RETTENS DOM (Anden Afdeling)

8. februar 2023 (*)

»Energi – transeuropæisk energiinfrastruktur – forordning (EU) nr. 347/2013 – delegeret forordning om ændring af listen over projekter af fælles interesse – artikel 172, stk. 2, TEUF – en medlemsstats afslag på at godkende, at et elsammenkoblingsprojekt tildeles status som projekt af fælles interesse – Kommissionens manglende opførelse af projektet på den ændrede liste – begrundelsespligt – princippet om god forvaltning – ligebehandling – retssikkerhed – berettiget forventning – proportionalitet – energichartertraktatens artikel 10«

I sag T-295/20,

Aquind Ltd, Wallsend (Det Forenede Kongerige),

Aquind SAS, Rouen (Frankrig),

Aquind Energy Sàrl, Luxembourg (Luxembourg),

ved solicitors S. Goldberg, C. Davis og J. Bille samt advokat E. White,

sagsøgere,

mod

Europa-Kommissionen ved O. Beynet og M.B. De Meester, som befuldmægtigede,

sagsøgt,

støttet af

Forbundsrepublikken Tyskland ved J. Möller og S. Costanzo, som befuldmægtigede,

af

Kongeriget Spanien ved M. Ruiz Sánchez, som befuldmægtiget,

og af

Den Franske Republik ved A.-L. Desjonquères, A. Daniel, W. Zemamta og R. Bénard, som befuldmægtigede,

intervenienter,

har

RETTEN (Anden Afdeling),

sammensat under rådslagningen af afdelingsformanden, V. Tomljenović, og dommerne P. Škvařilová-Pelzl og I. Nõmm (refererende dommer),

justitssekretær: I. Kurme,

på grundlag af den skriftlige forhandling,

efter retsmødet den 6. september 2022,

afsagt følgende

Dom

1        Med deres søgsmål i henhold til artikel 263 TEUF har sagsøgerne, Aquind Ltd, Aquind SAS og Aquind Energy Sàrl, nedlagt påstand om annullation af Kommissionens delegerede forordning (EU) 2020/389 af 31. oktober 2019 om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 347/2013 for så vidt angår listen over projekter af fælles interesse for Unionen (EUT 2020, L 74, s. 1, herefter »den anfægtede forordning«).

 Tvistens baggrund

2        Sagsøgerne er iværksættere af et elsammenkoblingsprojekt, der forbinder elektricitetstransmissionsnettene i Det Forenede Kongerige og Frankrig (herefter »Aquind-sammenkoblingsprojektet«).

3        Aquind-sammenkoblingsprojektet blev opført på Den Europæiske Unions liste over »projekter af fælles interesse« (herefter »PFI«) ved Kommissionens delegerede forordning (EU) 2018/540 af 23. november 2017 om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 347/2013 for så vidt angår listen over projekter af fælles interesse for Unionen (EUT 2018, L 90, s. 38) og blev således anset for at være et projekt af grundlæggende betydning for de infrastrukturer, som er nødvendige for at gennemføre det indre marked for energi. Statussen som PFI for Unionen gør det muligt for iværksætteren af et projekt for det første at drage fordel af en rationaliseret, samordnet og fremskyndet procedure for meddelelse af tilladelser, for det andet at indgive en ansøgning om investering og om grænseoverskridende fordeling af omkostningerne til de kompetente nationale regulerende myndigheder, således at der kan findes dækning for de faktisk afholdte investeringsomkostninger hos netbrugerne, og for det tredje at ansøge om finansiering i henhold til Connecting Europe-faciliteten.

4        Den liste, der fastsættes i den delegerede forordning 2018/540, er blevet erstattet af den, som fastsættes i den anfægtede forordning. I den nye liste, som er indeholdt i bilaget til den anfægtede forordning, er Aquind-sammenkoblingsprojektet opført i skemaet over projekter, der ikke længere betragtes som PFI for Unionen.

 Parternes påstande

5        Sagsøgerne har, nærmere bestemt, nedlagt følgende påstande:

–        Den anfægtede forordning annulleres, for så vidt som Aquind-sammenkoblingsprojektet er slettet af EU-listen over PFI.

–        Subsidiært annulleres den anfægtede forordning i det hele.

–        Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

6        Kommissionen og Kongeriget Spanien har nedlagt følgende påstande:

–        Frifindelse

–        Sagsøgerne tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

7        Den Franske Republik har nedlagt påstand om frifindelse.

8        Forbundsrepublikken Tyskland har nedlagt påstand om frifindelse, i det mindste for så vidt angår artikel 10, stk. 1, i energichartertraktaten, undertegnet i Lissabon den 17. december 1994 (EFT 1994, L 380, s. 24), og om, at det afklares, om chartrets artikel 26 ikke finder anvendelse på forbindelser inden for Unionen.

 Retlige bemærkninger

9        Til støtte for søgsmålet har sagsøgerne fremsat syv anbringender, der vedrører for det første tilsidesættelse af begrundelsespligten, for det andet tilsidesættelse af de processuelle og materielle krav, der er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 347/2013 af 17. april 2013 om retningslinjer for den transeuropæiske energiinfrastruktur og om ophævelse af beslutning nr. 1364/2006/EF og ændring af forordning (EF) nr. 713/2009, (EF) nr. 714/2009 og (EF) nr. 715/2009 (EUT 2013, L 115, s. 39), navnlig forordningens artikel 5, stk. 8, for det tredje tilsidesættelse af artikel 10, stk. 1, i energichartertraktaten, for det fjerde tilsidesættelse af retten til god forvaltning, som er fastsat i artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«), for det femte tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet, for det sjette tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet og for det syvende tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning.

10      Retten finder det hensigtsmæssigt at behandle det fjerde og det femte anbringende om tilsidesættelse af henholdsvis retten til god forvaltning og ligebehandlingsprincippet samlet og først at behandle det tredje anbringende om tilsidesættelse af energichartertraktatens artikel 10, stk. 1, til sidst.

 Det første anbringende om tilsidesættelse af begrundelsespligten

11      Inden for rammerne af det første anbringende har sagsøgerne påberåbt sig en tilsidesættelse af begrundelsespligten. Ifølge sagsøgerne forklares det nemlig hverken i den anfægtede forordning eller den tilknyttede begrundelse og end ikke i det arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene, som ledsagede den anfægtede forordning, hvorfor Aquind-sammenkoblingsprojektet blev slettet.

12      Kommissionen har, støttet af Kongeriget Spanien og Den Franske Republik, bestridt dette anbringende.

13      Indledningsvis fremgår det af retspraksis, at den begrundelse, som kræves i henhold til artikel 296 TEUF, skal tilpasses karakteren af den pågældende retsakt og den sammenhæng, hvori den er vedtaget. Det nærmere indhold af begrundelseskravet skal fastlægges i lyset af den konkrete sags omstændigheder, navnlig indholdet af den pågældende retsakt, indholdet af de anførte grunde samt den interesse, som retsaktens adressater samt andre, der må anses for umiddelbart og individuelt berørt af retsakten som omhandlet i artikel 263, stk. 4, TEUF, kan have i begrundelsen. Det kræves ikke, at begrundelsen angiver alle de forskellige relevante faktiske og retlige forhold, for så vidt som spørgsmålet om, hvorvidt en retsakts begrundelse opfylder kravene i artikel 296 TEUF ikke blot skal vurderes i forhold til ordlyden, men ligeledes til den sammenhæng, hvori den indgår, samt under hensyn til alle de retsregler, som gælder på det pågældende område (dom af 29.9.2011, Elf Aquitaine mod Kommissionen, C-521/09 P, EU:C:2011:620, præmis 150; jf. ligeledes dom af 15.11.2012, Rådet mod Bamba, C-417/11 P, EU:C:2012:718, præmis 53 og den deri nævnte retspraksis, og dom af 10.6.2020, Spliethoff’s Bevrachtingskantoor mod Kommissionen, T-564/15 RENV, ikke trykt i Sml., EU:T:2020:252, præmis 108). En retsakt, der er bebyrdende, er navnlig tilstrækkeligt begrundet, når den er vedtaget under omstændigheder, som er den pågældende bekendt, og således gør det muligt for vedkommende at forstå, hvilke konsekvenser den trufne foranstaltning har for denne (dom af 18.10.2018, Terna mod Kommissionen, T-387/16, EU:T:2018:699, præmis 53).

14      Endvidere skal den interesse, som sagsøgerne kan have i begrundelsen, tages i betragtning, når rækkevidden af begrundelsespligten for de omhandlede afgørelser fastsættes (jf. i denne retning dom af 28.11.2019, Portigon mod SRB, T-365/16, EU:T:2019:824, præmis 164). Begrundelsespligten er nemlig en logisk følge af princippet om overholdelse af retten til forsvar. Pligten til at begrunde en bebyrdende retsakt har således til formål dels at give den berørte part oplysninger, der er tilstrækkelige til at afgøre, om der er grundlag for retsakten, eller om den muligvis er behæftet med en sådan mangel, at dens gyldighed kan anfægtes for Unionens retsinstanser, dels at gøre det muligt for disse retsinstanser at efterprøve retsaktens lovlighed (dom af 28.6.2005, Dansk Rørindustri m.fl. mod Kommissionen, C-189/02 P, C-202/02 P, C-205/02 P – C-208/02 P og C-213/02 P, EU:C:2005:408, præmis 462).

15      Endelig kan begrundelsen fremgå indirekte, forudsat at de berørte får kendskab til begrundelsen for, at de pågældende foranstaltninger er truffet, og at Retten råder over de til udøvelse af sin prøvelsesret nødvendige oplysninger (dom af 13.7.2011, General Technic-Otis m.fl. mod Kommissionen, T-141/07, T-142/07, T-145/07 og T-146/07, EU:T:2011:363, præmis 302).

16      Det er på baggrund af det ovenstående, at det første anbringende skal prøves.

17      Indledningsvis skal det fastslås, dels hvilke grunde der er til, at Kommissionen ikke opførte Aquind-sammenkoblingsprojektet som et PFI for Unionen i den anfægtede forordning, dels hvor disse grunde er angivet.

18      For det første gives der i betragtningerne til den anfægtede forordning et kort resumé af indholdet af forordning nr. 347/2013, ligesom der heri henvises til Kommissionens beføjelse til at vedtage delegerede retsakter med henblik på at opstille EU-listen over PFI, erindres om forpligtelsen til at udarbejde en ny liste hvert andet år og fremhæves, at de projekter, som foreslås opført på EU-listen over PFI, er blevet vurderet af de regionale grupper, og at disse har bekræftet, at de pågældende projekter opfylder kriterierne i artikel 4 i forordning nr. 347/2013.

19      Den anfægtede forordning indeholder i sine to henvisninger en generel henvisning til EUF-traktaten og forordning nr. 347/2013.

20      Det angives i femte betragtning til den anfægtede forordning, at »udkastet til de regionale lister over projekter af fælles interesse blev vedtaget af de regionale grupper ved møder på teknisk niveau«, og at »[e]fter at [Agenturet for Samarbejde mellem Energireguleringsmyndigheder (»ACER«)] havde afgivet udtalelser om, hvorvidt vurderingskriterierne og cost-benefit-analysen var anvendt konsekvent på tværs af regionerne, vedtog de regionale gruppers beslutningstagende instanser de regionale lister den 4. oktober 2019«. Det angives ligeledes, at »[i] henhold til artikel 3, stk. 3, litra a), i forordning (EU) nr. 347/2013 skal hvert enkelt forslag til et projekt af fælles interesse godkendes af de medlemsstater, hvis territorium projektet vedrører«.

