FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

SIEGBERT ALBER

fremsat den 28. september 2000 (1)

Sag C-184/99

Rudy Grzelczyk

mod

Centre Public d'Aide Sociale Ottignies/Louvain-la-Neuve

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunal du travail Nivelles (Anden Afdeling) Belgien)

»EF-traktatens artikel 6, 8 og 8 A (efter ændring nu artikel 12 EF, 17 EF og 18 EF) - Rådets forordning (EØF) nr. 1612/68 - arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Fællesskabet - Rådets direktiv 93/96/EØF - opholdsret for studerende - national lovgivning, der garanterer statens egne statsborgere samt personer, der er berettigede i medfør af forordning nr. 1612/68, en ydelse til sikring af et eksistensminimum (minimex) - udenlandsk studerende, der i sine første studieår har forsørget sig selv«

I - Indledning

1.

    Den foreliggende sag, hvorunder Tribunal du travail Nivelles (herefter »den forelæggende ret«) har fremsat en præjudiciel anmodning, angår spørgsmålet, om en fællesskabsborger, som ikke er belgisk statsborger, men som studerer i Belgien, kan påberåbe sig fællesskabsretten, navnlig bestemmelserne om unionsborgerskab og ligebehandlingsprincippet, for i henhold til belgisk ret at kunne kræve ydelser til sikring af et eksistensminimum.

II - Sagens faktiske omstændigheder og retsforhandlinger

2.

    Sagsøgeren i hovedsagen (herefter »sagsøgeren«) er fransk statsborger. Han er født den 9. december 1974. Han boede i Frankrig indtil sin studentereksamen. Han påbegyndte derefter idrætsstudier ved Université catholique de Louvain (Louvain-la-Neuve) og har siden da boet i den belgiske kommune Ottignies-Louvain-la-Neuve.

3.

    I de første tre studieår betalte han selv udgifterne til sit underhold, sin bolig og sine studier ved forskellige jobs, og idet han fik nedsat sine studieafgifter. I starten af sit fjerde og sidste studieår - hvor han ikke havde studenterarbejde - ansøgte han Centre public d'aide sociale i Ottignies-Louvain-la-Neuve, der er sagsøgt i hovedsagen (herefter »CPAS«) om at få tildelt en ydelse til sikring af et eksistensminimum (minimex). Sagsøgeren oplyste, at hans forældre bor i Frankrig, og at de ikke er i stand til at finansiere hans studier, idet hans far er arbejdsløs og hans mor alvorligt syg.

4.

    Den pågældende socialarbejder i CPAS noterede på sagen, at sagsøgeren havde arbejdet hårdt for at betale for sine studier, men at han havde ansøgt om hjælp fra CPAS, fordi dette sidste studieår havde været vanskeligere end de forrige som følge af en skriftlig afhandling (Mémoire) og praktik.

5.

    Ved afgørelse af 16. oktober 1998 tildelte CPAS i Ottignies-Louvain-la-Neuve sagsøgeren eksistensminimumsydelsen for tiden fra den 5. oktober 1998 til den 30. juni 1999.

6.

    Ved afgørelse af 29. januar 1999 ophævede CPAS med virkning fra den 1. januar 1999 den tildelte ydelse under henvisning til, at »den pågældende er EØF-statsborger, som er indskrevet som studerende«. Sagsøgeren har indbragt denne afgørelse for domstolene.

7.

    Under sagen for Domstolen har sagsøgte, den belgiske, den danske, den franske, den portugisiske og Det Forenede Kongeriges regeringer samt Rådet og Kommissionen afgivet indlæg. Jeg skal i det følgende behandle disse nærmere.

III - Relevante retsregler

1) Fællesskabsretlige bestemmelser

a) EF-traktaten

8.

    EF-traktatens artikel 6, stk.1 (efter ændring nu artikel 12, stk.1, EF), bestemmer:

»Inden for denne traktats anvendelsesområde og med forbehold af dennes særlige bestemmelser er al forskelsbehandling, der udøves på grundlag af nationalitet, forbudt.«

9.

    EF-traktatens artikel 8 (efter ændring nu artikel 17 EF) lyder:

»1. Der indføres et unionsborgerskab. Unionsborgerskab har enhver, der er statsborger i en medlemsstat.

2. Unionsborgerne har de rettigheder og er underkastet de pligter, der er indeholdt i denne traktat.«

0.

    EF-traktatens artikel 8 A (efter ændring nu artikel 18 EF) fastsætter:

»1. Enhver unionsborger har ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område med de begrænsninger og på de betingelser, der er fastsat i denne traktat og i gennemførelsesbestemmelserne hertil.

2. [...]«

1.

    Følgende er ligeledes relevante for den foreliggende sag:

b)    Rådets forordning (EØF) nr. 1612/68 af 15. oktober 1968 om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Fællesskabet (2)

c)    Rådets direktiv 93/96/EØF af 29. oktober 1993 om opholdsret for studerende (3).

2) De belgiske retsregler

a) Lov af 7. august 1974

2.

    Artikel 1 i lov af 7. august 1974 om sikring af et eksistensminimum bestemmer:

»1) Enhver belgisk statsborger, som har nået myndighedsalderen, har fast bopæl i Belgien og ikke råder over tilstrækkelige midler til sit underhold, og som ikke ved egen indsats eller på anden måde kan skaffe sig sådanne, har ret til ydelser til sikring af et eksistensminimum.

Kongen fastsætter, hvad der nærmere skal forstås ved fast bopæl.

Samme ret tildeles personer under myndighedsalderen, som har opnået myndighed ved ægteskab, samt enlige med forsørgerpligt over for et eller flere børn.

2) Kongen kan ved bekendtgørelse vedtaget i et ministermøde udvide anvendelsesområdet for nærværende lov til også at omfatte andre umyndige personer samt personer, som ikke er belgiske statsborgere.«

b) Kongelig bekendtgørelse af 27. marts 1987

3.

    Den ret, der tildeles i henhold til denne bestemmelse, er således efter belgisk ret et krav på en garanteret indtægt, som henhører under de ikke-bidragspligtige sociale ydelsesordninger.

4.

    Det bestemmes i artikel 1 i kongelig bekendtgørelse af 27. marts 1987 om udvidelse af anvendelsesområdet for lov af 7. august 1974 om sikring af et eksistensminimum til personer, som ikke er belgiske statsborgere:

»Anvendelsesområdet for lov af 7. august 1974 om sikring af et eksistensminimum udvides til at omfatte følgende personer:

1)    Personer omfattet af Rådets forordning (EØF) nr. 1612/68 af 15. oktober 1968 om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Fællesskabet.

2)-3)    [...]«

c) Kongelig bekendtgørelse af 8. oktober 1981

5.

    Artikel 55, stk.1, i kongelig bekendtgørelse af 8. oktober 1981 til gennemførelse af lov af 15. december 1980 om udlændinges indrejse på, ophold på og etablering i samt udvisning fra statens område bestemmer navnlig:

6.

    En fællesskabsborger, der indrejser i Belgien som studerende, har ret til ophold i mere end tre måneder, såfremt følgende betingelser er opfyldt:

1.    Den pågældende skal være indskrevet ved en læreanstalt, der enten drives af det offentlige eller er anerkendt eller modtager tilskud, med henblik på hovedsagelig at følge en erhvervsuddannelse.

2.    Den pågældende skal afgive en erklæring om eller på anden måde forsikre, at han råder over tilstrækkelige midler, således at han ikke vil falde det offentlige til byrde.

3.    Den pågældende skal være omfattet af en sygeforsikring, der dækker samtlige risici i Belgien.

7.

    Artikel 55, stk.3, første punktum, bestemmer navnlig:

Inden tre måneder fra indgivelse af en ansøgning om opholdstilladelse skal fællesskabsborgeren godtgøre, at han opfylder de i stk.1 fastsatte betingelser.

8.

    Artikel 55, stk.4, bestemmer navnlig:

En opholdstilladelse, der meddeles en statsborger fra en af EF‘s medlemsstater, er gyldig i uddannelsesperioden, dog højst i et år. Tilladelsen kan forlænges med samme periode, såfremt fællesskabsborgeren fortsat opfylder de i stk.1 fastsatte betingelser.

Opholdstilladelsens gyldighed kan ophæves eller en forlængelse heraf kan nægtes af ministeren eller en af ham bemyndiget person, og det kan i påkommende tilfælde pålægges fællesskabsborgeren at udrejse af landet, såfremt det konstateres:

1.     Fællesskabsborgeren opfylder ikke længere betingelserne i stk.1, nr. 1 og 3.

2.     Fællesskabsborgeren (eller dennes familiemedlemmer [...]) har opnået økonomisk støtte fra CPAS på et samlet beløb, der beregnet på grundlag af en 12-måneders periode forud for den måned, i hvilken opholdet blev afbrudt, på mere end tre gange det månedlige eksistensminimumsbeløb (beregnet ifølge lov af 7.8.1974 [...]), og støtten ikke er blevet tilbagebetalt inden for seks måneder efter, at den sidste månedlige støtteudbetaling har fundet sted.

IV - Den præjudicielle anmodning

9.

    Den forelæggende ret nærer tvivl om, hvorvidt de anførte nationale retsforskrifter er forenelige med fællesskabsretten, navnlig med traktatens artikel 6 og 8, for så vidt som disse bestemmelser fastslår princippet om forbud mod forskelsbehandling på grundlag af nationalitet, unionsborgerskab og anerkendelse af de unionsborgerrettigheder, der følger af traktaten.

10.

    Den forelæggende ret bygger på følgende forudsætninger:

-    Domstolen fastslog i Hoeckx- (4) og Scrivner-dommene (5), at det i belgisk ret fastsatte eksistensminimum var omfattet af begrebet »social fordel« i Rådets forordning nr. 1612/68 (6), hvorfor en medlemsstat, hvori der gælder en sådan ordning, ikke fra denne kan udelukke vandrende arbejdstagere med statsborgerskab i en anden medlemsstat, som har bopæl på den førstnævnte stats område.

-    I forbindelse med ikrafttrædelsen af Maastricht-traktaten blev de rettigheder, der var indeholdt i traktaten, udvidet til at omfatte samtlige unionsborgere og var dermed ikke begrænset til »arbejdstagere« alene.

-     Domstolen udtalte bl.a. i Martínez Sala-dommen (7), at en unionsborger, der lovligt har bopæl i den pågældende værtsmedlemsstat, kan støtte ret på traktatens artikel 6 i alle de tilfælde, der er omfattet af fællesskabsrettens materielle anvendelsesområde.

11.

    Den forelæggende ret ønsker derfor oplyst, om de principper, der er fastsat i traktatens artikel 6 og 8, skal fortolkes således, at de er til hinder for en national lovgivning, der begrænser retten til sociale ydelser i henhold til en ikke-bidragspligtig ordning såsom sikring af eksistensminimum til statsborgere fra en anden medlemsstat, der er omfattet af forordning nr. 1612/68, og om det heraf følger, at retten til sådanne ydelser skal udvides til samtlige unionsborgere.

12.

