Sag T-110/07
Siemens AG
mod
Europa-Kommissionen
»Konkurrence – karteller – markedet for projekter angående gasisoleret koblingsudstyr – beslutning, der fastslår en overtrædelse af artikel 81 EF og EØS-aftalens artikel 53 – opdeling af markedet – indvirkning på fællesmarkedet – begrebet en vedvarende overtrædelse – overtrædelsens varighed – forældelse – bøder – forholdsmæssighed – skærpende omstændigheder – førende rolle – formildende omstændigheder – samarbejde«
Sammendrag af dom
1. Konkurrence – karteller – samordnet praksis – konkurrencebegrænsning – bedømmelseskriterier – konkurrencebegrænsende formål – tilstrækkelig konstatering
(Art. 81, stk. 1, EF; EØS-aftalen, art. 53, stk. 1)
2. Fællesskabsret – principper – grundlæggende rettigheder – uskyldsformodning – procedure på konkurrenceområdet – anvendelse heraf
(Art. 81, stk. 1, EF; art. 6, stk. 2, EU)
3. Konkurrence – administrativ procedure – kommissionsbeslutning, der fastslår en overtrædelse – bevismiddel – anvendelse af en række indicier
(Art. 81, stk. 1, EF)
4. Konkurrence – karteller – aftaler mellem virksomheder – bevis for overtrædelse – Kommissionens fremlæggelse af erklæringer fra andre involverede virksomheder – lovlig
(Art. 81, stk. 1, EF; EØS-aftalen, art. 53)
5. Konkurrence – karteller – aftaler mellem virksomheder – bevis for overtrædelse – vurdering af et dokuments bevisværdi – kriterier
(Art. 81, stk. 1, EF)
6. Konkurrence – administrativ procedure – kommissionsbeslutning, der fastslår en overtrædelse – Kommissionen har bevisbyrden for en overtrædelse og dennes varighed
(Art. 81, stk. 1, EF; Kommissionens meddelelse 2002/C 45/03)
7. Konkurrence – administrativ procedure – overholdelse af retten til forsvar – klagepunktsmeddelelse – fremlæggelse af yderligere beviser efter fremsendelsen af klagepunktsmeddelelsen – lovlig – betingelser
(Art. 81, stk. 1, EF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 25)
8. Konkurrence – administrativ procedure – kommissionsbeslutning, der fastslår en overtrædelse – Kommissionen har bevisbyrden for en overtrædelse og dennes varighed – omfanget af bevisbyrden
(Art. 81, stk. 1, EF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 25)
9. Konkurrence – administrativ procedure – overholdelse af retten til forsvar – princippets rækkevidde – grænser – virksomhedens ret til at udspørge de imod den førte vidner – udelukket
(Art. 81, stk. 1, EF)
10. Konkurrence – karteller – en virksomheds deltagelse i et kartel
(Art. 81, stk. 1, EF)
11. Konkurrence – karteller – overtrædelse – karakter af en samlet overtrædelse – bedømmelseskriterier
(Art. 81, stk. 1, EF; EØS-aftalen, art. 53; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 25, stk. 2)
12. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – overtrædelsens grovhed
(Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2; Kommissionens meddelelse 98/C 9/03, punkt 1A, stk. 4 og 6)
13. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – overtrædelsens grovhed – ingen bindende eller udtømmende liste over kriterier
(Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2)
14. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – skønsmargen forbeholdt Kommissionen – forhøjelse af det generelle bødeniveau
(Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2)
15. Konkurrence – bøder – beslutning om pålæggelse af en bøde – begrundelsespligt – rækkevidde
(Art. 253 EF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2)
16. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – overtrædelsens grovhed – skærpende omstændigheder – førende rolle eller har tilskyndet til overtrædelsen
(Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2; Kommissionens meddelelse 98/C 9/03, punkt 2, tredje led)
17. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – overtrædelsens grovhed – skærpende omstændigheder – førende rolle i overtrædelsen
(Art. 81, stk. 1, EF)
18. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – bødefritagelse eller bødenedsættelse som modydelse for den forfulgte virksomheds samarbejde
(Art. 81, stk. 1, EF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2; Kommissionens meddelelse 2002/C 45/03, punkt 22 og 29)
1. Ved vurderingen af, om en samordnet praksis er forbudt i medfør af artikel 81, stk. 1, EF, er det ikke nødvendigt at tage hensyn til dens konkrete virkninger, når det fremgår, at den har til formål at hindre, begrænse eller fordreje konkurrencen inden for det indre marked. Det samme gælder analogt i relation til artikel 53, stk. 1, i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS).
