PERSONALERETTENS DOM (Tredje Afdeling)
30. september 2010
Sag F29/09
Giorgio Lebedef og Trevor Jones
mod
Europa-Kommissionen
»Personalesag — tjenestemænd — løn — vedtægtens artikel 64 — artikel 3, stk. 5, første afsnit, og artikel 9 i bilag XI til vedtægten — justeringskoefficient — ligebehandling«
Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 236 EF og 152 EA, hvorunder Giorgio Lebedef og Trevor Jones har nedlagt påstand om annullation af Kommissionens påståede afgørelse om afslag på at bringe købekraften for de tjenestemænd, der gør tjeneste i Luxembourg (Luxembourg), på samme niveau som for de tjenestemænd, der gør tjeneste i Bruxelles (Belgien), og subsidiært påstand om annullation af de af sagsøgernes lønsedler, der er udstedt fra juni 2008.
Udfald: Europa-Kommissionen frifindes. Georgio Lebedef og Trevor Jones betaler sagens omkostninger, med undtagelse af de af Rådet for Den Europæiske Union afholdte omkostninger. Rådet, som har interveneret i sagen til støtte for Kommissionens påstande, bærer sine egne omkostninger.
Sammendrag
1. Ulovlighedsindsigelse — anfægtelige retsakter
(Art. 230, stk. 2 EF, art. 236 EF og 241 EF; art. 236, andet afsnit, TEUF, art. 270 TEUF og 277 TEUF)
2. Tjenestemænd — søgsmål — akt, der indeholder et klagepunkt — begreb — lønseddel
(Art. 265 TEUF; tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91, stk. 1; bilag XI, art. 3, stk. 5, første afsnit)
3. Tjenestemænd — løn — justeringskoefficienter — fastsættelse — Rådets beføjelser — skøn — grænser — overholdelse af ligebehandlingsprincippet — domstolsprøvelse — grænser
(Tjenestemandsvedtægten, art. 64 og 65)
4. Tjenestemænd — løn — justeringskoefficienter — ingen justeringskoefficienter for Belgien og Luxembourg — tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet — bevisbyrde
(Tjenestemandsvedtægten, bilag XI, art. 3, stk. 5, første afsnit)
5. Tjenestemænd — principper — beskyttelse af den berettigede forventning — betingelser
1. Artikel 241 EF (efter ændring nu artikel 277 TEUF) bestemmer, at hver part i en retstvist, der angår lovligheden af en forordning omfattet af denne bestemmelse, særligt til støtte for et søgsmål til prøvelse af en national gennemførelsesforanstaltning, kan påberåbe sig de i artikel 230, stk. 2, EF (efter ændring nu artikel 263, stk. 2, TEUF) nævnte grunde, selv efter udløbet af tidsfristen for sagsanlæg til prøvelse af forordningen. Dette mellemkommende retsmiddel er udtryk for et almindeligt princip, som har til formål at sikre, at enhver borger råder over eller har rådet over en mulighed for at anfægte en unionsretsakt, som danner grundlag for en afgørelse, der er truffet over for ham. Den regel, der er fastsat i artikel 241 EF, finder med sikkerhed anvendelse inden for rammerne af en sag, der er indbragt for EU’s retsinstanser i henhold til artikel 236 EF (efter ændring nu artikel 270 TEUF).
Hjemmelen i artikel 241 EF til at påberåbe sig, at en forordning ikke kan finde anvendelse, udgør imidlertid ikke en selvstændig søgsmålsret og kan kun påberåbes under en verserende sag, hvilket indebærer, at den manglende adgang til at anlægge selvstændigt søgsmål eller afvisning af hovedsagen medfører, at ulovlighedsindsigelsen ikke kan antages til realitetsbehandling.
