FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

A. RANTOS

fremsat den 15. december 2022 (1)

Sag C-333/21

European Superleague Company, SL

mod

Unión de Federaciones Europeas de Fútbol (UEFA),

Fédération internationale de football association (FIFA),

procesdeltagere:

A22 Sports Management, SL,

Liga Nacional de Fútbol Profesional,

Real Federación Española de Fútbol

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Juzgado de lo Mercantil n.º 17 de Madrid (handelsretten i Madrid, Spanien))

»Præjudiciel forelæggelse – konkurrence – artikel 101 TEUF og 102 TEUF – misbrug af dominerende stilling – artikel 45 TEUF, 49 TEUF, 56 TEUF og 63 TEUF – European Super League (ESL) – første europæiske turnering uden for rammerne af UEFA – anerkendelse af ESL nægtet af UEFA og FIFA – forudgående tilladelse til, at en tredje enhed organiserer en ny turnering – trussel om sanktioner mod klubber og spillere, der deltager i den nye turnering – rettigheder hidrørende fra turneringer og markedsføringen heraf«

I.      Indledning

1.        »Nærværende sags betydning er åbenbar. Besvarelsen af spørgsmålet om, hvorvidt transfersystemet og udlændingeklausulerne er forenelige med fællesskabsretten, vil få afgørende indflydelse på den professionelle fodbolds fremtid inden for Fællesskabet.« Det var generaladvokat Lenz’ første ord i de indledende bemærkninger til hans forslag til afgørelse i den sag, der gav anledning til Bosman-dommen, som skabte furore i fodboldverdenen (2).

2.        Næsten tre årtier senere har en anmodning om præjudiciel afgørelse, denne gang fra Spanien, rejst spørgsmål vedrørende selve eksistensen af moderne fodbolds organisatoriske struktur. Den foreliggende sag er udløst af et projekt om at etablere European Super League (herefter »ESL«), en ny europæisk fodboldturnering, som har været genstand for intens medieomtale, der har affødt følelsesladede reaktioner og kommentarer både fra »almindelige« fans og fra højere politiske instanser på nationalt og europæisk niveau (3). I den foreliggende sag vil europæisk fodbolds fremtid afhænge af de svar, som Domstolen giver vedrørende nogle problemstillinger, der hovedsageligt er knyttet til konkurrenceretten og, indirekte, til de grundlæggende friheder.

3.        Anmodningen er blevet indgivet af Juzgado de lo Mercantil n.º 17 de Madrid (handelsretten i Madrid, Spanien) i forbindelse med en sag anlagt af Fédération internationale de football association (det internationale fodboldforbund, herefter »FIFA«) og Union of European Football Associations (sammenslutningen af de europæiske nationale fodboldforbund, herefter »UEFA«) mod European Superleague Company SL (herefter »ESLC«), som er et selskab, der har til formål at organisere og markedsføre en ny europæisk fodboldturnering som alternativ eller konkurrent til de turneringer, der på nuværende tidspunkt organiseres og markedsføres af de to nævnte forbund angående FIFA’s og UEFA’s offentlige erklæringer om, at de ikke vil godkende denne nye turnering, og advarslen om, at enhver spiller eller klub, der deltager i denne turnering, vil blive udelukket fra de turneringer, der afholdes af FIFA og UEFA.

II.    Retsforskrifter

A.      FIFA’s regler

4.        Artikel 22 i FIFA’s vedtægter bestemmer:

»1.      Medlemsforbundene i samme verdensdel er sammensluttet i følgende konføderationer, der anerkendes af FIFA:

[…]

c)      Union of European Football Associations – UEFA

[…]

2.      FIFA kan undtagelsesvist give en konføderation tilladelse til at optage et forbund, der geografisk tilhører en anden verdensdel og ikke er tilsluttet konføderationen for denne verdensdel, som medlem. Der skal foreligge en udtalelse fra den konføderation, der geografisk er berørt heraf.

3.      Hver konføderation har følgende rettigheder og pligter:

a)      at overholde og sørge for overholdelse af FIFA’s vedtægter, regler og beslutninger

b)      at samarbejde tæt med FIFA på alle områder vedrørende opfyldelsen af det i artikel 2 anførte mål og afholdelse af internationale turneringer

c)      at afholde sine egne klubturneringer i overensstemmelse med den internationale spilleplan

d)      at afholde alle sine internationale turneringer i overensstemmelse med den internationale spilleplan

e)      at sikre, at der ikke etableres nogen international liga eller anden tilsvarende gruppering af klubber eller ligaer uden konføderationens og FIFA’s samtykke

f)      efter anmodning fra FIFA at tildele forbund, der endnu ikke er optaget, en midlertidig medlemsstatus, der giver dem ret til at deltage i turneringer og konferencer

[…]

j)      undtagelsesvis og efter aftale med FIFA at give et forbund i en anden konføderation (eller klubber i det pågældende forbund) tilladelse til at deltage i turneringer, som konføderationen afholder

k)      efter aftale med FIFA at træffe alle nødvendige foranstaltninger med henblik på at udvikle fodboldspillet i den berørte verdensdel, såsom udviklingsprogrammer, afholdelse af kurser, konferencer osv.

[…]«

5.        Vedtægternes artikel 67, stk. 1, bestemmer:

»1.      FIFA, FIFA’s medlemsforbund og konføderationerne er – uden indholdsmæssige, tidsmæssige, stedlige eller retlige begrænsninger – de oprindelige indehavere af alle de rettigheder, der følger af de turneringer og andre begivenheder, som henhører under deres respektive jurisdiktion […]«

6.        I de nævnte vedtægters artikel 68, stk. 1, fastsættes følgende:

»FIFA, medlemsforbundene og konføderationerne har enekompetence til at tillade spredning af kampe og begivenheder, som henhører under deres respektive jurisdiktion, herunder på audiovisuelle medier, uden indholdsmæssige, tidsmæssige, stedlige eller retlige begrænsninger.«

7.        De samme vedtægters artikel 71 fastsætter:

»1.      Rådet har kompetence til at udstede ethvert reglement vedrørende afholdelse af internationale turneringer og kampe, der involverer landshold, ligaer, klubber og/eller improviserede hold. Hverken kampe eller turneringer må finde sted uden forudgående tilladelse fra FIFA, konføderationerne og/eller det berørte medlemsforbund. De nærmere bestemmelser er fastsat i reglementet om internationale kampe.

2.      Rådet kan fastsætte bestemmelser vedrørende sådanne kampe og turneringer.

3.      Rådet fastlægger kriterierne for tilladelse i særlige situationer, der ikke er reguleret i reglementet for internationale kampe.

4.      Med undtagelse af tilladelser inden for de kompetencer, som er fastsat i reglementet for internationale kampe, kan FIFA træffe endelige afgørelser vedrørende tilladelser til alle internationale kampe eller turneringer.«

8.        Artikel 72 i FIFA’s vedtægter har følgende ordlyd:

»1.      Spillere eller hold, der er knyttet til et medlemsforbund eller til et konføderationsmedlem, som er optaget foreløbigt, kan hverken spille kampe eller opretholde sportslige forbindelser med andre spillere og hold, der ikke er tilknyttet et medlemsforbund eller et konføderationsmedlem, som er optaget foreløbigt, uden FIFA’s samtykke.

2.      Medlemsforbundene og deres klubber har ikke ret til at spille på et andet medlemsforbunds område uden dettes tilladelse.«

9.        Artikel 73 i disse vedtægter forbyder de forbund, ligaer og klubber, der er medlemmer af et medlemsforbund, at slutte sig til et andet medlemsforbund eller deltage i turneringer på dette forbunds område, medmindre der foreligger særlige omstændigheder, som udtrykkeligt er godkendt af FIFA og de (eller) den berørte konføderation(er).

B.      UEFA’s regler

10.      I lighed med FIFA’s vedtægter giver artikel 49-51 i UEFA’s vedtægter UEFA eneret til at afholde internationale turneringer i Europa og beføjelse til at forbyde, at sådanne turneringer afholdes uden forbundets forudgående tilladelse. Disse artikler er har følgende ordlyd:

»Artikel 49 – Turneringer

1.      UEFA har enekompetence til at organisere eller afskaffe internationale turneringer i Europa, som medlemsforbundene og/eller deres klubber deltager i. FIFA-konkurrencer påvirkes ikke af denne bestemmelse.

[…]

3.      Internationale kampe, konkurrencer og turneringer, som ikke organiseres af UEFA, men som afvikles på UEFA’s område, kræver forudgående godkendelse fra FIFA og/eller UEFA og/eller de relevante medlemsforbund i overensstemmelse med FIFA’s reglement om internationale kampe og eventuelle gennemførelsesregler, vedtaget af UEFA’s eksekutiv komité.

Artikel 50 – Turneringsregler

1.      Eksekutivkomitéen fastsætter bestemmelser for betingelserne for deltagelse i og organisering af UEFA-turneringer. Disse bestemmelser skal fastsætte en klar og transparent udbudsprocedure for alle UEFA-turneringer, herunder finaler i de pågældende turneringer.

[…]

2.      Det er en betingelse for deltage i en turnering, at det pågældende medlemsforbund og/eller dens klubber forpligter sig til at overholde de kompetente organers vedtægter, bestemmelser og afgørelser.

3.      Ethvert medlemsforbund eller enhver klub, der direkte eller indirekte er involveret i en aktivitet, der sigter på uretmæssigt at fastsætte eller påvirke resultatet af en national eller international kamp, kan med øjebliklig virkning nægtes adgang til en UEFA-turnering med forbehold for enhver mulig disciplinær foranstaltning.

Artikel 51 – Forbudte relationer

1.      Der må ikke uden tilladelse fra UEFA dannes grupperinger eller alliancer mellem UEFA-medlemsforbund eller mellem ligaer eller klubber, som direkte eller indirekte er tilknyttet forskellige UEFA-medlemsforbund.

2.      Et medlem af UEFA eller dets tilknyttede ligaer eller klubber må hverken deltage i eller organisere kampe uden for deres eget område uden tilladelse fra de relevante medlemsforbund.«

III. Tvisten i hovedsagen, de præjudicielle spørgsmål og retsforhandlingerne for Domstolen

11.      FIFA, der er et schweizisk privatretligt organ, er det udøvende fodboldorgan på verdensplan og har i det væsentlige til formål at fremme fodboldspillet og at afholde sine internationale turneringer. FIFA består af nationale forbund og anerkender regionale fodboldkonføderationer, herunder UEFA, der dog ikke er medlemmer af FIFA. For de professionelle fodboldklubbers vedkommende er disse indirekte medlemmer af FIFA, for så vidt som de kan være genstand for disciplinære foranstaltninger, som FIFA har vedtaget. Forbundene, konføderationerne og klubberne er undergivet FIFA’s regler.

12.      UEFA er ligeledes et schweizisk privatretligt organ, der udgør den ledende fodboldinstans på europæisk plan. UEFA’s hovedopgaver består i at føre tilsyn og kontrol med udviklingen af fodbold i Europa i alle dens former. De nationale europæiske ligaer og europæiske klubber er indirekte medlemmer af UEFA, der tilrettelægger disse klubbers og landsholdenes internationale turneringer.

13.      I henhold til deres respektive vedtægter har FIFA og UEFA monopol på at give tilladelse til og afholde internationale professionelle fodboldturneringer i Europa.

14.      ESLC er et selskab efter spansk ret, hvis formål er årligt at afholde den første europæiske fodboldturnering, der skal ligge uden for UEFA’s regi, med titlen ESL. Aktionærerne i dette selskab er førende europæiske fodboldklubber. Selskabets ledelsesmodel er baseret på en »halvåben« deltagelsesordning, der dels omfatter 12-15 professionelle fodboldklubber med status som permanente medlemmer og dels et ikke-fastlagt antal professionelle fodboldklubber, der udvælges efter en fastlagt procedure og har status som »kvalificerede klubber«.

15.      En af de suspensive betingelser for gennemførelsen af projektet er FIFA’s og/eller UEFA’s anerkendelse af ESL som en ny turnering, der er forenelig med deres vedtægter, eller alternativt at de stiftende klubber opnår retlig beskyttelse ved domstolene og/eller de administrative organer, således at deres deltagelse i deres respektive ligaer, kampe og nationale turneringer sikres.

16.      Efter meddelelsen om etableringen af ESL offentliggjorde FIFA og UEFA den 21. januar 2021 en fælles erklæring, hvori de gav udtryk for, at de nægtede at anerkende denne nye enhed, og fremsatte en advarsel om, at enhver spiller eller klub, der deltager i denne nye turnering, vil blive udelukket fra de turneringer, der afholdes af FIFA og FIFA’s konføderationer. Ved en anden meddelelse af 18. april 2021 blev denne erklæring bekræftet af UEFA og andre nationale føderationer, idet der blev erindret om muligheden for at vedtage disciplinære foranstaltninger over for deltagere i ESL. Disse disciplinære foranstaltninger vil navnlig indebære udelukkelse af klubber og spillere, der deltager i ESL, fra visse store turneringer på europæisk plan og på verdensplan.

17.      Efter at ESLC, der er af den opfattelse, at FIFA’s og UEFA’s adfærd skal kvalificeres som »konkurrencebegrænsende« og uforenelig med artikel 101 TEUF og 102 TEUF, havde indbragt sagen for Juzgado de lo Mercantil n.º 17 de Madrid (handelsretten i Madrid), som er den forelæggende ret, traf denne ret den 19. april 2021 afgørelse om, at søgsmålet kunne antages til realitetsbehandling, og afsagde dernæst den 20. april 2021 uden kontradiktorisk forhandling kendelse om en række retsbevarende foranstaltninger. Disse foranstaltninger havde i det væsentlige til formål at forebygge enhver adfærd fra FIFA’s eller UEFA’s side, der skulle forhindre eller vanskeliggøre forberedelsen og gennemførelsen af ESL og klubbernes og spillernes deltagelse heri, navnlig gennem disciplinære foranstaltninger eller sanktioner i form af udelukkelse fra FIFA’s og UEFA’s turneringer.

18.      Til støtte for sin anmodning om præjudiciel afgørelse har den forelæggende ret, efter at have defineret de økonomiske aktiviteter og de berørte materielle og geografiske markeder – nemlig på den ene side organisering og markedsføring af internationale fodboldturneringer i Europa og på den anden side udnyttelse af forskellige dertil knyttede sportsrettigheder – fundet, at FIFA og UEFA på hvert af disse markeder har en monopolstilling eller i det mindste en dominerende stilling. I denne sammenhæng nærer den forelæggende ret tvivl med hensyn til, om visse bestemmelser i FIFA’s og UEFA’s vedtægter og disse forbunds trusler om sanktioner eller meddelelser vedrørende for det første forbuddet mod misbrug af en dominerende stilling i artikel 102 TEUF, for det andet forbuddet mod konkurrencebegrænsende aftaler i artikel 101 TEUF og for det tredje forskellige grundlæggende friheder, der er sikret ved EUF-traktaten, er forenelige med EU-retten, for så vidt som disse kan anvendes til at svække ethvert privat initiativ, der kan konkurrere på området for fodboldturneringer.

19.      Under disse omstændigheder har Juzgado de lo Mercantil n.º 17 de Madrid (handelsretten i Madrid) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1)      Skal artikel 102 TEUF fortolkes således, at den forbyder et misbrug af en dominerende stilling, der består i, at FIFA og UEFA opstiller krav i deres vedtægter (navnlig artikel 22 og 71-73 i FIFA’s vedtægter, artikel 49 og 51 i UEFA’s vedtægter samt enhver tilsvarende bestemmelse indeholdt i vedtægterne for medlemsforbundene og de nationale ligaer) om forudgående tilladelse fra de nævnte enheder – som har tiltaget sig enekompetence til at tilrettelægge eller tillade internationale klubturneringer i Europa – for at en tredjepart kan etablere en ny paneuropæisk klubturnering såsom [ESL], særligt når der ikke findes nogen reguleret procedure baseret på objektive, gennemsigtige og ikke-diskriminerende kriterier og under hensyntagen til den mulige interessekonflikt, der berører FIFA og UEFA?

2)      Skal artikel 101 TEUF fortolkes således, at den forbyder FIFA og UEFA at opstille krav i deres vedtægter (navnlig artikel 22 og 71-73 i FIFA’s vedtægter, artikel 49 og 51 i UEFA’s vedtægter samt enhver tilsvarende bestemmelse indeholdt i vedtægterne for medlemsforbundene og de nationale ligaer) om en forudgående tilladelse fra de nævnte enheder – som har tiltaget sig enekompetence til at tilrettelægge eller tillade internationale turneringer i Europa – for at en tredjepart kan skabe en paneuropæisk klubturnering som [ESL], særligt når der ikke findes nogen reguleret procedure baseret på objektive, gennemsigtige og ikke-diskriminerende kriterier og under hensyntagen til den mulige interessekonflikt, der berører FIFA og UEFA?

3)      Skal artikel 101 [TEUF] og/eller 102 [TEUF] fortolkes således, at de forbyder FIFA, UEFA, deres medlemsforbund og/eller de nationale ligaer at træffe foranstaltninger, der truer med at pålægge klubber, der deltager i [ESL] eller deres spillere, sanktioner, på grund af den afskrækkende virkning, som disse sanktioner kan have? Såfremt der pålægges sanktioner i form af udelukkelse fra turneringer eller forbud mod at deltage i [lands]kampe, udgør disse sanktioner da en tilsidesættelse af artikel 101 TEUF og/eller 102 TEUF, forudsat, at de ikke er baseret på objektive, gennemsigtige og ikke-diskriminerende kriterier?