21      Del A i bilag VII til forordning nr. 347/2013 (som ændret ved anfægtede forordning) med overskriften »Anvendte principper ved opstilling af EU-listen [over PFI]« indeholder et punkt 3 med overskriften »Projekter, der ikke længere betragtes som projekter af fælles interesse […]«. I dette punkt angiver Kommissionen følgende:

»Flere af de projekter, som figurerer på EU-listerne, der er fastsat ved forordning (EU) nr. 1391/2013 og forordning (EU) 2016/89, betragtes ikke længere som projekter af fælles interesse af en eller flere følgende årsager:

–        projektet er allerede bestilt eller vil blive bestilt i fremtid og vil således ikke drage fordel af bestemmelserne i forordning (EU) nr. 347/2013

–        ifølge nye oplysninger opfylder projektet ikke de generelle kriterier

–        en projektleder har ikke genindsendt projektet til udvælgelse til denne EU-liste, eller

–        projektet rangerer lavere end andre foreslåede projekter i udvælgelsesproceduren.

[…]«

22      Det er med rette, at sagsøgerne har gjort gældende, at den anden grund blandt de ovenstående fire – hvorefter »[projektet] ifølge nye oplysninger [ikke opfylder] de generelle kriterier« – er den eneste, som eventuelt kunne have forklaret, at Aquind-sammenkoblingsprojektet ikke blev opført på over PFT.

23      Begrebet »generelle kriterier« i den anden grund er imidlertid temmelig upræcist. Det er ikke åbenbart, om dette begreb er begrænset til det, der fremgår af artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 347/2013 – og dermed til de i denne bestemmelse opregnede betingelser, som PFI-projekterne skal opfylde – eller om udtrykket »generelle kriterier« ud over de betingelser, der fremgår af førnævnte bestemmelse, henviser til samtlige de betingelser, som et projekt skal opfylde for at være opført på EU-listen over PFI.

24      For det andet skal det fremhæves, at Kommissionen i sine skriftlige indlæg har anført, at grunden til, at den ikke opførte Aquind-sammenkoblingsprojektet som et PFI for Unionen i den anfægtede forordning, var, at Den Franske Republik havde afslået at godkende, at projektet blev opført på EU-listen over PFI. Kommissionen har præciseret, at Den Franske Republik havde begrundet sit afslag med, at der var risiko for overkapacitet, fordi der fandtes flere projekter i den samme region, og med, at Aquind-sammenkoblingsprojektet ansås for at være det mest usikre projekt. Kommissionen har imidlertid medgivet, at den anfægtede forordning hverken indeholder en henvisning til Den Franske Republiks afslag eller, så meget desto mindre, en angivelse af grundene til, at denne havde afslået at give sit samtykke.

25      Dernæst skal det derfor undersøges, om sagsøgerne på trods af denne manglende udtrykkelige angivelse i den anfægtede forordning af årsagen til Den Franske Republiks afslag kunne have kendskab til grundene til, at Aquind-sammenkoblingsprojektet ikke var blevet opført på EU-listen over PFI. Dette indebærer, at det skal afgøres – som omhandlet i den retspraksis, hvortil der henvises i præmis 13 ovenfor – om den manglende opførelse af projektet skete i en sammenhæng, som sagsøgerne var bekendt med, og som gjorde det muligt for dem at forstå konsekvenserne af den foranstaltning, der var truffet over for dem, og om det kan antages, at den anfægtede forordning indeholder en indirekte begrundelse.

26      For det første kan sagsøgerne ikke være uvidende om den retlige ramme, inden for hvilken den anfægtede forordning blev vedtaget. Den retlige ramme udgøres dels af artikel 172, stk. 2, TEUF, som bestemmer, at retningslinjer og PFI, der vedrører en medlemsstats område, kræver dennes godkendelse. Dels udgøres den retlige ramme af artikel 3, stk. 3, andet afsnit, litra a), i forordning nr. 347/2013, som bestemmer, at hvert enkelt forslag til PFI skal godkendes af de berørte medlemsstater, når en gruppe opstiller sin regionale liste, og af artikel 3, stk. 4, første afsnit, i forordning nr. 347/2013, som i det væsentlige bestemmer, at Kommissionen har beføjelse til at vedtage delegerede retsakter, hvori EU-listen over PFI fastsættes med forbehold af den medlemsstats godkendelse, hvis område er berørt af det pågældende PFI.

27      Hvad for det andet angår den faktiske sammenhæng, hvori den anfægtede forordning indgår, bemærkes, at forordningen blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende den 11. marts 2020. Det kan imidlertid udledes af flere omstændigheder, at sagsøgerne fik kendskab til Den Franske Republiks forbehold med hensyn til Aquind-sammenkoblingsprojektet, og i sidste instans til dens afslag på at godkende projektet, før den nævnte offentliggørelse.

28      Indledningsvis oplyste Kommissionen i en e-mail af 11. juli 2019 til sagsøgerne disse om, at Den Franske Republik havde udtrykt forbehold med hensyn til Aquind-sammenkoblingsprojektet på mødet i den regionale gruppe på teknisk niveau den 5. juli 2019, og foreslog dem at kontakte det pågældende ministerium for at få flere detaljer.

29      Endvidere besvarede medlemmet af Kommissionen med ansvar for energi på mødet den 5. december 2019 i Europa-Parlamentets Udvalg om Industri, Forskning og Energi et spørgsmål fra to medlemmer af Europa-Parlamentet, der er statsborgere i Det Forenede Kongerige, om, hvorfor Aquind-sammenkoblingsprojektet var blevet slettet af EU-listen over PFI. Medlemmet af Kommissionen med ansvar for energi oplyste for det første, at Den Franske Republik var af den opfattelse, at de fire projekter, som forbandt Det Forenede Kongerige og Frankrig, ville føre til overkapacitet, for det andet, at Aquind-sammenkoblingsprojektet ifølge denne medlemsstat ansås for at være det mest usikre projekt, og, for det tredje, at den derfor havde anmodet om, at projektet ikke blev opført på den nye liste over PFI. Medlemmet af Kommissionen med ansvar for energi fremhævede, at medlemsstaterne har ret til at godkende projekter, som vedrører deres område, og at Kommissionen er forpligtet til at respektere denne ret.

30      Sagsøgerne har i deres svar på et skriftligt spørgsmål fra Retten erkendt, at de fik kendskab til svaret fra medlemmet af Kommissionen med ansvar for energi samme dag, dvs. den 5. december 2019.

31      Endelig har sagsøgerne som svar på et andet skriftligt spørgsmål fra Retten anført, at vicegeneraldirektøren for Kommissionens Generaldirektorat (GD) for Energi ved skrivelse af 20. februar 2020 som svar på sagsøgernes skrivelse af 24. oktober 2019 oplyste dem om, at Kommissionen ikke var bemyndiget til at medtage projekter på EU-listen over PFI, efter at de regionale gruppers afgørelser var blevet truffet, og anførte, at Den Franske Republik havde gjort indsigelse mod Aquind-sammenkoblingsprojektet.

32      Det følger af det ovenstående, at sagsøgerne fik kendskab til begrundelsen for, at Kommissionen ikke opførte Aquind-sammenkoblingsprojektet på EU-listen over PFI i den anfægtede forordning, og at begrundelsen vedrørte det forhold, at Den Franske Republik ikke havde godkendt projektet. Endvidere kunne de notere sig, at der efter denne medlemsstats opfattelse var risiko for overkapacitet på grund af forekomsten af flere projekter, og at Aquind-sammenkoblingsprojektet var det mest usikre.

33      Endelig skal det af sagsøgerne fremførte argument undersøges, hvorefter den begrundelse, der vedrører Den Franske Republiks afslag på at godkende opførelsen af Aquind-sammenkoblingsprojektet på EU-listen over PFI, og denne medlemsstats forklaring om, at der var risiko for overkapacitet, og at det omhandlede projekt var det var mest usikre, er utilstrækkelige. Sagsøgerne har i det væsentlige gjort gældende, at Kommissionen ikke kunne stille sig tilfreds med en sådan begrundelse, men at den skulle have krævet, at den berørte medlemsstat gav en mere udførlig begrundelse for sit afslag.

34      For at afgøre, om den begrundelse, hvortil der henvises i præmis 32 ovenfor, var tilstrækkelig, er det nødvendigt først at klarlægge, hvor omfattende en begrundelse der kræves, når det skal afgøres, om et sammenkoblingsprojekt skal opføres på EU-listen over PFI eller ej.

35      Undersøgelsen af dette spørgsmål indebærer, at fordelingen og omfanget af medlemsstaternes og Kommissionens respektive beføjelser inden for rammerne af proceduren for vedtagelse af listerne over PFI for Unionen skal afklares. Sagsøgerne har således gjort gældende, at artikel 172, stk. 2, TEUF ikke tillægger medlemsstaterne ret til fuldstændig efter eget skøn at nedlægge veto mod opførelsen af et PFI på EU-listen, og at Kommissionen i henhold til forordning nr. 347/2013 har beføjelse til at vedtage EU-listen over PFI efter eget skøn. Kommissionen har på sin side gjort gældende, at den ikke kunne optage Aquind-sammenkoblingsprojektet på EU-listen over PFI, da den ikke finder, at den kan tilsidesætte en medlemsstats afslag på godkendelse.

36      Det bemærkes hvad dette angår, at det fremgår af fast retspraksis, at der ved fortolkningen af en EU-retlig bestemmelse ikke blot skal tages hensyn til bestemmelsens ordlyd og de mål, den forfølger, men også til den sammenhæng, hvori den indgår, og til EU-rettens bestemmelser som helhed (jf. dom af 8.7.2019, Kommissionen mod Belgien (Artikel 260, stk. 3, TEUF – højhastighedsnet), C-543/17, EU:C:2019:573, præmis 49 og den deri nævnte retspraksis, samt kendelse af 24.10.2019, Liaño Reig mod SRB, T-557/17, ikke trykt i Sml., EU:T:2019:771, præmis 59).

37      Hvad angår ordlyden af artikel 172, stk. 2, TEUF bemærkes, at en ordlydsfortolkning heraf klart taler for Kommissionens standpunkt. Ordlyden af denne bestemmelse kan nemlig på ingen måde fortolkes på flere måder og frembyder således ingen fortolkningsproblemer.

38      I betragtning af den klare ordlyd af artikel 172, stk. 2, TEUF må det fastslås, at denne bestemmelse tillægger den pågældende medlemsstat en diskretionær beføjelse, nærmere bestemt en vid skønsmargen, med hensyn til at godkende eller afslå at godkende opførelsen af et projekt på EU-listen over PFI.

39      Dette bekræftes af en teleologisk og kontekstuel fortolkning af artikel 172, stk. 2, TEUF. At lovgiver valgte at indføre en form for vetoret for den berørte medlemsstat, skyldes således, at politikken vedrørende transeuropæiske net omfatter territoriale aspekter og følgelig på en vis måde har betydning for den fysiske planlægning, som er et område, der traditionelt henhører under medlemsstaternes suverænitet (generaladvokat Bots forslag til afgørelse Det Forenede Kongerige mod Parlamentet og Rådet, C-121/14, EU:C:2015:526, punkt 157 og 158).

40      Det samme fremgår i øvrigt af de bestemmelser i forordning nr. 347/2013, hvortil der henvises i præmis 26 ovenfor. I modsætning til, hvad sagsøgerne har gjort gældende, havde Kommissionen følgelig ikke beføjelse til at tilsidesætte afslaget på godkendelse.