(jf. præmis 29 og 30)
Henvisning til:
Domstolen: 6. marts 1979, sag 92/78, Simmenthal mod Kommissionen, Sml. s. 777; 16. juli 1981, sag 33/80, Albini mod Rådet og Kommissionen, Sml. s. 2141, præmis 17; 19. januar 1984, sag 262/80, Andersen m.fl. mod Parlamentet, Sml. s. 195; 10. juli 2003, sag C11/00, Kommissionen mod ECB, Sml. s. 7147, præmis 74-78; 7. juli 1987, forenede sager 89/86 og 91/86, CNTA mod Kommissionen, Sml. s. 3005, præmis 22
2. En lønseddel har som følge af dens karakter og formål principielt ikke de kendetegn, der er væsentlige for en akt, der indeholder et klagepunkt som omhandlet i vedtægtens artikel 90, stk. 2, og 91, stk. 1, idet lønsedlen alene er udtryk for den økonomiske konsekvens af de administrative afgørelser, der tidligere er truffet vedrørende tjenestemandens personlige og retlige situation. Eftersom en lønseddel klart er udtryk for, at der i ubemærkethed er truffet en individuel administrativ afgørelse med et bestemt indhold, idet afgørelsen ikke formelt er blevet meddelt den berørte, kan en sådan lønseddel, der indeholder oplysninger om økonomiske rettigheder, imidlertid anses for en akt, der indeholder et klagepunkt, som kan gøres til genstand for en klage og i givet fald et søgsmål, idet den samtidig indebærer, at søgsmålsfristerne begynder at løbe.
I denne forbindelse er det inden for rammerne af et søgsmål, hvorunder der i det væsentlige er nedlagt påstand om, at institutionen ikke har iværksat de politiske initiativer, der er nødvendige for, at der for fremtiden kan fastsættes en justeringskoefficient for Luxembourg, hvilket forudsætter, at artikel 3, stk. 5, første afsnit, i bilag XI til vedtægten ophæves, og for at sikre tjenestemændenes klage- og søgsmålsret, tilladt, at tjenestemænd kan anfægte deres lønsedler og gøre gældende, at en vedtægtsbestemmelse, der fastsætter tjenestemændenes økonomiske rettigheder, er ulovlig, idet bl.a. lighedsprincippet er tilsidesat.
Henset til, at vedtægtens artikel 90, stk. 1, kun giver tjenestemænd mulighed for at forelægge en ansøgning for ansættelsesmyndigheden om at træffe en beslutning for deres vedkommende, falder en sådan ansøgning ganske vist uden for anvendelsesområdet for nævnte bestemmelse, idet et politisk initiativ ikke kan kvalificeres som en »beslutning for [tjenestemandens] vedkommende«.
Henset til de proceduremæssige vanskeligheder, som en borger, der ønsker at anlægge et passivitetssøgsmål i henhold til artikel 265 TEUF mod en institution med henblik på at få ophævet en forordningsbestemmelse, der er vedtaget af EU-lovgiver, vil stå over for, vil det i praksis være umuligt at anlægge en sag, der har til formål at sikre overholdelsen af det almindelige lighedsprincip, der er anerkendt i EU-retten, og indebære et uforholdsmæssigt indgreb i retten til effektiv domstolsbeskyttelse, såfremt en tjenestemand fratages muligheden for at anfægte sin lønseddel som følge af en ændring i de faktiske omstændigheder, såsom en ændring af de økonomiske forhold, under påberåbelse af en ulovlighedsindsigelse mod en vedtægtsbestemmelse, der ifølge den berørte tjenestemand er blevet ulovlig som følge af ændringen i de faktiske omstændigheder, selv om denne bestemmelse fremstod som lovlig, da den blev vedtaget.
(jf. præmis 33 og 40-42)
Henvisning til:
Domstolen: 16. februar 1993, sag C107/91, ENU mod Kommissionen, Sml. I. s. 599, præmis 16 og 17
Retten i Første Instans: 24. marts 1998, sag T181/97, Meyer m.fl. mod Domstolen, Sml. IA, s. 151, og II, s. 481; 16. februar 2005, sag T354/03, Reggimenti mod Parlamentet, Sml. Pers. IA, s. 33, og II s. 147, præmis 38 og 39
Personaleretten, 23. april 2008, sag F103/05, Pickering mod Kommissionen, Sml. IA, s. 101, og IIA, s. 527, præmis 72 og 75; 23. april 2008, sag F112/05, Bain m.fl. mod Kommissionen, Sml. IA, s. 111, og IIA, s. 579, præmis 73 og 76
3. Formålet med de justeringskoefficienter, der skal anvendes på tjenestemændenes vederlag, og som er fastsat i vedtægtens artikel 64 og 65, er at sikre lige købekraft for samtlige tjenestemænd uanset tjenestested i overensstemmelse med princippet om ligebehandling.
