Sag anlagt den 9. januar 2014 – Spanien mod Kommissionen

(Sag T-25/14)

Processprog: spansk

Parter

Sagsøger: Kongeriget Spanien (ved Abogado del Estado M. García-Valdecasas Dorrego)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

Kommissionens afgørelse af 29. oktober 2013 om overensstemmelsen af enhedsrater for afgiftszoner for 2014 med artikel 17 i gennemførelsesforordning (EU) nr. 391/2013 annulleres for så vidt den vedrører fastsættelsen af en rate for Spanien på 71,69 EUR (Det kontinentale Spanien) og 58,36 EUR (Spanien (De Kanariske Øer))

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Sagen er anlagt til prøvelse af Kommissionens afgørelse af 29. oktober 2013 om overensstemmelsen af enhedsrater for afgiftszoner for 2014 med artikel 17 i gennemførelsesforordning (EU) nr. 391/2013 annulleres for så vidt den vedrører fastsættelsen af en rate for Spanien på 71,69 EUR (Det kontinentale Spanien) og 58,36 EUR (Spanien (De Kanariske Øer)).

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført følgende tre anbringender:

Tilsidesættelse af bestemmelserne i artikel 2, stk. 1, i Kommissionens forordning (EU) nr. 1191/2010 af 16. december 2010 sammenholdt med artikel 11a i forordning (EF) nr. 1794/2006 af 6. december 2006 om en fælles afgiftsordning for luftfartstjenester, for så vidt som disse bestemmelser fastsætter, at tjenesteyderne ikke i den første referenceperiode 2012-2014 skal bære afvigelser, der ikke er højere eller lavere end 2% fra trafikprognoserne i de medlemsstater, hvori der allerede var nationale lovgivninger før den 8. juli 2010, som fastsatte en nedsættelse af enhedssatsen, som gik ud over de formål, der var fastsat på EU-plan.

Tilsidesættelse af princippet om retsreglernes rangorden, for så vidt som en beslutning hverken kan ændre en EU-forordning eller afgøre, at en risikofordeling »allerede skulle finde anvendelse« fra 0% afvigelse i stedet for 2% afvigelse skønt forordningen ikke fastsatte dette udtrykkeligt.

Procedurefordrejning for så vidt som fastsættelsen ex novo af et kriterium om risikodeling i afgiftsordningen ikke var sket i overensstemmelse med fremgangsmåden i artikel 5, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 549/2004 af 10. marts 2004 om rammerne for oprettelse af et fælles europæisk luftrum (»rammeforordningen«), som artikel 15, stk. 4, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 550/2004 af 10. marts 2004 om udøvelse af luftfartstjenester i det fælles europæiske luftrum (»luftfartstjenesteforordningen«) henviser til. Sagsøgeren er af den opfattelse, at det følger af disse bestemmelser, at Kommissionen vedtager gennemførelsesforanstaltninger for at fastlægge afgiftsordningen bistået af Udvalget for det Fælles Luftrum, og at det i øvrigt er fremgangsmåden i artikel 5 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 af 16. februar 2011 om de generelle regler og principper for, hvordan medlemsstaterne skal kontrollere Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser, der skal finde anvendelse.

Subsidiært har sagsøgeren ligeledes anført, at Kommissionen har tilsidesat forpligtelsen til at begrunde retsakter og artikel 16 i forordning (EF) nr. 550/2004, idet den ikke forudgående har hørt Udvalget for det Fælles Luftrum vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt Spaniens synspunkt er i overensstemmelse med principperne og normerne for afgiftsordningen eller ej.