    Såfremt disse spørgsmål må besvares benægtende, opstår der et yderligere spørgsmål, som den nationale ret subsidiært har forelagt Domstolen. Da den foreliggende sag vedrører en studerende, henvises til Rådets direktiv 93/96 (8) om opholdsret for studerende. Ifølge direktivets artikel 1 giver medlemsstaterne opholdsret til studerende, der har afgivet en erklæring eller på anden tilsvarende måde efter eget valg har forsikret den ansvarlige nationale myndighed om, at vedkommende råder over sådanne midler, at han eller hans familie under opholdet ikke vil falde værtsmedlemsstatens sociale system til byrde.

V - De præjudicielle spørgsmål

13.

    Den forelæggende ret spørger derfor, hvorledes en situation som den foreliggende skal bedømmes, hvor det, efter at der er indrømmet opholdsret, viser sig, at den studerende, på trods af sin erklæring ikke er i stand til at sørge for sit underhold. Tillader bestemmelserne i fællesskabsretten, at en studerende, der harfået opholdsret, senere kan udelukkes fra retten til ydelser fra en ikke-bidragspligtig socialsikringsordning, såsom sikring af eksistensminimum, der skal udredes af værtsmedlemsstaten? I bekræftende fald skal der endvidere tages stilling til, om bestemmelserne skal fortolkes således, at denne udelukkelse er generel og endelig, dvs. at kravet under ingen omstændigheder kan anerkendes, selv hvis den pågældende var i god tro eller såfremt der foreligger nye omstændigheder eller i tilfælde af omstændigheder, som den studerende ikke selv har ansvar for.

14.

    Den forelæggende ret har følgelig forelagt Domstolen følgende spørgsmål til præjudiciel afgørelse:

1)    Er fællesskabsretten - nærmere bestemt princippet om unionsborgerskab og princippet om forbud mod forskelsbehandling i traktatens artikel 6 og 8 - til hinder for, at retten til en social ydelse i henhold til en ikke-bidragspligtig ordning som den, der er indført ved lov af 7. august 1974 om sikring af et eksistensminimum, begrænses til de EF-statsborgere, som er omfattet af forordning (EØF) nr. 1612/68 af 15. oktober 1968, og således ikke omfatter samtlige unionsborgere?

2)    Subsidiært spørges: Skal EF-traktatens artikel 6 og 8 A samt Rådets direktiv 93/96/EF af 29. oktober 1993 om opholdsret for studerende fortolkes således, at en studerende, der har fået opholdstilladelse, kan udelukkes fra retten til ydelser fra en ikke-bidragspligtig social sikringsordning, såsom ordningen til sikring af et eksistensminimum, der skal udredes af værtsmedlemsstaten, og i bekræftende fald således, at denne udelukkelse er generel og endelig?

VI - Parternes argumentation

15.

    Sagsøgeren i hovedsagen gjorde ingen anbringender gældende under hovedsagen.

1) Sagsøgte

16.

    Sagsøgte har yderligere oplyst, at man efter bevillingsafgørelsen af 16. oktober 1998 forelagde sagen for det kompetente ministerium med henblik på at opnå refusion af det støttebeløb, der var blevet tilkendt. Ministeriet afslog imidlertid at dække beløbet under henvisning til, at sagsøgeren som studerende fra en EF-medlemsstat ikke var berettiget til eksistensminimumsydelsen. Derefter gennemgik sagsøgte på ny sagen og krævede støtten tilbagebetalt. Samtidig tilkendte myndigheden sagsøgeren socialhjælp, der ikke skulle tilbagebetales, med 7 000 BEF pr. måned for perioden 1. januar 1999 til 30. juni 1999, dvs. i den resterende studietid. Myndighedens afvisning af at yde eksistensminimumsydelsen skyldtes den belgiske stats holdning.

17.

    Med hensyn til det første spørgsmål er det sagsøgtes opfattelse, at traktatens artikel 6 og 8 ikke på fællesskabsrettens nuværende udviklingstrin kan fortolkes således, at en unionsborger kan gøre krav på en social ydelse af denne art. Den belgiske lovgivning er derfor i overensstemmelse med traktatens artikel 6 og 8 A. Artikel 8 A fastsætter, at enhver unionsborger har ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område »med de begrænsninger og på de betingelser, der er fastsat i denne traktat og i gennemførelsesbestemmelserne hertil«. Denne formulering indebærer, at bestemmelsen ikke kan tillægges direkte virkning, og at gennemførelsen skal ske med respekt af de begrænsninger, der følger af traktaten og af afledet ret. En af disse begrænsninger følger af direktiv 90/364/EØF (9), 90/365/EØF (10) og henholdsvis direktiv 90/366/EØF (11) og 93/96. De tre direktiver opstiller betingelser for og begrænser den frie bevægelighed med kravet om, at vedkommende skal godtgøre, at han råder over tilstrækkelige midler og er socialforsikret. Det fremgår såvel af artikel 1 som af betragtningerne til direktivet, at den berørte »ikke [må] falde værtsmedlemsstatens sociale system til byrde« (12). Personer, der er omfattet af en »generel opholdsret« (droit de séjour généralisé), kan således ikke gøre samme krav gældende som vandrende arbejdstagere og deres familiemedlemmer, da den økonomiske modydelse, som arbejdstagere præsterer, ikke foreligger for deres vedkommende.

18.

    For så vidt angår Martínez Sala-dommen (13), som den forelæggende ret har henvist til, har sagsøgte anført, at der herved er tale om en principielt forskellig situation, således at de i denne dom udviklede principper ikke kan overføres på den foreliggende sag. Sagsøgeren, der havde opholdt sig i Belgien i fire år udelukkende af studiemæssige hensyn, henhører ikke under anvendelsesområdet for reglerne vedrørende arbejdstagere.

19.

    Med hensyn til det andet spørgsmål er det sagsøgtes opfattelse, at sagsøgeren i hele opholdsperioden som student er udelukket fra ikke-bidragspligtige sociale ydelser. Direktivets formulering »under opholdet« indebærer, at betingelsen om, at den studerende skal råde over tilstrækkelige midler, gælder i hele opholdsperioden.

20.

    Den belgiske lovgiver har gennemført direktivet i denne ånd ved udstedelsen af artikel 55 i kongelig bekendtgørelse af 8. oktober 1981, hvorefter denkompetente minister kan beslutte, at opholdet afbrydes ved en beslutning om udvisning, såfremt en af betingelserne ikke længere er opfyldt, nemlig betingelsen i stk.1, nr. 2, hvori det er bestemt, at opholdsretten kan tilbagekaldes, såfremt den studerende inden for en tolvmåneders periode har modtaget støtte svarende til tre måneders eksistensminimumsydelse.

21.

    Sagsøgeren havde endelig den 21. januar 1999 erklæret, at han rådede over tilstrækkelige midler, uanset at han i virkeligheden ikke længere havde midler til rådighed og havde ansøgt om støtte fra CPAS. Sagsøgeren havde således handlet i ond tro.

2) Den belgiske regering

22.

    Den belgiske regering har om sagens faktiske omstændigheder yderligere oplyst, at sagsøgeren først havde ansøgt om opholdstilladelse den 25. oktober 1998, og at denne var blevet meddelt ham den 21. januar 1999. Sagsøgeren havde således forud herfor ikke haft lovligt ophold i Belgien. Den 21. januar 1999 havde sagsøgeren ligeledes ansøgt om en opholdsattest som studerende og havde ved denne lejlighed afgivet en erklæring om, at han havde tilstrækkelige midler til sin rådighed.

23.

    CPAS havde endvidere ikke indgivet en formel ansøgning om refusion af den tildelte ydelse til det kompetente ministerium. Der foreligger følgelig heller ikke noget afslag.

24.

    Den belgiske regering har om de relevante belgiske retsforskrifter nærmere anført, at det herefter kræves, at en ansøger om eksistensminimumsydelsen skal godtgøre sit behov. I denne forbindelse skal han navnlig bevise sin arbejdsvillighed. Der kan dispenseres fra dette krav af billigheds- eller helbredsgrunde. Det anerkendes i en del af retspraksis som en sådan billighedsgrund, at en ansøger er studerende.

25.

    Den belgiske regering har om ydelsens art anført, at der herved er tale om en social ydelse, der kun ydes som sidste udvej. Forinden skal alle andre underholds- og socialretlige kilder være udtømt. Kun studerende, der opfylder disse betingelser, kan få tildelt denne ydelse.

26.

    Med hensyn til den præjudicielle anmodning har den belgiske regering anført, at ligebehandlingsprincippet finder anvendelse på faktiske omstændigheder, der er omfattet af traktatens anvendelsesområde. Det følger således af Domstolens praksis, at der uden forskel skal ydes adgang til erhvervsuddannelse. Anderledesforholder det sig med hensyn til underholdsydelser (14). Denne vurdering ligger også til grund for direktiv 93/96. Den omtvistede ydelse er derimod et socialpolitisk instrument, der ikke vedrører erhvervsuddannelse og således ikke er omfattet af anvendelsesområdet for traktatens artikel 6.

27.

    Eksistensminimumsydelsen er et socialt gode, der kan tilkendes en vandrende arbejdstager, men ikke en »vandrende studerende« (étudiant migrant), som ikke kan anses for arbejdstager. I øvrigt er opholdsretten ej heller ifølge Maastricht-traktaten en absolut ret. Den begrænses og betinges af bestemmelserne i traktaten og afledet ret. Den forelæggende rets første spørgsmål skal herefter besvares således, at der til en opholdsret lovligt kan knyttes betingelser, som skal varetage medlemsstatens legitime interesser, f.eks. krav om tilstrækkelige midler til underhold og sygeforsikring.

28.

    For så vidt angår det andet spørgsmål, der er forelagt af den nationale ret, er det den belgiske regerings opfattelse, at fællesskabsstuderende under deres ophold som studerende generelt er udelukket fra ikke-bidragspligtige sociale ydelser. Ifølge artikel 2 i direktiv 93/96 kan opholdsretten begrænses til uddannelsens varighed. Direktivets artikel 3 forudsætter, at der ikke haves krav på uddannelsesstøtte fra værtsmedlemsstaten. Ifølge direktivets artikel 4 gælder opholdsretten, så længe indehavere af denne ret opfylder betingelserne i artikel 1. Omvendt må det antages, at opholdsretten ophører, såfremt den studerende bebyrder værtsmedlemsstatens sociale system. Direktivets gennemførelse ved artikel 55 i kongelig bekendtgørelse af 8. oktober 1981 respekterer disse principper.

29.

    Subsidiært gøres det af den belgiske regering gældende, at en social ydelse som eksistensminimumsydelsen ifølge forordning nr. 1612/68 kun kan ydes til en studerende fra en medlemsstat, såfremt betingelserne heri er opfyldt. Ifølge direktiv 93/96 indrømmes der opholdsret for studerende, som ikke har denne ret på grundlag af en anden fællesskabsretlig bestemmelse (15). Det tilkommer den nationale ret at undersøge, om sagsøgeren er arbejdstager i fællesskabsretlig forstand. Sagsøgeren har ifølge oplysningerne hos den belgiske regering kun haft midlertidige studenterjobs. Under disse omstændigheder kan han vel kun vanskeligt anses for arbejdstager. Den kontinuitet mellem arbejde og studium, der forelå i Lair-sagen (16), er ikke til stede i den foreliggende sag. Der er ikke tale om et studium, som øger arbejdstagerens chancer på arbejdsmarkedet inden for sit erhverv.

