Appel iværksat den 16. december 2021 af WEPA Hygieneprodukte GmbH og WEPA Deutschland GmbH & Co. KG, sidstnævnte var tidligere Wepa Leuna GmbH und Wepa Papierfabrik Sachsen GmbH til prøvelse af dom afsagt af Retten (Tredje Afdeling) den 6.oktober 2021 i sag T-238/19, Wepa Hygieneprodukte GmbH m.fl. mod Europa-Kommissionen

(Sag C-795/21 P)

Processprog: tysk

Parter

Appellant: WEPA Hygieneprodukte GmbH, WEPA Deutschland GmbH & Co. KG, sidstnævnte var tidligere Wepa Leuna GmbH og Wepa Papierfabrik Sachsen GmbH (ved advokaterne H. Janssen, A. Vallone og D. Salm)

De andre parter i appelsagen: Europa-Kommissionen og Forbundsrepublikken Tyskland

Appellanterne har nedlagt følgende påstande

Rettens dom (Tredje Afdeling) af 6. oktober 2021 i sag T-238/19 ophæves i sin helhed.

Kommissionens afgørelse af 28. maj 2018 [om statsstøtte] SA.34045 (2013/C) (ex 2012/NN) gennemført af Tyskland til fordel for båndlastbrugere i henhold til § 19 i elnetsbekendtgørelsen annulleres.

Subsidiært hjemvises sagen til Retten.

Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne i begge instanser.

Anbringender og væsentligste argumenter

Appellanten har med det første appelanbringende gjort gældende, at Retten har gengivet faktiske omstændigheder urigtigt og har taget fejl med hensyn til indhold og rækkevide af national ret, idet Retten lagde til grund for sin afgørelse, at, for det første, Bundesnetzagentur fastsætter størrelsen af tillægsafgiften efter § 19, stk. 2, i den tyske elnetsbekendtgørelse bindende, for det andet, at Bundesnetzagentur med henblik herpå har fastsat meget detaljerede krav og, for det tredje, at netoperatørernes indtægtstab bliver fuldstændigt dækket af den nævnte tillægsafgift. De omstændigheder, som skulle godgøre, at de midler, som blev modtaget ved tillægsafgiften, var under statslig kontrol, og som var afgørende for Rettens afgørelse, forelå således ikke.

Appellanten har med det andet appelanbringende gjort gældende, at Retten har tilsidesat de krav, der skal være opfyldt, for at der foreligger støtte, som ydes ved hjælp af statsmidler, som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF. Retten erkendte for det første ikke, at tillægsafgiften efter elnetsbekendtgørelsens § 19, stk. 2, ikke er en egentlig afgift, »obligatorisk afgift« eller en »skattelignende afgift« (det andet appelanbringendes første led). Retten erkendte for det andet ikke, at fritagelsen for båndlastbrugere efter elnetsbekendtgørelsens § 19, stk. 2, andet punktum, og tillægsafgiften efter elnetsbekendtgørelsens § 19, stk. 2, ikke er støtte, som ydes ved hjælp af statsmidler (det andet appelanbringendes andet led). Såfremt – hvilket er tilfældet her – tillægsafgiften ikke er en egentlig afgift, er den imidlertid heller ikke efter Rettens opfattelse omfattet af artikel 107, stk. 1, TEUF. Selv hvis der skulle være tale om en egentlig afgift, ville den stadig ikke være omfattet af artikel 107, stk. 1, TEUF af den grund, at tillægsafgiften ikke er statsstøtte eller støtte, som ydes ved hjælp af statsmidler.

____________