Language of document :

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Sąd Najwyższy (Polen) den 3. august 2023 – Miasto W. mod M.T., E.T. og A.W.

(Sag C-493/23, Miasto W.)

Processprog: polsk

Den forelæggende ret

Sąd Najwyższy

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Miasto W.

Sagsøgt: M.T., E.T. og A.W.

Præjudicielle spørgsmål

1)    Skal artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU – i en situation, hvor national lovgivning giver mulighed for, at en dommer ved en national ret i sidste instans (dommer ved den øverste domstol) efter en skønsmæssig afgørelse truffet af præsidenten for denne domstol (førstepræsidenten for Sąd Najwyższy (øverste domstol)), uden den pågældende dommers samtykke, kan henvises til at indgå som dommer i en bestemt periode af året i en anden afdeling ved den pågældende domstol end den, som den pågældende sædvanligvis, i overensstemmelse med sin uddannelse og kompetence, indgår i, hvilken afdeling har kompetence til at behandle andre sagstyper end dem, som den nævnte dommer tidligere har beskæftiget sig med – fortolkes således, at den udpegede dommer skal have adgang til et effektivt retsmiddel mod denne afgørelse ved en uafhængig og upartisk domstol efter en procedure, der opfylder kravene i chartrets artikel 47 og 48, for at beskytte den pågældendes uafhængighed og upartiskhed?

2)    [Skal] [en afdeling ved] en ret i sidste instans i en medlemsstat (øverste domstol) bestående af tre dommere, hvoraf to er dommere fra en anden afdeling ved denne domstol, som uden deres samtykke er blevet udpeget af præsidenten for denne ret, der skal behandle sagen, til at indgå i en anden afdeling end den, hvori de sædvanligvis indgår, og hvor de ikke har haft mulighed for at anke afgørelsen om deres udpegelse til en upartisk og uafhængig domstol efter en procedure, der opfylder kravene i chartrets artikel 47 og artikel 48, [anses for] ikke at være en uafhængig, upartisk domstol, der forudgående er oprettet ved lov, og som yder effektiv retsbeskyttelse til enkeltpersoner inden for områder, der er omfattet af EU-retten?

____________