(jf. præmis 40)
2. Princippet om uskyldsformodning, således som det nærmere fremgår af artikel 6, stk. 2, i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, hører til de grundlæggende rettigheder, der ifølge Domstolens praksis udgør generelle principper for fællesskabsretten, hvilket desuden er bekræftet ved artikel 6, stk. 2, EU.
Henset til karakteren af de pågældende overtrædelser samt til karakteren og alvoren af de hertil knyttede sanktioner finder princippet om uskyldsformodning anvendelse på sager vedrørende tilsidesættelser af konkurrencereglerne, der gælder for virksomhederne, og som vil kunne føre til at pålægge bøder eller tvangsbøder. Der skal tages hensyn til dette princip under en sag med påstand om annullation af en beslutning om pålæggelse af en bøde. Såfremt der hos Retten foreligger en tvivl, skal dette komme den virksomhed til gode, der er adressat for beslutningen, hvorved en overtrædelse fastslås. Retten kan derfor ikke konkludere, at Kommissionen i tilstrækkeligt omfang har bevist, at den omhandlede overtrædelse foreligger, såfremt Retten fortsat nærer tvivl på dette punkt, navnlig under en sag med påstand om annullation af en beslutning om pålæggelse af en bøde.
(jf. præmis 44 og 45)
3. På det konkurrenceretlige område er det nødvendigt, at Kommissionen baserer sig på præcise og samstemmende beviser, for at den kan fastslå, at overtrædelsen er blevet begået, og for at den kan danne sig en fast overbevisning om, at de påståede overtrædelser udgør mærkbare konkurrencebegrænsninger i artikel 81, stk. 1, EF’s forstand. Hver enkelt af de af Kommissionen fremlagte beviser skal imidlertid ikke nødvendigvis opfylde disse kriterier i forhold til hver enkelt led i overtrædelsen. Det er tilstrækkeligt, at den række indicier, som institutionen har påberåbt sig, bedømt i deres helhed opfylder dette krav. Den omstændighed, at der foreligger en konkurrencebegrænsende praksis eller aftale, skal derfor udledes ved en slutning ud fra et vist antal sammenfaldende omstændigheder og indicier, der, når de betragtes samlet, i mangel af en anden logisk forklaring kan udgøre beviset for en tilsidesættelse af konkurrencereglerne.
Når Kommissionen udelukkende på baggrund af, hvordan de omhandlede virksomheder har ageret på markedet, fastslår, at en overtrædelse er blevet begået, er det imidlertid tilstrækkeligt, at virksomhederne påviser omstændigheder, der kaster et andet lys på de faktiske omstændigheder, som Kommissionen har bevist, og gør det muligt at give en anden, sandsynlig forklaring på de faktiske omstændigheder end den, som Kommissionen har lagt til grund for sin konklusion om, at der foreligger en tilsidesættelse af Fællesskabets konkurrenceregler. En alternativ forklaring på de faktiske omstændigheder er imidlertid kun relevant, når Kommissionen udelukkende baserer sig på de omhandlede virksomheders adfærd på markedet. En sådan forklaring er således irrelevant fra det øjeblik, hvor der ikke blot formodes at forekomme en overtrædelse, men hvor den er bevist. I kraft af princippet om den frie bevisbedømmelse accepteres desuden alle former for beviser for en overtrædelse, hvorved det er irrelevant, at der foreligger en alternativ forklaring, når en overtrædelse i fornødent omfang er bevist ved andre bevismidler end skriftligt bevismateriale.
