Sag T-762/20
Sinopec Chongqing SVW Chemical Co. Ltd m.fl.
mod
Europa-Kommissionen
Rettens dom (Niende Udvidede Afdeling) af 21. februar 2024
»Dumping – import af visse former for polyvinylalkohol med oprindelse i Folkerepublikken Kina – endelig antidumpingtold – gennemførelsesforordning (EU) 2020/1336 – beregning af den normale værdi – væsentlige fordrejninger i det eksporterende land – artikel 2, stk. 6a, i forordning (EU) 2016/1036 – WTO-retten – princippet om overensstemmende fortolkning – justeringer – ikkerefusionsberettiget moms – samme funktion som en agent, der arbejder på provisionsbasis – rimelig sammenligning mellem eksportprisen og den normale værdi – bevisbyrde – artikel 2, stk. 10, litra b) og i), i forordning 2016/1036 – manglende samarbejde – foreliggende faktiske oplysninger – artikel 18 i forordning 2016/1036 – dobbelt anvendelse – negativ virkning af anvendelse – forskellige produktionsprocesser – prisunderbud – markedssegmenter – metoden med varekontrolnumre – artikel 3, stk. 2 og 3, i forordning 2016/1036 – ret til forsvar – fortrolig behandling – artikel 19 og 20 i forordning 2016/1036«
1. EU-ret – fortolkning – metoder – fortolkning på grundlag af de internationale aftaler, der er indgået af Unionen – fortolkning af forordning 2016/1036 på grundlag af GATT’s antidumpingaftale af 1994 – hensyntagen til tvistbilæggelsesorganets fortolkning – fortolkning contra legem af den afledte EU-ret – ikke tilladt
(Art. 216, stk. 2, TEUF; aftalen om anvendelse af artikel VI i den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel (1994-antidumpingaftalen); Europa Parlamentets og Rådets forordning 2016/1036, art. 2, stk. 6a og 7)
(jf. præmis 20-22, 28-33 og 39-49)
2. Internationale aftaler – overenskomsten om Verdenshandelsorganisationen – GATT 1994 – manglende mulighed for at påberåbe sig WTO-overenskomsterne med henblik på at anfægte en EU-retsakts lovlighed – undtagelser – EU-retsakt, der tilsigter gennemførelsen deraf, eller som udtrykkeligt og præcist henviser dertil – fravær
(Art. 216, stk. 2, TEUF; aftalen om anvendelse af artikel VI i den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel (1994-antidumpingaftalen); Europa Parlamentets og Rådets forordning 2016/1036, art. 2, stk. 6a)
(jf. præmis 23, 24 og 38)
3. Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – dumpingmargen – sammenligning af den normale værdi og eksportprisen – justeringer – hensyntagen til provisioner, der udbetales ved salg – samme funktion som en agent, der arbejder på provisionsbasis – distributør, der udgør en enkelt økonomisk enhed med producenten – udelukkelse – bestemmelse af den økonomiske enheds eksistens – elementer, der skal tages i betragtning
[Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2016/1036, art. 2, stk. 10, litra i)]
(jf. præmis 60-64)
4. Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – dumpingmargen – sammenligning af den normale værdi og eksportprisen – justeringer – betingelser – bevisbyrde
[Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2016/1036, art. 2, stk. 10, litra i)]
(jf. præmis 65-112, 126-138, 147 og 279-281)
5. Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – dumpingmargen – sammenligning af den normale værdi og eksportprisen – justeringer – hensyntagen til den ikkerefusionsberettigede moms, der påvirker eksportpriserne – genopretning af symmetrien mellem eksportprisen og den normale værdi ved at justere den normale værdi
[Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2016/1036, art. 2, stk. 6, og art. 2, stk. 10, litra k)]
(jf. præmis 145 og 153-158)
6. Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – undersøgelsens forløb – anvendelse af de tilgængelige oplysninger i tilfælde af en virksomheds afvisning af at samarbejde – institutionernes pligt til at godtgøre, at de har anvendt de foreliggende faktiske oplysninger – foreligger ikke – institutionernes skønsbeføjelser – domstolsprøvelse – grænser
(Aftalen om anvendelsen af artikel VI i den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel, (antidumpingaftalen af 1994), art. 6.8 og bilag II; Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2016/1036, art. 3 og art. 18, stk. 5 og 6)
(jf. præmis 181-207)
7. Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – undersøgelsens forløb – anvendelse af de foreliggende faktiske oplysninger i tilfælde af en virksomheds manglende samarbejdsvilje – fastsættelse af den normale værdi – den normale værdi formodes ikke at være lavere end de andre eksporterende producenters normale værdi – formodning baseret på virksomhedens manglende samarbejdsvilje – ulovlighed
(Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2016/1036, art. 18)
(jf. præmis 211-220)
8. Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – skade – faktorer, der skal tages i betragtning – dumpingimportens indvirkning på priserne på samme varer på EU-markedet – beregning af underbudsmargenen – beregningsmetode – Kommissionens skøn – Kommissionens pligt til at tage hensyn til markedssegmenterne for den pågældende vare – foreligger ikke, medmindre der foreligger ekstraordinære omstændigheder
(Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2016/1036, art. 1, stk. 4, og art. 3, stk. 2 og 3)
(jf. præmis 249-258, 261, 262, 267-269 og 273)
9. Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – skade – faktorer, der skal tages i betragtning – dumpingimportens indvirkning på priserne på samme varer på EU-markedet – beregning af underbudsmargenen – beregningsmetode – Kommissionens pligt til at tage hensyn til de stikprøveudtagne EU-producenters samlede salg af samme varer – foreligger ikke
(Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2016/1036, art. 3, stk. 2 og 3)
(jf. præmis 288 og 292-297)
10. Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – undersøgelse – overholdelse af retten til forsvar – institutionernes forpligtelse til at sikre underretning af de berørte virksomheder og til at respektere oplysningernes fortrolighed, når de afvejer disse forpligtelser – Kommissionens afslag på en anmodning fra den berørte virksomhed om aktindsigt i fortrolige oplysninger – ingen retlig fejl fra Kommissionens side – virksomhed, der ikke har indbragt denne afgørelse om afslag for høringskonsulenten – omstændighed, der understøtter konklusionen om, at Kommissionen ikke har begået en retlig fejl
(Aftalen om anvendelsen af artikel VI i den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel, (antidumpingaftalen af 1994), art. 6.5; Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2016/1036, art. 6, stk. 7, art. 19 og 20)
(jf. præmis 308-315 og 321-330)
11. Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – undersøgelsens forløb – Kommissionens forpligtelse til at sikre underretning af de berørte parter – rækkevidde – ret til forsvar – krænkelse – betingelser – den berørte virksomheds mulighed for bedre at kunne varetage sit forsvar, hvis denne formelle fejl ikke havde foreligget
(Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2016/1036, art. 19 og 20)
(jf. præmis 331-335)
Sammendrag
I forbindelse med et søgsmål anlagt af enheder i den kinesiske koncern Sinopec har Retten annulleret Kommissionens gennemførelsesforordning 2020/1336 om indførelse af endelig antidumpingtold på importen af visse former for polyvinylalkohol (herefter »PVA«) med oprindelse i Folkerepublikken Kina (1). Ved denne lejlighed har Retten inden for rammerne af en rimelig sammenligning mellem eksportprisen og den normale værdi præciseret omfanget af den bevisbyrde, der påhviler Kommissionen i forbindelse med en justering i nedadgående retning af eksportprisen med den begrundelse, at et salgsselskab, der er forbundet med en producent, har samme funktion som en agent, der arbejder på provisionsbasis. Retten har også taget stilling til spørgsmålet om, hvorvidt Kommissionen, når den baserer sine konklusioner på de foreliggende faktiske oplysninger efter at have konstateret et selskabs manglende samarbejdsvilje, kan anvende en formodning for, at den normale værdi af de varer, som dette selskab sælger, svarer til den højeste normale værdi blandt de andre eksporterende producenter.
I den foreliggende sag indledte Kommissionen efter at have modtaget en klage fra Kuraray Europe GmbH, der er den største producent af PVA i Den Europæiske Union, en antidumpingundersøgelse, der resulterede i vedtagelsen af den anfægtede forordning.
Det er i denne forbindelse, at enheder i Sinopec-koncernen, dvs. Sinopec Chongqing SVW Chemical Co. Ltd (herefter »Sinopec Chongqing«) og Sinopec Great Wall Energy & Chemical (Ningxia) Co. Ltd (herefter »Sinopec Ningxia«), som er kinesiske virksomheder, der producerer PVA, samt Central-China Company, Sinopec Chemical Commercial Holding Co. Ltd (herefter »Sinopec Central-China«), en kinesisk virksomhed, der er forbundet med førnævnte virksomheder, der betragter sig som skadelidte i forbindelse med den antidumpingtold, som Kommissionen har indført, har anlagt et søgsmål ved Retten med påstand om annullation af gennemførelsesforordning 2020/1336 for så vidt angår dem (2).
Rettens bedømmelse
Sagsøgerne har til støtte for deres søgsmål gjort gældende først og fremmest, at Kommissionens anvendelse af artikel 2, stk. 6a, i forordning 2016/1036 (3) med henblik på fastsættelse af den normale værdi af varer fremstillet af sagsøgerne er i strid med de forpligtelser, der følger af Verdenshandelsorganisationens (WTO) ret. Med denne bestemmelse indføres der således en særlig ordning, der fastsætter reglerne for beregning af den normale værdi af eksport fra lande, i hvilke det er godtgjort, at der foreligger væsentlige fordrejninger på hjemmemarkedet i den i samme bestemmelse anvendte betydning.
