KENDELSE AFSAGT AF DOMSTOLENS VICEPRÆSIDENT
11. april 2024 (*)
»Appel – særlige rettergangsformer – konkurrence – fusioner – mediemarkedet – anmodning om oplysninger – personoplysninger – uopsættelighed – ret til respekt for privatlivet«
I sag C-90/24 P(R),
angående appel i henhold til artikel 57, stk. 2, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, iværksat den 2. februar 2024,
Vivendi SE, Paris (Frankrig), ved avocats Y. Boubacir, F. de Bure, E. Dumur, P. Gassenbach, S. Schrameck, O. Thomas og P. Wilhelm,
appellant,
den anden part i appelsagen:
Europa-Kommissionen ved P. Caro de Sousa, B. Cullen og D. Viros, som befuldmægtigede,
sagsøgt i første instans,
har
DOMSTOLENS VICEPRÆSIDENT,
efter at have hørt generaladvokat M. Szpunar,
afsagt følgende
Kendelse
1 Med appellen har Vivendi SE nedlagt påstand om ophævelse af kendelse afsagt af præsidenten for Den Europæiske Unions Ret den 19. januar 2024, Vivendi mod Kommissionen (T-1097/23 R, herefter »den appellerede kendelse«, EU:T:2024:15), hvorved denne ikke tiltrådte appellantens anmodning om udsættelse af gennemførelsen af Kommissionens afgørelse C(2023) 6428 final af 19. september 2023 om en procedure i henhold til artikel 11, stk. 3, i Rådets forordning (EF) nr. 139/2004 (sag M.11184 – Vivendi/Lagardère), som ændret ved Kommissionens afgørelse C(2023) 7463 final af 27. oktober 2023 (herefter »den omtvistede afgørelse«), og om, som retsbevarende foranstaltning, at Kommissionen blev pålagt at opbevare samtlige de i den omtvistede afgørelse omhandlede dokumenter, som den rådede over, på et bestemt elektronisk medie, der med elektronisk forsegling overgives til en uafhængig tredjemand.
Retsforskrifter
2 Tiende betragtning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om databeskyttelse) (EUT 2016, L 119, s. 1, berigtiget i EUT 2016, L 127, s. 2) (herefter »databeskyttelsesforordningen«) har følgende ordlyd:
»[...] Denne forordning indeholder også en manøvremargen, så medlemsstaterne kan præcisere reglerne heri, herunder for behandling af særlige kategorier af personoplysninger (»følsomme oplysninger«). [...]«
3 Denne forordnings artikel 6, stk. 1 og 3, bestemmer:
»1. Behandling er kun lovlig, hvis og i det omfang mindst ét af følgende forhold gør sig gældende:
a) Den registrerede har givet samtykke til behandling af sine personoplysninger til et eller flere specifikke formål.
[...]
c) Behandling er nødvendig for at overholde en retlig forpligtelse, som påhviler den dataansvarlige.
[...]
e) Behandling er nødvendig af hensyn til udførelse af en opgave i samfundets interesse eller som henhører under offentlig myndighedsudøvelse, som den dataansvarlige har fået pålagt.
[...]
3. Grundlaget for behandling i henhold til stk. 1, litra c) og e), skal fremgå af:
a) EU-retten, eller
b) medlemsstaternes nationale ret, som den dataansvarlige er underlagt.
[...]«
4 Nævnte forordnings artikel 9, stk. 1 og 2, fastsætter:
»1. Behandling af personoplysninger om race eller etnisk oprindelse, politisk, religiøs eller filosofisk overbevisning eller fagforeningsmæssigt tilhørsforhold samt behandling af genetiske data, biometriske data med det formål entydigt at identificere en fysisk person, helbredsoplysninger eller oplysninger om en fysisk persons seksuelle forhold eller seksuelle orientering er forbudt.
2. Stk. 1 finder ikke anvendelse, hvis et af følgende forhold gør sig gældende:
a) Den registrerede har givet udtrykkeligt samtykke til behandling af sådanne personoplysninger til et eller flere specifikke formål, medmindre det i EU-retten eller medlemsstaternes nationale ret er fastsat, at det i stk. 1 omhandlede forbud ikke kan hæves ved den registreredes samtykke.
[...]
g) Behandling er nødvendig af hensyn til væsentlige samfundsinteresser på grundlag af EU-retten eller medlemsstaternes nationale ret og står i rimeligt forhold til det mål, der forfølges, respekterer det væsentligste indhold af retten til databeskyttelse og sikrer passende og specifikke foranstaltninger til beskyttelse af den registreredes grundlæggende rettigheder og interesser.
[...]«
Sagens baggrund
5 Tvistens baggrund er beskrevet i den appellerede kendelses præmis 2-8. Den kan med henblik på den foreliggende sag sammenfattes som følger.
6 Den 24. oktober 2022 anmeldte Vivendi en fusion, som bestod i erhvervelsen af enekontrollen over Lagardère SA, til Europa-Kommissionen. Den 9. juni 2023 godkendte Kommissionen denne fusion med forbehold af overholdelsen af de Vivendi afgivne tilsagn.
7 Den 25. juli 2023 underrettede Kommissionen Vivendi om indledningen af en formel undersøgelse vedrørende en mulig førtidig gennemførelse af fusionen. Som led i denne procedure tilstillede Kommissionen ved afgørelse C(2023) 6428 final af 19. september 2023 Vivendi en anmodning om oplysninger, der skulle besvares inden den 27. oktober 2023. Ved afgørelse C(2023) 7463 final af 27. oktober 2023 forlængede denne institution fristen til den 1. december 2023.
Retsforhandlingerne for Retten og den appellerede kendelse
8 Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 23. november 2023 anlagde Vivendi sag med påstand om annullation af den omtvistede afgørelse.
9 Ved særskilt dokument indleveret til Rettens Justitskontor den 24. november 2023 indgav Vivendi en anmodning om foreløbige forholdsregler dels med henblik på udsættelse af gennemførelsen af denne afgørelse, dels, som retsbevarende foranstaltning, om, at Kommissionen blev pålagt at opbevare samtlige de i den omtvistede afgørelse omhandlede dokumenter, som den rådede over, på et bestemt elektronisk medie, der med elektronisk forsegling overgives til en uafhængig tredjemand, f.eks. en repræsentant for Retten eller en befuldmægtiget, med en rimelig frist, der er forenelig med de materielle krav til kopiering af medier med nævnte dokumenter.
