Language of document :

Sag anlagt den 16. maj 2008 -Tay Za mod Rådet

(Sag T-181/08)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Pye Phyo Tay Za (Yangoon, Myanmar) (ved D. Anderson, QC, og barrister M. Lester samt solicitor G. Martin.)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union

Sagsøgerens påstande

Forordning nr. 194/2008 af 25. februar 2008 annulleres i sin helhed, eller for så vidt som den vedrører sagsøgeren.

Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Sagsøgeren har nedlagt påstand om annullation af forordning (EF) nr. 194/2008 1, for så vidt som den vedrører sagsøgeren, af fire grunde:

Sagsøgeren gør for det første gældende, at forordningen savner retsgrundlag. Han gør herved gældende, at hverken artikel 60 EF eller artikel 301 EF giver Rådet kompetence til at indefryse samtlige en persons midler, når denne person ikke har forbindelser til militærregimet i Burma/Myanmar. For det andet anfører sagsøgeren, at forordningen indebærer en tilsidesættelse af begrundelsesforpligtelsen i henhold til artikel 253 EF. Sagsøgeren har navnlig anført, at forordningen ikke giver nogen begrundelse for, hvorfor sagsøgerens navn er blevet opført i afsnit J i bilag VI til nævnte forordning, som indeholder en liste over medlemmer af den burmesiske regering og personer med forbindelser til regeringen. Desuden indeholder fælles holdning nr. 2006/318/FUSP 2, hvorefter medlemsstaterne har pligt til at hindre sagsøgerens indrejse i og transit gennem deres område, angiveligt heller ikke nogen begrundelse for, hvorfor sagsøgerens navn er blevet opført på denne liste, men opfører alene hans navn på en liste med overskriften "Personer, der drager fordel af regeringens økonomiske politik". For det tredje gør sagsøgeren gældende, at forordningen tilsidesætter hans grundlæggende rettigheder, eftersom den angiveligt i uforholdsmæssig grad tilsidesætter hans ret til en fredelig udnyttelse af sin ejendom, hans ret til en retfærdig rettergang og hans ret til en effektiv retsbeskyttelse. For det fjerde er forordningen ifølge sagsøgeren i strid med proportionalitetsprincippet.

____________

1 - Rådets forordning (EF) nr. 194/2008 af 25.2.2008 om forlængelse og styrkelse af de restriktive foranstaltninger over for Burma/Myanmar og ophævelse af forordning (EF) nr. 817/2006 (EUT L 66, s. 1).

2 - Rådets fælles holdning nr. 2006/318/FUSP af 27.4.2006 om forlængelse af de restriktive foranstaltninger over for Burma/Myanmar (EUT L 116, s. 77), forlænget til den 30.4.2009 ved Rådets fælles holdning 2008/349/FUSP af 29.4.2008 (EUT L 116, s. 57).