig med det indre marked, som er fastsat i artikel 107, stk. 1, TEUF. Det følger for det første heraf, at denne bestemmelse tilsigter at gøre det muligt at erklære statsstøtte, som ved selve definitionen heraf indebærer, at visse virksomheder indrømmes en selektiv fordel, der kan kvalificeres som forskelsbehandling, forenelig med det indre marked (jf. i denne retning dom af 21.12.2016, Kommissionen mod World Duty Free Group m.fl., C-20/15 P og C-21/15 P, EU:C:2016:981, præmis 54 og 55), og for det andet, at den skal fortolkes indskrænkende (jf. dom af 9.4.2014, Grækenland mod Kommissionen, T-150/12, ikke trykt i Sml., EU:T:2014:191, præmis 146 og den deri nævnte retspraksis).

49      Den omstændighed, at det omhandlede kriterium for støtteberettigelse har medført forskellig behandling af virksomheder, alt efter om hele eller kun en del af deres virksomhed har været påvirket af covid-19-pandemien, betyder således ikke i sig selv, at kriteriet er ulovligt. Det skal derimod efterprøves, om denne forskellige behandling er begrundet i henhold til artikel 107, stk. 3, litra b), TEUF, hvilket forudsætter, at nævnte kriterium skal være nødvendigt, egnet og forholdsmæssigt med henblik på at afhjælpe en alvorlig forstyrrelse i den pågældende medlemsstats økonomi.

–       Klagepunktet om egnetheden af det omhandlede kriterium for støtteberettigelse

50      Sagsøgeren har i det væsentlige gjort gældende, at det omhandlede kriterium for støtteberettigelse ikke er egnet til at opfylde formålet med artikel 107, stk. 3, litra b), TEUF, for så vidt som det fordrejer konkurrencevilkårene uden at mindske virkningerne af covid-19-pandemien, og at det er i strid med punkt 11 i meddelelsen om den fjerde ændring af de midlertidige rammebestemmelser, hvori der henvises til behovet for at forhindre en forringelse af virksomhedernes kapitalsituation. Virksomheden har i denne henseende gjort gældende, at pandemiens indvirkning på den fysiske detailhandel var af et sådant omfang, at det ikke kan udelukkes, at virksomheder, der ikke modtog den omtvistede støtte på grund udøvelsen af andre aktiviteter, ville afholde sig herfra.

51      Denne argumentationen kan ikke tiltrædes.

52      For det første står det fast, at covid-19-pandemien forårsagede en alvorlig forstyrrelse i den tyske økonomi. Den henhører således under anvendelsesområdet for artikel 107, stk. 3, litra b), TEUF.

53      For det andet fremgår det af punkt 18 i den midlertidige rammebestemmelser, som er gengivet i præmis 4 ovenfor, at formålet med disse er, at støtte kan erklæres forenelig med det indre marked, navnlig støtte i form af hjælp til dækning af faste omkostninger, der ikke er dækket, med henblik på at afhjælpe den likviditetsmangel, som virksomhederne står over for som følge af covid-19-pandemien, og på at sikre, at de forstyrrelser, der skyldes pandemien, ikke underminerer deres levedygtighed.

54      På samme måde fremgår det af punkt 11 i meddelelsen om den fjerde ændring af de midlertidige rammebestemmelser, som er gengivet i præmis 5 ovenfor, at støtte til virksomheder, der midlertidigt ikke kan dække en del af deres faste omkostninger, tilsigter at sikre deres fortsatte virksomhed og dermed forhindre en forringelse af virksomhedernes kapitalsituation, opretholde deres forretningsaktivitet og give dem et solidt grundlag at rejse sig fra.

55      For det tredje skal det bemærkes, at et sådant formål, der indebærer, at der tages hensyn til de vanskeligheder, som en virksomhed kan have med at dække sine faste omkostninger som følge af covid-19-pandemien, er i overensstemmelse med formået med artikel 107, stk. 3, litra b), TEUF og indgår i gennemførelsen af de vide skønsbeføjelser, som Kommissionen er tillagt ved denne bestemmelse, således som de er nævnt i præmis 25 ovenfor.

56      For det fjerde skal det fastslås, at et kriterium, der gør det muligt for virksomheder, hvis omsætning er faldet med mere end 30% som følge af covid-19-pandemien, at opnå økonomisk hjælp, i fuldt omfang indgår i gennemførelsen af formålet, som det er anført i præmis 53 og 54 ovenfor, om at sikre virksomhedernes levedygtighed og fortsatte eksistens under nævnte pandemi.