10 Ved kendelse af 28. november 2023, Vivendi mod Kommissionen (T-1097/23 R), som blev vedtaget på grundlag af artikel 157, stk. 2, i Rettens procesreglement, anordnede Rettens præsident udsættelse af gennemførelsen af den omtvistede afgørelse, indtil der afsiges endelig kendelse i sag T-1097/23 R, uden at dette påvirker Vivendis pligt til at fortsætte indsamlingen af oplysninger og bevare alle de dokumenter, som var berørt af denne afgørelse, og som kunne have interesse for Kommissionens undersøgelse, i sin besiddelse på et elektronisk medie.
11 Ved den appellerede kendelse forkastede Rettens præsident den anmodning om foreløbige forholdsregler, som er omtalt i nærværende kendelses præmis 9, med den begrundelse, at Vivendi ikke havde godtgjort, at betingelsen om uopsættelighed var opfyldt, og ophævede sin kendelse af 28. november 2023 (T-1097/23 R).
12 For det første fastslog Rettens præsident i den appellerede kendelses præmis 29, at der var en hypotetisk risiko for, at Vivendi ville blive forpligtet til at betale tvangsbøder eller bøder på tidspunktet for afsigelsen af denne kendelse.
13 For det andet fastslog denne i nævnte kendelses præmis 39, at Vivendis argument vedrørende en anvendelse af betydelige menneskelige og finansielle ressourcer skulle forkastes.
14 For det tredje fastslog Rettens præsident i denne kendelses præmis 41 og 42, at Vivendi ikke kunne blive påført en alvorlig og uoprettelig skade som følge af den omstændighed, at Kommissionen kunne få kendskab til et stort antal dokumenter, selv om det var åbenbart, at disse ikke havde forbindelse til undersøgelsens genstand.
15 For det fjerde forkastede Rettens præsident i den appellerede kendelses præmis 43 Vivendis argument om en skade som følge af en krænkelse af privatlivets fred for visse af selskabets ansatte og befuldmægtigede.
16 For det femte fastslog han i denne kendelses præmis 51, at Vivendis angivelige skade, der skyldtes selskabets bidrag til selvinkriminering, ikke kunne godtgøre, at betingelsen om uopsættelighed var opfyldt.
17 For det sjette fastslog Rettens præsident i nævnte kendelses præmis 52 og 54, at risikoen for, at Vivendi forpligtes til at betale tvangsbøder eller bøder, ikke var uoprettelig, og at denne risiko var rent hypotetisk.
Parternes påstande og retsforhandlingerne for Domstolen
18 Vivendi har nedlagt følgende påstande:
– Den appellerede kendelse ophæves.
– Gennemførelsen af den omtvistede afgørelse udsættes, indtil Retten afsiger endelig dom, og Domstolen træffer i givet fald afgørelse i annullationssøgsmålet anlagt af Vivendi til prøvelse af denne afgørelse.
– Subsidiært hjemvises sagen til Retten.
– Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
19 Kommissionen har nedlagt følgende påstande:
– Appellen forkastes.
– Vivendi tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
20 Ved kendelse af 6. februar 2024, Vivendi mod Kommissionen (C-90/24 P(R)‑R, EU:C:2024:121), afsagt i henhold til artikel 160, stk. 7, i Domstolens procesreglement, har Domstolens vicepræsident anordnet udsættelse af den forpligtelse, som Vivendi er pålagt ved den omtvistede afgørelse, til at indsamle og meddele Kommissionen de af denne afgørelse omhandlede dokumenter, indtil den første endelige kendelse afsiges i enten sag C-90/24 P(R)‑R eller om stillingtagen til nærværende appel, uden at dette påvirker Vivendis pligt til at træffe alle passende foranstaltninger med henblik på at sikre bevarelsen af samtlige disse dokumenter.
Om appellen
21 Til støtte for appellen har Vivendi fremsat seks anbringender, hvoraf det første vedrører en tilsidesættelse af princippet om processuel ligestilling og kontradiktionsprincippet, og det andet til det sjette anbringende vedrører åbenbart urigtige skøn med hensyn til den af Vivendi anførte skade.
Argumenter
22 Med det fjerde anbringende, som skal undersøges først, har Vivendi gjort gældende, at Rettens præsident anlagde et åbenbart urigtigt skøn med hensyn til den skade, som blev forvoldt ved den omfattende krænkelse af de af den omtvistede afgørelse berørte personers privatliv.
23 For det første begrænser argumentationen i den appellerede kendelses præmis 45 beskyttelsesområdet for privatlivet til alene at omfatte følsomme personoplysninger som defineret i databeskyttelsesforordningen. Sidstnævnte begreb har et meget begrænset anvendelsesområde, idet det fremgår af databeskyttelsesforordningen såvel som af Rettens praksis, at dette begreb kun tager sigte på de pågældende personers mest intime og følsomme oplysninger. De garantier, der stilles med hensyn til følsomme personoplysninger, gør det således ikke muligt at sikre en beskyttelse af samtlige personoplysninger vedrørende disse personers privatliv og dermed på passende vis forebygge den skade, som Vivendi har påberåbt sig.
24 For det andet har Vivendi gjort gældende, at flere akter i bilaget til selskabets anmodning om foreløbige forholdsregler viser, at den omtvistede afgørelse pålægger at indsamle og videregive dokumenter vedrørende de pågældende personers privatliv til Kommissionen.
25 For det tredje ser den appellerede kendelse helt bort fra de krav, som Vivendi er undergivet i fransk strafferet og arbejdsret. Det er derfor materielt umuligt for Vivendi at efterkomme den omtvistede afgørelse uden at risikere såvel strafferetlige som civilretlige sanktioner.
26 For det fjerde gør de garantier, som Kommissionen tilbyder følsomme personoplysninger, det ikke muligt at forebygge, at den skade, som Vivendi har påberåbt sig, indtræffer, for så vidt som disse garantier indebærer, at dokumenter med disse oplysninger overgives til Kommissionen, og at denne kan få kendskab hertil.