30.

    Såfremt Domstolen derimod måtte fastslå, at en studerende fra en EF-medlemsstat som sådan har krav på sociale ydelser på samme betingelser som studerende, der er statsborgere i denne medlemsstat, begærer den belgiske regering, at dommens virkninger begrænses tidsmæssigt dels af retssikkerhedsmæssige hensyn, dels for at undgå, at finansieringen af sociale ydelser undergraves.

31.

    Mest subsidiært gør den belgiske regering endelig gældende, at et krav på ligebehandling ikke kan række videre end det krav, som en af statens egne studerende har på eksistensminimumsydelsen. En fællesskabsstuderende skal i hvert fald opfylde samme strenge betingelser for ydelsen som en af medlemsstatens egne studerende.

3) Den danske regering

32.

    Det er den danske regerings opfattelse, at ydelser til sikring af eksistensminimum i henhold til belgisk ret er en social fordel i den i artikel 7, stk.2, i forordning nr. 1612/68 (17) forudsatte betydning, hvorefter arbejdstagere uden forskel har krav på denne. Det er imidlertid ikke oplyst i forelæggelseskendelsen, om sagsøgeren er arbejdstager. Som studerende vil han ikke kunne gøre krav på ydelser i henhold til forordning nr. 1612/68. Hverken traktatens artikel 6 eller 8 fører til noget andet resultat. Amsterdam-traktaten har ikke ændret derved. Unionsborgerskabet har ikke medført nye rettigheder. Det følger af bestemmelsernes ordlyd, at de ikke har selvstændig betydning (18). Det danske regering understreger, at den er uenig i den forelæggende rets konstatering af, at Maastricht-traktaten har udvidet de rettigheder, der var indeholdt i traktaten, til at omfatte samtlige unionsborgere.

33.

    Med hensyn til det andet spørgsmål gør den danske regering gældende, at direktiv 93/96 forudsætter, at studerende råder over tilstrækkelige midler. Opholdsretten gælder kun i så tilfælde. Retten bortfalder, når den studerende ikke længere råder over tilstrækkelige midler. Dette fremgår af sjette betragtning til direktivet samt af dets artikel 1. Tilstrækkelige midler er derfor en betingelse for opholdsretten.

34.

    Det er i øvrigt ikke oplyst, om sagsøgeren har lovligt ophold i Belgien i den i Martínez Sala-dommen forudsatte betydning (19). Den foreliggende sag er i øvrigt heller ikke sammenlignelig med Martínez Sala-sagen.

35.

    Selv om sagsøgeren må anses for omfattet af traktatens personelle anvendelsesområde, omfatter dette ikke sikring af et eksistensminimum. Det ville her fungere som en uddannelsesstøtte til studerende, der efter Domstolens praksis ikke er omfattet af ligebehandlingsprincippet med hensyn til adgang til erhvervsuddannelse. Heller ikke artikel 8 A ændrer ved studerendes retsstilling. Dette følger allerede af den begrænsning, som fremgår af bestemmelsens ordlyd. Den medfører derfor ikke nogen selvstændig rettighed. Artikel 6 og 8 A samt direktiv 93/96 er følgelig ikke til hinder for, at en studerende kan udelukkes fra retten til den omtvistede sociale ydelse.

4) Den franske regering

36.

    Den franske regering har for så vidt angår det første spørgsmål gjort gældende, at artikel 7, stk.2, i forordning nr. 1612/68 er en særlig udformning af princippet om ligebehandling af vandrende arbejdstagere og deres familiemedlemmer i EF-traktatens artikel 48 (nu artikel 39 EF). Spørgsmålet er herefter, om ligebehandlingsprincippet skal udvides til at omfatte alle unionsborgere for så vidt angår sociale og skattemæssige fordele. Dette ville være ensbetydende med en generel ligebehandling af fællesskabsborgere og statens egne statsborgere.

37.

    Herimod taler, at en så omfattende ligebehandling kun er vanskeligt forenelig med de rettigheder, der følger af statsborgerskab. Den franske regering henviser endvidere til det forbehold, der er indeholdt i traktatens artikel 8 A, og som indholdsmæssigt har fundet udtryk i direktiv 90/364 (20), 90/365 (21) og 93/96 (22). Direktiv 93/96, som det var affattet ved direktiv 90/366, blev endvidere annulleret af Domstolen på grund af forkert hjemmel (23). Direktiv 93/96 har således hjemmel i EF-traktatens artikel 7 A, stk.2 (efter ændring nu artikel 14, stk.2, EF), der definerer det indre marked under henvisning til traktatens bestemmelser. Dette indebærer ikke en absolut ligebehandling. Ifølge den franske regering kan sagsøgeren i hovedsagen ikke påberåbe sig ligebehandling som omhandlet i forordning nr. 1612/68.

38.

    Med henblik på besvarelsen af det andet spørgsmål henviser den franske regering til artikel 1 i direktiv 93/96. Bestemmelsen foreskriver en betinget opholdsret, som den, der allerede fandtes ifølge dommene i sagerne Gravier (24), Blaizot (25) og Brown (26). Fællesskabsretten tager imidlertid ikke stilling til, hvorledes det forholder sig, når den oprindelige situation for en studerende i en anden medlemsstat forværres under opholdet, hvilket er tilfældet i hovedsagen. Det er derfor medlemsstaternes opgave at løse dette problem, som det også er sket i den sag, hovedsagen angår. Der kan ikke i henhold til traktatens artikel 6 og 8 samt direktiv 93/96 gøres krav gældende på en ikke-bidragspligtig social ydelse til en studerende.

5) Den portugisiske regering

39.

    Den portugisiske regering behandler indledningsvis nøje det spørgsmål, om eksistensminimumsydelsen ifølge belgisk ret er en social fordel som omhandlet i artikel 7, stk.2, i forordning nr. 1612/68, hvilket ifølge regeringen bør antages. Den går derefter ind på spørgsmålet, om sagsøgeren oprindelig var omfattet af arbejdstagerbegrebet, og om dette i givet fald fortsat er tilfældet. Det relevante arbejdstagerbegreb i fællesskabsretten afhænger af det pågældende retsområde. Den portugisiske regering lægger det arbejdstagerbegreb til grund, der er blevet defineret i dommene i sagerne Lawrie-Blum (27), Lair (28), Raulin (29) og Martínez Sala (30).

40.

    Da det efter den portugisiske regerings opfattelse ikke er tilstrækkeligt klart, om sagsøgeren helt havde ophørt med den erhvervsmæssige beskæftigelse i sit fjerde studieår, går den ud fra den arbejdshypotese, at sagsøgeren har opgivet sin beskæftigelse for at kvalificere sig erhvervsmæssigt. Fællesskabsretten indeholder ganske vist ikke noget klart svar på spørgsmålet, om arbejdstagerbegrebet opretholdes i dette tilfælde. Noget peger imidlertid i retning af, at spørgsmålet skal besvares bekræftende. Den portugisiske regering henviser til dommen i Lair-sagen (31), hvorefter arbejdstagerbegrebet ikke ubetinget afhænger af, at arbejdsforholdet fortsat består. Såfremt sagsøgeren var arbejdstager igennem tre år, må han fortsat tillægges denne kvalitet, da der i modsat fald ville blive tale om enforskelsbehandling i forhold til arbejdsløse arbejdstagere, som ifølge forordning nr. 1612/68 (32) nyder samme sociale fordele som statens egne arbejdstagere. Dommen i Lair-sagen må i øvrigt fortolkes i denne retning.

41.

    For så vidt angår kriteriet om kontinuitet mellem erhvervsmæssig beskæftigelse og studium har den portugisiske regering behandlet to alternativer: Såfremt der indholdsmæssigt foreligger kontinuitet, er kravet på den omtvistede sociale fordel begrundet. Såfremt der derimod ikke kan konstateres at foreligge kontinuitet og såfremt sagsøgeren gennem sit studium har erhvervet kvalifikationer inden for en anden erhvervsgren, skal han imidlertid fortsat anses for arbejdstager under henvisning til Lair-dommen (33), hvorefter kriteriet kontinuitet ikke kræves opfyldt, såfremt arbejdstageren ufrivilligt er blevet ramt af arbejdsløshed, og arbejdsmarkedet kræver en erhvervsmæssig omskoling.

42.

    Under disse betingelser vil en yderligere undersøgelse af unionsborgerskabet være rent akademisk. Den portugisiske regering har i den forbindelse gjort gældende, at den frie bevægelighed for personer er forankret i EØF-traktaten som en økonomisk faktor. Direktiverne om opholdsret (34) har udvidet anvendelsesområdet for denne rettighed. Opholdsretten er alene knyttet til nogle økonomiske betingelser, såsom tilstrækkelige økonomiske midler. Ved Maastricht-traktaten har opholdsretten gennemgået en yderligere udvikling. Opholdsretten har via traktatens artikel 8 A medført en kvalitativ ændring af fællesskabsborgerens EF-status. Unionsborgerskabet vinder i betydning i forhold til den rent økonomiske betragtning af personer som en økonomisk faktor, hvilket jo ligger til grund i EF-traktaten. De betingelser, der gælder for den frie bevægelighed, er nu ikke længere af økonomisk art, som det endnu var tilfældet med hensyn til direktiverne fra 1990 (35). Henvisningen til udtrykket »med de begrænsninger og på de betingelser« vedrører nu kun hensynet til den offentlige orden, sikkerhed eller sundhed. Forordning nr. 1612/68 finder herefter anvendelse på samtlige unionsborgere, der er bosat på en medlemsstats område, hvad enten de nu er omfattet af et ansættelsesforhold eller ej.

43.

    Det er herefter ufornødent at besvare det andet spørgsmål, som den nationale ret har forelagt.

6) Det Forenede Kongeriges regering

44.

    Ifølge Det Forenede Kongeriges regering er en eventuel forskelsbehandling af sagsøgeren irrelevant, da den ikke er omfattet af traktatens anvendelsesområde. Det specielle forbud mod forskelsbehandling i traktatens artikel 48 samt forordning nr. 1612/68, der er udstedt til gennemførelse heraf, har forrang for traktatens artikel 6. Artikel 8 udvider ikke anvendelsesområdet for artikel 6. Selv om det antages, at artikel 6 kan finde selvstændig anvendelse, kan dens anvendelsesområde ikke udvides til at omfatte omstændigheder, der er udelukket fra traktatens personelle anvendelsesområde. Det er også i overensstemmelse med Martínez Sala-dommen (36). I denne sag havde sagsøgeren allerede efter national ret krav på ydelsen. Artikel 6 fritog alene sagsøgeren fra at skulle opfylde kravet om fremlæggelse af en opholdstilladelse. Det var uomtvistet, at sagsøgeren havde lovligt ophold i Tyskland, uanset at de tyske myndigheder ikke havde udleveret det dokument, der var ansøgt om, rettidigt.

45.