4)      Skal artikel 101 TEUF og/eller 102 TEUF fortolkes således, at bestemmelserne i artikel 67 og 68 i FIFA’s vedtægter er uforenelige med disse artikler, for så vidt som disse udpeger UEFA og dens nationale forbund som »oprindelige indehavere af alle de rettigheder, der følger af de turneringer […], som henhører under deres respektive jurisdiktion«, hvorved de deltagende klubber og enhver arrangør af andre turneringer fratages deres oprindelige ejendomsret, idet UEFA derved har tiltaget sig eneretten til markedsføringen heraf?

5)      Hvis FIFA og UEFA som enheder, der kræver enekompetence til at arrangere og godkende internationale fodboldklubturneringer i Europa, på grundlag af ovennævnte bestemmelser i deres vedtægter forbyder eller modsætter sig etableringen af [ESL], skal artikel 101 TEUF da fortolkes således, at disse konkurrencebegrænsninger [kan] falde ind under den undtagelse, der er fastsat i denne bestemmelse, når det tages i betragtning, at produktionen forringes i væsentlig grad, forekomsten af alternative produkter til dem, der tilbydes af FIFA/UEFA i markedet, begrænses, og innovationen hindres, når andre formater og fremgangsmåder forhindres, hvorved den potentielle konkurrence på markedet elimineres, og forbrugernes valg begrænses? Vil denne begrænsning være omfattet af en objektiv begrundelse, der gør det muligt at antage, at der ikke er tale om misbrug af en dominerende stilling i henhold til artikel 102 i TEUF?

6)      Skal artikel 45 [TEUF], 49 [TEUF], 56 [TEUF] og/eller 63 TEUF fortolkes således, at bestemmelser som dem, der er indeholdt i FIFA’s og UEFA’s vedtægter (navnlig artikel 22 og 71-73 i FIFA’s vedtægter, artikel 49 og 51 i UEFA’s vedtægter samt enhver tilsvarende bestemmelse, der er indeholdt i vedtægterne for medlemsforbundene og de nationale ligaer), udgør en restriktion, der er i strid med nogle af de grundlæggende friheder, som er anerkendt i de førnævnte EU-bestemmelser, når der stilles krav om, at der skal være indhentet en forudgående tilladelse hos de nævnte organisationer, når en erhvervsdrivende fra en medlemsstat ønsker at etablere en paneuropæisk klubturnering som [ESL]?«

20.      ESLC, A22 Sports Management SL (herefter »A22« (4), FIFA, UEFA og Liga Nacional de Fútbol Profesional (LNFP) (5) har i deres egenskab af parter i hovedsagen indgivet skriftlige indlæg til Domstolen. Der er ligeledes indgivet skriftlige indlæg, om alle eller dele af de forelagte præjudicielle spørgsmål, af den spanske, den tjekkiske og den danske regering, af Irland og af den franske, den kroatiske, den italienske, den lettiske, den luxembourgske, den ungarske, den polske, den portugisiske, den rumænske, den slovakiske, den svenske og den islandske regering samt af Europa-Kommissionen. I retsmødet, der blev afholdt den 11. og 12. juli 2022, blev der afgivet mundtlige indlæg af ESLC, A22, FIFA, UEFA, LNFP, Real Federación Española de Fútbol (RFEF) (6), den tjekkiske, den danske, den tyske og den estiske regering, Irland, den græske, den spanske, den franske, den kroatiske, den italienske, den cypriotiske, den lettiske, den ungarske, den maltesiske, den østrigske, den polske, den portugisiske, den rumænske, den slovenske, den svenske og den norske regering samt af Kommissionen.

IV.    Bedømmelse

A.      Formaliteten med hensyn til de præjudicielle spørgsmål

21.      Det skal noteres, at der af UEFA og LNFP, og helt eller delvist af visse af de berørte parter, nemlig Irland, den franske, den ungarske, den rumænske og den slovakiske regering, i tre henseender er rejst tvivl om, hvorvidt anmodningen om præjudiciel afgørelse kan antages til realitetsbehandling.

22.      Hvad for det første angår argumentet om den angiveligt hypotetiske karakter af tvisten i hovedsagen (7) er det efter min opfattelse hensigtsmæssigt at erindre, at denne tvist udspringer af den modstand mod det af ESLC fremlagte projekt, som FIFA og UEFA har tilkendegivet offentligt. Den omstændighed, at projektet var under forberedelse på det tidspunkt, hvor det blev fremlagt, og at det siden da er blevet sat i bero, ændrer intet ved den modstand, der er støttet på en del af de to forbunds regler, og hvis forenelighed med konkurrencereglerne den forelæggende ret nærer tvivl om. Endvidere er der intet, der tyder på, at ESLC er ophørt med at eksistere, eller at ESLC har trukket det søgsmål, der ligger til grund for tvisten i hovedsagen, tilbage. Tvisten synes derfor fortsat at bestå, i lighed med spørgsmålet om betydningen af de hertil knyttede erhvervsretlige spørgsmål.

23.      Idet det for det andet er det blevet gjort gældende, at indholdet af anmodningen om præjudiciel afgørelse, der ikke opfylder kravene til det retlige og faktiske grundlag, som den forelæggende rets spørgsmål med hensyn til fortolkningen af EU-retten er baseret på (8), må det, selv om denne anmodning ikke behandler alle de retlige spørgsmål, som forholdet mellem sportsudøvelsen, reguleringen heraf og EU-erhvervsretten rejser, fastslås, at den forelæggende rets spørgsmål er fremlagt detaljeret, begrundet og underbygget med præcise henvisninger til faktiske og retlige elementer, som den finder relevante. Den omstændighed, at den pågældende anmodning indeholder angivelser og vurderinger, hvis nøjagtighed er omstridt, kan ikke i sig føre til, at hele eller dele af anmodningen ikke kan antages til realitetsbehandling.

24.      For det tredje og sidste er det blevet gjort gældende, at anmodningen om præjudiciel afgørelse er behæftet med processuelle uregelmæssigheder, som navnlig er tilknyttet sagens retsbevarende karakter og manglende kontradiktoriske drøftelser (9). Den omstændighed, at Domstolen er blevet anmodet om at træffe afgørelse inden for den foreløbige ramme af en procedure af retsbevarende eller forebyggende karakter, indebærer imidlertid ikke, at denne anmodning ikke kan antages til realitetsbehandling, eftersom den forelæggende ret har redegjort for grundene til, at anmodningen er nødvendig for, at den kan træffe afgørelse i sagen, og har opfyldt de andre krav, såvel formelle som materielle, i sin forelæggelsesafgørelse.

B.      Indledende bemærkninger

25.      Med de præjudicielle spørgsmål har den forelæggende ret nærmere bestemt anmodet Domstolen om at tage stilling til, om en række regler, som FIFA og UEFA har vedtaget i deres egenskab af forbund, der administrerer alle aspekter af fodbold på verdensplan og på europæisk plan, og som vedrører organisering og markedsføring af fodboldturneringer i Europa, er forenelige med konkurrencereglerne og, accessorisk, med de grundlæggende økonomiske friheder, der er sikret ved EUF-traktaten.

26.      Inden jeg analyserer de forelagte præjudicielle spørgsmål, finder jeg det hensigtsmæssigt at fremsætte nogle bemærkninger om forholdet mellem sport og EU-retten.

1.      Artikel 165 TEUF og »den europæiske sportsmodel«

27.      Selv om sport oprindeligt ikke var omfattet af Den Europæiske Unions grundlæggende traktater, markerede sikringen af sportens særegenhed og dens indføjelse i artikel 165 TEUF med Lissabontraktaten begyndelsen på en udvikling, som EU-institutionerne har tilskyndet til og fremmet.

28.      Artikel 165 TEUF anerkendte den væsentlige sociale betydning, som sportsaktivitet har i Unionen (10), idet det i bestemmelsen ikke blot blev fastsat, at »Unionen bidrager til fremme af sport i Europa og tager i den forbindelse hensyn til sportens specifikke forhold, dens strukturer, der bygger på frivillighed, og dens sociale og uddannende funktion« (stk. 1), men også at Unionens indsats på dette område tager »sigte på at udvikle sportens europæiske dimension ved at fremme retfærdighed og åbenhed i sportskonkurrencer og samarbejde mellem de organisationer og myndigheder, der har ansvar for sport, samt ved at beskytte sportsudøvernes fysiske og moralske integritet« (stk. 2).

29.      Ordlyden af artikel 165 TEUF udkrystalliserede i øvrigt konklusionerne fra en række initiativer, der var blevet iværksat af EU-institutionerne siden 1990’erne, i kølvandet på domme afsagt af Domstolen – navnlig Bosman-dommen (11) – i forbindelse med etableringen af en europæisk sportspolitik. Det første grundlag for anerkendelsen af sportens specifikke forhold blev således skabt med en fælleserklæring om sport, der er knyttet som bilag til Amsterdamtraktaten (12), efterfulgt af Kommissionens rapport (13), der anerkendte sportens særlige karakteristika, bl.a. i forbindelse med anvendelsen af konkurrenceretten (14). På grundlag af denne rapport blev der fra Det Europæiske Råds møde i Nice udsendt en erklæring, der markerede et yderligere skridt i anerkendelsen af sportens særlige karakteristika, idet det krævedes af Fællesskabet, at det skal tage hensyn til sportens sociale, uddannelsesmæssige og kulturelle funktioner for at bevare sportens sociale rolle (15). Efter dette initiativ fulgte i 2007 Kommissionens hvidbog om idræt (16), der blev sidste etape, inden artikel 165 TEUF blev indsat i Lissabontraktaten i 2009.

30.      Denne artikel 165 er i øvrigt udtryk for den »forfatningsmæssige« anerkendelse af »den europæiske sportsmodel«, der er karakteriseret ved en række elementer, der gælder for flere sportsgrene på det europæiske kontinent, heriblandt fodbold. Denne model er for det første baseret på en pyramidestruktur med amatørsporten i bunden og professionel sport i toppen. Et af hovedmålene er for det andet at fremme åbne konkurrencer, hvortil alle har adgang takket være et gennemsigtigt system, hvor oprykning og nedrykning opretholder en konkurrencemæssig ligevægt og begunstiger sportslige meritter, der også udgør et vigtigt element i den pågældende model. Endelig hviler denne model på en ordning med finansiel solidaritet, der gør det muligt at omfordele til og geninvestere indtægterne fra elitebegivenheder og ‑aktiviteter på lavere sportslige niveauer.

31.      Sportsforbundene spiller en afgørende rolle i forbindelse med »den europæiske sportsmodel«, navnlig ud fra en organisatorisk synsvinkel, med henblik på at sikre, at de regler, der gælder for de berørte sportsgrene, overholdes og anvendes ensartet. Denne rolle er i øvrigt blevet anerkendt af Domstolen, der har fastslået, at det tilkommer sportsforbundene at fastsætte regler, der er passende til organisering af en sportsgren, og at det forhold, at en sådan opgave tildeles sportsforbundene, principielt er begrundet i den omstændighed, at disse råder over den nødvendige viden og erfaring for at varetage en sådan opgave (17). Nu stilles der spørgsmålstegn ved modellen, hvor forbundene historisk set har været organiseret efter princippet om »ét sted« (Ein-Platz-Prinzip), hvorefter de inden for deres geografiske område har monopol på at styre og organisere sporten.

32.      Det skal ligeledes nævnes, at »den europæiske sportsmodel« ikke er statisk. De europæiske sportsstrukturer og måden, hvorpå de forvaltes, har udviklet sig, ofte under påvirkning af andre modeller, der er etableret uden for det europæiske kontinent. Henset til forskellene i de europæiske sportsstrukturer vil det således være vanskeligt at fastlægge en detaljeret definition af én enkelt og ensartet model for organiseringen af sport i Europa. Der findes andre modeller til forvaltning af individuelle sportsgrene og holdsport, der med hensyn til deres tekniske karakteristika og deres organisering på visse punkter adskiller sig fra den model, der på nuværende tidspunkt danner grundlag for europæisk fodbold (18). Det forhold, at der er opstået forskellige sportsmodeller i Europa, kan imidlertid ikke rejse tvivl om principperne i artikel 165 TEUF og ej heller pålægge gensidige udbygninger med henblik på at »ensrette« de forskellige modeller, der eksisterer side om side, og endnu mindre at afskaffe de »strukturer, der bygger på frivillighed«.

2.      Anfægtelsen af »den europæiske sportsmodel«

33.      Som anført i punkt 30 i dette forslag til afgørelse er »den europæiske sportsmodel« navnlig karakteriseret ved, at den åbner sine konkurrencer, og at deltagelsen heri hviler på »sportslig merit« gennem en ordning med op- og nedrykning. Den adskiller sig således fra den nordamerikanske model, der hovedsageligt er baseret på »lukkede« turneringer eller ligaer med deltagelse af klubber, der er franchisevirksomheder, idet deres deltagelse er garanteret, forhåndsbestemt og hviler på en betalt adgangsret (19). Det kan anføres, at det netop var som reaktion på andre eksisterende modeller, at EU-lovgiver besluttede at indsætte begrebet »den europæiske sportsmodel« i traktaten med henblik på at adskille den klart fra disse andre modeller og at sikre dens beskyttelse med vedtagelsen af artikel 165 TEUF.

34.      Hvis det forholdt sig anderledes, ville denne artikel ikke have nogen berettigelse. Det er klart, at artiklen ikke blev indført alene for at beskytte amatørsporten. Det er nemlig ikke nødvendigt med en institutionel garanti, navnlig ikke på EUF-traktatens niveau, for at enhver individuelt kan udøve en sport eller oprette amatørsportsforbund. Den pågældende artikel blev netop indsat, fordi sport samtidig udgør et område, hvorpå der udøves en væsentlig økonomisk aktivitet. Indførelsen af artikel 165 TEUF tog derfor sigte på at fremhæve denne økonomiske aktivitets særlige sociale karakter, der kan begrunde en forskelsbehandling i visse henseender. Det skal nærmere bestemt bemærkes, at de udtryk, der er anvendt målrettet i denne artikels ordlyd (heriblandt navnlig »strukturer, der bygger på frivillighed«, »social[…] funktion«, »sportens europæiske dimension«, »retfærdighed og åbenhed i sportskonkurrencer«, »samarbejde mellem de organisationer og myndigheder, der har ansvar for sport«), illustrerer de særlige karakteristika ved denne model, som EU-lovgiver ønsker at beskytte.

35.      Artikel 165 TEUF kan naturligvis ikke fortolkes isoleret i strid med kravene i artikel 101 TEUF og 102 TEUF, der ligeledes finder anvendelse på sportsområdet (navnlig når de omhandlede aktiviteter har en økonomisk dimension). Det samme gælder for så vidt angår anvendelsen af bestemmelserne i konkurrenceretten på dette område. Anvendelsen af EUF-traktatens bestemmelser på sportsområdet er imidlertid ikke udelukkende begrænset til artikel 101 TEUF og 102 TEUF, idet artikel 165 TEUF ligeledes kan tjene som standard for fortolkningen og anvendelsen af de ovennævnte bestemmelser i konkurrenceretten. Artikel 165 TEUF udgør således på sit område en specifik bestemmelse i forhold til de generelle bestemmelser i artikel 101 TEUF og 102 TEUF, der finder anvendelse på alle økonomiske aktiviteter. Der findes ingen bestemmelse i EUF-traktaten, der ab initio foreskriver, at den pågældende bestemmelse skal anvendes som den eneste eller med forrang i forhold til de øvrige bestemmelser, idet deres indbyrdes forhold i øvrigt er underlagt specialitetsprincippet. Artikel 165 TEUF udgør i øvrigt i kraft af sin karakter en »horisontal« bestemmelse, for så vidt som der skal tages hensyn til denne, når der gennemføres andre EU-politikker. I henhold til artikel 7 TEUF skal Unionens forskellige politikker gennemføres under hensyn til alle dens mål, der tager sigte på at beskytte Unionen.

36.      I denne forbindelse vil jeg henvise til, at påvirkningen fra »andre modeller« som nævnt i punkt 33 i dette forslag til afgørelse og liberaliseringen af sportsøkonomien har ført til bevægelser, der anfægter visse europæiske sportsforbunds monopol, navnlig for så vidt angår organisering og den kommercielle udnyttelse af de mest lukrative konkurrencer. Ud fra en økonomisk synsvinkel har disse »separatist«-bevægelser – der ofte udgår fra klubber, der er medlem af disse sportsforbund – haft som hovedformål at opnå de størst mulige økonomiske indtægter fra den kommercielle udnyttelse af disse konkurrencer gennem en ændring af strukturen og organisationsmodellen for disse konkurrencer, der hidtil har været placeret i de pågældende forbunds regi. For så vidt angår europæisk fodbold er ønsket om at etablere en lukket (eller »halvåben«) liga eller turnering ikke nyt, hvilket de forsøg på at etablere konkurrerende turneringer til UEFA’s, der er blevet gjort i løbet af 1990’erne og 2000’erne, vidner om, uden at de dog er blevet realiseret (20).

37.      Ud fra en retlig synsvinkel har anfægtelsen af sportsforbundenes forvaltningsmodel ofte været støttet på de konkurrenceretlige regler. De forhold, der er blevet anfægtet ved de nationale konkurrencemyndigheder, Kommissionen og de nationale retter, har således hovedsageligt været sportsforbundenes dobbeltrolle som regeludsteder og økonomisk aktør, den monopolistiske struktur på visse markeder for organisering af sportskonkurrencer og kommerciel udnyttelse af de hermed forbundne rettigheder samt disse forbunds afvisning af at tillade afholdelse af uafhængige konkurrencer og dermed at tillade, at nye konkurrenter får adgang til de berørte markeder.

38.      På linje hermed har ESLC i den foreliggende sag anfægtet organisationsmodellen for fodboldturneringer og UEFA’s og FIFA’s kommercielle udnyttelse heraf, hovedsageligt med henvisning til konkurrenceretten.