27 For det femte kan den tavshedspligt, som Kommissionens tjenestemænd og øvrige ansatte er underlagt, i modsætning til, hvad der er fastslået i den appellerede kendelse, ikke være en tilstrækkelig garanti for at undgå, at den påberåbte skade indtræffer, eftersom Vivendi ligeledes har en interesse i at hindre, at disse tjenestemænd og øvrige ansatte har adgang til beskyttede dokumenter. Rettens præsident tog desuden ikke hensyn til den omstændighed, som Vivendi dog udtrykkeligt havde anført, at Kommissionen havde tilladt flere tredjeparter at deltage i proceduren, hvilket skabte en risiko for, at disse tredjeparter fik adgang til fortrolige oplysninger og videregav disse.
28 Kommissionen har gjort gældende, at det fjerde anbringende skal forkastes som ugrundet.
29 Denne institution har navnlig gjort gældende, at det er uundgåeligt, at den skal behandle personoplysninger for at gennemføre sin undersøgelse korrekt. Den blotte omstændighed, at den efterprøver, om sådanne oplysninger er relevante, kan ikke i sig selv forårsage en alvorlig og uoprettelig skade. I denne forbindelse er det forhold, at der findes proceduremæssige garantier, som finder anvendelse på følsomme personoplysninger, en relevant faktor med henblik på at vurdere, om det pågældende indgreb i retten til privatlivets fred er forholdsmæssigt. De strenge forpligtelser i forbindelse med tavshedspligten, som Kommissionens tjenestemænd og øvrige ansatte er underlagt, forebygger risikoen for uautoriseret videregivelse af de indsamlede personoplysninger.
30 Med hensyn til argumentet om tredjeparters potentielle adgang til personoplysninger har Kommissionen indledningsvis gjort gældende, at dette argument skal afvises, eftersom det ikke var tilstrækkeligt underbygget i første instans. Denne institution har endvidere gjort gældende, at tjenestemænd og øvrige ansatte, henset til de strenge forpligtelser i forbindelse med tavshedspligt, som de er pålagt, ikke kan videregive fortrolige oplysninger til tredjeparter. Endelig får berørte tredjeparter kun indsigt i sagsakterne i tilfælde af en klagepunktsmeddelelse, og de får aldrig indsigt i sagsakternes fortrolige dokumenter.
Bedømmelse
31 Hvad angår Vivendis argumentation om en risiko for krænkelse af selskabets ansatte og befuldmægtigedes privatliv fastslog Rettens præsident i den appellerede kendelses præmis 44, at for så vidt som virksomheder handler gennem deres ansatte eller befuldmægtigede, har Kommissionen med henblik på en undersøgelse på konkurrencerettens område ret til at anmode om oplysninger om disse personers handlinger, i det omfang handlingerne angår virksomhedssfæren og ikke indgår i deres privatliv.
32 I denne kendelses præmis 45 fremhævede Rettens præsident, at Kommissionen på denne baggrund havde oplyst Vivendi om de specifikke proceduremæssige garantier, som anvendes på området for følsomme personoplysninger, og at denne institution dermed havde truffet foranstaltninger med henblik på at undgå, at den af Vivendi anførte risiko opstår. Rettens præsident udledte heraf, at i betragtning af disse forsigtighedsregler kunne anmodningerne om oplysninger vedrørende Vivendis ansattes mobiltelefoner og elektroniske meddelelsestjenester ikke forvolde den alvorlige og uoprettelige skade, som dette selskab påberåbte sig.
33 I nævnte kendelses præmis 46 bemærkede Rettens præsident, at Kommissionens tjenestemænd og øvrige ansatte under alle omstændigheder havde strenge forpligtelser i forbindelse med tavshedspligten. Han fremhævede i denne henseende i samme kendelses præmis 47, at tjenestemænd og øvrige ansatte har forbud mod uden tilladelse hertil at videregive oplysninger, som de får kendskab til under udøvelse af deres hverv, medmindre disse oplysninger allerede er offentliggjort eller tilgængelige for offentligheden.
34 For det første skal det med hensyn til vurderingen i den appellerede kendelses præmis 45 i denne forbindelse bemærkes, at det fremgår af selve ordlyden af denne præmis, at denne vurdering er støttet på en hensyntagen til de proceduremæssige garantier, der er omtalt i denne kendelses præmis 26-28.
35 Det fremgår af nævnte præmis 26-28, at disse garantier alene vedrører oplysninger, der henhører under tre kategorier, nemlig oplysninger, som er beskyttet af fortroligheden af udvekslinger mellem advokater og klienter, oplysninger om journalisters kilder og følsomme personoplysninger.
36 Sidstnævnte kategori, som er den eneste, der er omtalt i den appellerede kendelses præmis 45, defineres ikke i denne kendelse.
37 På denne baggrund skal den rækkevidde, som nævnte kategori er tillagt ved den omtvistede afgørelse, fastlægges med henblik på at fastlægge rækkevidden af Rettens præsidents vurderinger. I denne afgørelse præciseres, at »følsomme personoplysninger som defineret i [databeskyttelsesforordningen]« er forbeholdt en særlig ordning. Det følger af databeskyttelsesforordningens artikel 9, stk. 1, sammenholdt med tiende betragtning hertil, at dette begreb henviser til personoplysninger, hvis behandling afslører race eller etnisk oprindelse, politisk, religiøs eller filosofisk overbevisning eller fagforeningsmæssigt tilhørsforhold samt genetiske data, biometriske data med det formål entydigt at identificere en fysisk person, helbredsoplysninger eller oplysninger om en fysisk persons seksuelle forhold eller seksuelle orientering.
38 I lyset af den rækkevidde, som begrebet »følsomme personoplysninger« herved er tillagt, ses det, således som Vivendi har gjort gældende, at de proceduremæssige garantier, som er omhandlet i den appellerede kendelses præmis 45, ikke finder anvendelse på alle oplysninger, der henhører under de pågældende personers privatliv, for så vidt som disse garantier bl.a. ikke yder nogen form for beskyttelse af oplysninger om eksempelvis familieliv, smag eller private aktiviteter, som ikke er af politisk, religiøs, filosofisk eller fagforeningsmæssig art.