    I modsætning hertil har sagsøgeren i sagen her ikke i medfør af national ret krav på den ansøgte ydelse. Såvel CPAS som den forelæggende ret anså sagsøgeren for studerende, ikke for arbejdstager. Denne konstatering giver ikke anledning til tvivl. Status som studerende ifølge direktiv 93/96 og status som arbejdstager udelukker gensidigt hinanden i hele uddannelsesperioden. Deltidsbeskæftigelse til finansiering af studiet kan ikke begrunde en status som arbejdstager. Erhvervsmæssig beskæftigelse er i et sådant tilfælde udelukkende en biomstændighed i forhold til studiet. Arbejdets uregelmæssighed og begrænsede varighed indebærer i øvrigt, at det vanskeligt kan anses for »faktisk og reelt«, som krævet i retspraksis (37).

46.

    Opholdsret for studerende i henhold til direktiv 93/96 er i overensstemmelse med dets artikel 1 knyttet til betingelser, såsom at den pågældende skal råde over tilstrækkelige midler til finansiering af sit studium. En studerende, der er nødt til at arbejde for at finansiere sit studium, råder således ikke over tilstrækkelige midler. Senest da sagsøgeren opgav sin beskæftigelse og ansøgte om eksistensminimumsydelsen, mistede han sin status som arbejdstager. Afslutningsvis har Det Forenede Kongeriges regering for så vidt angår det første spørgsmål henvist til, at studiestøtte såvel ifølge Domstolens praksis (38) som ifølge direktiv 93/96 (39) ikke er omfattet af traktatens anvendelsesområde, samt at der følgelig heller ikke består krav på ligebehandling - hvorved der ikke tages endelig stilling til eksistensminimumsydelsens art.

47.

    Som svar på det andet spørgsmål har Det Forenede Kongeriges regering henvist til, at det af ordlyden af og formålet med direktiv 93/96 (40) udtrykkeligt fremgår, at en studerende ikke har krav på uddannelsesstøtte. Ifølge Det Forenede Kongeriges regering kan traktatens artikel 8 A ikke skabe en selvstændig opholdsret for studerende, som er mere vidtgående end direktiv 93/96. Selv for det tilfælde, at traktatens artikel 8 A skulle begrunde en selvstændig opholdsret, ville dette grundlag ikke i sig selv afføde ret til sociale ydelser. Traktatens artikel 8 A kan i øvrigt ikke anvendes umiddelbart. Der er knyttet forbehold til opholdsretten, og Rådet kan ifølge artiklens stk.2 vedtage bestemmelser, der skal gøre det lettere at udøve disse rettigheder.

7) Rådet

48.

    Rådet fastslår i et kortfattet indlæg, at den ydelse, sagsøgeren har ansøgt om, ikke kan begrundes i forordning nr. 1612/68. Forordningen gælder udelukkende for arbejdstagere. Sagsøgeren er imidlertid studerende. I øvrigt er der ikke grundlag for at rejse tvivl om gyldigheden af forordning nr. 1612/68.

8) Kommissionen

49.

    Kommissionen bygger sine betragtninger på, at sagsøgeren ville have fået den ansøgte ydelse, såfremt han havde haft belgisk statsborgerskab. Det er derfor afgørende for anvendelsen af ligebehandlingsprincippet ifølge artikel 6, om den omtvistede ydelse er omfattet af traktatens anvendelsesområde. Der hersker ikke tvivl for så vidt angår dens materielle anvendelsesområde, da ydelsen må anses for en social fordel som omhandlet i artikel 7, stk.2, i forordning nr. 1612/68. For så vidt angår det personelle anvendelsesområde skal der indledningsvis tages stilling til fællesskabsrettens særlige anvendelsesområde, såsom arbejdskraftens frie bevægelighed og studerendes rettigheder, inden de generelle bestemmelser om unionsborgerskab kan tages i betragtning.

50.

    Selv om det i sidste ende tilkommer den forelæggende ret at tage stilling til, om sagsøgeren var arbejdstager, lægger Kommissionen til grund, at sagsøgeren på baggrund af de kriterier (41), som er blevet udformet i Domstolens praksis, i fællesskabsretlig forstand skal anses for arbejdstager. En erhvervsmæssig beskæftigelse, der igennem tre år har givet sagsøgeren mulighed for at finansiere bolig, underhold og studium, kan næppe anses for »et rent marginalt supplement« i Levin-dommens (42) forstand. En status som arbejdstager kan i givet faldopretholdes, såfremt erhvervsmæssig beskæftigelse afbrydes af studiehensyn, og kan endog have forrang for opholdsret som studerende.

51.

    Med hensyn til de rettigheder, der er knyttet til en status som studerende, har Kommissionen anført, at opholdsretten som studerende som sådan ikke ubetinget kan forbindes med andre rettigheder, f.eks. krav på sociale ydelser. Opholdsretten for studerende er med sin udformning i Domstolens praksis udtryk for ligebehandlingsprincippet ved adgang til erhvervsuddannelse. Alligevel synes det ikke helt udelukket, at en studerende i et tilfælde som sagsøgerens i hvert fald delvis kan få adgang til eksistensminimumsydelser. Ifølge Domstolens praksis har studerende som udgangspunkt adgang til studiestøtte, i det omfang denne skal dække indskrivningsgebyrer eller andre udgifter, der er forbundet med adgangen til uddannelsen (43). Inden for disse rammer ville et krav på en del af minimumsydelsen kunne tænkes.

52.

    Kommissionen har med hensyn til traktatens artikel 8 anført, at denne bestemmelse ikke kan anvendes umiddelbart, da den henviser til rettigheder, »der er fastsat i denne traktat«. Artikel 8 begrunder ikke i sig selv et krav på sociale ydelser. Et sådant krav kan heller ikke opstå i forbindelse med traktatens artikel 8 A eller 6. Traktatens artikel 8 A sikrer en opholdsret, der som sådan er knyttet til en betingelse om rådighed over tilstrækkelige midler.

VII -    Vurdering

53.

    Selv om den forelæggende ret udtrykkeligt kun har anmodet om en fortolkning af traktatens artikel 6 og 8, og subsidiært af traktatens artikel 8 A samt af direktiv 93/96, hvorved den henviser henholdsvis til unionsborgerskabet og sagsøgerens status som studerende, bør sagsøgerens eventuelle status som arbejdstager imidlertid undersøges. Den forelæggende ret har ganske vist ikke udtrykkeligt lagt til grund, at sagsøgeren skulle være arbejdstager. Det er imidlertid uklart, om retten bevidst har udelukket denne mulighed.

54.

    Af hensyn til systematikken skal spørgsmålet om sagsøgerens eventuelle retsstilling som arbejdstager undersøges først, da denne opholdsgrund og de dertil knyttede rettigheder og pligter er omfattet af en særlig ordning i forhold til den generelle opholdsret for unionsborgere ifølge traktatens artikel 8 A. Denne særlige ordning gælder også i forhold til den opholdsret for studerende, der er omhandlet i det andet spørgsmål. Det følger udtrykkeligt af artikel 1 i direktiv 93/96, hvorefter opholdsretten gælder for enhver studerende, som er statsborger i en medlemsstat, »og som ikke har denne ret på grundlag af en anden fællesskabsretlig bestemmelse«.

Arbejdstagerbegrebet

55.

    I sidste ende tilkommer det den forelæggende ret at afgøre, om sagsøgeren skal anses for arbejdstager. Jeg skal imidlertid her anføre de kriterier, som er relevante for rettens vurdering. Det fællesskabsretlige arbejdstagerbegreb varierer i forhold til den materielle ret, der finder anvendelse i den konkrete sag. I relation til arbejdskraftens frie bevægelighed, som sikres i traktaten, er begrebets indhold et andet, end det eksempelvis er tilfældet på området for social sikring. Den foreliggende sag vedrører den frie bevægelighed, da den til dels angår de retsstillinger, der gælder ifølge forordning nr. 1612/68 om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Fællesskabet.

56.

    Ifølge Domstolens faste praksis (44) er arbejdskraftens frie bevægelighed et af Fællesskabets grundlæggende principper. Der skal således anlægges en udvidende fortolkning af bestemmelser til gennemførelse af denne grundlæggende frihed, navnlig af begreberne »arbejdstager« og »lønnet beskæftigelse«, der afgrænser anvendelsesområdet (45). Som arbejdstager betragtes en person, der udøver en faktisk og reel beskæftigelse, hvorved der skal ses bort fra en beskæftigelse af så ringe omfang, at den fremtræder som et rent marginalt supplement. Det væsentligste kendetegn ved et arbejdsforhold er, at en person i en vis periode præsterer ydelser mod vederlag for en anden og efter dennes anvisninger (46).

57.

    Til trods for et skriftligt spørgsmål fra Domstolen herom har det imidlertid ikke været muligt at få oplyst arten, varigheden og omfanget af sagsøgerens faktiske beskæftigelser. Det fremgår imidlertid af CPAS's notat, som er citeret i forelæggelseskendelsen, at sagsøgeren har haft »meget« arbejde. Det kan i hvert fald lægges til grund, at sagsøgeren igennem tre år fuldt ud har finansieret sit underhold, dvs. udgifterne til mad, tøj, bolig og studium. Den forelæggende ret har om studiegebyrerne oplyst, at sagsøgeren havde fået indrømmet reduktion. Den belgiske regerings repræsentant oplyste under den mundtlige forhandling, at det i Belgien er sædvanligt, at studiegebyrer (Minerval) reduceres for socialt svagtstillede studerende. Dette udelukker imidlertid ikke, at der har skullet bruges penge til studiet, selv om de sædvanlige studiegebyrer var reduceret. Når henses til, at sagsøgeren af egen kraft har afholdt samtlige disse udgifter ved sin erhvervsmæssige beskæftigelse, taler noget umiddelbart for, at han er omfattet af arbejdstagerbegrebet.

58.

    Den belgiske regering har henvist til, at sagsøgeren som »studentermedarbejder« har udført en række »studenterjobs« (petits travaux d'étudiant). Der er herved tale om en i belgisk lovgivning omhandlet form forsærlige beskæftigelsesforhold, som imidlertid ikke kan anses for sædvanlige ansættelsesforhold. Hvilke arbejder der herved var tale om, blev ikke nærmere oplyst.

59.

    Spørgsmålet er altså, om sagsøgeren eventuelt ikke skal anses for arbejdstager, fordi hans beskæftigelse var omfattet af disse særlige retlige rammer. Den lovregulerede ordning vedrørende arbejdsforhold, der ikke er tænkt som varige, er ikke speciel for Belgien. Sådanne ordninger findes også i andre af Fællesskabets retsordener. Den nationale lovgiver varetager herigennem på den ene side et økonomisk behov, og på den anden side interessen hos personer, der nærer ønske om en begrænset erhvervsmæssig beskæftigelse. Særligt for disse lovregulerede og begrænsede arbejdsforhold er ofte, at de tager hensyn til den særlige forsikringsretlige og eventuelt også skatteretlige situation for den potentielt erhvervsaktive. Dette kan i samme omfang gælde studenter og ægtefæller. Begge personkategorier er f.eks. typisk sygeforsikret. En delvis fritagelse for pligten til at være socialforsikret kan derfor være forenelig med de nævnte »arbejdsforhold af ringe omfang«.

60.