3.      Hensyntagen til sportens specifikke forhold og til »den europæiske sportsmodel« i forbindelse med den konkurrencemæssige analyse

39.      Det følger af Domstolens faste, historiske praksis, at sporten, selv om dens specifikke forhold er blevet fremhævet, er omfattet af EU-retten og navnlig af traktatens bestemmelser om Unionens erhvervsret, for så vidt som sporten udgør en økonomisk aktivitet (21).

40.      Især i forbindelse med EU’s konkurrenceret kan foreneligheden af sportsforbunds regler og deres adfærd på markedet ikke vurderes abstrakt uden at tage hensyn til alle elementer i den retlige og faktiske sammenhæng, hvori de indgår.

41.      Sportsaktiviteters særlige karakteristika adskiller dem nemlig fra andre økonomiske sektorer. Sporten er kendetegnet ved et høj grad af indbyrdes afhængighed, for så vidt som klubberne er afhængige af hinanden for at kunne organisere og udvikle sig inden for rammerne af sportsturneringer. Det følger heraf, at en grad af lighed og en vis konkurrencemæssig balance er nødvendig, hvilket er kendetegn, der adskiller sporten fra andre sektorer, hvor konkurrencen mellem erhvervsdrivende i sidste ende fører til, at ineffektive virksomheder fortrænges fra markedet.

42.      Selv om sportens særlige karakteristika ikke kan påberåbes med henblik på at udelukke sportsaktiviteter fra EU- og EUF-traktaternes anvendelsesområde, kan henvisningerne til disse specifikke forhold og til sportens sociale og uddannende funktion i artikel 165 TEUF navnlig være relevante med henblik på analysen, på sportsområdet, af en mulig objektiv begrundelse for begrænsninger af konkurrencen eller grundlæggende friheder (22).

4.      Forpligtelser, der påhviler et sportsforbund, som har beføjelse til at meddele godkendelser og forebygge interessekonflikter

43.      Henset til den traditionelle rolle, som sportsforbund er tillagt, er de pågældende forbund eksponeret for en risiko for interessekonflikter, der følger af den omstændighed, at de dels råder over en regelfastsættende beføjelse, dels og parallelt udfører en økonomisk aktivitet.

44.      Problemstillingen om en mulig interessekonflikt som følge af, at UEFA og FIFA udøver en økonomisk aktivitet bestående i at organisere og markedsføre turneringer samtidig med, at de har en reguleringsbeføjelse, er udtrykkeligt nævnt i det første og det andet præjudicielle spørgsmål. Inden jeg analyserer de omtvistede bestemmelser med henblik på artikel 101 TEUF og 102 TEUF, vil jeg derfor præcisere visse punkter vedrørende de forpligtelser, der påhviler sportsforbund, såsom UEFA og FIFA, under udøvelsen af deres beføjelser, og vedrørende de foranstaltninger, der skal træffes for at forebygge interessekonflikter.

45.      I denne forbindelse har Domstolen i to domme, hvoraf den ene vedrørte reguleringen af en sportsgren og den anden reguleringen af et liberalt erhverv, skabt et grundlag for en »dedikeret« analyseramme for spørgsmålet om samlingen under ét tag af en reguleringsbeføjelse på den ene side og en økonomisk aktivitet på den anden side.

46.      Nærmere bestemt fastslog Domstolen for det første i MOTOE-dommen (23), at såfremt et regelsæt tildeler en juridisk person, der selv arrangerer konkurrencer og udnytter dem kommercielt, beføjelse til at udpege de personer, der har tilladelse til at afholde de nævnte konkurrencer, samt til at fastsætte de betingelser, hvorunder disse organiseres, tildeles denne enhed en klar fordel i forhold til dens konkurrenter. En sådan ret kan således foranledige den virksomhed, der har den, til at forhindre andre erhvervsdrivendes adgang til det pågældende marked. Udøvelsen af denne regeludstedende funktion bør derfor undergives begrænsninger, forpligtelser eller kontrol for at forhindre, at den pågældende juridiske person kan fordreje konkurrencen ved at give fortrin til de konkurrencer, som den organiserer, eller konkurrencer, i hvis organisering den deltager. For det andet er denne retspraksis blevet anvendt analogt i en anden af Domstolens domme, der blev afsagt i en sag om fortolkningen af artikel 101 TEUF angående regler, der var vedtaget af en sammenslutning af virksomheder, der både var erhvervsdrivende og regeludstedende instans på det relevante marked, i det pågældende tilfælde markedet for obligatorisk uddannelse for revisorer (24).

47.      I den foreliggende sag er det ubestridt, at UEFA varetager en dobbeltfunktion, dels en regeludstedende funktion, idet UEFA vedtager regler for professionel fodbold, og dels en økonomisk funktion, idet forbundet organiserer sportsturneringer. For så vidt som UEFA ligeledes har beføjelse til at godkende konkurrencer, der arrangeres af tredjeparter, kan denne situation føre til interessekonflikter, hvilket indebærer, at dette forbund er undergivet visse forpligtelser i forbindelse med udøvelsen af sine regeludstedende funktioner for ikke at fordreje konkurrencen.

48.      Det skal dog for det første fremhæves, at det fremgår af Domstolens praksis, som er anført i punkt 46 i dette forslag til afgørelse, at alene den omstændighed, at en og samme enhed både udøver funktioner som regeludsteder og som arrangør af sportskonkurrencer, ikke i sig selv er ensbetydende med en tilsidesættelse af EU’s konkurrenceret (25). Det følger i øvrigt af denne retspraksis, at den væsentligste forpligtelse, der påhviler et sportsforbund i UEFA’s situation, er at påse, at tredjeparter ikke uretmæssigt forhindres i at få adgang til markedet i en sådan grad, at det fordrejer konkurrencen på markedet.

49.      Det følger heraf, at sportsforbund under visse betingelser kan nægte tredjeparter adgang til markedet, uden at dette udgør en tilsidesættelse af artikel 101 TEUF og 102 TEUF, forudsat at dette afslag er begrundet i legitime mål, og at de foranstaltninger, der træffes af sådanne forbund, står i rimeligt forhold til de pågældende mål.

C.      De præjudicielle spørgsmål

50.      Den foreliggende sag omhandler et regelsæt, der er vedtaget af FIFA og UEFA, i deres egenskab af forbund, der har til formål at »regulere« de forskellige aspekter af fodbold på verdensplan og på europæisk plan. Disse regler omfatter tre punkter:

–        en ordning om FIFA’s og UEFA’s forudgående godkendelse af alle internationale fodboldturneringer, dermed bl.a. turneringer, som tredjepartsenheder (der ikke er medlemmer af disse forbund) har til hensigt at organisere og markedsføre

–        bestemmelser, hvorved disse forbund direkte eller indirekte (dvs. henholdsvis de nationale fodboldforbund, fodboldligaerne og de professionelle fodboldklubber) pålægger deres medlemmer samt, i sidste ende, spillerne kun at deltage i internationale turneringer, som disse forbund organiserer, eller som de har givet en tredjepartsenhed tilladelse til at afholde, under trussel om udelukkelse

–        bestemmelser, hvorefter FIFA (eller på visse punkter FIFA og de regionale konføderationer, deriblandt UEFA) er den/de »oprindelige« indhaver(e) af alle sportsrettigheder i tilknytning til internationale fodboldturneringer, som henhører under deres respektive jurisdiktion, og har enekompetence til at udnytte disse rettigheder samt til at give tilladelse til enhver form for spredning af disse turneringer.

51.      Med de første to præjudicielle spørgsmål har den forelæggende ret nærmere bestemt spurgt, om kravet om en forudgående tilladelse fra FIFA og UEFA er forenelig med henholdsvis artikel 101 TEUF og 102 TEUF.

52.      Det tredje præjudicielle spørgsmål vedrører disse forbunds skønsbeføjelse med hensyn til at pålægge deres medlemmer sanktioner og den måde, hvorpå FIFA og UEFA offentligt gjorde opmærksom på denne risiko efter meddelelsen om etableringen af ESL.

53.      På grund af en mere udviklet retspraksis vedrørende sportsforbunds afgørelser i henhold til artikel 101 TEUF vil jeg først undersøge det andet og det tredje præjudicielle spørgsmål (for så vidt angår analysen af sanktionerne set i lyset af artikel 101 TEUF), inden jeg dernæst behandler det første præjudicielle spørgsmål og endelig det femte præjudicielle spørgsmål, der vedrører eventuelle begrundelser, såfremt det fastslås, at der foreligger en konkurrencebegrænsning set i lyset af artikel 101 TEUF og 102 TEUF.

54.      Jeg er i øvrigt af den opfattelse, at spørgsmålet om konkurrenceretlige lovlighed af den adfærd, som det tredje præjudicielle spørgsmål omhandler, er uløseligt knyttet til spørgsmålet om de regler, der er genstand for de første to præjudicielle spørgsmål. For så vidt som sanktionerne tager sigte på at sikre effektiviteten af ordningen om forudgående tilladelse og reglerne om deltagelse, skal disse derfor analyseres samlet.

55.      Dette forslag til afgørelse vil dernæst behandle spørgsmålet, om de regler, som UEFA og FIFA har indført for så vidt angår udnyttelsen af de kommercielle rettigheder hidrørende fra fodboldturneringer (det fjerde præjudicielle spørgsmål), er forenelige med artikel 101 TEUF og 102 TEUF, og om reglerne om forudgående tilladelse er forenelige med bestemmelserne om grundlæggende friheder i TEUF (det sjette præjudicielle spørgsmål).

1.      Det andet præjudicielle spørgsmål

56.      Med det andet spørgsmål og den første del af det tredje præjudicielle spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 101 TEUF skal fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for FIFA’s og UEFA’s vedtægtsbestemmelser vedrørende ordningen om forudgående tilladelse og vedrørende de sanktioner, som disse forbund har fastsat.

57.      Indledningsvis skal det fremhæves, at for at være omfattet af forbuddet i artikel 101, stk. 1, TEUF skal en aftale, en vedtagelse inden for en sammenslutning af virksomheder eller en samordnet praksis, kunne påvirke handelen mellem medlemsstaterne og have »til formål eller til følge« at hindre, begrænse eller fordreje konkurrencen inden for det indre marked (26).

58.      Hvad for det første angår spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger en vedtagelse inden for virksomheders organisationer, følger det af fast retspraksis, at begrebet virksomhed i konkurrenceretlig sammenhæng omfatter enhver enhed, som udøver økonomisk virksomhed, uanset denne enheds retlige status og dens finansieringsmåde (27). Med henblik herpå omfatter artikel 101, stk. 1, TEUF ikke alene de direkte former for koordinering af adfærd mellem virksomheder, men også de institutionaliserede samarbejdsformer, dvs. de situationer, hvor virksomhederne handler gennem en kollektiv struktur eller et fælles organ (28).

59.      I den foreliggende sag er det ubestridt, at FIFA’s og UEFA’s medlemmer er de nationale forbund, hvis medlemmer igen er klubber, for hvem fodbold udgør en økonomisk aktivitet, og som derfor er virksomheder i artikel 101 TEUF’s forstand (29). Da de nationale forbund udgør sammenslutninger af virksomheder og også udgør virksomheder på grund af den økonomiske aktivitet, de udøver, udgør også FIFA og UEFA, som er sammenslutninger af nationale forbund, sammenslutninger af virksomheder (nemlig »sammenslutninger af sammenslutninger af virksomheder«) i artikel 101 TEUF’s forstand. De vedtægter, der er vedtaget af disse enheder, er i øvrigt udtryk for FIFA’s og UEFA’s vilje til at koordinere deres medlemmers adfærd, navnlig med hensyn til deres deltagelse i internationale fodboldturneringer (30). Et internationalt sportsforbunds vedtægtsmæssige bestemmelser, såsom de i hovedsagen omhandlede, skal følgelig kvalificeres som »vedtagelser inden for sammenslutninger af virksomheder« som omhandlet i artikel 101, stk. 1, TEUF.

60.      For det andet forudsætter anvendelsen af EU’s konkurrenceretlige regler på en vedtagelse inden for en sammenslutning af virksomheder, at vedtagelsen kan påvirke handelen mellem medlemsstater (31). Efter min opfattelse kan det uden større besvær fastslås, at der foreligger en sådan påvirkning i den foreliggende sag.

61.      Det skal for det tredje fremhæves, at en aftale for at være omfattet af forbuddet i artikel 101, stk. 1, TEUF skal have »til formål eller til følge« at begrænse konkurrencen. I denne forbindelse følger det af fast retspraksis, at det alternative forhold i denne betingelse – hvilket ses af konjunktionen »eller« – medfører, at det er nødvendigt først og fremmest at tage aftalens egentlige formål i betragtning (32).

62.      Begrebet »konkurrencebegrænsende formål« skal fortolkes indskrænkende og kan kun anvendes på visse former for hemmelig praksis mellem virksomheder, som, henset til indholdet af deres bestemmelser, til formålet hermed samt til den retlige og økonomiske sammenhæng, hvori de indgår, er tilstrækkeligt skadelige for konkurrencen til, at det ikke er nødvendigt at undersøge deres virkninger, eftersom visse former for samordning mellem virksomheder efter deres art kan betragtes som skadelige for de normale konkurrencevilkår (33). I forbindelse med vurderingen af den nævnte sammenhæng skal arten af de produkter eller tjenesteydelser, der er tale om, samt hvorledes de pågældende markeder er opbygget og reelt fungerer, tages i betragtning (34).

a)      Spørgsmålet om, hvorvidt kravet om forudgående tilladelse udgør et konkurrencebegrænsende formål

63.      Jeg skal i første række erindre om indholdet af de i hovedsagen omhandlede regler, hvorefter organiseringen af enhver fodboldturnering kræver forudgående tilladelse fra UEFA, der i øvrigt har enekompetence til at organisere sådanne turneringer. Denne ordning om forudgående tilladelse er ledsaget af en pligt – for de klubber og spillere, der er knyttet til UEFA og FIFA – til at deltage i de turneringer, der arrangeres af disse forbund, samt et forbud mod at deltage i turneringer, der ikke er godkendt af forbundene, under trussel om sanktioner i form af udelukkelse.

64.      Henset til ovenstående beskrivelse må det konstateres, at den af UEFA indførte ordning hviler på en række bestemmelser, der kan sidestilles med konkurrence- og eneretsklausuler ledsaget af sanktioner, der skal sikre deres effektive virkning.

65.      Det må imidlertid for det første fastslås, at disse bestemmelser ikke er en del af den type aftaler eller adfærd, der efter deres art og erfaringsmæssigt kan betragtes som skadelige for de normale konkurrencevilkår, uden at deres virkninger undersøges (35).

66.      For det andet bør selve eksistensen af en mekanisme med forudgående tilladelse, der gør det muligt for tredjepartsarrangører at anmode om adgang til det berørte marked – uafhængigt af UEFA’s skønsbeføjelse med henblik på at nægte en sådan tilladelse – være tilstrækkelig til at rejse spørgsmål om, hvorvidt disse regler er af den tilstrækkeligt skadelige karakter, der i retspraksis er opstillet som kriterium for at konstatere et begrænsende formål. Spørgsmålet, om den omhandlede mekanisme faktisk er tilstrækkelig til at sikre en effektiv konkurrence på det pågældende marked, eller om den begrænser konkurrencen, kan kun besvares på grundlag af en analyse af de konkurrencebegrænsende virkninger.

67.      Hvad i anden række angår de mål, der forfølges med UEFA’s regler, følger det af fast retspraksis, at den omstændighed, at UEFA og FIFA kan forfølge legitime mål, der vedrører sportens særlige karakter, ikke i sig selv kan udgøre et element, der gør det muligt for de indførte regler at undgå en kvalificering som havende »begrænsende formål«, hvis det fastslås, at et andet mål, der forfølges hermed, kan anses for at have et konkurrencebegrænsende formål (36).

68.      Selv hvis det antages, at de af UEFA forfulgte mål ikke udtrykkeligt kan identificeres, eller at de ikke fremgår klart af indholdet af UEFA’s regler, således som ESLC og Kommissionen har gjort gældende, er dette imidlertid ikke et element, der i sig selv gør det muligt at konstatere, at der foreligger et konkurrencebegrænsende formål.

69.      Det følger i tredje række af fast retspraksis, at analysen af en foranstaltnings konkurrencebegrænsende formål ikke må begrænses til en isoleret undersøgelse af indholdet af og formålet med de undersøgte regler, men at der ligeledes skal tages hensyn til den retlige og økonomiske sammenhæng, hvori disse regler indgår (37).

70.      De nedenfor anførte elementer er efter min opfattelse særligt relevante i forbindelse med denne analyse.

71.      Først og fremmest er den retlige og økonomiske sammenhæng, hvori disse regler indgår, karakteriseret ved en regeludstedende beføjelse kombineret med udøvelse af en økonomisk aktivitet, hvilket placerer UEFA i en særlig situation og pålægger forbundet visse forpligtelser for at undgå en interessekonflikt (38).

72.      Der er i denne forbindelse ingen tvivl om, at UEFA har en skønsbeføjelse, der navnlig følger af UEFA’s særlige stilling på det berørte marked som den ledende fodboldinstans i Europa. Selv om det derfor påhviler UEFA at afgrænse proceduren for forudgående tilladelse på en sådan måde, at UEFA ikke favoriserer sine egne turneringer ved på ubegrundet vis at afslå begivenheder, der skal godkendes, og som foreslås af tredjeparter, forholder det sig ikke desto mindre således, at kun en konkret analyse af anvendelsen af UEFA’s skønsbeføjelse gør det muligt at fastslå, om forbundet har anvendt den på forskelsbehandlende og upassende vis, med henblik på at påvise konkurrencebegrænsende virkninger.