39 Det skal fastslås, at Vivendi i anmodningen om foreløbige forholdsregler har påberåbt sig en risiko for indsigt i oplysninger, som generelt kan vedrøre de pågældende personers privatliv. Selv om der i denne anmodnings punkt 95 ganske vist omtales følsomme personoplysninger, fremgår denne omtale af et citat fra Rettens praksis og kan ikke forstås således, at det bevirker, at rækkevidden af Vivendis argumentation begrænses.
40 Vivendi kan følgelig med føje gøre gældende, at Rettens præsident ved at fastslå, at de garantier, der er omhandlet i den appellerede kendelses præmis 45, netop tilsigtede at undgå, at den af Vivendi anførte risiko opstod, og ved heraf at udlede, at anmodningerne om oplysninger ikke kunne forvolde den alvorlige og uoprettelige skade, som dette selskab påberåbte sig, ikke tog hensyn til alle de personoplysninger, der kan fremgå af de dokumenter, som skal overgives til Kommissionen, og som er relevante med henblik på at vurdere, om denne skade foreligger, og alvoren heraf.
41 Rettens præsident anlagde dermed et åbenbart urigtigt skøn ved at fastslå, at disse garantier var tilstrækkelige til at forkaste Vivendis argumentation om en risiko for krænkelse af visse ansatte og befuldmægtigedes privatliv.
42 For det andet skal det med hensyn til de grunde, der for fuldstændighedens skyld er anført i den appellerede kendelses præmis 46 og 47, ganske vist konstateres, at Rettens præsident med føje kunne fastslå, at Kommissionens tjenestemænd og øvrige ansatte ikke havde tilladelse til frit at videregive oplysningerne i de dokumenter, som Vivendi overgav til Kommissionen med henblik på at gennemføre den omtvistede afgørelse, til offentligheden.
43 Som Vivendi har gjort gældende, kan den tavshedspligt, som Kommissionens tjenestemænd og øvrige ansatte er underlagt, ikke hindre den krænkelse af visse af Vivendis ansatte og befuldmægtigedes ret til respekt for privatlivet, som består i den omstændighed, at disse tjenestemænd og øvrige ansatte selv har adgang til personoplysninger vedrørende disse ansatte og befuldmægtigedes privatliv.
44 Det skal desuden bemærkes, at Vivendi i punkt 96 i sin anmodning om foreløbige forholdsregler ligeledes havde omtalt risikoen for, at »berørte tredjeparter, som Kommissionen har inddraget i proceduren«, kan få kendskab til de dokumenter, som Vivendi har overgivet til denne institution, idet dette selskab i denne henseende har henvist til skrivelser, som fremgår af bilaget til denne anmodning, hvorved selskabet er blevet underrettet om, at visse interesserede tredjeparter blev inddraget i proceduren.
45 Eftersom dette argument er tilstrækkeligt klart og underbygget til, at Retten skulle tage hensyn hertil, kan det ikke fastslås, at det argument om risikoen for videregivelse af visse dokumenter til tredjeparter, som er fremført til støtte for det fjerde appelanbringende, skal afvises med den begrundelse, at det udgør et nyt argument, som ikke er blevet påberåbt i første instans.
46 Som Vivendi har gjort gældende, har den tavshedspligt, som Kommissionens tjenestemænd og øvrige ansatte er pålagt, hverken til formål eller som virkning at regulere indsigten for tredjeparter, der er blevet inddraget i proceduren, i dokumenterne i de sagsakter, som Kommissionen råder over.
47 Selv om Kommissionen endvidere har gjort gældende, at andre regler kan udelukke en sådan indsigt, skal det fastslås, at disse regler ikke er omtalt i den appellerede kendelses præmis 46 og 47.
48 Det følger heraf, at Rettens præsident foretog en urigtig retlig kvalificering af de faktiske omstændigheder ved i den appellerede kendelses præmis 46 og 47 at fastslå, at de forpligtelser til tavshedspligt, som Kommissionens tjenestemænd og øvrige ansatte er pålagt, kunne hindre, at den af Vivendi påberåbte skade opstod.
49 For det tredje skal det fastslås, at de betragtninger, der er anført i den appellerede kendelses præmis 44, ikke i sig selv kan begrunde, at Vivendis argumentation om risikoen for krænkelse af visse af selskabets ansatte og befuldmægtigedes privatliv forkastes.
50 Herom har Rettens præsident nemlig blot omtalt Kommissionens beføjelse til at anmode om oplysninger om Vivendis ansatte og befuldmægtigedes handlinger, »i det omfang handlingerne angår virksomhedssfæren og ikke indgår i deres privatliv«. Herved vurderede Rettens præsident ikke, om der eventuelt forelå en skade, såfremt de oplysninger, der blev overgivet til Kommissionen, således som Vivendi har gjort gældende, henhører under de pågældende personers privatliv.
51 Det følger af samtlige ovenstående betragtninger, at den appellerede kendelse, henset til de fejl, som denne kendelses præmis 45-47 er behæftet med, ikke indeholder en begrundelse, der kan understøtte, at Vivendis argumentation om en krænkelse af visse af selskabets ansatte og befuldmægtigedes privatliv forkastes.
52 Følgelig skal det fjerde anbringende tiltrædes.
53 Eftersom anmodningen om foreløbige forholdsregler ikke blev taget til følge, fordi Vivendi ikke havde påvist, at betingelsen om uopsættelighed var opfyldt, følger heraf, at den appellerede kendelses konklusion savner grundlag.
54 Det følger heraf, at den appellerede kendelse skal ophæves i det hele, uden at det er fornødent at behandle de anbringender, der er fremsat til støtte for appellen.
Anmodningen om foreløbige forholdsregler fremsat for Retten
55 I overensstemmelse med artikel 61, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol kan Domstolen, når den ophæver Rettens afgørelse, enten selv træffe endelig afgørelse, hvis sagen er moden til påkendelse, eller hjemvise den til Retten til afgørelse. Denne bestemmelse finder tillige anvendelse ved appel, som er iværksat i henhold til artikel 57, stk. 2, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol (kendelse afsagt af Domstolens vicepræsident den 24.5.2022, Puigdemont i Casamajó m.fl. mod Parlamentet og Spanien, C-629/21 P(R), EU:C:2022:413, præmis 172 og den deri nævnte retspraksis).