57      Denne konklusion drages ikke i tvivl af sagsøgerens argument om, at visse virksomheder, der ikke, eller kun i mindre omfang, var begunstiget af den omtvistede støtteordning, fordi de udøvede aktiviteter, der ikke var påvirket af covid-19-pandemien, såsom onlinehandel, kunne foranlediges til at trække sig fra den fysiske detailhandel.

58      Det skal i denne henseende bemærkes, at artikel 107, stk. 3, litra b), TEUF ikke kræver, at den omhandlede støtteordning i sig selv kan afhjælpe en alvorlig forstyrrelse i den pågældende medlemsstats økonomi. Når Kommissionen har konstateret, at der foreligger en alvorlig forstyrrelse i en medlemsstats økonomi, kan denne stat, såfremt de andre betingelser i denne artikel i øvrigt er opfyldt, således få tilladelse til at indrømme statsstøtte i form af støtteordninger eller individuel støtte, som bidrager til at afhjælpe nævnte alvorlige forstyrrelse. Der kan dermed være tale om flere støtteordninger, som hver især bidrager til denne målsætning. Det kan følgelig ikke kræves, at en støtteordning, for at den kan anses for gyldigt at være støttet på nævnte bestemmelse, i sig selv afhjælper den alvorlige forstyrrelse i en medlemsstats økonomi.

59      Kommissionen kunne uden at tilsidesætte grænserne for de vide skønsbeføjelser, som den har i medfør af den retspraksis, der er nævnt i præmis 25 ovenfor, desuden finde, at der var grund til at sikre levedygtigheden for de virksomheder, for hvilke en væsentlig del af aktiviteterne var blevet påvirket af covid-19-pandemien, i stedet for enhver aktivitet, der var påvirket af nævnte pandemi, uafhængigt af virksomhedens samlede situation.

60      Dette klagepunkt skal derfor forkastes.

–       Klagepunktet om nødvendigheden af det omhandlede kriterium for støtteberettigelse

61      Sagsøgeren har gjort gældende, at anvendelsen af et alternativt kriterium under hensyntagen til det tab, som opleves på de virksomhedsområder, der berøres af covid-19-pandemien, uden at der tages hensyn til virksomhedens situation som helhed, ville have været bedre egnet til at gennemføre formålet med artikel 107, stk. 3, litra b), TEUF, eftersom det ikke ville have haft den konkurrencebegrænsende virkning, der følger af det omhandlede kriterium for støtteberettigelse. Virksomheden har fremhævet, at Kommissionen tog hensyn til dette alternative kriterium i andre afgørelser.

62      Kommissionen har bl.a. svaret, at den ikke var forpligtet til at tage abstrakt stilling til alle alternative foranstaltninger, der kunne påtænkes i stedet for den omtvistede støtteordning. Den har tilføjet, at sagsøgerens sammenligning med visse afgørelser, som den har vedtaget som følge af covid-19-pandemien, er uden betydning, eftersom disse afgørelser ikke er støttet på det samme retsgrundlag.

63      Det er korrekt, at Kommissionen principielt ikke skal tage abstrakt stilling til alle alternative foranstaltninger, som påtænkes, eftersom medlemsstaten, selv om den detaljeret skal angive grundene til, at den har vedtaget den pågældende støtteordning, navnlig de fastlagte kriterier for støtteberettigelse, ikke er forpligtet til at føre positivt bevis for, at ingen anden tænkelig foranstaltning, som pr. definition er hypotetisk, var bedre egnet til at sikre det forfulgte mål. Når den nævnte medlemsstat ikke er underlagt en sådan forpligtelse, kan sagsøgeren ikke med føje kræve, at Retten pålægger Kommissionen at erstatte de nationale myndigheder i denne opgave med lovgivningsmæssig undersøgelse for at undersøge alle tænkelige alternative foranstaltninger (jf. dom af 6.5.2019, Scor mod Kommissionen, T-135/17, ikke trykt i Sml., EU:T:2019:287, præmis 94 og den deri nævnte retspraksis).

