Appel iværksat den 21. juli 2023 af EnergieVerbund Dresden GmbH til prøvelse af dom afsagt af Retten (Fjerde udvidede Afdeling) den 17. maj 2023 i sag T-317/20, EnergieVerbund Dresden GmbH mod Europa-Kommissionen
(Sag C-468/23 P)
Processprog: tysk
Parter
Appellant: EnergieVerbund Dresden GmbH (ved Rechtsanwältin I. Zenke og Rechtsanwalt T. Heymann)
De andre parter i appelsagen: Europa-Kommissionen, Forbundsrepublikken Tyskland, E.ON SE og RWE AG
Appellanten har nedlagt følgende påstande
1. Den Europæiske Unions Rets dom af 17. maj 2023, EnergieVerbund Dresden mod Kommissionen (T-317/20), ophæves, og Europa-Kommissionens afgørelse af 26. februar 2019 om fusion »RWE/E.ON Assets« (Sag M.8871, EUT 2020, C 111, s. 1) annulleres
1a. Subsidiært, under alle omstændigheder hjemvises sag T-317/20 til Retten med henblik på enhver nødvendig afgørelse.
2. Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne, herunder de advokatomkostninger og rejseomkostninger, som appellanten har afholdt i sag T-317/20.
Anbringender og væsentligste argumenter
Appellanten har med det første anbringende anfægtet, at Retten i den appellerede dom anlagde en urigtig fortolkning af EU-retten, særligt artikel 101 TEUF og artikel 21, stk. 1, i forordning (EF) 139/2004 1 .
For det første er EU-retten tilsidesat, idet artikel 101 TEUF ikke er anvendt på grund af en angivelig blokerende virkning af EF-fusionsforordningens artikel 21 (den appellerede doms præmis 391 ff.).
For det andet er der ikke taget hensyn til den appellanten fremlagte dokumentation for, at RWE og E.ON har indgået en kartelaftale som omhandlet i artikel 101 TEUF (den appellerede doms præmis 391 ff.).
For det tredje skal den af formelle grunde manglende hensyntagen til de af appellanten fremførte faktiske forhold anses for en tilsidesættelse af processuelle rettigheder (den appellerede doms præmis 392 f. og 405 ff.).
Appellanten har med det andet anbringende gjort gældende, at Retten med urette ikke anså Kommissionens fusionskontrolprocedure i sag M.8871 og sag M.8870 samt Bundeskartellamts fusionskontrolprocedure i sag B8-28/19 som integrerende dele af en enkelt fusion, der skulle have været efterprøvet i en fusionsprocedure.
Herved foreholdes Retten for det første, at den så bort fra RWE’s erhvervelse af 16,67% af andelene i E.ON i sag B8-28/19 (den appellerede doms præmis 64 ff.).
For det andet anfægtes fortolkningen af begrebet »en enkelt fusion« efter EF-fusionsforordningens artikel 3, sammenholdt med 20. betragtning hertil (den appellerede doms 73 ff.).
Det tredje anbringende omhandler det forhold, at Retten også har tilsidesat EF-fusionsforordningens artikel 2 og anvendt denne bestemmelse forkert ved en urigtig markedsvurdering i sag M.8871.
For det første tiltrådte Retten med urette Kommissionens manglende afgrænsning af markedet (den appellerede doms præmis 219 ff.).
For det andet kritiserede Retten ikke Kommissionens utilstrækkelige prognose for markedsudviklingen (den appellerede doms præmis 228 ff.).
For det tredje har appellanten anfægtet den efter dennes opfattelse utilstrækkelige bedømmelse af RWE’s voksende markedsstyrke (den appellerede doms præmis 259 ff.).
For det fjerde foreholdes Retten en mangelfuld bedømmelse af konkurrenceforholdet mellem RWE og E.ON og af E.ON’s udtræden af markedet (den appellerede doms præmis 336 ff.).
Med det fjerde anbringende foreholdes Retten endelig, at den tilsidesatte princippet om fordeling af bevisbyrden, idet den i den appellerede dom (præmis 272, 277 ff., 327, 340, 343 og 381).
____________
1 Rådets forordning (EF) nr. 139/2004 af 20.1.2004 om kontrol med fusioner og virksomhedsovertagelser (»EF-fusionsforordningen«) (EUT 2004, L 24, s. 1).