    Den foreliggende sag angår ikke den socialforsikringsretlige side af lovreguleret studenterarbejde i Belgien. Det er for så vidt uklart, om der herved opnås socialforsikringsretlige lettelser, og i givet fald hvilke. Det må imidlertid konstateres, at pligten til at være omfattet af en socialforsikring ikke er et afgørende kriterium for, om sagsøgeren skal anses for arbejdstager eller ej, for så vidt som sagen først og fremmest angår spørgsmålet om begrebet arbejdstager i relation til den frie bevægelighed, og ikke i relation til forordning (EØF) nr. 1408/71 (47). Endelig kan den omstændighed, at sagsøgeren - som den belgiske regering har gjort gældende - i hvert fald også har været beskæftiget i et lovreguleret studenterjob, ikke udelukke, at han skal anses for arbejdstager. Eneste afgørende kriterium er, at han i en vis periode har præsteret ydelser mod vederlag for en anden og efter dennes anvisninger, og at der ikke blot er tale om »et rent marginalt supplement« (48).

61.

    En beskæftigelse, eller eventuelt sammenlægning af flere beskæftigelsesforhold, der giver arbejdstageren mulighed for uden fremmed hjælp at sørge for sit underhold igennem en periode på tre år, kan under ingen omstændigheder anses for »et rent marginalt supplement«.

62.

    Domstolen har i andre forbindelser accepteret arbejdstagerbegrebet, eller anset dette for muligt (49), i tilfælde, der heller ikke byggede på en varig fuldtidsbeskæftigelse. Domstolen anerkendte f.eks. således i Levin-sagen (50), som angik spørgsmålet, om der var tale om en faktisk og reel beskæftigelse, at en deltidsbeskæftigelse kunne begrunde status som arbejdstager, uanset at der under sagen var blevet rejst indsigelse om, at indtægterne fra denne beskæftigelse lå under den garanterede minimumsløn inden for den pågældende branche (51).

63.

    Med hensyn til spørgsmålet, om der foreligger faktisk og reel beskæftigelse, fastslog Domstolen i Kempf-sagen (52), at det ikke var udelukket, at en deltidsbeskæftigelse som musiklærer tolv timer ugentligt kunne begrunde status som arbejdstager (53), hvilket også var tilfældet med en beskæftigelse på to timer ugentligt i Meeusen-sagen (54). I Brown-sagen (55) antog Domstolen, at en beskæftigelse i opholdsstaten i et tidsrum af ca. otte måneder som »praktisk uddannelse inden universitetet« var tilstrækkelig til at begrunde status som arbejdstager (56).

64.

    I Raulin-sagen (57), hvor sagsøgeren havde arbejdet 60 timer inden for en godt og vel to ugers periode i henhold til en »tilkaldeaftale« (58), overlod Domstolen den nationale ret (59) at træffe endelig afgørelse om, hvorvidt den pågældende skulle anses for arbejdstager. At ansættelsesforholdet havde form af en »tilkaldeaftale« var under alle omstændigheder ikke principielt til hinder for at anerkende status som arbejdstager (60). I Bernini-sagen (61) havde Domstolen endelig ingenbetænkeligheder ved at anse en ti-ugers praktikperiode for tilstrækkelig til at begrunde status som arbejdstager (62).

65.

    På denne baggrund forekommer det, at sagsøgeren kan anses for at opfylde de objektive betingelser for at opnå status som arbejdstager. Jeg vil senere komme ind på de eventuelle følger af arbejdsforholdets ophør, henholdsvis det forhold, at sagsøgeren frivilligt har opgivet sit arbejde.

66.

    Det skal således undersøges, om en person, der befinder sig i en situation som sagsøgerens, samtidig har krav på opholdsret som studerende.

Opholdsret for studerende

67.

    Det er uomtvistet, at sagsøgeren også eller navnlig opholder sig i Belgien med henblik på sit idrætsstudium ved Louvain-la-Neuve-universitetet. Direktiv 93/96 indrømmer studerende ret til ophold ifølge fællesskabsretten. Denne opholdsret, der er subsidiær i forhold til andre former for opholdsret (63), er ifølge direktivets artikel 1 undergivet tre betingelser.

1.    En person, der gør krav på opholdsret som studerende, skal være indskrevet »ved en anerkendt uddannelsesinstitution med henblik på hovedsagelig at følge en erhvervsuddannelse«.

2.    [Han] skal desuden være omfattet af en sygeforsikringsordning, der dækker samtlige risici i værtsmedlemsstaten.

3.    [Han] skal afgive en erklæring eller på anden tilsvarende måde efter eget valg forsikre den ansvarlige nationale myndighed om, at vedkommende råder over sådanne midler, at han - og i givet fald hans familiemedlemmer - under opholdet ikke vil falde værtsmedlemsstatens sociale system til byrde.

68.

    Direktivets tekst er for så vidt blot en gentagelse af de kriterier, som Domstolen allerede havde opstillet i sin praksis (64) med henblik på adgang til erhvervsuddannelse uden forskelsbehandling.

69.

    Det må antages, at den første betingelse er opfyldt i den foreliggende sag. Sagsøgeren er indskrevet ved Louvain-la-Neuve-universitetet som almindelig studerende. Han følger et sædvanligt studium i faget idræt. Han synes også atkunne gennemføre studiet inden for normeret tid. Det er med henblik herpå, at han har ansøgt om den omtvistede støtte.

70.

    Den belgiske regering har gjort gældende, at sagsøgeren ikke har haft lovligt ophold i Belgien. Hermed hentydedes til den opholdstilladelse, som sagsøgeren først ansøgte om i 1998. Immatrikulationen ved universitetet må imidlertid have været forskriftsmæssig, for hvordan skulle sagsøgeren ellers af universitetet være blevet indrømmet »reduktion af studiegebyrerne«.

71.

    Den anden betingelse om sygeforsikring synes også opfyldt. Denne forudsætning blev ikke gjort til genstand for den foreliggende sag. Den rejser formentlig ikke problemer.

72.

    Hvad angår den tredje betingelse må det formentlig lægges til grund, at sagsøgeren ikke afgav nogen sådan erklæring i løbet af de tre første studieår, hvilket forekommer sandsynligt, da den ikke er blevet afkrævet ham. Sagsøgeren ansøgte først om opholdstilladelse hen mod slutningen af det tredje studieår. I realiteten har han imidlertid opfyldt denne betingelse i de tre år, om ikke formelt, så i hvert fald indholdsmæssigt. Han var i stand til af egen kraft at tilvejebringe tilstrækkelige midler, så han under opholdet ikke faldt værtsmedlemsstatens sociale system til byrde.

73.

    Det Forenede Kongeriges regering har heroverfor anført, at sagsøgeren slet ikke havde kunnet afgive en sådan erklæring, da han var nødt til at arbejde for sit underhold, hvilket godtgjorde, at han ikke rådede over tilstrækkelige midler til sit underhold.

74.

    Det modsiges imidlertid af de faktiske omstændigheder. Sagsøgeren har igennem tre år rådet over tilstrækkelige midler og har ikke ligget værtsmedlemsstatens sociale system til byrde. Det forekommer heller ikke begrundet, hvorfor tilvejebringelse af midler til underhold af egen kraft ved erhvervsmæssig beskæftigelse ikke skulle kunne anerkendes som en passende form for tilvejebringelse af midler. Sagsøgeren har åbenbart igennem tre år med held forstået at forene studium og erhvervsmæssig beskæftigelse. I modsat fald havde han ikke i det sidste studieår reelt søgt at afslutte sit studium.

75.

    Det er ikke klart, hvorfor kun en »tredjemandsfinansiering« i form af forældrestøtte, statslig uddannelsesstøtte eller stipendier skulle kunne anerkendes som rådighed over tilstrækkelige midler. Afgørende er, at den studerende ikke behøver at ligge det sociale system til byrde.

76.

    I denne forbindelse bemærkes, at fællesskabslovgiver i direktiv 93/96 i modsætning til direktiv 90/364 (65) og 90/365 (66) har undladt at stille krav om»tilstrækkelige« midler (67). Denne forskel peger i retning af en mere fleksibel vurdering vedrørende godtgørelsen af de forhåndenværende midler. Det kan skyldes, at opholdsretten for studerende er begrænset til uddannelsens varighed, mens en opholdsret i henhold til direktiv 90/364 og 90/365 som udgangspunkt er tidsubegrænset. Et andet aspekt kunne være, at man ikke ønskede at angive en målestok, der kunne skabe nye hindringer for opholdsretten for studerende. En »egenfinansiering« af studiet, også ved erhvervsmæssig beskæftigelse, bør derfor ikke anses for en hindring for at anerkende, at den pågældende råder over midler til sit underhold.

77.

    Sagsøgeren har ganske vist ikke formelt afgivet en sådan erklæring i de tre første studieår. Det må imidlertid kunne lægges til grund, at selve erklæringen er deklaratorisk, således at der ikke rejses tvivl om opholdsretten som sådan, når betingelsen indholdsmæssigt er opfyldt. Denne betragtning har støtte i Domstolens praksis. Allerede i Raulin-sagen bemærkede Domstolen, at forbuddet mod forskelsbehandling med hensyn til betingelserne for adgang til faglig uddannelse indebærer, »at en statsborger i en medlemsstat, som har fået adgang til en faglig uddannelse i en anden medlemsstat, har ret til at opholde sig i denne anden medlemsstat, så længe uddannelsen varer« (68). I relation til kravet om opholdstilladelse fastslog Domstolen, at udstedelse af en sådan tilladelse imidlertid ikke udgjorde grundlaget for rettigheder, som er sikret ved fællesskabsretten, og et manglende opholdsbevis kan derfor ikke anfægte udøvelsen af disse rettigheder (69). Også Martínez Sala-dommen må fortolkes således. Det hedder i denne dom:

»For så vidt angår spørgsmålet om anerkendelsen af, at der består en opholdsret, kan udstedelse af en opholdstilladelse således kun være udtryk for en bekræftelse herpå og dokumentation herfor« (70).

78.

    For så vidt som erklæringen om rådighed over midler til sit underhold er en forudsætning for opholdstilladelsen, kan der som udgangspunkt ikke gælde noget andet for denne. Domstolen fastslog i dom i sag C-424/98 (71), at artikel 1 i direktiv 93/96 alene kræver, at den pågældende skal godtgøre, at han råder over midler til sit underhold. Opholdsretten er derimod afhængig af, »at den studerende er indskrevet ved en anerkendt uddannelsesinstitution med henblik på hovedsagelig at følge en erhvervsuddannelse, og at han er omfattet af en sygeforsikringsordning,der dækker samtlige risici i værtsmedlemsstaten« (72). I denne sag blev den pågældende medlemsstat dømt for at have overskredet de af fællesskabsretten fastsatte grænser, da det ifølge den nationale lovgivning krævedes, at studerende skulle forsikre de italienske myndigheder om, at de rådede over midler, der udgjorde et bestemt beløb, og idet den studerende ikke var overladt noget valg med hensyn formen for denne forsikring (73).

79.

    Min konklusion er, at sagsøgeren i hovedsagen også har opholdsret som studerende.

Konkurrerende opholdsretsgrunde

80.