56 I denne forbindelse bemærkes, at artikel 156, stk. 4, i Rettens procesreglement bestemmer, at anmodninger om foreløbige forholdsregler skal angive sagens genstand, de omstændigheder, der medfører uopsættelighed, og de faktiske og retlige grunde til, at den foreløbige forholdsregel, anmodningen vedrører, umiddelbart forekommer begrundet. I henhold til Domstolens faste praksis kan Unionens retsinstanser i sager om foreløbige forholdsregler således udsætte gennemførelsen og foreskrive foreløbige forholdsregler, såfremt det er godtgjort, at de umiddelbart er berettigede af faktiske og retlige grunde (fumus boni juris), og såfremt der foreligger uopsættelighed, dvs. at det for at undgå en alvorlig og uoprettelig skade for den part, der har anmodet om dem, er nødvendigt at foreskrive dem og tillægge dem retsvirkninger før afgørelsen om sagens realitet. Disse betingelser er kumulative, således at der ikke kan anordnes foreløbige forholdsregler, hvis en af betingelserne ikke er opfyldt. Dommeren i sager om foreløbige forholdsregler foretager i givet fald også en afvejning af de involverede interesser (kendelse afsagt af Domstolens vicepræsident den 24.5.2022, Puigdemont i Casamajó m.fl. mod Parlamentet og Spanien, C-629/21 P(R), EU:C:2022:413, præmis 175 og den deri nævnte retspraksis).
57 I forbindelse med undersøgelsen af de nævnte betingelser råder dommeren i sager om foreløbige forholdsregler over et vidt skøn og kan frit, henset til sagens særegenheder, afgøre, hvorledes disse forskellige betingelser skal efterprøves, samt rækkefølgen for denne undersøgelse, eftersom ingen EU-retlig bestemmelse pålægger denne et forud fastsat skema for vurderingen af nødvendigheden af at træffe foreløbig afgørelse (kendelse afsagt af Domstolens vicepræsident den 16.7.2021, Symrise mod ECHA, C-282/21 P(R), EU:C:2021:631, præmis 28 og den deri nævnte retspraksis).
58 Henset til de vurderinger, som Rettens præsident allerede har foretaget, og den skriftlige forhandling mellem parterne, råder Domstolens vicepræsident over tilstrækkelige oplysninger til at træffe endelig afgørelse om betingelsen om uopsættelighed i den foreliggende sag.
Argumenter
59 Med henblik på at godtgøre, at betingelsen om uopsættelighed er opfyldt, har Vivendi påberåbt sig flere forskellige skader.
60 Hvad angår argumentationen om, at den omtvistede afgørelse skaber en risiko for krænkelse af visse af Vivendi ansatte og befuldmægtigedes privatliv, hvilket skal undersøges først, har dette selskab gjort gældende, at den omtvistede afgørelse kræver, at selskabet overgiver alle samtaler mellem flere forskellige fysiske personer til Kommissionen i deres helhed og i hele den pågældende periode, uden at der sondres mellem samtalernes faglige eller private karakter. Vivendi har ligeledes pligt til at overgive alle samtaler med bestemte nøgleord, selv om disse samtaler hidrører fra de pågældende ansatte og befuldmægtigedes private eller personlige e-postkasser og private eller personlige mobilapparater, for så vidt som disse e-postkasser eller apparater er blevet brugt mindst én gang til erhvervsmæssig kommunikation. De mange dokumenter, som Kommissionen således skal tilsendes, kan indeholde oplysninger, som er følsomme for Vivendi, og som henhører under såvel de pågældende personer som tredjeparters privatliv.
61 Vivendis indsamling og overgivelse af sådanne dokumenter til Kommissionen er uforenelig med de franske civilretlige og strafferetlige bestemmelser såvel som med de EU-retlige regler og den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950. Vivendi er dermed stillet over for et umuligt alternativ, eftersom dette selskab risikerer væsentlige sanktioner, uanset om det efterkommer den omtvistede afgørelse eller ej.
62 Meddelelsen af de pågældende oplysninger påfører endvidere Vivendi og de pågældende personer en alvorlig skade, idet kredsen af personer med kendskab til disse oplysninger udvides. Denne skade er uoprettelig, eftersom annullationen af den omtvistede afgørelse ikke længere gør det muligt at afhjælpe tilsidesættelsen af de omhandlede rettigheder.
63 For det første har Kommissionen gjort gældende, at det af Vivendi anførte forhold, at det er retligt umuligt at gennemføre den omtvistede afgørelse, maksimalt kan medføre en økonomisk skade, som ikke er usædvanlig.
64 For det andet vedrører hovedparten af Vivendis argumenter en tilsidesættelse af tredjeparters rettigheder. Med henblik på at godtgøre, at betingelsen om uopsættelighed er opfyldt, kan den part, der har anmodet om foreløbige forholdsregler, kun støtte sig på, at der er godtgjort en risiko for denne parts egne interesser.
65 For det tredje kan selve videregivelsen af følsomme personoplysninger i lyset af Rettens praksis ikke påvise en alvorlig og uoprettelig skade. Det kan nemlig ikke undgås, at Kommissionen behandler personoplysninger for at gennemføre sin undersøgelse tilfredsstillende. Den blotte omstændighed, at den efterprøver, om sådanne oplysninger er relevante, kan ikke i sig selv forårsage en alvorlig og uoprettelig skade.
66 Vivendi har ikke godtgjort, at de dokumenter, der skal overgives til Kommissionen, indeholder følsomme personoplysninger. Kommissionen har under alle omstændigheder givet Vivendi specifikke proceduremæssige garantier, der finder anvendelse på følsomme personoplysninger, hvilke garantier supplerer de strenge forpligtelser i forbindelse med tavshedspligten, som Kommissionens tjenestemænd og øvrige ansatte er underlagt.