(jf. præmis 46-49 og 51)
4. Med hensyn til de bevismidler, der kan påberåbes for at fastslå en overtrædelse af artikel 81, stk. 1, EF og af artikel 53, stk. 1, i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS), finder det fællesskabsretlige princip om den frie bevisbedømmelse anvendelse. Navnlig er ingen fællesskabsretlige bestemmelser eller almindelige principper til hinder for, at Kommissionen over for en virksomhed påberåber sig erklæringer fra andre involverede virksomheder. I modsat fald ville bevisbyrden for overtrædelser af artikel 81 EF og 82 EF, som påhviler Kommissionen, ikke kunne løftes, hvilket ville være uforeneligt med den opgave, der er pålagt Kommissionen ved traktaten, nemlig at overvåge den korrekte anvendelse af disse bestemmelser.
(jf. præmis 50)
5. På det konkurrenceretlige område er det eneste relevante kriterium for bedømmelsen af fremlagte beviser disses troværdighed. Ifølge de almindeligt anvendte regler om beviser afhænger troværdigheden og dermed et dokuments bevismæssige vægt af dets herkomst, omstændighederne ved dets udarbejdelse, dets adressat og indholdets fornuftige og pålidelige karakter. Der skal især lægges stor vægt på den omstændighed, at et dokument er udarbejdet umiddelbart i tilknytning til de faktiske omstændigheder eller af et direkte vidne til disse faktiske omstændigheder. Desuden skal erklæringer, der går imod anmelderens interesser, i princippet anses for at være særligt pålideligt bevismateriale.
Således skal et vidneudsagn fra en person, som under næsten hele kartellets varighed var én af repræsentanterne for en af de primære aktører i kartellet og dermed har været direkte vidne til de omstændigheder, som han fremstillede i sit vidneudsagn, i princippet anses for at være bevismateriale med en høj bevismæssig vægt.
(jf. præmis 54 og 75)
6. I konkurrencesager medfører en anmodning om at nyde godt af anvendelse af meddelelsen om bødefritagelse eller bødenedsættelse i kartelsager med henblik på at opnå en bødenedsættelse ikke nødvendigvis en tilskyndelse til at fremlægge forvanskede beviser. Ethvert forsøg på at vildlede Kommissionen kan skabe tvivl angående oprigtigheden og samarbejdsviljen hos den virksomhed, der har fremsat anmodningen, og dermed bringe muligheden for denne for at drage fuld nytte af samarbejdsmeddelelsen i fare.
Ikke desto mindre skal erklæringer afgivet af en virksomhed, som beskyldes for at have overtrådt Fællesskabets konkurrenceregler, i det omfang de er bestridt af andre virksomheder, der også foreholdes at have deltaget i en fælles ordning, understøttes af andet bevismateriale for at kunne udgøre et tilstrækkeligt bevis på eksistensen og omfanget af denne fælles ordning.
(jf. præmis 65 og 66)
7. Klagepunktsmeddelelsen skal være formuleret, så parterne reelt kan forstå, hvilken adfærd Kommissionen lægger dem til last, og dette krav er opfyldt, når den endelige beslutning ikke beskylder de pågældende for andre overtrædelser end de i klagepunktsmeddelelsen nævnte og kun tager hensyn til faktiske forhold, som de pågældende har haft lejlighed til at udtale sig om. Mens det derfor er rigtigt, at en virksomhed ikke kan foreholdes andre overtrædelser i en beslutning end dem, der er formuleret i klagepunktsmeddelelsen, forholder det sig anderledes med de foreholdte omstændigheder, eftersom det i forhold til sidstnævnte er tilstrækkeligt, at de berørte virksomheder har haft lejlighed til at udtale sig om alle de omstændigheder, der er lagt dem til last. Der er nemlig ikke nogen bestemmelse, der forbyder Kommissionen efter fremsendelsen af klagepunktsmeddelelsen at tilstille parterne nye dokumenter, som den mener understøtter dens antagelse, forudsat at virksomhederne får den nødvendige tid til at fremføre deres synspunkter i den forbindelse.