    Det er uafklaret, hvilke faktiske og retlige konsekvenser der hæfter sig til denne »opholdsret« som følge af erhvervsmæssig beskæftigelse på den ene side og som følge af studiet på den anden side. Den franske regering har gjort gældende, at en status som arbejdstager og som studerende gensidigt udelukker hinanden. Fra anden side gøres det gældende, at en status som studerende har forrang.

81.

    Det er ikke ukendt i fællesskabsretten, at samme person kan udlede en ret til ophold på flere forskellige retsgrundlag. Dette er f.eks. tilfældet med hensyn til et barn af en vandrende arbejdstager, der afleder sin opholdsret som familiemedlem, dernæst som arbejdstager, den dag han begynder en erhvervsmæssig beskæftigelse. En sammenlignelig situation kan forekomme med hensyn til ægtefæller, hvor ægtefællen til den vandrende arbejdstager såvel har en opholdsret i kraft af sin familieretlige status som i givet fald som følge af egen beskæftigelse. Denne form for konkurrence mellem kravene er således helt igennem mulig. Den opholdsberettigede person skal heller ikke nødvendigvis vælge mellem det ene eller det andet opholdsretlige grundlag. Denne principielt mulige parallelitet taler for, at en person også samtidig kan have en opholdsret dels som følge af sin erhvervsmæssige beskæftigelse, dels som følge af sit studium.

82.

    Det kunne være et problem, at de enkelte retsgrundlag afføder forskellige rettigheder og pligter. Af hensyn til den frie bevægelighed bør der i dette tilfælde vælges den ordning, som er den mest gunstige for den opholdsberettigede. De indsigelser, den franske regering og Det Forenede Kongeriges regering fremførte under retsmødet, om, at en person, der er indrejst som studerende i værtsmedlemsstaten, i hele studietiden kun kan gøre en opholdsret som studerende gældende, og ikke kan ændre denne status uden medlemsstatens godkendelse, er ikke korrekt. Når de faktiske og retlige betingelser for opholdsret som vandrende arbejdstager er opfyldt, ville det være ensbetydende med, at man tillod medlemsstaterne ensidigt at skabe hindringer for arbejdskraftens frie bevægelighed, såfremt de kunne afvise personer, der gør en sådan status gældende.

83.

    Det følger heraf, at opholdsret, der er begrundet i forskellige retsgrundlag, kan forekomme såvel successivt som samtidigt. I et tilfælde som sagsøgerens kan den berettigede følgelig, uanset at han er indskrevet ved et universitet og lovligt studerer dér, samtidig gøre krav på sin status som arbejdstager, når og såfremt han har erhvervsmæssig beskæftigelse, der ikke er et rent marginalt supplement.

84.

    Det bemærkes for præcisionens og fuldstændighedens skyld, at en ren lejlighedsvis udførelse af »studenterjobs« vanskeligt opfylder disse kriterier. Der kan også indfortolkes en vis vekselvirkning mellem studium og erhvervsmæssig beskæftigelse ved vurderingen af kriterierne »et rent marginalt supplement«. Det afgørende kriterium kunne herved være »med henblik på hovedsagelig at følge en erhvervsuddannelse«, i forhold til hvilket erhvervsmæssig beskæftigelse skulle vurderes. I et tilfælde som det foreliggende, hvor den berettigede igennem flere år selv har sørget for sit underhold, er denne afvejning imidlertid ikke nødvendig.

Opretholdelse af status som arbejdstager

85.

    Såfremt det antages, at sagsøgeren igennem tre år var arbejdstager ifølge fællesskabsretten, kunne han i denne periode ifølge Domstolens praksis have gjort krav på eksistensminimumsydelsen som supplement til sine indtægter (74). Denne omstændighed havde i øvrigt heller ikke medført, at hans opholdsret var ophørt (75). Såfremt sagsøgeren også det fjerde år af sit ophold i værtsmedlemsstaten fortsat havde haft erhvervsmæssig beskæftigelse, må han også antages at have haft krav på eksistensminimumsydelsen. Det må imidlertid lægges til grund, at sagsøgeren er ophørt med sin erhvervsmæssige beskæftigelse for at kunne gennemføre sit studium.

86.

    Spørgsmålet er følgelig, om sagsøgeren eventuelt alligevel kan påberåbe sig den status som arbejdstager, han engang har erhvervet. I overensstemmelse med Domstolens praksis må det herved antages, at den pågældende, når arbejdsforholdet er ophørt, principielt mister sin status som arbejdstager, idet der af denne status dog kan udspringe retsvirkninger efter arbejdsforholdets ophør (76). I de sager, der hidtil har foreligget til afgørelse for Domstolen vedrørende forholdet mellem erhvervsmæssig beskæftigelse og en senere erhvervsuddannelse eller et studium (77), har Domstolen således også anerkendt, at status som arbejdstager efterfølgende afføder virkninger. I Lair-sagen udtrykte Domstolen det således: Fællesskabsretten indeholder støtte for, »at de rettigheder, som tilkommervandrende arbejdstagere, ikke nødvendigvis er betinget af, at den pågældende er beskæftiget, henholdsvis opretholder beskæftigelsen« (78).

»For så vidt angår personer, der tidligere i opholdsstaten faktisk og reelt har udøvet lønnet beskæftigelse [...] men som ikke længere er i beskæftigelse, bemærkes, at også sådanne personer i henhold til en række fællesskabsbestemmelser betragtes som arbejdstagere« (79).

Domstolen opregner herefter en række bestemmelser, der garanterer »passive« vandrende arbejdstagere rettigheder (80). Domstolen konkluderer herefter, »at visse rettigheder, der beror på vandrende arbejdstageres status som arbejdstagere, består, selv om de pågældende ikke længere er i beskæftigelse« (81).

For så vidt angår universitetsuddannelser kræver Domstolen, at der foreligger kontinuitet mellem den forudgående beskæftigelse og det påbegyndte studium som betingelse for at være berettiget til støtte, i den forstand, »at det pågældende studium har tilknytning til en tidligere erhvervsmæssig beskæftigelse« (82). En sådan kontinuitet kræves dog ikke, »når der er tale om en vandrende arbejdstager, der ufrivilligt er blevet arbejdsløs, og som på grund af forholdene på arbejdsmarkedet er nødt til at omskole sig med henblik på beskæftigelse i et andet fag« (83).

Domstolen konkluderer, at »en statsborger i en anden medlemsstat, der i opholdsstaten efter dér at have udøvet en erhvervsmæssig beskæftigelse har indledt et universitetsstudium, der afsluttes med et erhvervskvalificerende eksamensbevis, fortsat skal betragtes som arbejdstager og i denne egenskab kan støtte ret på artikel 7, stk.2, i forordning nr. 1612/68, dog forudsat, at der består en sammenhæng mellem den tidligere erhvervsmæssige beskæftigelse og det pågældende studium« (84).

87.

    På denne baggrund kunne man - som den portugisiske regering har gjort gældende - antage, at en status som arbejdstager fortsat består, når der er sammenhæng mellem den erhvervsmæssige beskæftigelse og studiet. Det tilkommer den nationale ret at afgøre, om der består en sådan indholdsmæssig forbindelse.

88.

    Såfremt en sådan indholdsmæssig forbindelse ikke er til stede, uanset dens form, er det imidlertid spørgsmålet, om fortsat status som arbejdstager eventuelt kan følge ud fra andre betragtninger. For at besvare dette spørgsmål skal der først ske en gennemgang af de væsentligste forskelle og fællestræk, der gør sig gældende i de sager, hvor Domstolen har stillet krav om »kontinuitet« (85), i forhold til den foreliggende sag.

89.

    I de sager, Domstolen hidtil har behandlet, forelå der en tidsmæssig følge mellem erhvervsmæssig beskæftigelse og studium. I visse tilfælde var der endog tale om kortere eller længere perioder mellem erhvervsudøvelsen og studiets begyndelse (86). Kriteriet »kontinuitet« kan herved garantere en sammenhæng mellem den erhvervsmæssige beskæftigelse og studiet. Kriteriet tjener endvidere det formål at hindre, at påbegyndelsen af et studium ikke i sig selv medfører krav på studiestøtte.

90.

    Forholdet i den foreliggende sag er for så vidt forskelligt, da der her er tale om tidsmæssigt sammenfald mellem studium og erhvervsmæssig beskæftigelse. For det første består der således en forbindelse mellem erhvervsmæssig beskæftigelse og studium allerede som følge af de tidsmæssige omstændigheder, og for det andet fordi den erhvervsmæssige beskæftigelse havde til formål at sikre studiets gennemførelse. En sådan formålsforbindelse kan ikke rejse tvivl om arbejdstagerstatus. Allerede i Levin-sagen (87) fastslog Domstolen, at det ikke kan kræves, at beskæftigelse er det eneste formål med indrejsen. Der kræves følgelig ikke yderligere indholdsmæssige kriterier opfyldt, for at der kan antages at foreligge en forbindelse mellem erhvervsmæssig beskæftigelse og studiet. Den engang erhvervede arbejdstagerstatus opretholdes således også i den periode, hvor den erhvervsmæssige beskæftigelse er afbrudt under uddannelsen - og følgelig også retten til ophold.

91.

    Sagsøgeren kan følgelig påberåbe sig status som arbejdstager i henhold til artikel 7, stk.2, i forordning nr. 1612/68.

92.

    Betragtningen om, at studentermedarbejdere skal anses for arbejdstagere, finder for så vidt også støtte i den portugisiske regerings udtalelse om, at den pågældende ikke bør stilles ringere end en arbejdsløs arbejdstager. Herved skal jeg tillige henvise til artikel 7, stk.1, i forordning nr. 1612/68, hvorefter en arbejdstager, som er statsborger i en medlemsstat, og som er blevet arbejdsløs, ikke må behandles anderledes med henblik på genoptagelse af beskæftigelse i faget ellergenansættelse end indenlandske arbejdstagere. Disse er også omfattet af artikel 7, stk.2, hvorefter arbejdstageren nyder samme sociale og skattemæssige fordele som indenlandske arbejdstagere.

93.

    En person som sagsøgeren kan derfor påberåbe sig artikel 7, stk.2, i forordning nr. 1612/68, hvorved bemærkes, at Domstolen har tiltrådt, at en social ydelse som den, der er omtvistet under den foreliggende sag, skal anses for en social fordel (88) i denne bestemmelses forstand.

94.

    Skønt en status som arbejdstager har visse følgevirkninger, selv efter ansættelsesforholdets ophør, gælder de imidlertid ikke ubegrænset. Såfremt der stilles yderligere betingelser for en ydelse, skal disse være opfyldt. Det er naturligvis udelukkende den nationale rets opgave at undersøge, om national rets betingelser er opfyldt, f.eks. om ansøgeren opfylder kravet i artikel 1, stk.1, i den belgiske lov af 7. august 1974 (jf. punkt 12) om, ikke »ved egen indsats« at kunne tilvejebringe de ansøgte midler, eller om betingelsen er opfyldt, såfremt ansøgeren frivilligt ophører med en beskæftigelse, som havde kunnet indbringe sådanne midler. Ved sin undersøgelse af dette spørgsmål skal den nationale ret imidlertid tage hensyn til ligebehandlingsprincippet og stille en fællesskabsborger på samme måde som en belgisk arbejdstager (henholdsvis en studerende) i en tilsvarende situation.