41      I betragtning af medlemsstatens skønsbeføjelse skal det afgøres, i hvilket omfang et afslag fra denne skal begrundes. Hvad dette angår angives det i artikel 3, stk. 3, andet afsnit, litra a), i og afsnit 2, punkt 10, i bilag III til forordning nr. 347/2013, at når en gruppe udarbejder sin regionale liste, skal den berørte medlemsstat, som afslår at godkende et projekt, give den regionale gruppe en begrundelse for afslaget. Det angives i disse bestemmelser, at den beslutningstagende instans på højt niveau i den berørte regionale gruppe kan undersøge begrundelsen for afslaget »efter anmodning fra en medlemsstat« i gruppen. I forlængelse af artikel 172, stk. 2, TEUF udtrykte lovgiver således på denne måde sit ønske om, at spørgsmålet om et afslag på at godkende et projekt, som forhindrer dette i at blive tildelt status som PFI for Unionen, henhører under de berørte medlemsstaters kompetence.

42      I det foreliggende tilfælde angives det i referatet af mødet i henholdsvis de beslutningstagende tekniske instanser og den beslutningstagende instans på højt niveau, at Den Franske Republik havde givet en begrundelse for sit afslag på at godkende opførelsen af Aquind-sammenkoblingsprojektet på den fjerde liste over PFI, og at ingen medlemsstat i den berørte regionale gruppe havde anmodet om, at begrundelsen blev undersøgt.

43      Kommissionen opfyldte således begrundelsespligten, da den henviste til Den Franske Republiks afslag på at godkende opførelsen af Aquind-sammenkoblingsprojektet på EU-listen over PFI. Det kan heller ikke foreholdes Kommissionen, at den ikke anmodede Den Franske Republik om en mere udførlig forklaring på begrundelsen for afslaget. Hvad dette angår gav artikel 3, stk. 3, andet afsnit, litra a), i og afsnit 2, punkt 10, i bilag III til forordning nr. 347/2013 ikke Kommissionen mulighed for at foretage nogen form for indgriben i den begrundelse, som Den Franske Republik havde fremført. Det skal tilføjes, at sagsøgerne ikke har påberåbt sig, at de nævnte bestemmelser er ulovlige, og at de derfor ikke kan foreholde Kommissionen, at den tilsidesatte sin begrundelsespligt, eftersom den efterkom dem (jf. i denne retning og analogt dom af 26.9.2014, Raffinerie Heide mod Kommissionen, T-631/13, ikke trykt i Sml., EU:T:2014:830, præmis 41-44, og generaladvokat Mengozzis forslag til afgørelse DK Recycling und Roheisen mod Kommissionen, Arctic Paper Mochenwangen mod Kommissionen, Raffinerie Heide mod Kommissionen og Romonta mod Kommissionen, C-540/14 P, C-551/14 P, C-564/14 P og C-565/14 P, EU:C:2016:147, punkt 90 og 91).

44      I denne sammenhæng kan artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 347/2013, som bestemmer, at »[b]eslutningsdygtigheden inden for grupperne er begrænset til medlemsstaterne og Kommissionen, der med henblik herpå betegnes som [de berørte regionale gruppers] beslutningstagende instans«, artikel 3, stk. 4, samt artikel 16 i forordning nr. 347/2013, i henhold til hvilke Kommissionen har beføjelse til at vedtage den anfægtede forordning, ikke fortolkes således, at Kommissionen er ansvarlig for en eventuel ulovlighed begået af en medlemsstat, når denne afslår at godkende et projekt, og at den derfor skal stå til ansvar for medlemsstatens eventuelle tilsidesættelse af begrundelsespligten. En sådan fortolkning ville nemlig være i strid med reglerne for kompetencefordelingen mellem medlemsstaterne og Kommissionen, således som den er fastsat i artikel 172 TEUF og gentaget i forordning nr. 347/2013.

45      Det må følgelig konkluderes, at Kommissionen gav en tilstrækkelig begrundelse for den anfægtede forordning, hvorfor det første anbringende må forkastes.

 Det andet anbringende om tilsidesættelse af de processuelle og materielle krav i forordning nr. 347/2013, navnlig dennes artikel 5, stk. 8

46      Inden for rammerne af det andet anbringende har sagsøgerne gjort gældende, at der foreligger en tilsidesættelse af de processuelle og materielle bestemmelser. Anbringendet indeholder i det væsentlige fem klagepunkter.

47      Kommissionen har, i denne henseende støttet af Kongeriget Spanien og Den Franske Republik, bestridt disse klagepunkter og anbringendet som helhed.

48      Inden for rammerne af det første klagepunkt har sagsøgerne gjort gældende, at Kommissionen som det organ, der var ansvarligt for vedtagelsen af den anfægtede forordning, burde have draget omsorg for, at EU-listen over PFI blev fastsat i overensstemmelse med alle de relevante retlige krav. Efter sagsøgernes opfattelse tilsidesatte Kommissionen imidlertid artikel 3, stk. 3, i forordning nr. 347/2013, eftersom den i bilag III.2 til forordningen fastsatte fremgangsmåde af flere grunde ikke blev overholdt.

49      For det første har sagsøgerne påberåbt sig, at ACER havde oplyst, at agenturet på grund af en række mangler i de oplysninger, som det havde modtaget, ikke havde været i stand til at udtale sig om, hvorvidt kriterierne og cost-benefit-analysen var blevet anvendt konsekvent på tværs af regionerne. Sagsøgerne har imidlertid ikke angivet, hvorledes betragtningerne i ACER’s udtalelse har konkret indvirkning på lovligheden af den anfægtede forordning for så vidt angår Aquind-sammenkoblingsprojektet.

50      Kommissionen kunne nemlig ikke opføre Aquind-sammenkoblingsprojektet på den nye EU-liste over PFI, fordi Den Franske Republik ikke havde givet sin godkendelse, idet denne medlemsstat var af den opfattelse, at der var risiko for overkapacitet, og at Aquind-sammenkoblingsprojektet ansås for at være det mest usikre. Spørgsmålet om, hvorvidt kriterierne og cost-benefit-analysen var blevet anvendt konsekvent på tværs af regionerne, havde således ikke nogen indflydelse på afgørelsen om ikke at opføre projektet på EU-listen over PFI.

51      For det andet er sagsøgernes argument om, at den beslutningstagende instans på højt niveau i den berørte regionale gruppe og Kommissionen tilsidesatte kravene i afsnit 2, punkt 13, i bilag III til forordning nr. 347/2013 ved ikke at tage hensyn til ACER’s udtalelse om, hvorvidt kriterierne og cost-benefit-analysen var blevet anvendt konsekvent på tværs af regionerne, hverken klart eller underbygget.

52      For det første angives det generelt i femte betragtning til den anfægtede forordning, at den beslutningstagende instans på højt niveau i den berørte regionale gruppe rent faktisk tog hensyn til ACER’s udtalelse i forbindelse med vedtagelsen af dens endelige regionale liste. Endvidere indeholder ACER’s udtalelse et afsnit A.4.1.3, der specifikt vedrører Aquind-sammenkoblingsprojektet, og hvori det fremhæves, hvilke forskelle der er mellem de regulerende myndighedernes opfattelse i henholdsvis Den Franske Republik og Det Forenede Kongerige, og grundene til, at den franske regulerende myndighed, dvs. Commission de régulation de l’énergie (CRE) (energireguleringskommissionen (CRE)), havde modsat sig, at projektet blev opført på den endelige regionale liste. Endelig bemærkes under alle omstændigheder, at Den Franske Republik afslog at godkende projektet på grund af risiko for overkapacitet, og fordi Aquind-sammenkoblingsprojektet ansås for at være det mest usikre projekt, at den beslutningstagende instans på højt niveau inden for den berørte regionale gruppe og Kommissionen var bundet af dette afslag, og at det under disse omstændigheder ikke kan foreholdes dem, at de ikke tog hensyn til ACER’s udtalelse.

53      For det tredje har sagsøgerne foreholdt Kommissionen, at den ikke sikrede tværregional sammenhæng i overensstemmelse med artikel 3, stk. 5, litra b), i forordning nr. 347/2013, idet de i det væsentlige har gjort gældende, et stort antal projekter, som kun havde udvist få fremskridt, eller for hvilke planlægningen regelmæssigt var blevet ændret, var blevet opført på EU-listen over PFI, og at påstanden om, at Aquind-sammenkoblingsprojektet var det mest usikre, derfor ikke udgjorde en hindring for, at det kunne komme i betragtning som et PFI for Unionen.

54      Dette argument kan ikke tages til følge. Sagsøgerne har blot gentaget indholdet af ACER’s udtalelse på dette punkt, men ikke godtgjort, at det kan rejse tvivl om den anfægtede forordnings lovlighed for så vidt angår Aquind-sammenkoblingsprojektet.

55      Det skal således bemærkes, at Kommissionen var forpligtet til at tage hensyn til Den Franske Republiks afslag på at godkende optagelsen af Aquind-sammenkoblingsprojektet på EU-listen over PFI, og at den ikke kunne anfægte begrundelsen for, at dette projekt var det mest usikre. Det bemærkes i denne forbindelse, at artikel 3, stk. 3, andet afsnit, litra a), i forordning nr. 347/2013 bestemmer, at »[i] forbindelse med en gruppes udarbejdelse af sin regionale liste skal hvert enkelt forslag til et projekt af fælles interesse godkendes af de medlemsstater, hvis territorium projektet vedrører«, og at »hvis en medlemsstat beslutter ikke at godkende, fremlægger den en behørig begrundelse herfor for den relevante [regionale] gruppe«. Det angives i afsnit 2, punkt 10, i bilag III til forordning nr. 347/2013, at hvis en medlemsstat i denne regionale gruppe anmoder om det, skal gruppens beslutningstagende instans på højt niveau undersøge den pågældende begrundelse. Kommissionen havde således ikke beføjelse til at anmode om, at den begrundelse, som Den Franske Republik havde påberåbt sig, blev undersøgt, og begik derfor ikke nogen fejl i denne henseende. I det foreliggende tilfælde anmodede ingen medlemsstat Den Franske Republik om at redegøre for grundene til dens afslag.

56      Selv hvis antages – således som sagsøgerne har gjort gældende – at Den Franske Republiks vurdering, hvorefter Aquind-sammenkoblingsprojektet var det mest usikre, beroede på urigtigt skøn, havde Kommissionen ikke beføjelse til at berigtige dette skøn, ligesom Retten heller ikke har kompetence til selv at undersøge dette spørgsmål. Det bemærkes i denne forbindelse, at Den Franske Republik oplyste i retsmødet, uden at sagsøgerne anfægtede det, at dens afslag på at godkende, at Aquind-sammenkoblingsprojektet blev opført på EU-listen over PFI, er blevet anfægtet ved tribunal administratif de Paris (forvaltningsdomstolen i Paris, Frankrig).

57      Inden for rammerne af det andet klagepunkt har sagsøgerne foreholdt den regionale gruppe, at den tilsidesatte artikel 3, stk. 2, i forordning nr. 347/2013 ved ikke at vedtage nogen forretningsorden.

58      Det bestemmes i artikel 3, stk. 2, i forordning nr. 347/2013, at hver regional gruppe vedtager sin egen forretningsorden under hensyntagen til bestemmelserne i bilag III. Det fremgår imidlertid af de dokumenter, som sagsøgerne selv har henlagt til sagens akter, at forretningsordenen blev vedtaget i form af et mandat fra en række regionale gas- og elektricitetsgrupper, herunder gruppen vedrørende »Northern Seas Offshore Grid« – dvs. den korridor, det prioriterede område og den geografiske dækning, hvori Aquind-sammenkoblingsprojektet indgår. Sagsøgerne har selv oplyst, at de gjorde sig bekendt med forretningsordenen gennem Unionens PFI-portal, og at de kunne downloade den.