(jf. præmis 86 og 87)
8. Det påhviler den part eller myndighed, der gør en tilsidesættelse af konkurrencereglerne gældende, at føre bevis herfor ved på tilstrækkelig måde at påvise de faktiske omstændigheder, der udgør en overtrædelse. Desuden påhviler det den virksomhed, der påberåber sig retten til at bestride, at der foreligger en overtrædelse, at føre bevis for, at betingelserne for at gøre en sådan indsigelse gældende, er opfyldt, således at myndigheden herefter må anvende andre beviser.
Det almindelige princip, hvorefter Kommissionen skal bevise alle de omstændigheder, som overtrædelsen udgøres af, herunder dens varighed, og som kan have indvirkning på Kommissionens endelige konklusioner for så vidt angår overtrædelsens grovhed, påvirkes ikke af den omstændighed, at den berørte virksomhed har rejst en indsigelse om forældelse, for hvilken bevisbyrden i princippet påhviler sidstnævnte.
Den omstændighed, at en sådant indsigelse rejses, er nemlig en nødvendig forudsætning for, at såvel overtrædelsens varighed som datoen for dens ophør fastlægges. Disse omstændigheder kan ikke i sig selv medføre, at bevisbyrden i denne henseende vendes til skade for den berørte virksomhed. For det første udgør overtrædelsens varighed – der er et begreb, som forudsætter, at datoen for overtrædelsens ophør er kendt – en integrerende del af overtrædelsen, for hvilken bevisbyrden påhviler Kommissionen uanset den omstændighed, at disse forhold ligeledes udgør en del af indsigelsen vedrørende forældelse. For det andet berettiges denne konklusion af den omstændighed, at den manglende forældelse af Kommissionens forfølgelsesbeføjelse i henhold til artikel 25 i forordning nr. 1/2003 udgør et objektivt lovligt kriterium, som følger af retssikkerhedsprincippet og derfor er en gyldighedsbetingelse for enhver beslutning om sanktioner. Det påhviler nemlig Kommissionen at iagttage dette princip, selv om virksomheden ikke rejser en indsigelse herom.
Denne fordeling af bevisbyrden kan variere, for så vidt som de faktiske omstændigheder, som en part gør gældende, kan forpligte den anden part til at fremkomme med en forklaring eller en begrundelse, i mangel af hvilken det kan antages, at beviset er blevet ført. Navnlig når Kommissionen har ført bevis for, at der findes en aftale, påhviler det den deltagende virksomhed at føre bevis for, at den har taget afstand fra denne, hvilket kræver, at der klart er givet udtryk for en hensigt til at træde tilbage fra denne aftale, og at denne hensigt er blevet bragt til de øvrige deltagende virksomheders kendskab.
(jf. præmis 173-176)
9. Det grundlæggende princip om overholdelse af retten til forsvar indebærer, at de virksomheder og sammenslutninger af virksomheder, der berøres af en af Kommissionen indledt undersøgelse på konkurrenceområdet, allerede under den administrative procedure skal sættes i stand til at tage stilling til rigtigheden og relevansen af de af Kommissionen fremførte faktiske oplysninger, klagepunkter og øvrige omstændigheder. Således kan en virksomheds svar på Kommissionens klagepunktsmeddelelse ikke lægges en anden af undersøgelsen omfattet virksomhed til last, når sidstnævnte ikke har fået kendskab til svaret før Kommissionens vedtagelse af den anfægtede beslutning.
Derimod indebærer nævnte princip ikke, at virksomheden under den administrative procedure skal have lejlighed til selv at udspørge de af Kommissionen hørte vidner.
