Language of document :

Meddelelse til EU-tidende

 

Sag anlagt den 21. september 2003 af Michael Cwik mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber.

    (Sag T-331/03)

    (Processprog: fransk)

Ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans er der den 21. september 2003 anlagt sag mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber af Michael Cwik, Tervuren (Belgien), ved avocat Nicolas Lhoëst, og med valgt adresse i Luxembourg.

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

(Generalsekretærens afgørelse af 31. oktober 2002, der uden ændringer stadfæster sagsøgerens bedømmelsesrapport for perioden fra den 1. juli 1999 til den 30. juni 2001, annulleres.

(Kommissionen tilpligtes at betale en erstatning på 6 500 EUR.

(Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Sagsøgeren i denne sag anfægter ansættelsesmyndighedens afgørelse om ikke at ændre hans bedømmelsesrapport for perioden 1999-2001.

Til støtte for sine påstande har sagsøgeren gjort følgende gældende:

(Den administrative procedure er retsstridig, for så vidt som bedømmelsesrapporten blev udfærdiget på grundlag af to notitser, der var affattet af to af hans tidligere overordnede. For så vidt angår den første af disse to notitser fremgår det ikke klart, om den vedrører den omhandlede periode, mens den anden vedrører omstændigheder, der er indtruffet efter den pågældende periode. Det Paritetiske Bedømmelsesudvalg har i øvrigt ikke taget stilling til nogen af de kritiske bemærkninger, sagsøgeren fremkom med, og han blev ikke hørt forinden.

(Der er i den foreliggende sag tale om et åbenbart fejlskøn, idet bedømmelsesrapporten for det første indeholder kritiske bemærkninger, der ikke i noget tilfælde er blevet fremført over for sagsøgeren på det tidspunkt, hvor de faktiske omstændigheder fandt sted. Sagsøgeren bestrider på det bestemteste disse kritiske bemærkninger, der ikke er underbygget med nogen form for bevis. For det andet henviser Kommissionen til et problem, der er opstået efter udløbet af bedømmelsesperioden.

Endelig gør sagsøgeren gældende, at Kommissionen har gjort sig skyldig i magtfordrejning og moralsk chikane.

____________