Status som studerende

95.

    Blot for det tilfælde at sagsøgeren ikke skulle blive anerkendt som arbejdstager, skal det undersøges, om hans status som studerende eventuelt kan berettige ham til eksistensminimumsydelsen. Den retsstilling, der gælder for studerende i fællesskabsretten med henblik på adgang til sociale fordele tegner sig allerede i store træk gennem Domstolens praksis (89) og det kodificerende direktiv 93/96. En fællesskabsborger, der ønsker at studere i en anden medlemsstat, har krav på ligebehandling med hensyn til adgang til erhvervsuddannelse (90), hvilket også omfatter et studium, som giver adgang til opnåelse af en faglig kvalifikation (91). Kravet på ligebehandling omfatter som udgangspunkt også støtte, der skal dække indskrivningsgebyrer eller andre udgifter, som er forbundet med adgangen til uddannelsen, »uanset den måde, hvorpå støtten beregnes, og de principper, den bygger på« (92).

96.

    Såfremt den omtvistede støtteydelse i hvert fald delvis også må anses for en støtte, der skal dække indskrivningsgebyrer og andre gebyrer, navnlig studiegebyrer (93), kan en person i sagsøgerens situation ifølge traktatens artikel 6 gøre krav på ligebehandling i forhold til indenlandske studerende. Vurderingen af dette spørgsmål henhører under den nationale rets kompetence.

97.

    For at opnå en videregående støtte til underhold i medfør af ligebehandlingsprincippet skal de faktiske omstændigheder være omfattet af traktatens anvendelsesområde, og støtten må ikke udelukkes af særlige bestemmelser.

En studiestøtte, der er udformet som en underholdsstøtte, antoges efter hidtidig retspraksis på grundlag af EØF- og EF-traktaten ikke at falde inden for traktatens anvendelsesområde. Uddannelsespolitik (94) og social sikring (95) ansås ikke for omfattet af traktaten, i hvert fald ikke i det for denne sag relevante omfang.

98.

    Det er muligt, at den omstændighed, at en opholdsret for studerende i mellemtiden er blevet reguleret i afledet ret, kunne tjene til støtte for den tese, at studerendes status derigennem er blevet et fællesskabsretligt reguleret område, som også det almindelige ligebehandlingsprincip finder anvendelse på.

99.

    I direktivets artikel 3 er det ganske vist bestemt, at direktivet ikke giver studerende med ret til ophold en ret til at få udbetalt uddannelsesstøtte i værtsmedlemsstaten. Det betyder imidlertid ikke, at en sådan ret ikke kan støttes på et andet retsgrundlag.

100.

    Til betingelserne for at opnå opholdsret for studerende hører ganske vist kravet om en erklæring om at råde over midler til sit underhold (96). Dette begrunder ganske vist spørgsmålet, om der ved erklæringen om midler til underhold er tale om en betingelse for opholdsretten, eller om kravet på socialhjælp fra værtsmedlemsstaten er en eventuel grund til at bringe opholdsretten til ophør. Med støtte i dommen i sag C-424/98 (97) synes den anden antagelse at være korrekt. Rådighed over økonomiske midler ville i så tilfælde være en afgørende forudsætning for opholdsretten. Imidlertid er en potentiel ophørsgrund, der er begrundet i ansøgning om socialhjælp, også omfattet af en fællesskabsretligforskelsbehandling i forhold til statens egne statsborgere, som kan støttes på hensynet til statens legitime interesser.

101.

    Et krav på ligebehandling synes ikke muligt, idet den opnåede fordel hører til blandt de grunde, der anerkendes som begrundelse for at bringe opholdsretten - den nødvendige forudsætning for at anvende ligebehandlingsprincippet - til ophør.

102.

    Det kunne imidlertid tænkes, at bestemmelsen i afledet ret var i strid med en ranghøjere bestemmelse i fællesskabsretten, og der således skulle ses bort herfra. Spørgsmålet er hermed, om en studerende allerede i medfør af traktaten har opholdsret og kan gøre et videregående krav på ligebehandling gældende på samtlige de sociale fordele, der kan opnås i værtsmedlemsstaten.

103.

    Et sådant krav kunne være begrundet enten i princippet om fri udveksling af tjenesteydelser eller i unionsborgerskabet.

1) Fri udveksling af tjenesteydelser

104.

    Domstolen tiltrådte allerede i Cowan-sagen (98), at en fællesskabsborger, der som turist opholdt sig i en anden medlemsstat, havde krav på skadeserstatning i sin egenskab af modtager af en tjenesteydelse i henhold til traktatens almindelige ligebehandlingsprincip. I dommen bemærkede Domstolen, »at personer, der befinder sig i en fællesskabsretligt reguleret situation, skal behandles nøjagtig ligesom den pågældende medlemsstats egne statsborgere« (99). Domstolen henviste til denne konstatering i Bickel og Franz-sagen (100), der angik ligebehandlingsprincippet i relation til reglerne om processprog under straffesager. Domstolen udtalte i denne sag:

»Alle statsborgere i medlemsstaterne er således omfattet af artikel 59 og har, selv om de ikke er omfattet af en anden ved traktaten sikret frihed, ret til at rejse til en anden medlemsstat for at oppebære eller kunne oppebære tjenesteydelser« (101).

105.

Det følger af denne udvidende fortolkning, at når personer »udøver deres ret til at færdes og opholde sig i en anden medlemsstat, kan de [...] kræve at blive behandlet på en måde i forhold til statens egne statsborgere, der ikke er udtryk forforskelsbehandling [...]« (102). Til en indsigelse om, at de under sagen omtvistede forhold var omfattet af medlemsstaternes kompetenceområde, henviste Domstolen til, at fællesskabsretten opstiller visse grænser for udøvelsen af denne kompetence, der følger af respekten for forbuddet mod forskelsbehandling og et forbud mod indskrænkninger i de grundlæggende friheder (103).

106.

    En studerende kunne eventuelt anses for modtager af tjenesteydelser ifølge denne retspraksis. Domstolen har imidlertid i Humbel-sagen (104), der angik arten af undervisningen ved en teknisk skole, udtalt, »at undervisning på en teknisk skole, der i det nationale uddannelsessystem ligger på gymnasieniveau, ikke kan anses for tjenesteydelser i den i nævnte bestemmelse forudsatte betydning« (105). Domstolen nåede dette resultat på grundlag af de økonomiske karakteristika, der kendetegner en tjenesteydelse. Det væsentlige kendetegn ved betalingen findes således i det forhold, at den udgør det økonomiske modstykke til tjenesteydelsen, hvilket modstykke normalt fastlægges i forholdet mellem den, der præsterer tjenesteydelsen, og den, der modtager den (106).

107.

    »Dette særlige kendetegn kan imidlertid ikke antages at foreligge med hensyn til undervisning i det nationale undervisningssystem. Dels gælder det, at staten, idet den organiserer og driver et sådant system, ikke herved vil drive virksomhed mod betaling, men varetage sine opgaver over for befolkningen på det sociale, kulturelle og uddannelsesmæssige område. Dels finansieres dette system i almindelighed over det offentlige budget, ikke af eleverne eller deres forældre.

Den nærmere beskaffenhed af denne aktivitet kan ikke påvirkes af, at eleverne eller deres forældre undertiden er forpligtet til at betale afgifter eller skolepenge som delvis bidrag til udgifterne til driften af dette system« (107). Disse betragtninger kan overføres på undervisningen ved universiteter. Det følger heraf, at en studerende som sådan ikke kan anses for modtager af en tjenesteydelse i fællesskabsretlig forstand.

108.

    Spørgsmålet kan således kun være, om han i kraft af sin stilling som en person, der har lovligt ophold på en anden medlemsstats område, har krav påligebehandling. Afgørende herfor er unionsborgerskabet, som den forelæggende ret udtrykkeligt har forespurgt om.

2) Unionsborgerskabet

109.

    Enhver, der er statsborger i en medlemsstat, har unionsborgerskab (108), og enhver unionsborger har ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område (109). I Bickel og Franz-sagen henviste Domstolen udtrykkeligt til unionsborgerskabet sammenholdt med sagsøgernes opholdsgrund (110).

110.

    Unionsborgerskabet giver unionsborgerne en selvstændig opholdsret, der udspringer af traktaten. Det almindelige forbud mod forskelsbehandling begrundet i nationalitet finder anvendelse på denne individuelle retsposition, der utvivlsomt er omfattet af traktatens anvendelsesområde. Det ville indebære, at en unionsborger som udgangspunkt også kunne gøre krav på ligebehandling med hensyn til sociale ydelser, såfremt opholdsretten gjaldt ubegrænset.

111.

    Opholdsretten gælder imidlertid ikke ubegrænset for unionsborgere, men »med de begrænsninger og på de betingelser, der er fastsat i denne traktat og i gennemførelsesbestemmelserne hertil« (111).

112.

    Til disse begrænsninger hører Rådets direktiver om opholdsret, direktiv 90/364, 90/365 og 93/96. Det er et fællestræk ved de tre direktiver, at indehaverne af opholdsret ikke må blive til en urimelig byrde for de offentlige finanser i værtsmedlemsstaten (112). Det er følgelig i alle tre direktiver bestemt, at opholdsretten kun kan udøves, såfremt vedkommende råder over midler til sit underhold (113). Den fællesskabsretlige betingelse for at udøve opholdsretten, sammenholdt med postulatet om, at de offentlige finanser ikke må bebyrdes »urimeligt«, kan danne en lovlig fællesskabsretlig begrænsning for krav på ligebehandling inden for området for sociale ydelser. Ansøgning om socialhjælp kunne således medføre, at opholdsretten ophører.

113.

    En nøje afgrænsning af, under hvilke omstændigheder der må antages at foreligge en »urimelig« byrde for de offentlig finanser, fremgår ikke umiddelbartaf de relevante fællesskabsregler, da der efter det her anførte ikke er tale om, at opholdsretten automatisk ophører i tilfælde af ansøgning om støtte fra offentlige midler. Medlemsstaterne råder derfor over et vist skøn ved fastlæggelsen af denne grænse.

114.

    Den for den foreliggende sag relevante artikel 55 i kongelig bekendtgørelse af 8. oktober 1981 skal ses på denne baggrund. Ifølge artikel 55, stk.4, nr. 2, i den kongelige bekendtgørelse kan det bestemmes, at opholdsretten for en som udgangspunkt berettiget studerende fra Fællesskabet skal bortfalde, såfremt den pågældende har modtaget økonomisk støtte af en vis størrelse igennem et nærmere bestemt tidsrum og ikke er i stand til at tilbagebetale den inden for seks måneder.

115.

    Denne retstilstand støder ikke på fællesskabsretlige betænkeligheder på den anførte baggrund. Det må således konkluderes, at en opholdsberettiget fællesskabsborger i kraft af unionsborgerskabet som udgangspunkt har et krav på ligebehandling, også med hensyn til sociale ydelser. Oppebørsel af sociale ydelser fra værtsmedlemsstaten kan imidlertid være begrænset af omstændigheder, der kan medføre opholdsrettens ophør.

VIII - Forslag til afgørelse

116.