59      Den omstændighed, at forretningsordenen indeholdt angivelsen »Draft«, har ingen betydning i denne forbindelse. Således som sagsøgerne selv har anført i deres skriftlige indlæg, var de nemlig fuldt ud klar over, at der på trods af denne angivelse var tale om den endelige version af forretningsordenen, hvilket i øvrigt bekræftes af, at der i navnet på den elektroniske fil indgik ordet »Final«. Under disse omstændigheder kan de ikke begrænse sig til på en vag og uunderbygget måde at hævde, at den regionale gruppe for »Northern Seas Offshore Grid« ikke vedtog nogen forretningsorden, og at proceduren derfor manglede gennemsigtighed og ikke gav dem minimale garantier.

60      Det tredje klagepunkt går ud på, at forsinkelserne i iværksættelsen af Aquind-sammenkoblingsprojektet ikke kan udgøre en grund til ikke at opføre projektet på EU-listen over PFI. Sagsøgerne har gjort gældende, at den regionale gruppe allerede havde undersøgt dette spørgsmål, ikke havde fundet nogen problemer på grund af forsinkelserne og i øvrigt ikke havde anmodet dem om at forklare sig på dette punkt.

61      Dette klagepunkt er ikke relevant. Den Franske Republik anførte nemlig ikke i den beslutningstagende instans på højt niveau i den regionale gruppe for »Northern Seas Offshore Grid« forsinkelserne i iværksættelsen af Aquind-sammenkoblingsprojektet som begrundelse for at afslå at godkende projektet.

62      Det fremgår ganske vist af ACER’s udtalelse af 25. september 2019, at CRE havde henvist til, at iværksættelsen af Aquind-sammenkoblingsprojektet var blevet forsinket, og at dette var en af grundene til, at CRE modsatte sig, at projektet blev opført på EU-listen over PFI. Imidlertid kan – således som Kommissionen med rette har fremhævet – en national regulerende myndigheds holdning ikke fortolkes som en medlemsstats standpunkt i den beslutningstagende instans på højt niveau i den berørte regionale gruppe. Det fremgår i øvrigt ikke af noget dokument, at Den Franske Republik havde tilsluttet sig den nationale regulerende myndigheds begrundelse.

63      Af denne grund er sagsøgernes argument om, at der under mødet den 28. maj 2019 i den regionale gruppe vedrørende »Northern Seas Offshore Grid« ikke blev fremsat nogen bemærkninger vedrørende den forsinkelse, som iværksættelsen af Aquind-sammenkoblingsprojektet var blevet ramt af, og som sagsøgerne ikke blev anmodet om at forklare, heller ikke relevant.

64      Hvad angår det fjerde klagepunkt om uoverensstemmelser og unøjagtigheder i Artelys-undersøgelsen vedrørende cost-benefit-analysen er det, på samme måde som det tredje klagepunkt, irrelevant.

65      At Kommissionen ikke opførte Aquind-sammenkoblingsprojektet i den anfægtede forordning, skyldes nemlig Den Franske Republiks modstand mod projektet, som bygger på grunde, der ikke har forbindelse med Artelys-undersøgelsen. Det fremgår i denne henseende af punkt A.4.1.3 i ACER’s udtalelse af 25. september 2019, at det var CRE og ikke Den Franske Republik, der navnlig støttede sig på denne undersøgelse som begrundelse for sin modstand mod Aquind-sammenkoblingsprojektet.

66      Sagsøgerne har inden for rammerne af et femte klagepunkt gjort gældende, at Aquind-projektet kun kunne slettes af EU-listen over PFI i det tilfælde, som er omhandlet i artikel 5, stk. 8, i forordning nr. 347/2013. De har gjort gældende, at artikel 3, stk. 3, litra a), i forordning nr. 347/2013 forpligter en medlemsstat, der afslår et individuelt forslag til PFI, til at fremlægge en »begrundelse« for afslaget, hvorfor dens afgørelse ikke kan være rent vilkårlig. Ifølge sagsøgerne begrundede Den Franske Republik ikke sit afslag på at godkende Aquind-sammenkoblingsprojektet, og Kommissionen synes således at have fundet, at projektet kunne slettes af en anden grund end den, der er fastsat i artikel 5, stk. 8, i forordning nr. 347/2013, nemlig at projektet ikke længere støttedes af den medlemsstat, på hvis område det skulle gennemføres.

67      For det første henvises der i artikel 5, stk. 8, i forordning nr. 347/2013 kun til tilfælde, hvor et projekt, der allerede er opført på EU-listen over PFI, slettes af denne, nærmere bestemt hvis projektet er blevet opført på listen på grundlag af forkerte oplysninger, som var afgørende for opførelsen, eller hvis projektet ikke er i overensstemmelse med EU-retten. Denne bestemmelse omhandler således ikke opførelsen af projekter på den nye liste hvert andet år.

68      Det fremhæves i denne forbindelse, at Aquind-sammenkoblingsprojektet ikke blev »slettet« af EU-listen over PFI, men at det ikke blev opført på den nye liste ved afslutningen af proceduren for udarbejdelse af denne. Artikel 5, stk. 8, i forordning nr. 347/2013 er derfor ikke relevant i det foreliggende tilfælde.

69      Denne konklusion bekræftes af 24. betragtning til forordning nr. 347/2013. Det angives utvetydigt i denne, at der opstilles en »ny« EU-liste over PFI hvert andet år, at eksisterende PFI, der skal opføres på den nye EU-liste over PFI, er omfattet af den samme udvælgelsesproces som de projekter, der foreslås med henblik på udarbejdelse af EU-lister over PFI, og at projekter, som ikke længere opfylder de i forordningen fastsatte relevante kriterier og krav, ikke skal være opført på den nye EU-liste over PFI. Projekter, som allerede blev opført på den foregående EU-liste over PFI, nyder således ikke nogen fordel i forhold til nye projekter. Forordning nr. 347/2013 indeholder kun en pragmatisk betragtning, nemlig i 24. betragtning til forordningen, hvori det angives, at der for at begrænse den administrative byrde i forbindelse med tidligere projekter mest muligt i videst muligt omfang skal anvendes de oplysninger, som tidligere er blevet indsendt, og tages hensyn til årsberetningerne fra iværksætterne af de pågældende tidligere projekter.

70      For det andet er det forgæves, at sagsøgerne har påberåbt sig artikel 3, stk. 3, andet afsnit, litra a), i forordning nr. 347/2013 til støtte for, at udøvelsen af medlemsstatens vetoret mod at opføre et projekt på EU-listen over PFI er begrænset til kun at gælde den første opførelse af projektet på listen.

71      Det bestemmes nemlig i artikel 3, stk. 3, andet afsnit, litra a), i forordning nr. 347/2013, at »[i] forbindelse med en gruppes udarbejdelse af sin regionale liste […] skal hvert enkelt forslag til [PFI] godkendes af de medlemsstater, hvis territorium projektet vedrører«, og at »hvis en medlemsstat beslutter ikke at godkende, fremlægger den en behørig begrundelse herfor for den relevante [regionale] gruppe«. Det angives i afsnit 2, punkt 10, i bilag III til samme forordning, at hvis en og medlemsstat i gruppen anmoder om det, skal den regionale gruppes beslutningstagende instans på højt niveau undersøge denne begrundelse.

72      I disse bestemmelser i forordning nr. 347/2013 sondres der ikke mellem, om det er første gang, at et projekt er genstand for en ansøgning om opførelse, eller om det allerede blev opført på den foregående liste. Bestemmelserne finder således anvendelse på hver enkelt udarbejdelse af en ny liste og omfatter derfor ethvert projekt, som en medlemsstat modsætter sig.

73      Det forhold, at en medlemsstat skal begrunde afslaget på at godkende et projekt, og at den beslutningstagende instans på højt niveau i den berørte regionale gruppe skal undersøge begrundelsen, hvis en anden medlemsstat i gruppen anmoder om det, betyder imidlertid ikke, at medlemsstatens vetoret kun kan udøves på grundlag af et kriterium, som er fastsat forordning nr. 347/2013. Medlemsstaten har nemlig, for det første, i henhold til artikel 172, stk. 2, TEUF beføjelse til efter eget skøn at afslå at godkende, at et projekt opføres på EU-listen over PFI. For det andet fremgår det i denne henseende hverken af artikel 3, stk. 3, andet afsnit, litra a), i forordning nr. 347/2013 eller af andre bestemmelser i samme forordning, at den »begrundelse«, på basis af hvilken medlemsstaten kan afslå at give sin godkendelse, er begrænset til tilfælde, hvor det konstateres, at der mangler overensstemmelse med forordning nr. 347/2013 i særdeleshed eller med EU-retten generelt.

74      Endvidere foreligger der – i modsætning til hvad sagsøgerne har gjort gældende – ikke en tilsidesættelse af artikel 3, stk. 3, andet afsnit, litra a), forordning nr. 347/2013, eftersom Kommissionen i det aktuelle tilfælde med rette fandt, at Den Franske Republik havde givet en begrundelse for, at den havde afslået at godkende, at Aquind-sammenkoblingsprojektet blev opført på EU-listen over PFI. Det fremgår nemlig af referatet af mødet i henholdsvis den berørte regionale gruppes beslutningstagende tekniske instanser og dens beslutningstagende instans på højt niveau, at Den Franske Republik havde fundet, at de fire sammenkoblingsprojekter, der skulle forbinde Frankrig og Det Forenede Kongerige, ville føre til overkapacitet, og at Aquind-sammenkoblingsprojektet var det mest usikre af disse.

75      Det følger af det ovenstående, at det andet anbringende må forkastes.

 Det fjerde og det femte anbringende om tilsidesættelse af henholdsvis retten til god forvaltning og ligebehandlingsprincippet

76      Det fjerde og det femte anbringende vedrører henholdsvis tilsidesættelse af retten til god forvaltning og tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet. Sagsøgerne har gjort gældende, at Kommissionen har til opgave at ændre EU-listen over PFI og derfor har ret og pligt til at påse, at principperne om god forvaltningsskik og ligebehandling samt de øvrige almindelige EU-retlige principper overholdes. De har fremhævet, at de ikke havde mulighed for at blive hørt under møderne i den beslutningstagende tekniske instans og den beslutningstagende instans på højt niveau. De har ligeledes gjort gældende, at Kommissionen som medlem af alle de »besluttende instanser« skal vedtage EU-listen over PFI i medfør af en delegation af lovgivningskompetence, og at den derfor kan ændre de regionale lister, som instanserne har foreslået.

77      Kommissionen har, støttet af Kongeriget Spanien og Den Franske Republik, bestridt det fjerde og det femte anbringende.

78      For det første bemærkes, at retten til god forvaltning er en af de garantier, som Unionens retsorden giver med hensyn til den administrative sagsbehandling, og som er fastsat i chartrets artikel 41 (jf. i denne retning dom af 14.11.2017, Alfamicro mod Kommissionen, T-831/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:804, præmis 165 og den deri nævnte retspraksis). Det bestemmes i chartrets artikel 41, stk. 1, at »[e]nhver har ret til at få sin sag behandlet uvildigt, retfærdigt og inden for en rimelig frist af Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer«. I chartrets artikel 41, stk. 2, fastsættes, at retten til god forvaltning navnlig omfatter retten for enhver til at blive hørt, inden der træffes en individuel foranstaltning over for ham eller hende, som måtte berøre vedkommende negativt.

79      Endvidere er Kommissionen forpligtet til at overholde ligebehandlingsprincippet eller princippet om forbud mod forskelsbehandling, som indebærer, at ensartede situationer ikke må behandles forskelligt, og forskellige situationer ikke behandles ens, medmindre en sådan behandling er objektivt begrundet (dom af 15.4.2010, Gualtieri mod Kommissionen, C-485/08 P, EU:C:2010:188, præmis 70). Overholdelsen af ligebehandlingsprincippet skal dog forliges med overholdelsen af legalitetsprincippet (dom af 17.1.2013, Gollnisch mod Parlamentet, T-346/11 og T-347/11, EU:T:2013:23, præmis 109).