73.      Såfremt UEFA’s ordning om forudgående tilladelse ikke er afgrænset ved en procedure, der er undergivet godkendelseskriterier, som er klart definerede, gennemsigtige, ikke-diskriminerende og lader sig kontrollere, som omhandlet i Domstolens praksis i MOTOE-sagen og OTOC-sagen, således som den forelæggende ret synes at antage, fremgår det klart af samme retspraksis, at fraværet af sådanne kriterier ikke automatisk skal kvalificeres som et »konkurrencebegrænsende formål«, men snarere som et fingerpeg om begrænsende virkninger, der dog skal bekræftes på grundlag af en dybtgående analyse (39).

74.      Det kan i øvrigt principielt kun fastslås (med den krævede grad af sikkerhed), at der foreligger en konkurrencebegrænsning, for så vidt som den forudgående tilladelse faktisk viser sig at være objektivt nødvendig for at etablere en alternativ turnering, svarende til ESL. I den foreliggende sag ser det imidlertid ikke ud til, at en sådan tilladelse er absolut nødvendig ud fra en (rent) retlig synsvinkel, hvorfor der frit og uden UEFA’s indblanding kan etableres uafhængige turneringer uden for UEFA’s og FIFA’s økosystem.

75.      Til forskel fra situationen i den sag, der gav anledning til MOTOE-dommen, er hverken FIFA eller UEFA nemlig offentlige enheder og har heller ingen sær- eller eneret, der indebærer, at en virksomhed, der påtænker at organisere en international eller europæisk fodboldturnering, nødvendigvis skal indhente tilladelse fra en af disse enheder. Endvidere findes der ingen offentligretlig bestemmelse, der pålægger en sådan virksomhed at overholde de regler, der er udstedt af de nævnte enheder, til forskel fra situationen i den sag, der gav anledning til OTOC-dommen.

76.      Der er således principielt intet til hinder for, at de klubber, der udgør ESL, følger eksemplet fra andre sportsgrene og etablerer deres egen turnering uden for de af UEFA udstukne rammer. I den foreliggende sag udgør UEFA’s ordning om forudgående tilladelse dog en forhindring for etableringen af ESL, hovedsageligt som følge af, at de klubber, der har taget initiativet til dette projekt, ligeledes ønsker at bevare deres tilknytning til UEFA og drage nytte af de fordele, der følger heraf. Det skal i denne henseende noteres, at foranstaltninger til håndtering af fænomenet »dobbelt tilhørsforhold«, såsom konkurrence- og eneretsklausuler, ifølge Domstolens praksis ikke har til formål at begrænse konkurrencen (40).

77.      Endelig kan spørgsmålet om, hvorvidt et sådant initiativ ud fra en praktisk synsvinkel rent faktisk kan realiseres, henset til andre hindringer, der kan findes, såsom f.eks. den sanktionsordning, som klubber og spillere, der er knyttet til UEFA, er underlagt (og de konsekvenser, som en sådan afgørelse kan have for de berørte parters planer i finansiel og sportslig henseende), ikke besvares på grundlag af en abstrakt undersøgelse af de pågældende regler, men alene inden for rammerne af en indgående undersøgelse af de konkrete virkninger af anvendelsen af disse regler. Disse sanktioner vil i øvrigt kun have begrænsende virkninger, for så vidt som klubberne fortsat ønsker at være tilknyttet UEFA (41).

78.      Henset til ovenstående betragtninger er jeg af den opfattelse, at selv om de i hovedsagen omhandlede regler kan have til følge, at adgangen til markedet for afholdelse af fodboldturneringer i Europa begrænses for UEFA’s konkurrenter, indebærer en sådan omstændighed, hvis den godtgøres, ikke klart, at disse regler har til formål at begrænse konkurrencen som omhandlet i artikel 101, stk. 1, TEUF.

b)      Spørgsmålet om, hvorvidt kravet om forudgående tilladelse har en konkurrencebegrænsende virkning

79.      Det fremgår af fast retspraksis, at såfremt der ikke klart er fastslået et begrænsende formål – som det forekommer mig at være tilfældet i den foreliggende sag – skal der foretages en fuldstændig analyse af virkningerne med henblik på artikel 101, stk. 1, TEUF (42). Formålet med en sådan analyse er at fastslå, hvilke virkninger UEFA’s regler kan have på konkurrencen på markedet for afholdelse af fodboldturneringer i Europa.

80.      I den foreliggende sag indebærer en bedømmelse af UEFA’s reglers betydning for konkurrencen for det første, at der tages hensyn til samtlige de forhold, som er af betydning for adgangen til referencemarkedet, med henblik på at vurdere, om en konkurrent på grundlag af den procedure, som UEFA har fastsat, har »realistiske og konkrete muligheder« for at oprette en selvstændig turnering (43).

81.      Med henblik herpå skal navnlig den centrale rolle, som UEFA spiller som ledende fodboldinstans på det europæiske kontinent, og den skønsbeføjelse, som UEFA har i denne egenskab, tages i betragtning. Tilsvarende skal den økonomiske styrke, som ESL og dens klubber har, ligeledes analyseres, navnlig med henblik på at vurdere, om denne turnering kan etableres uafhængigt af UEFA.

82.      I denne forbindelse skal der efter min opfattelse ikke kun tages hensyn til den konkrete betydning af de adgangshindringer, der kan følge af UEFA’s ordning om forudgående tilladelse, men også (og navnlig) til den mulige betydning af de af forbundet fastsatte sanktioner med hensyn til, om de klubber og spillere, der er nødvendige med henblik på at etablere denne nye turnering, står til rådighed.

c)      Undersøgelsen af UEFA’s disciplinærordning i forbindelse med vurderingen af, om formål eller virkning er konkurrencebegrænsende

83.      Strengheden af de sanktioner, der gælder i tilfælde af en overtrædelse af et sportsforbunds regler, og risikoen for, at de håndhæves, er elementer af særlig relevans i analysen af indholdet af og formålet med en foranstaltning, der iværksættes af et sportsforbund, eftersom disse sanktioner kan afholde klubber eller spillere fra at deltage i turneringer, der ikke er godkendt af det pågældende forbund. I den foreliggende sag kan de disciplinære foranstaltninger, der synes at være fastsat af UEFA, herunder truslerne om sanktioner mod deltagere i ESL, lukke markedet for organisering af fodboldturneringer i Europa for en mulig konkurrent, for så vidt som en sådan konkurrent både risikerer at blive afskåret fra, at de klubber, der er nødvendige for at organisere en sportsturnering, deltager, og fra adgangen til den »ressource«, som spillerne udgør.

84.      Betydningen af de sanktioner, der pålægges af et sportsforbund, kan dog ikke analyseres på et abstrakt plan uden hensyntagen til den overordnede sammenhæng, hvori de disciplinære foranstaltninger, som det pågældende forbund har fastsat, indgår. I denne henseende skal der foretages en konkret vurdering af den afskrækkende virkning, som sanktionerne kan have over for de berørte klubber (og spillere), og navnlig muligheden for, at de, henset til deres respektive stilling på markedet, beslutter at ignorere den risiko for at blive pålagt sanktioner, som de løber ved at gå i gang med at etablere en uafhængig liga (og deltage heri). Et sportsforbunds disciplinære beføjelser kan nemlig kun udøves inden for »dettes jurisdiktion«, der på sin side afhænger af, at den anerkendes af de klubber og spillere, der er knyttet til forbundet og oprindeligt frivilligt har accepteret at underkaste sig dettes regler og dermed dets kontrol. Såfremt sidstnævnte beslutter sig for at »bryde« med dette forbund ved at etablere en ny, uafhængig turnering og deltage heri, kan risikoen for at blive pålagt sanktioner ikke længere have nogen afskrækkende virkning over for disse.

d)      Anvendelse af teorien om accessoriske begrænsninger på de omhandlede regler

85.      For at falde uden for anvendelsesområdet for artikel 101, stk. 1, TEUF skal de begrænsninger, som de omhandlede UEFA-regler forårsager, være uadskilleligt forbundne med opfyldelsen af legitime mål og forholdsmæssige i forhold til disse. Det skal derfor undersøges, om kendetegnene ved ordningen om forudgående tilladelse og sanktionsordningen, således som FIFA og UEFA samt en række regeringer i det væsentlige har gjort gældende, uanset de mulige konkurrencebegrænsende virkninger, gør det muligt at opfylde UEFA’s legitime mål, uden at gå ud over, hvad der er nødvendigt for at nå disse mål (44).

86.      Eftersom anvendelsen af teorien om accessoriske begrænsninger inden for sporten er central i den foreliggende sag, finder jeg det hensigtsmæssigt at anføre nogle præciseringer vedrørende den analytiske ramme, der skal anvendes.

1)      Indledende betragtninger vedrørende den analytiske ramme for accessoriske begrænsninger

87.      Teorien om accessoriske begrænsninger blev oprindeligt udviklet i forbindelse med »rent« kommercielle aftaler (45). Enhver begrænsning, der har direkte forbindelse med og er nødvendig for en hovedtransaktion, der ikke i sig selv er konkurrencebegrænsende, kvalificeres således som »accessorisk begrænsning« (46).

88.      Retspraksis vedrørende »accessoriske handelsbegrænsninger« (commercial ancillary restraints) er efterfølgende blevet udvidet til begrænsninger, der er blevet anset for nødvendige af hensyn til samfundsinteresser, og har således ført til begrebet »reguleringsmæssige accessoriske begrænsninger« (regulatory ancillary restraints) (47). Domstolen har således medgivet, at det i visse tilfælde er muligt at foretage en afvejning af »ikke-kommercielle« mål i forhold til en konkurrencebegrænsning og at konkludere, at sådanne mål vejer tungere end begrænsningerne, hvorfor der ikke foreligger en tilsidesættelse af artikel 101, stk. 1, TEUF.

89.      Denne retspraksis, der første gang blev fastslået i Wouters-dommen angående etiske regler for advokater (48), er – bortset fra dommen i sagen Meca Medina og Majcen mod Kommissionen (49) angående et sportsforbunds aktivitet – i det væsentlige blevet anvendt efterfølgende i forbindelse med sager vedrørende faglige organisationers praksis eller handlinger (50). Selv om retspraksis om reguleringsmæssige accessoriske begrænsninger stadig er begrænset – og endnu mere begrænset på sportsområdet, hvor den sag, der gav anledning til dommen i sagen Meca-Medina og Majcen mod Kommissionen, er det eneste tidligere eksempel på en anvendelse af denne teori på sportsområdet – synes Domstolen at have anlagt en restriktiv tilgang til anvendelsen heraf i de ovennævnte sager. Det er således ikke tilstrækkeligt abstrakt at henvise til »vage« eller generelle mål, idet det i tilfælde, hvor sådanne mål er fastslået, endvidere kræves, at begrænsningen er objektivt nødvendig for gennemførelsen af hovedtransaktionen og står i rimeligt forhold til denne (51), og denne analyse skal foretages på konkret og underbygget vis (52).

90.      Denne tilgang finder jeg begrundet, for så vidt som selve begrebet og den tilgrundliggende tanke om »teorien om accessoriske begrænsninger« tilsiger en restriktiv fortolkning. Jeg erindrer om, at det alene drejer sig om at udelukke visse aspekter af en aftale, der (faktisk eller potentielt) har en negativ indvirkning på konkurrencen fra anvendelsesområdet for artikel 101, stk. 1, TEUF, når de har direkte forbindelse med og er nødvendige for gennemførelsen af hovedtransaktionen, der i sig selv ikke er konkurrencebegrænsende. En bredere fortolkning ville indebære en risiko for omgåelse af konkurrencerettens regler, og en sådan løsning ville ikke være acceptabel, navnlig ikke fra det tidspunkt, hvor det er ubestridt, at de pågældende aktiviteter – selv om de udgår fra sportsforbund – er økonomiske aktiviteter, der er underlagt konkurrenceretten.

91.      Når det er sagt, adskiller den analytiske ramme for reguleringsmæssige accessoriske begrænsninger (herunder dem i forbindelse med sport) sig fra rammerne for analysen af rent kommercielle begrænsninger, for så vidt som den nødvendige karakter af de førstnævnte begrænsninger skal vurderes ud fra mål, der i sagens natur er mere »abstrakte« end dem, der er omtvistede i forbindelse med kommercielle aftaler. Jeg vil i øvrigt fremhæve, at den særlige karakter af reguleringsmæssige accessoriske begrænsninger, og navnlig de »sportslige«, hviler på den omstændighed, at der tages hensyn til en bred vifte af (ikke-kommercielle) mål, der kan variere fra mål af mere teknisk karakter (såsom anti-doping-regler eller visse specifikke aspekter i forbindelse med de pågældende sportsgrene) og andre mere generelle, såsom dem, der anerkendes i henhold til artikel 165 TEUF (f.eks. integritetsprincippet eller princippet om sportslig merit). Det bør ikke glemmes, at denne analyse i sidste ende gør det muligt at »integrere« sportens særlige karakteristika i konkurrenceanalysen inden for rammerne af en vanskelig opgave bestående i at finde en balance mellem de »kommercielle« og de »sportslige« aspekter af professionel fodbold.

92.      Efter disse præciseringer vil jeg nu indledningsvis undersøge, om de mål, der forfølges med de omtvistede regler fra UEFA (og fra FIFA), er legitime, inden jeg dernæst undersøger, om de foranstaltninger, som dette forbund har truffet, er uadskilleligt forbundne med og forholdsmæssige i forhold til disse mål.

2)      Den legitime karakter af de mål, der forfølges med UEFA’s regler

93.      For så vidt angår de specifikke regler om forudgående tilladelse og om deltagelse, der er omtvistede i den foreliggende sag, kan det ikke bestrides, at hovedparten af de mål, som UEFA og FIFA har påberåbt sig, hidrører fra »den europæiske sportsmodel« og dermed udtrykkeligt er omhandlet i den primære EU-ret og navnlig i artikel 165 TEUF, hvorfor deres lovlighed ikke kan anfægtes. Dette gælder nærmere bestemt for de regler, der har til formål at sikre åbne turneringer, at beskytte spillernes helbred og sikkerhed og at sikre solidariteten og omfordelingen af indtægterne. Blandt disse mål, der er knyttet til sportens særlige karakteristika, er nogle i øvrigt ligeledes blevet anerkendt i Domstolens praksis, såsom målet om at bevare turneringernes integritet og ligevægten mellem klubberne med henblik på at opretholde en vis grad af konkurrence og usikkerhed [om resultaterne] (53).

94.      Som anført i punkt 85 i dette forslag til afgørelse følger det imidlertid af Domstolens retspraksis, at forfølgelsen af legitime mål ikke i sig selv er tilstrækkelig til at udelukke UEFA’s og FIFA’s regler fra anvendelsesområdet for artikel 101, stk. 1, TEUF, men at det inden for rammerne af en konkret analyse er nødvendigt at fastslå, at de foranstaltninger, der er truffet for at nå de forfulgte mål, er nødvendige og forholdsmæssige.

3)      Spørgsmålet om, hvorvidt konkurrencebegrænsningen er uadskilleligt forbundet med de forfulgte mål og forholdsmæssige i forhold hertil

i)      Er ordningen om forudgående tilladelse uadskilleligt forbundet med målene?

95.      Indledningsvis skal det erindres, at Domstolen har anerkendt, at det tilkommer sportsforbundene at fastsætte regler, der er passende til organisering af en sportsgren (54). Heraf følger, at det ud fra en organisatorisk synsvinkel forekommer legitimt, at en enhed udpeges til at være ansvarlig for at sikre overholdelsen af disse regler, og at denne enhed råder over de »værktøjer«, der er nødvendige for at varetage denne opgave.

96.      Dette gælder navnlig i forbindelse med en sportsgren som fodbold, der er kendetegnet ved, at en række vigtige aktører på forskellige niveauer indgår i organisationspyramiden og afviklingen af kampe og turneringer. Ordningen med forudgående tilladelse synes derfor at udgøre en væsentlig ordning til ledelse af europæisk fodbold med henblik på at sikre den ensartede anvendelse af reglerne for denne sport og nærmere bestemt overholdelsen af de fælles standarder i de forskellige turneringer. En sådan ordning gør det ligeledes muligt at sikre, at planerne for fodboldkampe og fodboldturneringer i Europa koordineres og afstemmes.

97.      Uden en ordning med kontrol ex ante ville det nemlig være praktisk taget umuligt for UEFA og FIFA at sikre opfyldelsen af de forfulgte mål. I denne forbindelse skal det noteres, at den omstændighed, at der findes andre sportsgrene, der fungerer på grundlag af andre »sportsmodeller«, hvor organiseringen af uafhængige turneringer f.eks. ikke skal forhåndsgodkendes af tilsynsorganet for den berørte sport, ikke rejser tvivl om, at UEFA’s ordning om forudgående tilladelse (der i øvrigt også findes i andre sportsgrene) er uadskilleligt forbundet [med målene]. Som det blev konstateret i punkt 32 i dette forslag til afgørelse, udelukker »den europæiske sportsmodel« ikke muligheden for, at andre sportsgrene kan organiseres anderledes.

98.      Bortset fra de rent »sportslige« aspekter kan en sådan ordning for det andet vise sig at være nødvendig for at bevare den aktuelle struktur i europæisk fodbold og målet om solidaritet. Dette mål er imidlertid tæt forbundet med omfordelingen og geninvesteringen af indtægter fra fodboldturneringer, der arrangeres i FIFA’s og UEFA’s regi.

99.      I denne forbindelse bør det dog præciseres, at henset til de modstridende holdninger, der blev fremført under retsmødet med hensyn til modtagerne og omfanget af de omhandlede midler, påhviler det den forelæggende ret at efterprøve, om den af UEFA fastsatte mekanisme til omfordeling af overskud gør det muligt at nå de forfulgte mål på effektiv vis. Det samme gælder for ESLC’s forslag (eller løfte) om at »godtgøre« de beløb, som UEFA på nuværende tidspunkt udbetaler som »solidaritetsbetalinger«, med henblik på at fastslå, om en sådan mekanisme faktisk kan erstatte UEFA’s nuværende mekanisme (uden at bringe den aktuelle struktur i europæisk fodbold i fare).

ii)    Er sanktionerne uadskilleligt forbundet med målene?