Rådet skal i medfør af vedtægtens artikel 65, stk. 2, konstatere, om der består en væsentlig forskel i leveomkostningerne mellem de forskellige tjenestesteder og i givet fald drage konsekvenserne heraf ved at tilpasse justeringskoefficienterne. Ligebehandlingsprincippet, som fastlæggelsen af nævnte justeringskoefficienter har til formål at sikre, gælder ligeledes for EU-lovgiver.
(jf. præmis 62, 63 og 67)
Henvisning til:
Domstolen: 19. november 1981, sag 194/80, Benassi mod Kommissionen, Sml. s. 2815, præmis 5; 23. januar 1992, sag C301/90, Kommissionen mod Rådet, Sml. I, s. 221, præmis 19, 24 og 25; 29. april 2004. sag C187/03 P, Drouvis mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 25 og den deri nævnte retspraksis
Retten i Første Instans: 7. december 1995, forenede sager T544/93 og T566/93, Abello m.fl. mod Kommissionen, Sml. Pers. Sml. IA, s. 271, og II, s. 815, præmis 76
4. Under en retssag anlagt af tjenestemænd, der gør tjeneste i Luxembourg, og hvorunder der er nedlagt påstand om, at de angiveligt udsættes for forskelsbehandling som følge af, at der ikke er fastsat en justeringskoefficient for denne medlemsstat i medfør af artikel 3, stk. 5, første afsnit, i bilag XI til vedtægten, kan det ikke kræves, at sagsøgerne for EU’s retsinstanser i tilstrækkelig grad godtgør, at der er opstået en varig og mærkbar stigning i leveomkostningerne i Luxembourg i forhold til Bruxelles, som indebærer en forskelsbehandling af tjenestemænd afhængigt af deres tjenestested. Det påhviler alene sagsøgerne at tilvejebringe en række væsentlige indicier, der i tilstrækkelig grad viser, at der kan foreligge en forskel i købekraften, således at bevisbyrden lægges over på den sagsøgte institution, og som i givet fald kan begrunde, at Eurostat indleder en administrativ undersøgelse.
I tilfælde af, at det foreholdes den sagsøgte institution, at denne har anvendt artikel 3, stk. 5, første afsnit, i vedtægtens bilag XI uden at have foretaget en undersøgelse af, om der eventuelt måtte bestå en mærkbar forskel i købekraften mellem Bruxelles og Luxembourg, er EU-retsinstansernes prøvelse ikke begrænset til en undersøgelse af, om der foreligger et åbenbart urigtigt skøn, men vedrører spørgsmålet om, hvorvidt de pågældende har tilvejebragt indicier såsom udførligt underbyggede, talbaserede undersøgelser eller lignende fra en pålidelig kilde, der er tilstrækkelige til at begrunde, at der indledes en undersøgelse.
(jf. præmis 64, 66 og 68)
5. Såfremt administrationen ikke har afgivet præcise løfter, kan en tjenestemand ikke påberåbe sig princippet om beskyttelse af den berettigede forventning med henblik på at anfægte lovligheden af en vedtægtsbestemmelse og anvendelsen heraf. Løfter afgivet af administrationen, som ikke tager hensyn til vedtægtsbestemmelserne, kan ikke skabe en berettiget forventning hos modtageren.
(jf. præmis 72)
Henvisning til:
Retten i Første Instans: 27. marts 1990, sag T123/89, Chomel mod Kommissionen, Sml. II, s. 131, præmis 26-30; 7. juli 2004, sag T175/03, Schmitt mod AER, Sml. Pers. IA, s. 211, og II, s.939, præmis 46 og 47