(jf. præmis 189 og 199)
10. Den omstændighed, at en given virksomhed ikke offentligt tager afstand fra en overtrædelse, som den har deltaget i, eller ikke gør myndighederne opmærksom på den, virker som en tilskyndelse til at fortsætte overtrædelsen og hindrer, at den bliver opdaget, hvorfor denne stiltiende godkendelse kan kvalificeres som medvirken eller en form for passiv deltagelse i overtrædelsen.
(jf. præmis 222)
11. Flere kriterier er af relevans for vurderingen af, om en overtrædelse er en samlet og vedvarende overtrædelse af artikel 81 EF og af artikel 53, stk. 1, i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS), nemlig om den omhandlede praksis har samme eller forskellige formål, om de omhandlede varer eller tjenesteydelser er de samme, om de samme virksomheder har deltaget, og om fremgangsmåden har været den samme. Andre relevante kriterier er, om det er de samme fysiske personer, der er involveret på virksomhedernes vegne, og om den omhandlede praksis har samme geografiske anvendelsesområde.
Hvad særligt angår begrebet vedrørende et fælles formål for den konkurrencebegrænsende praksis beror spørgsmålet, om en række aftaler og former for praksis i strid med artikel 81, stk. 1, EF udgør en samlet og vedvarende overtrædelse, derimod udelukkende på objektive faktorer, herunder det fælles formål med de nævnte aftaler og former for praksis. Sidstnævnte kriterium skal udelukkende vurderes i forhold til indholdet af disse aftaler og former for praksis og må ikke forveksles med den subjektive hensigt bag de forskellige virksomheders deltagelse i et samlet og vedvarende kartel. Denne subjektive hensigt kan og skal derimod kun tages i betragtning ved vurderingen af en virksomheds individuelle deltagelse i en sådan samlet og vedvarende aftale. Det er i denne forbindelse tilstrækkeligt, at den omhandlede virksomhed, da den – efter en afbrydelse – genoptog sin deltagelse i kartellet, vidste, at den deltog i det samme kartel som før. Det er endog tilstrækkeligt til at kunne foreholde en virksomhed en samlet overtrædelse, at den pågældende virksomhed var bekendt med de grundlæggende kriterier, som er nævnt ovenfor, og som begrunder kvalificeringen af overtrædelsen som samlet, selv om det antages, at virksomheden ikke selv havde draget den konklusion, at der forelå en sådan.
(jf. præmis 241, 246 og 253)
12. Retningslinjerne for beregningen af bøder i henhold til artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 og artikel 65, stk. 5, i EKSF-traktaten foreskriver i punkt 1A, stk. 4 og 6, hensyntagen til de overtrædende virksomheders faktiske økonomiske muligheder for at påføre andre økonomiske beslutningstagere alvorlig skade og til den specifikke vægt af den rolle, som hver enkelt virksomhed har spillet som led i overtrædelsen, navnlig når der er tale om betydelige størrelsesforskelle mellem virksomheder, der har begået en overtrædelse. Derimod foreskriver retningslinjerne ikke, at virksomhedernes faktiske økonomiske kapacitet eller den specifikke vægt af deres rolle skal vurderes efter et bestemt kriterium, såsom deres markedsandel for så vidt angår den berørte vare inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS) eller det indre marked. Som følge heraf kan Kommissionen i denne henseende frit vælge at anvende et kriterium, der er hensigtsmæssigt i forhold til omstændighederne i hvert enkelt tilfælde.
(jf. præmis 279)
13. Grovheden af overtrædelser af Fællesskabets konkurrenceregler skal fastslås på grundlag af en lang række forhold, herunder sagens særlige omstændigheder, dens sammenhæng og bødernes afskrækkende virkning, uden at der er opstillet en bindende eller udtømmende liste over de kriterier, som obligatorisk skal tages i betragtning. De elementer, der indgår i vurderingen af overtrædelsernes grovhed, omfatter bl.a. de enkelte virksomheders adfærd og rolle ved gennemførelsen af den samordnede praksis, den fortjeneste, som virksomhederne har kunnet opnå ved denne praksis, deres størrelse og værdien af de omhandlede varer samt den risiko, som overtrædelser af denne art indebærer for gennemførelsen af Fællesskabets mål.