100. Ovenstående betragtninger gælder ligeledes for UEFA’s og FIFA’s disciplinærordning. Enhver regel vedtaget af et sportsforbund ville være uden mening, hvis der ikke fandtes disciplinære foranstaltninger med henblik på at sikre dens effektive virkning, og at de regler, der er indført for at regulere fodboldsporten, overholdes af dets direkte medlemmer og af de uafhængige arrangører.

iii) Anvendelsen af UEFA’s regler om forudgående tilladelse og om sanktioner i den foreliggende sag

101. I den foreliggende sag er det ubestridt, at hovedparten af de deltagende klubber i ESL (nemlig 15 af de 20 deltagere) vil være sikret deltagelse. De klubber, der har stiftet ESL, havde i øvrigt til hensigt at fortsætte med at deltage i de åbne nationale konkurrencer, der afholdes af de nationale forbund og ligaer i FIFA’s og UEFA’s regi.

102. En sådan turnering ville dog uundgåeligt have negativ indvirkning på de nationale mesterskaber, idet den ville mindske disse turneringers tiltrækningskraft (og navnlig dem i de medlemsstater, hvis klubber er en del af ESL). I den aktuelle sammenhæng spiller den endelige placering i de nationale mesterskaber ved udgangen af hver sæson en afgørende rolle for, hvem der deltager i turneringen på det højeste europæiske niveau, hvilket (alt efter den nationale ligas niveau) gør en topplacering i disse mesterskaber særligt attraktiv. Dette element kan forsvinde, eller i det mindste blive svækket, hvis resultaterne i den nationale liga for en stor del er uden betydning for deltagelse på pyramidens øverste niveau, således som det synes at fremgå af ambitionerne for ESLC. De stiftende klubber ville således i deres nationale mesterskaber være beskyttede mod konkurrence fra rivaliserende klubber om en plads i en europæisk turnering på højt niveau. En sådan turnering synes dog ikke at være i overensstemmelse med det princip, der gælder for europæisk fodbold, hvorefter deltagelse i turneringer er baseret på »sportslig merit« og de resultater, der er opnået på banen.

103. En turnering med ESL’s kendetegn kan i øvrigt have negativ indvirkning på princippet om lige chancer, der er en betingelse for retfærdigheden i turneringer. Med deres garanterede deltagelse i ESL kan visse klubber nemlig forbeholde sig store supplerende indtægter, mens de parallelt hermed fortsætter med at deltage i de nationale turneringer, hvori de møder andre klubber, der ikke har mulighed for at generere indtægter af en sammenlignelig størrelse, og endnu mindre på et permanent og konstant grundlag. De garanterede indtægter fra en permanent deltagelse på højeste niveau kan anses for en betydelig konkurrencefordel med henblik på at finansiere indkøb og aflønning af nye spillere, hvilket udgør et afgørende konkurrenceparameter. Den omstændighed, at der aktuelt er stor forskel på de klubber, der deltager i UEFA’s turneringer, kan ikke begrunde, at disse forskelle forøges.

104. I overensstemmelse med den næsten samstemmende holdning hos de medlemsstater, der deltog i proceduren i den foreliggende sag, vil en sådan turnering i det væsentlige forhindre deltagelse af hold fra hovedparten af de europæiske lande, eftersom den vil være begrænset til deltagere fra et begrænset antal lande, hvilket ligeledes kan være i strid med den »europæiske« dimension af den sportsmodel, der opstilles i artikel 165 TEUF.

105. Med forbehold for de undersøgelser, som det tilkommer den forelæggende ret at foretage i denne henseende, er der ligeledes risiko for, at ESL-modellen rejser tvivl om solidaritetsprincippet, eftersom konsekvensen af en etablering af dette turneringsformat kan medføre, at UEFA’s turneringer bliver mindre attraktive og rentable (navnlig Champions League-turneringen) og dermed, at indtægterne herfra reduceres, hvoraf en del videreføres til fodboldens basisniveau.

106. Ud over de rent sportslige mål, og selv om det antages, at både UEFA’s og FIFA’s regler og de trusler om sanktioner, som de har fremsat, ikke kun var begrundet i rent økonomiske overvejelser, kan sådanne vedtægtsmæssige bestemmelser i det mindste vise sig at være nødvendige. I den foreliggende sammenhæng er jeg således af den opfattelse, at anvendelsen af UEFA’s regler og forbundets adfærd med hensyn til ESLC skal fortolkes således, at de tager sigte på at forhindre fænomenet »dobbelt tilhørsforhold« [dual membership] (endog parasitisk adfærd, »free riding«), der risikerer at svække UEFA’s (og dermed FIFA’s) stilling på markedet.

107. I denne henseende er det vigtigt at huske, at ESLC ikke har til hensigt at etablere en »ægte« uafhængig lukket liga (breakaway league), men at etablere en konkurrerende turnering til UEFA’s i det mest lukrative segment af markedet for afholdelse af europæiske fodboldturneringer og samtidig fortsat at være en del af UEFA’s økosystem og deltage i visse af disse turneringer (og navnlig i de nationale mesterskaber). Det ser med andre ord ud til, at ESLC’s stiftende klubber på den ene side ønsker at drage nytte af de rettigheder og fordele, der er forbundet med tilhørsforholdet til UEFA, men uden at være bundet af UEFA’s regler og forpligtelser.

108. Ud fra en konkurrenceretlig synsvinkel kan en virksomhed (eller en sammenslutning af virksomheder som UEFA) ikke kritiseres for at forsøge at beskytte sine egne økonomiske interesser, navnlig i forhold til et sådant »opportunistisk« projekt, der risikerer at svække virksomheden væsentligt (55). Det skal i denne forbindelse erindres, at Domstolen allerede har fastslået, at en andelsvirksomheds vedtægtsbestemmelser, der begrænser dens medlemmers mulighed for at deltage i andre former for konkurrerende samarbejde (56) (herunder gennem udelukkelsessanktioner), er passende.

109. Endelig skal det nævnes, at det i den foreliggende sag, i modsætning til den aktuelt verserende sag C-124/21 P – International Skating Union mod Kommissionen, for UEFA’s vedkommende ikke drejer sig om at afvise organiseringen af en konkurrence eller at pålægge disciplinære foranstaltninger over for klubber, der ønsker at deltage i en tredjeparts begivenhed eller konkurrence, der ikke kan påvirke sportens tidsplan eller destabilisere den eksisterende struktur for ledelsesmodellen og organiseringen af den berørte sportsgren (57).

110. I lyset af ovenstående betragtninger er jeg af den opfattelse, at FIFA’s og UEFA’s manglende anerkendelse af en i det væsentlige lukket turnering som ESL kan anses for at være uadskilleligt forbundet med forfølgelsen af visse legitime mål (som omhandlet i retspraksis i dom af 19.2.2002, Wouters m.fl., C-309/99, EU:C:2002:98, og af 18.7.2006, Meca-Medina og Majcen mod Kommissionen, C-519/04 P, EU:C:2006:492), for så vidt som den manglende anerkendelse tager sigte på at opretholde principperne om deltagelse på grundlag af sportsresultater, lige muligheder og den solidaritet, der udgør grundlaget for pyramidestrukturen i europæisk fodbold.

4)      Forholdsmæssigheden af den ordning om forudgående tilladelse og om sanktioner, der er fastsat i UEFA’s regler

111. I selve formuleringen af de første tre præjudicielle spørgsmål har den forelæggende ret anført, at hverken proceduren med forudgående tilladelse eller proceduren for pålæggelse af sanktioner er reguleret af kriterier, der er »objektive, gennemsigtige og ikke-diskriminerende«. Det skal i denne forbindelse noteres, at selv om Domstolen i MOTOE-dommen og i OTOC-dommen fremhævede vigtigheden af at afgrænse et sportsforbunds mulighed for at gøre brug af sine godkendelses- og sanktionsbeføjelser ved hjælp af kriterier opstillet af den forelæggende ret med henblik på at forebygge enhver risiko for en uretfærdig brug, nøjedes den med at anføre nogle generelle kriterier uden at definere det nøjagtige indhold.

112. Jeg er derfor af den opfattelse, at en gennemførelse af de kriterier, der er opstillet i Domstolens praksis, bør opfylde følgende mål.

113. Sådanne kriterier skal for det første, som det tydeligt fremgår af Domstolens praksis i MOTOE-dommen og OTOC-dommen, tage sigte på at afgrænse et sportsforbunds skønsbeføjelse ved at begrænse dets skønsmargen og navnlig dettes mulighed for at træffe vilkårlige afgørelser ved at give afslag på organisering af tredjeparters sportskonkurrencer på uberettiget vis eller af ulovlige grunde (58).

114. For det andet skal disse kriterier gøre det muligt klart, objektivt og så detaljeret som muligt at fastslå betingelserne for adgang til markedet for at give alle arrangører af tredjepartskonkurrencer mulighed for ikke blot at få tilstrækkeligt overblik over den procedure, der skal følges, og de betingelser, der skal opfyldes, for at komme ind på det pågældende marked, men også for at kunne regne med, at det relevante forbund, for så vidt disse betingelser er opfyldt, principielt ikke bør kunne nægte arrangøren adgang til markedet.

115. Hvad for det tredje angår de berørte klubber og spillere, skal disse ligeledes kunne vide på forhånd, på hvilke betingelser de kan deltage i tredjeparters begivenheder, og hvilke sanktioner, der pålægges i tilfælde af deltagelse i sådanne begivenheder. Ud over deres afskrækkende virkning skal disse sanktioner i øvrigt være tilstrækkeligt klare, forudselige og forholdsmæssige for at begrænse enhver risiko for, at de anvendes vilkårligt af det pågældende forbund.

116. For det fjerde og sidste skal såvel arrangører af konkurrerende konkurrencer som de berørte klubber og spillere have adgang til klagemuligheder, der giver dem mulighed for at anfægte mulige afgørelse om afslag eller sanktioner pålagt af de pågældende sportsforbund. Disse klagemuligheder må i øvrigt ikke være begrænset til interne organer i forbundet, men skal også omfatte en mulighed for at anfægte sådanne afgørelser ved en uafhængig instans.

117. Det tilkommer derfor den forelæggende ret at undersøge forholdsmæssigheden af UEFA’s (og FIFA’s) regler om forudgående tilladelse og om sanktioner i lyset af de principper, der er anført i de ovenstående punkter i dette forslag til afgørelse. Denne undersøgelse kan imidlertid ikke foretages abstrakt og skal tage hensyn til den faktiske, retlige og økonomiske sammenhæng, hvori reglerne vil blive anvendt, hvilket derfor også omfatter ESL’s specifikke karakteristika.

i)      Proportionaliteten af ordningen med forudgående tilladelse

118. Det skal først præciseres, at de principper, der er beskrevet i punkt 114-116 i dette forslag til afgørelse, kun kan finde anvendelse med hensyn til uafhængige konkurrencer, der i sig selv respekterer de mål, som et sportsforbund forfølger, og som er anerkendt som legitime. Det følger heraf, at såfremt de kriterier, som UEFA har indført, ikke opfylder kriterierne om gennemsigtighed og ikke-diskrimination, er dette ikke ensbetydende med, at en tredjeparts turnering, der er i modstrid med de legitime sportslige mål, skal godkendes, og at UEFA’s afslag på at give tilladelse til en sådan turnering ikke kan være begrundet.

ii)    Proportionaliteten af sanktionsordningen

119. I de domme, hvori Domstolen har anerkendt sanktioner, der dels var rettet mod sportsudøvere, der havde overtrådt et forbunds regler, dels mod medlemmer af en faglig sammenslutning, som værende uadskilleligt forbundne med de forfulgte mål, har Domstolen ikke undladt at fremhæve vigtigheden af at sikre, at de omhandlede disciplinære foranstaltninger er forholdsmæssige (59).

120. For så vidt angår UEFA’s trusler om sanktioner er jeg af den opfattelse, at det er vigtigt at sondre mellem de sanktioner, der kan anvendes på klubber, og dem, som spillere og klubber, der er involveret i etableringen af ESL, synes at være udsat for.

121. Det forekommer mig således uforholdsmæssigt at pålægge de spillere, der ikke har været med til at træffe beslutningen om at etablere ESL, sanktioner, navnlig for så vidt angår deres deltagelse på landsholdene. En afgørelse om at straffe spillere, der ikke synes at have handlet ansvarspådragende i forhold til UEFA’s regler, og hvis involvering i etableringen af ESL ikke synes at være godtgjort, vil således være udtryk for misbrug og overdreven anvendelse af disse regler. Den omstændighed, at de berørte landshold berøves nogle af deres spillere, indebærer i øvrigt, at disse hold indirekte også pålægges sanktioner, hvilket ligeledes forekommer uforholdsmæssigt

122. Sanktionerne over for de fodboldklubber, der er tilknyttet UEFA, i tilfælde af deltagelse i en international turnering som ESL, kan til gengæld forekomme forholdsmæssige, navnlig henset til den rolle, som disse klubber spiller i organiseringen og etableringen af en turnering, der af de grunde, der er fremstillet i punkt 102-105 i dette forslag til afgørelse, ikke synes at overholde de væsentlige principper, der strukturerer europæisk fodbolds organisering og funktion.

123. Henset til ovenstående betragtninger foreslår jeg Domstolen at besvare det andet præjudicielle spørgsmål med, at artikel 101 TEUF skal fortolkes således, at denne bestemmelse ikke er til hinder for artikel 22 og 71-73 i FIFA’s vedtægter og artikel 49-51 i UEFA’s vedtægter, hvorefter etableringen af en ny paneuropæisk klubturnering i fodbold er underlagt en ordning om forudgående tilladelse, for så vidt som denne ordnings begrænsende virkninger, henset til kendetegnene ved den påtænkte turnering, fremstår som uadskilleligt forbundne med de legitime mål, som UEFA og FIFA forfølger, og som vedrører sportens særlige karakter, og som forholdsmæssige med henblik på at nå disse mål.

2.      Det første præjudicielle spørgsmål

124. Med det første præjudicielle spørgsmål og den anden del af det tredje præjudicielle spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 102 TEUF skal fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for FIFA’s og UEFA’s vedtægtsbestemmelser vedrørende ordningen om forudgående tilladelse og vedrørende sanktionsordningen.

125. Indledningsvis skal det erindres, at artikel 102 TEUF forbyder misbrug af en dominerende stilling på det indre marked eller en væsentlig del heraf.

126. Begrebet misbrug af en dominerende stilling er et objektivt begreb, som omfatter en adfærd fra en virksomhed i en dominerende stilling, der på et marked, hvor konkurrencegraden allerede er svækket netop som følge af tilstedeværelsen af den pågældende virksomhed, idet der anvendes metoder, der adskiller sig fra dem, der regulerer en normal konkurrence med hensyn til varer eller tjenesteydelser på grundlag af de erhvervsdrivendes ydelser, har til følge at skabe hindringer for opretholdelsen af den grad af konkurrence, der stadig findes på markedet, eller for udviklingen af denne konkurrence (60).

127. Ifølge fast retspraksis pålægger en dominerende stilling den dominerende enhed et særligt ansvar for ikke ved sin adfærd at forhindre udviklingen af en effektiv og ufordrejet konkurrence på det indre marked (61). Spørgsmålet om, hvorvidt en sådan enheds adfærd i et givet tilfælde har karakter af misbrug, skal undersøges objektivt og konkret under hensyntagen til alle relevante faktiske omstændigheder, forholdene på det pågældende marked og den omhandlede adfærd, idet der også skal foretages en afvejning af de faktiske eller potentielle udelukkelsesvirkninger og den øgede aktivitet, der kan neutralisere disse virkninger til gavn for forbrugerne (62).

128. Indtagelse af en dominerende stilling fratager imidlertid ikke en virksomhed, der befinder sig i denne stilling, dens ret til at beskytte sine egne handelsinteresser, når disse angribes (63), eller dens mulighed for at træffe sådanne foranstaltninger, som den finder egnet til at beskytte disse interesser, forudsat at denne adfærd ikke udgør misbrug af en dominerende stilling (64).

a)      Om UEFA’s og FIFA’s dominerende stilling

129. I lyset af den forelæggende rets redegørelse skal der tages udgangspunkt i den antagelse, at det relevante marked er markedet for organisering og kommerciel udnyttelse af fodboldklubbers internationale turneringer på europæisk plan, og at UEFA indtager en dominerende stilling (endog monopolstilling) på dette marked, idet UEFA er den eneste arrangør af alle de store klubturneringer i fodbold på europæisk niveau.

b)      Om UEFA’s og FIFA’s misbrug af dominerende stilling

130. Det skal erindres, at et sportsforbunds udøvelse af den regeludstedende funktion bestående i at udpege de personer, der har ret til at organisere konkurrencer og til at fastsætte betingelserne for organisering af disse, skal undergives begrænsninger, forpligtelser eller kontrol for at forhindre, at den pågældende juridiske person kan fordreje konkurrencen ved at give fortrin til de konkurrencer, som den organiserer, eller konkurrencer, som den deltager i (65). I denne sammenhæng består det »særlige ansvar«, der påhviler FIFA og UEFA i henhold til artikel 102 TEUF, netop i, at de ved undersøgelsen af anmodninger om tilladelse til en ny turnering er forpligtede til at påse, at tredjeparter ikke uretmæssigt forhindres i at få adgang til markedet.

131. Den analyse, der blev anført vedrørende anvendelsen af retspraksis angående »accessoriske begrænsninger« i forbindelse med besvarelsen af det andet præjudicielle spørgsmål, kan derfor overføres på undersøgelsen af de omhandlede foranstaltninger i den foreliggende sag med hensyn til artikel 102 (66).