Bedømmelse
67 Det fremgår af Domstolens faste praksis, at formålet med en sag om foreløbige forholdsregler er at sikre den fulde virkning af den fremtidige endelige afgørelse med henblik på at undgå en lakune i den retsbeskyttelse, som Domstolen sikrer. Det er for at opfylde denne målsætning, at uopsætteligheden skal vurderes i forhold til, hvor nødvendigt det er, at der træffes en foreløbig afgørelse med henblik på at undgå en alvorlig og uoprettelig skade for den part, der anmoder om den midlertidige beskyttelse. Det er denne part, som skal godtgøre, at vedkommende ikke kan afvente afgørelsen i hovedsagen uden at risikere at blive påført en sådan skade. Selv om det med henblik på at godtgøre, at der foreligger en sådan skade, ikke er nødvendigt, at det godtgøres, at der er en absolut vished for, at skaden indtræder, og at det er tilstrækkeligt, at skaden kan forudsiges med en tilstrækkelig grad af sandsynlighed, skal den part, der har indgivet en anmodning om foreløbige forholdsregler, dog fortsat føre bevis for de faktiske omstændigheder, der begrunder, at der er udsigt til en sådan skade (kendelse afsagt af Domstolens vicepræsident den 24.5.2022, Puigdemont i Casamajó m.fl. mod Parlamentet og Spanien, C-629/21 P(R), EU:C:2022:413, præmis 75 og den deri nævnte retspraksis).
68 For det første skal det fastslås, at Vivendis argumentation om, at den omtvistede afgørelse skaber en risiko for tilsidesættelse af retten til respekt for privatlivet, således som Kommissionen har gjort gældende, i det væsentlige er støttet på tilsidesættelsen af tredjeparters rettigheder, nemlig Vivendis ansatte og befuldmægtigede, hvis kommunikation skal indsamles og overgives til Kommissionen i medfør af den omtvistede afgørelse.
69 Selv om Vivendi i anmodningen om foreløbige forholdsregler ligeledes har omtalt det indgreb i dette selskabs ansatte og befuldmægtigedes privatliv, som gennemførelsen af den omtvistede afgørelse indebærer, har selskabet hvad angår sine egne rettigheder blot anført, at de dokumenter, der skal overgives til Kommissionen, kan indeholde følsomme oplysninger om dette selskab, uden at det har forklaret, hvori disse oplysninger består, eller hvilken forbindelse disse oplysninger har med respekten for privatlivet.
70 Det følger af den retspraksis, der er nævnt i nærværende kendelses præmis 67, at betingelsen om uopsættelighed normalt vurderes i forhold til den skade, som den part, der har anmodet om midlertidig beskyttelse, eventuelt kan påføres.
71 Dette princip skal imidlertid ikke fortolkes på en måde, som er til hinder for, at formålet med en sag om foreløbige forholdsregler virkeliggøres, nemlig at sikre den fulde virkning af den fremtidige endelige afgørelse med henblik på at undgå en lakune i den retsbeskyttelse, som Domstolen sikrer. Det er i denne henseende bl.a. blevet fastslået, at en medlemsstat kan påberåbe sig en skade, som den ikke lider direkte, eftersom medlemsstaterne er ansvarlige for de interesser, der på nationalt plan anses for almene, og de kan sikre forsvaret heraf inden for rammerne af en sag om foreløbige forholdsregler (jf. i denne retning kendelse afsagt af Domstolens vicepræsident den 3.6.2022, Bulgarien mod Parlamentet og Rådet, C-545/20 R, EU:C:2022:445, præmis 35 og den deri nævnte retspraksis).
72 Det forholder sig imidlertid således, at en privat virksomhed som Vivendi ikke med føje kan påberåbe sig en risiko for en tilsidesættelse af tredjeparters rettigheder med henblik på at opnå en indrømmelse af foreløbige forholdsregler vedrørende en retsakt, som ikke direkte skader denne virksomheds interesser (jf. i denne retning kendelse af 6.5.1988, Enosi Kitroparagogon Kritis mod Kommissionen, 112/88 R, EU:C:1988:241, præmis 20).
73 Dette er imidlertid ikke tilfældet i den foreliggende sag.
74 Den skade, som Vivendi har påberåbt sig i forbindelse med retten til respekt for privatlivet, følger nemlig direkte af den adfærd, som dette selskab ifølge selskabet selv tvinges til at udvise over for visse af sine ansatte og befuldmægtigede for at efterkomme den omtvistede afgørelse.
75 Det følger heraf, at Vivendi med anmodningen om foreløbige forholdsregler ikke har tilsigtet at handle i stedet for tredjemand, der er selvstændigt berørt af virkningerne af den omtvistede afgørelse, men på egne vegne med henblik på at beskytte sine egne interesser ved at undgå at blive foranlediget til selv at forvolde tredjeparter en alvorlig og uoprettelig skade, som dette selskab i øvrigt eventuelt kan pålægges ansvaret for, i et tilfælde, hvor denne skade forvoldes disse tredjeparter som følge af deres forbindelser med Vivendi, uden at de nævnte tredjeparter selv kan opnå en midlertidig beskyttelse, hvorved det undgås, at nævnte skade indtræffer.
76 Under disse særlige omstændigheder kan dommeren i sagen om foreløbige forholdsregler ikke fastslå, at Vivendi for at påvise, at betingelsen om uopsættelighed er opfyldt, ikke kunne påberåbe sig den alvorlige og uoprettelige skade, som dette selskab ville være forpligtet til at påføre visse af sine ansatte og befuldmægtigede for at efterkomme den omtvistede afgørelse, idet denne dommer herved ville tilsidesætte formålet med en sag om foreløbige forholdsregler, som er omtalt i nærværende kendelses præmis 71.
77 For det andet skal det følgelig vurderes, om det er tilstrækkeligt sandsynligt, at gennemførelsen af den omtvistede afgørelse vil forvolde visse af Vivendis ansatte og befuldmægtigede en alvorlig og uoprettelig skade.
78 Eftersom Vivendi har villet påberåbe sig en tilsidesættelse af visse grundlæggende rettigheder, skal det bemærkes, at det fremgår af Domstolens praksis, at det synspunkt, at en skade pr. definition er uoprettelig, fordi den berører området for de grundlæggende frihedsrettigheder, ikke kan tiltrædes, da en abstrakt påberåbelse af, at der er sket et indgreb i grundlæggende rettigheder, ikke er tilstrækkelig til at godtgøre, at den skade, der kan følge heraf, nødvendigvis er uoprettelig (kendelse afsagt af Domstolens vicepræsident den 28.11.2013, EMA mod InterMune UK m.fl., C-390/13 P(R), EU:C:2013:795, præmis 42 og den deri nævnte retspraksis).