80      For det andet indebærer undersøgelsen af det fjerde og det femte anbringende, at det skal fastslås, hvilken rolle forordning nr. 347/2013 har tildelt hver af deltagerne i proceduren for opførelse af projektforslagene på EU-listen over PFI, og hvorledes proceduren skal afvikles.

81      For det første tilkommer det som fastsat i artikel 3, stk. 3, i forordning nr. 347/2013 den berørte regionale gruppe at opstille den regionale liste over forslag til PFI. Det bemærkes i denne forbindelse, at denne gruppe er sammensat af repræsentanter for medlemsstaterne, de nationale regulerende myndigheder og transmissionsnetoperatørerne samt repræsentanter for Kommissionen, ACER og det europæiske net af el-transmissionssystemoperatører (jf. afsnit 1, punkt 1, i bilag III til forordning nr. 347/2013).

82      Iværksættere af projekter, der potentielt kan komme i betragtning som PFI, som ønsker, at deres projekter opnår status som PFI, skal indgive en ansøgning til gruppen om, at projektet udvælges som PFI (jf. afsnit 2, punkt 1, i bilag III til forordning nr. 347/2013). For forslag til projekter såsom forslaget til elsammenkoblingsprojekt skal de nationale regulerende myndigheder og, hvis det er nødvendigt, ACER sikre sig, at kriterierne og metoderne til cost-benefit-analyse er anvendt konsekvent, evaluere projekternes grænseoverskridende relevans og forelægge gruppen deres evalueringer (jf. afsnit 2, punkt 7, i bilag III til forordning nr. 347/2013).

83      Det bemærkes, at reglerne som tidligere nævnt i det væsentlige bestemmer, at den berørte nationale gruppe, når den opstiller sin regionale liste over forslag til PFI for Unionen, skal tage hensyn til, at hvert enkelt forslag til PFI skal godkendes af de medlemsstater, hvis territorium projektet vedrører. En medlemsstat, som afslår at give sin godkendelse, skal fremlægge en begrundelse for afslaget for den berørte gruppe [jf. artikel 3, stk. 3, andet afsnit, litra a), i forordning nr. 347/2013]. Det bestemmes i denne forbindelse, at gruppens beslutningstagende instans på højt niveau skal undersøge den af medlemsstaten fremlagte begrundelse for at afslå at godkende et forslag til PFI, hvis en medlemsstat i gruppen anmoder derom (jf. afsnit 2, punkt 10, i bilag III til forordning nr. 347/2013).

84      Det af gruppen udarbejdede udkast til regionale lister over forslag til PFI forelægges ACER. Agenturet vurderer udkastet til lister og vedtager en udtalelse om det – som navnlig drejer sig om, hvorvidt kriterierne og cost-benefit-analysen er anvendt konsekvent på tværs af regionerne [jf. artikel 3, stk. 3, andet afsnit, litra a), i og afsnit 2, punkt 12, i bilag III til forordning nr. 347/2013].

85      Efter at ACER har afgivet sin udtalelse, »vedtager« den beslutningstagende instans på højt niveau i den berørte regionale gruppe den endelige regionale EU-liste over forslag til PFI for Unionen på grundlag af gruppens forslag og under hensyntagen til ACER’s udtalelse og de kompetente nationale myndigheders vurdering. Instansen forelægger Kommissionen den endelige regionale liste.

86      I medfør af en delegation af beføjelser har Kommissionen bemyndigelse til at vedtage delegerede retsakter, der fastlægger EU-listen over PFI. Det angives dog i 23. betragtning til forordning nr. 347/2013, at den til Kommissionen delegerede beføjelse til at vedtage og revidere listen i overensstemmelse med artikel 290 TEUF skal udøves, »samtidig med at medlemsstaternes ret til at godkende [PFI for Unionen] vedrørende deres område respekteres«. I denne henseende angives det i forordningens artikel 3, stk. 4, første afsnit, at beføjelsen til at vedtage en retsakt, der fastsætter EU-listen over PFI, skal udøves med forbehold af »artikel 172, stk. 2, [TEUF]«. Det bestemmes i artikel 172, stk. 2, TEUF, at PFI for Unionen, der vedrører en medlemsstats område, kræver den pågældende medlemsstats godkendelse.

87      For det andet kan der drages følgende konklusioner af beskrivelsen af de forskellige etaper i den procedure, som er fastsat i forordning nr. 347/2013.

88      For det første kan hverken den berørte regionale gruppes beslutningstagende tekniske instans (som opstiller den regionale liste over forslag til PFI for Unionen), den regionale beslutningstagende instans på højt niveau (som vedtager den regionale liste over forslag til PFI for Unionen) eller Kommissionen (som vedtager den delegerede retsakt, hvori EU-listen over PFI fastsættes endeligt) opføre et individuelt forslag til projekt på listerne, som ikke er blevet godkendt af den medlemsstat, på hvis område projektet skal gennemføres.

89      Endvidere har Kommissionen, således som det fremgår af det ovenstående, og i modsætning til hvad sagsøgerne i det væsentlige har gjort gældende, ikke beføjelse til at udarbejde EU-listen over PFI endeligt efter eget skøn.

90      Kommissionens delegerede beføjelser – som tildeles i artikel 3, stk. 4, og artikel 16 i forordning nr. 347/2013, sammenholdt med hinanden – med hensyn til at vedtage EU-listen over PFI endeligt skal nemlig udøves inden for rammerne af bestemmelserne i EUF-traktaten og forordning nr. 347/2013. Således som det allerede blev fremhævet i præmis 86 ovenfor, skal Kommissionens beføjelse til at vedtage delegerede retsakter udøves med forbehold af »artikel 172, stk. 2, [TEUF]«. Kommissionen har således ikke beføjelse til at føje et projekt til den omhandlede liste, som en medlemsstat, på hvis område projektet skulle gennemføres, har afslået at godkende.

91      På samme måde fremgår det af såvel artikel 3, stk. 4, andet afsnit, som artikel 3, stk. 5, i forordning nr. 347/2013, at opgaven med hensyn til at drage omsorg for, at EU-listen over PFI opstilles og vedtages hvert andet år, som påhviler Kommissionen, skal gennemføres »på grundlag af de regionale lister« over forslag til PFI for Unionen.

92      Inden for rammerne af denne opgave defineres Kommissionens beføjelser netop som at »sikre, at kun projekter, der opfylder kriterierne i artikel 4 [i forordning nr. 347/2013], optages på [EU-listen over PFI]« [artikel 3, stk. 5, litra a), i forordning nr. 347/2013], at »sikre tværregional sammenhæng under hensyntagen til udtalelsen fra [ACER]« [artikel 3, stk. 5, litra b), i forordning nr. 347/2013] og at »bestræbe sig på at tilsikre et håndterbart samlet antal projekter […] på EU-listen [over PFI]« [artikel 3, stk. 5, litra d), i forordning nr. 347/2013].

93      Ovennævnte tre beføjelser, som Kommissionen er blevet tildelt, kan logisk betragtet kun udøves i relation til projekter, som er opført på de regionale lister over forslag til PFI for Unionen. Kommissionen kan nemlig kun vurdere, om de for PFI gældende kriterier, der fastsættes i artikel 4 i forordning nr. 347/2013, er overholdt for de projekters vedkommende, som er opført disse lister. Undersøgelsen af, om kriterierne er overholdt, kan ikke vedrøre et projekt, som den berørte regionale gruppes besluttende instanser slet ikke har undersøgt på grundlag af kriterierne, fordi det forinden er blevet afvist af den medlemsstat, på hvis område projektet skulle gennemføres. Kommissionen kan således pr. definition ikke undersøge, om kriterierne er overholdt, for så vidt angår et projekt, for hvilket denne undersøgelse aldrig er blevet foretaget.

94      Der kan drages en lignende konklusion for så vidt angår Kommissionens beføjelse til at sikre sammenhængen mellem regionerne under hensyn til ACER’s udtalelse. Kommissionen kan logisk betragtet kun udøve denne beføjelse med hensyn til projekter, der er opført på de lister, som de regionale gruppers besluttende instanser har opstillet. Den kan således ikke vedrøre et projekt, som ikke er blevet opført på disse lister, fordi en medlemsstat, på hvis område projektet skulle gennemføres, har afslået at godkende det.

95      Med hensyn til beføjelsen til at efterprøve, om det samlede antal projekter er håndterbart, angives det i punkt 14 i afsnit 2 i bilag III til forordning nr. 347/2013, at Kommissionen kan overveje ikke at opføre visse projekter på EU-listen over PFI, hvis den finder, at det samlede antal forslag til PFI overstiger et håndterligt antal. Derimod giver ingen bestemmelse i forordning nr. 347/2013 Kommissionen beføjelse til at tilføje projekter, som ikke er blevet udvalgt af de regionale gruppers besluttende instanser, og dermed heller ikke projekter, som ikke er blevet godkendt af den medlemsstat, på hvis område projektet skulle gennemføres.

96      Hvad endelig angår den begrundelse, som medlemsstaten har anført til støtte for sit afslag på godkendelse, har EU- lovgiver kun forbeholdt de medlemsstater, som tilhører den pågældende regionale gruppe, at kunne anmode om, at begrundelsen undersøges, og dermed udelukket alle øvrige parter, som den regionale gruppe består af, dvs. de nationale regulerende myndigheder, transmissionsnetoperatørerne og repræsentanterne for Kommissionen, ACER og det europæiske net af el-transmissionssystemoperatører. I forlængelse af artikel 172, stk. 2, TEUF har det således været lovgivers hensigt, at spørgsmålet om afslag på godkendelse af et projekt forblev inden for medlemsstaternes ansvarsområde.

97      For det tredje må det på det faktuelle plan konstateres, at Den Franske Republik afslog at optage Aquind-sammenkoblingsprojektet på EU-listen over PFI og gav den berørte gruppe en begrundelse for afslaget (jf. præmis 74 ovenfor).

98      Det fremgår ligeledes af sagens akter, at ingen anden medlemsstat i den regionale gruppe anmodede om, at Den Franske Republiks begrundelse blev undersøgt. Hvad dette angår er det med urette, at sagsøgerne har påberåbt sig en e-mail af 20. november 2019 fra Det Forenede Kongeriges kompetente organ til Kommissionen som grundlag for at hævde, i det væsentlige, at denne tidligere medlemsstat modsatte sig sletningen af Aquind-sammenkoblingsprojektet og dermed forpligtede gruppen til at undersøge begrundelsen. E-mailen indeholder nemlig en anmodning om, at der foretages visse ændringer af referatet af mødet i den beslutningstagende instans på højt niveau den 4. oktober 2019, men indeholder ingen – heller ikke en implicit – anmodning til den berørte regionale gruppe om at undersøge Den Franske Republiks begrundelse for, at den afslog at optage Aquind-sammenkoblingsprojektet på EU-listen over PFI. Skrivelsen indeholder kun en stillingtagen af Det Forenede Kongerige, hvorved dette tilkendegiver sit standpunkt med hensyn til de fire sammenkoblingsprojekter mellem Det Forenede Kongerige og Frankrig.

99      Det følger af det ovenstående, at Kommissionen kun kunne udøve sine beføjelser i relation til den liste over projekter, som den berørte regionale gruppes beslutningstagende instans på højt niveau havde vedtaget, at den ikke kunne anmode om en undersøgelse af Den Franske Republiks begrundelse for at afslå at godkende Aquind-sammenkoblingsprojektet, og at den heller ikke kunne føje dette projekt til EU-listen over PFI.