132. For fuldstændighedens skyld finder jeg det alligevel hensigtsmæssigt kort at behandle to specifikke problemstillinger vedrørende anvendelsen af artikel 102 TEUF på UEFA’s og FIFA’s regler, der er blevet nævnt af visse parter i deres skriftlige indlæg, og som blev drøftet under retsmødet.

1)      Problemstillingen om »forebyggelse af interessekonflikter«, henset til artikel 102 TEUF

133. ESLC har gjort gældende, at den omstændighed, at UEFA har tillagt sig selv beføjelse til at give tilladelse til alternative turneringer, selv om der foreligger en interessekonflikt, i sig selv udgør et misbrug af en dominerende stilling. Den eneste måde, hvorpå denne situation kan løses, er således ifølge ESLC at adskille reguleringen af sporten, organiseringen af turneringer og den kommercielle udnyttelse.

134. Jeg skal for det første erindre om, at alene den omstændighed, at et sportsforbund både udøver funktioner som regeludsteder og som arrangør af sportskonkurrencer, ikke i sig selv er ensbetydende med en tilsidesættelse af EU’s konkurrenceret (67). Selv om en strukturel adskillelse som den af ESLC anbefalede, der består i, at udøvelsen af de regeludstedende beføjelser tillægges en uafhængig enhed, der ikke har nogen tilknytning til en virksomhed, der er aktiv på det relevante marked, kan udelukke enhver interessekonflikt, er det nemlig ikke den eneste og tvingende nødvendige løsning. Det fremgår således klart af Domstolens praksis, der er nævnt i punkt 45 og 46 i dette forslag til afgørelse, at med henblik på at forebygge mulige interessekonflikter kan et forbund også etablere en procedure for godkendelse af tredjeparters turneringer ved at opstille forud fastsatte kriterier for godkendelse på objektiv og ikke-diskriminerende vis.

135. For det andet skal det anføres, at såfremt der pålægges en strukturel adskillelse, vil dette være ensbetydende med at forbyde sportsforbund, der befinder sig i den samme situation som UEFA og FIFA, at udøve økonomisk aktivitet, hvilket vil være vanskeligt at forene med den kendsgerning, at de uanset deres særlige kendetegn også er virksomheder, for hvilke forfølgelsen af økonomiske mål, som for enhver anden virksomhed, er uløseligt forbundet med deres aktivitet og ikke i sig selv er konkurrencebegrænsende.

136. For det tredje er der risiko for, at en (»tvungen«) adskillelse af de »regeludstedende« og de »kommercielle« aktiviteter, der udøves af et sportsforbund, kan være uforenelig med »den europæiske sportsmodel«, navnlig for så vidt angår de sportsgrene, for hvilke pyramidestrukturen spiller en vigtig rolle, såsom fodbold. I forbindelse med disse sportsaktiviteter er de regeludstedende og de økonomiske funktioner forbundne og indbyrdes afhængige, for så vidt som indtægterne fra den kommercielle udnyttelse af de konkurrencer, der afholdes i disse forbunds regi, omfordeles med henblik på udvikling af den pågældende sport.

2)      Anvendelse af teorien om »essentielle faciliteter«

137. En særlig problemstilling, der er blevet rejst i forbindelse med analysen af det første præjudicielle spørgsmål, er spørgsmålet om, hvilken betydning Domstolens retspraksis om »essentielle faciliteter« i Bronner-dommen (68) kan have med henblik på analysen af FIFA’s og UEFA’s regler om forudgående tilladelse og om deltagelse henset til artikel 102 TEUF.

138. I henhold til teorien om essentielle faciliteter kan en dominerende virksomhed, der ejer eller kontrollerer en essentiel infrastruktur, tvinges til at samarbejde med sine konkurrenter ved at give dem adgang til denne uden nogen form for forskelsbehandling. I Bronner-dommen fandt Domstolen således, at for at et afslag fra en virksomhed, der indtager en dominerende stilling, på at give adgang til en infrastruktur eller til tjenesteydelser kan udgøre et misbrug som omhandlet i artikel 102 TEUF, skal det pågældende afslag medføre, at enhver konkurrence på markedet fra den virksomheds side, som efterspørger tjenesteydelsen, udelukkes og ikke kan begrundes ud fra objektive forhold, og at tjenesteydelsen i sig selv er absolut nødvendig for udøvelsen af den pågældendes virksomhed i den forstand, at der ikke findes noget reelt eller potentielt alternativ til denne (69).

139. Jeg er af de nedenfor anførte grunde af den opfattelse, at UEFA’s og FIFA’s »økosystem« ikke kan anses for en »essentiel facilitet«, og at en anvendelse af denne teori i den foreliggende sag derfor bør afvises.

140. Hvad for det første angår kravet om en forudgående tilladelse må det konstateres, at en sådan ikke er absolut nødvendig, for at en tredjepart, f.eks. ESL, kan arrangere en ny fodboldturnering. Som konstateret i punkt 75 i dette forslag til afgørelse foreligger der ingen retlige hindringer, der kan forhindre de klubber, der deltager i ESL-initiativet, i frit at etablere og tilrettelægge deres egen konkurrence uden for UEFA’s og FIFA’s økosystem. En tilladelse fra disse forbund er således kun et krav, for så vidt som de klubber, der deltager i ESL, ønsker at bevare tilknytningen til UEFA og fortsat deltage i fodboldturneringer, som UEFA organiserer.

141. For det andet kræver etableringen af en liga som ESL ikke, at den eksisterende infrastruktur i UEFA med de dertil knyttede forpligtelser kopieres. Der er intet, der forpligter arrangører af en ny uafhængig turnering til at etablere deres projekt på grundlag af en organisationsmodel, der ligner UEFA’s og FIFA’s. Som nævnt i punkt 106 og 107 i dette forslag til afgørelse vedrører den reelle problemstilling i den foreliggende sag disse klubbers mulighed for at etablere deres egen liga og samtidig at kunne fortsætte med at deltage i FIFA’s og UEFA’ fodboldrelaterede økosystem og i de turneringer, der organiseres af disse. I et sådant tilfælde kan retspraksis vedrørende essentielle faciliteter ikke være relevant.

142. For det tredje kan en anvendelse af retspraksis vedrørende essentielle faciliteter kun være begrundet, hvis en nægtelse af adgang kan udelukke enhver konkurrence på det hermed forbundne marked, gøre den urimeligt vanskelig eller kan forhindre lanceringen af et nyt produkt, der er efterspurgt, hvilket af de ovenfor anførte grunde ikke er tilfældet i den foreliggende sag.

143. For det fjerde er jeg med forbehold af betragtningerne i punkt 133-142 i dette forslag til afgørelse af den opfattelse, at UEFA’s afslag kan være objektivt begrundet både på det sportslige plan, henset til de legitime mål, som dette forbund forfølger, og på et økonomisk plan med henblik på at bekæmpe parasitisk adfærd eller et fænomen som »dobbelt tilhørsforhold«, der kan svække UEFA’s og FIFA’s stilling på markedet (70).

144. Henset til ovenstående betragtninger foreslår jeg Domstolen at besvare det første præjudicielle spørgsmål med, at artikel 102 TEUF skal fortolkes således, at denne bestemmelse ikke er til hinder for artikel 22 og artikel 71-73 i FIFA’s vedtægter og for artikel 49 og 51 i UEFA’s vedtægter, hvorefter etableringen af en ny paneuropæisk klubturnering i fodbold er undergivet en ordning om forudgående tilladelse, for så vidt som denne ordnings begrænsende virkninger, henset til kendetegnene ved den påtænkte turnering, fremstår som uadskilleligt forbundne med de legitime mål, som UEFA og FIFA forfølger, og som vedrører sportens særlige karakter, og som forholdsmæssige med henblik på at nå disse mål.

3.      Det tredje præjudicielle spørgsmål

145. Som præciseret i punkt 54 i dette forslag til afgørelse er spørgsmålet om konkurrenceretlige lovlighed af den adfærd, som det tredje præjudicielle spørgsmål omhandler, uløseligt knyttet til spørgsmålet om de regler, der er genstand for de første to præjudicielle spørgsmål, hvorfor de er blevet analyseret samlet. Nærmere bestemt er spørgsmålene vedrørende UEFA’s og FIFA’s sanktioner analyseret i punkt 83-84, 101-108, 111-117 og 119-122 i dette forslag til afgørelse.

146. Henset til ovenstående betragtninger foreslår jeg Domstolen at besvare det tredje præjudicielle spørgsmål med, at artikel 101 TEUF og 102 TEUF skal fortolkes således, at disse bestemmelser ikke forbyder FIFA, UEFA, deres medlemsforbund og/eller de nationale ligaer at træffe foranstaltninger, der truer med at pålægge klubber, der er knyttet til disse forbund, sanktioner, såfremt sådanne klubber deltager i et projekt om etablering af en ny paneuropæisk klubturnering i fodbold, der kan skade de mål, der legitimt forfølges af de forbund, som de er medlemmer af. Udelukkelsessanktionerne over for de spillere, der ikke er involveret i det omhandlede projekt, er imidlertid uforholdsmæssige, navnlig for så vidt angår deres udelukkelse fra landsholdene.

4.      Det femte præjudicielle spørgsmål

147. Med det femte præjudicielle spørgsmål ønsker den forelæggende ret oplyst, om de »klassiske« undtagelser og begrundelser på konkurrenceområdet, såsom dem, der henholdsvis er fastsat i EUF-traktaten for så vidt angår artikel 101, stk. 3, TEUF, og opstillet i retspraksis vedrørende artikel 102 TEUF (71), finder anvendelse.

148. Det skal indledningsvis nævnes, at dette spørgsmål kun skal besvares, såfremt Domstolen i lyset af besvarelsen af det første og det andet spørgsmål fastslår, at artikel 101 TEUF og 102 TEUF er blevet tilsidesat. Ud fra de besvarelser af de nævnte spørgsmål, som jeg foreslår, er dette dog ikke tilfældet.

149. Det fremgår i øvrigt af fast retspraksis, at det påhviler den part, der er blevet foreholdt at have tilsidesat konkurrencereglerne, at godtgøre, at dens adfærd opfylder de betingelser, der gør det muligt at antage, at den er omfattet af artikel 101, stk. 3, TEUF (72), eller at den er objektivt begrundet, henset til artikel 102 TEUF (73). Det må imidlertid konstateres, at forelæggelsesafgørelsen i den foreliggende sag blev truffet, uden at FIFA og UEFA var blevet hørt forudgående, og at de derfor ikke har kunnet fremlægge deres argumenter og beviser vedrørende disse betingelser under de specifikke omstændigheder i sagen (74).

150. Henset til de foreslåede besvarelser af de tre første præjudicielle spørgsmål og ovenstående præciseringer er det efter min opfattelse ikke nødvendigt at besvare det femte spørgsmål.

5.      Det fjerde præjudicielle spørgsmål

151. Med det fjerde præjudicielle spørgsmål anmodes Domstolen om at tage stilling til, hvorvidt FIFA’s regler om udnyttelse af sportsrettighederne er forenelige med artikel 101 TEUF og 102 TEUF. I disse regler er det nærmere bestemt fastsat, at alle rettigheder i tilknytning til udnyttelsen af internationale fodboldturneringer »oprindeligt« tilhører FIFA og de regionale konføderationer såsom UEFA, der »har enekompetence til at tillade spredning af kampe og begivenheder, som henhører under deres respektive jurisdiktion, herunder på audiovisuelle medier, uden indholdsmæssige, tidsmæssige, stedlige eller retlige begrænsninger«.

a)      Indledende bemærkninger

152. Inden jeg foretager analysen af det fjerde præjudicielle spørgsmål, finder jeg det vigtigt at præcisere visse punkter angående den sammenhæng, hvori disse regler indgår, navnlig henset til visse af den forelæggende rets konstateringer om fortolkningen af disse bestemmelser, samtidig med at jeg erindrer om, at Domstolen ikke har kompetence til at fortolke FIFA’s og UEFA’s vedtægtsbestemmelser, der helt åbenbart ikke er en del af EU-retten.

153. I henhold til artikel 67 og 68 i FIFA’s vedtægter påberåber FIFA sig den eksklusive oprindelige ejendomsret til rettighederne hidrørende fra turneringer under UEFA’s »jurisdiktion«. Det skal noteres, at den omstændighed, at dette udtryk ikke er defineret i FIFA’s vedtægter, giver anledning til en vis forvirring, som de modstridende opfattelser hos ESLC på den ene side og FIFA og UEFA på den anden side vidner om. ESLC har således støttet en (ret bred) bogstavelig fortolkning af udtrykket »jurisdiktion« og anført, at det tager sigte på en fuldstændig (og eksklusiv) tilegnelse af fodboldrettighederne til alle turneringer, der geografisk er placeret på det europæiske kontinent. Heroverfor har FIFA og UEFA i det væsentlige hævdet, at henvisningen til udtrykket »jurisdiktion« skal forstås som retligt og ikke som geografisk, således at det kun vedrører de turneringer, som disse forbund har godkendt i Europa.

154. Kommissionen har anført, at disse bestemmelser skal sammenholdes med artikel 49, stk. 1, i UEFA’s vedtægter, hvori det fastsættes, at UEFA har enekompetence til at organisere internationale turneringer i Europa, hvori forbund og/eller klubber, der er tilknyttet UEFA, deltager. Samlet set kan disse udtryk, som den forelæggende ret i øvrigt synes at hævde, forstås således, at FIFA uden nogen begrænsning har tiltaget sig UEFA’s fulde ejendomsret for så vidt angår de turneringer, der har deltagelse af klubberne i UEFA’s medlemsforbund, hvilket synes at indikere, at denne ejendomsret også omfatter rettighederne i tilknytning til turneringer som ESL.

155. I denne henseende skal det for det første erindres, at artikel 67 og 68 i FIFA’s vedtægter indgår i en særlig sammenhæng, der gælder for visse meget populære sportsgrene, deriblandt fodbold, hvor man finder en mekanisme til centraliseret udnyttelse af rettighederne i tilknytning til de største turneringer.

156. I modsætning til det af ESLC anførte synes arkitekturen bag denne model ikke at hvile på en forpligtelse til at overdrage de rettigheder, der tilhører fodboldklubberne eller arrangørerne af fodboldturneringer, til UEFA mod deres vilje. Tværtimod synes det ud fra en retlig synsvinkel snarere at forholde sig således, at klubberne, der deltager i UEFA’s turneringer, frivilligt har overdraget udnyttelsen af deres sportsrettigheder til UEFA, men fortsat er de endelige reelle indehavere af disse og i denne egenskab er berettigede til at modtage en del af indtægterne fra salget heraf. Den fuldstændige og eksklusive »oprindelige indehavelse«, der er fastsat i de omhandlede artikler, kan konceptuelt kun forstås som værende udtryk for en fælles ejendomsret for UEFA (som arrangør af de europæiske fodboldturneringer) og de professionelle fodboldklubber (som deltagere heri) (75).

157. For det andet er jeg nemlig af den opfattelse, at selv om artikel 67 og 68 i FIFA’s vedtægter indeholder nogle tvetydige formuleringer, der kan fortolkes således, at de ligeledes tager sigte på fodboldturneringer, der organiseres af tredjeparter i Europa, kan disse bestemmelser ikke forstås således, at de gennem obligatorisk overdragelse pålægger en ekspropriering af disse rettigheder til fordel for UEFA, når disse rettigheder hidrører fra en turnering, der organiseres af en tredjepart uden tilknytning til UEFA. Efter min opfattelse kan disse bestemmelser kun vedrøre de kommercielle rettigheder, der hidrører fra turneringer, som organiseres i UEFA’s regi, hvorfor enhver uafhængig turnering, der etableres uden for UEFA’s økosystem, ikke kan undergives disse regler. Et privat organ kan i øvrigt ikke under nogen omstændigheder med sine egne regler regulere adfærden hos andre private organer, der er uafhængige af dette. Arrangørerne af en sådan turnering vil i princippet frit kunne udnytte rettighederne hidrørende fra denne turnering, som de ønsker, uden nogen indblanding fra UEFA.

b)      Bedømmelse

158. Det er uomtvisteligt, at FIFA i sin egenskab af sammenslutning af virksomheder eller af virksomhed, der organiserer og markedsfører internationale fodboldturneringer, udøver en økonomisk aktivitet, der indbefatter immaterielle, kommercielle, tekniske og finansielle investeringer. En sådan aktivitet skal i princippet på den ene side kunne nyde retlig beskyttelse og på den anden side berettige til et vederlag, hvis væsentlige – men ikke eneste – kilde kan være udnyttelsen af sportsrettigheder (spredning, viderespredning mv.) i tilknytning til turneringer.

159. Det fremgår i øvrigt af Kommissionens beslutningspraksis vedrørende denne type aftaler om markedsføring af rettigheder i tilknytning til sportsturneringer, og navnlig dens beslutning om fælles salg af de kommercielle rettigheder til UEFA Champions League, at aftaler, hvorefter disse rettigheder alene tildeles én enkelt enhed, kan begrænse konkurrencen (76) (selv om de kan være undtaget i henhold til artikel 101, stk. 3, TEUF) (77).

160. Selv om det spørgsmål, som den forelæggende ret har stillet, afviger betydeligt fra det spørgsmål, som Kommissionen undersøgte i ovennævnte beslutning – for så vidt som den angivelige konkurrencebegrænsning i den foreliggende sag ikke udelukkende er begrænset til problemstillingen om fælles salg af de kommercielle rettigheder til en bestemt UEFA-turnering, men ligeledes vedrører spørgsmålet om en angivelig »tiltagelse« af rettigheder i tilknytning til andre turneringer, der kan finde sted i Europa, og den omstændighed, at disse regler har til formål eller til følge at fuldende UEFA’s monopol på markedet for organisering og markedsføring af fodboldturneringer – er der en indbyrdes sammenhæng mellem disse to problemstillinger, for så vidt som de vedrører de beføjelser og rettigheder, som FIFA’s vedtægter tillægger UEFA, til at være eneste indehaver af og salgsorgan for de kommercielle rettigheder til fodboldturneringer i Europa.