Det følger på den ene side heraf, at der ved fastsættelsen af bødens størrelse kan tages hensyn dels til virksomhedens samlede omsætning, der giver et, ganske vist omtrentligt og ufuldstændigt, indtryk af virksomhedens størrelse og økonomiske styrke, dels til den del af denne omsætning, som vedrører de varer, der er genstand for overtrædelsen, og som således kan give en indikation af overtrædelsens omfang. Det fremgår på den anden side heraf, at der ikke må tillægges hverken det ene eller det andet af disse omsætningstal en uforholdsmæssig stor betydning i forhold til de andre elementer i vurderingen, og fastsættelsen af en passende bøde kan følgelig ikke være resultatet af en enkelt beregning på grundlag af den samlede omsætning. Dette er især tilfældet, når de pågældende varer kun udgør en ringe del af denne omsætning.
Opregningen af elementer, der indgår i vurderingen af overtrædelsernes grovhed, er derfor hverken bindende eller udtømmende. Følgelig står det Kommissionen frit for at tage hensyn til andre elementer, at lægge mindre vægt på nogle af de ovenfor nævnte elementer eller slet ikke tage hensyn til dem, hvis dette synes at være hensigtsmæssigt i betragtning af omstændighederne i en bestemt sag.
Desuden skal begrebet »værdien af de omhandlede varer« forstås som en målestok for den andel af de berørte virksomheders samlede omsætning, der hidrører fra varer omhandlet af kartellet, og ikke som en henvisning til størrelsen af markedet for disse varer inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS).
(jf. præmis 286-288)
14. Kommissionens tidligere beslutningspraksis kan ikke i sig selv anvendes som retlig ramme for bøderne på konkurrenceområdet. Kommissionen har i forbindelse med forordning nr. 1/2003 et vist skøn ved fastsættelsen af bødernes størrelse, således at virksomhederne tilskyndes til at overholde konkurrencereglerne. Som følge heraf kan den omstændighed, at Kommissionen tidligere har pålagt bøder af en bestemt størrelsesorden i tilfælde af visse typer overtrædelser, ikke fratage den muligheden for at forhøje dette niveau inden for de i forordning nr. 1/2003 angivne rammer, hvis det er nødvendigt for at gennemføre Fællesskabets konkurrencepolitik. Tværtimod kræver en effektiv gennemførelse af Fællesskabets konkurrenceregler, at Kommissionen til enhver tid kan tilpasse bødeniveauet efter konkurrencepolitikkens krav.
Det følger heraf, at virksomheder, der er parter i en administrativ procedure, som kan give anledning til en bøde, ikke kan have en berettiget forventning om, at Kommissionen ikke vil overskride det hidtil anvendte bødeniveau. Sådanne virksomheder bør følgelig tage i betragtning, at Kommissionen til enhver tid kan beslutte at forhøje størrelsen af bødebeløbene i forhold til det tidligere anvendte niveau.
(jf. præmis 290 og 291)
15. Med hensyn til beregningen af størrelsen af de af Kommissionen pålagte bøder for overtrædelse af Fællesskabets konkurrenceregler er kravene i henhold til den væsentlige formforskrift, som begrundelsespligten udgør, opfyldt, såfremt Kommissionen i sin beslutning giver oplysninger om de hensyn, der har givet den grundlag for at bedømme overtrædelsens grovhed og dens varighed, uden at det påhviler den at angive en mere detaljeret forklaring eller tallene i forbindelse med metoden for bødeudmåling.
Særligt er det navnlig i relation til den ønskede afskrækkende virkning ønskeligt, men går ud over de krav, begrundelsespligten rejser, at Kommissionen angiver de tal, som har været afgørende for udøvelsen af skønsbeføjelsen ved fastsættelsen af bøderne.
