KENDELSE AFSAGT AF PRÆSIDENTEN FOR RETTEN FOR EU-PERSONALESAGER

12. juni 2014

Sag F-28/14 R

Stéphane De Loecker

mod

EU-Udenrigstjenesten (EEAS)

»Personalesag – midlertidig ansat – opsigelse af kontrakten – særlige rettergangsformer – begæring om udsættelse af gennemførelse – realitetspåkendelse af hovedsagen«

Angående:      Søgsmål anlagt i medfør af artikel 278 TEUF og 157 EA samt artikel 279 TEUF, der finder anvendelse på Euratom-traktaten i henhold til denne traktats artikel 106A, hvorunder Stéphane De Loecker har nedlagt påstand om udsættelse, indtil afgørelsen i hovedsagen foreligger: – af afgørelsen af 20. december 2013 truffet af Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik (herefter »den højtstående repræsentant«) om at bringe hans kontrakt som midlertidigt ansat som omhandlet i artikel 2, litra e), i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Den Europæiske Union til ophør med virkning fra den 31. marts 2014; – af afslaget fra den højtstående repræsentant på at høre ham efter den klage over chikane, som han havde indgivet over den administrative generaldirektør for EU-Udenrigstjenesten (EEAS); – af afslaget på hans ansøgning om udpegning af en ekstern undersøger på meget højt niveau til at undersøge hans klage over chikane; – af afgørelsen om at registrere førnævnte klage »som en ansøgning og at lade den behandle af Europa-Kommissionens [generaldirektorat for Menneskelige Ressourcer og Sikkerhed]«.

Udfald:      Begæringen om foreløbige forholdsregler tages ikke til følge. Afgørelsen om sagens omkostninger udsættes.

Sammendrag

1.      Særlige rettergangsformer – udsættelse af gennemførelse – betingelser for antagelse til realitetsbehandling – sagsøgerens interesse i at opnå udsættelse – begæring om at opnå udsættelse af gennemførelsen af en afgørelse truffet af den højtstående repræsentant om ikke at modtage en tjenestemand for at give denne en forklaring på en afgørelse – udsættelse, der ikke kan ændre sagsøgerens situation – afvisning – begæring om udsættelse af en afgørelse om afslag på at udpege en undersøger for at undersøge en klage over chikane – formaliteten

(Art. 278 TEUF; Personalerettens procesreglement, art. 102, stk. 2)

2.      Tjenestemandssager – akt, der indeholder et klagepunkt – begreb – retssikrende foranstaltning – ikke omfattet

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)

3.      Tjenestemandssager – akt, der indeholder et klagepunkt – begreb – afgørelse truffet af den højtstående repræsentant om at lade en klage over chikane behandle af Kommissionens tjenestegrene – ikke omfattet

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)

4.      Særlige rettergangsformer – udsættelse af gennemførelse – foreløbige forholdsregler – betingelser – uopsættelighed – alvorlig og uoprettelig skade – bevisbyrde – ikke-økonomisk skade, der ikke i højere grad end under hovedsagen kan genoprettes ved, at der træffes foreløbig afgørelse – ingen uopsættelighed

(Art. 278 TEUF og 279 TEUF; Personalerettens procesreglement, art. 102, stk. 2)

5.      Særlige rettergangsformer – udsættelse af gennemførelse – betingelser – alvorlig og uoprettelig skade – årsagsforbindelse mellem det påståede tab og den anfægtede retsakt

(Art. 278 TEUF)

1.      En begæring om udsættelse af en negativ forvaltningsafgørelse kan i princippet ikke indgives, da en sådan udsættelse ikke kan ændre sagsøgerens retsstilling. Dette er netop tilfældet hvad angår en udsættelse af gennemførelsen af et afslag fra den højtstående repræsentant på at mødes med en tjenestemand med henblik på at give denne en forklaring på en afgørelse, eftersom udsættelsen ikke vil have nogen praktisk betydning for sagsøgeren, for så vidt som den ikke vil kunne udgøre en positiv afgørelse, som imødekommer hans ansøgning om et møde. Udsættelsen af gennemførelsen vil derfor ikke medføre en ændring af sagsøgerens situation.

Et afslag fra den højtstående repræsentant på at udpege en ekstern undersøger på højt niveau for at undersøge den pågældendes klage over chikane er til gengæld en uadskillelig del af en afgørelse om at lade denne klage behandle af institutionens tjenestegrene. Dette afslag kan følgelig ikke behandles som en negativ afgørelse.