161. Det skal i denne forbindelse anføres, at den udnyttelse af fodboldrettighederne, som FIFA eller UEFA udøver, i den foreliggende sag er en »afledt« eller »accessorisk« økonomisk aktivitet i forhold til den »grundlæggende« økonomiske aktivitet, der består i organisering og markedsføring af internationale fodboldturneringer, som blev analyseret inden for rammerne af de første to præjudicielle spørgsmål. Den kombinerede analyse af UEFA’s regler synes nemlig at vise, at alle de turneringer, hvori klubber, der er knyttede til dette forbund, deltager, skal være underlagt dette forbunds regler, herunder reglerne for udnyttelse af disse rettigheder. Det følger heraf, at et sådant scenario kan give anledning til en konkurrencebegrænsning, for så vidt som disse regler kan opfattes som (yderligere) hindringer for adgangen til markedet, der er til hinder for etableringen og udviklingen af nye sportsturneringer, og dermed have (i det mindste potentielle) udelukkelsesvirkninger på markedet for organisering og markedsføring af turneringer (ved at bidrage til at lukke markedet til skade for konkurrenter) og på markedet for udnyttelse af sportsrettigheder (ved at pålægge klubber udelukkende at foretage denne udnyttelse i fælles regi for så vidt angår alle disse rettigheder).

162. Selv om en konkurrencebegrænsning kan påvises, skal det undersøges, om denne begrænsning er uadskilleligt forbundet med forfølgelsen af et legitimt mål og står i rimeligt forhold hertil, eller om den konkurrencebegrænsende adfærd opfylder betingelserne for at være omfattet af en individuel undtagelse i henhold til artikel 101, stk. 3, TEUF, eller om den er objektivt begrundet som omhandlet i artikel 102 TEUF.

163. Hvad angår den mulige begrundelse for disse begrænsninger i henhold til teorien om »accessoriske begrænsninger« skal dette spørgsmål i det væsentlige forstås ud fra den analyseramme, der er anført i punkt 93-118 i dette forslag til afgørelse.

164. Hvad nærmere bestemt angår de legitime mål, der forfølges med disse regler, ud over dem i tilknytning til »den europæiske sportsmodel«, der er beskrevet i punkt 30 og 95-98 i dette forslag til afgørelse, forekommer målet om finansiel solidaritet særligt relevant i den foreliggende sag, eftersom en stor del af de fortjenester, der fordeles, synes at stamme direkte fra udnyttelsen af de kommercielle rettigheder til disse turneringer. Jeg vil i denne forbindelse anføre, at artikel 67 og 68 i FIFA’s vedtægter forfølger et legitimt mål, der navnlig er anerkendt af Kommissionen i beslutningen »Fælles salg af de kommercielle rettigheder til UEFA Champions League«, der består i at maksimere indtægterne fra udnyttelsen af sportsrettigheder i tilknytning til turneringer, der organiseres af UEFA, idet disse indtægter i deres helhed anvendes til udviklingen af fodbold generelt og til solidaritet over for klubberne på lavere niveauer i »pyramiden« (78).

165. Med forbehold for de undersøgelser, der skal foretages af den forelæggende ret, synes disse artikler desuden at være forholdsmæssige med henblik på forfølgelsen af et sådant mål, for så vidt som de tillægger FIFA og UEFA den fulde ejendomsret til de omhandlede rettigheder, eftersom denne ordning gør det muligt at undgå de vanskeligheder, som en regelmæssig genforhandling af fordelingen af de pågældende indtægter mellem klubberne ville medføre.

166. I denne forbindelse skal det erindres, at fodbold er kendetegnet ved en indbyrdes afhængighed klubberne imellem, hvorfor en turnerings finansielle succes først og fremmest afhænger af en vis jævnbyrdighed mellem klubberne. Fordelingen af indtægterne fra den kommercielle udnyttelse af rettighederne hidrørende fra sportsturneringer er i overensstemmelse med dette mål om »ligevægt«. Såfremt hver klub frit og ensidigt kunne forhandle alle sine kommercielle rettigheder, herunder dem hidrørende fra dens deltagelse i klubturneringer (f.eks. TV-rettighederne), ville det bringe ligevægten mellem klubberne i fare.

167. Som Domstolen har anført, skal det i øvrigt noteres, at udnyttelsen af de i hovedsagen omhandlede rettigheder er knyttet til en sport, der har en »vigtig[…] [social] rolle« (79). Ud fra denne logik har EU-lovgiver vedtaget en ordning, der bl.a. giver mulighed for, at hver medlemsstat kan kræve en åben spredning af sportsbegivenheder af »væsentlig samfundsmæssig interesse« (80).

168. Jeg er af de samme grunde som dem, der er nævnt i besvarelsen af det femte præjudicielle spørgsmål, af den opfattelse, at det ikke er nødvendigt at tage stilling til, om der måtte foreligge begrundelser for så vidt angår artikel 101 TEUF og 102 TEUF. For fuldstændighedens skyld skal det imidlertid præciseres, at Kommissionen i sin beslutning »Fælles salg af de kommercielle rettigheder til UEFA Champions League« anførte, at en aftale om UEFA’s centraliserede udnyttelse af kommercielle interesser kan fritages individuelt i henhold til artikel 101, stk. 3, TEUF. I denne forbindelse fandt Kommissionen, at forbrugerne med disse regler drager fordel af ligafokuserede medieprodukter fra denne fælleseuropæiske fodboldturnering for klubhold, som sælges via et enkelt salgssted, og som ikke på anden måde vil kunne produceres og distribueres lige så effektivt (81).

169. Henset til ovenstående betragtninger foreslår jeg Domstolen at besvare det fjerde præjudicielle spørgsmål med, at artikel 101 TEUF og 102 TEUF skal fortolkes således, at disse bestemmelser ikke er til hinder for artikel 67 og 68 i FIFA’s vedtægter, for så vidt som begrænsningerne af eneretten til kommerciel udnyttelse af rettighederne vedrørende de turneringer, der organiseres af FIFA og UEFA, fremstår som uadskilleligt forbundne med forfølgelsen af legitime mål, der vedrører sportens særlige karakter, og som forholdsmæssige i forhold til disse. Det tilkommer i øvrigt den forelæggende ret at undersøge, i hvilket omfang de omhandlede artikler kan omfattes af fritagelsen i artikel 101, stk. 3, TEUF, eller om der foreligger en objektiv begrundelse for denne adfærd som omhandlet i artikel 102 TEUF.

6.      Det sjette præjudicielle spørgsmål

170. Med det sjette præjudicielle spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om FIFA’s og UEFA’s regler om forudgående tilladelse til internationale fodboldturneringer og om de professionelle fodboldklubbers og spillernes deltagelse heri er forenelige med EUF-traktatens artikler om de fire grundlæggende økonomiske friheder.

171. I denne henseende er det fast praksis, at forbuddene mod indgreb i de grundlæggende økonomiske friheder, der er sikret ved EUF-traktaten, ikke kun gælder for regler af offentlig oprindelse og mere generelt foranstaltninger, der kan tilregnes medlemsstaterne, men også for regler eller foranstaltninger af privat oprindelse, herunder for regler eller praksis, der stammer fra sportsforbund (82). Det fremgår således af samme praksis fra Domstolen, at selv om det står sportsforbund frit for at fastsætte deres regler, giver deres selvstændighed dem ikke ret til at begrænse udøvelsen af rettigheder, som er tillagt ved EUF-traktaten.

172. Det følger imidlertid af en lige så fast praksis fra Domstolen, at en regulering eller praksis, der stammer fra enheder (som Den Internationale Olympiske Komité) eller (nationale eller internationale) sportsforbund, som udgangspunkt skal anses for at være undtaget fra anvendelsesområdet for EUF-traktatens bestemmelser om de grundlæggende økonomiske friheder, for så vidt som de »udelukkende vedrører sporten« og som sådan ikke har noget med økonomisk virksomhed at gøre (83). Domstolen har imidlertid fremhævet, at denne »sportsundtagelse« må begrænses til, hvad dens formål kræver (84), og har af denne grund hidtil kun anset den for at kunne finde anvendelse, når der har været tale om et meget begrænset antal regler, der vedrører »kernen« i sportsaktiviteter (85). Denne undtagelse kan derfor ikke påberåbes til støtte for at udelukke en hel sportsart fra EUF-traktatens anvendelsesområde. Eftersom kvalificeringen af en foranstaltning som »sportsundtagelse« unddrager den anvendelsesområdet for traktatens bestemmelser og dermed enhver kontrol, skal dette begreb fortolkes restriktivt.

173. Det følger af denne retspraksis, at UEFA’s ordning om forudgående tilladelse på grund af dens karakteristika ikke kan være omfattet af »sportsundtagelsen«. Selv om de »sportslige« aspekter af denne ordning er uomtvistelige, forholder det sig ikke desto mindre således, at den ligeledes (utvivlsomt) har en økonomisk dimension, for så vidt som den kan have indvirkning på de grundlæggende friheder, idet den tillægger UEFA mulighed for at kontrollere og dermed nægte adgang til markedet for organisering af sportsturneringer.

174. Eftersom de omhandlede UEFA-regler er omfattet af anvendelsesområdet for EUF-traktatens bestemmelser om de grundlæggende økonomiske friheder, skal det dels fastslås, hvilke friheder der er berørt, og dels om disse friheder indskrænkes.

175. Det må i denne henseende konstateres, at henset til UEFA’s skønsbeføjelse, der giver dette forbund mulighed for at kontrollere adgangen til markedet på grundlag af kriterier, som det selv har fastsat, kan de regler om forudgående tilladelse og om deltagelse, som forbundet har indført, anses for, for det første, at kunne begrænse artikel 49 TEUF og 56 TEUF vedrørende etableringsfriheden og den frie udveksling af tjenesteydelser for virksomheder, der ønsker at komme ind på markedet for organisering af sportsturneringer. Disse regler kan derfor have negativ indvirkning på muligheden for arrangører af alternative internationale fodboldturneringer såsom ESLC for at gøre brug af tjenesteydelser fra professionelle fodboldklubber, der har ansat disse spillere, som har sikret sig deres tjenesteydelser eller planlægger at gøre det, vel vidende, at de ikke kan gøre det uden FIFA’s og UEFA’s godkendelse af de internationale turneringer, som de planlægger at organisere og markedsføre.

176. For det andet har de omhandlede regler som følge af de udelukkelsessanktioner, der er fastsat i UEFA’s regler, indvirkning på klubbernes mulighed for selv at etablere deres egen turnering (medmindre denne organiseres af en tredjepartsenhed) og for at levere deres tjenesteydelser til en tredjeparts turnering.

177. For det tredje kan FIFA’s og UEFA’s regler om forudgående tilladelse og om deltagelse ligeledes gøre det mindre attraktivt for spillerne at gøre brug af muligheden for bevægelsesfrihed (som omhandlet i artikel 45 TEUF) for at levere deres tjenesteydelser til (eller lade sig ansætte af) professionelle fodboldklubber i andre medlemsstater end den, hvor de er statsborgere, såsom de klubber, der er medlemmer af ESLC, med henblik på at gøre det muligt for disse klubber at deltage i en international turnering, der konkurrerer med de turneringer, som FIFA og UEFA organiserer og markedsfører, såsom ESL. Såfremt spillerne gør det, kan de i øvrigt blive pålagt en udelukkelsessanktion og risikerer mere generelt at lide skade både i forhold til deres professionelle karriere og deres økonomiske aktivitet.

178. For det fjerde synes denne frihed, der er sikret ved artikel 63 TEUF – selv om den frie bevægelighed for kapital kun spiller en accessorisk rolle i forhold til etableringsfriheden og den frie udveksling af tjenesteydelser – ligeledes at være berørt, for så vidt som det fremgår af forelæggelsesafgørelsen og af ESLC’s indlæg, at etableringen og udviklingen af ESLC forudsætter finansiering af betydeligt omfang, der kan bevilges af finansielle institutioner i andre medlemsstater.

179. Det tilkommer den forelæggende ret at undersøge spørgsmålet om den mulige begrundelse for de i sagen omhandlede regler om forudgående tilladelse og om deltagelse og i givet fald, hvorvidt de er passende, sammenhængende og forholdsmæssige. I denne henseende er jeg af den opfattelse, at denne analyse for en stor dels vedkommende vil være sammenfaldende med analysen i forbindelse med de accessoriske begrænsninger (86).

180. Jeg skal her for det første erindre om, at sådanne begrundelser naturligvis kan påberåbes af de sportsforbund, hvis grundlæggende økonomiske friheder som sikret ved EUF-traktaten hindres (87).

181. Hvad for det andet angår mål af almen interesse, der kan begrunde begrænsninger af de grundlæggende økonomiske friheder som følge af regler, der er vedtaget af sportsforbund, henviser jeg til analysen i punkt 93 og 94 i dette forslag til afgørelse. Det skal i øvrigt nævnes, at en række af disse mål allerede er blevet anerkendt af Domstolen. Af særlig relevans i den foreliggende sag synes de mål at være, der er fælles for alle sportsforbundene, såsom målene om at sikre lige vilkår i kampe (88) og en god afvikling af disse ved hjælp af passende regler eller kriterier (89). Målene om at bevare ligevægten mellem klubberne, sikre konkurrence og opretholde en usikkerhed om resultaterne (90), der er særegne for en holdsport som fodbold, forekommer mig ligeledes relevante.

182. Hvad for det tredje angår »proportionalitetstesten« skal det indledningsvis anføres, at Domstolen ikke accepterer lovligheden af ordninger om forudgående tilladelse per se og lægger vægt på at bedømme formålet og forholdsmæssigheden i det konkrete tilfælde, som den forelæggende ret i øvrigt har fremhævet (91). Det fremgår af denne retspraksis, at selv om det tilkommer sportsforbundene at fastsætte passende regler med henblik på at sikre en god afvikling af disse konkurrencer, må disse regler ikke gå ud over, hvad der er nødvendigt for at opfylde det tilstræbte formål (92). Dette er ligeledes blevet bekræftet i en nyere dom fra Domstolen i TopFit-sagen, hvori det blev fastslået, at for at en sådan ordning med forudgående tilladelse kan være begrundet i lyset af bestemmelserne om den frie bevægelighed, må den under alle omstændigheder bygge på objektive kriterier, der ikke er udtryk for forskelsbehandling, og som er kendt på forhånd, således at de lægger en ramme for et sportsforbunds skønsudøvelse, der dermed ikke bliver udtryk for vilkårlighed (93).

183. Det skal nævnes, at disse sager omhandlede regler, hvorefter atleter blev afvist eller fuldstændig udelukket af grunde knyttet til deres nationalitet. Domstolen fandt derfor, at sådanne regler udstedt af sportsforbund førte til forskelsbehandling på grundlag af nationalitet og ifølge selve deres natur var uforholdsmæssige (94).

184. Jeg er af de samme grunde som dem, der er nævnt i punkt 111-117 i dette forslag til afgørelse, af den opfattelse, at ordningen om forudgående tilladelse er begrænset til det, der er nødvendigt for at sikre de legitime mål, som UEFA forfølger.

185. Der er i øvrigt min opfattelse, at proportionalitetskontrollen ikke må se bort fra de åbenbare forskelle i »styrkeforholdet« mellem et sportsforbund og den enkelte spiller (amatør eller professionel) og fodboldklubber, hvoraf nogle er blandt de mest magtfulde på verdensplan, henset til deres støtte fra offentligheden, deres medieeksponering og deres finansiering.

186. Henset til ovenstående betragtninger foreslår jeg Domstolen at besvare det sjette præjudicielle spørgsmål med, at artikel 45 TEUF, 49 TEUF, 56 TEUF og 63 TEUF skal fortolkes således, at disse bestemmelser ikke er til hinder for artikel 22 og artikel 71-73 i FIFA’s vedtægter og artikel 49 og 51 i UEFA’s vedtægter, hvorefter etableringen af en ny paneuropæisk klubturnering i fodbold er undergivet en ordning om forudgående tilladelse, for så vidt som dette krav er passende og nødvendigt med henblik herpå henset til kendetegnene ved den påtænkte turnering.

V.      Forslag til afgørelse

187. Henset til ovenstående betragtninger foreslår jeg, at Domstolen besvarer de af Juzgado de lo Mercantil n.º 17 de Madrid (handelsretten i Madrid, Spanien) forelagte præjudicielle spørgsmål således:

»1)      Artikel 101 TEUF og 102 TEUF skal fortolkes således, at disse bestemmelser ikke er til hinder for artikel 22 og 71-73 i vedtægterne for Fédération internationale de football association (FIFA) og for artikel 49 og 51 i vedtægterne for Union of European Football Associations (UEFA), hvorefter etableringen af en ny paneuropæisk klubturnering i fodbold er undergivet en ordning om forudgående tilladelse, for så vidt som denne ordnings begrænsende virkninger, henset til kendetegnene ved den påtænkte turnering, fremstår som uadskilleligt forbundne med de legitime mål, som UEFA og FIFA forfølger, og som vedrører sportens særlige karakter, og som er forholdsmæssige med henblik på at nå disse mål.

2)      Artikel 101 TEUF og 102 TEUF skal fortolkes således, at disse bestemmelser ikke forbyder FIFA, UEFA, deres medlemsforbund og/eller de nationale ligaer at træffe foranstaltninger, der truer med at pålægge klubber, der er knyttet til disse forbund, sanktioner, såfremt sådanne klubber deltager i et projekt om etablering af en ny paneuropæisk klubturnering i fodbold, der kan skade de mål, der legitimt forfølges af de forbund, som de er medlemmer af. Udelukkelsessanktionerne over for de spillere, der ikke er involveret i det omhandlede projekt, er imidlertid uforholdsmæssige, navnlig for så vidt angår deres udelukkelse fra landsholdene.