79 Det kan imidlertid ikke udledes heraf, at et indgreb i en grundlæggende rettighed aldrig kan anses for at udgøre en alvorlig og uoprettelig skade.
80 Krænkelse af visse grundlæggende rettigheder, såsom forbuddet mod tortur og umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, der er fastslået i artikel 4 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, kan på grund af selve karakteren af den krænkede rettighed i sig selv give anledning til alvorlig og uoprettelig skade (kendelse afsagt af Domstolens vicepræsident den 28.11.2013, EMA mod InterMune UK m.fl., C-390/13 P(R), EU:C:2013:795, præmis 43).
81 Krænkelsen af grundlæggende rettigheder, der ligesom respekten for privatlivet, som er fastsat i chartrets artikel 7, ikke er omfattet af den i foregående præmis omhandlede kategori, skal vurderes i lyset af samtlige foreliggende omstændigheder med henblik på at afgøre, om omfanget og arten af den skade, som denne krænkelse indebærer, begrunder, at skaden anses for at være alvorlig og uoprettelig (jf. i denne retning kendelse afsagt af Domstolens vicepræsident den 28.11.2013, EMA mod InterMune UK m.fl., C-390/13 P(R), EU:C:2013:795, præmis 44).
82 Det påhviler følgelig dommeren i sagen om foreløbige forholdsregler at afgøre, om det er tilstrækkelig sandsynligt, at gennemførelsen af den omtvistede afgørelse kan medføre et indgreb i privatliv for visse af Vivendis ansatte og befuldmægtigede, samt i givet fald, henset til samtlige foreliggende omstændigheder, vurdere omfanget og arten af den skade, som skyldes denne krænkelse.
83 I denne henseende forpligter den omtvistede afgørelse bl.a. Vivendi til at indsamle alle udvekslinger, der er foretaget med forskellige kommunikationsmidler i en periode på flere år mellem en række fysiske personer, samt visse udvekslinger mellem andre fysiske personer og derefter sende de indsamlede oplysninger til Kommissionen.
84 Hvad angår de sidstnævnte udvekslinger fremgår det af denne afgørelse, at udvælgelsen af dokumenter, der skal overgives til Kommissionen, skal foretages ved anvendelse af en række nøgleord, som i nogen grad er overordnede og bl.a. indeholder efternavn eller fornavn på flere offentlige personer fra den politiske verden eller medierne.
85 De udvekslinger, der selv indirekte er knyttet til ethvert dokument, som skal overgives til Kommissionen, skal desuden selv meddeles denne institution, eftersom alle e-mails, der tilhører »samme serie« som et sådant dokument, i medfør af den omtvistede afgørelses punkt 9 skal overgives til Kommissionen, og når dokumentet er en besked udvekslet over SMS eller som instant messaging, skal hele samtalen for hele den pågældende periode overgives til denne institution.
86 Det står fast, at disse forpligtelser i henhold til denne afgørelses punkt 2 bl.a. omfatter udvekslinger, der er foretaget via de pågældende ansatte og befuldmægtigedes private eller personlige e-postkasser og private eller personlige mobilapparater, for så vidt som disse e-postkasser eller apparater er blevet brugt mindst én gang til erhvervsmæssig kommunikation.
87 Henset til ordlyden af den omtvistede afgørelse skal det indledningsvis fastslås, at de dokumenter, som Vivendi skal indsamle og overgive til Kommissionen, vedrører indholdet af kommunikation mellem fysiske personer.
88 Det skal dernæst fremhæves, at henset til den såvel materielt som tidsmæssigt meget omfangsrige karakter af disse forpligtelser, som Vivendi er blevet pålagt ved denne afgørelse, og til den omstændighed, at nævnte forpligtelser bl.a. tilsigter indsamling af udvekslinger foretaget med kommunikationsmidler, der normalt anvendes privat, er det meget sandsynligt, at et stort antal dokumenter, der skal overgives til Kommissionen, ikke henhører under arbejdssfæren og kan give oplysninger om de pågældende personers privatliv.
89 Den omtvistede afgørelse indeholder endelig ingen mekanisme med henblik på generelt at forebygge, at dokumenter, der vedrører disse personers privatliv, indsamles eller overgives til Kommissionen, eller at give garantier om behandlingen af sådanne dokumenter.
90 De af Vivendi anførte argumenter godtgør således, at det er tilstrækkeligt sandsynligt, at personoplysninger, der skal indsamles og overgives til Kommissionen i medfør af den omtvistede afgørelse, kan gøre det muligt at drage præcise slutninger vedrørende de pågældende personers privatliv, hvilket i overensstemmelse med Domstolens faste praksis retspraksis betyder, at den deraf følgende krænkelse af privatlivet skal anses for at være alvorlig (jf. analogt dom af 2.3.2021, Prokuratuur (Betingelser for adgang til oplysninger om elektronisk kommunikation), C-746/18, EU:C:2021:152, præmis 39).
91 Eftersom den ikke-økonomiske skade som følge af en sådan krænkelse af retten til privatliv ikke kan fjernes fuldstændigt af en økonomisk erstatning eller ophæves efterfølgende, såfremt den omtvistede afgørelse annulleres, skal denne skade anses for at være uoprettelig.
92 Denne vurdering drages ikke i tvivl af den løsning, som Domstolens præsident valgte i kendelse af 27. september 2004, Kommissionen mod Akzo og Akcros (C-7/04 P(R), EU:C:2004:566), som Kommissionen har påberåbt sig.
93 I denne kendelse fastslog Domstolens præsident ganske vist, at den skade på fortrolighedsforholdet, som kunne følge af den omstændighed, at Kommissionen havde adgang til dokumenter, der angiveligt var omfattet heraf, ikke kunne påføre den pågældende virksomhed en alvorlig og uoprettelig skade.
94 Denne løsning var imidlertid begrundet i bl.a. den omstændighed, at den af den part, der havde anmodet om foreløbige forholdsregler, anførte risiko i den sag, som gav anledning til nævnte kendelse, alene tilsigtede, at Kommissionens tjenestemænd fik større kendskab til de dokumenter, som de allerede havde undersøgt, uanset om dette var summarisk. Det skal ligeledes fremhæves, at denne sag kun vedrørte et begrænset antal dokumenter, som ikke vedrørte fysiske personers privatliv.