64      Det skal imidlertid fastslås, at en sådan retspraksis ikke er relevant under omstændighederne i den foreliggende sag. Den er nemlig støttet på det dobbelte postulat om, for det første, at en støtteordnings kriterier for støtteberettigelse udarbejdes af den pågældende medlemsstat, og, for det andet, at Kommissionen alene har pligt til undersøge, om de er nødvendige, på grundlag af de forklaringer, som nævnte stat har afgivet. I det foreliggende tilfælde står det for det første fast, at det kriterium for støtteberettigelse, der fremgår af den omtvistede støtteordning, i virkeligheden udspringer af Kommissionens midlertidige rammebestemmelser, og for det andet, at Kommissionen har anvendt det alternative kriterium, som sagsøgeren har foreslået, i andre afgørelser med henblik på at erklære visse støtteordninger, som er vedtaget på grund af covid-19-pandemien, forenelige med det indre marked.

65      Det følger heraf, at dette klagepunkt ikke kan tiltrædes.

66      For det første har Kommissionen, således som det er fremhævet i præmis 25, 55 og 58 ovenfor, vide skønsbeføjelser ved gennemførelsen af artikel 107, stk. 3, litra b), TEUF. Det er således kun, såfremt det på grundlag af det alternative kriterium, som sagsøgeren har fremført, kan godtgøres, at det er åbenbart, at det omhandlede kriterium for støtteberettigelse var unødvendigt, at klagepunktet ville kunne tiltrædes.

67      For det andet skal det bemærkes, at det alternative kriterium, som sagsøgeren har fremført, adskiller sig fra det omhandlede kriterium for støtteberettigelse, henset til sit omfang og sin budgetmæssige betydning for den pågældende medlemsstat. Det vil nemlig kunne medføre, at der ydes offentlige midler til enhver virksomhed, som har lidt et tab som følge af pandemien, uafhængigt af dens samlede finansielle situation. Det omhandlede kriterium for støtteberettigelse begrænser derimod de budgetmæssige konsekvenser af en sådan støtte, idet den udelukker eller begrænser begunstigelsen af den omtvistede støtteordning for virksomheder, der som følge af andre indtægtskilder har oplevet en mindre påvirkning af deres samlede finansielle situation som følge af covid-19-pandemien.

68      For det tredje har sagsøgeren følgelig med urette i det væsentlige gjort gældende, at det alternative kriterium, som virksomheden har fremført, udgør en foranstaltning, der er »lige så egnet« som omhandlet i den retspraksis, der er nævnt i præmis 42 og 43 ovenfor, der kan godtgøre, at det omhandlede kriterium for støtteberettigelse ikke var nødvendigt.

69      Denne konklusion drages ikke i tvivl af sagsøgerens argumentation om, at Kommissionen accepterede, at der i to afgørelser, hvorved det blev fastslået, at støtteordninger var forenelige med det indre marked i henhold til artikel 107, stk. 2, litra b), TEUF, anvendtes et kriterium støttet på de virksomhedsområder, der var ramt af covid-19-pandemien.

70      Det er i denne henseende tilstrækkeligt at fremhæve, at den omstændighed, at Kommissionen i henhold til artikel 107, stk. 2, litra b), TEUF – som vedrører spørgsmålet om, at støtte, hvis formål er at råde bod på skader, der er forårsaget af naturkatastrofer eller af andre usædvanlige begivenheder, er fuldt forenelig med det indre marked – har kunnet godkende støtteordninger, som indebærer en kompensation for tab, der er forårsaget af påbuddene om lukning i forbindelse med covid-19-pandemien, uden hensyntagen til støttemodtagernes samlede finansielle situation, ikke betyder, at denne institution var forpligtet til at følge en tilsvarende fremgangsmåde ved udøvelsen af de vide skønsbeføjelser, som den er tillagt ved artikel 107, stk. 3, litra b), TEUF, for at erklære støtte, der kan afhjælpe en alvorlig forstyrrelse i en medlemsstats økonomi, forenelig med det indre marked.

–       Klagepunktet om anfægtelse af forholdsmæssigheden af det omhandlede kriterium for støtteberettigelse

71      Sagsøgeren har i det væsentlige gjort gældende, at det omhandlede kriterium for støtteberettigelse er uforholdsmæssigt, henset til de konkurrencebegrænsende virkninger, som det har givet grundlag for, for virksomheder, for hvilke kun visse aktiviteter er blevet påvirket af covid-19-pandemien. Virksomheden har anført, at den var forpligtet til at støtte disse aktiviteter i stedet for at foretage nye investeringer, i modsætning til dens konkurrenter, som var begunstiget af den omtvistede støtteordning. Den har i det væsentlige fremhævet, at Kommissionen ikke kunne være uvidende om omfanget af de konkurrencebegrænsende virkninger som følge af det omhandlede kriterium for støtteberettigelse, efter at loftet blev hævet til 10 mio. EUR ved meddelelsen om den femte ændring af de midlertidige rammebestemmelser.