100    I denne sammenhæng må sagsøgernes argument om, at deres ret til at blive hørt angiveligt blev tilsidesat, forkastes. Det fremgår nemlig af ovenstående konstateringer, at Kommissionen, som ikke rådede over nogen skønsmargen, var forpligtet til at undlade at opføre Aquind-sammenkoblingsprojektet på EU-listen over PFI, og at den overholdt bestemmelserne i forordning nr. 347/2013.

101    Det skal fremhæves i denne forbindelse, at sagsøgerne på intet tidspunkt har påberåbt sig, at de relevante bestemmelser i forordning nr. 347/2013, nærmere bestemt artikel 3, stk. 3, andet afsnit, litra a), i og afsnit 2, punkt 10, i bilag III til forordningen, er ulovlige. De kan følgelig ikke gøre gældende, at deres ret til at blive hørt blev tilsidesat (jf. i denne retning og analogt dom af 26.9.2014, Raffinerie Heide mod Kommissionen, T-631/13, ikke trykt i Sml., EU:T:2014:830, præmis 41-44, og generaladvokat Mengozzis forslag til afgørelse DK Recycling und Roheisen mod Kommissionen, Arctic Paper Mochenwangen mod Kommissionen, Raffinerie Heide mod Kommissionen og Romonta mod Kommissionen, C-540/14 P, C-551/14 P, C-564/14 P og C-565/14 P, EU:C:2016:147, punkt 90 og 91).

102    Desuden skulle sagsøgerne, for at en tilsidesættelse af retten til at blive hørt kunne føre til annullation af den anfægtede forordning, have godtgjort, at de, hvis denne uregelmæssighed ikke havde foreligget, kunne have påberåbt sig omstændigheder, som kunne rejse tvivl om Kommissionens standpunkt og dermed på en eller anden måde havde kunnet påvirke dens vurderinger i forbindelse med den manglende opførelse af Aquind-sammenkoblingsprojektet på EU-listen over PFI (jf. i denne retning dom af 1.7.2010, Knauf Gips mod Kommissionen, C-407/08 P, EU:C:2010:389, præmis 23 og den deri nævnte retspraksis). Der var imidlertid intet, som på en eller anden måde havde kunnet påvirke Kommissionens standpunkt, eftersom Den Franske Republik havde afslået at godkende, at Aquind-sammenkoblingsprojektet blev opført på EU-listen over PFI.

103    Under disse omstændigheder kan det ikke foreholdes Kommissionen, at den tilsidesatte retten til god forvaltning.

104    Det kan heller ikke foreholdes Kommissionen, at den tilsidesatte ligebehandlingsprincippet. Som omhandlet i den retspraksis, hvortil der henvises i præmis 79 ovenfor, kunne den ikke behandle Aquind-sammenkoblingsprojektet forskelligt i forhold til de konkurrerende projekter, eftersom det ikke var opført på den liste over forslag til PFI, som den berørte regionale gruppe havde opstillet, og på grundlag af hvilken den udøvede sine delegerede beføjelser, og projektet befandt sig derfor ikke i en situation, der kunne sammenlignes med den, som de konkurrerende projekter, der var opført på listen, befandt sig i.

105    Nærmere bestemt er det for det første forgæves, at sagsøgerne har gjort gældende, at Kommissionen tilsidesatte ligebehandlingsprincippet, fordi sammenkoblingsprojekterne mellem Frankrig og Det Forenede Kongerige (herunder Aquind-sammenkoblingsprojektet) ville opfylde de samme behov for de samme kunder, og fordi resultaterne af Artelys-undersøgelsen – på grundlag af hvilke Kommissionen angiveligt afslog at godkende det nævnte projekt – ikke specifikt vedrørte sidstnævnte projekt, men de tre øvrige konkurrerende projekter.

106    Det skal nemlig erindres, at Kommissionen kun kunne tage Den Franske Republiks afslag på at godkende opførelsen af Aquind-sammenkoblingsprojektet på EU-listen over PFI til efterretning. Desuden fremgår det af undersøgelsen af det første anbringende om tilsidesættelse af begrundelsespligten, at resultaterne af Artelys-undersøgelsen ikke udgør en grund til, at Aquind-sammenkoblingsprojektet ikke blev opført på den liste over forslag, som den berørte beslutningstagende gruppe opstillede, og heller ikke udgør grunden til, at Kommissionen ikke opførte dette projekt EU-listen over PFI.

107    For det andet er det forgæves, at sagsøgerne har støttet deres femte anbringende om tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet på den omstændighed, at Aquind-sammenkoblingsprojektet opnåede en bedre bedømmelse end to konkurrerende projekter i den efter vurderingsmetoden foretagne rangordning af forslag til PFI, og at det på trods heraf ikke blev opført på EU-listen over PFI.

108    Ud over det forhold, at Aquind-sammenkoblingsprojektet ikke var opført på den regionale liste, som den beslutningstagende gruppe havde vedtaget, og Kommissionen derfor ikke kunne tage det i betragtning, er den rangordning, som sagsøgerne har påberåbt sig, under alle omstændigheder irrelevant. Det angives utvetydigt i artikel 4, stk. 4, i og afsnit 2, punkt 14, i bilag III til forordning nr. 347/2013, at klassificeringen af projekter kun er bestemt til internt brug i gruppen, at hverken den regionale liste eller EU-listen over PFI indeholder en rangordning, og at rangordningen ikke kan anvendes til noget andet senere formål, undtagen når Kommissionen udøver den beføjelse, hvortil der henvises i præmis 95 ovenfor, og som består i at undersøge, om det samlede antal projekter er håndterbart.

109    I denne sammenhæng skal sagsøgernes argument vedrørende dom af 11. marts 2020, Baltic Cable (C-454/18, EU:C:2020:189), prøves. Sagsøgerne har henvist til, at Domstolen i denne dom fastslog, at de beføjelser, som de nationale regulerende myndigheder er tillagt, skal fortolkes og anvendes på en måde, der overholder EU-rettens almindelige principper, selv når den berørte myndighed ikke i forordningen er tillagt udtrykkelig beføjelse til at træffe de nødvendige foranstaltninger for at undgå enhver forskelsbehandling. De har i det væsentlige gjort gældende, at de beføjelser, som er tillagt Kommissionen med hensyn til at vedtage EU-listen over PFI, ligeledes skal fortolkes og anvendes på en måde, der overholder EU-rettens generelle principper, i det foreliggende tilfælde ligebehandlingsprincippet, selv om Kommissionen ikke i forordning nr. 347/2013 tillægges en udtrykkelig beføjelse til at træffe de nødvendige foranstaltninger i denne henseende.

110    Dette argument kan imidlertid ikke tages til følge. For det første har sagsøgerne taget udgangspunkt i den fejlagtige forudsætning, at den situation, som de nationale regulerende myndigheder, der er omhandlet i dom af 11. marts 2020, Baltic Cable (C-454/18, EU:C:2020:189), befandt sig i, er den samme som den, hvori Kommissionen befandt sig i den foreliggende sag. Der er imidlertid en grundlæggende forskel mellem de omhandlede to situationer, eftersom den nationale regulerende myndighed i henhold til artikel 16, stk. 6, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 714/2009 af 13. juli 2009 om betingelserne for netadgang i forbindelse med grænseoverskridende elektricitetsudveksling og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1228/2003 (EUT 2009, L 211, s. 15) havde beføjelse til at træffe en afgørelse om anvendelsen af den pågældende transmissionssystemoperatørs indtægter. I det foreliggende tilfælde havde Kommissionen ikke beføjelse til at opføre Aquind-sammenkoblingsprojektet på EU-listen over PFI, eftersom Den Franske Republik havde udøvet sin ret til ikke at godkende projektet i overensstemmelse med artikel 172, stk. 2, TEUF og artikel 3, stk. 3, andet afsnit, litra a), i forordning nr. 347/2013.

111    For det andet skal det fremhæves, at Kommissionen ville have handlet i strid med EU-lovgivningen og navnlig med selve EUF-traktaten, hvis den på grundlag af ligebehandlingsprincippet havde taget initiativ til at opføre Aquind-sammenkoblingsprojektet på EU-listen over PFI.

112    På baggrund af det ovenstående i det hele må det fjerde og det femte anbringende om tilsidesættelse af henholdsvis retten til god forvaltning og ligebehandlingsprincippet forkastes.

 Det sjette anbringende om tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet

113    Inden for rammerne af det sjette anbringende om tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet har sagsøgerne indledningsvis gjort gældende, at der burde have været foretaget en nøjere bedømmelse af, om det var muligt og nødvendigt at slette Aquind-sammenkoblingsprojektet af EU-listen over PFI, under behørig hensyntagen til projektets karakter og konsekvenserne af sletningen. Endvidere er sagsøgerne af den opfattelse, at det på grund af manglen på oplysninger om grundene til, at projektet blev slettet af listen, ikke er muligt at vurdere, om den anfægtede forordning er forholdsmæssig. Desuden har sagsøgerne foreholdt Kommissionen, at den, således som den opfatter de processuelle garantier og overholder de grundlæggende principper, ikke i sin fortolkning af forordning nr. 347/2013 gik tilstrækkeligt langt for at opfylde forordningens formål. Endelig har sagsøgerne gjort gældende, at forordning nr. 347/2013 har til formål at lette gennemførelsen af PFI-projekterne, og at Kommissionens fortolkning af forordningen er uforenelig med proportionalitetsprincippet, idet en periode på to år ikke er tilstrækkelig til, at et projekt kan blive omfattet af den procedure for investering og grænseoverskridende fordeling af omkostningerne, som er fastsat i forordningens artikel 12.

114    Kommissionen har, støttet af Kongeriget Spanien og Den Franske Republik, bestridt dette anbringende.

115    Ifølge fast retspraksis hører proportionalitetsprincippet til EU-rettens almindelige grundsætninger. Ifølge dette princip må EU-institutionernes retsakter ikke gå videre end, hvad der er nødvendigt og passende for gennemførelsen af det lovligt tilsigtede formål med den pågældende foranstaltning, hvorved det forudsættes, at såfremt det er muligt at vælge mellem flere egnede foranstaltninger, skal den mindst bebyrdende foranstaltning vælges, og byrderne må herved ikke være uforholdsmæssige i forhold til de tilsigtede mål (dom af 13.11.1990, Fedesa m.fl., C-331/88, EU:C:1990:391, præmis 13, af 5.5.1998, Det Forenede Kongerige mod Kommissionen, C-180/96, EU:C:1998:192, præmis 96, og af 23.9.2020, BASF mod Kommissionen, T-472/19, ikke trykt i Sml., EU:T:2020:432, præmis 108).

116    Endvidere skal proportionalitetsprøvelsen af en foranstaltning forliges med overholdelsen af den skønsmargen, som måtte være indrømmet Unionens institutioner i forbindelse med dens vedtagelse (dom af 12.12.2006, Tyskland mod Parlamentet og Rådet, C-380/03, EU:C:2006:772, præmis 145, og af 16.5.2017, Landeskreditbank Baden-Württemberg mod ECB, T-122/15, EU:T:2017:337, præmis 68).

117    Det er på baggrund af denne retspraksis, at det sjette anbringende skal prøves.

118    Indledningsvis skal det tages i betragtning, at Kommissionen ikke rådede nogen skønsmargen i relation til den manglende opførelse af det omhandlede projekt på EU-listen over PFI, efter at Den Franske Republik havde afslået at godkende opførelsen af Aquind-sammenkoblingsprojektet på listen, og at den følgelig kun kunne tage dette afslag til efterretning.

119    Endvidere bemærkes, at det angives i 43. betragtning til forordning nr. 347/2013, at »[m]ålet for denne forordning, nemlig udvikling og interoperabilitet af de transeuropæiske energinet og forbindelser til sådanne net […] ikke i tilstrækkelig grad [kan] opfyldes af medlemsstaterne og […] derfor bedre [kan] nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 [TEU]. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål«.