95 For det tredje skal det i denne forbindelse ligeledes bemærkes, at de proceduremæssige garantier, som Kommissionen har påberåbt sig, ikke er tilstrækkelige til at fratage den af Vivendi påberåbte skade sin alvorlige karakter.
96 Det fremgår ganske vist af den omtvistede afgørelse, at Kommissionen har foreskrevet en specifik procedure med henblik på at begrænse sine tjenestemænd og øvrige ansattes adgang til følsomme personoplysninger.
97 Det fremgår ikke desto mindre af nærværende kendelses præmis 34-41, at denne procedure ikke kunne udelukke eller minimere behandlingen af personoplysninger vedrørende de berørte personers privatliv, dog uden at de kunne kvalificeres som »følsomme personoplysninger«.
98 En sådan beskyttelse kan ikke hindre, at konsultationen af de oplysninger, som overgives til Kommissionen, gør det muligt at drage præcise slutninger vedrørende de pågældende personers privatliv, eftersom de følsomme personoplysninger kun dækker en begrænset del af personoplysningerne vedrørende disse personers privatliv, og den omtvistede afgørelse foreskriver en omfattende indsamling af sidstnævnte type oplysninger med henblik på at overgive disse til Kommissionen.
99 Det fremgår desuden rent faktisk af Kommissionens argumentation, at denne institutions tjenestemænd og øvrige ansatte er underlagt strenge forpligtelser til tavshedspligten, hvorfor de i princippet har forbud mod at videregive de oplysninger, der fremgår af de dokumenter, som Vivendi har overgivet, og som de får kendskab til.
100 Disse forpligtelser begrænser imidlertid ikke disse tjenestemænd og øvrige ansattes muligheder for at få adgang til personoplysninger vedrørende de pågældende personers privatliv, hvilken adgang i sig selv udgør et indgreb i disse personers ret til privatliv.
101 For det fjerde skal det bemærkes, at det, således som Kommissionen har gjort gældende, umiddelbart er nødvendigt, at denne institution i et vist omfang kan behandle personoplysninger vedrørende privatlivet for ansatte og befuldmægtigede i de virksomheder, den undersøger, idet dens undersøgelsesbeføjelser ellers i meget vid udstrækning kan blive frataget deres effektivitet. På samme måde er det som led i Kommissionens undersøgelse i praksis vanskeligt at undgå, at der indsamles dokumenter, som i sidste ende eventuelt kan vise sig ikke at have betydning for undersøgelsen.
102 Kommissionen har ligeledes med føje anført, at databeskyttelsesforordningens artikel 6 bestemmer, at behandlingen af personoplysninger på visse betingelser kan være lovlig, selv om den berørte person ikke har givet samtykke hertil.
103 De faktorer, der er anført i nærværende kendelses præmis 101 og 102, kan følgelig være relevante for vurderingen af, om den omtvistede afgørelse er lovlig, og dermed for undersøgelsen af betingelsen om fumus boni juris.
104 Der kan derimod ikke tages hensyn til disse faktorer som led i undersøgelsen af betingelsen om uopsættelighed.
105 Dommeren i sager om foreløbige forholdsregler skal nemlig med henblik på vurderingen af betingelsen om uopsættelighed – og uden at dette indebærer denne dommers stillingtagen til, om de klagepunkter, som den part, der har anmodet om foreløbige forholdsregler, har fremført vedrørende realiteten, er velbegrundede – lægge til grund, at disse klagepunkter kan tiltrædes. Den alvorlige og uoprettelige skade, hvis sandsynlige indtræden skal godtgøres, er den, der i givet fald følger i tilfælde af, at det afvises at indrømme en af de anmodede foreløbige forholdsregler, såfremt sagen efterfølgende tiltrædes ved realitetsbehandlingen (jf. i denne retning kendelse afsagt af Domstolens vicepræsident den 19.12.2013, Kommissionen mod Tyskland, C-426/13 P(R), EU:C:2013:848, præmis 52, og kendelse af 17.12.2018, Kommissionen mod Polen, C-619/18 R, EU:C:2018:1021, præmis 61).
106 I det foreliggende tilfælde skal vurderingen af betingelsen om uopsættelighed således foretages ved at lægge til grund, at den omtvistede afgørelse er ulovlig, og at indgrebet i de pågældende personers ret til privatliv som følge af denne afgørelse dermed er ulovligt.
107 Det følger heraf, at dommeren i sager om foreløbige forholdsregler med henblik på at afgøre, om denne betingelse er opfyldt, ikke skal afgøre, om indgrebet var nødvendigt eller, mere generelt, lovligt, men alene skal vurdere omfanget og arten af den skade, som følger af nævnte indgreb, såfremt indgrebet i sidste ende viser sig at være ulovligt.
108 Kommissionens argumenter med henblik på at godtgøre, at selve indgrebet både er uundværligt for effektiviteten af dens undersøgelser og i overensstemmelse med de relevante EU-retlige regler, skal således forkastes som uvirksomme på tidspunktet for undersøgelsen af betingelsen om uopsættelighed.
109 Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal betingelsen om uopsættelighed anses for at være opfyldt i det foreliggende tilfælde.
110 Eftersom Rettens præsident med urette fastslog, at denne betingelse ikke var opfyldt, uden at han havde undersøgt betingelsen om fumus boni juris, hvilken undersøgelse forudsætter vurderinger af både de faktiske og retlige omstændigheder, skal sagen hjemvises til Retten med henblik på, at denne træffer afgørelse om denne betingelse, og for at der eventuelt foretages en afvejning af de foreliggende interesser.
Sagsomkostninger
111 Da nærværende sag hjemvises til Retten, udsættes afgørelsen om sagsomkostningerne.
Af disse grunde bestemmer Domstolens vicepræsident:
1) Kendelsen afsagt af præsidenten for Den Europæiske Unions Ret den 19. januar 2024, Vivendi mod Kommissionen (T-1097/23 R, EU:T:2024:15), ophæves.
2) Sagen hjemvises til Den Europæiske Unions Ret med henblik på, at denne træffer afgørelse om betingelsen om fumus boni juris, og for at der eventuelt foretages en afvejning af de foreliggende interesser.
3) Afgørelsen om sagsomkostningerne udsættes.
Underskrifter