Language of document :

Sag anlagt den 8. september 2010 - Laufen Austria mod Kommissionen

(Sag T-411/10)

Processprog: spansk

Parter

Sagsøger: Laufen Austria AG (Wilhelmsburg, Østrig) (ved abogada E. Navarro Varona)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

Artikel 1 og 2 i Europa-Kommissionens beslutning af 23. juni 2010 kendes delvist ugyldige for så vidt angår bøden, der pålægges Laufen Austria (såvel individuelt betragtet som i solidarisk form med Roca Sanitario) for den påståede overtrædelse af artikel 101 TEUF, hvorfor

den bøde, der er pålagt Laufen Austria såvel individuelt betragtet som i solidarisk form med Roca Sanitario, nedsættes som påstået i stævningen, henset til sagsøgerens anbringender, der påkendes efter Rettens skøn vedrørende de anførte grunde eller andre grunde, som Retten har mulighed for at vurdere.

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale Laufen Austrias omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Den beslutning, der anfægtes i denne sag, er den samme som i sag T-408/10, Roca Sanitario imod Kommissionen.

Søgsmålsgrundene og de væsentligste argumenter er de samme som i ovennævnte sag.

Sagsøgeren anfører her ganske særlig, at den pågældende beslutning er behæftet med et åbenbart fejlskøn ved at fastslå, at sagsøgeren ikke opererede på egen hånd på markedet, og ved at tilegne Roca Sanitario den udviste adfærd.

Herved og subsidiært ses der at være tale om en tilsidesættelse dels af artikel 23, stk. 2, i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16. december 2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i artikel 81 og 82 i EF-traktaten, dels af principperne om individuelt ansvar for overtrædelser og om proportionalitet, henset til størrelsen af den sagsøgeren individuelt pålagte bøde for den angivelige overtrædelse forud for Roca Sanitarios overtagelse af sagsøgeren. Nævnte beløb overstiger 10% af Rocas omsætning i regnskabsåret forud for vedtagelsen af den anfægtede beslutning og er blevet beregnet på ukorrekt vis.

____________