Sag anlagt den 16. maj 2011 - Zinātnes, inovāciju un testēšanas centrs mod Kommissionen
(Sag T-259/11)
Processprog: lettisk
Parter
Sagsøger: Zinātnes, inovāciju un testēšanas centrs" (ved advokat E. Darapoļskis)
Sagsøgt: Europa-Kommissionen
Sagsøgerens påstande
Kommissionens afgørelse vedrørende kontrakt 2003/004-979-06-03/1/0027 "udvikling af et fornyelses- og undersøgelsescenter for varer i byggesektoren", indgået inden for rammerne af det nationale program PHARE 2003 i Letland, annulleres, hvorved det fastslås, at en tilbagebetaling af finansieringen fra PHARE-programmet med et beløb på 1 576 010,80 EUR ikke er begrundet.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Ved Kommissionens afgørelse vedrørende kontrakt 2003/004-979-06-03/1/0027 "udvikling af et fornyelses- og undersøgelsescenter for varer i byggesektoren", indgået inden for rammerne af det nationale program PHARE 2003 i Letland (herefter "den anfægtede afgørelse") blev det besluttet, at kræve en finansiel støtte fra Den Europæiske Union på 1 474 200 EUR tilbagebetalt.
Det er sagsøgerens opfattelse, at Kommissionen med vedtagelsen af den anfægtede afgørelse ikke overholdt finansprotokollen, der blev vedtaget den 19. september 2003 af Det Europæiske Fællesskab og Republikken Letland, vedrørende finansieringen af det nationale program PHARE 2003 i Letland (herefter "finansprotokollen"), på grundlag af hvilken der blev indgået en kontrakt den 23. august 2005 med sagsøgeren om finansiel støtte, der blev udbetalt af midler fra PHARE med et beløb på 1 576 010,80 EUR. Endvidere gør sagsøgeren gældende, at Kommissionen har tilsidesat Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 af 25. juni 2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget
1 (herefter "finansforordningen"), og Kommissionens forordning (EF, Euratom) nr. 2342/2002 af 23. december 2002 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget
2 (herefter "gennemførelsesforordningen").
Sagsøgeren gør følgende anbringender gældende til støtte for søgsmålet:
For det første vedtog Kommissionen den anfægtede afgørelse uden at have foretaget en omhyggelig undersøgelse af sagens omstændigheder og en vurdering af de faktiske forhold, idet den alene baserede sig på rapporter fra embedsmænd i Republikken Letland, hvilke ikke byggede på de kompetente myndigheders udtalelser og beslutninger. Sagsøgeren anfører, at Kommissionen før påbegyndelsen af sagen om tilbagebetaling af beløbet burde have efterprøvet eksistensen af de i de lettiske embedsmænds rapporter nævnte overtrædelser og indhentet alle de nødvendige beviser, hvilket Kommissionen ikke gjorde, idet den begrænsede sig til formelt at undersøge den forudgående udveksling af skrivelser. Efter sagsøgerens opfattelse førte dette til, at der i den foreliggende sag mangler viden om vigtige faktuelle omstændigheder og at kravet om tilbagebetaling af den PHARE-finansiering, der var blevet udbetalt, er ubegrundet.
For det andet har Kommissionen ikke gjort brug af de beføjelser, som er fastlagt i finansprotokollen, finansforordningen og gennemførelsesforordningen. I den forbindelse anfører sagsøgeren, at Kommissionen, da den påpegede overtrædelserne, først burde have beregnet den finansielle virkning på fællesskabsbudgettet, dernæst burde den, hvis den havde fundet, at overtrædelserne kunne have væsentlige finansielle konsekvenser, have givet Republikken Letland en frist med henblik på at stoppe overtrædelserne. Sagsøgeren gør gældende, at Kommissionen i den foreliggende sag ikke gjorde brug af de nævnte beføjelser, hvilket medførte, at den anfægtede afgørelse tilsidesætter finansprotokollen, artikel 71 i finansforordningen og artikel 79 og 80 i gennemførelsesforordningen.
For det tredje er den anfægtede afgørelse uforholdsmæssig, og den blev vedtaget under tilsidesættelse af proceduren for vedtagelse af afgørelser som fastsat ikke alene i finansprotokollen, men også i finansforordningen og gennemførelsesforordningen. Endvidere anfører sagsøgeren, at afgørelsen ikke blev offentliggjort, ikke indeholder dato for vedtagelsen, og at sagsøgeren først fik kendskab til afgørelsen efter den 9. marts 2011 i forbindelse med en retssag indledt i Letland.
For det fjerde hævder sagsøgeren, at den anfægtede afgørelse har haft alvorlige konsekvenser for denne og har medført tab, idet der nu er anlagt sag mod sagsøgeren, og denne har herefter ikke længere adgang til finansiering gennem PHARE-programmet.
Som det femte og sidste anbringende anfører sagsøgeren, at den anfægtede afgørelse har skadet sagsøgerens omdømme alvorligt, idet Kommissionens ulovlige handlinger har medført, at nye partneres deltagelse i projektet er bragt i fare, og at investorernes tillid til sagsøgeren som en sikker og stabil finansiel partner er forringet væsentligt.
____________1 - EFT L 248 af 16.9.2002, s. 1.2 - EFT L 357 af 31.12.2002, s. 1.