3)      Artikel 101 TEUF og 102 TEUF skal fortolkes således, at disse bestemmelser ikke er til hinder for artikel 67 og 68 i FIFA’s vedtægter, for så vidt som begrænsningerne af eneretten til kommerciel udnyttelse af rettighederne vedrørende de turneringer, der organiseres af FIFA og UEFA, fremstår som uadskilleligt forbundne med forfølgelsen af legitime mål, der vedrører sportens særlige karakter, og som forholdsmæssige i forhold til disse. Det tilkommer i øvrigt den forelæggende ret at undersøge, i hvilket omfang de omhandlede artikler kan omfattes af fritagelsen i artikel 101, stk. 3, TEUF, eller om der foreligger en objektiv begrundelse for denne adfærd som omhandlet i artikel 102 TEUF.

4)      Artikel 45 TEUF, 49 TEUF, 56 TEUF og 63 TEUF skal fortolkes således, at disse bestemmelser ikke er til hinder for artikel 22 og 71-73 i FIFA’s vedtægter og artikel 49 og 51 i UEFA’s vedtægter, hvorefter etableringen af en ny paneuropæisk klubturnering i fodbold er undergivet en ordning om forudgående tilladelse, for så vidt som dette krav er passende og nødvendigt med henblik herpå, henset til kendetegnene ved den påtænkte turnering.«

1 –      Originalsprog: fransk.

2 –      C-415/93 (EU:C:1995:293, punkt 56).

3 –      Jf. Europa-Parlamentets beslutning af 23.11.2021 om EU‹s idrætspolitik: vurdering og mulige veje frem (2021/2058(INI)).

4 –      A22 er ifølge det oplyste et selskab, der leverer ydelser i tilknytning til etablering og ledelse af internationale fodboldturneringer, og som ønsker at få adgang til markedet for organisering og markedsføring af disse i forbindelse med etableringen og gennemførelsen af ESL.

5 –      LNFP er ifølge det oplyste et forbund, der er anerkendt ved lov, og som alle professionelle fodboldklubber, der spiller i første og i anden mesterskabsdivision i den nationale liga i Spanien, ifølge lovgivningen skal være medlemmer af.

6 –      RFEF er det nationale fodboldforbund i Spanien.

7 –      Irland, den franske, den ungarske og den rumænske regering har anført, at tvisten efter sin karakter er hypotetisk.

8 –      Den franske, den ungarske, den rumænske og den slovakiske regering har udtrykt tvivl med hensyn til selve indholdet af den præjudicielle anmodning.

9 –      Den slovakiske regering er af den opfattelse, at den præjudicielle anmodning er behæftet med visse processuelle uregelmæssigheder.

10 –      Jf. dom af 15.12.1995, Bosman (C-415/93, EU:C:1995:463, præmis 106).

11 –      Dom af 15.12.1995 (C-415/93, EU:C:1995:463).

12 –      Erklæring nr. 29 om sport, 2.10.1997 (EFT 1997, C 340, s. 136).

13 –      Kommissionens rapport til Det Europæiske Råd med henblik på at bibeholde de nuværende strukturer på sportsområdet og at bevare sportens samfundsmæssige funktion inden for Fællesskabets rammer, 10.12.1999 (Helsinki-rapporten om sport), KOM(1999) 644 endelig udg.

14 –      Denne rapport præciserede, bl.a. i punkt 4.2.1, at »[ved] anvendelsen af traktatens konkurrenceregler på sportssektoren skal der tages hensyn til sportens særlige karakteristika, især den indbyrdes afhængighed mellem idrætsaktiviteter og økonomiske aktiviteter, princippet om lige muligheder og om, at resultaterne ikke er givet på forhånd«.

15 –      Formandskabets konklusioner fra Det Europæiske Råds møde i Nice, 7.-9.12.2000, bilag IV, Erklæring om de særlige forhold, der kendetegner sporten i Europa og dens sociale funktioner, og som der skal tages hensyn til ved gennemførelsen af de fælles politikker, stk. 1.

16 –      Hvidbog om idræt, 11.7.2007, COM(2007) 391 final.

17 –      Dom af 11.4.2000, Deliège (C-51/96 og C-191/97, EU:C:2000:199, præmis 67 og 68).

18 –      Det skal i denne henseende bemærkes, at etableringen af lukkede ligaer (eller »halvåbne«) inden for visse sportsgrene i Europa synes at være begrundet i den omstændighed, at deres popularitet varierer betydeligt medlemsstaterne imellem, hvorfor et konkurrenceformat, der begrænser klubbers deltagelse, synes at være det mest egnede, både ud fra en sportslig synsvinkel (navnlig med henblik på at skabe en konkurrencemæssig ligevægt mellem de forskellige klubber) og ud fra en kommerciel synsvinkel (idet den kommercielle interesse for sådanne begivenheder er mere begrænset).

19 –      Det er tilfældet for de nationale ligaer i de største amerikanske sportsgrene, National Basketball Association (NBA) for basketball, National Football League (NFL) for amerikansk fodbold, Major League Baseball (MLB) for baseball og National Hockey League (NHL) for ishockey.

20 –      Jf. f.eks. projekterne Media Partners og Golden League.

21 –      Jf. bl.a. dom af 12.12.1974, Walrave og Koch (36/74, EU:C:1974:140, præmis 8), og af 25.4.2013, Asociația Accept (C-81/12, EU:C:2013:275, præmis 45 og den deri nævnte retspraksis).

22 –      Jf. i denne retning og analogt dom af 16.3.2010, Olympique Lyonnais (C-325/08, EU:C:2010:143, præmis 40).

23 –      Jf. dom af 1.7.2008 (C-49/07, herefter »MOTOE-dommen«, EU:C:2008:376, præmis 51 og 52).

24 –      Jf. dom af 28.2.2013, Ordem dos Técnicos Oficiais de Contas (C-1/12, herefter »OTOC-dommen«, EU:C:2013:127, præmis 88 og 89).

25 –      MOTOE-dommen, præmis 51 og 52.

26 –      Jf. dom af 14.1.2021, Kilpailu- ja kuluttajavirasto (C-450/19, EU:C:2021:10, præmis 20).

27 –      MOTOE-dommen, præmis 21.

28 –      Jf. generaladvokat Légers forslag til afgørelse Wouters m.fl. (C-309/99, EU:C:2001:390, punkt 62).

29 –      Jf. i denne retning dom af 26.1.2005, Piau mod Kommissionen (T-193/02, EU:T:2005:22, præmis 69).

30 –      Jf. i denne retning dom af 19.2.2002, Wouters m.fl. (C-309/99, EU:C:2002:98, præmis 64).

31 –      Dom af 13.7.2006, Manfredi m.fl. (C-295/04 – C-298/04, EU:C:2006:461, præmis 40).

32 –      Dom af 2.4.2020, Budapest Bank m.fl. (C-228/18, EU:C:2020:265, præmis 33 og den deri nævnte retspraksis).

33 –      Jf. dom af 30.1.2020, Generics (UK) m.fl. (C-307/18, EU:C:2020:52, præmis 67 og den deri nævnte retspraksis).

34 –      Jf. dom af 30.1.2020, Generics (UK) m.fl. (C-307/18, EU:C:2020:52, præmis 68 og den deri nævnte retspraksis).

35 –      Jf. den retspraksis, der er nævnt i punkt 76 i dette forslag til afgørelse.

36 –      Jf. dom af 2.4.2020, Budapest Bank m.fl. (C-228/18, EU:C:2020:265, præmis 52 og den deri nævnte retspraksis).

37 –      Jf. dom af 18.11.2021, Visma Enterprise (C-306/20, EU:C:2021:935, præmis 72 og den deri nævnte retspraksis).

38 –      Jf. punkt 46 og 47 i dette forslag til afgørelse.

39 –      OTOC-dommen, præmis 70-100.

40 –      Jf. bl.a. dom af 11.7.1985, Remia m.fl. mod Kommissionen (42/84, EU:C:1985:327, præmis 19), af 28.1.1986, Pronuptia de Paris (161/84, EU:C:1986:41, præmis 16 og 17), af 15.12.1994, DLG (C-250/92, EU:C:1994:413, præmis 40 og 41), og af 26.11.2015, Maxima Latvija (C-345/14, EU:C:2015:784, præmis 21 og 24).

41 –      Jf. punkt 84 i dette forslag til afgørelse.

42 –      Jf. dom af 18.11.2021, Visma Enterprise, C-306/20, EU:C:2021:935, præmis 71 og den deri nævnte retspraksis.

43 –      Jf. dom af 26.11.2015, Maxima Latvija (C-345/14, EU:C:2015:784, præmis 27).

44 –      Jf. dom af 19.2.2002, Wouters m.fl. (C-309/99, EU:C:2002:98, præmis 97), og af 18.7.2006, Meca-Medina og Majcen mod Kommissionen (C-519/04 P, EU:C:2006:492, præmis 42).

45 –      Jf. i denne retning dom af 25.10.1977, Metro SB-Großmärkte mod Kommissionen (26/76, EU:C:1977:167), og af 28.1.1986, Pronuptia de Paris (161/84, EU:C:1986:41).

46 –      Dette begreb stammer oprindeligt fra anvendelsen af artikel 101 TEUF på aftaler mellem virksomheder, men findes også i lovgivningen om fusioner. Jf. i denne retning artikel 6 i Rådets forordning (EF) nr. 139/2004 af 20.1.2004 om kontrol med fusioner og virksomhedsovertagelser (»EF-fusionsforordningen«) (EUT 2004, L 24, s. 1).

47 –      R. Whish & D. Bailey, Competition Law, Oxford University Press, Oxford, 2021 (10 udg.) s. 139-142, og N. Faull og A. Nikpay, The EU Law of Competition, Third Edition, Oxford University Press, 2014, s. 253-255.

48 –      Dom af 19.2.2002 (C-309/99, EU:C:2002:98, præmis 86-94 og 97-110).

49 –      Dom af 18.7.2006 (C-519/04 P, EU:C:2006:492).

50 –      Jf. dom af 18.7.2013, Consiglio Nazionale dei Geologi (C-136/12, EU:C:2013:489), af 4.9.2014, API m.fl. (C-184/13 – C-187/13, C-194/13, C-195/13 og C-208/13, EU:C:2014:2147), og af 23.11.2017, CHEZ Elektro Bulgaria og FrontEx International (C-427/16 og C-428/16, EU:C:2017:890).

51 –      Dette kriterium blev gentaget i punkt 29 i Kommissionens meddelelse om anvendelsen af artikel 81, stk. 3, EF [nu artikel 101 TEUF] (2004/C 101/08), hvori det anføres, at »[e]n begrænsning har direkte forbindelse med hovedtransaktionen, hvis den er underordnet denne transaktions gennemførelse og uadskilleligt forbundet med den«.

52 –      Jf. navnlig dom af 4.9.2014, API m.fl. (C-184/13 – C-187/13, C-194/13, C-195/13 og C-208/13, EU:C:2014:2147, præmis 37, 41 og 49-57).

53 –      Jf. dom af 15.12.1995, Bosman (C-415/93, EU:C:1995:463, præmis 106).

54 –      Dom af 11.4.2000, Deliège (C-51/96 og C-191/97, EU:C:2000:199, præmis 67 og 68).

55 –      P. Ibáñez Colomo, »Competition Law and Sports Governance: Disentangling a Complex Relationship«, World Competition (2022), nr. 3, bind 45, s. 337 og 338

56 –      Jf. dom af 15.12.1994, DLG (C-250/92, EU:C:1994:413, præmis 40 og 41).

57 –      Jf. punkt 131 i mit forslag til afgørelse C-124/21 P (International Skating Union mod Kommissionen), der er fremsat i dag.

58 –      Jf. MOTOE-dommen, præmis 51, og OTOC-dommen, præmis 88.

59 –      Jf. dom af 15.12.1994, DLG (C-250/92, EU:C:1994:413, præmis 41), og af 18.7.2006, Meca-Medina og Majcen mod Kommissionen, (C-519/04 P, EU:C:2006:492, præmis 47).

60 –      Dom af 25.3.2021, Deutsche Telekom mod Kommissionen (C-152/19 P, EU:C:2021:238, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis).

61 –      Jf. dom af 6.9.2017, Intel mod Kommissionen (C-413/14 P, EU:C:2017:632, præmis 135).

62 –      Jf. dom af 6.9.2017, Intel mod Kommissionen (C-413/14 P, EU:C:2017:632, præmis 138 og 140).

63 –      Jf. dom af 14.2.1978, United Brands og United Brands Continentaal mod Kommissionen (27/76, EU:C:1978:22, præmis 189).

64 –      Jf. generaladvokat Rantos’ forslag til afgørelse Servizio Elettrico Nazionale m.fl. (C-377/20, EU:C:2021:998, punkt 58 og 59).

65 –      Jf. punkt 46 i dette forslag til afgørelse.

66 –      Jf. punkt 85-121 i dette forslag til afgørelse.

67 –      Jf. punkt 46 og 48 i dette forslag til afgørelse.

68 –      Dom af 26.11.1998 (C-7/97, EU:C:1998:569).

69 –      Dom af 26.11.1998, Bronner (C-7/97, EU:C:1998:569, præmis 41).

70 –      Jf. punkt 106-108 i dette forslag til afgørelse.

71 –      Jf. navnlig dom af 27.3.2012, Post Danmark (C-209/10, EU:C:2012:172, præmis 40-42).

72 –      Artikel 101, stk. 3, TEUF tillader nemlig, at bestemmelserne i denne artikels stk. 1 kan erklæres uanvendelige, når aftalen mellem virksomheder bidrager »til at forbedre produktionen eller fordelingen af varerne eller til at fremme den tekniske eller økonomiske udvikling, samtidig med at de sikrer forbrugerne en rimelig andel af fordelen herved«, forudsat at de pågældende virksomheder ikke pålægges »begrænsninger, som ikke er nødvendige for at nå disse mål«.

73 –      Jf. femte betragtning til Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16.12.2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82 (EFT 2003, L 1, s. 1) og denne forordnings artikel 2 samt dom af 11.7.1985, Remia m.fl. mod Kommissionen (42/84, EU:C:1985:327, præmis 45), og af 6.10.2009, GlaxoSmithKline Services m.fl. mod Kommissionen m.fl. (C-501/06 P, C-513/06 P, C-515/06 P og C-519/06 P, EU:C:2009:610, præmis 82 og 83).

74 –      Jf. punkt 17 i dette forslag til afgørelse.

75 –      Jf. i denne retning ligeledes 110., 122. og 123. betragtning til Kommissionens beslutning af 23.7.2003 om en procedure efter EF-traktatens artikel 81 og EØS-aftalens artikel 53 (COMP/C.2-37 398 – Fælles salg af de kommercielle rettigheder til UEFA Champions League) (EUT 2003, L 291, s. 25).

76 –      Jf. 113.-132. betragtning til beslutningen »Fælles salg af de kommercielle rettigheder til UEFA Champions League«.

77 –      Jf. 136.-197. betragtning til beslutningen »Fælles salg af de kommercielle rettigheder til UEFA Champions League«.

78 –      Jf. 131. betragtning til beslutningen »Fælles salg af de kommercielle rettigheder til UEFA Champions League«.

79 –      Jf. dom af 15.12.1995, Bosman (C-415/93, EU:C:1995:463, præmis 106).

80 –      Jf. 18. og 19. betragtning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/36/EF af 30.6.1997 om ændring af Rådets direktiv 89/552/EØF om samordning af visse love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne vedrørende udøvelse af TV-spredningsvirksomhed (EFT 1997, L 202, s. 60).

81 –      Jf. 136.-196. betragtning til »Fælles salg af de kommercielle rettigheder til UEFA Champions League«.

82 –      Jf. dom af 13.6.2019, TopFit og Biffi-dommen (C-22/18, EU:C:2019:497, præmis 39 og den deri nævnte retspraksis).

83 –      Dom af 11.4.2000, Deliège (C-51/96 og C-191/97, EU:C:2000:199, præmis 43, 44, 64 og 69 og den deri nævnte retspraksis).

84 –      Jf. dom af 8.5.2003, Deutscher Handballbund (C-438/00 (EU:C:2003:255, præmis 54-56 og den deri nævnte retspraksis).

85 –      Det fremgår af nævnte retspraksis, at denne undtagelse hovedsageligt gælder for regulering eller praksis, der er begrundet i »ikke-økonomiske« hensyn, som følge af visse kampes særlige karakter eller sportsholds sammensætning.

86 –      Jf. punkt 95-99 og 101-110 i dette forslag til afgørelse.

87 –      Jf. dom af 15.12.1995, Bosman (C-415/93, EU:C:1995:463, præmis 86).

88 –      Jf. i denne retning dom af 13.4.2000, Lehtonen og Castors Braine (C-176/96, EU:C:2000:201, præmis 53).

89 –      Jf. i denne retning dom af 13.6.2019, TopFit og Biffi (C-22/18, EU:C:2019:497, præmis 60 og den deri nævnte retspraksis).

90 –      Jf. i denne retning dom af 15.12.1995, Bosman (C-415/93, EU:C:1995:463, præmis 106).

91 –      Jf. dom af 22.1.2002, Canal Satélite Digital (C-390/99, EU:C:2002:34).

92 –      Jf. dom af 13.6.2019, TopFit og Biffi (C-22/18, EU:C:2019:497, præmis 60 og den deri nævnte retspraksis).

93 –      Jf. dom af 13.6.2019, TopFit og Biffi (C-22/18, EU:C:2019:497, præmis 65).

94 –      Dom af 13.6.2019, TopFit og Biffi (C-22/18, EU:C:2019:497, præmis 66).