120    Det bestemmes ikke i forordning nr. 347/2013, at projektiværksættere skal modtage forklaringer fra de regionale grupper, og at de kan fremsætte bemærkninger, før grupperne vedtager de regionale lister, og før de delegerede retsakter vedtages, hvorved Kommissionen endeligt fastsætter EU-listen over PFI. Sagsøgerne har ikke fremsat nogen indsigelse vedrørende lovligheden af bestemmelserne i den nævnte forordning om proceduren for vedtagelse af EU-listen over PFI. De kan derfor ikke støtte sig på de nævnte argumenter som grundlag for at gøre gældende, at det ikke var muligt for dem at vurdere, om sletningen af Aquind-sammenkoblingsprojektet af EU-listen over PFI var forholdsmæssig. De kan heller ikke i denne forbindelse foreholde Kommissionen, i det væsentlige, at den hverken gav dem nogen forudgående forklaring eller drog omsorg for, at proportionalitetsprincippet blev overholdt under proceduren for udarbejdelse af listen. Dels overholdt Kommissionen nemlig bestemmelserne i forordning nr. 347/2013, da den vedtog den anfægtede forordning. Dels er det kun repræsentanterne for de øvrige medlemsstater i den berørte regionale gruppe, der kan rejse tvivl om en medlemsstats begrundelse for at afslå at godkende et projekt, og Kommissionen kunne derfor ikke gribe ind på dette punkt.

121    Endvidere er det med urette, at sagsøgerne har foreholdt Kommissionen, at den ikke foretog en nøjere vurdering af, om det var hensigtsmæssigt og nødvendigt at slette Aquind-sammenkoblingsprojektet af EU-listen over PFI under hensyn til karakteren at dette projekt. Det er nemlig fremgået af prøvelsen af de foregående anbringender, navnlig den bedømmelse, som foretages i præmis 87-96 ovenfor, at Kommissionen ikke havde mulighed for at tilsidesætte Den Franske Republiks afslag, og at den derfor ikke kunne opføre Aquind-sammenkoblingsprojektet, der ikke var opført på den regionale liste, som den berørte regionale gruppe havde vedtaget, på EU-listen over PFI. Henset til den retspraksis, hvortil der henvises i præmis 116 ovenfor, skal der tages hensyn til, at Kommissionen ikke rådede over nogen skønsmargen med hensyn til at opføre Aquind-sammenkoblingsprojektet på EU-listen over PFI. Under disse omstændigheder kan det ikke foreholdes den, at den tilsidesatte proportionalitetsprincippet ved ikke at opføre projektet på EU-listen over PFI.

122    Endelig har sagsøgerne i det væsentlige gjort gældende, at Kommissionens fortolkning i den anfægtede forordning af forordning nr. 347/2013 er i strid med det formål, der forfølges med denne forordning – nemlig at lette gennemførelsen af projekterne – eftersom det er åbenbart, at en periode på to år ikke er tilstrækkelig til, at et projekt kan blive omfattet af den procedure for investering og grænseoverskridende fordeling af omkostningerne, som er fastsat i forordningens artikel 12. Et sådant argument kan ikke tiltrædes. Således som Kommissionen med rette har fremhævet, afhænger udviklingen af infrastrukturprojekter nemlig ikke af, om de er PFI for Unionen eller ej.

123    Det følger af det ovenstående, at det sjette anbringende må forkastes.

 Det syvende anbringende om tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning

124    Inden for rammerne af det syvende anbringende om tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning har sagsøgerne indledningsvis gjort gældende, at artikel 172 TEUF og forordning nr. 347/2013 ikke kan fortolkes således, at en status som PFI er helt usikker. Sagsøgerne har anført, at ingen kunne anse den diskriminerende ophævelse af Aquind-sammenkoblingsprojektets status som PFI for Unionen for »sandsynlig«. Endvidere har de hævdet, at den vilkårlige sletning af projektet af EU-listen over PFI efter to år tilsidesatte deres berettigede forventninger. Ifølge sagsøgerne havde den i forordning nr. 347/2013 fastsatte målsætning om at tilskynde til investeringer i prioriterede projekter, den oprindelige opførelse af Aquind-sammenkoblingsprojektet som et PFI for Unionen, den betydelige indsats, som de havde gjort, og de store investeringer, som de havde foretaget, sikret dem en vis stabilitet med hensyn til projektets status. Endvidere har sagsøgerne fremhævet, at ACER’s afslag i 2018 på at indrømme en undtagelse i henhold til artikel 17 i forordning nr. 714/2009 var begrundet i, at Aquind-sammenkoblingen var opført på EU-listen over PFI og derfor nød godt af de fordele, der er fastsat i artikel 12 i forordning nr. 347/2013. Ifølge sagsøgerne gav Unionen dem ved denne afgørelse sikkerhed for, at Aquind-sammenkoblingsprojektet ikke ville blive slettet vilkårligt af listen. Endelig er sagsøgerne af den opfattelse, at det er med urette, at Den Franske Republik har anført, at de ikke kunne nære nogen berettiget forventning, angiveligt fordi de fire sammenkoblingsprojekter mellem Frankrig og Det Forenede Kongerige konkurrerede med hinanden. De har således gjort gældende, at sletningen af Aquind-sammenkoblingsprojektet af listen over PFI direkte mindskede konkurrencepresset på de resterende projekter og stillede dem gunstigere, hvilket førte til det modsatte resultat end at »lade markedet afgøre, hvilket PFI der skal gennemføres«.

125    Kommissionen har, støttet af Kongeriget Spanien og Den Franske Republik, bestridt dette anbringende.

126    Indledningsvis bemærkes, at det fremgår af fast retspraksis, at retssikkerhedsprincippet og det hermed sammenhængende princip om beskyttelse af den berettigede forventning kræver dels, at retsreglerne er klare og præcise, dels at deres anvendelse er forudsigelig for de retsundergivne (dom af 7.6.2005, VEMW m.fl., C-17/03, EU:C:2005:362, præmis 80, og af 10.9.2009, Plantanol, C-201/08, EU:C:2009:539, præmis 46).

127    Det er ligeledes fast retspraksis, at princippet om beskyttelse af den berettigede forventning er et af Unionens grundprincipper. Retten til at påberåbe sig princippet om beskyttelse af den berettigede forventning gælder for enhver retsundergiven med begrundede forventninger, som en EU-institution har givet anledning til. Præcise, ubetingede og samstemmende oplysninger, der hidrører fra autoriserede og pålidelige kilder, er forsikringer, der kan give sådanne forhåbninger, uanset den form, hvorunder de meddeles. Ingen kan derimod påberåbe sig en tilsidesættelse af dette princip, såfremt administrationen ikke har afgivet præcise løfter. Det gælder ligeledes, at når forudseende og påpasselige erhvervsdrivende kan påregne vedtagelsen af en EU-foranstaltning, der kan påvirke deres interesser, kan de imidlertid ikke påberåbe sig princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, når foranstaltningen vedtages (dom af 14.3.2013, Agrargenossenschaft Neuzelle, C-545/11, EU:C:2013:169, præmis 23-26, og af 26.9.2014, B&S Europe mod Kommissionen, T-222/13, ikke trykt i Sml., EU:T:2014:837, præmis 47).

128    Det fremgår ligeledes af retspraksis, at adgangen til at påberåbe sig princippet om beskyttelse af den berettigede forventning står åben for enhver erhvervsdrivende med begrundede forventninger, som en national myndighed har givet anledning til. De erhvervsdrivende kan imidlertid ikke have nogen berettigede forventninger om opretholdelse af en bestående situation, som de nationale myndigheder kan ændre ved beslutninger truffet inden for rammerne af deres skøn (jf. i denne retning dom af 10.9.2009, Plantanol, C-201/08, EU:C:2009:539, præmis 53, og af 11.7.2019, Agrenergy og Fusignano Due, C-180/18, C-286/18 og C-287/18, EU:C:2019:605, præmis 31).

129    Det er på baggrund af denne retspraksis, at det skal afgøres, om det kan foreholdes Kommissionen, at den i forbindelse med vedtagelsen af den liste over forslag, som den berørte regionale gruppe havde opstillet, og vedtagelsen af EU-listen over PFI tilsidesatte retssikkerhedsprincippet og princippet om beskyttelse af sagsøgernes berettigede forventning om, at Aquind-sammenkoblingsprojektets status som PFI for Unionen ville blive opretholdt.

130    For det første bemærkes, at Kommissionen ikke rådede over nogen skønsmargen i relation til den manglende opførelse af Aquind-sammenkoblingsprojektet på EU-listen over PFI, efter at Den Franske Republik havde afslået at godkende, at det blev opført, og at den derfor kun kunne tage afslaget til efterretning.

131    For det andet fremgår det, således som det navnlig angives i præmis 69-71 ovenfor, klart af de relevante retsforskrifter, at der hvert andet år udarbejdes en ny EU-liste over PFI, at alle projekter – herunder dem, som er opført på den gældende EU-liste over PFI – er omfattet af den samme udvælgelsesprocedure, at projekter, som allerede er blevet opført på den foregående EU-liste over PFI, således ikke nyder nogen fordel i forhold til nye projekter, og at PFI for Unionen, som vedrører en medlemsstats område, kræver dennes godkendelse.

132    Det utvetydige indhold af forordning nr. 347/2013 er til hinder for at finde, at formålet med forordningen – som i det væsentlige er at fremme investeringer i prioriterede projekter – og det forhold, at Aquind-sammenkoblingsprojektet var opført på EU-listen over PFI, udgjorde en forsikring for sagsøgerne om, at projektet automatisk ville blive opført på den nye EU-liste over PFI.

133    For det tredje har sagsøgerne gjort gældende, at den af ACER’s klagenævn trufne afgørelse af 17. oktober 2018 om afslag på sagsøgernes ansøgning om, at der blev indrømmet en undtagelse for Aquind-sammenkoblingsprojektet i henhold til artikel 17 i forordning nr. 714/2009, udgjorde en garanti fra Unionens side for, at projektet ikke ville blive slettet af EU-listen over PFI vilkårligt, eller så længe det opfyldte betingelserne for at blive opført.

134    Hvad dette angår er det hensigtsmæssigt at bemærke, at det følger af artikel 17, stk. 1, litra b), i forordning nr. 714/2009, at der kan indrømmes en undtagelse fra den regulerede ordning, hvis »risikoen ved investeringen er så stor, at investeringen ikke ville finde sted, medmindre en undtagelse blev indrømmet«. Sagsøgerne har gjort gældende, at ACER’s afslag på at indrømme dem en undtagelse var begrundet i, at Aquind-sammenkoblingsprojektet var opført på EU-listen over PFI, og at det som følge heraf nød godt af de fordele, der er fastsat i artikel 12 i forordning nr. 347/2013.

135    Selv om det ganske vist er korrekt, at ACER i forbindelse med afslaget på den anmodning, der blev fremsat i henhold til artikel 17, stk. 1, litra b), i forordning nr. 714/2009, henviste til Aquind-sammenkoblingsprojektets status som PFI for Unionen (og til den grænseoverskridende fordeling af omkostningerne, som projektet eventuelt ville kunne nyde godt af som følge af denne status), udgjorde denne henvisning på ingen måde en forsikring, som var egnet til skabe en forventning hos sagsøgerne om, at Aquind-sammenkoblingsprojektet automatisk ville blive opført på den nye EU-liste over PFI. ACER’s holdning skal snarere opfattes således, at der, hvis projektet ikke længere var opført på EU-listen over PFI, ville blive mulighed for på ny at anmode om en i henhold til den nævnte artikel.