    Som resultat af de ovenfor anførte betragtninger foreslår jeg Domstolen at besvare de præjudicielle spørgsmål således:

»Ved besvarelsen af spørgsmålet, om en fællesskabsborger har krav på en eksistensminimumsydelse, skal det for det første undersøges, om den pågældende er arbejdstager i fællesskabsretlig forstand, og om han i kraft af denne status har krav på samme behandling som statens egne statsborgere.

Det er som udgangspunkt ikke foreneligt med fællesskabsretten, navnlig med principperne om unionsborgerskab og forbuddet mod forskelsbehandling i EF-traktatens artikel 6 og 8 (efter ændring nu artikel 12 EF og 17 EF), såfremt et krav på en ikke-bidragspligtig social ydelse, såsom kravet ifølge den belgiske lov af 7. august 1974 om en ydelse til sikring af eksistensminimum, ikke tilkommer samtlige unionsborgere, i hvilken forbindelse ligebehandlingsprincippet imidlertid finder anvendelse inden for snævre grænser, navnlig således at denne grænse nås, hvor afhængighed af socialhjælp medfører opholdsrettens ophør.«

1: -     Originalsprog: tysk.

2: -     EFT 1968 II, s. 467.

3: -     EFT L 317, s. 59.

4: -     Dom af 27.3.1985, sag 249/83, Sml. s. 973.

5: -     Dom af 27.3.1985, sag 122/84, Sml. s. 1027.

6: -     Jf. fodnote 2.

7: -     Dom af 12.5.1998, sag C-85/96, Sml. I, s. 2691.

8: -     Jf. fodnote 3.

9: -     Rådets direktiv af 28.6.1990 om opholdsret (EFT L 180, s. 26).

10: -     Rådets direktiv af 28.6.1990 om opholdsret for lønmodtagere og selvstændige, der er ophørt med erhvervsaktivitet (EFT L 180, s. 28).

11: -     Rådets direktiv af 28.6.1990 om opholdsret for studerende (EFT L 180, s. 30). Dette direktiv er ophævet efter dom af 7.7.1992, sag C-295/90, Parlamentet mod Rådet, Sml. I, s. 4193. Det er udstedt på ny ved direktiv 93/96, denne gang med en anden hjemmel.

12: -     Jf. sjette betragtning til direktiv 93/96.

13: -     Anført i fodnote 7.

14: -     Jf. dom af 21.6.1988, sag 197/86, Brown, Sml. s. 3205, med henvisning til generaladvokat Slynn's forslag til afgørelse, s. 3224, og af 26.2.1992, sag C-357/89, Raulin, Sml. I, s. 1027, med henvisning til generaladvokat Van Gerven's forslag til afgørelse, s. 1040.

15: -     Jf. artikel 1 i direktiv 93/96.

16: -     Dom af 21.6.1988, sag 39/86, Sml. s. 3161.

17: -     Denne bestemmelse fastsætter, at en arbejdstager, der bevæger sig fra en medlemsstat til en anden medlemsstats område, dér nyder de samme sociale og skattemæssige fordele som indenlandske arbejdstagere.

18: -     Jf. forbeholdet: »Inden for denne traktats anvendelsesområde og med forbehold af dennes særlige bestemmelser [...]«

19: -     Dom anført i fodnote 7.

20: -     Jf. fodnote 9.

21: -     Jf. fodnote 10.

22: -     Jf. fodnote 3.

23: -     Jf. dommen i sagen Parlamentet mod Rådet, anført i fodnote 11.

24: -     Dom af 13.2.1985, sag 293/83, Sml. s. 593.

25: -     Dom af 2.2.1988, sag 24/86, Sml. s. 379.

26: -     Dom anført i fodnote 14.

27: -    Dom af 3.7.1986, sag 66/85, Sml. s. 2121.

28: -     Dom anført i fodnote 16.

29: -     Dom anført i fodnote 14.

30: -     Dom anført i fodnote 7.

31: -     Dom anført i fodnote 16.

32: -     Den portugisiske regering henviser utvivlsomt til artikel 5 og artikel 7, stk.1 og 2, i forordning nr. 1612/68.

33: -     Dom anført i fodnote 16.

34: -     Direktiv 90/364, anført i fodnote 9, direktiv 90/365, anført i fodnote 10, og direktiv 93/96, anført i fodnote 3.

35: -     Direktiv 90/364, anført i fodnote 9, direktiv 90/365, anført i fodnote 10, og direktiv 90/366, anført i fodnote 11.

36: -     Dom anført i fodnote 7.

37: -     Jf. Raulin-dommen, anført i fodnote 14, præmis 15.

38: -     Jf. Lair-dommen, anført i fodnote 16, og Brown-dommen, anført i fodnote 14.

39: -     Jf. syvende betragtning til direktivet.

40: -     Jf. artikel 3 og den syvende betragtning til direktivet.

41: -     Jf. dom af 23.3.1982, sag 53/81, Levin, Sml. s. 1035, præmis 16, 17 og 21, af 3.6.1986, sag 139/85, Kempf, Sml. s. 1741, præmis 14, Raulin-dommen, anført i fodnote 14, præmis 10, og Lair-dommen, anført i fodnote 16, præmis 29 ff.

42: -     Dom anført i fodnote 41, præmis 16.

43: -     Jf. Raulin-dommen (anført i fodnote 14, præmis 28).

44: -     Jf. Kempf-dommen, anført i fodnote 41, og dom af 26.2.1992, sag C-3/90, Bernini, Sml. I, s. 1071.

45: -     Jf. Kempf-dommen, anført i fodnote 41, præmis 13.

46: -     Jf. Lawrie-Blum-dommen, anført i fodnote 27, præmis 17, og Bernini-dommen, anført i fodnote 44, præmis 14.

47: -     Rådets forordning af 14.6.1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet, som affattet ved Rådets forordning (EF) nr. 118/97 af 2.12.1996 (EFT 1997 L 28, s. 1).

48: -     Jf. Bernini-dommen, anført i fodnote 44, præmis 14.

49: -     Hvorved den i den konkrete situation overlod den forelæggende ret at foretage den nødvendige subsumption.

50: -     Dom anført i fodnote 41, præmis 16.

51: -     Jf. Levin-dommen, anført i fodnote 41, præmis 16.

52: -     Dom anført i fodnote 41.

53: -     Endeligt er det ufornødent at besvare spørgsmålet, idet den forelæggende ret, Raad van State, havde lagt en arbejdstageraktivitet i tilstrækkeligt omfang til grund. Jf. Kempf-dommen, anført i fodnote 41, præmis 12.

54: -     Dom af 8.6.1999, sag C-337/97, Sml. I, s. 3289, præmis 7 og 13 ff.

55: -     Dom anført i fodnote 14.

56: -     Præmis 23.

57: -     Dom anført i fodnote 14.

58: -     »Oproepcontract«.

59: -     Jf. Raulin-dommen, anført i fodnote 14, præmis 14.

60: -     Præmis 11.

61: -     Dom anført i fodnote 44.

62: -     Præmis 17.

63: -     Jf. artikel 1 i direktiv 93/96, hvorefter »[...] medlemsstaterne giver opholdsret til enhver studerende, som er statsborger i en medlemsstat, og som ikke har denne ret på grundlag af en anden fællesskabsretlig bestemmelse [...]«.

64: -     Jf. Raulin-dommen, anført i fodnote 14, præmis 39.

65: -     Jf. artikel 1, stk.1, første led.

66: -     Jf. artikel 1, stk.1, andet led.

67: -     Jf. Kommissionens bemærkninger hertil i sagen Kommissionen mod Italien (dom af 25.5.2000, sag C-424/98, Sml. I, s. 4001, præmis 39).

68: -     Jf. Raulin-dommen, anført i fodnote 14, præmis 34.

69: -     Præmis 36 med yderligere henvisninger.

70: -     Jf. Martínez Sala-dommen, anført i fodnote 7, præmis 53.

71: -     Sagen Kommissionen mod Italien, anført i fodnote 67.

72: -     Samme dom, præmis 44.

73: -     Præmis 46.

74: -     Jf. Kempf-dommen, anført i fodnote 41.

75: -     Sammesteds.

76: -     Jf. Martínez Sala-dommen, anført i fodnote 7, præmis 32.

77: -     Jf. Lair-dommen, anført i fodnote 16, Brown-dommen, anført i fodnote 14, og Bernini-dommen, anført i fodnote 44.

78: -     Jf. Lair-dommen, anført i fodnote 16, præmis 31.

79: -     Samme dom, præmis 33.

80: -     Præmis 34 og 35.

81: -     Præmis 36.

82: -     Præmis 37.

83: -     Præmis 37.

84: -     Præmis 39.

85: -     Jf. Lair-dommen, anført i fodnote 16, Brown-dommen, anført i fodnote 14, og Bernini-dommen, anført i fodnote 44.

86: -     Toogethalvt år som f.eks. i Lair-sagen, anført i fodnote 16, og seks måneder i Bernini-sagen, anført i fodnote 44.

87: -     Dom anført i fodnote 41, præmis 21.

88: -     Hoeckx-dommen, anført i fodnote 4, og Scrivner-dommen, anført i fodnote 5.

89: -     Gravier-sagen, anført i fodnote 24, Blaizot m.fl.-sagen, anført i fodnote 25, Raulin-sagen, anført i fodnote 14, og Lair-sagen, anført i fodnote 16.

90: -     Jf. Gravier-dommen, anført i fodnote 24.

91: -     Jf. Blaizot m.fl.-dommen, anført i fodnote 25.

92: -     Raulin-dommen, anført i fodnote 14, præmis 28.

93: -     Jf. Lair-dommen, anført i fodnote 16, præmis 16.

94: -     Jf. Gravier-dommen, anført i fodnote 24, præmis 19.

95: -     Jf. domme af 28.4.1998, sag C-120/95, Decker, Sml. I, s. 1831, præmis 21, og sag C-158/96, Kohll, Sml. I, s. 1931, præmis 17.

96: -     Jf. artikel 1 i direktiv 93/96.

97: -     Sagen Kommissionen mod Italien, anført i fodnote 67, præmis 44.

98: -     Dom af 2.2.1989, sag 186/87, Sml. s. 195.

99: -     Jf. Cowan-dommen, anført i fodnote 98, præmis 10.

100: -     Dom af 24.11.1998, sag C-274/96, Sml. I, s. 7637.

101: -     Præmis 15.

102: -     Præmis 16.

103: -     Præmis 17.

104: -     Dom af 27.9.1988, sag 263/86, Sml. s. 5365.

105: -     Præmis 20 og domskonklusionens punkt 2.

106: -     Præmis 17.

107: -     Samme dom, præmis 18 og 19.

108: -     Jf. traktatens artikel 8.

109: -     Jf. traktatens artikel 8 A.

110: -     Jf. Bickel og Franz-dommen, anført i fodnote 100, præmis 15.

111: -     Jf. traktatens artikel 8 A.

112: -     Jf. fjerde betragtning til direktiv 90/364, anført i fodnote 9, fjerde betragtning til direktiv 90/365, anført i fodnote 10, og sjette betragtning til direktiv 93/96, anført i fodnote 3.

113: -     Jf. artikel 1 i henholdsvis direktiv 90/364, 90/365 og 93/96.