Language of document :

Sag anlagt den 24. september 2010 - Fulmen mod Rådet

(Sag T-439/10)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Fulmen (Teheran, Iran) (ved advokat A. Kronshagen)

Sagsøgt: Rådet for den Europæiske Union

Sagsøgerens påstande

Annullation af nr. 11 i afsnit I, del B, i bilaget til Rådets forordning (EU) nr. 668/2010 om restriktive foranstaltninger over for Iran samt Rådets afgørelse af 26. juli 2010, for så vidt som den vedrører sagsøgeren.

Rådet for den Europæiske Union tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Sagsøgeren har nedlagt påstand om annullation af Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 668/2010 af 26. juli 2010 om gennemførelse af artikel 7, stk. 2, i forordning (EF) nr. 423/2007 1 samt Rådets afgørelse 2010/413/FUSP 2 om restriktive foranstaltninger over for Iran med henblik på at forhindre nuklear spredning, for så vidt som sagsøgerens navn er optaget på listen over personer, organer og enheder, hvis pengemidler og økonomiske ressourcer indefryses i medfør af denne bestemmelse.

Til støtte herfor har sagsøgeren gjort gældende, at den anfægtede afgørelse fra Rådet bør annulleres, idet der på tidspunktet for dens vedtagelse ikke forelå nogen relevant afgørelse fra en kompetent myndighed, som begrundede, at sagsøgeren blev optaget på listen over organisationer med tilknytning til Irans nukleare program og missilprogram.

Sagsøgeren har desuden gjort gældende, at der foreligger en tilsidesættelse af processuelle garantier, idet dennes ret til forsvar og til en retfærdig rettergang er blevet tilsidesat, for så vidt som:

Rådet ikke i tilstrækkelig grad har begrundet afgørelsen om at optage sagsøgerens navn på den omtvistede liste

de oplysninger, der lægges sagsøgeren til last, ikke blev meddelt denne forud for Rådets afgørelse

sagsøgeren ikke har fået mulighed for at fremsætte sine synspunkter om disse oplysninger.

____________

1 - Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 668/2010 af 26.7.2010 om gennemførelse af artikel 7, stk. 2, i forordning (EF) nr. 423/2007 om restriktive foranstaltninger over for Iran (EUT L 195, s. 25).

2 - Rådets afgørelse 2010/413/FUSP af 26.7.2010 om restriktive foranstaltninger over for Iran og om ophævelse af fælles holdning 2007/140/FUSP (EUT 195, s. 39).