72      Uden at det er fornødent at tage stilling til, om Kommissionen ved gennemførelsen af artikel 107, stk. 3, litra b), TEUF var forpligtet til at afveje fordelene ved en omtvistet støtteordning med de negative virkninger for bevarelsen af en ufordrejet konkurrence, er det tilstrækkeligt at fastslå, at det omhandlede kriterium for støtteberettigelse under alle omstændigheder ikke forårsagede konkurrencebegrænsende virkninger, som er åbenbart uforholdsmæssige i forhold til det formål, der forfølges med den omtvistede støtteordning, om at sikre levedygtigheden for de virksomheder, der er påvirket af covid-19-pandemien.

73      Det kan nemlig ikke lægges til grund, at den omstændighed, at sagsøgeren har været nødt til at anvende visse af sine midler fra de aktiviteter, der ikke var påvirket af covid-19-pandemien, til at finansiere aktiviteter, der var på virket af sidstnævnte, i stedet for at foretage nye investeringer, påvirker virksomhedens konkurrencemæssige stilling på en måde, så den undtagelse, der er fastsat i artikel 107, stk. 3, litra b), TEUF, ikke finder anvendelse. Det skal i denne henseende bemærkes, at sagsøgerens konkurrenter, der var fuldt begunstigede af den omtvistede støtteordning, ligeledes måtte bære en del af det tab, der var forårsaget som følge af nævnte pandemi, idet det i den anfægtede afgørelse foreskrives, at støtteintensiteten i henhold til punkt 87, litra c), i de midlertidige rammebestemmelser ikke må overstige 70% af de faste omkostninger, der ikke dækkes, medmindre det drejer sig om mikrovirksomheder og små virksomheder, for hvilke støtteintensiteten ikke må overstige 90% af de nævnte omkostninger.

74      Det skal endvidere bemærkes, at sagsøgerens ræsonnement synes at være støttet på postulatet om, at støtteordningen gav modtagerne mulighed for at investere i udviklingen af deres eksisterende aktiviteter eller i nye aktiviteter, hvorved de fik en konkurrencemæssig fordel i forhold til virksomheder, hvis økonomiske model indebærer, at de ikke, eller kun i mindre omfang, modtager støtten. Et sådant postulat savner grundlag i de faktiske omstændigheder, eftersom nævnte ordning alene gør det muligt at sikre, at virksomheder, der i modsætning til virksomheder, for hvilke en væsentlig del af deres aktiviteter ikke er blevet påvirket af covid-19-pandemien, er blevet svækket betydeligt som følge af nævnte pandemi, overlever. Det kan således ikke med rimelighed fastslås, at nævnte ordning vil give dem mulighed for at udvikle deres aktiviteter til skade for konkurrenternes aktiviteter.

75      Henset til det ovenstående skal dette klagepunkt forkastes, og dermed forkastes det første anbringendes første led.

 Det andet led om manglende individuel undersøgelse af den omtvistede støtteordning og begrundelsesmangel

76      Sagsøgeren har for det første anført, at Kommissionens vedtagelse af de midlertidige rammebestemmelser ikke fritog institutionen fra at foretage en individuel undersøgelse af den omtvistede støtteordning, og har for det andet foreholdt denne institution, at den ikke foretog en sådan undersøgelse i det foreliggende tilfælde. Virksomheden har i denne henseende henvist til den omstændighed, at den anfægtede afgørelse alene er begrundet med henvisningen til nævnte rammebestemmelser, og at den blev vedtaget på blot tre dage efter anmeldelsen af nævnte støtteordning. Den har tilføjet, at nævnte afgørelse er behæftet med en begrundelsesmangel, eftersom Kommissionen heri udelukkende henviste til disse rammebestemmelser.

77      Kommissionen har, støttet af Forbundsrepublikken Tyskland, gjort gældende, at den foretog en undersøgelse af den omtvistede støtteordning, som viste, at der ikke var grundlag for at fravige de midlertidige rammebestemmelser. Den har desuden benægtet, at den anfægtede afgørelse skulle være behæftet med en begrundelsesmangel.