Retten præciserede i denne henseende, at Kommissionen ikke var forpligtet til at anlægge en fortolkning af denne bestemmelse, der var i overensstemmelse med WTO-reglerne. Selv om EU-retsakter ganske vist så vidt muligt skal fortolkes i lyset af folkeretten, navnlig når de vedrører gennemførelse af en international aftale, som Unionen har indgået, står det ikke desto mindre fast, at grundforordningens artikel 2, stk. 6a, ikke kan betragtes som en bestemmelse til gennemførelse af særlige forpligtelser i overenskomster indgået inden for WTO, idet WTO-retten ikke indeholder særlige regler for beregning af den normale værdi i de i den pågældende bestemmelse omhandlede situationer.
Hvad angår dernæst sammenligningen af eksportprisen og den normale værdi for de berørte varer konstaterede Retten, at Kommissionen med urette har anvendt en justering i nedadgående retning af eksportpriserne i medfør af grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra i). Den anlagde således et urigtigt skøn, da den fastslog, at sagsøgerne, til trods for at der findes en fælles kontrol, ikke udgjorde en enkelt økonomisk enhed, for så vidt som Sinopec Central-China, der er en salgsvirksomhed, der er forbundet med de to øvrige sagsøgere, ifølge Kommissionen ikke fungerede som en intern salgsafdeling, men snarere havde samme funktion som en agent, der arbejder på provisionsbasis.
Det fremgår i denne henseende af fast retspraksis, at det påhviler EU-institutionerne, når de mener, at eksportprisen skal justeres i nedadgående retning med den begrundelse, at et salgsselskab, der er forbundet med producenten, har samme funktion som en agent, der arbejder på provisionsbasis, i det mindste at fremlægge konvergerende indicier, der viser, at denne betingelse er opfyldt.
Det påhvilede således Kommissionen at fremlægge tilstrækkelige konvergerende indicier for, at Sinopec Central-China, til trods for at der findes en fælles kontrol, havde samme funktion som en agent, der arbejder på provisionsbasis. Kommissionen har imidlertid ikke kunnet løfte den bevisbyrde, der påhvilede den, idet de fremlagte indicier enten er irrelevante eller uden bevisværdi med hensyn til de opgaver, der varetages af Sinopec Central-China.
Hvad angår beregning af den normale værdi af de varer, som Sinopec Ningxia sælger, bemærkede Retten desuden, at Kommissionen har begået en retlig fejl ved at anvende en formodning for, at denne værdi svarede til den højeste normale værdi blandt de andre eksporterende producenter.
Eftersom sagsøgerne i den foreliggende sag ikke havde været i stand til at give Kommissionen de nødvendige oplysninger om Sinopec Ningxia, havde Kommissionen beregnet den normale værdi af de varer, som Sinopec Ningxia sælger, på grundlag af de foreliggende faktiske oplysninger som omhandlet i grundforordningens artikel 18. De oplysninger, som den var i besiddelse af, er således blevet sammenlignet. Selv om den ikke er forpligtet til at forklare, hvorfor de foreliggende faktiske oplysninger var de bedste foreliggende oplysninger, eftersom en sådan forpligtelse hverken fremgår af grundforordningens artikel 18 eller retspraksis, skal den dog forklare, hvorfor de valgte oplysninger er relevante.
Selv om Kommissionen på grund af forskellene i de produktionsprocesser, som Sinopec Ningxia og Sinopec Chongqing anvender, havde ret til at se bort fra oplysningerne om Sinopec Chongqing som relevante oplysninger, og til at anvende disse oplysninger om de andre eksporterende producenter, skulle den dog begrunde sit valg, der bestod i for hver varetype, der sælges af Sinopec Ningxia, at vælge den højeste normale værdi blandt de andre eksporterende producenter. Dette valg kan således ikke støttes på en formodning, der er baseret på en simpel konstatering af, at sagsøgerne ikke har udvist samarbejdsvilje, idet Kommissionen ikke har ret til at straffe en eksporterende producent for dennes manglende samarbejdsvilje.
I øvrigt er anvendelsen af en formodning, selv om den er svær at afkræfte, acceptabel, eftersom der bl.a. er mulighed for at føre modbevis. I den foreliggende sag er det imidlertid kun muligt at afkræfte formodningen, hvis sagsøgerne giver Kommissionen de oplysninger, hvis manglende fremsendelse netop udgør den faktor, der udløste Kommissionens anvendelse af de foreliggende faktiske oplysninger som omhandlet i grundforordningens artikel 18.
Endelig skønnede Retten, at Kommissionen ikke har tilsidesat sagsøgernes ret til forsvar ved at nægte at oplyse dem om EU-erhvervsgrenens salgstal og salgspriser og om prisunderbudsmargenerne og de vejledende priser, der er fortrolige oplysninger.
Den omstændighed, at der ikke er begået en fejl, understøttes af, at sagsøgerne, da de modtog Kommissionens e-mail med afslag på deres anmodning om aktindsigt i ovennævnte oplysninger, ikke indbragte spørgsmålet for høringskonsulenten, selv om de havde mulighed for det (4). Dermed accepterede de Kommissionens afgørelse, der er en afvejning af de mål, der forfølges med grundforordningen, dvs. at sætte de berørte parter i stand til effektivt at forsvare deres interesser og beskytte fortroligheden af de oplysninger, der indhentes i løbet af undersøgelsen (5).