(jf. præmis 311 og 312)
16. For at kunne anses for at have spillet »en førende rolle« i et kartel skal en virksomhed i høj grad have været drivkraften i kartellet eller have haft et særligt og konkret ansvar for dets funktionsmåde. Denne omstændighed bør vurderes ud fra den foreliggende sags kontekst i sin helhed. Betegnelsen »førende rolle« er bl.a. blevet anvendt, når det er blevet godtgjort, at en virksomhed har haft en funktion som koordinator i kartellet og navnlig har organiseret og sørget for personalet til det sekretariat, som havde ansvaret for den egentlige gennemførelse af kartellet, samt når den nævnte virksomhed har spillet en central rolle for, hvordan kartellet konkret fungerede, f.eks. ved at arrangere en række møder, indsamle og formidle oplysninger inden for kartellet, ved at tage ansvaret for at repræsentere visse medlemmer inden for rammerne af kartellet eller ved hyppigst at være den, der fremsatte forslag vedrørende kartellets funktion. Desuden kan to eller flere virksomheder samtidigt bidrage til den førende rolle, navnlig i et kartel med et stort antal medlemmer.
Som det fremgår af punkt 2, tredje led, i retningslinjerne for beregningen af bøder i henhold til artikel 15, stk. 2, i forordning nr.17 og artikel 65, stk.5, i EKSF-traktaten, skal der sondres mellem begreberne »førende rolle« og rollen som den, der har »tilskyndet til overtrædelsen«. Mens rollen som en, der har tilskyndet til et kartel, vedrører det tidspunkt, hvor kartellet blev dannet eller udvidet, vedrører rollen som førende nemlig dets funktion. Heraf følger, at den, der har spillet en førende rolle for overtrædelsen, og den, der har tilskyndet dertil, ikke befinder sig i sammenlignelige situationer, hvorfor det ikke udgør en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet at behandle en virksomhed, der har tilskyndet til kartellet, og en virksomhed, der har spillet en førende rolle herfor, forskelligt.
(jf. præmis 337, 345 og 348)
17. Selv hvis det antages, at Kommissionen begik en fejl, da den ikke tillagde en virksomhed en førende rolle i kartellet på trods af, at denne virksomhed spillede en væsentlig rolle i kartellet, kan en sådan fejl begået til fordel for andre ikke begrunde, at et anbringende om annullation af Kommissionens beslutning tages til følge. Overholdelsen af ligebehandlingsprincippet skal ses i sammenhæng med overholdelsen af legalitetsprincippet, hvorefter ingen til egen fordel kan påberåbe sig en ulovlighed, der er begået til fordel for andre.
(jf. præmis 358)
18. Bødenedsættelse er i tilfælde, hvor virksomheder, der har deltaget i overtrædelser af den fællesskabsretlige konkurrenceret, samarbejder, begrundet i den betragtning, at et sådan samarbejde gør det lettere for Kommissionen at fastslå overtrædelsens eksistens og i givet fald at bringe den til ophør.
Som anført i punkt 29 i meddelelsen om bødefritagelse eller bødenedsættelse i kartelsager, skaber meddelelsen berettigede forventninger, som de virksomheder, der ønsker at underrette Kommissionen om eksistensen af et kartel, kan påberåbe sig. På grund af den berettigede forventning, som meddelelsen kan give virksomheder, der ønsker at samarbejde med Kommissionen, grund til at nære, påhviler det denne at efterleve meddelelsen, når den vurderer en virksomheds samarbejde i forbindelse med fastsættelsen af den bøde, virksomheden skal pålægges.
Inden for samarbejdsmeddelelsens grænser har Kommissionen imidlertid en skønsmargen ved vurderingen af, hvorvidt det af en virksomhed fremlagte bevismateriale bibringer den en merværdi i den forstand, hvori udtrykket anvendes i nævnte meddelelses punkt 22, og af, om der er grundlag for at indrømme en nedsættelse til en virksomhed i henhold til denne meddelelse.
(jf. præmis 374-376)