78      Af de grunde, der allerede er anført i præmis 36 og 37 ovenfor, skal det bemærkes, at sagsøgeren ganske vist med føje har gjort gældende, at Kommissionens vedtagelse af de midlertidige rammebestemmelser ikke fritog den fra at foretage en individuel undersøgelse af den omhandlede støtteordning.

79      Det kan i det foreliggende tilfælde imidlertid ikke fastslås, at Kommissionen tilsidesatte sin forpligtelse til at foretage en individuel undersøgelse af den omtvistede støtteordning.

80      For det første fremgår det af præmis 9 og 14 ovenfor, at Kommissionen i såvel afgørelse C(2020) 8318 final som afgørelse C(2021) 1066 final detaljeret angav kendetegnene ved den omtvistede støtteordning.

81      For det andet har sagsøgeren i sine processkrifter ikke påvist, at der foreligger usædvanlige omstændigheder, som er særlige for den omtvistede støtteordning, og som kunne begrunde, at Kommissionen ikke anvendte punkt 87 i de midlertidige rammebestemmelser. Det fremgår nemlig af nærværende anbringendes første led, at de forskellige kritikpunkter, som er fremført, vedrører spørgsmålet om, hvorvidt der var grundlag for det omhandlede kriterium for støtteberettigelse, som det fremgår af nævnte punkt, og som det er blevet anvendt i den anfægtede afgørelse, men at de ikke er særlige for denne støtteordning.

82      Det skal i denne henseende bemærkes, at det forhold, at der findes virksomheder, som har en økonomisk model, der indebærer, at de både udøver aktiviteter, der påvirkes af covid-19-pandemien, og andre, som er beskyttet mod denne, ikke er en betragtning, som er særlig for den omtvistede støtteordning, og som Kommissionen burde have taget hensyn til i den anfægtede afgørelse. Det forholder sig på samme måde med den omstændighed, at meddelelsen om den femte ændring af de midlertidige rammebestemmelser hævede loftet for udbetalt støtte til 10 mio. EUR pr. virksomhed.

83      For det tredje kan den omstændighed, at Kommissionen kunne vedtage en afgørelse tre dage efter anmeldelsen af støtteordningen – for så vidt som sagsøgeren ikke har godtgjort nogen usædvanlig omstændighed, der kan betyde, at Kommissionen skulle fravige de regler, som den havde fastlagt ved de midlertidige rammebestemmelser – følgelig ikke anses for at være et indicium for, at der ikke blev foretaget en individuel undersøgelse af den omtvistede støtteordning.

84      For det fjerde har Kommissionen, eftersom der ikke foreligger omstændigheder, der er særlige for den omtvistede støtteordning, ikke tilsidesat begrundelsespligten ved i den anfægtede afgørelse at henvise til de grunde, der fremgår af de midlertidige rammebestemmelser, med henblik på at angive grundene til, at den besluttede at erklære den omtvistede støtteordning forenelig med det indre marked i henhold til artikel 107, stk. 3, litra b), TEUF.

85      Det fremgår desuden af samtlige ovenstående betragtninger, at sagsøgeren for det første kunne forstå den begrundelse, der fremgår af den anfægtede afgørelse, og for det andet, at Retten har kunnet efterprøve grundlaget herfor, hvorfor det skal fastslås, at denne afgørelse er fyldestgørende begrundet.

86      Henset til det ovenfor anførte skal dette led skal forkastes, og dermed forkastes det første anbringende i sin helhed.

 Det andet anbringende vedrørende en tilsidesættelse af artikel 108, stk. 2, TEUF

87      Sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionen, for så vidt som spørgsmålet om den omtvistede støtteordnings forenelighed med det indre marked gav anledning til alvorlige vanskeligheder, var forpligtet til at indlede den formelle undersøgelsesprocedure, og at den anfægtede afgørelse derfor udgør en tilsidesættelse af de proceduremæssige rettigheder, som er tillagt virksomheden ved artikel 108, stk. 2, TEUF. Denne virksomhed har i det væsentlige anført, at det fremgår af det første anbringende, at Kommissionen ikke behandlede indvirkningen af en fremgangsmåde, der var støttet på en vurdering af covid-19-pandemiens virkninger på virksomhedsniveau, for virksomheder, som var aktive på flere virksomhedsområder. Efter den femte ændring af de midlertidige rammebestemmelser opdagede Kommissionen den betydning, som lå i støtten til store virksomheder, men den drog ikke konsekvenserne heraf ved undersøgelsen af ændringen af den oprindelige støtteordning. Dette viser, at undersøgelsen var utilstrækkelig og ufuldstændig, og at der dermed forelå alvorlige vanskeligheder, der kunne rejse tvivl med hensyn til den omtvistede støtteordnings forenelighed med det indre marked. Sagsøgeren har endelig gjort gældende, at nærværende anbringende har et selvstændigt indhold i forhold til det første anbringende.