136    Således som Kommissionen har fremhævet, kunne sagsøgerne i denne henseende ikke gøre krav på, at den oprindelige opførelse af deres projekt på EU-listen over PFI havde »fastfrosset« deres retsstilling, når de relevante retsforskrifter gav mulighed for ændringer. De var heller ikke uvidende om, at afgørelsen vedrørende en undtagelse i henhold til artikel 17, stk. 1, litra b), i forordning nr. 714/2009 og afgørelsen om vedtagelsen af EU-listen over PFI blev truffet af forskellige instanser, som er uafhængige af hinanden.

137    For det fjerde kan sagsøgerne ingenlunde gøre gældende, at undertegnelsen af energichartertraktaten gav dem præcise, ubetingede og samstemmende forsikringer om, at Aquind-sammenkoblingsprojektet, som oprindelig var opført på EU-listen over PFI, automatisk ville blive opført på den nye EU-liste. Ud over at dette argument på ingen måde er underbygget, kan undertegnelsen af en sådan traktat nemlig ikke i sig selv give iværksætterne af et bestemt sammenkoblingsprojekt en forsikring med hensyn til deres projekts status som PFI for Unionen. Dette gælder så meget desto mere, som den nævnte traktats eksistens ikke gjorde det muligt at se bort fra, at Den Franske Republik i henhold til artikel 172, stk. 2, TEUF, indledningsvis skulle have godkendt projektet, for at det kunne opføres på den regionale gruppes nye regionale liste. Sagsøgerne vidste, at en sådan godkendelse ikke forelå i det aktuelle tilfælde.

138    For det femte er det ubestridt, at Aquind-sammenkoblingsprojektet konkurrerede med andre sammenkoblingsprojekter mellem Det Forenede Kongerige og Frankrig, da den nye regionale liste over forslag til projekter og den nye EU-liste over PFI skulle vedtages. I denne sammenhæng var sagsøgerne udmærket klar over, at et eller flere af disse projekter kunne være tilstrækkelige til at opfylde formålene med forordning nr. 347/2013, og at såvel Det Forenede Kongerige som Den Franske Republik i henhold til artikel 172, stk. 2, TEUF og artikel 3, stk. 3, i forordning nr. 347/2013 havde et vidt skøn med hensyn til, om de skulle godkende det ene eller det andet af disse projekter.

139    Sagsøgerne kan i denne forbindelse ikke støtte sig på den bedømmelse, som Aquind-sammenkoblingsprojektet havde opnået (og som var bedre end bedømmelsen af de øvrige projekter) som grundlag for at hævde, at deres berettigede forventning blev tilsidesat. Således som det allerede blev anført i præmis 108 ovenfor, indeholdt hverken den regionale liste eller EU-listen over PFI en rangordning, og Kommissionen kunne kun anvende den rangordning af forslagene til PFI, der var foretaget efter vurderingsmetoden, når den udøvede beføjelsen til at undersøge, om det samlede antal projekter var håndterbart.

140    Henset til det ovenstående må det syvende anbringende forkastes.

 Det tredje anbringende om tilsidesættelse af energichartertraktatens artikel 10, stk. 1

141    Inden for rammerne af det tredje anbringende har sagsøgerne påberåbt sig en tilsidesættelse af energichartertraktatens artikel 10, stk. 1. De har for det første gjort gældende, at denne bestemmelse har direkte virkning, dels fordi karakteren og opbygningen af energichartertraktaten som helhed gør den egnet til at tillægge dem eksigible rettigheder, dels fordi chartret er klart og præcist og ikke kræver supplerende gennemførelsesforanstaltninger. For det andet har de gjort gældende, at den nævnte bestemmelse fastsætter regler for, hvorledes hver kontraherende part skal behandle investorer fra de øvrige kontraherende parter, at Unionen og samtlige dens medlemsstater alle er kontraherende parter i energichartertraktaten, og at investorer fra en medlemsstat er investorer fra en anden kontraherende part end Unionen, hvorfor de kan påberåbe sig bestemmelsen over for Unionen. For det tredje er sagsøgerne af den opfattelse, at den beskyttelse, der er fastsat i energichartertraktaten, under alle omstændigheder er relevant for fortolkningen af forordning nr. 347/2013 og for anvendelsen af de almindelige EU-retlige principper, som alle investorer fra medlemsstaterne skal kunne nyde godt af.

142    Kommissionen har, støttet af Forbundsrepublikken Tyskland, Kongeriget Spanien og Den Franske Republik, bestridt dette anbringende.

143    Indledningsvis bemærkes, at energichartertraktaten er en multilateral aftale, som de fleste medlemsstater og Unionen selv er part i.

144    Energichartertraktatens artikel 10 med overskriften »Fremme, beskyttelse og behandling af investeringer« bestemmer følgende i stk. 1:

»Alle kontrahenterne skal, i overensstemmelse med bestemmelserne i denne traktat, fremme og skabe stabile, rimelige, gunstige og gennemsigtige betingelser for, at investorer fra andre kontraherende parter kan foretage investeringer på deres område. Disse betingelser omfatter forpligtelse til altid at tilstå investeringer foretaget af investorer fra andre kontraherende parter loyal og rimelig behandling. Sådanne investeringer skal endvidere nyde størst mulig beskyttelse og sikkerhed, og ingen kontraherende part må på nogen måde gennem urimelige eller diskriminerende foranstaltninger lægge hindringer i vejen for forvaltning, vedligeholdelse, brug, udnyttelse eller afhændelse af sådanne investeringer […]«

145    Indledningsvis bemærkes, at artikel 10, stk. 1, i energichartertraktaten i det væsentlige opregner de almindelige retsprincipper, som findes i EU-retten, nemlig princippet om god forvaltningsskik, ligebehandlingsprincippet, retssikkerhedsprincippet, princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og proportionalitetsprincippet. Det følger imidlertid af prøvelsen af det fjerde til det syvende anbringende, at det ikke kan foreholdes Kommissionen at have tilsidesat disse principper, fordi den ikke medtog Aquind-sammenkoblingsprojektet som et PFI for Unionen i den anfægtede forordning. Kommissionen kan derfor heller ikke foreholdes at have tilsidesat artikel 10, stk. 1, i energichartertraktaten.

146    Endvidere er det forgæves, at sagsøgerne har gjort gældende, at forpligtelsen til at sikre gennemsigtige og retfærdige vilkår ikke blev overholdt, fordi begrundelsespligten og de processuelle og materielle krav blev tilsidesat, således som det er blevet påberåbt inden for rammerne af det første og det andet anbringende, eftersom disse er blevet forkastet. Det følger heraf, at argumentet om tilsidesættelse af artikel 10, stk. 1, i energichartertraktaten må forkastes, for så vidt som det hviler på de grunde, som er anført i disse anbringender.

147    Endelig skal det bemærkes, at de grundlæggende traktater, som udgør Unionens forfatningsmæssige grundlag (jf. i denne retning dom af 23.4.1986, Les Verts mod Parlamentet, 294/83, EU:C:1986:166, præmis 23), til forskel fra de almindelige internationale traktater, har indført en ny retsorden, der har egne institutioner, til hvis fordel medlemsstaterne på flere og flere områder har begrænset deres suverænitet, og hvis subjekter ikke kun er medlemsstaterne, men også deres statsborgere (jf. udtalelse 2/13 (Unionens tiltrædelse af EMRK) af 18.12.2014, EU:C:2014:2454, præmis 157 og den deri nævnte retspraksis).

148    Det følger af fast retspraksis, at EU-rettens autonomi, i forhold til såvel medlemsstaternes ret som folkeretten, er begrundet i Unionens og EU-rettens grundlæggende kendetegn, som navnlig vedrører Unionens forfatningsmæssige struktur og selve karakteren af denne. EU-retten kendetegnes nemlig ved, at den er udledt af en selvstændig kilde, som udgøres af traktaterne, ved dens forrang i forhold til medlemsstaternes retssystemer og ved den direkte virkning af en hel række bestemmelser, der gælder for medlemsstaternes borgere og for staterne selv. Disse væsentlige kendetegn har givet anledning til et struktureret netværk af indbyrdes afhængige principper, regler og retlige forbindelser, der er gensidigt bindende for Unionen selv og dens medlemsstater og indbyrdes mellem medlemsstaterne (jf. i denne retning udtalelse 2/13 (Unionens tiltrædelse af EMRK) af 18.12.2014, EU:C:2014:2454, præmis 165-167 og 201; jf. ligeledes dom af 6.3.2018, Achmea, C-284/16, EU:C:2018:158, præmis 33 og den deri nævnte retspraksis).

149    Hvad netop angår de regler, der er gensidigt bindende for Unionen selv og dens medlemsstater, tillægger artikel 172, stk. 2, TEUF den berørte medlemsstat en skønsmæssig beføjelse til at godkende eller at afslå at godkende opførelsen af et projekt på EU-listen over PFI, således som det fremgår af prøvelsen af de foregående anbringender (jf. navnlig præmis 38-40, 45, 56, 110 og 111).

150    Der er således ved EUF-traktaten fastsat klare grænser for Unionens beføjelser med hensyn til PFI for Unionen, idet det ikke er muligt for Kommissionen at opføre et projekt på listen over PFI, som ikke er blevet godkendt af den medlemsstat, på hvis område projektet skal gennemføres.

151    Det er i denne henseende forgæves, at sagsøgerne har forsøgt at rejse tvivl om kompetencefordelingen mellem medlemsstaterne og Unionen for så vidt angår PFI for Unionen. De har nemlig i det væsentlige foreholdt Kommissionen, at den ikke tilsidesatte Den Franske Republiks afslag på at godkende optagelsen af Aquind-sammenkoblingsprojektet på EU-listen over PFI og følgelig tilsidesatte artikel 10 i energichartertraktaten.

152    I betragtning af dels EU-rettens autonomi og eksistensen af et struktureret netværk af indbyrdes afhængige principper, regler og retlige forbindelser, der er gensidigt bindende for Unionen selv og dens medlemsstater og indbyrdes mellem medlemsstaterne, dels den omstændighed, at den berørte medlemsstat i henhold til EU-retten råder over en skønsbeføjelse, må det fastslås, at artikel 10, stk. 1, i energichartertraktaten ikke kan have en sådan rækkevidde, at den forpligter Kommissionen til ikke at tage hensyn til den kompetencefordeling, som er fastsat i artikel 172, stk. 2, TEUF.

153    Kommissionen overholdt følgelig artikel 172, stk. 2, TEUF. Den kan derfor ikke foreholdes at have tilsidesat energichartertraktatens artikel 10, stk. 1.

154    Det tredje anbringende må følgelig forkastes.

155    Henset til samtlige ovenstående betragtninger må Kommissionen frifindes i det hele.

 Sagsomkostninger

156    I henhold til artikel 134, stk. 1, i Rettens procesreglement pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom.

157    Da sagsøgerne har tabt sagen, bør de i overensstemmelse med Kommissionens påstand pålægges hver at bære deres egne omkostninger og at betale Kommissionens omkostninger.

158    Forbundsrepublikken Tyskland, Kongeriget Spanien og Den Franske Republik bærer hver deres egne omkostninger i henhold procesreglementets artikel 138, stk. 1.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Anden Afdeling):

1)      Europa-Kommissionen frifindes.

2)      Aquind Ltd, Aquind SAS og Aquind Energy Sàrl betaler sagsomkostningerne.

3)      Forbundsrepublikken Tyskland, Kongeriget Spanien og Den Franske Republik bærer hver deres egne omkostninger.

Tomljenović Škvařilová-Pelzl Nõmm

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 8. februar 2023.

Underskrifter

Indhold

*      Processpog: engelsk.