Language of document :

Sag anlagt den 26. maj 2009 - Formenti Seleco mod Kommissionen

(Sag T-210/09)

Processprog: italiensk

Parter

Sagsøger: Formenti Seleco SpA (Pordenone, Italien) (ved avvocati A. Malatesta, G. Terracciano og S. Malatesta)

Sagsøgt: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

Sagsøgerens påstande

Sagen antages til realitetsbehandling.

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber tilpligtes at betale 156 208 915,03 EUR i erstatning til Formenti Seleco s.p.a., i betalingsstandsning og under særlig administration, samt lovpligtige renter fra datoen for insolvenserklæringen, subsidiært gives der sagsøgte et andet pålæg, som Retten måtte finde rimeligt.

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Det sagsøgende selskab, som er en af de største italienske farvefjernsynsproducenter, er blevet erklæret insolvent og undergivet en procedure for særlig administration, efter at det europæiske marked oplevede en betydelig import af farvefjernsyn fremstillet af tyrkiske virksomheder, som blev solgt til priser, der omfattede ekstreme dumpingpriser.

Denne omstændighed blev i Fællesskabet direkte forårsaget af, at Republikken Tyrkiet tilsidesatte associeringsaftalen af 1963 med EF og senere tilknyttede regler, for så vidt den tyrkiske regering har opstillet et regelsæt med henblik på at omgå forpligtelserne i henhold til associeringsaftalen med Fællesskaberne, navnlig vedrørende fastslåelsen af, at farvefjernsyn indført i Fællesskabet var af tyrkisk oprindelse, idet Kommissionen havde kendskab til denne omgåelse fra 1993.

Formenti Seleco s.p.a. har navnlig gjort gældende, at Kommissionen var ansvarlig af følgende årsager, der er egnede til at være grundlag for dennes ansvar uden for kontraktforhold og den deraf følgende forpligtelse til at betale skadeserstatning:

1)    Kommissionen har tilsidesat sine forpligtelser efter Associeringsaftalen og den tilhørende Tillægsprotokol, for så vidt Kommissionen, såvel under overgangsperioden for gennemførelsen af toldunionen med Republikken Tyrkiet, dvs. indtil 1994, som i det væsentlige under den etablerede union, undlod at overvåge, om de relevante told bestemmelser blev anvendt korrekt, selv om den havde kendskab til, at Republikken Tyrkiet ikke overholdt disse aftaler.

2)    Der er sket en tilsidesættelse af EF-traktatens artikel 211 og princippet om god forvaltningsskik, eftersom Kommissionen ligeledes er forpligtet til at overvåge bestemmelserne i Associeringsaftalen og Tillægsprotokollen samt sikre en god forvaltning, idet disse er en del af fællesskabsretten.

3)    Kommissionen har tilsidesat princippet om beskyttelse af den berettigede forventning ved, med ovennævnte adfærd, at have tilsidesat beskyttelsen af den enkelte fællesskabsoperatørs, og navnlig sagsøgerens, berettigede forventning om toldunionens gode funktion. Denne berettigede forventning skulle være sikret ved de kontroller og undersøgelser, som Kommissionen har undladt at udføre.

4)    Kommissionen har tilsidesat eller foretaget urigtig anvendelse af antidumping-reglerne, eftersom den på trods af, at den fra 1993 var bekendt med alvorlige uregelmæssigheder begået af de tyrkiske eksportører, ikke har truffet beskyttelsesforanstaltninger i forhold til disse, hvorved den har handlet uden den omhu og klogskab, der normalt kendetegner en forvaltning.

____________