88      Kommissionen har gjort gældende, at nærværende anbringende ikke har et selvstændigt indhold i forhold til det første anbringende, hvorfor det forhold, at det første anbringende forkastes, automatisk indebærer, at nærværende anbringende skal forkastes.

89      Det skal fastslås, at nærværende anbringende vedrørende beskyttelsen af sagsøgerens proceduremæssige rettigheder som følge af Kommissionens manglende indledning af den formelle undersøgelsesprocedure, selv om der angiveligt forelå alvorlig tvivl, i virkeligheden er subsidiært, for det tilfælde at Retten ikke havde undersøgt realiteten med hensyn til støtten. Det følger nemlig af fast retspraksis, at et sådant anbringende tilsigter at gøre det muligt at fastslå, at en berørt part har ret til, i denne egenskab, at anlægge et søgsmål i henhold til artikel 263 TEUF, hvilket denne part ellers ikke ville have adgang til (jf. i denne retning dom af 24.5.2011, Kommissionen mod Kronoply og Kronotex, C-83/09 P, EU:C:2011:341, præmis 48, og af 27.10.2011, Østrig mod Scheucher-Fleisch m.fl., C-47/10 P, EU:C:2011:698, præmis 44). For så vidt som dette anbringende, der vedrører spørgsmålet om, hvorvidt der som sådan var grundlag for vurderingen af støtten, er blevet undersøgt, har det således ikke det anførte formål.

90      Det skal desuden fastslås, at nærværende anbringende ikke har et selvstændigt indhold. Sagsøgeren kan for at beskytte de proceduremæssige rettigheder, som vedkommende har som led i den formelle undersøgelsesprocedure, nemlig alene påberåbe sig anbringender, der kan godtgøre, at vurderingen af de oplysninger, Kommissionen rådede over eller kunne råde over, under den foreløbige undersøgelse af den anmeldte foranstaltning burde have rejst tvivl med hensyn til dens forenelighed med det indre marked (jf. i denne retning dom af 22.12.2008, Régie Networks, C-333/07, EU:C:2008:764, præmis 81, af 9.7.2009, 3F mod Kommissionen, C-319/07 P, EU:C:2009:435, præmis 35, og af 24.5.2011, Kommissionen mod Kronoply og Kronotex, C-83/09 P, EU:C:2011:341, præmis 59), som eksempelvis den utilstrækkelige eller ufuldstændige karakter af Kommissionens undersøgelse under den indledende undersøgelsesprocedure, eller at der foreligger klager fra tredjeparter. Det skal bemærkes, at dette anbringende i komprimeret form gengiver de argumenter, der er fremført inden for rammerne af det første anbringende, uden at der fremføres specifikke forhold vedrørende eventuelle alvorlige vanskeligheder.

91      For så vidt som det første anbringende er blevet undersøgt med hensyn til realiteten, er det derfor ufornødent at undersøge nærværende anbringende.

92      Henset til ovenstående betragtninger skal Kommissionen frifindes.

 Sagsomkostninger

93      Ifølge Rettens procesreglements artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom.

94      Da Kommissionen har nedlagt påstand om, at sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger, og sagsøgeren har tabt sagen, bør det pålægges sagsøgeren at betale sagens omkostninger.

95      Ifølge procesreglementets artikel 138, stk. 1, bærer medlemsstater og institutioner, der er indtrådt i en sag, deres egne omkostninger. Forbundsrepublikken Tyskland bærer derfor sine egne omkostninger.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Anden Udvidede Afdeling):

1)      Europa-Kommissionen frifindes.

2)      E. Breuninger GmbH & Co bærer sine egne omkostninger og betaler Kommissionens omkostninger.

3)      Forbundsrepublikken Tyskland bærer sine egne omkostninger.

Tomljenović

Schalin

Škvařilová-Pelzl

Nõmm

 

      Kukovec

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 21. december 2022.

Underskrifter


*      Processprog: tysk.