(jf. præmis 27 og 28)

Henvisning til:

Den Europæiske Unions ret: kendelser Ellinikos Niognomon mod Kommissionen, T-312/08 R, EU:T:2008:407, præmis 26, og Henkel og Henkel France mod Kommissionen, T-607/11 R, EU:T:2012:22, præmis 21

Personaleretten: kendelse Bermejo Garde mod CESE, F-41/10 R, EU:F:2010:89, præmis 38

2.      En simpel retssikrende foranstaltning, som har til formål at sikre en afgørelse fra administrationen, som allerede er genstand for et søgsmål, er ikke en bebyrdende akt.

(jf. præmis 31)

3.      Akter, der er forberedende i forhold til en afgørelse, er ikke bebyrdende, og det er først i forbindelse med en sag anlagt til prøvelse af den afgørelse, der træffes som afslutning på proceduren, at tjenestemanden kan gøre gældende, at de forudgående akter, der er snævert forbundne med afgørelsen, er retsstridige. Selv om visse rent forberedende foranstaltninger således kan være bebyrdende for en tjenestemand, for så vidt som de kan påvirke indholdet af en senere anfægtelig retsakt, kan de imidlertid ikke være genstand for et selvstændigt søgsmål, men skal anfægtes i forbindelse med et søgsmål til prøvelse af denne retsakt.

Foreløbige foranstaltninger, som en afgørelse truffet af den højtstående repræsentant, i hans egenskab af EU-Udenrigstjenestens ansættelsesmyndighed, om at lade en klage over chikane behandle af Kommissionens tjenestegrene og om afslag på at udpege en ekstern undersøger på højt niveau til at undersøge denne klage udgøres af, udgør følgelig en given retning for, hvorledes denne klage skal behandles, og kan ikke være genstand for et selvstændigt søgsmål, som er adskilt fra søgsmålet til prøvelse af administrationens endelige afgørelse. Navnlig gør hverken eksistensen af indgreb i retten til forsvar og i princippet om upartiskhed, hvis et sådant indgreb kan godtgøres, eller den omstændighed, at institutionen er påbegyndt sin undersøgelse i henhold til en ansøgning om bistand, det ikke muligt i sig selv at godtgøre, at der er blevet truffet bebyrdende retsakter, dvs. retsakter, som kan være genstand for søgsmål.

(jf. præmis 34, 35 og 37)

Henvisning til:

Domstolen: kendelser Santarelli mod Kommissionen, 78/87 og 220/87, EU:C:1988:255, præmis 13, og Gómez-Reino mod Kommissionen, C-471/02 P(R), EU:C:2003:210, præmis 65

Retten i Første Instans: dom Latino mod Kommissionen, T-145/01, EU:T:2003:42, præmis 101

Personaleretten: kendelse Nijs mod Revisionsretten, F-64/08, EU:F:2008:179, præmis 17, domme Marcuccio mod Kommissionen, F-65/09, EU:F:2010:149, præmis 42 og den deri nævnte retspraksis samt Marcuccio mod Kommissionen, F-1/10, EU:F:2010:166, præmis 47 og den deri nævnte retspraksis

4.      Formålet med en sag om foreløbige forholdsregler er ikke at sikre erstatning for et tab, men at sikre virkningen af dommen vedrørende sagens realitet. For at denne målsætning kan opfyldes, skal de begærede forholdsregler være uopsættelige, dvs. at det for at undgå et alvorligt og uopretteligt tab for sagsøgeren er nødvendigt at foreskrive dem og tillægge dem retsvirkninger før afgørelsen i hovedsagen. Den part, der har fremsat begæring om anordning af de foreløbige forholdsregler, skal endvidere dokumentere, at vedkommende ikke kan afvente afgørelsen i hovedsagen uden at blive påført et sådant tab.

I denne henseende foreligger der ikke uopsættelighed, når anordning af en udsættelse af gennemførelsen ikke kan afhjælpe det påståede ikke-økonomiske tab i et større omfang end en eventuel annullation af den anfægtede afgørelse ved afslutningen af proceduren i hovedsagen.

(jf. præmis 38 og 55)

Henvisning til:

Personaleretten: kendelse De Loecker mod EEAS, F-78/13 R, EU:F:2013:134, præmis 20 og 25 og den deri nævnte retspraksis

5.      Anordning af en udsættelse af gennemførelsen af en retsakt er kun berettiget, hvis der er årsagsforbindelse mellem den pågældende retsakt og det påståede alvorlige og uoprettelige tab, og, endnu mere præcist, hvis denne retsakt er den afgørende årsag til det nævnte tab.

(jf. præmis 56)

Henvisning til:

Domstolen: kendelse Marcuccio mod Kommissionen, C-399/02 P(R), EU:C:2003:90, præmis 26

Den Europæiske Unions Ret: kendelse Al-Chihabi mod Rådet, T-593/11 R, EU:T:2011:770, præmis 16 og den deri nævnte retspraksis